Albertslund: Risby, Herstederne.

Kyndelmissetur. Og der var da også lidt frost i jorden. Dagens rute gik til de bittesmå områder i Albertslund Kommune der er bevaret fra hedebotiden: Små landsbyer m.m.

Albertslund er mest lavt byggeri fra sidste halvdel af forrige århundrede og masser af industri. Men også ganske godt bevarede landsbyer fra dengang det hele var hede. Det vil sige, det var det jo i ordets egentlig forstand ikke. Navnet hentyder til en tid for tusind år tilbage hvor egnen ikke længere havde mere skov, mens det meste af Danmark var skovklædt. Så man skal altså rigtig, rigtig langt tilbage i tiden, århundreder før 1800 hvor resten af Danmark i mellemtiden havde fulgt Hedeboegnens eksempel og fældet næsten al skov, så der nu næsten ikke længere var nogen skov tilbage i Danmark. En katastrofe for skibsindustrien som jo dengang fortrinsvis var afhængigt af træ til træsejlskibene.

Birkelundgård. Nu kulturhus. Arkitekttegnet af Ivar Bentsen 1916.

Et af de første steder der stammer fra før urbaniseringen, er proprietærgården Birkelundgaard. Oprindelig lå den i Herstedvester Landsby indtil 1916. Så blev  udflyttet hertil, tæt på Albertslund Station. Den lå tæt på Tune-stillingen, og under Den Store Krig (1914-1918) var der på den som så mange andre gårde indkvarteret soldater fra sikringsstyrken. De kokkererede i laden efter tidens skik over åben ild. Nogen som inspirerede nogle drenge på gården. De gjorde det samme, og kort efter var gården lagt i aske. Ejeren var godt brandforsikret, og resultatet er det som nu er kulturhus. Oven i købet arkitekttegnet, af Ivar Bentsen. (1876-1943). Han excellerede i Bedre Byggeskik, nyklassicisme og sågar senere funktionalisme. Dengang var han nu ikke særlig kendt, men det blev han senere. Og kendere vil også kunne identificere forskellige arkitektoniske finesser ved bygningerne. Både form og materialer. 

Herstedvester. Kirken med de i bogstaveligste forstand maleriske bygninger foran sig. Bag kirken er den moderne kirkegård med birketræer.

Fotoerne er fra de mere idylliske steder, og før læseren nu skulle forledes det at forestille sig landlige idyller, så vil jeg gerne lægge lidt lyd på. For Vestegnen er gennemskåret af brede motorveje, hvis buldrende lyd høres i flere kilometers afstand, hvis de da ikke overdøves af de større veje som Roskildevejen og andre. Og det kan være meget svært at drømme sig tilbage til hine tider hvor bygningerne opfyldte den funktion de var konstrueret til, da der holder biler alle vegne.

Det skæve hus i Herstedvester. Nu præstekontor.

Såvel i Herstedvester som -øster der der bevaret enkelte bindingsværkshuse og. Bedst måske i -vester ved kirken. Men ellers præges de to steder af huse fra forrige århundrede og nyere. Det er ikke desto mindre nok det bedste bud på et landsbymiljø så tæt på København. Og i modsætning til de landsbyer man støder på langt ude på landet, så er der forretningsliv og også levende liv i gaderne.  

Risbystudierne ved Ledøjevej, Risby.

Lidt syd for Risby støder man på en lokation hvor talrige danske film er optaget siden 1960: Risbystudierne, Nordisk Films filmstudier. Det ser næsten helt Morten Korchsk ud med græssende heste i forgrunden, var det ikke for de høje lader - glimrende egnet til filmoptagelser - i baggrunden. Faktisk kunne man godt blive forledt til at tro at det er en rideskole. De 17 tønder land der hører til gården, er bortforpagtet. Dem ville filminstruktørerne trods alt ikke tage sig af. Her har Ebbe Rode og Osvald Helmut vandret rundt mens de indspillede Harry og kammertjeneren (1961). Dirch Passer. Og skuespillerne i Far til Fire sammen med Ole Søltoft da han indspillede sexfilm i min grønne ungdom. Og mange andre. Nordisk Film overtog stedet i 1982. Fra Kampen om den røde ko til Dansen med Regitze, Fra Jydekompagniet til Krummerne. Meget passende er også tv-serien Landsbyen (og Bryggeren, Strisser på Samsø og Forsvar) optaget her.

Vestskoven

Vestskoven. Vandhuller, åbne græsningsarealer afveksler med skoven i baggrunden.

Området har/havde noget af den bedste landbrugsjord i hele Danmark. Som nævnt før har det siden stenalderen været opdyrket, og skovløst i flere tusinde år. I 1930'erne mente nogle imidlertid at det så lidt trist ud, og planer om en skov mellem Roskildevej og Frederikssundvejen begyndte at fremkomme. Landbrugskrisen og en verdenskrig kom i vejen for planerne. Efter krigen flyttede mange mennesker vestpå. Og de savnede et rekreativt område. 

Vestskoven. Nå ja, der er ikke kun skov. Tænk at der på Kyndelmisse kan gå fæ udenfor og græsse. Faktisk er 40 % af området stadig som det har været i de årtusinder efter at man i stenalderen fik fældet al skov i området.

I 1967 bevilgede Folketinget 16 millioner kroner til de første 433 hektar, opkøb af gårde, gartnerier m.m. Siden er der plantet over 3 millioner træer. Mest eg og bøg. Vestskoven er et lysende eksempel på at man ikke bare planter en skov og så er det retableret efter få årtier. Nu et halvt århundrede efter er der stadig 40% tilbage af det gamle landbrugsland med enge, sletter og overdrev.

Vestskoven. En af de typiske stier/veje gennem den del af Vestskoven som reelt også er skov (altså sådan et sted med træer).

Herstedhøje (af folkeviddet benævnt ”Dansktoppen”) er en kunstig høj bestående af 600.000 vognlæs udgravningsjord fra 1960'ernes mange nye bebyggelser i Københavns vestegn og murbrokker fra saneringer i Storkøbenhavn. Højen var med de oprindelige planer for Vestskoven. Men noget anderledes end den blev. Jo, den fik bløde, naturlige former beklædt med græs, der blev afgræsset af får og geder. Og ideen fik som alt nyt kritiske røster frem i pressen. 

Udsigt mod Herstedøster (sydøst) fra Herstedhøjes højeste punkt.

Men nu ligger de der altså, som et "skaldet bjerg" midt i Vestskoven. 67 m over havets overflade, og 35-45 m over det omkringliggende terræn. Det hele startede i 1968. Ca. 3.000.000 m³ jord, murbrokker og betonklodser senere kan man nu indtage en kop kaffe og kigge på naturting i naturcentret ved højenes fødder. .

Ruten:

Albertslund Station. Damgårdsvej. Risbystien. Risby. Langkærvej. Tjørnevej. Herstedhøje. Herstedøster. Albertslund Station. I alt omkring 18 kilometer.

Næstved - Holme Olstrup - Holmegaard/Fensmark - Næstved

Et par grader over frysepunktet. Ingen vind. Høj himmel. En rute som ikke byder på de store seværdigheder, men er perfekt til at gå rask til på gode vandreveje. Sådan lidt som Danmark er mest: Uendelige svinefoderarealer med kik til spredte bevoksninger. 

Næstved er med over 44.000 indbyggere Danmarks 15. største by. Det afspejles på dagens rute som går gennem et enormt industriområde mod nordøst som ikke lader Ballerup og Københavns omegn noget efter. For andre indtryk fra byen har jeg før publiceret et par indslag. På udturen gik turen øst for jernbanen. Et noget anonymt beboelsesområde. Vel ude af byen så ad Kalbyrisvej mod Holme Olstrup.

Turens typiske udsigt. Som Danmark er mest. 8 måneder med bare marker, så afløst af byg, hvede og raps i 4 måneder. Kalbyrisvej kunne sagtens være et bud på stedet hvor man viste rundt for turister der ville se hvordan Danmark typisk ser ud. Ikke flere af den slags fotoer, nu har man det i baghovedet og kan gå rask til.

Kalbyrisvej er en fredelig landevej uden særlig megen trafik. Bortset fra den lille skov Kalbyris som man passerer, er det mest svinefoder-Danmark til begge sider. Lidt som på fotoet ovenfor. Trafikken er minimal og det giver ingen problemer at gå på kørebanen.

Den lille skov Kalbyris mellem Næstved og Holme Olstrup. Det ligner en lade som er til brug for folk der arbejder i skoven. Ved siden af ligger en gammel gård som nu er brugt af en psykoterapeut.

Som nævnt kommer man igennem en lille skov, Kalbyris. På denne tid af året venter livet på at det skal blive lidt varmere. Men at skoven åbenbart giver husrum til rovfugle, viser sig ved at øst for skoven er der et par musejægere der svæver rundt over markerne, på udkik efter uforsigtige gnavere. Jeg så dem dog ikke dykke, så de havde tilsyneladende ikke helt heldet med sig. 

Brushøj på Kalbyhusvej. Ingen spor af gravpladser eller festplads fra landevejen. Men til gengæld gården.

Vel kommet ud af Kalbyris skulle der i den østlige udkant af Kalby Ris skoven være fundet en gravplads fra romersk jernalder ved Brushøj. Med kostbare smykker og genstande fra Romerriget. Der skulle også ligge et marksystem fra oldtiden. Dem skal man vist være ekspert for at kunne spotte. Heller ikke en festplads som blev omtalt da man den 11. juli 1920 afslørede en genforeningssten i Holme Olstrup er til at øjne. Efter afsløringen berettes at forsamlingen drog til fest på Brushøj festplads ved Kalby Ris Skov. Og det med musikkorps, skolebørn, blomstersmykket landauer, hædergæster, en enkelt veteran og andre beboere fra sognet.

Holme Olstrup

Holme Olstrup Kirke. En typisk landsbykirke. På våbenhusets ydre væg ses to gamle sten hvoraf den ene sikkert har ligget på gulvet - det tyder sliddet af den i hvert fald på. Den har bevaret de runde romanske vinduer. 

Holme Olstrup er en landsby på 1.259 indbyggere. Den er kendt fra hele tre julekalendere. Dem er der selvfølgelig ikke længere spor af, Fiffig-Jørgensen og Co. er og bliver film. Og dog. Ved gadekæret er der en granitstatue af Lunte fra Nissebanden. Som de fleste landsbyer af den størrelse har beboerne måttet kæmpe for at bevare en købmand "Min købmand". Men det lykkedes ikke. Han drejede nøglen i 2016, så nu må beboerne tage til Toksværd i stedet for. Og så er der naturligvis Bonbon-land som jeg dog ikke kom omkring.

Et gammelt SEAS transformatortårn fra 1920. Tårnet ser velbevaret ud, selv om de på modsat side bruges til at ophænge postkasser.

I byen kan man også se noget så sjældent som et transformatortårn, oven i købet af de ældste fra 1920 hvor elektriciteten for alvor kom ud på landet. Det er ikke mere end 100 år siden at man altså klarede belysningen på andre måder. Tårnene transformerede spændingen ned inden strømmen blev distribueret ud til de mindre lokaliteter og slutbrugere. Deres funktion forsvandt da luftledningerne blev erstattet af jordkabler der kun behøver små stationer i containerstørrelse. Ældre mennesker vil måske huske dem fra deres barndom, den pirkede da i hvert fald i noget i mig. Jeg håber at den får lov til at blive stående som det stykke Danmarkshistorie de er. Det er første gang jeg har set et så velbevaret eksemplar.

Godset Holmegård - i hvert fald hvad man får lov til at se fra den offentligt tilgængelige vej, se adgang forbudt-skiltet til højre.

Holmegaard Gods' hovedbygning er fra 1635, men der er ingen adgang fra broen over voldgraven. Den har rødder tilbage til 1305 og som gård i 1387. Unikke bindingsværkskonstruktion. Den er trefløjet og med to-etages hovedfløj samt oprindeligt med et tårn – og opført på et voldsted med kampestenssokkel omkranset af en dyb og vandfyldt voldgrav. 1801 solgt til excellence lensgreve Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe på Gisselfeld, der ønskede at udnytte mosens tørv som råstofressource. Det var hans kone, grevinde Henriette Danneskiold-Samsøe, der i 1825 grundlagde det senere så kendte Holmegaard Glasværk. Udenfor hovedgården mod landevejen findes nu hus til forsamlinger og konferencer.

Fensmark: Holmegård Mose - Holmegård Værk

Holmegård Mose. 

Holmegård Mose er Sjællands største højmose, med flere tusind års vækst af sphagnum. Der skulle være store botaniske seværdigheder og et meget rigt og enestående dyreliv, arkæologiske rester fra den tidlige stenalder og maglemosetiden. Det er dog nu udenfor sæsonen for at se store mængder trækfugle. Området er dog delvis præget af mange års tørvegravning, kvælstofforurening fra især svinebestande, systematisk dræning, ande- og fasanopdræt til jagt og skovbrug og landbrug. Nogle af skaderne er uoprettelige. Og det er ikke slut endnu: kvælstofforureningen truer fortsat mosens eksistens. Områderne er privatejet af Holmegårds Gods, Gisselfeld Kloster, Broksø Gods og af en række store og små lodsejere.

Holmegård Værk

Før i tiden kunne man også finde Holmegaard Glasværk fra 1825 og 150 år frem. Værket skabte udvikling i hele egnen i form af arbejdspladser og for nytænkning indenfor håndværk, kunstnerisk udvikling, erhverv og teknologi. Det blev udvidet af flere omgange, og omkring glasindustrien opstod en by med sit eget liv. Fensmark by har i dag 5.110 indbyggere, altså en ganske pænt stor mindre by. 

Holmegård Værk. I bygningen til højre er der restaurant.

Som nævnt startede Holmegaard Glasværk A/S 1825, og er et af Danmarks ældste glasværker. Produkterne blev solgt i Nyhavn 12 i København. Det gik helt efter bogen indtil slutningen af 1900-tallet: Den ene redningsplan efter den anden gik i vasken. Først blev det fusioneret med Royal Copenhagen. Emballagedelen blev solgt til Ardagh (Ardagh Glass Holmegaard) som er det første man ser når man kommer ind i området. Så blev Holmegaard-mærket 2008-2010 brugt af Rosendahl A/S. Fabriksanlægget fra 1972 var tegnet af Svenn Eske Kristensen. Siden 2020 hedder stedet Holmegaard Værk. Nu som museum med 40.000 Holmegaard-produkter.

Næstvedvej syd for Fensmark

Hvis ikke man vil gå en lang omvej, er der ingen stille veje fra Fensmark til Næstved. Til gengæld gode cykelstier i pæn afstand fra vejen. Men altså med en buldrende trafik hele vejen, næsten helt ind til Næstved Station. 

Stavgang - Nordic Walking ...

hvis man gerne vil være international - har jeg dyrket gennem 3½ år nu. Det skulle være godt for stofskiftet, konditionen, knogler, aflaste belastende stød og regulere appetitten. Man "skubber" sig frem, og det er godt for ryg og mavemuskler. Siger eksperterne. Jeg kan bare tilføje at skridtene bliver længere og jeg går markant hurtigere. Denne rute er perfekt til stave!

Ruten.

Næstved Station. Kalbyrisvej. Skovvej. Holme Olstrup. Holmegårdsvej. Fensmark/Holmegård Værk. Næstvejvej. Fensmarksvej. Øverud vej. Næstved Station. I alt et pænt stykke over 20 km

Slagelse-Høng

Turen Slagelse til Høng foregår generelt i et noget fladt terræn, præget af landbrug. 8 måneder om året henligger disse arealer som pløjemarker eller lavt grønt dække.

Ad mere eller mindre trafikerede landeveje med gode asfalterede vandrestier - hvad enten det nu er cykelsti, eller næsten øde landeveje væk fra E22, når man gennem to mindre (lands)byer Havrebjerg og Løve. Med et par interessante seværdigheder som det fremgår af nedenstående. 

Kalundborgvej 100. H. Raahauge Maskinværksted. På landevejen mellem Slagelse og Havrebjerg ligger Hans Lorentzen Raahauges (1881-1946) gamle fabrikshal. Han var født i Havrebjerg. Værkstedet blev etableret i 1930. Siden er det lukket, vinduerne muret til og hvidmalet - som nu er delvis afskallet. 

Havrebjerg.

Havrebjerg er en by - vel mest en soveby? - for knap 400 (mere nøjagtigt 378) sjæle. I dag kan Havrebjerg bryste sig af at være Slagelse Kommunesstørste landsby. Men af fortidens liv er der kun skallen tilbage: Den gamle Brugs, togstationen, gadekæret, forsamlingshuse, frysehuset, skolen - og togstationen. Netop togstationen betød meget for byens udvikling efter 1898 hvor den udviklede sig fra den oprindeligt lille landsby. I 1960-70’erne oplevede landsbyen en tilvækst med parcelhuse, det almene boligselskab FOBs rækkehuskvarter i 

1980’erne.

Den er fødested for kemikeren Søren Peder Lauritz Sørensen (1868–1939). Navnet siger måske ikke læseren så meget, men han var ansat ved Den Polytekniske Læreanstalt og skrev flere bøger - bl.a. "Enzymstudier II". Og i denne indførte han såmænd den internationalt anvendte størrelse pH som mange måske husker (med glæde eller rædsel) fra kemiundervisningen i gymnasiet. Endnu længere tid tilbage plagede en baron ved navn Ludvig Holberg der ejede store landejendomme i området, de i forvejen plagede bønder.

Havrebjerg Mølle er noget af de det første man ser til Havrebjerg når man kommer fra landevejen. Den ligger ved den pt ret vandrige Tude Å. Men om selve møllens historie står der ikke meget på nettet. Børge Gram foreslog i 1968 at oprette et fasanrugeri for nogle herregårdsskytter. Og da hans forældre havde købt møllen da han var 14 og havde indrettet et hønseri i møllen - uden stort held, blev det i stedet ombygget til at udruge fasankyllinger - vist nok det eneste sted i hele Danmark dette foregår.

Mindre kendt er det måske at skaberen af et af Danmarks største bilfirmaer Hans Lystrup er født her. Samt at Frederik Svane Africanus (1710-1788), også kaldet "Den sorte degn" og "Den sorte Svane" fordi han var født på Guineakysten i Afrika af en ukendt afrikansk kvinde som havde haft seksuelt samkvem med en dansk soldat (Henrik Pedersen). Efternavnet Svane stammede fra hans adoptivfar, præsten Elias Svane (1691-1761). Frederik IV var blevet nysgerrig efter at se hvordan det gik sådanne hedninge når de blev kristnet, så han fik gelejdet Frederik til Danmark hvor kongen himself overværede dåben som fadder. En ting var at Frederik blev døbt, en anden at han tillod sig at gifte sig med en snedkerdatter fra Slagelse, Cathrine Marine Badsch. Det var helt uhørt, men så tog de da bare til Afrika hvor Frederik en årrække var degn og skriver på Guldkysten. Cathrine blev så voldsomt chikaneret af de kristne danskere, at hun så sig nødsaget til at vende tilbage til Danmark. Så Frederik måtte finde en ny kone, denne gang i bedste hedensk stil en afrikansk. Men de kristne danskere kunne stadig ikke lade ham i fred, han endte i fængsel, og rejste så tilbage til Danmark, genfandt sin Cathrine og blev i 1749 degn og skoleholder i Havrebjerg i hele 34 år! Han talte dansk og latin og klarede sig tilsyneladende nu fint, hans navn er endda indhugget i en af kirkestolene. Om han blev mæt af dage, vides ikke. Men han døde i hver fald i 1788. Og senere underviste Klaus Rifbjergs far i skolen hvor hans farfar var lærer.

Havrebjerg Kirke (1100-1500). 

Normalt beskæftiger denne blog sig ikke så meget med kirker. Men i en by med under 400 indbyggere, er der hele 2 kirker. Og ikke nogen små smoldede nogen som man fx kan se i Sandvig på Bornholm (med mere end dobbelt så mange, men mindre end et parcelhus). Nej, de har begge en ganske anselig størrelse.

Havrebjerg Valgmenighedskirke (1904). Med plads til 175 personer, altså næsten halvdelen af Havrebjergs nuværende befolkning.

Jørgen Dilling-Hansen har en gengivelse af årsagen. Havrebjerg Valgmenighedskirken blev bygget af en grundtvigske frimenighed i 1904. I 1858 havde menigheden fået en grundtvigsk præst, Paul Johan Budtz. Han blev imidlertid forflyttet i 1869 til Finderup og blev erstattet 1869-1877 af A. E. Mejnert - og vigtigere 1878-1888 pastor F. V. von Bülow. Han havde fået at vide at han kun behøvede at holde gudstjeneste i Gudum en gang om måneden - og indremissionsk. 

I de følgende årtier rumsterede konflikten mellem Indre Mission og grundtvigianerne, der endte med at grundtvigianerne besluttede at danne en frimenighed, på det ydre som følge af besættelsen af præsteembedet i Havrebjerg/Gudum sogne, men nok mere på grund af at forskellene mellem de to trosretninger var blevet for stor. Kirken blev indviet den 25. september 1904. En uge før, den 19. september, have Indre Mission bygget et missionshus. 

Der findes en jubilæumsbog: "Havrebjerg frimenighed og valgmenighed 1904-1979" af ovennævnte redigeret af Jørgen Dilling-Hansen fra 1979.

Havrebjerg Station (1898) er tegnet af DSBs arkitekt, Heinrich Wenck der står for en massive mængde stationer rundt omkring i Danmark. Den blev nedlagt i 2011.

Havrebjerg havde station, senere trinbræt, på Slagelse-Værslev-banen, der blev indviet i 1898. Persontrafikken blev i 1971 indstillet nord for Høng, men overtaget af Høng-Tølløse-banen syd for Høng, så der opstod en sammenhængende bane Tølløse-Høng-Slagelse (Tølløsebanen). Her har Havrebjerg Station så været trinbræt indtil 11. december 2011, hvor det blev nedlagt sammen med det i Løve. Stationsbygningen er bevaret på Havrebjerg Stationsvej 2.

Stationen gav dengang et boost til den lille landsby som voksede med parcelhuskvarterer. Efter stationens lukning har befolkningstallet været svagt faldende. I 1939 var der 575 indbyggere, Indbyggerne var fortrinsvis husmænd, bolsmænd, bønder, arbejdsmænd, daglejere, karle og piger. Byen indeholdt dengang en brugs som også handlede med korn og foderstoffer, et brødudsalg, 2 købmænd, maler, murer, smed, tømrere, mejeri, fattighus,

Koldhøjvej. Et meget typiske billede fra ruten generelt: Bare marker med antydninger af grønt. Et svært sted for naturen at finde indpas. Her er der dog noget skovbevoksning i baggrunden.

Løve

Løve er mindre end Havrebjerg, med knap 300 indbyggere. Engang lagde den navn til et herred. Navnet har ikke noget med en løve at gøre, men formentlig Løghe, "lyet", et helligsted. Ellerløgh, fra norrønt laug, der betød "vaskevand", og kendes fra ordet løgherdag (= vaskedag, badedag). Som Havrebjerg blev stationen nedlagt i 2011, og kun bygningen kan ses i dag. 

Løve Mølle (1881). Den står på en firkantet underbygning. Den første mølles var ottekantet.

Møllens forgænger var fra 1860 af kromand Søren Christensen og en møller Ferdinand Dedenroth, men den brændte i 1881. Den havde en ottekantet underbygning. Den nuværende er firkantet. Den ligger 41 m. over havet. Af senere tilføjelser var en petroleumsmotor (1910), selvsvikkende mølle (1913). 1917-21 ejedes møllen af  ”Brugsforeningen for Gierslev Sogn og Omegn”. Herefter overtog Ole Pedersen (1888-)møllen. Hans hus (1924) syd for møllen bruges nu af Dansk Veteranbil Klub. 1927 fik møllen dieselmotorer. Han var også den sidste møller. Møllernes tid var ved at ebbe ud, så han skænkede møllen til egnens befolkning som formelt fik den overdraget i 1961. 1978 blev møllen fredet. Møllelauget har trods tiders vanskeligheder holdt møllen i stand så den fremstår fin i dag. Senest i 2013 fik møllen igen igen nye vinger.

Løve. Hovedgaden - og landevejen - gennem Løve.

Høng

Navnet er vist kendt af de fleste som en ost. Osten findes i flere (otte?) varianter som fx Høng Guld Danablu 60, Høng Klosterkrine, Høng Camembert i flere geometriske indpakninger. De er et par gange blevet kåret som verdens bedste skimmelost. Osteproduktionen på Høng Camembertfabrik startede i 1920. I 1960 blev Høng A/S kongelig hofleverandør. I 1970 blev selskabet købt af Mejeriselskabet Danmark, der i 2000 indgik i Arla Foods. Produktionen foregår ikke længere i Høng, men "Høng" er et af verdens største skimmelost-mærker. De 5 varianter af Høng-oste eksporteres til over 60 lande.

Færre har nok været i byen. På dagens tur er Høng Station den eneste fungerende. Oprindelig anlagt på Slagelse-Værslev-banen (1898), i 1901 også Høng-Tølløse-banen. Den første lukkede 1971, men stykket mellem Høng og Slagelse blev overtaget af Høng-Tølløse-banen

Egentlig burde byen måske mere huskes som skolebyen. For af sin størrelse har Høng forbløffende mange skoler: Høng Folkehøjskole 1866-1925, omdannet til  husmandsskole 1925-1963, herefter efterskole. Høng Privatskole (1898). Høng Realskole 1904 og i 1913 suppleret med et studenterkursus, der fra starten var en kostskole. Høng Gymnasium og HF er stadig en kostskole med ca. 230 elever, hvoraf knap 70 bor på kostafdelingen. Fra 1988 Høng Gymnasiums Efterskole (byen havde altså hele to efterskoler) Høng Landbrugsskole (1903) fusioneret med Sydsjællands Landbrugsskole i 2001 og med Lyngby Landbrugsskole i 2005. Høng Erhvervsskole. Har jeg glemt nogen?

Høng Gymnasium overfor stationen på hovedgaden. Den har rødder tilbage til Høng Højskole (1866), Høng Realskole (1904).

Den lokale sendekanal TV Øst udnævnte i 2011 Høng Gymnasium og HF som “Danmarks mindste gymnasium”. Og sørme om ikke Høng Efterskole i 2019 fik royalt besøg af Kronprinesse Mary. Så har Vandringsløse Tidende også opfyldt kvoten af royalt stof for denne gang.

Slagelse.

Slagelse er en pænt stor by som man vist skal kende særdeles godt for at finde de små skjylte perler. Men som afslappende sted for at fouragere og slappe af, er der mange torve. Især Schweitzertorvet er faldet i min smag. Men smag og behag kan selvfølgelig være forskellig.

Slagelse Torv

Slagelse ved Gl. Torv

Ruten

Slagelse Station. Kalundborgvej. Havrebjerg. Koldhøjvej. Løvegårdsvej. Løve. Slagelsevej. Ringcykelruten rundt om Høng. Høng Station.