Lige ud ad landevejen - til Bagsværd Fort

I "gamle dage" (dvs. for knap 100 år siden, i 1920'erne) var Mørkhøjvej og Gladsaxemøllevej en landevej, som førte gennem landsbyerne Mørkhøj og Gladsaxe. Begge med under en snes gårde. Mellem dem lå der så nogle spredte gårde. Lidt væk fra Mørkhøj lå Lillegård (nedslidt for over hundrede år siden, og kun et vejnavn minder om den) og Torvegården (1771-1950'erne, som lå ved Mørkhøj Kirke).

Det er ikke lige til at se det, men dette var engang en landevej mellem Husum, Mørkhøj, Gladsaxe og Bagsværd landsbyer. (Gladsaxe Møllevej ved Gladsaxe Ringvej, med trafikpladsen til venstre). "Skoven" ca midt i  billedet markerer Mørkhøj, og fotoet er taget omtrent hvor Gladsaxe sluttede, ved den nuværende kirkegårdsmur.

Vejføringen er lavet om ved Mørkhøj. I dag går vejen udenom det gamle landsbyområde, så man nemt kan overse den. Landevejen gik gennem Mørkhøj landsby (nu Mørkhøj Hovedgade). På hovedgaden ligger en af de gamle gårde, Mørkhøjgård. Den skulle have aner helt tilbage til 1100-tallet. Den nuværende er fra o. 1836, eller rekonstrueret ud fra den.

 Mørkhøjgård, eller den rekonstruerede gård, rummer i dag Fødevareinstituttet. Det er en trelænget gård med en stor have bagved. Udover vejføringen er den vist også stort set hvad der er tilbage af landsbyen Mørkhøj.

Ikke meget ved Gladsaxe Trafikplads peger på at her levede mennesker for 5000 år siden i stenalderen. Men ikke desto mindre var her 7 stendysser, hvoraf den den ved Trafikpladsen er den eneste tilbageværende. Den højtbesungne danske bondekultur var angst, nødlidende, eller ligeglad med fortidsminderne og pløjede jorden op så der nu intet er tilbage. Først fredningsloven i 1937 satte en stopper for det. Det er heller ikke til at se at Trafikpladsen er anlagt oven på et gammelt vandhul.

Skulle denne blomsterkumme virkelig være den gamle stenalderdysse? Jeg kan ikke tro det. Men der er ingen andre at se efter angivelserne: Indgangen til Haveforeningen ved Trafikpladsen. Og den passer også beskrivelsen med at der ingen overligger er. Der er heller ingen skilte, kun nogle bænke.

Store dele af Gladsaxe Landsby er i dag kirkegård. Ikke engang gadekæret er der mere. Der er godt nok en branddam, men den er lavet senere. Kirken menes at stamme tilbage fra 1100-tallet og bygget oven på et gammelt hedensk offersted. Her tordnede præsterne i de første 400 år på latin mod landsbyens bønder og andre styrvolter og lovede død og helvede hvis de ikke underkastede sig kongen, kirken, adelen og herremændene.

Dette sørøverlignende mærke er indmuret i den gamle del af Gladsaxe Kirke. Bemærk timeglasset nedenunder. Interesserede kan sikkert få oversat den noget beskadigede tekst.

Der er flere gårdlignende bygninger tæt på kirkegården og præstegården. Men de er ikke særlig gamle.

Den gamle Gladsaxe landsby er godt og grundigt blevet udslettet af nybyggeri eller gravet op til udvidelse af kirkegården. De gamle hvile vel under bautastene? Pilegården står der på denne bygning, som oplyser at den er fra 1919. Ved siden af ligger Toftegård, der dog ikke oplyser hvor gammel den er. Mon ikke som Pilegården?

Et stykke ned af Klausdalsbrovej Egegården - som ligger en anelse øst for den oprindelige gård. Vandhullet er der endnu. Der er et loppemarked, og ellers er det næsten umuligt at se gården for parkerede biler, så der er måske livlig aktivitet.

Der bliver ikke dyrket meget landbrug på Egegården. Nu er der fritidshjem, hvor de unge kan boltre sig med basketball foran det gamle vandhul.

Terrænnet stiger over 30 meter fra vores hus til Gladsaxe og dernæst falder det ca. 5 meter mod Bagsværd Fort. Fortet er opført ganske få meter syd for Christianslyst. Det sted er der nu ingen spor tilbage af. Ikke engang stednavne. Det er der kun af Espegården, som har fået en vej opkaldt efter sig.

 Jo, måske med en nænsom hånd kommer fortet tilbage til sine stormagtstider. Men som det ser ud i dag, er der noget old school Christiania over det.

Målet for dagens march er Bagsværd Fort. (Opført 1892-93, og nedlagt 1920. Ifølge hjemmesiden er fortet "unikt, idet glacis, det ene observationstårn og stormgitteret er intakt."Det viser sig nu hurtigt at være lidt af en mudret omgang. Et godt håndværkertilbud ville det vel hedde hvis ikke det var fordi det var et mindesmærke.

Betonen er faldet af. Terrænnet er helt opblødt efter at vegetationen er fjernet. Og gitteret er rustent. Måske skulle man vente et par år med at besøge fortet igen?

Betonen er skaldet af overalt, og det kan man altså ikke klandre Tysken for. I bedste fald er der lagt jernplader ud for vandrere. Men ellers er der sorten muld. Man kan godt ane hvad det hele skal føre til. Bevoksningen er ved at blive fjernet. Formentlig for at gøre det lettere at reparere murværk, jerngitre mm.

Ved indgangen til fortet ligger den ene brændestabel efter den andet. Og jernplader bereder vejen for store maskiner.

Det kunne de nu godt have skrevet på deres hjemmeside!

Selvbyggernes Mørkhøj

Om Mørkhøj har Gladsaxe Kommune udgivet en udmærket brochure "På sporet af det nye Mørkhøj" om dette områdes seneste knap 100 års historie fra dengang Mørkhøj var en landsby med 8 gårde. Den 3. november skrev jeg om Mørkhøjgård, som er den eneste overlevende af disse. Området var det sidste i Gladsaxe som blev bebygget. Det er samtidig også en fortælling om Danmarks overgang fra landbrugssamfund til industrisamfund.

I klingende frost er jeg draget ud for at se på området med nye briller: Den historiske optik. De mennesker som opførte denne bydel, lever formentlig for nogens vedkommende stadig. Gårdene blev udstykket i perioden 1930-1950. Men ikke alle blev bebygget med det samme. I første omgang blev de brugt til gartnerier, der så blev omdannet til kolonihaver for så til slut at blive opkøbt og bebygget som boliger.

Ikke alle typehusene er så velholdte som disse på Lillegårdsvej. Men de giver et indtryk af variationerne i Meulengrachts 19 typer. Husene er pudsede. Modsat de nyere huse. Så det er nemt at se forskel.

Fase 1: Lillegårdens Villaby

Lillegårdens Villaby var det første, og det er opkaldt efter Lillegård som oprindeligt hørte under Enghavegård. Det blev i 1929 opkøbt af arkitekt J. L. Meulengracht og grosserer Henrik J. Hansen og omfatter hvad der i dag er Lillegårdsvej, Onsbjerg Alle, Ilbjerg Alle og Stavnsbjerg Alle. Det blev udstykket til selvbyggere. Det var typehuse, og der var over 19 slags som selvbyggerne kunne vælge imellem. Meulengracht satsede på at husene skulle være billige og funktionelle, og så måtte de gerne se ens ud.

Lillegårdsvej 25 er ifølge brochuren det eneste af sin slags, og fortæller lidt om hvor grænsen gik for selvbyggernes ydeevne. Det tog 3 år at opføre huset. Så det var der ikke andre som gav sig i kast med. Ifølge brochuren har det en særlig høj bevaringsværdi. Nabohuset, nr. 27, har som et af de få også kælder. Endnu en præstation som kun de færreste selvbyggere kastede sig ud i..

Det var selvbyggerne nu ikke helt enige i. Allerede mens husene blev opført begyndte selvbyggerne at tilpasse tegningerne efter eget hoved, og senere tiders krav om mere plads har skabt adskillige knopskydninger på dem. En stor del af dem har ikke kunnet holde til tidens tand, og er nu erstattet af nyere huse.

I stedet for den store type fra Lillegårdvej 25, blev det denne type fra Onsbjergvej 23 den mest benyttede, også i anden fase i Toftegårdens Haveby. Dette hus er for en gang skyld ikke pudset. Så måske ville nostalgiske indreby-københavnere kunne genkende mursten fra deres nedrevne hus.

Det må have været hårde tider for selvbyggerne. Arbejdstiden var dengang 44-48 timer og man arbejdede om lørdagen, så der har kun været ganske få dage hvor selvbyggerne kunne bygge på deres huse. Opførelsestiden på et sådant hus var beregnet til 1 år. Men det var under ideelle forhold. Det kunne vare endnu længere. Og især hvis der også skulle udgraves en kælder. Husene var kakkelovnsfyrede. Mange har ifølge brochuren ikke registreret at have badeværelse.

Meulengracht brød sig ikke om Lillegårdens Villabys uens udseende, så da man gik i gang med Toftegårdens Haveby, kunne selvbyggerne ikke vælge mellem så mange forskellige typer. Man skal nu have gode øjne for at se forskel, men hvis man ved det, kan man godt se at fx som her på Septembervej er der ikke så mange forskellige slags huse.

At det tog så lang tid skyldes også at husene for en stor dels vedkommende blev bygget af omkring 16.000 genbrugsmursten pr. hus fra huse som var revet ned i Københavns indre by. Kvinderne skrabede murstenene rene for kalk. Ligesom die Trümmerfrauen gjorde i Berlin efter 2. verdenskrig.Derfor er det også nemt at se hvilke huse der er fra den tid: De er pudset, da murstene har været for grimme at se på.

Fra 1960'erne var det slut med det private intiativs kaotiske boligbyggeri. Nu greb kommunen ind og sikrede ensartetheden i byggeriet, som her på Oktobervej. Her kunne selvbyggerne efter kurser og kommunens instrukser opføre huse i gasbeton, sten og træ. Men efter nøje fastlagte tegninger. Det var måske det som Meulengracht i virkeligheden havde drømt om. Så måske har han ikke vendt sig i sin grav.

Fase 2: Toftegårdens Haveby

Toftegårdens Haveby (Julivej, Augustvej, Septembervej og del af oktobervej) var det næste. Her kunne selvbyggerne godt nok vælge mellem færre typer, men i praksis valgte de kun mellem to. Ifølge brochuren havde Meulengracht lært af  børnesygdommene fra Villabyen og byggeriet var mere organiseret. Der var ikke plads til selvbyggernes fikse ideer om ændringer i bygningstegningerne eller beplantningen!

Både Meulengrachts og kommunens selvbyggere kunne få år efter indflytningen opleve TV-byen blive bygget mellem dem og mosen. Her set fra Julivej. Nu er TV-byen selv blevet omdannet til beboelse og erhverv. Og det omkringliggende område tilbygget med op til 7 etager.

Fase 3: 1960'erne og frem

Den anden halvdel af Oktobervej afspejler et skifte. I 1960'erne var det slut med det private initiativ. Kommunen overtog ideen, men med kommunalt tilsnit og opsyn. Disse huse af sten eller gasbeton fremstår i dag som Meulengracht måske drømte om: Ens. Selvbyggerne lejede sig ind, helt til 2005 hvor de kunne købe grund og hus.

Enghavegård lagde grund til TV-byen (1963-2007) som nu er omdannet til kontorer og boliger. En af de mere kuriøse overleveringer er at optagelserne af Bamse og kylling afskærmede offentligheden fra et lille vandhul, hvori den spidssnudede frø så trivedes. Den er fredet i EU, og det kan selv et boligbyggeri ikke rokke ved: Dette er ikke mindre end et af de sidste tilflugtssteder for det lille kræ. Tihvertifald!

Jeg ved ikke om det lige var her Bamse og Kylling huserede. Men overalt i området bag den gamle TV-byen er der vandhuller med forklarende tavler om at man skal passe på frøerne, og der er flere meter brede græsveje som fører fra vandhullerne ned til Utterlev Mose. Tværs gennem og under byggeri og veje. Jo, der bliver passet på de små kræ!

Bag TV-byen ligger Gyngemoseværket som fortæller historien om prisen for halvtredsernes industrialisering. Rensningsanlægget fungerede 1950-1966, men blev hurtigt alt for lille. Så virksomhederne svinede bl.a. Utterslev Mose til. Der skulle skrappere rensningsanlæg til, som Lynetten. Og virksomhederne kom til at rense mosen. At virksomhederne svinede, mærkede vi selv da kilden tæt på vores hus blev lukket for nogle år siden pga. af en gammel forurening. Tankene fungerer siden 1989 som forsinkelsesbassin for spildevand, udvidet 2006.

Området er ellers præget af plejehjem (Rosenlund, Gyngemosegård), Center for Døve, Blågårds Seminarium med den tilhørende Enghavegård Skole og skoler i det hele taget. Boligbyggeriet er præget af 3-7 etagers huse, bortset fra Mørkhøjvej 144. Her midt inde i det lidt kedelige lejlighedsbyggeri har man pludselig fundet på at opføre en landsbylignende bebyggelse med tolv 52 m2 bittesmå huse, så sent som 1976.

Det er svært at fotografere indeni denne mærkelige bebyggelse. For der er smalle gyder og hækkene står med ganske få meters mellemrum. Fra denne vinkel får man et lille indtryk af de bittesmå huse og indfaldsgyderne. Nogen må have tænkt 'landsby' her. Midt i 1970'erne.

Efter endt tur har jeg fået et andet syn på husene. Da vi flyttede til Husum, syntes jeg at husene så lidt kedelige og anonyme ud. Men jeg har fået lidt mere respekt for dem når man tager det hårde slid i betragtning. Om Meulengracht var en filantrop og idealist eller en boligspekulant, det skal jeg ikke tage stilling til. Han er i hvert fald det eneste navn som er at læse i brochuren. Alle de navnløse som brugte hele deres fritid i årevis til at opføre husene ved vi ikke så meget om. Hvilke drømme har de haft, om nogen? Hvor kom de fra? Der ligger sikkert mange historier gemt i de mursten.

Fra Pengeløse Overdrev over Søborg til Gladsaxe

Fra bar mark til tætbebygget forstad på 50 år

Ved århundredskiftet 1900 eksisterede der en kommune ved navn Gladsaxe-Herlev med to sogne på  2.500 indbyggere. Det er dem vi i dag kender som Gladsaxe Kommune med knap 67.000 og Herlev Komune med knap 28.000 indbyggere. Og for øvrigt løsrev Herlev sig i 1908 og blev selvstændig.

Just imponerende er bageriet måske ikke, men det er Søborgs ældste hus og ligger ca. midt på Søborg Hovedgade. Langt over 100 år er det.

Pionertiden

Forvarslet kom kort for århundredskiftet. Den indeklemte villa som nu er bageri på Søborg Hovedgade 75, er fra 1897 og Søborgs første og ældste hus. Det har huset butikker og bolig: En filial af Gentofte Bank, viktualieforretning, blikkenslager, tobaksforretning og nu altså bageri. Egentlig et ganske godt eksempel på hvordan Søborg Hovedgade fremstår i dag: Som en driftig forretningsgade. I 1901 begyndte et konsortium at udstykke Søborggård og Lauggård, 78 parceller som blev til Søborg Villaby i området mellem Frederiksborgvej og Gladsaxevej. Her ligger Gladsaxe Kommunes Vandværk.

De første udstykninger i Søborg (Søborg Vllaby) skete umiddelbart nord for Højmosen (Utterslev Mose) og senere vest for (Søborgmaglekvarteret). Tilsammen gav de ophav til betegnelsen "Pengeløse Overdrev". Dette billede af mosen forsøger at give et indtryk af hvilket øde sted det engang var.

1903 fulgte udstykning af området omkring Venusvej, Mars Alle og Marienborg Alle. Tilflytterne var fortrinsvis fra brokvartererne, og deres kolonihaver, skure og lysthuse blev kaldt for "Pengeløse Overdrev". Der er intet tilbage af disse skure. I dag er kvarteret mondænt, med store villaer og ejendomme. Søborgmaglekvarteret (Maglegård, Lauggard og Grønnemosegård) blev fra 1917 udstykket til villagrunde og har stort set samme skikkelse som dengang. Udover at ligge tæt på København og dens arbejdspladser, ligger området også selv i dag idyllisk ned til Utterslev Mose.

Der er ikke meget "Pengeløse Overdrev", snarere noget "Mangepenge Overflod"? over husene der ligger i det område hvor udflytterne fra Nørrebro slog sig ned for over 100 år siden. Et roligt kvarter tæt på Utterslev Mose i et bakket terræn.

Det siger lidt om datidens forestilling om byudvikling at man højst måtte bygge i 1 etage og med 2 lejligheder. 1905 begyndte håndværksmestrene at flyttede i større og finere huse i Bagsværd: Højgårdens grund blev udstykket til Søvej, Aldershvilevej og Skovalleeen. Når man går ad Buddinge Hovedgade, forstå man hvorfor arbejderne ikke nåede så langt ud i første omgang: Der er adskillige kilometer. Dengang landeveje. I 1927 var Aldershvile Slotspark i Bagsværd næsten udstykket. Tre ”gullaschbaroner” eller ”ny-rige” opførte under 1. verdenskrig fornemme herskabsvillaer på Aldershvilevej. To af dem eksisterer nu som institutioner: Søholm”. Pragtvillaen ved Bagsværd Søpark huser nu shippingfirmaet BIMCO.

Gullaschbaroner var en slags yuppier som tjente bunker af penge på at sælge mere eller mindre (specielt mindre) spiselige kødvarer til tyskerne under 1. verdenskrig. Udover at de opførte sig radikalt anderledes end det traditionelle pænere borgerskab, gik der også rygter om at de anvendte rottekød og endog savsmuld i deres produkter. At de tjente mange penge, vidner dette hus om.

Bl.a. arkitekter var bestyrtede over den "rodede byggestil" og en forening til forskønnelse af Søborg forsøgte i perioden 1911-1920'erne at få opført arkitekttegnede boliger, fx det såkaldte "Mønsterhus" på Runebergs Alle 41, arkitekt K. T. Seest. Det er ham der også tegnede den mere kendte Nørrebro Station. Huset står endnu: Gulmalet. Huset vakte opsigt i hele København for "den gode smag", I 1913 en villa på Jyllands Alle (nu Dickens Alle) tegnet af arkitekt Gotenborg (1878-1964). Det slog aldrig igennem. Dels var de indbyrdes uenige, dels havde selvbyggerne, arbejdere fra brokvartererne, ikke råd. Selv om foreningen angiveligt lavede byggeri til fornuftige priser

Det byggeri der omgiver mønsterhuset, er et vidnesbyrd om at den slags huse forblev en drøm i nogle arkitekters huse. Trods berømmelsen ser man ikke mange af denne type huse i Søborg.

Foreningen stod også bag ”Indianerlandsbyen”. I april 1914 købte A/S Høje Søborg gården af samme navn med jorder. To af bagmændene, arkitekterne J.L. Meulengracht og Niels Gothenborg, er jeg stødt på før, dels i forbindelse med selvbyggerne, dels med Den Engelske Haveby i Brønshøj. De 73 ensartede gavlhuse med udnyttet tagetage og gavlene vendt ud mod vejen blev bygget 1924-25. Men det tog ti år, før alle husene var solgt. Som for selvbyggernes vedkommende satte købernes deres personlige præg på husene, der i dag da også er meget forskellige, trods den fælles grundplan.

I det meste af 1900-tallet havde folk ikke meget kendskab til andre end deres omgangskreds. Hvis noget var særlig fremmedartet, blev det nedsættende eller spydigt kaldt noget med "indianer" eller "neger". Det gjorde min far fx. I min ungdom kaldte man det noget med "araber" eller "beduiner". Racisme er noget der ligger dybt i dansk opdragelse. Måske som en reaktion har beboerne nærmest demonstrativt givet hvert hus sit særpræg.

Det øvrige Gladsaxe og Buddinge var forholdsvis uberørt af urbaniseringen. Mindre erhvervsvirksomheder etablerede sig langs Søborg Hovedgade. Selvom tilflytterne betød at Socialdemokratiet blev indvalgt for første gang i Sognerådet, havde det gamle landsbysamfunds repræsentanter dog stadig overtaget. Godt nok ernærede kun 1/3 af Gladsaxes indbyggere sig med landbrug i 1906, men kvinder og tyende fik først almindelig valgret i 1909. I 1940 var kun omkring 4% beskæftiget ved landbruget.

Urbaniseringseksplosionen

Udbryderen Herlev fik i 1905 fik eget vandværk. Gladsaxe klarede sig med brønde indtil 1910 hvor der kom et vandværk ved Søborg Mose. Moderniseringen foregik langsomt: I 1907 åbnede Bagsværd Skole. Søborg Skole indviedes med 350 elever. I 1909 kom der elektrisk lys til Søborg og Bagsværd og i 1911 i Mørkhøj og Gladsaxe. Udover Slangerupbanen blev der i 1915 fast rutebilkørsel mellem Bispebjerg og Søborg. Tilflytterne arbejdede nemlig fortrinsvis i fabrikker på Nørrebro. Men efter 1910 gik det stærkere. Indtil 1940 voksede Gladsaxes befolkning med over 20.000. I 1913 blev Socialdemokratiet for første gang det største parti i sognerådet. I 1917 fik partiet sit første kvindelige sognerådsmedlem, lærerinden Emilie Madsen. Hun blev ekskluderet pga en strid om Hjælpekassen.

For en vandværksfan er det svært at lade være med at fiksere på Gladsaxe Kommunes Vandværk. Formentlig det som blev opført 1910. Før den tid klarede man sig med brønde. Vandværket ligger i det område som først blev urbaniseret i Gladsaxe Kommune.

Under 1. Verdenskrig, i 1916 blev omkring 500 soldater indlogeret hos private. De bemandede Gladsaxe og Buddinge Forter, Buddinge og Tinghøj Batterier. Denne grå decembertorsdag fornemmer man intet af alt dette. Der ånder fred langs Husumenceinten på Vestvolden. Volden er ved at blive skovet fri så man reelt også kan få et indtryk af konturen af anlægget. Det har ikke skræmt sjaggerne væk. Deres sjæggen ledsager hele vejen ud til Utterslev Mose. I 1916 åbnede også Søborg Biografteater. Det blev moderniseret 1936. I 1916 indvarslede opførelsen af Gladsaxe Mejeri det senere Gladsaxe Industrikvarter. Det lukkede 1972 og blev revet ned i 1982.

Det lå ikke i kortene at Gladsaxe skulle fortsætte som selvstændig kommune, men indlemmes i København. Landsognene kunne ikke klare udgifterne til veje, kloakering, skoler, socialforsorg, vand, el, gas, trafik osv. Det var bl.a. baggrunden for Brønshøjs indlemmelse i København. Derfor ansøgte man om ”optagelse” i København, Bl.a. opkøbte Københavns Kommune ca. 1/8 af Gladsaxes areal. I 1933 krævede Gladsaxe af regeringen at kommunen bliver indlemmet i København. Disse planer blev dog forholdsvis hurtigt forpurret. Man begyndte allerede i 1937 at tvivle på projektet, i 1939 stod det klart at Gladsaxe ikke kunne kræve at blive indlemmet.

De ikke så glade 20'ere

De glade tyvere var måske ikke så glade i Gladsaxe, for 1922-1924 blev der opført 2 husvildebarakker i træ og lysthuse bruges ofte som helårsbeboelse. Sognerådet accepterede de nuværende beboere, men forsøgte at begrænse fremtidigt ulovligt byggeri. Man gav rådgivning til nye parcelhusejere og tegninger til 3 typer huse som kunne opføres med små midler. Især i Stengårdskvarteret flyttede folk ind. Som i et tidligere indlæg om selvbyggere var det især private som stod for det. I 1917 blev Maglegården udstykket. Søborgmagle. Grundejerforeningen har beskrevet historien. I 1920 Grønnegården. Det gik for alvor i gang 1923. Men i starten var det mest lysthuse uden kloakering. Den var først på plads i 1936. Lysthuse er et kendt fænomen i den tidlige urbanisering af Københavns omegnskommuner, fx Hvidovre.

Biblioteksvæsnet startede i 1923 på Søborg Skole med udlånsfilialer på skolerne i Gladsaxe og Bagsværd. I 1940 blev Gladsaxe Kommunebibliotek indviet på hjørnet af Gladsaxevej og Uranienborg Alle (arkitekt Vilhelm Lauritzen). I 1924 kørte en sporvogn ad Søborg Hovedgade. Bagsværd Bio åbnede.

Depressionen i 30'erne

I 1930'erne kunne grønne omgivelser i Gladsaxes endnu tiltrække tilflyttere. Men de sociale forhold bød på arbejdsløshed og fejlernæring. I 1936 blev fx indført gratis skolebespisning pga fejlernærede børn. For de ældre blev 1932 det første alderdomshjem indviet: De Gamles Hjem på Søborg Hovedgade. Bygningen er stadig i brug. Børnehaver kom til fra 1933 med samt flere skoler.

Mørkhøj havde indtil da ligget indeklemt mellem Husum, Herlev og Gladsaxe med dårlige trafikforbindelser, men i denne periode blev Mørkhøjs gårdes jorde at blive udstykket. Monberg Thorsen og Dyrup & Co. flyttede til Gladsaxe Industrikvarter i 1934. I 1935 kom et bygningsreglement: Der skal være 50 meter fra fabrikker til nærmeste beboelse, i industrikvarterne dog kun 10 meter.

Søborg Hovedgade er en livlig forretningsgade og egentlig ganske underholdende at trave op eller ned ad. Nogle vil måske kalde byggeriet langs vejen for rodet. Det er den også, opbygget som den er igennem 100 år. Man kan se at alle stilarter, boligtyper osv. blander sig i bybilledet. Trafikken ser voldsom ud, men egentlig ikke overvældende. Vejen ligger tilpas fra Hillerødmotorvejen og Helsingørmotorvejen.

I perioden 1935-1940 fordobledes antallet af lejligheder i kommunen, og områderne langs Søborg Hovedgade blev næsten helt udbygget. Det arkitektonisk mindre interessante Pileparken blev opført 1946-1950'erne. I villaen Højgårds Vænge 17 "Kisum Bakke" boede forfatteren Karen Lydia Aabye (1904-1982), tegnet af Elliot Hjuler og opført i 1943. Den 22. december 1944 blev den sprængt i luften af Gestapo, fordi hun var medlem af Holger Danske. Men dog ikke hjemme. Den blev genopført 1945 og udvidet 1956.

Søndergård Park er næsten som en pænt stor landsby med eget butikstorv og snoede gader i et let kuperet terræn. Husene er holdt i gule mursten og ser ens ud.

Slut med byggeriet

Efter 1945 gik det kommunale byggeri for alvor i gang og overtog det private byggeris rolle. Markante milepæle var Søgård (1950), Søndergård Park - ingen haver, men grønne arealer (1947-1958) og kollektivhuset Høje Søborg (1949-1951, arkitekter Povl Ernst Hoff og Bennett Windinge). 1950'erne kom Bagsværd Industrikvarter til, Gladsaxe Trafikplads (1952), Gladsaxe Friluftsbad (1958), Privat skøjtebane (1960), Mørkhøj Industrikvarter (1961), Høje Gladsaxe (1963-), Gladsaxe Teater, TV-byen (1964). Så var det ved at være slut. Der var ikke flere ledige byggegrunde.

 Slut ... og dog. Der opføres stadig boliger på Søborg Hovedgade. Her er det Realdania som opfører Danmarks "reelt første energineutrale" boligbyggeri.

Læsestof

Fra klondyke til moderne velfærdskommune. Gladsaxes historie 1900-2000. Karen Jull Sørensen og Per Boje. 2001
På Sporet af Søborgs seværdigheder. Vandretursforslag.
Fra Husum til Mørkhøj

Ruten

Utterslev Mose. Søborg Hovedgade. Buddinge Hovedgade. Bagsværd Hovedgade. Aldershvilevej. Bagsværd Station.

Mørkhøj og Gladsaxe Erhvervskvarterer

Erhvervskvarterer er opholdssted for mange mennesker i mere end halvdelen af deres vågne tilværelse

Langs Ring 3 fra Lyngby til Avedøre Holme ligger Hovedstadsområdets ”ring” af erhvervskvarterer. Fra nord til syd: Bagsværd (dele er nu ved at blive boligkvarter). Gladsaxe og Mørkhøj (målet for torsdagens vandring), Mileparken (Herlev), Ejby, Hersted Industripark, det kæmpestore område nord for Holbækmotorvejen i Brøndby og endelig Avedøre Holme. Foruden mindre klatter rundt omkring.

Udsigt fra Sneglehøj. Det eneste offentlige sted man kan komme i højden og få et fugleperspektivistisk indtryk af en typisk vej i ringvejens erhvervskvarterer: Brede, bilvenlige veje, p-pladser. Smalle ofte tilgroede fortove og erhvervspræget byggeri i utallige variationer.

Langs Ring 4 (der sydpå løber sammen med Motorring 4) ligger desuden et – godt nok et meget stort et – område, nemlig Lautrup. Disse områder markerer Danmarks overgang fra landbrugssamfund til industrisamfund i sidste halvdel af 1900-tallet. Arkitektonisk måske ikke noget der trækker de store turistbusser til. Men uden dem, intet Danmark som vi kender det i dag.

En lidt atypisk fabriksbygning, Beck & Jørgensen på Sydmarken. Den rummer aspekter af fabriksbyggeri af ældre dato med et vist historisk skær over sig. Virksomheden stammer da også tilbage fra 1892 og laver lak og maling ”som vi tænker på som de gode gamle dage”.

Mørkhøj, Gladsaxe og Bagsværd er blandt de ældste. Her kan man stadig findes små enklaver med små (håndværks)virksomheder. Men udviklingen går mod stadig større byggeri. Flere steder er gravemaskinere i gang med at fjerne forfaldne småvirksomheder: Mon ikke de bliver erstattet af  større. Hver virksomhed, stor eller lille, rummer et stykke koncentreret erhvervshistorie, som jeg slet ikke fyldestgørende kan skrive om her.

Dyna Bubber's Grill er tydeligt præget af sin beliggenhed i et erhvervskvarter. Især åbningstiderne. Da jeg passerede, så det mest ud til at være personer med ærinde i området som brugte grillen.

Vest for Hillerødmotorvejen

I denne del af erhvervsområdet ligger de mindre virksomheder i randen af området. Der er en del bilrelaterede virksomheder som fx Lygtens Karosseri (1987) med speciale i Taxi Mercedes Benz og brugtbilbutikken Drago Auto. Men også butikker som Malmberg Proff Butik (elektronik), Bygma og Kano & Kajak (af alle!). LIC, Lærernes Indkøbs Central, er sat til salg. Den gik konkurs i sommers. Der er også specialvirksomheder som Carometec, ældre- og handicapcentret Sovi og elkomponentfirmaet Thiim. Helt mod vest holder Gladsaxe og Herlev Kommuner til. I modsat ende Center for Døve. De større virksomheder ligger i midten. Bilvirksomheder dominerer: Audi, WV og Skoda mm. Foruden SIF Group (off shore), Ironpump, reklamefirmaet Art Design, Bording og ”we enable science”-VWR.

Lygten Karosseri. Med speciale i taxi. Samt i baggrunden andre lignende småvirksomheder. 

I dette område ligger det nærmeste man kommer til naturområder: Sneglehøj som man nemt kan komme til at overse, og Grønnegård hvor der sågar går heste. Her ligger det ene af to madsteder, Dyna Bubber's Grill som har åbningstider rettet ind efter arbejdstiderne: 7-15. Der er en del aktivitet allerede denne torsdag formiddag. Andre madsteder ligger ved Gladsaxe Trafikplads. Begge steder ikke just steder hvor man serverer mad der lever op til de anbefalede kostråd.

CTR groups imposante strygejernsbygning ved indkørslen til nogle af de virkelig tunge drenge i området, fra Gladsaxe Møllevej.

”Trekanten”

Det kunne man godt kalde området mellem Gladsaxe Møllevej, Hillerødmotorvejen og Ringvejen. Allerede ved indgangen til området tårner strygejernsbygningen CTR Group sig op, mørkegrå og tillukket. Men det er ikke det eneste center for nogle af de virkelig store nationale og internationale kanoner: Fusionen af to næsten 100 gamle virksomheder (2001) MTHøjgaard, Canon, det Novo Nordisk ejede NNIT (1994), NCC (1988), SPX energi og Eniro fylder godt op i området.

Svenske Eniros bygninger er lidt af en befrielse af beskue i forhold til Canon, MTHøjgaard, NNIT, NCC m.fl. i området. Arkitekturen er præget af streng effektivisme uden kringelurer og overflødigt pjank. Et klart signal til de ansatte om at nu er de altså på arbejde? Eller til besøgende?

Sidstnævnte adskiller sig fra de andre rent arkitektonisk og liver op i området med de imposante bygninger. Mellem mastodonterne finder man dog også laguner af små håndværksvirksomheder og sågar en trælast, Søborg Tømmer. Som andre steder hvor man støder på disse, er de tit præget af forfald, med gammelt affald og nødtørftigt tilskoddede vinduer. Det eneste mere kulturelle indslag finder man over for Silvan: Eventyr Teatret, oprettet 1991, dog først fra 2007 bosiddende her.

Tobaksvejen. Til venstre ser man Business Park udleje lokaler. Til venstre er betonbilen i gang. Og uden for billedet til venstre en byggeplads. Længst væk kan man lige ane taget af Gladsaxe Company House.

Tobaksvejen

Dette område er under stærk ombygning. Vejen lægger ellers traditionelt ud med det 150 år gamle Berendsen Textil og det 30 år gamle stålwirefirma Denwire. Men længere nede rives ned, graves og bygges nyt op. Business Park averterer med salg/leje af lokaler. Midt i det hele ligger Gladsaxe Skoles (1921) flotte bygning. Men i skolegården er uret gået i stå på kl. 12, der ligger blade overalt og cykelstativerne er tomme. For skolen blev 2012 slået sammen med Egegård Skole, som nu hedder – Gladsaxe Skole! Til gengæld har Gladsaxe Company House for nyligt holdt rejsegilde på prisbelønnede 15.400 m2 tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter som nabo til det ellers idyllisk udseende parcelhuskvarter Ærtemarken-Græsmarken. Og mere er i vente.

Gladsaxe Company House, et af de nyeste byggerier i kvarteret. Mørkt, højt, tungt og tillukket. Men prisbelønnet for det indvendige. Er det inspirerende at arbejde her? Skal det være inspirerende? Og i hvilken retning? 

Syd for Ringvejen

Området syd for ringvejen er domineret af HOFORs enorme vandhøjdebeholder, Danmarks største. På de idyllisk klingende veje, Rosenkæret og Sydmarken ligger nogle ikke særlig idylliske (bygge)markeder (type Harald Nyborg). Det sydlige kuperede areal af en uens mængde virksomheder: Fra Ferrosan over Living Art (1987) til Søborg-”if it ain't got flames, it aint't shit”-Autoophug. Living Art der laver gardiner, markiser mm., holder til i hvad jeg måske finder som områdets arkitektonisk flotteste bygning. Den er i øvrigt til leje. Der er mange håndværksvirksomheder og små fabrikker som fx det uanseligt udseende Danslib, underleverandør til 1.500 kunder i Norden, Beck & Jørgensen farve og lakfabrik, Ejers Plast, den legendariske fodboldspiller Harald Nielsen & Rudi og Alarmer.nu

Søborg Autoophug ligner ikke just en strømlinet moderne virksomhed. Til gengæld prikker den til min humoristiske sans. Den ligger i et område med andre lignende virksomheder, MC Parts og værksteder.

Men jeg har kun nævnt en brøkdel af de hundredvis af små og store virksomheder i området. Man kan sagtens finde andre. Titusinder tilbringer det meste af deres aktive tid her, formentlig 8 timer på alle hverdage. Vejene er indrettet til at de hurtigt kan parkere deres biler. Mellem fortovene (der sine steder ikke bærer præg af at blive brugt ret meget, de er nærmest groet til) og vejbanen er der parkeringspladser, foruden virksomhedernes egne parkeringspladser. Ud for Weidingerglas på Generatorvej fandt jeg områdets eneste skulptur, en oprejst isbjørn med tilhørende unge. Den var ret groet til med mos. Dette er arbejdspladser! Godt nok er der enkelte steder udendørs plæner og træer med siddepladser. Men kun indrettet til kortere varende ophold. Og det er formentlig heller ikke her man ”hænger ud” efter arbejde til en efter-snak med sine kolleger. Snarere går det hurtigt ud til bilen, eventuelt til busstoppestedet, og så hjem.

En formentlig lidt ældre erhvervsbygning. Som nu huser Living Art. 

Ruten

Turen kan næppe gøres kortere end 12 km. Min rute: Generatorvej. Turbinevej. Transformervej. Knud Højgaardsvej. Sydmarken. Tobaksvejen (med afstikkere). Græsmarken. Rosenkæret. Sydmarken (med afstikkere). I alt ca. 15 km.

Kagså Batteri (Voldstykke 21-22)

Siden jeg startede Vandringsløse Tidende er der kommet en fantastisk bog om Vestvolden: Jesper Asmussen: Vestvolden og Nordfronten (2013). Den gennemgår hele fronten batteri for batteri, fort for fort. Det beriger ens oplevelser når man en solrig lørdag morgen bevæger sig ud på volden, hvor der arbejdes meget for øjeblikket. Afsnittet nord for Frederikssundsbanen hedder Husumenceinten, og jeg besøgte det i marts i år.

Så idyllisk fremstår dobbeltkaponieren ved Kagså Batteri i dag. Og tak for det! Man er begyndt at restaurere den. Bevoksningen er fjernet på toppen. Broen ud til den kan ikke ses på billedet, men den løber ud mod højre, skjult bag buskadset. Herfra går så den svagt opadgående gang, eller poterne, tværs gennem volden. Også den kan man gå ad. Jeg kender en der påstår at have cyklet igennem. Hold tungen lige i munden hvis du vil prøve, der er ikke meget plads på begge sider af cykelstyret.

Kagså Batteri (1888-1890) ligger her og er det sidste faste batteri af 10. Ifølge bogen kunne kanonerne skyde helt ud til Ballerup, Bagsværd og Lundtofte. Det lidt nordligere beliggende Gynge Batteri var et bevægeligt battteri, hvor det var meningen at man kunne flytte rundt på kanoner, mandskab mv efter behov.

Et kig nogenlunde fra indgangen og "bagud". Fra det store rum er der adgang til siderum hvorfra soldaterne gennem skydehuller kunne skyde dels på langs af voldgraven, dels "bagud" mod de fjender som måtte have forceret voldgraven og nu var på vej op ad indersiden af volden. Der er ikke højt til loftet. Men gennemsnithøjden var vel også mindre dengang.

For tiden er man ved at restaurere dobbeltkaponieren på dette stykke, og døre og vinduer er derfor fjernet. Samtidig er betonen blevet pudset op og er endnu ikke skamferet af graffiti i væsentlig grad. Derfor kan det godt betale sig at tage et smut forbi og fornemme stemningen i de kolde beskyttelses- og magasinrum. Adgangen til dobbeltkaponieren foregik gennem en smal gang tværs gennem volden (poterne), og udmundingen ligger beskyttet bag kaponieren. Herfra skulle man så løbe over en bro og ind i selve bunkeren.

Skydehullerne er nu muret til så det er ikke muligt at se hvor de er rettet henimod. Man må udenfor. Jeg ved ikke om det er meningen at de skal åbnes igen. Men som det ses ligger de ret lavt, sådan i hoftehøjde.

Fra de lavtloftede rum var det meningen at soldater som sild i en tønde (eller kalkuner i bur, heraf navnet på fransk) skulle gøre det af med eventuelle fjender som det var lykkes at komme over voldgraven og som nu forsøgte at storme Københavnersiden. Skydehullerne vender altså modsat og på langs af hvor fjenden kom fra.

På dette foto ser man skydehullerne udefra. Købehavnersiden ligger til højre, fjendesiden til venstre. Broen i baggrunden er Mørkhøjvej. Bemærk at der også åbningerne i muren til venstre.

Også et af krudtmagasinerne på Kagså Batteri er midlertidigt åbent, så man kan kigge ind i de hvælvede rum hvor krudtet lå beskyttet bag dobbeltmure. Her er også anvendt mursten. Rummene ligner krypter under kirker og ligger graven ned under volden, godt beskyttet af mange tons jord og sten.

Kig ind i et snævert fredskrudtsmagasin. Der er forskellige rum til krudtet, og til højre er den hvælvede dobbeltmur, som skulle beskytte mod bombardementer. Den går hele vejen om det indre rum. Lidt som i en termokande. Virkningen er også derefter. Der er køligt, og måske kunne man bruge det til opbevaring af oste eller kolde pilsnere. Det første har jeg da set Mønsted Kalkminer i Jylland blive brugt til. Væggene er endnu ikke ødelagt af tags og graffiti. Gid det må vedblive at være sådan!

I skarp kontrast til de kolde, lidt uhyggelige rum i det grå og triste beton står selve voldanlægget. Modsat dengang er det nu bevokset og man kan godt føle sig som hensat til en skov. Fuglene synger og det dufter grønt og godt. Desuden er der mange muligheder for at gå langs volden. Der er en asfalteret sti, grusstier, græsstier og uvejsomme stier, alt efter smag og behag.

Gennembruddet i volden til broen ved Tingbjerg. Den forbandt oprindeligt Husum med Mørkhøj. Formentlig er det ikke den oprindelige bro fra 1890. Men det er tingbjergboerne sikkert også ligeglade med i dag. På dele af denne strækning er man begyndt at fælde bevoksningen på volden, så man kan ane konturerne af den.

Afsatserne på volden kunne godt fortolkes som stier at patruljere på. Men de havde også den funktion at forhindre jord fra toppen af volden i at falde ned i voldgraven og fylde den op i tilfælde af bombardement. Jo, de havde tænkt på alt, de gamle krigskarle. Måske har en og anden tænkt at det var synd at man aldrig fik det hele afprøvet. Men det gjorde man altså ikke. Ikke engang i Frankrig i 1940, hvor tyskerne var så uforskammede at gå uden om en fransk pendant, Maginotlinjen. Tag den, Vestvold!

Gladsaxe Fort via Den Navnløse Sti

Jeg forestiller mig at for mange årtier siden stod der nogle (sikkert mænd) og udtænkte en plan: Der skulle anlægges en sti fra midt på Novembervej til Gladsaxe Fort. Jeg kan ikke lige se årsagen, men der er sikkert en. "Javel", er der så en der har sagt, lagt en lineal på kortet, og trukket en streg, "Sådan!" Om det lige er sådan det er gået til, det ved jeg ikke. Men i dag finder man stadig denne snorlige mere end 3 km lange sti. Den er svær at finde. Den gemmer sig bag buske, hegn, parkeringspladser.

Augustvej. Jeg kan ikke lige huske om alle årets 12 måneder er repræsenteret. Slå selv efter på et kort over Gladsaxe.

Den skærer sig igennem parcelhuskvarteret med månedsnavne i Gladsaxe, gennem det enorme Mørkhøj Industrikvarter og så igen gennem et parcelhuskvarter hvor kun vejnavne som Kanonvej og Nordfrontsvej adviserer om at nu er du altså snart ved Gladsaxe Fort.

Et ganske kort stykke af stien er belagt med knækfliser, langs dette ganske hyggeligt udseende rækkehusbyggeri. Bagved er en legeplads.

Før du når så langt som selve fortet, dukker der en gård op midt i det hele, Grønnegård. En gård som sikkert rummer mange lokale minder, fordi den åbenbart i årtier har fungeret som rideskole.

Grønnegården - hvis du søger på Google - er ensbetydende med rideskole. Men statelig ser den ud, som den dukker op der bag træerne. Nu er dens jorde mere udlagt til ringveje, industri og .... græsplæner.

Bedst som motorvejslarmen fra Hillerødmotorvejen og Motorring 3 nærmest er infernalsk, dukker det så op, Gladsaxe Fort. Fortet skulle beskytte vores hus (hvis det altså havde ligget der dengang) fra Tysken. I dag ville tyskerne nok bare have taget motorvejen, og måske ikke engang lægge mærke til at der lå et fort nede i lavningen.

Her dukker Gladsaxe Fort så op i det tågede vejr. Desværre eller heldigvis er der ikke lyd på billeder. Men motorvejslarmen er ganske forfærdelig.

Måske bør jeg lige nævne, at terrænet stiger jævnt hele vejen. Og falder tilsvarende når du går den anden vej. Alt i alt en pæn morgentur på mindst 6 kilometer, som er nok i dette regntunge vejr.

Hvissinge - Vissinge - HB9

Ribe anses for at være Danmarks ældste by, men Hvissinge som landsby(sted) er ældre. Hvis Hans-Henrik Rasmussens hæfte om Hvissinge står til troende. Hvissinge, Hvessinge eller Vissinge har været landsby i mere end 1.700 år. Der er fundet rester af gårde, udhuse, brønde, stiger mm. tilbage til jernalderen (375-775) i området mellem Sortevej, Birkeskoven og Fraligsvej. Her dyrkede beboerne bl.a. rug, byg, hør og hamp. Den erstattede formentlig en nedbrændt, nærliggende bebyggelse, som eksisterede i omkring 300 år. Tæller den med, er vi tilbage til da tre vise mænd besøgte Brian og hans mor i en lade i Betlehem.

Hvissingegård ligger tæt på gadekæret. Bag stuehuset er der 3 store længer, og den fremstår i det hele taget som en meget stor gård. Nu er der børneinstitution her. Se legehuset i haven.

Landsbyen flyttede rundt i området. På skrift hører vi først om den under Christian 5 i 1680'erne. Her blev optalt 8 gårde og 12 holdshuse. Ikke meget, men mere end Glostrup Landsby, hvorfor rytterskolen holdt til her 1722-1912, hvor den brændte. I 1787 var der 156 indbyggere. Indtil et stykke op i det 19. århundrede gik gårdene i arv mellem gårdmandsslægterne.

Også Leragergårds stuehus ser imponerende og velbevaret ud. Længerne er til gengæld ikke så store. Nu huser den amatørteateret og yoga.

Det ældste vi kan se i dag, er gårde der er lidt over 100 år gamle: Leragergård, Hvissingegård (midten af 1800-tallet), Enceintegård (kan ikke være ældre end 1886, da den formentlig er opkaldt efter Vestenceinten, som Vestvolden hed dengang - og Husumenceinten) og Vældegård (stuehuset opført 1926 efter brand).

Af Enceintegård er kun dette stuehus bevaret, og det er privatbolig. Uden at vide det går jeg ud fra at det lidt underlige navn stammer fra Vestenceinten, som Vestvolden dengang hed på denne strækning. Navnet kan anes midt på facaden.

 Lidt afsides fra gadekæret ligger Engbrydegård, Parcelgården (omtalt ved en tidligere tur til Vestskoven) og Kroghslyst (opført slutningen af 1700-tallet, Roskildevej 526. Købt af Københavns Kommune kort efter 1919, forpagtet). Desuden er der nogle få ældre huse omkring gadekæret, der ikke er så stort som det var engang.

Af de gamle gårde forekommer det mig at Engbrydegård stikker mest ud fra sine nuværende omgivelser. Den ligger i "Pipkvarteret", det folkelige ord for det parcelhusområde hvis veje har fuglenavne. Der står en gammel pumpe på gårdspladsen, nogle mælkejunger langs huset formentlig for at markere husenes forne funktioner.

Fra 1900 udviklede Glostrup sig lidt lige som Brønshøj. Men så var det slut med de hvasse hvissinger. Ifølge "Større danske landbrug" (1933) overvejede Hvissingegårds bestyrer (ejeren handelsgartner) at overgå fra 10 marks drift til frugttræer og gartneriprodukter. Som en langvarig flodbølge skyllede parcelhuse mod nord over markerne og efterlod de oven nævnte gårde som små øer midt i småhuskvarterne. Hvissinge landsby holdt stand til 1980'erne. I dag fremstår området Hvissinge som et parcelhuskvarter med enkelte etagebyggerier.

Nogen egentlig landsbystemning er der ikke omkring gadekæret. Det kunne nærmest være en hvilken som helst park med en lille dam. Der er dog enkelte undtagelser som dette lille hus.

Historien fra Mørkhøj gentager sig: Gårdene nedlægges, gartnerier kører et par årtier før udstykningen til parcelhuse former området til det vi kan se i dag. Ingen af gartnerierne er bevaret andet end i fotoer. Hvor tidligere tiders gårdmænd, gårdkarle og kvinder arbejdede, kan nutidens mennesker dyrke yoga, amatørteater, spise, få passet børn eller bare bo.

Her er et andet af de mindre huse omkring gadekæret.

I snart 50 år (siden 1963) har De Danske Pelsauktioner holdt til i Hvissinge trods protester fra dyreværnsforeninger. Den ligger ca. halvvejs ad Degnestien, der kun er for cykler og fodgængere. En egentlig plan kom i 1976: Hvissingeplanen.

Dette område er Hvissingetorv. Jo, der er en Spar, den obligatoriske kebab-take-away og vist nok også andre torvefunktioner. Men ellers er det præget af institutioner og boliger. På denne fredag er der ikke just torvestemning.

I 1990'erne blev området genstand for den nye trend: Byøkologi. 200 boliger blev opført i Hvissinge Vest syd for Vestskoven. Mellem Nordre Ringvej og Oxbjergvej. Så sent som i dette årti har de sidste større ubebyggede lommer måttet overgive sig.

Tæt på Vestskoven har nogle arkitekter fået lov til at slå fantasien løs. Hvad ligner det? Det vilde vesten? Det lille hus på prærien? Området er ikke helt uden charme, i den forstand at det rent arkitektonisk skiller sig ud fra resten af Hvissinge. Foto taget i retning mod det såkaldte Aktivitetsfelt mod område 1A. Husene kaldes Skovhuse.

I Glostrups kommuneplan 2003-2015 er Hvissinge Landsby omtalt som Område HB9. Leragergård er smidt ud af HB9 og tilhører HO9. Dog bedre end tre andre gamle Hvissinge-gårde som slet ikke er med i plantillægget. Sådan kan det gå. Hvad der vidner om Hvissinge landsby er hegn, træer og enkelte bygninger. Og det er kun tilladt at bygge i en etage. 

For alsidighedens skyld også lidt for bilisterne: Motorring 3 og dets møde med Jyllingevej. I horisonten til venstre Vestforbrænding og lidt til højre for midten Herlev Hospital. Til lykke med de fine faciliteter. Det tager 2 minutter at nå den afkørsel, som 4 kilomenter længere mod nord fører ned til Frederikssundvej. Tænk, jeg foretrækker at bruge de 40 minutter det tager til fods langs volden!

Bog: Hans-Henrik Rasmussen: Hvissinge – fra jernalder til nutid (2002).
Bog: J. J. Hansen: Større danske landbrug. Bd. 1. 1933.
Glostrup Lokalhistoriske Arkiv: Nyt fra arkivet. Søg på Google.
Nyt fra Arkivet, 42/2006 om Hvissinge Øst, s. 5-12.
Nyt fra Arkivet, 38/2005 om Hvissingestien, s. 12-18.
Eksempel på slægtsside fra området.
Kommuneplan for Hvissinge Landsby. 2003-2015.
Passivhus familiebolig.