torsdag den 6. februar 2014

Fra B&W til MGP: Refshaleøen

Refshaleøen var indtil 1872 sandbanker ud for Københavns Havn. Så fyldte man jord og sand på .... Og nu skal der være Melodi Grand Prix - European Song Contest 2014 Copenhagen


Det er næppe denne side af sektionshallerne som gæsterne til MGP 2014 vil få at se. I hvert fald ikke i denne tilstand. Men det gør ikke området mindre spændende. Det er meget vanskeligt at gengive grandiositeten i hallerne på foto. Jeg tog adskillige andre, men uden held. Det skal nok opleves. Ligesom pyramiderne.

Da Københavns havn i anden halvdel af 1800-tallet blev uddybet, smed man sand, grus og sten på Refshaleøen. Da der var nok, fortsætte man med at bygge ovenpå. Det blev til en af industrisamfund-Danmarks legendariske arbejdspladser: B&W (1872-1996). B&Ws historie er en skatkiste, og den er omgivet af myter: Skarp duft af ramsaltet søluft, know-how, kvalitet, arbejderklasse par excellence. Pralende stålkonstruktioner, maskiner. Et fyrtårn for arbejderklassen, Socialdemokratiet og andre politiske og faglige organisationer. Ved storkonflikter rettede man øjnene mod Refshaleøen: Hvordan reagerede de? Mytologiseringer som fx om motorskibet Selandia (1912-1932). Mange af maskinerne til Københavns Vandforsyning var fx leveret herfra.

Det blå skur til venstre er Hovedvagten (1940). Herfra var der kun adgang for ansatte eller inviterede. I dag er der dog åbent (selv om et skilt fortæller at der er adgang forbudt, men man kan bare gå udenom). Herfra havde arbejderne udsigt til Dødens Hule (med skånearbejde for arbejdsskadede arbejdere) og Smedjen. Så var stilen da vist lagt.

Og så igen ... Myter har det med at punktere. Industrisamfundet løb ind i kriser. Og så gik det stærkt: I 1979 kom B&W i likviditetsvanskeligheder og blev købt af tyske MAN. Planen holdt til 1996 efter en kort dødskamp. Måske var det hele alligevel ikke så hug- og stikfast? Refshaleøen emmer stadig af det, men det er i efter-dødsfasen: Forfaldet er sat massivt ind. Gammel sprukken asfalt, rustne jernbanespor, afskallede vægge, ituslåede vinduer. Man aner stadig storheden, og mærker måske lidt vemod over forfaldet og en tid der var engang. "Lad falde hvad ikke kan stå!", stod der ellers i den gamle arbejdersang, "Snart dages det brødre". Men det var måske ikke lige B&W der var tænkt på.

Fra en sydlige dok har man et godt overblik over en del af det gamle B&W. I baggrunden tårner de to sektionshaller sig op. Foran det ved det lille hus Villys Plads, så mod højre til Smedjen og Dødens Hule.

I dag er der næppe mange under 30 der husker B&W. Virksomheden efterlod et areal på ca. 60 fodboldbaner, eller 500.000 kvm. Bygningerne står der endnu. Især de enorme sektionshaller kan ses vidt omkring. Men alt har måttet finde nye funktioner i skarp konkurrence fra Ørestaden og Nordhavnen. Kunstnere, håndværkere, fritidsfolk, endog suspekte aktiviteter som narkolaboratorium og sidste p-plads for ophugningsmodne biler. Sågar en beach-volleybane er der blevet plads til.

Tæt på havnebusholdepladsen er dette dokskur. Der er endnu rester af elektriske installationer og man kan også skimte de fastnaglede bænke og borde for personalet.

Skilte på de tilbageværende fabriksbygninger fortæller at de bliver brugt. "Teaterøen" har nogen med hjemmelavede skilte forsøgt at brande øen med. Men havde nogen forestillet sig at European Song Contest 2014 skulle finde sted i sektionshallerne 1 og 2 (1960)? Skibenes "elementhal", sådan lidt finurligt sagt. Men Refshaleøen er ikke kun forfald. Syd og øst for B&W ruinerne ligger rensningsanlægget Lynetten, vindmølleanlæg og Vattenfalls enorme, rygende skorstene.

Jeg ved ikke hvad man kalder denne form for industriarkitektur, men den er blandt de mere seværdige på øen. Det Optiske Tårn (1954). Stedet er nu autophugning. Og forfaldet kan vel fornemmes på billedet.

For de uindviede (hvortil jeg hører) findes der en hjemmeside, Værftsruten, hvor man kan finde oplysninger om bygningerne og hvad der er foregået i dem. Og lidt om livet som arbejder, håndværker, "fremmedarbejdere" og alskens legender. Det er den jeg har brugt til at identificere bygningerne og finde rundt på det gamle skibsværft.

Modsat Det Optiske Tårn er dette vel mere rå industribygning. Det er så vidt jeg kan se Lærlingeværkstedet. Der holder biler foran, men denne bygning trænger da vist til lidt mere end en kærlig hånd.

Jeg nåede slet ikke at identificere alle de nævnte bygninger: Rebslagerværkstedet, Riggerloftet, er fx indrettet til erhvervslejemål, selvom det ikke går alt for godt med udlejningen. Svejsehallen (1942, udvidet senere). Længen (1872) på nordlige del af øen. Byggedokken fungerer stadig som sådan, nu dog på udlejningsbasis. Hovedvagten var der hvor de ansatte gik ind. Kantinen Marketenderiet brændte i 2002, og nu er der græsplæne.

Et sidste kik ned langs "hovedvejen" gennem det gamle skibsværft. Jeg ledte forgæves efter rester af det oprindelige værft, som der efter sigende skulle findes en rest mur af et eller andet sted. Hvis det har noget på sig, ville denne være mit bud.


Dyssen - Enveloppen

Man kan gå turen til Refshaleøen på Dyssen, eller Enveloppen på ydersiden af Stadsgraven.  Og den anden vej på Refshalevej. Enveloppen blev anlagt 1779-91 i forbindelse med Christianshavns Vold (1682-92). Den vandfyldte voldgrav er fra 1810-13. Først omkring 1916 fik offentligheden delvis adgang. Strækningen fra Torvegade til Panterens Bastion blev åbnet i 1918, og resten af volden fra Bådsmandsstræde til Langebro blev tilgængeligt for publikum i 1925. Panterens Bastion blev dog først indlemmet i parkanlægget i 1994, efter bl.a. at have lagt areal til en skydeskole i perioden 1877-1966.

Enveloppen, eller Dyssen er den yderste, lave ring i Københavns gamle befæstning. Den har en snes militærbygninger som denne fra 1886. Dog brugt af christianitter til bl.a. Fakirskole. Man kan vælge at vandre på den nogenlunde gode vej, eller på tørre dage oppe på skansen. I dag var den dog fuldstændig fedtet, blød og våd.

Enveloppeparken blev åbnet i 1934, og fortsættelsen af dette areal nord for Torvegade blev offentligt tilgængeligt i 1961. Efter 2. verdenskrig blev der på den næstsidste eller 2. Redan indrettet et henrettelsesskur hvor 29 tyskvenlige danskere blev skudt efter 2. verdenskrig. Betongulv med afløb findes stadig, men det er i en elendig forfatning. Nogle tunge køretøjer har smadret gulvet godt og grundigt. Nu hedder Enveloppen Dyssen og er en del af Christiania.

Langs Holmens forskellige holme er den maritime atmosfære ikke til undgå, som her med Sixtus Batteriet i baggrunden. Og taget fra Quintus Batteri. Det er vist nok en kuf, den hvide der lægger der i forgrunden. Det sagde min far i hvert fald at de så sådan ud.

Christiania er noget man bør se. Denne lidt triste vinterdag forekommer Christiania forslidt, stilladser, byggematerialer, mudder. Selv de fantasifulde arkitekturer synes blege. Men udsigten er prægtig. Til Holmens nyistandsatte luksusbyggeri med bl.a. kanonbådsskurene. Samt Stadsgraven. Nordpå fyldt med bristede drømme: Strandede vrag ligger alle vegne, måske efter orkanen i december sidste år. Og området emmer af maritimt liv og historiens vingesus.

Fremtiden på Refshaleøen. Vattenfalls rygende skorstene. Bag og til venstre for fotografen vindmølleparken. Historien er absolut ikke gået i stå. For de gamle som faldt, er der ny overalt.

Ruten

Københavns Hovedbibliotek-Torvegade (2 km). Dyssen/Enveloppen (3 km). Refshalevej-Refshaleøen. Hjem via Refshalevej. Christianshavns Torv (linje 350S). Afsæt mindt 3 km, gerne 6 på selve Refshaleøen. Der er masser at se på. Man kan afkorte turen derud med Linje 40 eller Havnebussen. Min tur inklusive tilbageturen var på ca. 14 km.