Værebro Å-dal, dag 4 & Damvad Å Classic

Afslutningen på udforskningen af Værebro Å og ådal i nærmest forårsagtigt vejr. Og en afstikker til Damvad Å

Det er lidt af et definitionsspørgsmål hvor Værebro Å starter. Strengt taget i Fedtmosen og Smørmosen.  Men der kender man den under navnet Tibberup Å helt til Søndersø. Der løber den så syd for søen og flyvepladsen under navnet Jonstrup Å gennem Jonstrup Vang. Det hele sumper til i Bringe Mose vest for flyvepladsen, og først ved Knardrup forløber åen under navnet Værebro Å helt ud til Roskilde Fjord.

Broen under Frederikssundsbanen, set fra Frederikssundsvej mod syd og mod udløbet i Roskilde Fjord. Solen stråler igennem og oplyser den lille tunnel. Et næsten magisk øjeblik.

Jeg har tidligere vandret gennem områderne øst for Knardrup. Så jeg har tilladt mig at udnævne denne 4 etape af Værebro Å-marcherne for den sidste. Altså strækningen mellem Frederikssundsvej og Knardrup. Strækningen er langt den mest vandrevenlige. Faktisk kan man vandre langs åen hele strækningen. Ikke de bedste stier, knoldet græs og muldvarpeskud en masse. Og man kan også se at der er store problemer med bjørneklo. De er ikke så synlige endnu. Men stokke står stadig i vandkanten og flere steder har man forsøgt at bekæmpe dem The Egedal kommune-way ved at overdække store områder med sort plastic. Åen er også mere reguleret end længere sydpå.

Som det ses er Værebro Å stærkt reguleret, og det hele vejen til Knardrup. Der er ingen snoninger, kun bløde kurver som på dette sted ca. 1 kilometer nord for Frederikssundsvej. Der er dog allerede her fuglefløjt og tegn på liv.

Langs åen kan man så at sige se ådalen i frøperspektiv. Bemærk at åen er så bred og dyb at man ikke bare sådan kan gå over på den anden side. Nord for Vindekilde er der en bro som er mere solid end sit udseende.

Lidt syd for hvor Damvad Å løber sammen med Værebro Å (bag fotografen) kan man krydse åen via denne bro. Den er mere solid end den umiddelbart syner. Den knager ikke engang og vipper kun ganske lidt. Der mangler dog et par planker.

Det kan også anbefales at se dalen i fugleperspektiv på den ca. 3 kilomenter lange tur langs Skovvangsvej-Sigersdalvej-Korshøjgårdvej. Især de to sidste veje er gode vandreveje. Her går man det meste af strækningen på et højdedrag og har storslåede udsigter til begge sider det meste af tiden. I godt vejr som i dag kan man tydeligt se de blå hangarer i Flyvestation Værløse.

Fra Sigerdalvej har man den vidunderligste udsigt ned mod ådalen. Her ved "albuen" kan man tydeligt se ådalen som løber tværs gennem billedet ca. 250 meter nede. Til venstre uden for billedet Vindekilde og i baggrunden Knardrup.

Damvad Å

I stedet for at følge en hele vejen til Smørmosen valgt jeg at vende om ved Knardrup og følge Damvad Å lidt nordpå. Damvad Å syner ved første øjekast ikke af så meget som Værebro Å. Man kan mageligt skridte over åen det meste af strækningen. Men Damvad Å er interessant derved at den i 2004 blev ført tilbage til sit oprindelige snoede forløb ud fra gamle herredskort.

Damvad Å er her ført tilbage til sit oprindelige snoede løb, og det gør omgivelserne så meget desto mere spændende for vandrere. Her en af de mere flade strækninger. Længere mod nord og tættere på Ganløse  forløber åen gennem stejlere løb. Uden dog at nå op på hvad man kan se fx ved Mølleåen eller Køge Å.

På det Kraks Kort jeg medbragte var disse snoninger ikke med, så det gjorde turen så meget længere. Det har været godt for ørrederne der gyder her, for villaejerne der nu undgik oversvømmelser, og for vandrefolket fordi åen snor sig i gennem et jævnt og pænt kuperet område med mange gode udsigter.

Lidt syd for Ganløse er en stejl bakke, som man ikke kan komme op på toppen af, da det er indhegnet til dyr der afgræsser området. Godt nok er der en klaplåge, men der advares om at det er på eget ansvar og at tyren er løs. Jeg tvivler dog på at den er det i dag. Men på den anden side løber jeg ikke risikoen. Jeg må lige først trinvis lære ikke at være bange for køer først. Til gengæld er der lavet en sti til ca. halvvejs oppe, hvor man har denne udsigt.

Skår i idyllen

Som vandrer er jeg glad for at kunne bevæge mig ud i den danske natur uden at blive forskrækket og få hjertebanken af truende skilte med advarsler om politianmeldelser. Jeg mener at jeg opfører mig pænt, ødelægger ikke noget og vil gerne vise behørig respekt selv for de lodsejerboliger som ligger adskillige hundrede meter, måske kilometer væk. Derfor er stor tak til de afmærkede stier hvor nogle lodsejere har givet tilladelse til at gå igennem. Jeg skal hilse og sige at vi nok skal passe på jeres ejendom!

Og nu vi er ved skår i idyllen, så kan man ikke undlade at nævne Sørup Losseplads. Hvis trussel mod åen er omtalt i en artikel fra 2012. En tikkende miljøbombe i Måløv?

Men en nærmere inspektion afslører ganske frastødende elementer i landskabet. Kemikaliefyldte og stinkende vædsker siver ud i området i retning mod Engagerrenden, der igen fører til Værebro Å. Rustne, hullede tønder med giftiggult ukendt indhold ligger frit tilgængelige, og det er nærliggende at tænke sig, at en del måske stammer fra den nærliggende Cheminova-(Lyfa-)grund samt fra Løvens Kemiske Fabrik, hvorfra man tidligere har haft mistanke om deponeringer.

Sørup Losseplads, (1957-1974) er anlagt i en tidligere grusgrav. Den indeholder ca. 1 million tons usorteret industri-, bygge- og husholdningsaffald. Og der er sket udvaskning af pesticider, kemikalier, tungmetaller, lægemiddelstoffer, fenoler og mange andre modbydelige sager. Cheminova lå her indtil 1957. Læs eventuelt artikel fra Ingeniøren 14. september 2012.

Når verden af i dag ikke er som den af i går

Og så til lidt opdatering af kontroverserne mellem lodsejere, Naturfredningsforeningen, kommunerne, og andre interessenter. Ingen tvivl om at lodsejerne føler deres interesser gået mere end nær. Fx anklager Aksel V. Jørgensen (Hundested) i Frederiksborg Amts Avis (11.02.2015) Egedal kommune for at være skyld i oversvømmelser pga dårlig eller intet vedligehold.

Når jorden ligger hen som sump over længere tid, bliver græsset blandet med alskens bittert ukrudt og udvasket med ringe foderværdi, faktisk ikke bedre end rughalm. Ligeledes bliver sommergræsningens foderværdi stærkt forringet og fyldt med giftige insekter og igler, der går i dyrenes lever og lunger, så der efterfølgende sker en opformering.

Han ser altså områderne som værende til for landmændenes skyld: De skal levere foder og er grobund for dyr og insekter som skader husdyrene.

Landbruget har gennem århundreder sat sig præg på Danmarks udseende. Åer er blevet reguleret, moser drænet og omdannet til græsningsarealer for dyr, marker eller små lunde og skove. Nu ser det ud til at trenden ruller en anden vej, og det sker ikke uden gnidninger mellem holdninger til hvordan det danske landskab skal se ud. Værebro Å og ådal er i høj grad blevet en brik i dette spil.

Heroverfor står Egedal Kommune mm. som opfatter oversvømmelser som et naturligt fænomen. Måske tænker de her på fortilfældet Skjern Å, der i mange år var bastet og bundet af landbruget, men som nu er lagt tilbage i sit naturlige forløb. Men for nogen bliver dette altså opfattet som at

Det er ikke underligt, der er krig i verden, når dem, der har magten og flertallet, bruger den til at tryne et mindretal.

I Lokalavisen Egedal (24.02.2015) gør Søren Grønlund (Smørum) ophævelser over hvad han anser Egedal Kommunes forsømmelser af at oprense Værebro Å, at kommunerne ikke har erstattet oversvømmelserne af birkeskov, elleskov, landbrugsarealer m.v. Han beskylder kommuner, fredningsmyndigheder og naturklagenævn for at være løgnagtige. Herunder ironiseres også over længden af skolegang.

Biologen Thomas Oest Biolog og projektleder i Egedal Kommune svarer at Egedal Kommune har overholdt vedligeholdelsespligten for Værebro Å, hvad angår at oprense og sikre gennemstrømning i vandløbet tre gange om året. Men at der er flere oversvømmelser end for 20-30 år siden. Dels pga åen, dels pga. verden er forandret.

Markerne og de gamle dræn omkring åen er sunket sammen, og klimaforandringerne giver tydeligvis også mere vand i ådalen. Det nyeste eksempel på oversvømmelser så vi for et år siden, da vandet fra Roskilde Fjord blev presset tilbage i åen og ud i ådalen.

Egedal og Roskilde kommuner har sammen med Danmarks Naturfredningsforening anbefalet en fredning af den smukke og historiske ådal for at beskytte området. Men det er Fredningsnævnet og en særlig dommer med kompetence i fredningssager, der vurderer størrelsen på de erstatningerne som de berørte lodsejere bliver tildelt.

Omvendt er grundejerforeningen Engen nu ikke længere modstandere af en sti langs Roskilde Fjord og Værebro Å på deres arealer. Den er lovet lagt så langt væk fra grundejerne som muligt. Da strandretten eksisterer er der vel heller ikke noget at sige til at der også bliver en sti. Men denne eksisterer ikke for åens vedkommende, hvor grundejernes matrikler går til midt i åen. Et argument kan have været at grundejerne på den ene side gerne vil have det hele for sig selv, på den anden side også mener at andre skal bygge dæmninger mod oversvømmelserne.

Ruten

Kildedal Station. Sørup. Værebro Å. Knardrup. Damvad Å. Fluebjergvej. Skovvangsvej. Sigerdalsvej. Korshøjgårdvej. Kildedal Station. I alt i "lige" linje 15 km. Men der mulighed for mange afstikkere. Jeg har fået besked på ikke at overtræne, da det kan få muskelgigten til at bryde frem igen, så jeg er lidt varsom med kilometrene.

Værebro Å-dal, dag 3

I miniserien om forsøget på at trænge frem til Værebro Å, gælder det denne gang nordfra mellem Stenløse og Ølstykke

Der er den så, Værebro Å. Men det er også det eneste sted man på denne tur kan se den. Nemlig på Værebro Kildeplads. Man skal tilmed fortsætte hvor arbejdsvejen ophører gennem et sumpet område som jeg ikke er helt sikker på man kan gøre når der ikke er frost. Sivene antyder måske for kendere at dette ikke er vandreterræn.

Jeg har efterhånden lært lektien: Man kan ikke gå langs Værebro Å. Man må finde den tætteste parallelle vej, helst et højdedrag, og tage stikveje ned gennem ådalen. I dagens ekspedition Ll. Petersborgvej-Ågårdsvej-Kildebæksvej. Herfra går stikveje ad arbejdsvejen på Værebro kildeplads, Lindendalsvej og Damstensvej. Så vidt jeg kan se, er det på det nærmeste umuligt at undgå at måtte gå tilbage ad stikvejene. Med mindre man har waders, machete og gummibåd klar, eller er indstillet på at blive meldt til politiet for indtrængen på privat grund.

Budskabet er ikke til at tage fejl af. Og jeg er den sidste til at ødelægge den gode stemning, så der bliver resolut drejet om på hælene.

I forhold til de to andre forsøg var det yderst begrænset hvad man ser til åen, men til gengæld kommer man op på højdedrag, hvorfra man adskillige steder i et så klart vejr som i dag har en pragtfuld udsigt over selve ådalen. I gråvejr med ringe sigt tror jeg turen nok er lidt kedelig, for vejene passerer gennem dyrkede arealer, golfbaner, hestefolde o. lign.

Fra broen over åen ved kildepladsen kan man se ned gennem ådalen. Lidt misvisende for hvordan der generelt ser ud. Med et bredt bælte af sumpet siv på begge sider, ofte store moser og vandhuller. En forbandelse for vandringsfolket, men til gengæld et eldorado for fugle- og dyrelivet. Det kan vi så til gengæld nyde - på afstand.

Modsat alle andre kildepladser jeg har besøgt, er der ingen arbejdsvej gennem hele Værebro Kildeplads. I den østlige ende hvor den støder til Værebro Å, er der simpelthen så sumpet at jeg vil fraråde alle at forsøge at komme igennem området. Man kommer let til uforvarende at synke ½ m ned. En opgravet vold rækker kun et lille stykke, og så er terrænet igen ufremkommeligt. Forstå mig ret: Jeg synes det er helt i orden at det er sådan. Lad nu de dyr få fred, for vandrere, landmænd, vandværksfolk eller andre som måtte finde på at "erobre" området. Det er så sjældent man møder sådan et område i Københavnsområdet og Nordsjælland.

Fra Ågårdsvejs højdedrag kan man få et indtryk af hvor bred ådalen egentlig er. Det er ikke de dramatiske skrænter man kender fx fra Køge Å, men et fladt, vidt udstrakt vådområde.

For enden af Lindendalsvej har Egedal Kommune et lille indhegnet areal som bliver afgræsset for vildt. Længere nede bliver man så på et skilt truet med politiet hvis man vover sig længere mod syd. Det ser ellers fristende ud, men den gode stemning er ødelagt, og jeg drejer hårdt om på hælene og går tilbage.

Her et andet sted med en flot udsigt over ådalen. Man kan uden besvær se helt klart til Energitårnet i Roskilde, det er vist 10-15 kilometer væk (ikke med på dette billede, da forgrunden blev overbelyst pga det kraftige solskin).

Ad Damstensvej kan man heller ikke komme længere end til en lille samling huse for enden af vejen. Hvis man ikke er interesseret i dem, kan man nøjes med at nyde udsigten fra Værebro Golfcenter.

Her en udsigt væk fra ådalen mod nord, ved den over 5.000 år gamle langdysse ved Kildebækvej. Det er Ølstykke man kan se i horisonten.

Ruten

Som beskrevet i teksten. At terrænet kan forekomme vanskeligt til tider fremgår af at det tog 3½ time at gennemtrave de 14 km.

Møllernes århundreder

Københavns skyline var i perioden 1600-1880'erne domineret af enorme møller som ragede op på voldens bastioner

Møllerne var 16., 17., og 1800-tallenes kraftværker. Her blev der produceret livsnødvendige produkter som fx korn og olie. Udover det var hver enkelt mølle en stor industrivirksomhed som kunne brødføde familier, møllersvende, måske op imod en snes personer. Indtryk får man bl.a. fra Geddes kort fra 1761 hvor møllerne er indtegnet på bastionerne, og på prospekt set fra Valby Bakke (1851).

Før: På dette udsnit af et prospekt over København fra 1756 mellem Kastellet og Christiansborg, kan man se mølle ved siden af mølle på volden omkring byen. Tårnene fra venstre mod højre: Skt. Petri og Frue Kirke, dernæst de tre små: Helligåndskirken, Rådhuset og Vejerhuset, og de to større tårne Skt. Nicolai og Christiansborg. Se nutidens zoom ind på midten af billedet nedenfor.

Vandmøller

Valdemar Atterdag sagde ifølge Møllehistorisk Samling, at "Ingen åer måtte løbe i stranden uden at have gjort landegavn". Københavns Møllebækken gik fra voldgraven og Peblingesøen. Den drev indtil 1668 to vandmøller: Vestermølle eller polérmøllen ved Vesterport fra 1400-tallet til 1668 og forarbejdede våben, harnisker og anden militær udrustning. Og vandmøllen ved Vandkunsten. København var trods alt for flad til møllegrave og mølledamme.

Nu: Et nutidigt zoom ind på centrum af den oven viste skyline. Vi er rykket helt tæt på, i det forhenværende forterræn foran voldgraven ved Nørreport. Her står nu Torvehallerne, bag hvilke man ville have kunnet se Gothers Mølle rage op der hvor nu er et etagebyggeri. Lidt til højre uden for billedet Ahlefeldts Mølle hvor nu Zahles Skole er.

Hestemøller

I 1523 byggede man en hestemølle på hjørnet af Kompagnistræde og Hestemøllestræde (som dog først hed sådan fra 1579). Den lå hvor Københavns Byret ligger i dag. Mølleri var så vigtigt, at der indtil 1862 skulle privilegium til det. Det havde fx Edvard Kruse (1629-1695). Han drev i seksten år seks hestemøller, og det var forbudt andre at anlægge heste- og vandmøller i København og Christianshavn, og at male deres malt og rug på andre møller eller håndkværne. Hestemøllerne blev især brugt på bryggergårde til at kværne malt. Der var et betydeligt antal hestemøller indtil de blev forbudt omkring 1690 pga svindel med afgifter.

Nu: Hestemøllestræde er opkaldt efter hestemøllen som lå omtrent ved det røde byretsskilt. Lige rundt om hjørnet til venstre bagest i billedet ligger Vandkunsten. Så vi er i et gammelt mølleområde. Man kan også mærke at terrænet skråner ganske blidt her. Sikkert mere for mange hundrede år siden, og altså nok til at drive en vandmølle. Kun navne vidner om den for længst forsvundne glansperiode for møller.

Vindmøller

De første vindmøller var stubmøller. Altså møller hvor hele møllehuset drejede efter vinden på en stub. I 1620 var der 18 vejrmøller langs Adelvejen (Gl. Kongevej). Under Københavns Belejring 1658-60 var der ca. 40 stubmøller på og især uden for Københavns volde. Afbrændingen af dem skal have affødt svenskekongens bemærkning "Jeg sværger at denne gang får vi modstand". Voldenes højde gav vindmøllerne vind i sejlene.

Innovative hollændere fandt i 1573 på at det kun var nødvendigt at "hatten" på møllen drejede. De københavnske vindmøller var næsten udelukkende en underart af den hollandske mølle: En undermølle og et galleri (gang) rundt. Det var kostbare og farlige sager: Folk kunne dø når de røg ind i møllevingerne eller fik tagsten i hovedet. Når de brændte, var det en folkeforlystelse. Ganske mange af de udtjente møller blev pillet ned og genopstillet andre steder i landet. De fleste gik dog til senere. Men enkelte eksisterer stadig.

Møllerne havde meget at lave. Til tider ser det ud som om de har foretrukket visse kunder frem for andre. Fx ser det ud til at der har været flere penge i brændevin end brød. Hvilket fremgår af denne notits fra Politivennen 12. maj 1804:

 Var det ikke muligt at møllerne eller deres folk blev forpligtet at male den rug som Holmens folk bringer til mølle, frem for brændevinsskrå. Desto mere fordi denne rug er løn in natura, og når den ligger i 14 dage på møllen, bliver man nødt til at købe brød. Når man så ikke længere kan finde udveje for penge, må man tage den umalet tilbage fra møllen og være nødt til at sælge den, hvilket sætter fattige folk i denne klasse meget tilbage.

De ansatte på Holmen fik åbenbart deres løn udbetalt i rug. Når de ikke kunne få det malet så de kunne lave brød af det, måtte de sælge det.

Christianshavns Vold

På Christianshavns Vold står resterne (men hvilke rester1) af Lille Mølle, på Løvens Bastion. Oprindelig en stubmølle 1669-o. 1883, herefter hollandsk mølle. Den blev fredet 1918. Møllehuset er fra 1783. Desuden er tilbygninger og møllehaven bevaret. Vingerne blæste af i 1897 og året efter blev den nedlagt som mølle. Træværket indgik i Tåstrup Mølle ved Holbæk indtil 1967. Lille Mølle med alle senere tilbygninger er imponerende, selv efter moderne målestok. Hvis den skulle være en af de mindre møller, så må de andre have været ganske imponerende da de blev opført.

På møllen står et stykke oppe over årstallet 1669 en plade med denne indskrift: Fredericus Tertius hafver bevilget och tilladt at Hans Hoppe - møller en ve[jr]mølle lade bygge och beholde och opsæ[tt]e. Hafniæ 21. juni 1669.

Før og nu: Selv efter nutidens målestok er Lille Mølle et imponerende bygningsværk, her set fra toppen af volden. Hertil skal man så lægge at møllen var endnu højere da den stadig fungerede som sådan. Nedefra ser det endnu større ud, især hvis man ser tilbygningen fra 1832.

Derudover lå der Breslaus Mølle på Elefantens Bastion (ca. 1670-1842). Oprindelig en stubmølle, fra 1753 hollandsk mølle. Den brændte 1842, og den genopbyggede mølle fungerede indtil 1879. Enhorns Mølle fra 1683 brændte 1718 og producerede først olie så mel efter i 1770 at være hollandsk mølle indtil 1851. Måske fandtes også Sofie Hedevigs Oliemølle. 1687-1758 på Sofie Hedevigs Bastion (Øst for Ulriks Bastion). Men eksistensen er tvivlsom.

Vestervold

Vestervolds to møller er forsvundet. Lucie Mølle, "Lusse Mølle", eller Lavendelstrædes Mølle var en stubmølle på Gyldenløves Bastion fra o. 1669.  Bastionen var bygget på en gammel bæk, der fik flere vandhuller til at opstå. Den sindsyge kvinde, Lucie Hul druknede sig her. I hvert fald i følge overleveringen. Den lå ved Lavendelstræde, hvor Borgerrepræsentationen er i dag. Den første brændte 1778. Den anden (1780) forfaldt 1869/86 og blev flyttet til Kongens Enghave hvor nogle fyldebøtter satte ild til den Skt. Hansaften 1914.

Før:  Foto fra 1875 af Lucie Mølle, altså efter volden er blevet sløjfet. Som den eneste vedblev den med at være stubmølle. Her gik også Filosofgangen fra før voldene blev sløjfet. Et af de få steder, hvor folk kunne gå sig en tur. Heldigvis lugter fotoer ikke. Det ser jo meget landligt ud, men læser man fx Politivennen, får man et indtryk af hvor uhumsk der var. (Fra "Strøget").

At enevælden, Danmarks svar på det moderne militærdiktatur, var en brutal tid, vidner følgende indslag fra vinteren 1806 i Politivennen om, netop ved Lucie Mølle: 

Ved nedgangen af volden, der hvor man stiger ned i Filosofgangen, måtte han derpå være vidne til et oprørende syn. En med vogn lastet tungt med kornsække og med to radmagre heste forspændt vognen var i færd med at komme op ad volden til den mølle, der ligger omtrent lige ud for Lavendelstræde, og hvortil vejen går forbi enden af de barakker, der endnu står i Filosofgangen. Man pryglede på de stakkels heste, som forgæves opbød deres sidste kræfter. Under to drøje møllekarles forenede slag kravlede de et lille stykke op, men standsede så igen og overgav sig med fortvivlende tålmodighed til de smerter, som havde til hensigt få dem til at gøre det som var dem fysisk umuligt. Allerede to gange før har indsenderen på selvsamme sted været vidne til et lignende barbari. 

Store Kongens Mølle lå 1619-1873 på Schacks Bastion og var den første hollandske mølle i Danmark. Brændte 1853. Den ser imponerende ud på fotoer. Den blev flyttet til Valby, hvor den brændte 1889, men nåede dog 1903 at lægge navn til Mølle Alle.

Nu: Det er svært at forestille sig, at midten af dette billede er omtrent samme sted hvor Lusemølle stød. Nu er det Borgerrepræsentationens vinduer ud mod Rådhusets gård. Alting er forandret.

Umiddelbart efter de to møller og volden forsvandt, flyttede i 1880 industrien ind på den grund i nærheden hvor acciseboden lå. Her har den haft hovedsæde lige siden. Og i øvrigt fulgt møllernes omskiftelige liv. I 1937 kom biografen Palladium til. Her så jeg i 1966 eller 67 "South Pacific". Det var vist noget med stort lærred og 70 mm film. Reklamerne i 1950. I 1977 blev bygningen nedrevet og en anden opført. Glaspyramiden i gårdhaven kom til i 1990. 2011-13 rev man igen alt ned undtagen råhuset, føjede 2-3 etager og erstattede mursten med glas.

Nu: Næsten symbolsk ligger Industriens hus i området hvor der før i tiden lå to store møller: Store Kongens Mølle og Luses Mølle. Og næsten som med de gamle møller er bygningen i evindelig forandring, nedrevet og/eller restaureret adskillige gange. I dag fremstår bygningen sådan, og helt anderledes uigenkendelig, end da jeg i 1960'erne så bygningen for første gang. Om aftenen forvandler facaden sig til en gigantisk lysreklame.

Møllerne var farlige steder at passere. Fx beretter Politivennen kort før Københavns bombardement (Nr. 488, 29. august 1807) hvor befolkningen opholdt sig meget på voldene, at møllerne kan være en større trussel end englændernes bomber:

For at afværge en ulykke som muligvis kunne ske ved stubmøllerne på volden, har anmelderen heraf anset det for nyttigt at gøre publikum opmærksom på, at der ved disse møller ikke er anbragt bolværk til alle sider. I disse urolige tider, da så mange af byens indbyggere opholder sig der, ville det være så meget mere nødvendigt at et sådant bolværk blev opsat, da man her har set folk nærme sig møllevingerne på mindre end 1 alen, og kun efter at være blevet advaret har undveget denne øjensynlige fare.

Nørrevold

Nørrevolds møller forsvandt da man sløjfede volden. På Helmers Bastion ved Jarmers Tårn lå Skt. Peders Mølle. o. 1651/69-1885.Den kan den dag i dag ses i Nørre Jernløse ved Holbæk og er fredet. Drives af et møllelaug som Nr. Jernløse Mølle. Hahns Mølle (Hanens Bastion) stod 1652-1873 nogenlunde sammesteds som statuen af H. C. Ørsted står i dag. Den blev flyttet til Gørløse og nedrevet 1937. Bjælkerne brugt i Andreas Andersens bolig, opført 1938.   

Før: På dette udsnit af et billede fra Vor Frue Kirke mod Nørrevold fra 1865 får man et godt indtryk af hvor store møllerne var. Sammenlign også nutidens billede af Lille Mølle overfor. Hahns Mølle stod hvor H. C. Ørsted-statuen står i parken og rager op over det hele. I baggrunden Peblingesøen og Blågårdsgadekvarteret. 

Ahlefeldts Mølle (1651/72-1855) på det nuværende Israels Plads (Ahlefeldtsgade) nogenlunde der hvor Nathalie Zahle grundlagde en pigeskole (og et lærerseminarium) 1875-1877. Gothers Mølle (1650-1867) på Stadsoberstens Bastion (nuværende Botanisk Have) er måske mest kendt pga. en af møllersvendene 1820-23, Ole Kollerød som blev henrettet 1840. Møllen flyttede til Maglebylille (der nu er forsvundet under lufthavnen), og nedbrændte 1915. Branden blev omtalt som "den flotteste ildebrand, jeg har set".

Østervold

Rosenborg Mølle (1651-1859) lå hvor observatoriet i Botanisk Have ligger nu. Den producerede sigte- og perlegryn. Sølvgades Mølle (1664-1870) lå der hvor Statens Museum for Kunst/Quitsous Bastion) er i dag. Stokhus Mølle eller Lille Svane Mølle (1600-tallet til 1880) på Pycklers/Peuchlers Bastion i Østre Anlæg ved Danmarksmonumentet. De øvrige møller tæt på Kastellet blev ødelagt eller beskadiget af krudteksplosionen den 31. marts 1779: Dronningens Mølle . ser malerisk ud på et foto af det dengang landlige Østerbro. Den lå på Rosenkrantz' Bastion (Østre Anlæg) sammen med  Lille Kongens Mølle (1651-1842). Nu kører Kystbanen her. Grønlands Mølle (Grønlands Bastion (1732-1870) lå hvor nu den svenske kirke ligger.

Før og nu: Kastelsmøllen er nærmest blevet Kastellets vartegn, set udefra. Det er den eneste mølle som stadig står fuldt bevaret på samme sted. Og også en af de mindste møller, hvis ellers man skal bedømme ud fra de mange billeder man kan finde i bøger på biblioteket. 

Kastelsmøllen er den eneste fuldstændig bevarede voldmølle. Mølledriften ophørt 1903, bageriet fungerede dog indtil 1960. De oprindelige møller (1687-1846) var stubmøller. Den sidste væltede omkuld, og blev 1847 opført som den hollandske mølle vi kan se i dag.

I 1840 var der stadig 32 vindmøller i København, hvoraf de 16 var voldmøller. Af dem er der kun Kastelsmøllen og resterne af Lille Mølle tilbage. Vindmøllerne fik en ganske kort opblomstring under 2. verdenskrig, men derefter var deres virke slut, og mange blev kun reddet af fredninger

Valsemøller på damp

Selv om møllerne altså fortsatte med at male indtil slutningen af 1800-tallet, var de fra ca. 1825 ved at blive udfaset af industrielle møller, eller valsemøller der kørte på dampmaskiner. De blev opfundet omkring 1770, men mødt med stor modstand fra de magtfulde møllerlaug. Londons første dampmølle blev fx afbrændt 1791 efter at have fungeret i 5 år. De første dampmøller var ikke særlig effektive, og Danmarks første fra 1799 blev ikke nogen succes.

Nu: Valsemøllerne fik en eksplosiv, men kort historie. Aktieselskabet Havnemøllen er sporløst forsvundet fra Islands Brygge 52-56. Kun jernbanesporene fortæller om de glorværdige tider. Samt nogle underligt placerede skel og hegn som nu slet ikke giver nogen mening længere. Nordfra truer det moderne byggeri med at brede sig sydover og for evigt slette de sidste spor.

Enevælden var heller ikke til industrielle forandringer. Hambroes Ris- og Melmølle på Bodenhoffs Plads (1830) indvarslede de nye tider. Først under pres fra konkurrencen fra udlandet i 1880'erne kom der gang i dampmøllerne: Blegdamsmøllen (1893, tegnet af arkitekt Harald Garde - en af hans bedrifter er bl.a i 1921 at have genopført et skur i Rørvig), Toldbodmøllen A/S (1893) hvede og rug, Aktieselskabet Havnemøllen (1903), Islands Brygge 52-56. Møllekompaniet Cerena (1918) og Borgergades Mølle (ca. 1932). I modsætning til de spektakulære vindmøller lignede dampmøllerne almindelige fabriksbygninger, og de var slet ikke så markante indslag i bylivet som vindmøllerne. De fleste er  revet ned, fx den på Islands Brygge.

Vindmøllernes renæssance

Vindmøllerne er som bekendt på vej ind igen efter en pause på et halvt århundrede. Dog ikke til fremstilling af mel, olie, krudt og deslige, men af energi. På land opstillede HOFOR i 2013 de første tre vindmøller på Prøvestenen, og forventer yderligere 4 ved Amagermotorvejen. De kan levere energi til 14.000 indbyggere. At det er sprængfarligt stof fremgår af at Københavns Kommune i sin midtvejsstatus taler om "kystnære havvindmøller". Og mange er ved at falde over deres egne ben for at finde ulemper ved vindenergien og havvindmølleparker. Modsat motorvejene der larmer, støjer og lugter får vindmøller visse folks blod i kog. Ialt omkring 100 vindmøller skal opsættes.

Kilder

Nielsen, Anker Jesper: Københavns møller og volde. tegningerne ... af Susanne Nielsen. Valby : Borgen, 1997. Fortæller detaljeret om hver mølle.

Ruten

Ruten forløb i virkeligheden over mange dage, hvad der måske også fremgår af fotoerne. Den korteste rute er at følge voldgaderne og Christianshavns Vold. Man kan med fordel også kigge på nogle af det nyere byggeri i området, som det fremgår af indslaget.