"Jeg holder af hverdagen"

Sådan er indledningen til Dan Turells kendte "Hyldest til hverdagen". Ingen kan vel benægte at 'hverdagen' fylder mest, sådan rent tidsmæssigt i vores liv. Men det er mere sensationerne, de sælsomme begivenheder og det der stikke ud fra hverdagen, som vi husker bedst. Selv om det måske mest er i hverdagen vi føler os mest trygge.

 Så kan det næsten ikke blive mere gråt. Et vy fra Hareskovvejen mod nord. Himlen er grå, omend høj. Isen på Utterslev Mose er som en endeløs snemark. Kun de små øer hist og pist skiller sig ud. Grå rager trækronerne op og ridser i horisonten.

Vi går rundt i moser og langs volde for at komme væk fra hverdagen. Måske. Eller opleve noget andet end hverdagen. Som for langt de fleste af os har at gøre med uddannelse, arbejde eller slappe af i fritiden. For nogen er det andre kalder for 'det er ligger uden for hverdagen', ganske enkelt 'hverdagen'. Der er mennesker der til daglig arbejder i moser og ved volde, eller som bare bor der og måske opfatter det som en del af deres udvidede baghave.

 Ved plejeboligerne langs Vestvolden (Husumenceinten) holder Københavns Kommunes madudbringning til. Bag de grå og triste træer venter bilerne på at blive fyldt med mad så de kan komme ud til ældre og gangbesværede med deres middagsmad. For chaufførerne sikkert en grå og trist hverdagsbeskæftigelse. Men for deres 'kunder' er det måske dagens eneste afbræk i en grå og trist hverdag.

Nogen mener at alting tager sig bedst ud i solskin. Så de/vi putter sig bag fjernsynet når vejret ikke rigtig arter sig. Men vejret som det er mest, hverdagen, er nu engang gråt. Nogen opfatter det som trist. "Trist og gråt", er vist noget helt almindeligt at sige. Selv om de måske inderst inde ubevidst faktisk synes at det er meget rart med gråvejr. Solskinsvejr kan godt stresse: Nu skal vi lige pludselig til at realisere alt det vi har gået og snakket om i den grå og triste hverdag.

 Langs mosen bor der mennesker for hvem mosen er hverdag. De kører hver dag gennem den, og opfatter måske mosevandrerne som irriterende afbrydelser, uvelkomne indtrængende, eller som hyggelige indslag i en grå og trist hverdag med snerydning, ufremkommelige veje og hundehømhømmer.

Den grå hverdag er der ikke megen succes eller sensation i. Den er der bare. Og mon ikke vi alle går rundt med et biologisk behov for anerkendelse? Og mon ikke vi somme tider forveksler anerkendelse med succes? Når vi har succes med noget så får vi vel anerkendelse? Selv om vi godt ved at alle de store skuespillere, musikere, forfattere og andre kan snakke med om at det ikke var lige den anerkendelse, de havde stræbt efter.

 For nogen er mosen en arbejdsplads. Her skal de ud i al slags vejr og grave i mudder, regnvejr eller gråvejr. Deres arbejdsplads er hegnet godt ind, for den passer åbenbart ikke rigtigt ind i landskabet. Vi ser dem ikke til hverdag når vi er på arbejde. Undtagen når vi som jeg har ferie. Og om søndagen når vi myldrer ud i deres hverdag, ja så er de gået hjem på weekend. Måske ynder de at tage ind til byen?

Dagens indslag blev lidt filosofisk. Men vejret pressede det frem: Der er ikke så meget sensationelt derude. Følsomt, jovist, men det er noget andet. Det er næsten vindstille. Stadig frost, men når man går, mærker man ikke kulden. Luften smyger sig nærmest fløjsblødt om ens kinder. Der er glat på grusstierne. Men så kan man jo altid ty til de grå asfalterede cykelstier. Hvis det er det man vil.