Turen går til Valby

Fra to små landsbyer til store industrivirksomheder, arbejderboliger og rigmandskvarterer: Valbys bygningshistorie kronologisk

Mosedalsvej viser et lille udpluk af Valbys arkitektur: I forgrunden lave landsby-/købstadsagtige huse, i baggrunden etagebyggeri.

For mindre end 200 år siden var Valby den første landsby man stødte på når man bevægede sig udenfor Stadens volde mod Roskilde, bortset fra perioden 1776 hvor den nuværende Roskildevej blev anlagt og indtil 1847 hvor jernbanen kom til at køre igennem.

Bjerregård på Bjerregårdsvej havde marker til alle siden. Det er på dens udstykkede jorder det første villakvarter i Valby blev opført. Nu er den blevet opslugt af storbyen og ligger midt i et af de mest mundæne områder i Valby, Carlsbergkvarteret.

Landsbysamfundene Valby og Vigerslev

Af landsbyen Valby er der ikke meget tilbage, knap nok vejføringen: Rytterskolen (1721), Valby Langgade 55 (1847) og på Valby Langgade stuehuset (1880) til den gård, der blev nedlagt til fordel for det nye industriområde nord for Valby Station. Men fra Valby Langgade kom man dog forbi en af de senere udstykkede gårde, nemlig Bjerregård. Også stuehuset til Lykkens Minde findes stadig. Da de nu er totalt opslugt af villakvarterer, er det næsten umuligt at forestille sig hvordan en rejsende ville have set Valby for 130 år siden.

Vigerslevstræde 19 er fra 1827 og altså mange år før urbaniseringen startede. Vigerslevstræde indeholder andre huse som giver et indtryk af hvordan der så ud i landsbyerne Valby og Vigerslev. Den var dengang omgivet af marker. Men det er også det tætteste man kommer på den tid.

Man kan også i Vigerslev finde enkelte ældre bevarede hus fra omkring 1830. Men der er intet tilbage af landsbyens gårde. Landsbyens gadekær lå på hjørnet af  Langagervej og Vigerslevvej, kroen hvor Lykkebo Skole ligger nu. Kun Vigerslevstræde har bevaret en landlig karakter med enkelte huse fra landsbytiden.

Palæer og småboliger

Allerede inden forstaden Valby blev indlemmet i København i 1901, havde der været gang i urbaniseringen i form af fabrikker, villaer og arbejderboliger til disse. Starten på urbaniseringen af Valby startede i Carlsbergkvarteret, et villakvarter opført i periode 1870-1930 med tryk på århundredskiftet. De blev opført på udstykningen af gårdene Bjerregård og Lykkens Minde. Mange blev tegnet af kendte arkitekter som Ulrik Plesner, Fritz Koch, P. Holsoe og Thomas Havning. Og Jesuskirken (1891) blev opført med Vilhelm Dahlerup som arkitekt.

Carlsbergkvarteret er domineret af kæmpekasser som denne. Her finder man også det gamle hovedkvarter for Metronome, en bygning flyttet fra Nordhavnen på Østerbro og meget andet. 

Mens brygger Jacobsen stod bag Carlsbergkvarteret, var den lokale tømrermester Hans Pedersen i gang med at opføre nogle byggeforeningslignende bebyggelser på Toftebakkevej (1886-87) og Valhøjvej (1894). Et af husene med rundbueudsmykket hovedgesims samt indfatning omkring vinduer og døre fortæller hvor flittig han var, det var hans hus nr. 100. Men han stoppede ikke der. Han byggede omkring 50 flere. Tidens tand har dog været hård ved hans huse som ofte er blevet renoveret til ukendelighed. Han var især aktiv 1880-1900, og hans stil var anonym og nøgternt. Husene har blanke mure med mønstermurværk.

Valhøjvej 6 (1893). Nabohuset (nr. 4) var Pedersens hus nr 100, og har en indskrift over døren: "Her Nr. 100 staaer som et minde, om flittig og stræbsom mand og kvinde, Thi uden støtte og klogskab i hjemmet. Bliver mandens virksomhed aldrig fremmet"

Fabrikker og boliger blev opført simultant i de to første årtier af 1900-tallet for at arbejderne havde kort til arbejde. Og det bedste af byggeriet i en solid og god kvalitet fx byggeforeningshuse er bevaret. Nogle af disse og især langs Valby Langgade og Søndre Fasanvej blev nedrevet igen i 1960'erne og 1970'erne, men ellers står de seneste 100-130 års bebyggelser der stadig og fortæller historie

Tidlig industrialisering

Man var allerede siden Carlsberg vant til store industrier i området. Og fra 1898 kom der adskillige store virksomheder til bydelen: Først syd for stationen med Valby Maskinfabrik og Jernstøberi NS der møvede sig ind på et kæmpeareal af Lyshøjgårds jorder. Da de blev opført, lå de ganske isoleret ved Gammel Køge Landevej. Meget er revet ned, men nogle af de store produktionshaller står endnu og er nogle af de ældste. Bl.a. en lang hal som er en bindingsværkslignende jernkonstruktion med store vinduespartier og udfyldningsmurværk i røde teglsten samt et krumt tag.

"Valby Maskinfabrik" er navnet på det bolig- og erhvervskvarter som F. L. Smith-grunden i disse år er ved at blive forvandlet til.

Dernæst gik det løs nord for stationen med Bomuldsspinderiet (De Danske Bomuldsspinderier) i 1906-07 med Alfred Thomsen som arkitekt. Da produktionen ophørte i 1960'erne, blev bygningerne indrettet til et antal mindre virksomheder, og nu er det butiksentret "Spinderiet". I 1916 sluttede Porcelænsfabrikken (senere en del af Bing & Grøndahl og endnu senere Den Kongelige Porcelainsfabrik, der nu hedder Royal Copenhagen) sig til. Fabrikken lukkede i slutningen af 1980érne. Den producerede ikke fint service, men det lige så nyttige teknisk porcelæn til isolation der kunne modstå 2 Millioner Volt. Nu bor Valby Skole på fabrikken.

Engang blev der afprøvet spænding her da der var Porcelænsfrabrikken. Nu kan man kun håbe at eleverne på Valby Skole har en lige så spændende dagligdag

Nogle valbyere vil måske også mene at i 1908 blev byen verdens navle for filmindustrien med Nordisk Film (grundlagt i 1906 af biografejer Ole Olsen). De lukkede atelierer kom til 1908-1914.  Først overvejende i glas af hensyn til lys. Men fra 1920 afløste projektører solen. Noget blev bombet i 1944. men delvis genopbygget og nyt opført.

Byggeforeningshuse: Boliger til arbejdere

Boligerne i samme periode havde som nævnt til formål at huse arbejderne så de ikke havde så langt til arbejde. Og det var især byggeforeningshuse. Arkitekten Julius Bagger tegnede for "Valby og Omegns Byggeforening" 1898-1904 100 næsten ens huse som var lejeboliger for arbejdere fra Carlsberg, "Den Røde By". Der er nu ikke specielt mange røde huse i kvarteret, men lige så mange hvide, pudsede og andre farver. Samtidig tegnede arkitekten Chr. Mandrup-Poulsen nogle byggeforeningshuse for Valby Arbejderes Byggeforening, "Den Hvide By". Den lever til gengæld op til navnet, alle husene er hvidpudsede

Kløverbladsgade. Byggeriet minder utrolig meget om Det Hvide By, men det er altså to forskellige arkitekter som har tegnet dem. 

Der var god gang i byggeforeningshusene. De 25 dobbelthuse i Byggeforeningen Selveje er fra 1903-1905 og tegnet af arkitekt Chr. Mandrup-Poulsen. Også langs Trekronergade og Kløverbladsgade blev der omkring århundredskiftet opført byggeforeningshuse, nemlig "Kløverbladet" tegnet af arkitekt Ejner Blytmann og "Venners Hjem" tegnet af arkitekt Axel E. Petersen. Alt sammen dobbelthuse. Førstnævnte minder ret meget om "Den Hvide By".

Dobbelthus på Selvejeveej. Husene er ikke alle som dette. Mange er pudsede og malet i forskellige farver. Men størrelse og udformning er nogenlunde ens.

Byggeforeningerne skaffede gode og billige boliger: rækkehuse, dobbelthuse og fritliggende huse til arbejderklassen. Modsat tømrermesteren hyrede de arkitekter. Byggeforeningerne fik imidlertid snart konkurrence fra Københavns Kommune. Ved Vigerslev Alle og Høffdingsvej opførte den i 1908 en etageboligbebyggelse til arbejderne på Valby Gasværk, tegnet af stadsarkitekt H. Wright. Det siges at være den første kommunale etageboligbebyggelse i København.

Gasværksarbejderboliger. Bagtil er der et område med små haver.

Som det fremgår af fotoerne var der ikke nogen bestemt fremherskende stil, måske lidt i retning af nationalromantismen. Og sådan kom til det at gå også i de kommende årtier.

Mere industrialisering: Carl Jakobsensvej

Kort tid efter 1909 blev Carl Jakobsensvej anlagt som erhvervskvarter. Her kan man især på sydsiden af vejen finde så markante bygninger som "Sukkertoppen", Københavns Sukkerraffinaderi (1913-1914 af arkitekt Arthur Willmaack) og Trifoleum Frø (opført 1918- 19, tegnet af arkitekterne Ole Falkentorp og F. Freese). Bygningerne blev i 1965 overtaget af Henkel. hvis egen bygning fra 1928 havde Schmidt-Andersen, O. H. Nicolaisen og H. Kruse som arkitekter. Den huser nu Søfartsstyrelsen.

Henkels fabrik på Carl Jacobsensvej.

Den nordlige side af vejen har en række funktionalistiske bygninger fra 1920'erne og 1930erne.

Fra byggeforeningshuse til etagebyggeri

Byggeforeningen Lyset er opført i 1912-14. Den er tegnet af arkitekt Heinrich Hansen for statsansatte og kommunalt ansatte funktionærer fra de små, mørke lejligheder i brokvartererne. Prisen skulle stå i forhold til husstandsindtægten og være sunde boliger. Derfor  er alle veje opkaldt efter fremskridtsvenlige læger. der virkede i 1800-tallet: Castberg, Steenberg, Eschricht, Carl Lange, Mansa, Panum og Stein. Husene var oprindelig kalket røde og gule efter Københavns Kommunes anvisning.

Dobbelthus på Mansasvej, "Valby Vænge". Ikke alle er i rå mursten som dette hus, murstenene kunne ikke renses ordentligt op, og blev pudset.

"Lyset" ligger øst for Mansasvej, og vestfor denne vej blev Byggeforeningen Valby Vænge opført 1917-18. Den består af 30 dobbelthuse. Et kuriosum er at den er opført af røde sten fra nedrivningen af Københavns første hovedbanegård ved Paladsteateret. Enkelte huse har dog valgt at blive pudset. Murstenene så ikke altid lige pæne ud. Genanvendelse af mursten var ikke ualmindelig. Efter 2. verdenskrig blev fx nogle af villaerne ved dobbelthusene langs Kagsbro i Husum opført på samme måde. Nord for ligger etagebyggeriet på Carl Langesvej fra 1917. Det består af 13 boligblokke for arbejdere. Hver blok har 8 lejligheder. Arkitekt Chr. Mandrup-Poulsen.

Carl Langesvej. Den klassistiske stil skyldes the grand old man for arbejderboliger, Chr. Mandrup-Poulsen. Han tegnede også bydelen Frederiksholm.

Fra 1912 kom der for alvor at komme gang i etagebyggeriet. Karrebebyggelsen øst for Toftegårds Plads syd for Vigerslev Alle er Valbys største sammenhængende etageboligkvarter. Det er opført i perioden 1912-42 og derfor er der meget stor forskel i byggestilen. Fælles er de store, lukkede karreer  i 5 etager i røde sten og med røde tegltage.

En af de ældste karreer "Valgård" er ligesom karreerne ved Rasmus Rasks Vej de ældste karrebebyggelser. De er opført 1912-18 i nationalromantisk stil. 

"Valgård" syd for Vigerslev Alle er en af de ældste hvilket også kan ses på arkitekturen. "Vestergården" mellem Molbechs Vej og Kjeldsgardsvej er fra 1931 (arkitekterne A. Willmaack og V. Hvalsøe). "Kjeldsbogaard" har dog en grøn plads synlig fra vejen. Vest for Toftegårds Plads ligger på nordsiden af Vigerslev Alle karreerne omkring Lyshøj Alle fra 1911-42. "Kjøgegården" på hjørnet af Toftegårds Alle og Vigerslev Alle var den første (Rolf Schroeder og F. Wagner). Andre karreer er tegnet af arkitekterne A. Wittmaack og V. Hvalsøe, F. Wagner (1921-26) og Thorvald Dreyer (1934-38). Stilen bliver mere og mere funktionalistisk jo nyere de er. Og butikkerne i bebyggelsens stueetager er for længst lukket.

"Storgården": Vilhelm Thomsensvej, en af de ældre karreer som er opført i nyklassicistisk stil. Bebyggelsens to andre typer er enkle og mere funktionalistiske.

Etagebyggeriet fortsatte mod Vigerslev station på Storgårdens jorde 1921-1940. Igen med Københavns Kommune som bygherre, denne gang tegnet af arkitekt Henning Hansen. De ældste bygninger ved Vilhelm Thomsens Alle er stadig præget af nyklassicismen. Mens de senere opførte er mere præget af funktionalismen.

Blandede bolsjer

I 1930'erne opstod ideen om at efterlige engelske Garden Cities, altså forstadskvarterer, og det resulterede i Vigerslev Haveforstad, 1930-32. Den blev anlagt på Harrestrupgård og Hansstedgårds jorder. Skolen er dog fra senere (1954-59, stadsarkitekt F. C. Lund). Randbebyggelsen mod Valby Langgade er dog etageshuse.

Nakskovvej. Et diset billede som typisk viser en del af det enorme villakvarter.

Fra samme periode (1938-1939) stammer også "Hønsehusene" (arkitekt Ivar Bentsen, Ole Buhl og T. Miland Petersen). Det er et af de første eksempler i Københavns Kommune som blev opført efter lov om "Støtte til boligbyggeri for børnerige familier".

Hønsehusene. Modellen har tydeligvis sat sit præg på andre senere byggerier i fx Herlev.

Noget helt specielt er de 72 husvildebarakker (stadsarkitekt F. Lund) fra 1947. Det er svenskrøde træhuse med sadeltage med tagpap, fremstillet i Sverige. De første indflyttere var tyske fIygtninge fra Kløvermarkslejren. Da de var rejst hjem, blev husene genanvendt til husvilde. Lignende byggerier fandtes også Lykkebovej og ved Ellebjergvej. Da tanken var at barakkerne skulle være midlertidige, var der kun få fællesfaciliteter. De er dog senere blevet istandsat, isoleret m.v.

Pilestykket. Husvildebarakker. Boligerne bærer stadig præg af det som de blev beregnet til: At huse tyske flygtninge efter 2. verdenskrig

Gå selv på jagt

Denne gennemgang har kun medtaget en meget lille del af hvad der måske retfærdigvis burde nævnes. Og der er meget mere at kigge på. Her blot en hurtig opremsning:

• Ålholmkvarteret (1922-32) hvor man både kan se Bedre Byggeskik, nyklassicisme og funktionalisme (arkitekter som Frederik Wagner, Thorkild Henningsen og Anders P. Kirkerup). 
• Store Vigerslevgård 1947-49 som blev opført på på Vigerslevgårds jorder. Vigerslevgård var en af Vigerslevs gamle gårde. 
• Folehaven 1952-61 tegnet af arkitekterne Houmøller Klemmensen og Svend Fournais. er opført af Fagforeningernes Boligforening.
• Håndværkerbyen 1953- er tidligere nævnt i et indslag på denne blog. Det var her de udsanerede baggårdsvirksomheder fra brokvartererne rykkede ud fra 1953. Bebyggelsen. blev tegnet af arkitekt Ole Vinter, i 1957 udvidet med Valby Værkstedsby I og i 1961 med Valby Værkstedsby II.

Du kan også prøve på min Instagramprofil, Politivennen.  Der ligger en del fotoer fra Valby.

Ruten

Man skal selvfølgelig ikke gå ruten kronologisk, for så kommer man til at krydse sin vej mange gange. Jeg vil i stedet henvise til oversigtskortet i Bydelsatlas Valby. 1994

Bidstrup Skovene Nord

Efterårsferie er ideel til skovture. Jeg har oplevet skovens forvandling i mere end 6 årtier, men de betager stadig. Især i solskin

Farimagsvej i Heide Overdrev (statsskov), lidt nordøst for Avnstrup

Som jeg har nævnt tidligere, anser jeg Bidstrupskovene for det bedste bud når københavnere skal til et større skovområde der ikke er plaget af motorveje eller jernbaner. Dette er tredje gang jeg besøger skovene. Denne gang for at se nogle områder jeg ikke havde gået i før. Men så store er skovene altså heller ikke. Man kommer til at gense steder fra før. Hvilket ikke er ment som et problem.

Det klassiske vy fra Hastrupvejmod øst, lige efter man er kommet ud af Storskoven (statsskov). Markerne ligger nu sortladne hen efter maskinernes hærgen. 

Særløse Overdrev

Målet for dagens vandring var den nordøstlige del af skovene, samt et del af den centrale del. Jeg havde glemt at der var efterårsferie, og en skole havde åbenbart fået den for dem glimrende ide at sende samtlige klasser på gå- og løbetur i den del af Storskoven, som jeg skulle igennem. Vel ude af Storskoven havde jeg dog skoven stort set for mig selv hele resten af vejen, på nær et par andre vandrere. 

Særløse Bæk, i den sydlige del af Særløse Overdrev (privatskov). Ådalen er er flot dallandskab, hvor bækken malerisk snor sig gennem bakkerne. Et lignende foto i helt afløvet tilstand kan ses i et tidligere indslag.

Det var et glædeligt gensyn med den sydlige del af Særløse Overdrev, hvis navn er misvisende. Det er ikke noget overdrev, men en privatejet skov. Den nordlige del er præget af (spejder)hytter, men der er dog også en offentlig plads med sheltere, hytte - og et veludstyret lokum til de værdigt trængende. Her får at "træde af naturens vegne" en ny dimension. Den sydlige del af skoven går igennem det meget flotte område hvor Særløse Bæk krydser vejen.

Kunstig dysse ved Langdyssevej i Orup Skov (statsejet). Bag dyssen er en dyb dal hvor man kan skimte trætoppene mod Ebberup Skov (privatejet)

Orup Skov

Det første nye mål var Orup Skov. Den nordlige del er en ganske fin skovvej uden de store dikkedarer. Det kunne være i næsten en hvilken som helst god skov. Den sydligste del langs Langdyssevej er den flotteste. Her er terrænet mere kuperet, med en bæk og slyngninger på vejen.

Langs den sydligste del af Langdyssevej løber denne bæk. Man skal nu godt ned i krattet for at få øje på den.

Dette terræn fortsætter også på Farimagsvejen. I gamle dage var man sikkert nødt til at "fare i mag", for terrænet er ret kuperet og vejen slynger sig langs bakker og dale. Mod øst er der stengærder langs den nordlige del af stien som ser ud til at fortsætte langs skovbrynet. De er nu ret overgroede og gennemvokset af store træer.

Helvigstrup Skov (privatejet) i krydset mellem Helvigstrupvej-Avnserupvej og Skrædderhusvej

Helvigstrup Skov

Denne gang ilede jeg forbi Avnstrup og Nordre Sanatorievej. Den strækning har jeg gennemtravet flere gange efterhånden. Nord-sydetapen gennem privatskoven Helvigstrup Skov er ikke beskrevet i folderen, men den kan absolut anbefales, og ikke noget under har Skjoldungestien valgt netop at gå gennem her. Ikke alene er der flot skov, der er også den skovstemning som man ikke finder mange steder: Der er på en vindstille dag som denne ro. Der er midt i skoven ved vejkydset en shelterplads.

Grusgraven ved Skovvej mellem skovene og Hvalsø.

Forventningsfuld passerede jeg Valborup, denne gang ad Hastrupvej for at lede efter mindepladen for nedkastningerne under 2. verdenskrig. Men det lykkedes heller ikke denne gang at finde det. Resten af turen langs skovvej var - skovtur!

Ruten

Hvalsø Station. P. Olsensvej. Østrevej. Hastrupvej. Særløse Overdrev (Skjoldungestien). Wernersmindevej. Orup Skov. Farimagsvej. Avnstrup. Nordre Sanatorievej. Avnserupvej. Helvigstrupvej. Skovvej. Hvalsø Station. I alt ca. 20 km.

Vallø Gods

Flot efterårsvejr til dagens tur i fredet herregårdslandskab og lang kysten ved Køge Bugt

Dagens store overraskelse, kysten ved Strøby Egede, og den blev bare bedre og bedre jo længere man kom nordpå mod Køge.

Herregårdslandet består af fredningerne omkring Vallø Slot mellem Køge og Valløby, og kystvandringen af strækningen mellem Strøby Egede og Køge. Især kyststrækningen nord for Strøby Egede viste sin flotte side på denne blæsende, men solrige efterårsdag. Og gennem to kommuner, Køge og Stevns.

Knapmagervej lige når man kommer ud af Billeborg Indelukke og kigger mod nord. Et typisk vy fra denne del af herregårdslandskabet. 

Vallø Gods fredninger

Herregårdslandskaber er ikke nogen entydig fornøjelse at vandre rundt i. Og da slet ikke en dag i oktober. For de sortladne, næsten uendeligt store kulturstepper giver et monotont og livløst skue mens man går langs dem også selv om fx Valløvej er en lindealle. Men vejtræerne står så underligt klemt på en ca. to meter strimmel mellem asfalten og pløjmarkerne. Heldigvis er der dog en del skovområder som man kan gå forbi, og skovene i fejler i dette tilfælde ikke noget. Fra nord er det Strandskov, Billesborg Indelukke med fyr, gran, bøg og eg, Dyrehaven, Pramskov med børnehaven Fikintehuset, Purlunden nord for slotsparken. Undervejs kommer man forbi en del huse, Duehuset, Indelukkehus og Billesborgskolen (Køge Friskole). Eleverne fra sidstnævnte satte sit præg på turn gennem dette område, men dog ikke som bybørn ofte gør: råbende så man kan høre dem i flere kilometers afstand. Skoleeleverne her har åbenbart lært at man ikke behøver at skrige trommehinderne ind for at gøre sig forståelige i skoven.

Valløvej er for så vidt (eller kunne i hvert fald være det) en flot lindealle, hvis bare der dog have været bare lidt mere end den ca 2 meter brede strimmel mellem de sortladne kulturstepper og asfalten. Alleen er fortrinsvis til bilister eller cyklister der skal skynde sig fra sted til sted.

Mellem Indelukket og Pramskoven kommer man så ud i den ørkesløse kultursteppe som er så karakteristisk for herregårdslandskaber. Herregårdene stammer fra den tid da det danske samfund var gennemsyret af vold eller trusler om vold. Og det gjaldt fra kongen ned gennem hierarkiet til bondesamfundet som  selv var opdelt i rige og fattige gårdejere, jordløse husmænd, karle, piger, tjenestefolk og subsistensløse. Og i herregårdslandskabet var godsejeren herskeren.

Hvor skulle man skjule sig? Selv her flere kilometer fra Vallø Slot rager de to tårne i vejret. Og for det jævne folk må det have været en stadig påmindelse om hvem der bestemte. Det store sortladne kultursteppeområde er ganske almindeligt i denne del af fredningen. Her taget fra Nyhavevej syd for Vallø Slot. I Tolkiens "Ringenes Herre" hører elverne til de gode. Det gjorde de stevnske elver ikke i "Elverhøj" som citeret ovenfor. Men det er sikkert helt uden forbindelse med hinanden. 

De to tårne på Vallø kan ses fra næsten alle steder på godset. De rager op, næsten som de to tårne i Tolkiens "Ringenes Herre", hvor det ikke er vanskeligt at forestille sig at bønderne må have følt det som Saurons øje der søgende som et fyrtårn strejfede rundt i landskabet for at holde øje med at de formastelige bønder nu også bestilte noget så godsejeren kunne få til sit underhold i sus og dus på slottet.

Vallø Slot set fra slotsparken. Mankan lige ane voldgraven og bagindgandens bro helt yderst til højre. En af de bedste vinkler at se slottet fra. Der er åbent i slotsparken og der er udmærkede toiletforhold.

Vallø Slot

Slottet selv ligger høj, mørk og uindtagelig på en ø omgivet af en voldgrav. Allerede omkring år 1300 lå her en befæstet borg omgivet af voldgrave. Der er kun adgang over to broer som hurtigt kunne trækkes op i forsvar for at forsvare godsejeren. Måske mod indtrængende udenlandske fjender, men nok mere mod opsætsige bønder der var trætte af at være underlagt alskens tvangsarbejde og skatter. Foran hovedporten ligger der en hel lille landsby fra 1700-tallet, bl.a. en slotskro som stadig fungerer og serverer mad, stiftskontor, betjentbolig, præstegård og lægebolig. Syd- og vestfløjene på slottet har rødder tilbage til 1586. Det er dem med tårnene. Nord- og østfløjene er opført ca 150 år senere, bl.a. barokbygningen “Det Hvide Stift”. Hele balladen brændte i 1893. Men heldigvis overlevede murene modstod og derfor kunne man genopføre slottets ydre.

Slottet set fra den anden side, i forgrunden Kuskehuset. Fotoet er taget fra den lille landsbylignende bebyggelse syd for selve slottet.

Der er ikke offentlig adgang til slottet bortset fra Slotsgården i tidsrummet mellem klokken 10 og 18. Men det er der til den imponerende Slotsparken fra 1700-tallet. Den er oprindelig anlagt efter model af fransk barokhave, men moden skiftede senere til engelsk stil og det er den man kan se i dag, inklusiv lindehøj, lysthuse og søjler med kapitæler.

Stiftskontoret og vejen op til hovedindgangen til slottet. Rundt om hjørnet til højre ligger slotskroen.

Slottet har i en periode været brugt af konger og dronninger, Frederik IVs dronning til venstre hånd Anne Sophie Rewentlow og, Christian VIs dronning Sophie Magdalene.

Endnu et sidste kik over de store sletter nord for Gårdrækken på vej til Valløby.

Valløby, Tryggevælde Å og Strøby Egede

Hvis man bliver lidt træt af at gå langs de sortladne pløjmarker (det gjorde jeg) kan stærkt anbefales at tage en tur langs kysten. Nord for Valløby slipper man ikke for at gå et par kilometer ad Køgevej. Ret hurtigt kommer man dog i kontakt med Tryggevælde Å som er et flot syn. Og kigger man godt efter en rød bro, kan man dreje mod øst over Tryggevælde Å. Som mere har form af en flod end en Å. Jeg blev i hvert fald ret imponeret over dens størrelse.

Tryggevælde Å langs Køgevej. Nogenlunde på dette sted er der en bro som forbinder Strøby Egede med Køgevej. I skuespillet Elverhøj siger Christian IV: "Vel er jeg ikke Cæsar, og disse bølger ikke Rubicon; men dog jeg siger: jacta est alea. Terningerne ere kastede." Elverhøj blev som bekendt skrevet i anledning af den senere Frederik VII’s giftermål med sin kusine, Frederik VI’s datter Vilhelmine. Den gik som bekendt ikke i det lange løb, men Fru Heiberg erindrede at giftermålet trods alt kastede et skuespil af sig.

Kysten

Strøby Egede er modsat Valløby en ganske stor by med forretninger og havneliv. Jeg skal advare dårligt gående (det er ikke mig) om strækningen langs Strøby Egede. Den er nemlig svært passabel på grund af de mange beton- og kampestensbølgebrydere. Samt sliskerne til beboernes både. Mange af dem er lavtliggende jerndragere som det er svært at kravle over og umuligt at komme under. Og de ligger tæt, lige så tæt som bebyggelserne langs kysten. Der er ikke taget hensyn til gående langs kysten. Her vil jeg i stedet anbefale at man bider tænderne sammen og går langs de stærkt trafikkerede Stevnsvej og Strandvejen.

Det lave vand med de mange sandbanker er et yndet sted for flokke af havfugle. Her er det vist måger og terner.

Men er man først sluppet fri af byen, er der nord for en ca. 5 kilometer ganske fortryllende kyststrækning med et ganske enestående fugleliv denne efterårsdag. Kun to steder afbrydes turen af åer. Men det er nemt lige at gå op på vejen og krydse ad landevejen. Kysten er noget strabadserende at gå på, det er svært at finde en lige vej. Men oplevelserne er alle strabadser værd: Her får man alt hvad man kan ønske sig af et kystlandskab. Og der er rigeligt af det. I det lave buskads flakser skjulte fugle forskræmt op, på de lave banker er der store flokke af havfugle. Tang, sten, sand, et varieret planteliv (mind mig om at jeg skal have studeret hvad for nogen man kan spise). I det fjerne kan man ane siloerne i Køge, og nå ja, det er måske ikke lige det smukkeste syn.

Havnen langs Køge Å. I baggrunden broen ved Carlsensvej. Og Havnen skimtes bag denne. Det røde hus og husene til venstre for.

Hvor der på mit kort er afmærket en campingplads, er der ved at blive opført et nyt byggeri, "Søndre Havn" af Arkitektgruppen, Casa Nord/Kuben Byg. Det skal være færdigt i 2020. Samtidig er man ved at skabe et stort strandengsareal syd for.

Ruten

Køge Station. Knapmagervej. Valløvej. Vallø Slot. Gårdrækken. Valløby. Strøbe Egede. Kysten til Køge.