Smørmosen - og en overraskelse!

Der er ikke meget der tyder på vinter i dag. Solen skinner, og temperaturen opfordrer til behageligt marchtempo. De mange nedfaldne blade og svampene taler deres eget, stille sprog og er endnu ikke blevet grimme.

Her huser en gammel træstub en svamp. Aner ikke hvad den hedder. Men smuk og fascinerende er den.

Svampe bebuder efterår. Der er rigeligt af dem i de sumpede områder langs Kagsåen. Målet for Vandringsmanden er Smørmosen og fugletårnet dér. Men eventyrlysten fører til en overraskelse. Mere om det senere. Langs Kagsåen er der idyllisk denne søndag morgen. Og jeg snyder ikke mig selv for oplevelsen af at følge åen i stedet for den asfalterede sti.

Langs de forskellige kilder ca. midtvejs tager Kagsåen sig bedst ud. Der er pænt med vand i Kagsåen for tiden og det strømmer stille og roligt mod Kagsmosen. Men det kræver at du forlader den asfalterede sti.

Hvor Kagsåen udspringer fra Smørmosen, er der et område som stikker ud i Smørmosen. Her har kommunen anlagt en plads med mange bænke og ryddet for bevoksning. Dette område er mere idyllisk end udsigten fra Fugletårnet. Tårnet selv er helt nyt og af stål. Det skyldes at nogen stak ild til det gamle trætårn for nogle år siden.

På rastepladsen ved Kagsåens udspring kan du få et idyllisk vy over mosen. Der er også fugle som jeg ikke har set før, og en enkelt lappedykker. Fuglekendere ville sikkert få øje på flere arter, men jeg er ikke så god til det der med fugle.

Der er udmærkede asfalterede stier langs vestkanten af Smørmosen, og man har et smukt udsyn over engområdet vest for. Det kan være fristende at tage nogle afstikkere ind ad de små gangstier. De fører som regel direkte ud i sumpede områder, hvorfra du så må vende om og gå samme vej tilbage.

Det er steder som disse de lidt fristende stier ud i vildnisset som oftest fører til. Der er ikke andet at gøre end at vende næsen den anden vej og vende om.

Midtvejs kan det godt betale sig at gå ad grusstien ud mod Hillerødmotorvejen. Det er et ikke for kuperet terræn, og flere steder kæmper mose og sti om at få overmagt. Denne del af mosen er vist anset for at være den mest bevaringsværdige. Og samtidig også den mest utilgængelige.

På grusstien tværs gennem Smørmosen tager mosen sig ud når den er bedst. Der er ingen larm fra Motorvejen, kun mosens egne lyde. Og området er ikke overrendt. Vandstanden er her så høj at dele af stien nærmest går i et med mosen.

Godt ned mod Hillerødmotorvejen kan det betale sig at tage ørepropper på (jeg har ikke nogen), men jeg prøver i stedet at ignorere den infernalske larm, som end ikke lydmurene formår at gøre noget ved. Gad vide om bilisterne egentlig ved hvad de går glip af, kun et stenkast fra hvor de suser forbi i deres blikkasser. Langs motorvejen ned mod Gladsaxe Fort er der dels en grussti til fodgængerne, dels en asfalteret cykelsti.

Fra den kunstige høj umiddelbart nord for sammenfletningen af Hillerød Motorvejen og Motorring 3 (vestsiden) ser man storby-naturens paradoks: Til venstre Smørmosens Haveforening, dernæst den hyggelige cykelsti lands mosekanten, og til højre drøner trafikken på motorvejen.

Umiddelbart efter Tornehøj Gård og før udfletningerne mellem Hillerødmotorvejen og Motorring 3 er dagens overraskelse: Der er lavet en kunstig høj med en 'trekkingsti' op til toppen. Og bakken er umiddelbart større end den syner fra stien. Herfra har man et godt udsyn til alle sider.

En del af panoramaet fra den kunstige høj. I det fjerne stikker vandtårnet ved Klausdalsbrovej op. Til højre dominerer Tornehøj Gård.

Sidst jeg var på Gladsaxe Fort (21. september ad den navnløse sti) blev jeg ikke opmærksom på at der faktisk findes en smutvej i fortets nordligste spids. Herfra kan man støde til gang- og cyketstien.

Det er ikke lige til at se det, men dette foto er taget fra stien langs motorvejen, og bevidner at der faktisk er en smutvej til/fra Gladsaxe Fort. Bygningen bagest markerer spidsen af fortet. Fortet selv ligger for enden af stien og til venstre. Det er godt at vide til en anden gang, hvis nogen vil hurtigt ud i Smørmosen.

Vel ankommet til fortet kender jeg vejen hjem ad den Navnløse Sti. Den ser uvægerligt mere tiltalende ud nu end i september hvor der var gråvejr.

Den Navnløse Sti i modlys.

Smørmosen og Fedtmosen

Smørmosen og Fedtmosen i Herlev og Gladsaxe er blevet et sammenhængende område og man kan begynde at ane et enestående stykke bynært naturområde

Herlev og Gladsaxe Kommuner har gjort en masse i Smørmosen og Fedtmosen siden jeg var der sidste for ca. 2½ år siden.

Med Klausdal i ryggen og et udblik over Smørmosen tættest på og i det fjerne Fedtmosen. Et af de gode, måske det bedste sted at få et overblik over området.

Historisk set - dvs gennem hundreder af år - har moserne været udnyttet til jagt, græsning og tørvegravning og bearbejdet med gennemgravning af grøfter og afvandingskanaler. Således at området i 1940erne endte med at være raseret for alt hvad mennesket kunne tænke sig. Området bestod af nogle store fritliggende gårde med tilhørende landbrugsjord og småsøer som årtier senere blev opfyldt og drænet.

Moserne er fredet ad flere omgange: 1944 blev 70 ha fredet og 2003 60 ha mere. Og så begyndte de at blive tilgroet. Tilgroningen viser sig på smukkeste vis. Hvis den fortsætter uforstyrret, vil der engang være skov over det hele. Stadierne mod det kan man se i form af rørmose, kratmose og skovmose.

De tre dominerende landskabstyper i mosen: Rørmose, kratmose og skovmose. Her ved Valnæs Mose som er en af de flotteste af de retablerede småsøer.

Det er især i Herlevs del (den sydlige) der er sket en masse de seneste år. De mange småsøer er blevet retableret. Moserne er nået til det punkt hvor der er er søer, mosehuller, krat, økologisk landbrug, kreaturgræsning og enge. Det er jo ikke uberørt natur, det her. Det er et eksempel på at man forsøger at respektere at mennesket har behov for at opleve træer, planter, vand, dyr, fugle ... og at sådanne foreteelser nødvendigvis må have rum og plads.

Valnæs Mose. En af de flotteste søer/moser i området. Her poserer også et svanepar med unger for Vandringsmanden. De hvæser dog lidt: Kom ikke for tæt, eller vi snapper efter dig!

Vi snakker et område som er ca. 1½ gange 1½ kilometer, så ikke noget med bare at vandre lige ud ad landevejen. Men der er rigeligt med stier så man sagtens kan komme op på en 10-20 km lang rute. Fedtmosen og Smørmosen har gennem mange årtier haft gode stier. Disse er nu blevet suppleret med endnu flere i området syd og sydvest for den asfalterede sti. Altså området omkring Kildegården med Træbanken. Her er der anlagt græsstier og det er også her at de mange vandhuller er blevet retableret. Og først og fremmest er der nu adgang for offentligheden.

Kildegården er nu naturskole. Som det fremgår af deres hjemmeside foregår der en masse aktiviteter for børn året rundt. (Tilføjet april 2016: Ny hjemmeside).

Hvis man gerne vil se det hele lidt fra oven er der nogle højdedrag. Især et nord for gården Klausdal i det sydøstlige hjørne giver et meget fint udblik mod nord over markerne, mod vandområderne og skoven i baggrunden. Ellers er der den ca. 40 år gamle Træbanken hvor det dog kan være vanskeligt at se udsigten for - nå ja bare træer, og fugletårnet som mest giver et næroverblik over vandområdet i Smørmosen.

Nu er det bynært det hele. Så man skal ikke sætte næsen op efter de store vidder. Det er et forsøg på at skabe en lille enklave med forskellige typer landskaber: Træbanken. Den bedste oversigt over denne har man i øvrigt på en folder nord for Kildegården. Den halve snes små vandhuller i den østlige del med fantasifulde navne som Krebsekloen, Nattergalesøen og Tibberup Sø. Især vil jeg anbefale en tur om det ufremkommelige område nordøst for Tibberup Sø, her lader der til at være en meget rigt dyreliv. Fuglene synger, der er mange usædvanlige fugle og jeg så såmænd også en lille ræv forsvinde over Tibberup Å. Den sydvestlige del er præget af åbne marker i et let kuperet terræn.

Området nordvest for Tibberup Sø er et flot vildnis hvor man ikke kan gå rundt, men hvor man kan stå og nyde fugle, dyr og duften af alskens planter. Det er områdets måske allerfredeligste plet. Og det var også her jeg så en ræv.

Og så er der afgræsningsområdet øst for træbanken hvor Hjortespring Naturplejeforening i år holder fire kalve af Simmertaler og Herford. Lone og Inge melder at der i dag

luftede ... rigtig godt, men dejligt. Dyrene virkede veltilfredse og glade. De ville gerne snakkes med. Vand og strøm var i orden. der er virkelig mad nok til dem denne sommer, men også en del tidsler.

Det kan jeg kun bekræfte, dog forsøgte jeg ikke at snakke med dem, men forsøgte i stedet at hjælpe en hundeejer med at finde hundeskoven på den anden side af vejen ud fra mit kort. Han var kommet bilende for at lufte sin hund uden snor.

Geder der har fået menneskenavne. Så kan det ikke være mere bynært. I zoo er man vist holdt op med at menneskeliggøre dyr. Gederne hører til Herlev Kommunes naturskole, Naturcenter Kildegården.

Gårdliv er der såmænd også, nemlig på Kildegården, som ligger inde i selve det fredede område. Klausdal er ikke med i fredningen. På Kildegården kan man se gederne Cirkeline, Emma og Bianca, og når dyr får navne, så ved vi at vi er i byen! Der står også en tyr, men den er så fredelig at selv jeg ikke har nogen betænkeligheder ved at passere den i mindre en en meters afstand. Den gider knap nok vende hovedet efter mig. Og det er betryggende.

Mod sydvest er der mest åbne marker og udsigt mod vandtårnet på Klausdalsbrovej.
At området er bynært fremgår også af at støjen fra især Hillerødmotorvejen er markant i ½ kilometers afstand samt at man i horisonten kan se høje bygninger som fx vandtårnet, sine steder også Herlev By. Men man skal nu ikke være for beskedne. Jeg har travet en del gennem Nordsjælland og oplevet at være "ude på landet", og jeg har oplevet mere dyre-, fugle- og insektliv på dette lille område i Herlev og Gladsaxe end på kæmpearealer på landet. Det er synd at sige det, og landmændene har sikkert en og anden bemærkning at tilføje til det. Men det forekommer mig tankevækkende at Smør- og Fedtmosen fremstår som en slags reservat for hvad der er tilbage af Danmarks natur. Og at mine iagttagelser ikke bare er grebet ud af den blå luft, fremgår af denne artikel i Ingeniøren.

Udsigt fra fugletårnet ved Smørmosen.

Ruten

Brug den brochure som Gladsaxe og Herlev har lavet om området. Jeg fandt en i en boks. Stierne er afmærket som asfalt, grus og græs. Og så er det sådan set bare at vandre løs derudaf.

Kagsåen

Bæk, grøft, rende .... alt sammen navne som passer på Kagsåen.

Kagsåen er en med lidt god vilje 6 km lang "å" som forbinder Smørmosen med Harrestrup Å. Intetsteds langs åen er det stort besvær at gå over åen efter vand. Det kan gøres med et langt skridt. Men som agility-bane i et område fattigt med natur er en tur frem og tilbage langs åen udmærket. Og kan med afstikkere gøres kortere eller længere efter behag. At åen historisk set har været et vigtigt landmærke, fremgår af at den i næsten hele sin udstrækning danner grænse mellem kommuner. Først Gladsaxe og Herlev, senere København og Rødovre. Og med alt hvad dertil hører af politisk "hvem skal nu betale" (underforstået vedligeholdelse af åen).

Midt i gyldenriskrattet løber der en række dunhammere, og de markerer hvor åløbet er. Træerne står i Smørmosen. Man kan kæmpe sig vej hen langs åkanalen til træerne, men så skal man vist have specialudstyr og en machete med. Strengt taget har jeg altså ikke set selve udspringet, men formoder at det må være en ca. 10 m inde i træerne.

I modsætning til en "rigtig" å, hvor mange bække gør en stor å, er Kagsåens udspring ret markant. Det kan stedfæstes inden for 10 m. omkring Smørmosen. Eller rettere, det kunne det indtil mosens vandstand blev sænket, for i dag løber åen den "forkerte" vej tilbage i mosen, og udspringet bliver sådan noget underligt noget omkring Klausdalsbrovej. Men jeg forsikrer at der stadig findes en kanal med de karakteristiske fortovsfliser der peger direkte ud i Smørmosen.

Haveforeningsfolket er på plads denne søndag. Dannebrog er hejst overalt. Men de syner kun små i sammenligning med Amtssygehus Herlev. Et markant pejlemærke som næsten kan ses på hele strækningen langs Kagsåen. Bemærk opgravet dynd langs bredden.

Den første del af åen vil de fleste nok opfatte som en rende. Faktisk er der slet ingen vand på denne septembersøndag - selv om vi ellers har haft regn. Til gengæld har man fjernet sivbevoksningen så man nu rent faktisk kan se selve åen. Det må være sket for nyligt, for der ligger stadig klumper af opgravet bundslam langs åen gennem haveforeningerne syd for Klausdalsbrovej. I det hele taget er der gjort en del på denne strækning for at blotlægge åen så den ikke blot fremstår som en sivbevoksning.

De første par kilometer er der stort set intet vand i åen for tiden. Som her ved nordenden af kildepladserne ved Kagsåkollegiet.

Der er flere grundvandsboringer og kildepladser langs åen efter Kagsåkollegiet. Her hentes stadig grundvand til vandforsyningen. Og det er strengt forbudt at kaste affald. Kildepladserne fungerer dog som affaldsdepot for hundelorte der ligger tæt og med få meters afstand langs grusvejene. Færdsel i græsset med riflede såler må stærkt frarådes, med mindre man har lyst til at gå med den friske duft i næseborene.

 På strækningen syd for fodboldbanen har åen fået lov til at slynge sig uden fortorvsfliser mv. Men der er heller ikke særlig meget gang i vandet. Faktisk forekommer det mig at der er mere vand end der plejer at være. Til højre ligger Kagsåparken. På dette sted er den noget urskovsagtig og uigennemtrængelig. Slet ikke en dårlig ting.

Det er kun åens østlige bred som er offentligt tilgængelig. Private grunde ligger ned til den vestlige bred, bl.a. Herlevhuse. Til gengæld er der kun få steder hvor der ingen vej er udenom, eller rettere: Der er en vej udenom, for man kan ikke følge åløbet. Det gælder under motorring 3 og dens afkørsel mod Pilebro. Man kan faktisk godt soppe med gummistøvler under Motorring 3, men man kan ikke gå oprejst, og det er bestemt ikke en oplevelse for klaustrofobe. Til gengæld ser det ud til at man har tænkt sig at åbne strækningen fra Frederikssundsvej til Kagsmosen efter at have lavet det nye oversvømmelsesbasin mm. Vejarbejdet tværs over Frederikssundsvej er tilendebragt, og der er nu kun et nødtørftigt gitter langs vejen. Forhåbentlig bliver det fjernet så publikum kan gå det lille stykke langs åen.

Et par hundrede meter nord for hvor åen krydser under Motorring 3 går stien et pænt stykke fra åen. Egentlig synd at man ikke har lavet en trampesti langs åen her. For det er det mest dramatiske stykke: En meterhøj skrænt fører ned til åen, og den gamle bro - har den været brugt i en Indiana Jones-film?

Kanterne langs åen fra Frederikssundsvej til Kagsmosen er blevet moderniseret og bunden belagt med sten. Det var tiltrængt. På resten af åforløbet er kanterne af åen ligesom i øvrigt Harrestrup Å belagt med de mest grimme fortovsfliser, planker, trådnet og hegn. Muligvis har de en funktion med at de forhindrer skred. Men pænt ser det ikke ud, og især ved underløbet til Motorring 3 er fortovsfliserne braset ned og ligget hulter til pulter på bunden.

Stykket mellem Frederikssundsvej og Sonatevej (hvorfra fotoet er taget). Dette er blevet helt nygravet og bunden belagt med sten. Nu er kanterne groet til igen. Det er gået stærkt. Og der er åbent i Sonatevejsenden. Til gengæld er der afspærring fra Frederikssundsvej. Den håber jeg bliver fjernet!

Åen har vist ikke nogen naturlig forbindelse til Kagsmosen. Det er ligesom om at når den ser ud til at strømme ind i Kagsmosen, slår den et sving og begiver sig mod Harrestrup Å. Der er dog nogle rør ud ti mosen. På denne strækning er der nu blevet ryddet på Københavnssiden så man føler sig faktisk hensat til den fri natur, var det ikke fordi støjen for motorvejen er på sit højeste her.

Det opgravede materiale fra oversvømmelsesbassinnet ved Kagsmosen er blevet brugt til dels en generel forhøjning af området, dels til at lave en "runddysse" med tilhørende sten på toppen. Bakken er pt afspærret, formentlig for at undgå ulykker. Jorden må stadig være meget blød. Men som det ses er der allerede kommet godt med bevoksning.

Jeg har aldrig set levende større dyr som fisk, frøer eller lignende i åen. Heller ikke ved Kagsmosen, hvor der dog af og til svømmer nogle ænder rundt. Livet langs bredden af åen emmer heller ikke ligefrem af dyreliv. Der er en del planter, men ingen udover dem man kunne forvente. Om kommunerne har tænkt sig at gøre noget ved det, ved jeg ikke. Formentlig ikke.

Langs Kagsmosen er det eneste stykke hvor man kan fornemme at åen har et naturligt udseende. Bortset fra at man jo også her har træværk langs siderne af åen. Det kunne jeg personligt godt tænke mig fjernet til fordel for noget lignende det man har lavet syd for Frederikssundvej.

Kun omkring Kagsmosen er der sket en del. Stenene på bunden af åen skulle være med til at rense vandet op, og måske vil der engang, ad åre, komme et naturlignende åliv (igen). Men det vil i givet fald være på et meget lille stykke. på nuværende tidspunkt ser der meget uoverskueligt ud at skulle genetablere et eller andet på strækningen mellem Brunevang og motorvejen. Det område er formentligt fortabt i en uoverskuelig årrække.

Med Motorring 3s udvidelse med et ekstra spor i begge retninger blev der gjort yderligere indhug i Kagsåens bredder, så motorvejen nu nærmest danner åens ene bred. Til den anden side er der etagebyggerier, og det vil være lidt af en opgave for en landskabsarkitekt at få det gjort publikumsvenligt. I det fjerne kan man lige ane Harrestrup Å, som samtidig markerer Kagsåens endeligt.

Ruten

Kagsåen er med lidt god vilje 6 km. lang. Men man kan jo tage strækningen frem og tilbage. Derudover er det oplagt at lave afstikkere til Smørmosen, Haveforeningerne, Herlevhuse, Kagsmosen og Harrestrup Å. Min rute i dag var frem og tilbage ca. 12 km.

Kagsåen

Kagsåen må absolut være kandidat til at være en af Danmarks mindste åer, på alle måder: Vand, længde, dybde osv. Med lidt god vilje tror jeg nok den sniger sig op i retning af 5 kilometer, alt inkluderet. Vandløb ville vist mere være en mere rammende titel. Og hvis du tilfældigt skulle støde ind i den, ville den let kunne forveksles med en ganske almindelig grøft. Kagsløbet, eller Kagsgrøften ville være mere præcise navne. Kagsrenden, vil Gladsaxe Kommune gerne omdøbe den til, hvad der har fået naturfolk til at fare i flint. det antyder nemlig at den er menneskeskabt.

Kagsåens snoede forløb er det eneste som peger på at den ikke bare er en grøft, men et vandløb, en å. 

Men den udfylder ganske vigtige funktioner. Den forbinder Smørmosen med Kagsmosen. Og som sådan bidrager den til at fx Damhussøen er så vandrig som den nu engang er. Og måske afvander den også området. I hvert fald finder man flere steder rør som løber ud i åen.

Desværre er der ikke lyd på dette billede. For selvom det ser småt ud, så lyder det faktisk som et helt vandfald. Vandet ser klart ud, så mon ikke det er et afdræningsrør? På dette sted - hvis man lukker øjnene - kan man godt forestille sig at man befinder sig et øde sted.

Desuden er (eller var?) området langs Kagsåen et af de vigtigste områder for hovedstadens vandforsyning. Der ligger adskillige kilder i området. Nogle er dog blevet lukket pga. forurening, bl.a. den kilde som ligger tæt på vores hus, Novembervej/Frederikssundsvej. Da pumpen stoppede, steg grundvandet 4-12 meter, så det siger lidt om hvor meget vand der pumpes fra området.

Her er en af flere kilder langs Kagsåen som vist nok stadig fungerer som kilde til hovedstadens vandforsyning. Men generelt bærer Kagsåen præg af forurening.

Jeg støder til åen ved Frederikssundsvej. Her dukker Kagsåen op gennem et rør under vejen. Og bilister tænker vel ikke på at de kører over Kagsbroen her. Kun et grønt område til højre efter Novembervej kunne få dem på den tanke.

Her strømmer Kagsåen mod Kagsmosen under Frederikssundsvej. Et ganske idyllisk sted, hvis det ikke var for larmen fra såvel nævnte vej som Helsingørmotorvejen. I modsætning til tunnelen under Helsingørmotorvejen kan det ikke anbefales at kravle under her.

Man kan godt følge Kagsåen til fods her, men det kræver et par gummistøvler. Helsingørmotorvejen krydser nemlig forløbet her. Jeg har engang gået gennem tunnellen under motorvejen, og man kan ikke foretage turen oprejst. Så det er bestemt ikke for klaustrofobiske mennesker.

Her dukker så Kagsåen frem under Helsingørmotorvejen. Vejen krydser ikke åen vinkelret, så det er en ganske lang tur at kravle under motorvejen, flere hundrede meter. Ikke for klaustrofobiske sjæle.

Kags(å)parken er navnene på de grønne områder som ligger især på østsiden af vandløbet (det er fredskov). Og bl.a. huser adskillige af Gladsaxes haveforeninger.  er man først kommet hertil, ændrer åen fuldstændig karakter. Hvor den tættest på Kagsmosen godt kan minde om et vandløb, får den nu for alvor karakter af blot at ligne en grøft, og det kan være virkelig vanskeligt at få øje på vandet overhovedet. Kun sivrækken minder botanisk kyndige om at det må være et fugtigt område. Så er det hele forbi: Smørmosen er nået, og det er her Kagsåen starter sit løb.

Alt der nu er tilbage af Kagsåen ved Smørmosen er en række siv, som peger mod mosen. Jeg vover mig ikke ind her. Græs er slut forbudt. Efter utallige erfaringer med 'menneskets bedste ven'. Eller efterladenskaberne fra dem. Jeg bryder mig ikke om at rense sålerne efter hver tur.

Hjemme ved computeren læser jeg så at dette måske alligevel ikke er Kagsåens udspring. Her opdager jeg også at dette tilsyneladende fredelige og beskedne vandløb har været og stadig er årsag til stridigheder mellem Københavns Kommune, Gladsaxe Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, haveforeninger, mm. Jeg bliver helt forskrækket da jeg læser hvordan dette dog kan ske.

Kagsåen synes helt uskyldig i sin nuværende miserable vanddybde. Et par sejlerstøvler skulle kunne klare en åtur. Det skyldes kulturelle årsager i forbindelse med at landbrug har drænet områderne omkring Tibberup Sø.

Men alt dette kan ikke rokke ved at der alt i alt er en tur på lidt over 7 kilometer frem og tilbage til Frederikssundsvej. I strålende solskin og stille vejr en fantastisk og anbefalelsesværdig morgenbeskæftigelse.

Arbejderdrømme: Haveforeninger i og udenfor København

Frihed på landet, fællesskab, friske grøntsager, fred og ro - eller skure langs larmende motor- og ringveje, urbanisering og forurening?

Hvis det var gamle bondelandsbyer, åbne marker og frisk luft de gode arbejdere i 1940'erne sparede op til i flere år for at få en parcel i Hf Carl Nielsens Minde i Gladsaxe, så forstår man det godt: En lille landsby omkring kirken, enkelt gårde og vidt udsyn til alle sider. Ca. 20 år senere var det slut. Nu er der kun en håndfuld fredede bygninger tilbage, fx Gedebukkehuset (eller Gedebukkemandens Hus) ved indgangen til haveforeningen fra Gladsaxe Møllevej.

Virkeligheden for Københavns enorme arbejderklasse omkring år 1900 var elendige slumkvarterer på brokvartererne. Nogle søgte lykken ved at flytte til Søborg, som tidligere beskrevet i Vandringsløse Tidende. Andre blev boende, men forsøgte i stedet at udleve drømmen med en parcel i en haveforening. Som så meget andet er haveforeningerne præget af deres tid. Enevældens bud var fattigvæsnets fattighaver med et opdragende formål. Efter enevælden opstod ideen om at give fattige mennesker adgang til grønsager - og frisk luft. I 1884 blev den første uden tilknytning til fattigforsorgen oprettet med tilknytning til Venstre. Men arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet overtog hurtigt ideen i København i 1891 i Guldbergsgade (Arbejdernes Værn). Og så gik det stærkt, i 1906 var der således 6.000 haver i København.

Haveforeningerne i København

Haverne blev anlagt "på landet" uden for København i gå- eller cykelafstand, fx i Guldbergsgade og i Lersøparken fra omkring 1909-1921 og i Valby, Brønshøj og Vanløse. Men allerede i 1940'erne blev disse områder opslugt af hovedstaden. Nogle blev nedlagt. Andre flyttede ud på det der dengang var landet uden for Københavns Kommune, fx Klausdalsbrovej. Det skete for Hf Voldly (se nedenfor) og Hf af 4. juli 1917 som lå hvor Lersø Park Alle er nu, deraf årstallet. Den blev anlagt på Egegårds jorder omkring 1949. Og for Hf Fælles Eje der oprindelig lå i Guldbergsgade. Enkelte overlevede som små enklaver i kommunen København.

Egegård ligger i dag godt gemt i det sydvestlige hjørne af krydset Klausdalsbrovej og Gladsaxe Møllevej. Nu som kommunal institution. Men da kolonihaver som fx Hf af 4. juli 1917 flyttede herud i 1940'erne var det bl.a. på denne gårds jorder. Og der skulle gå yderligere nogle årtier før urbaniseringen for alvor slog igennem her.

To overlevere ligger ved Mørkhøjvej og omtaler sig selv som hhv andelsforening og andelsselskab. Birkevang er den største med 140 husstande, og praktisk talt alle grunde er beboet året rundt, hvilket den kommunale lokalplan fra 1992 også tillader. Andelsselskabet Rosenvang (1926) fyldte 80 år d. 10. marts 2006, samme år som overgangen til helårsstatus blev en realitet. Husene mod Vestvolden har et noget broget udseende og ved nybebyggelse skal de flyttes 2,5 meter væk fra skellet. Hække på mindst 1,80 m skal anlægges.

Hf Voldly er opkaldt efter at den oprindelig lå ved Vestvolden i Husum. Hvor nu Voldparken holder til. I modsætning til Rosenvang og Birkevang blev den flyttet hertil i Gladsaxe, hvad der dengang måske var et godt bytte, men i dag med sin beliggenhed ved Gladsaxe Ringvej og Hillerødmotorvejen nok må betegnes som et ringe bytte.

En anden overlever der valgte at forblive en almindelig haveforening er Brønshøjholm Haveforening stiftet 30. oktober 1924. Området blev tidligere sporadisk brugt til losseplads. Oprindeligt lå en del på stien østligt bag om  havebyen og et areal langs Kirkemosens bred. Men det blev udvekslet for stien langs Boldklubben Fix' fodboldbaner. Modsat Rosenvang og Birkevang stemte medlemmerne i 1999 for at være en varig kolonihave.

Gladsaxe

I takt med at haveforeningerne forsvandt fra Københavns Kommune etablerede man fra 2. verdenskrig nye længere ude, fx langs (Gammel) Klausdalsbrovej i Gladsaxe og Herlev. Haveforeningerne i Gladsaxe blev til mellem 1942 og 1947, med undtagelse af Hf Smørmosen fra 1956 der er den eneste der er andelsejet, resten er kommunalt ejet. Det socialdemokratiske koncept fremgår af navnene Fælles Eje og Samvirke. Når bortset fra fælles flaghejsning på 1. maj er det nok hvad der er tilbage. Andre tog bare navn efter lokale stednavne.

Hvis man en sjælden gang finder den rigtige vinkel som her ud over Hf Mirabelle og Hf af 4. Juli 1907, kan man måske fornemme hvad der i 1940'erne tiltrak københavnerne. Men så skal man også finde en fotokile mellem motorveje, højhuse mm. Og larmen er øresønderivende, hvad et foto naturligvis ikke kan gengive.

De første blev anlagt nord for Gladsaxe kirkegård, Hf Carl Nielsens Minde på Toftegårds jorder i 1943. Dengang var Gladsaxe en ca 500 m lang landsby langs Gladsaxe Møllevej, afgrænset af Branddamsvej mod øst. Af den eksisterer kun få bygninger, fx Gedebukkehuset, eller Gedebukkemandens Hus fra 1700 tallet. Den fredede bygning ligger som indgang til haveforeningen, tæt på det nuværende marketenderi og pizzaria. Navnet hentyder til formand for Kolonihaveforbundet Carl Nielsen, altså ikke komponisten Carl Nielsen. Haveforeningen har både oplevet at blive udvidet og eksproprieret til Motorvej. Oprindeligt hørte også Hf Mirabelle (1942-1943) til denne haveforening, men blev afsnøret af Motorring 3. Mod nord ligger Signalhaverne der noget specielt, oprindeligt 22 haver tilhørende staten.

Dette vidunderlige sted forener mange af de elementer som forbindes med et kolonihavehus: Der er noget for børnene, bordet hvor familien samles, plænen hvor der kan spilles bold, grillen, terassen og naturligvis det hyggelige hus.

I 1947 udvidedes området vestpå med Hf Skrænten (eller i starten Lille Tornhøj da den var en del af Hf Tornhøj, den mindste, men har mange gamle huse bevaret og desuden en af de bedste udsigter), Hf Tornhøj, Hf Fælles Eje og Hf Samvirke. De blev anlagt ved den motorvej som tyskerne under 2. verdenskrig i 1943 begyndte at anlægge for at kunne rykke hurtigere rundt på de tyske tropper. De lå stadig i behagelig cykelafstand fra København, det har vel taget en times tid. Man kan fornemme den oprindelige idyl med at de er anlagt på en skråning ned mod Kagsådalen. Men idyllen varede kun et par årtier til bilerne fik håneretten over cyklisterne. Og resultatet er særdeles hørligt i dag: Støjen fra Motorring 3 og Hillerødmotorvejen er markant overalt, på trods af lydmure og bakker. Selv langs Kagsåen høres den tydeligt.

De fire haveforeninger vest for Hillerødmotorvejen ligger på en skrænt. Sine steder har man en god udsigt over Kagsådalen. Og en tæt beliggenhed til Smørmosen. Dannebrogsvimplen vejer fint i dag - ligeledes gør parabolantennen.

Det gælder også de to haveforeninger lidt længere sydpå, Hf Mosehøj med mange huse fra 1940'erne bevaret og Hf Voldly. Den sidste er et eksempel på en forening som blev flyttet. 1928-1948 lå den i Husum hvor Voldparken nu ligger. Da man flyttede, tog man klubhuset med og genopførte det sten for sten i Gladsaxe.

Indpakket i nyere træbarakker kan man finde dette klubhus opført i mursten og bindingsværk i Hf Voldly Klubhus. Det lå oprindeligt i Husum (nu Voldparken), men medlemmerne tog det ganske enkelt med til Gladsaxe hvor det blev genopført.

Herlev

Haveforeningerne bredte sig i 1950'erne videre langs KLausdalsbrovej ind i Herlev, med Hf Klausdalsbro, Hf Nyvang. (1952. Lejer af Københavns Kommune, administreres af Herlev Kommune). Hf eller Parcelforeningen Rytterhaven, Hf Syvendehus og Hf Hjortespring. En afstikker mod nord i Gadsaxe skete med  Hf Smørmose (Andelshaveforening opført på jorder til den tidligere Søgård. 1956-58). Som et eksempel på den nye øko-bølge er Slottet i Smørmosen. Men det er en anden historie som webloggen måske kan vende tilbage til en anden gang.

Haveforeningernes faciliteter

Alle haveforeninger har et område med fællesfaciliteter, et kontor, mødelokale, affaldssortering osv. Enkelte har fælles vand og toilet, 3 har sågar marketenderi og et enkelt pizzaria. Det er her fællesmeddelelserne hænger. I de fleste haveforeninger var det også her Pinden oprindelig var - altså området for drukmåse. Men de er ved at blive ildesete. Ved marketenderiet i Carl Nielsens Minde er der ligefrem et skilt der forbyder "drikkeri". Marketenderiet er ikke en erstatning for det lokale supermarked. Fra et tidligere besøg i det i Nyvang oplevede jeg at man ikke kunne få franskbrød. Det skulle bestilles senest dagen i forvejen. Og generelt er der kun få tilbage. I Hf af 4. juli 1917 hænger der i den lukkede butik et over 3 år gammelt skilt:

"Kære kunde. Da jeg ikke har vare nok til at holde butikken åben til den 15.08.2012,derfor butikken sidste dag er Søndag d. 12.08.2012. Her vil jeg takke alle For disse år. Mvh købmanden"

Og der ser ikke ud som om der har været rørt ved butikken senere. I Hf Tornhøj er der dog stadig en hvor der selv en sen efterårsdag som denne er kunder.

Hf Fælles Eje har et pænt stort marketenderi som også bruges til forskellige andre fællesskabsformål. Der er en udendørs overdækket terrasse hvor folk kan sidde. Om drikkeri er forbudt her som det er ved Hf Carl Nielsens Minde, skal jeg ikke kunne sige.

 Lovmæssighed med nyt koncept

Efter en langvarig og ophedet debat om folk kunne bo i kolonihaver hele året, foreslog Københavns Kommune at omdanne 13 haveforeninger til helårsbeboelse efter et have brugt Elmebo på Amager som forsøgskanin. Lovgivningsmæssigt blev der indtil 2001 forhandlet om haveforeningernes ret til at leje jord, typisk 20-30 år ud i fremtiden. Men siden da er tilladelserne gjort permanente.

Nu er de oprindelige formål for længst fortid. Enevælden, Venstre, Socialdemokratiet. De politiske kolonihaver er pist væk. Et helt andet indhold lagt ned over dem. Prydhaverne har overtaget, selv om der da enkelte steder stadig står et frugttræ og nogle enkelte køkkenbede. Fællesskabet er det formentlig også så som så med. I nyere tid bliver kolonihaverne brugt af unge som et midlertidigt nødvendigt bosted indtil de kan finde noget andet.

Haverne og indboet i husene er ofte et skrabsammen af alt muligt som ingen kunne drømme om at have i deres egne huse. Eller som engang har været der, men som er for umoderne, uden at man egentlig kan nænne at smide det ud. Mange skilte og standere som denne kan man så spekulere over hvor stammer fra. Nu fungerer den som cykelstativ.

Haveforeningerne, deres navne og placering afspejler således et stykke byhistorie. Lige som storbyens huse, placering, udseende osv. intet har at gøre med hvad de blev opført til. Men at de er der, givet os en mulighed for at fantasere os tilbage i den historie, hvoraf størstedelen formentlig er gået tabt for evigt, sammen med de mennesker der boede der og deres huse, møbler, haver, skure osv. Når jeg går rundt i haveforeningerne, synes jeg de er et minde om arbejdernes oprigtige drøm efter et bedre liv. Godt nok endte den som et monument over bristede drømme i et lydinferno på byggegrunde hvor ingen formentlig ville opføre et helårshus. Men beboerne knokler også denne efterårsferie løs på deres egne drømme. Måske mere individualistiske, men ikke mindre charmerende.

Det gennemgående træk i alle haveforeningerne er fælleshuset. Typisk med kontor, mødesal, toiletter, redskaber, vaskeri. Her fælleshuset i Hf Tornhøj. Rødtornen midt i billedet er skænket af Gladsaxe Byråd i 1995 i anledning af 50-året for foreningen.

Der er langt fra de tidlige haveforeningshuse af genbrugstømmer fra trækasser, sildekasser mm. til nutidens præfabrikerede og måske endda arkitekttegnede parcelhuslignende huse. Fra enevældens opdragende, over Venstres nyttehaveide og arbejderbevægelsens rekreative til nutidens økologiske trend. Fra dagshuse til helårshuse. De gamle ånder lever videre i husenes navne. Selvironiske navne som Slottet. Godset og Datja, ordspil som Kridthuset, Dukkehuset, Lykke, Kolonisten, Sparekassen, Godt Nok eller bare et skilt man har fundet, Reberbanen og Larsens Plads - sidstnævnte optræder forbløffende mange steder.

Skal man forsøge at sammenfatte hvad der i dag har erstattet fortidens huse, de små dukkeudgaver af slotte med spir, tårne osv., så er det en mere jordnær arkitektur, som ligger tæt op ad parcelhusets. Godt nok er mursten og tegl udskiftet med træ, eternit, aluminium og tagpap. Og selvfølgelig i miniudgave. Men enfamilievillaen med haven er modellen.

Læs mere

Man kan læse om haveforeningerne i Gladsaxe på internettet på Haveforeninger i Gladsaxe. Pdf af Gladsaxe Byarkiv. Også lidt om historie generelt. Desuden på to hjemmesider om Kolonihavernes historie og Kolonihavernes historie. Derudover lidt læsestof om den seneste store begivenhed, nemlig Naturstyrelsens rapport fra 2000 om kolonihavernes fremtid og Miljøministeriets notat om helårsbebyggelse. 2006.

Ruten

Man kan selv vælge hvor lang tid man vil bruge på ruten. Vælger man kolonihaverne langs Klausdalsbrovej er det rimelig nemt at komme fra den ene til den anden. Og så er det bare med at gå rundt i de mange gange. Umuligt at opgøre i kilometer, og man gør sikkert mange stop undervejs for at se på et specielt hus, have eller udsmykning.  Jeg brugte et par dage i efterårsferien, og cyklede til og fra, i forbindelse med mit genoptræningsprojekt.

Kagså-Dalen

Kagså-dalen mellem Gladsaxe og Herlev er de sidste årtier stille og roligt gået hen og blevet et rigtig godt rekreativt "bynatur-område"

Fra bakken nord for Klausdal får man indtryk af den udtørrede Tibberup Sø. I horisonten Hareskovene. Smørmosen midtfor og Fedtmosen til venstre.

Kagsåens eksistens skyldes Tipperup Sø. Det der i dag er Smørmosen og Fedtmosen. I oldtiden sejlede folk rundt i udhulede egestammer. Ca. 1300-1673 eksisterede landsbyen Tipperup. Men så forærede Chistian 5. den til Joachim Vincentz von Hahn der ganske enkelt nedlagde den - sådan gjorde man åbenbart under enevælden, Danmarks daværende svar på nutidens militærdiktaturer. Kongen overtog området igen 1738 og beholdt mosen til jagt og tørveskær. Et godt indtryk af den nu udtørrede sø får man på bakken nord for Klausdal der nu bruges af KFUM-spejderne.

Endnu et kik fra Klausdal, denne gang mere mod nordvest til Kildegården der nu er naturcenter. En vidunderlig blomstereng med masser af blomster, insekter og andet godt i forgrunden.

Bønder

Bønderne fik efter kronens overtagelse af området i 1738 Fedtmosen som blev udstykket. I dag er der kun enkelte reminiscenser tilbage, gårdene Kildegården og Klausdal der ikke er specielt gamle, men som formentlig ligger på steder hvor der har ligget gårde siden dengang. Som det fremgår af billederne drives der ikke længere landbrug på gårdene. Men formentlig har der været kornmarker omkring dem.

Kildeplads XIV (1897). Da den blev anlagt, var det ganske langt ude på landet. Ca. 10 kilometer fra København. Og inden for et par kilometers radius kun de små landsbyer Herlev og Gladsaxe. I baggrunden Kagsåkollegiet som blev bygget 1968.

Københavns Vandforsyning

Tibberup Sø blev afvandet dels af Tibberup Å - der senere bliver til Jonstrup Å og Værebro Å, dels af Kagsåen som via Harrestrup Å og Damhussøen ender ved Åmarken. Men udover bønderne havde København også siden 1500-tallet rumsteret i området - vandforsyning! I første omgang i form af overfladevandet fra søen. I 1672 var vandstanden i søen faldet så meget at vandet løb denmodsatte vej - altså tilbage i søen! I 1722 var der blevet forbrugt så meget at søen blev til mose. Ikke desto mindre blev man ved med at forsøge at udvinde vand. Først ved at oprense grøfterne i 1786, men uden held, mosens vandspejl var allerede sunket for meget. I 1815 forsøgte man sig så igen med at oprense Kagsåen. Et forsøg med at stoppe afløbet gennem Tibberup Å hjalp heller ikke og blev genåbnet i 1820. I 1861 afsagde Højesteret dom over at Københavns Vandforsyning ikke havde ret til at udnytte vandet. Så erkendte man at Kagsåen ikke kunne levere vand til København.

Københavns Vandforsyning har både betydet at området langs Kagsåen er blevet drænet så man har været nødt til at grave åen dybere og dybere, på den anden side sikret at området ikke blev offer for den eksplosionsagtige urbaninsering fra 1950'erne.

Kunne man ikke udnytte overfladevandet, gik det bedre med grundvandet. I 1897 anlagde Københavns Vand Kildeplads XIII og 1905 Kildeplads XIV. De lå dengang groft sagt 9 km ude på landet på en øde mark. Og de fungerer stadig væk, dog  er Kilde XIII delvis lukket pga industriforuerening. Kildepladserne betød på den ene side at området blev drænet for vand, på den anden side at naturen blev forskånet for urbaniseringen.

Moseområde mellem Motorring 3 og Kagsåen som løber langs trærækken bagest. Anlægget af Motorring 3 kom til at betyde at arealet dalede i betydning som landsbrugsområde.

Motorring 3

På forunderlig vis kom Motorring 3 lige som Københavns Vandforsyning til at spille rollen som tveægget sværd for Kagsådalen. Motorringen sætter i dag sit afgørende præg på lydbilledet langs Kagsåen. Som en kraftig emhætte suser den konstant og vedvarende. Det var formentlig ikke planen da den blev planlagt og projekteret under 2. verdenskrig. Stykket langs Kagsåen blev dog først færdigt i perioden 1968-1971. Og er i dag en af de mest - hvis ikke den mest - befærdede motorveje i Danmark.

Engarealet med sø, græs og markblomster. Det sydligste område -længere mod nord anes skovområdet. Og Motorring 3 med skiltet helt yderst til venstre.

Støjniveauet er den dårlige nyhed, den gode at ådalen ned til Kagsåen i dag rummer tre rigtig gode bynaturområder, fra nord til syd: Vildvoksende skov (fortrinsvis løn, vist nok), mose og eng. Syd for Herlev Ringvej kan man opleve den helt paradoksale stemning af larm fra motorvejen - og et fantastisk fugle-, insekt- og planteliv. Hvis man vil studere vilde planter og græsser, så er der rige muligheder. Og ornitologer vil formentlig også kunne få megen tid til at gå her. "Skovområdet" har fået lov til at gro til så det i dag fremstår ret uigennemtrængeligt, selv de få trampestier der er. Moseområdet er sumpet og gummistøvler kan anbefales. Engområdet har nogle gode vandrestier. Her er både en rig blomsterflora, samt et godt udvalg af Danmarks mange græsarter repræsenteret, ind i mellem også rester fra de gamle kornmarker (rug, vist nok).

Haveforeningen Nyvang i Herlev Kommune grænser helt ned til Kagsåen i forgrunden. I modsætning til haveforeningen Tornhøj på Gladsaxe-siden af Kagsåen, som ligger et pænt stykke fra åbredden med en græsrabat og sti mellem.

Haveforeninger

Indtil 2. verdenskrig havde Kagsådalen været overladt til landbrug, formentlig bare marker og åbent landskab. Men så begyndt urbaniseringen for alvor at røre på sig. I første omgang som udslag af den københavnske arbejderklassens ønske om lys og luft. Det betød at fra øst begyndte haveforeningerne siden 2. verdenskrig bredt sig ned mod Kagsådalen. Og det fortsatte på den anden side af Kagsåen mod vest med Nyvang ind i Herlev Kommune (1952) og Smørmose (1956). Fra samme periode (1948-50) stammer også Herlevhuse som tidligere er blevet beskrevet her på Vandringsløse Tidende. Herlevhuse kan ses som et forsøg på at realisere arbejderklassens drøm om at bo permanent "på landet" i små, billige huse.

Haveforeningen Tornhøj i Gladsaxe Kommune. Afstanden til åen er væsentlig større end i Herlev Kommune (til venstre i billedet). Som det bemærkes er åen lige blevet oprenset. Og på trods af de kraftige regnskyl er der ikke meget vand i den. Selv om den er blevet dybere. 

Kagsåkollegiet

Meget symptomatisk for 1960'ernes velstandsboom og en stigende søgning til de videregående uddannelser blev i 1968 Kagsåkollegiet færdigt. På initiativ af De Unges Boligaktion, Danske Studerendes Fællesråd og Studierådet ved Københavns Universitet. De to sidste blev dog senere udskiftet med repræsentanter for Lærerstuderendes Landsråd, Studierådet ved Danske Teknika samt Gladsaxe Kommune. Kollegiet var tegnet af arkitekt Aage Hartvig Petersen.

Nyttehaver nord for Klausdalsbrovej. Jeg ved ikke hvornår de er fra.

Kagsåens lidelseshistorie er således lang: Bønder, godsejere, vandvæsen, haveforeninger, beboelse, kollegier har alle krævet at få del i kagsådalens lyksaligheder. Således at den for ganske årtier siden lignende en parodi på sig selv. Men på forunderlig vis blev noget reddet af vandforsyningen, af motorringen - og endelig af at man de seneste årtier er blevet opmærksom på andre værdier end materielle og økonomiske.

Græs er ikke bare græs, det finder man hurtigt ud af når man nærkikker på engarealerne. Jeg vil vædde på at man kan finde et betydeligt udvalg af Danmarks mange græsarter her.  Og fugle, insekter og dyr elsker sådanne områder. Det summer bogstaveligt af sol over engen!

Området har påbegyndt en ny epoke hvor man har givet skov, mose og eng lov til at brede sig. Afregningen i form af et rigt dyreliv, fugleliv, insekter og planter har ikke ladet vente på sig. Og kagsåparken, som er det officielle navn, er undergået store forandringer hen i mod at blive et rekreativt område for nutidens fortravlede bymennesker. Faktisk har jeg set en større biodiversitet på dette forholdsvis lille område end ude "på landet" hvor kulturstepperne og monokulturen dominerer!