Glumsø, Tystrup Sø og Susåen

Såvel Tystrup Sø som sjællands længste vandløb Susåen (83 km) er ret utilgængelige for vandrere. Her forsøgte jeg mig at tilnærme mig begge fra øst.

Den længste sammenhængende del, nemlig 6 km af dagens rute, forløb gennem Næsbyholm Storskov som jeg her har forsøgt at gengive: Nåletræer, bøgeskov og skovhugst. Og udmærkede skovveje.

Jeg var advaret af diverse hjemmesider på forhånd om at såvel Suså som Tystrup Sø er lidt af en udfordring at gå langs. Faktisk er en kano langt at foretrække. Men oplandet til både søer og å er såmænd også godt vandreterræn, med masser af forskelligartede oplevelser. Jeg havde lagt en rute som gik gennem skov, åbent land med håb om udsigt til Susåen og så prøvet at gøre adgangsvejene dertil så korte som muligt. Det lykkedes stort set, se bemærkningerne i slutningen af indslaget.

Glumsø Sø, kik mod nord til Glumsø og kirken. Fotoet viser ganske godt den smalle strimmel på 5-10 meter som går langs bredderne. En motions- og agilityrute for Glumsø-boerne.

Søerne

Glumsø Sø er en bysø sådan lidt som man også kender det fra fx Uttterslev Mose eller Damhussøen. Der er en sti hele vejen rundt om søen hvor naturen lige har fået lov til at få 5-10 meter før landbruget sætter en stopper for oplevelserne. Hele turen er 3,8 km lang. Men jeg gik kun ad østbredden og ned til fugleskjulet, for så at dreje af mod Bavelse Sø. Der er livligt i strimlen mellem søen og stien. Særligt om morgenen hvor jeg passerede.

Fra kirkegården i Bavelse har man et ganske godt udsyn over Bavelse Sø

Bavelse Sø har navn efter en herregård som siden 1711 har haft fælles ejer med Næsbyholm. Før den tid promenerede her Corfitz Ulfeldt (1648-1661). Man kan lige ane hovedbygningen fra vejen, fra 1845. Bavelse by er ganske lille, så den skulle dog ikke være til at overse. Bavelse Sø og Tystrup Sø er næsten sammenhængende. Der er en smal bræmme med moset område som adskiller dem. De bedste udsigter over søerne fandt jeg vest for Bavelse før vejen knækker mod nord. Her står man vest for kirken på en bakketop med en prægtig udsigt, også til landtangen mellem søerne. 

Landtangen som adskiller BavelseSø (til venstre) med Tystrup Sø (i det fjerne til højre). Man kan tilsyneladende ikke passere ad tangen.

Et godt udsigtspunkt over Tystrup Sø er fra Skovridervej. Her ligger Tystrup Sø dog betydeligt længere væk. Og på en diset dag vil man muligvis ikke kunne se ret meget af søen. Udsigten har man en god kilometer på Skovridervej indtil man kommer ind i Næsbyholm Storskov hvor træerne dækker for udsigten. 

Nord for Skovridervej er der inden skoven en god portion lortebrunt landskab. Her passerer hjorteflokke forbi. Jeg nåede at se hele to. Formentlig på vej mod områder hvor de søgerføde.

Herefter kan man muligvis finde stikveje ned til søen, men det ville gøre ruten for lang, så jeg marcherende hele vejen op til Susåen hvorfra man igen har en betagende udsigt over hele den nordlige del af Tystrup Sø. Man kan ikke komme over åen. Der er ingen broer nogen steder

Næsbyholm Storskov, bøgeskov. Det er altidsvært at gengive skoves storslåethed på foto. Men dette giver en appetitvækker, tror jeg.

Næsbyholm Storskov

Skoven er på grund af sin afsides beliggenhed fuldt på højde med fx Bidstrup-Skovene hvad angår terræn og skovensomhed. Foråret er lydligt den bedste tid i skoven, synes jeg. Fuglene afspiller den ene symfoni efter den anden, og orkestret har utallige instrumenter med. Jeg er ikke fugleinteresseret så jeg kan fortælle hvilke fugle der er. Men det forhindrer mig ikke i at nyde deres tilstedeværelse. Der sjældent er visuel - de gemmer sig - men til gengæld hørbar.

Skoven er meget kuperet. Hvad der er svært at gengive, måske undtagen i lysninger som denne.

Den østlige del af skoven er præget af nåletræer i lige rækker. Mens den østlige del som også leder ned til Susåen, mest er løvtræer, jeg tror det er bøgeskov. Som netop nu, udsprunget er et fantastisk skue med de lysegrønne og friske blade. Det er forholdsvis nemt at finde rundt i skoven. Jeg gik ad Skovridervej hele turen. Men der er også stier som kommer nærmere på Tystrup Sø. 

Tystrup Sø med udsigt til Tystrup på vestsiden af søen.

Man kan dog som sådan ikke gå langs kysten af søen, men foretage stikture frem og tilbage fra stierne. Udsigten fra fiskerhuset er ganske bedårende. Og i dag med næsten ingen vind, var der havblik. På den anden side er der udsigt til bl.a. Tystrup og Vinstrup på den anden side af søen.

Næsbyholm Slot. Udover selve slottet er der nærmest en lille landsby landsalleen samt en stor have med monumenter over afdøde rigmænd der tjente tykt på slaveriet i Vestindien. 

Næsbyholm Slot

Undervejs støder man ind i Næsbyholm Slot der i dag laver fødselsdags-, bryllups-, konference og meget mere events. Der er da også en livlig aktivitet omkring sluttet denne lørdag. Men engang foregik her ganske andre ting. Slottet har rødder tilbage til 1500-tallet. Og en overgang var det et af de rigmandslotte som var ejet (fra 1836) af en af de handelsfolk som blev stinkende rige på slaveriet på de Vestindiske Øer, nemlig Christian Rønnenkamp (1785-1867). Ham er jeg tidligere stødt på da jeg genudgav Politivennen. Han havde nemlig lavet et sukker-og saltraffinaderi ved Sankt Annæ Plads, som i følge Politivennen fra 1831 skal have udviklet en ganske uudholdelig røg og stank så folk ikke kunne opholde sig i deres haver om sommeren og selv om vinteren var plaget af det. 

Den nordlige del af Tystrup Sø

Susåen

Som nævnt er det særdeles svært at komme til Susåen. I hvert fald på denne strækning. Og jeg har læst mig til at det skal være ret generelt. Derimod er den fortrinlig til kanosejlads, og jeg stødte netop på 2 kanoer ved et af de steder hvor man rent faktisk næstenkan komme ned til den. Og i hvert fald har en flot udsigt til ådalen, nemlig umiddelbart øst for Næsby. Her er en meget høj bakke hvor der går en grusvej ned mod åen. Fra denne vej har man en storslået udsigt over ådalen både mod vest og øst. Åen slynger sig - hvad den vist ikke altid har gjort da landbruget kun bryder sig om rette linjer.

Udsigt lidt øst for Næsby over Susådalen. Man kan lige ane åen slynge sig ca. midt i billedet.

Et par ord om ruten

Bortset fra strækningen fra Glumsø Sø til Næsbyholm Storskov og områder omkring Næsby undgår man at skulle gå for langt gennem det lortebrune Danmark. Der i øvrigt er gået ind i de 3-4 måneder hvor der er raps, hvede og byg på vej. Men andet end lærker, et par harer og hjorte skal man ikke forvente at se her. Desuden foregår ruten på knap en kilometer langs en stærkt trafikeret vej. Men alt i alt er der masser af natur. Samt nogle meget små landsbyer som Bavelse, Næsby og Vrå.

Ruten

Glumsø Station. Nødholmsvej. Glumsø Sø. Skovridervej. Næsbyholm Storskov. Fiskerihuset. Tilbage til Næsbyholm. Næsby. Næsbyvej. Sorøvej. Glumsø Station. I alt ca. 22 km.

Gudernes Stræde Lejre - Karlslunde

Gudernes Stræde byder på denne strækning bl.a. på Ramsø-fredningen og adskillige smålandsbyer

I betragtning af at kulturstepper udgør omkring 2/3 af Danmark, så er Gudernes Stræde lagt på en rute med en langt større andel natur. Ruten svarer til mine tidligere vandringer gennem hele Gudernes Stræde den 3. april 2016 fra Lejre til Gadstrup og 26. februar 2016 fra Gadstrup til Mosede. Modsat disse altså senere på året og derfor også mere grønt.

Lejre

Jeg stødte til ruten lidt sydøst for Lejre, ved Højby som er sammenvokset med Lejre, men som dog synes at have en vis grad af landsbyliv omkring gadekæret tilbage. Højby ligger på Gudernes Strædes "ringrute" Lejre-Øm-Højby-Lejre. Ved Højby oplyser en af infopælene om at her gik Alfarvej mellem Øresund og Storebælt. Markeret med en markvej.

Højby, syd for Lejre. Omkring dette kær er der delvis bevaret noget af hvad der må være en gammel landsby. Her er også noget så exceptionelt som en postkasse.

Ringruten mener jeg må være ny, så jeg gik mod Kumlehusevej, og drejede så ned af denne for at komme tilbage til den "normale" rute.

Kumlehusvej. Indrømmet, ikke på Gudernes Stræde. Men til gengæld lidt hesteliv.

Ramsøstien

Ved åen støder man til Ramsøstien. En af de allerbedste naturstier jeg har gået på overhovedet. Den er lang og der er masser af liv. Insekter, fugle, planter og dyr. Selv her i det tidlige forår dufter der desuden. Eneste ulempe er måske stiens beskaffenhed. Lidt for meget natur måske, ikke noget for folk i rullestol, for at sige det på en anden måde. Fotoer kan kun dårligt gengive oplevelsen af lyde og dufte.

Ramsøstien. Dette er et af de oversvømmede områder som man dog har en mulighed for at gå udenom nogenlunde tørskoet.

Det værste stykke er ved fugleskjulet. Et stykke af vejen kan man kroge sig gennem tjørnekratten i siden af stien. Men så kommer man til en vandbrønd som løber over. Det har gennemblødt stien så meget at man synker 20-30 centimeter ned i mudder og okker. Heldigvis havde jeg reservestrømper med og støvlerne holdt nogenlunde tæt. Men et øjeblik greb jeg mig i at tænke: "Åh nej, kviksand". Så galt var det dog ikke. Stien ser i øvrigt ud til at være ved at blive ordnet, men er kun nået til Ramsøgård.

Ramsøstien. Det kan være svært at se stien på dette foto, men det er den grønne strimmel som kanter sig gennem billedet.

Dette skal dog ikke afholde nogen fra at gå denne fantastiske sti. Øst for fugleskjulet forsvindet stien næsten og bliver til en trampesti langs en mark.

Ramsø, altså søen. Søerne har engang været drænet som landbrugsområde, men er i nyere tid blevet retableret som vådområder på en 1½ kilometers længde og ½ kilometers bredde.

Gudernes Stræde foreslår at man går sydpå ad Ramsømaglevej, men det er der for så vidt ingen grund til. Ramsøstien fortsætter øst for Brordrupvej langs de tre søer Ramsøen, Brordrup Mose og Ramsømagle Sø - hvor fugletårnet ligger. Mod nord går man langs de sænkningen og kan se bl.a. Brordrup nord for. Ruten fortsætter gennem stationsbyen Gadstrup med et stort industriområde øst for ad Salløvej mod Snoldelev

Snoldelev. Byen ligger langstrakt ca.1 kilometer langs ruten og byder på enkelte stråtæktshuse, dette hus som ligner en gammel købmandshandel og kirken.

Snoldelev, Hastrup og Karlstrup

Efter Snoldelev kommer man vest for og også øst for til de lortebrune kulturstepper hvor man dog i det fjerne kan se nogle grønne områder og enkelte gårde. Danmark er et land hvor man ikke kan vandre gennem naturområder, men må igennem det lortebrune landskab uden nogen former for liv, kulturstepperne. På denne årstid er de meget markante da byg, hvede og rasp endnu ikke er kommet op.

Hastrup er en del mindre end Snoldelev, men har til gengæld bevaret en del gamle huse og gårde.

Øst for Hastrup har man fra Bødkerhuset (der er sat til salg) mulighed for at passere en brakmark mod Bakkegårdsvej. Det giver mulighed for at kigge nærmere på Karlstrup Kirke og det gamle voldsted nordøst for. Sidste gang var jeg ved Karlstrup Kalkgrav som nok er at foretrække hvis man absolut skal vælge.

Korporalskroen, Møllebækkens Købmandsgård mm. Et børnevenligt sted hvor trætte vandrere kan forkæle sig selv med en is og kikke på gamle købmandsvarer.

Et af de mere spektakulære udflugtssteder og rastepladser er ved den stærkt trafikerede Tåstrupvej. Korporalskroen, Iskagehus og Møllebækkens Købmandsgård ligger her. Her har man forsøgt at genskabe en gammel købmandsbutik fra min barndom. Og der er mulighed for at spise en is ved Møllebækken. Det gjorde jeg sidst - ikke i dag da iskagehuset var lukket.

Vilhelms Plantage. Ruten her går delvis igennem skov og delvis åbent land. Det er gammel havbund, altså fladt.

Wilhelms Plantage

Den sidste del af ruten går gennem et bynærtnaturområde. Man har heldigvis fået åbnet stien under motorvejen igen så man kan komme til Wilhelms Plantage og videre mod Brødmosen.

Brødmosen, hængesækken. Mosen er ganske lille, men dog alligevel en intens oplevelse.

Gudernes Stræde er i et vejr som dette, frisk til jævn vind og cumulusskyer ideelt til vandring. Afvekslende og kun meget lidt lortebrune landskaber. Om en måned slipper man måske endda for dem når byggen, hveden og raspen står lidt højere. Turen var også en milepæl for mig da jeg efter næsten 4 år med Polymyalgi (og 4-6 år tilbage) nu er nået op på at kunne klare en ganske pæn strækning og i et ganske pænt tempo uden at gå ned.

Flere fotoer på Flickr fra Lejre, Roskilde, Solrød og Greve.

Ruten

Lejre Station. Højbyvej. Kumlehusvej. Ramsøstien. Gadstrup. Snoldelev. Hastrup. Karlstrup. Wilhelms Plantage. Karlslunde Station. I alt ca. 28 km

Tølløse - Lejre

Med god planlægning kan man gå op imod 25 km i pænt brede strimler af natur fra Tølløse til Lejre

Det er svært at finde længere strækninger på Sjælland med sammenhængende natur over længere strækninger på over 20 km. Men denne tur er en af undtagelserne. Den går gennem en del fredninger som støder op til hinanden: Åstrup Gods, Sonnerupgård og Hvalsø-Kisserupfredningen. Kun på ganske korte strækninger kommer man til at gå langs livløse marker og på landeveje. Og undervejs er der adskillige herregårde, en teglværksruin og masser af idylliske bindingsværkshuse i en stærkt kuperet og varieret natur. Det mærkes også på fugle- og dyrelivet samt de første sommerfugle jeg har set i år.

Baptistkirken i Tølløse (1943) har fået et "drivhus" foran. Denne ligger på en bakke.

Baptistmenigheden i Tølløse

Tølløse er trods sin beskedne størrelse på omkring 4.000 indbyggere centrum for baptismenigheden i Danmark. Udover den imposant kirke er der folkeskole, efterskole, højskole og præsteseminar. Tølløse kirke ligger nemlig som jeg beskrev i sidste indslag i Gl Tølløse 2 kilometer væk fra Tølløse. Her ligger også kirkegården hvor folkekirkemedlemmer og baptister forenes i døden. Baptisterne har  her en rekord hvad angår borgmesterposten. Baptistkirken har rod tilbage i vækkelsesbevægelserne i midten af 1800-tallet, kulminerende med opførelsen af kirken i 1943. Næsten ved siden af ligger baptisternes efterskole til 125 elever og en grundskole fra 8.-10. klasse med 135 elever. Siden 1928 en højskole og en eksamensskole for voksne.

Udsigten fra Sadelmagerhuset mod nord. Til højre ligger Åstrup Gods, i lavningen løber Elverdamsåen og i baggrunden anes Dyrehaven. Vejen ned mod godset har udover dette gamle hus fra 1792 også et mindre før man kommer til Røde Bro.

I den østlige del af Tølløse - der i virkeligheden er Kvarmløse - ligger ved Sadelmagervej en meget smuk gård, Soderupgård. Den er som flere af de andre gårde og godser på denne tur, et voldsted, endda militært. I krydset ved Åstrupvej ligger Sadelmagerhuset hvorfra man har en god udsigt mod nordøst til Åstrup Gods.

Hovedbygning, Åstrup Gods med voldgraven og broen over denne.

Åstrup Gods.

Fra Tølløse til Åstrup Gods er der omkring 3 km landevej. Allerede på afstand kan man se godset som ligger i en dalsænkning. Godset er fra 1400-tallet, men bygningerne er noget nyere. Godsejerne ejede ikke bare gods, de ejede også landsbyens beboere, hvilket fremgår af gravmindet over en af godset ejere, etatsråd Johan Bartholin-Eichel. Der står at ”Han var sine bønder en ven og velgører”. Bemærk ordet "sine". Og der har næppe været en opinionsundersøgelse blandt bønderne om de så også syntes han var deres "ven og velgører".

Stien nord for Åstrup Gods der fører til Hestehaven går gennem et flot kuperet herregårdslandskab. På bakken længst væk er Åstrupvej der er en alle.

En overgang var godset ejet af et resultat af den diktatoriske enevoldskonge Frederik 6.s langvarige affære med den 22 år yngre Frederikke Benedicte Mortensdatter Andersen Rafsted (1790-1862). Nemlig Frederik Vilhelm Dannemand (1813-1888). Ham blev der sørget godt i form af en militær karriere 1826-1863, adling 1830, 1839 lensgreve og ejer af Aastrup Hovedgård. Den Dannemandske Stiftelse ejede senere gården. Den blev så brugt til bolig for enlige damer (konventualinder) efter slægts- og standskriterier frem til 1985. Hans fingeraftryk ses af den lille sydfløj (1865) hvor våbenskjolde og initialer ses.

Med jævne mellemrum ligger gamle huse i skoven, her et noget særpræget et i Koskov.

Bygningerne er omgivet af voldgrave. Der er en smuk park vest for hvor elverdamsåen løber igennem. Den gik jeg igennem mod nord. Der er bl.a. et lille ”vandfald” fra en gamle mølledam og den flotte fredede Røde Bro, der fører vejen over Elverdamsåen. Øst for Åstrupvej er der i Hestehaven spor af nogle gamle vejspor, oldtidsagre og oldtidshøje. De fremstår som anselige terrasseskrænter på op til to meters højde og med fem meter brede lave skelvolde.

Det meste af turen går gennem skov som denne. Man kan måske fornemme det kuperede terræn i baggrunden bag traktoren. Her er det Koskov.

Egentlig ligger Dyrehaven vest for godset udenfor fredningen, men den er langt at foretrække for den mere ensformige alle nordpå, Åstrupvej der er omgivet af marker. Her får man til gengæld et overblik over herregårdslandskabet. Nord for Dyrehaven går der en sti stik øst mod fredningens vestligste skov, Hestehaven. Stien dykker syd på mod Franciscasminde som er en lille bebyggelse hvor Åkandevej krydser skovområdet. Her går også Gudernes Stræde igennem.

Torpeskov. Der bliver skovet en del i dette område. Heldigvis ikke i dag da motorsave kan være ret distraherende.

Der er mange muligheder for at vælge ruter. Jeg havde valgt den nordlige østpå gennem Åstrup Skov, Koskov og Torpeskov. Det er en udmærket skovrute, den fladeste på denne tur, og den krydses kun af en enkelt ikke særlig befærdet vej, Blakledsvej, før man kommer til Torpeskov. Igen fulgte jeg den nordlige rute gennem skoven indtil man mod øst kan skimte Bødkerhuset, et lille hvidt hus med en legeplads. Den er tilsyneladende ikke privat, og herfra fører en sti østpå til Lykkesholm Ridecenter ved Bjergskovvej - der er ret befærdet, men heldigvis kommer man ret hurtigt væk fra den igen.

Bjergskov lever absolut op til sit navn, i hvert fald sammenlignet med de øvrige af rutens skove

Der fører en stikvej ned til Bjergskov, som lever op til sit navn og som hvad angår kuperet terræn og variation er den mest interessante del af skovene. Man kommer også forbi et par bindingsværkshuse før skoven skifter navn til Bæsted Skov. Herfra havde jeg planlagt en tur langs landevejen gennem Skullerup for at se den mindre kendte hovedgård i Ledreborg Gods, Skullerupholm. Og en ruin af en gammel ringovn fra Skullerupholm Teglværk. Ruinen skal være Danmarks ældste af slagsen fra omkring 1801.

To af døren i ruinen af den gamle ringovn. Som det ses er den temmelig overgroet

Den brændte i 1965 og produktionen stoppede herefter. Ruinen er så overgroet at man godt han gå forbi den uden at opdage det. Men hvis man kigger efter informationsplanchen er man på rette vej. Man kan kun se den på afstand. Og det er kun det underste af ovnen der står endnu, endda ret tydeligt med dørene ind til kamrene. Den er 2-3 meter bred og 60-70 meter lang. Størrelsen gør at man godt kan danne sig et indtryk af hvordan den må have set ud. Teglbrændingen fandt sted i 250 år. I det hele taget er det godt at huske på at de idylliske bindingsværkshuse med stråtag ofte rummer tragiske historier. Her blot et eksempel, Flintebjerghuset. Mistanke får man måske når man ser at huset ene ende har staldvinduer. Mennesker og dyr levede altså sammen i samme hus. Og tjekker man oplysninger om beboerne, finder man ud af at i starten af 1900-tallet boede her et ægtepar som fik to børn, det ene døde som barn. Den anden søn boede også her, giftede sig og fik en datter som døde fem måneder gammelt. Og konen døde kort tid efter, kun 22 år gammel. Senere beboere står i folketællingen 1930 angivet so landarbejder på Skullerupholm. Livet har formentig været særdeles vanskeligt.

Udsigten øst for Skullerup på vej mod Ledreborg. Mod nord

Skullerup Hovedgård skal have ligget her så langt tilbage som 1326. Da havde den opslugt de fleste bøndergårde, de sidste blev nedlagt 1453. 1661-1663 hørte den såmænd under København. Og i starten af 1700-tallet huserede her en af tidens værste slavehandlere, Severin Junge, direktør for Dansk Vestindisk-Guineisk Kompagni. Med lidt god vilje og hjælp fra planchen kan man stadig se resterne af den voldgrav fra middelalderen som engang omgav hele bygningen. Der er ikke meget tilbage af de gamle bygninger udover forpagterboligen fra 1853.

Ledreborg Gods. Det er privat og der er ingen adgang til bygningen, ligesom de øvrige mange bygninger også bliver brugt af private. Undtagen godskontoret.

Ledreborg Gods

Godsets anden og mere kendte hovedgård, Ledreborg er privat ejet, og der er kun adgang til parken. Resten er privat ejendom. Historien om dette gods kan hurtigt googles, og der findes mængder af litteratur. Parken er absolut de 25 kr. værd. Man er kun forment adgang til områderne i umiddelbar nærhed af bygningerne. En tur fra slottet, ned til åen og op på den anden side kræveren god fysik. Det fremgår måske ikke helt af fotoet. Men stigningerne er markante.

Parken er åben for publikum i dagtimerne, formedelst et beløb på 25 kr. Dette er et vy var bakken overfor. Men der er også mere skovagtige områder omkring åen.

Slottet er bl.a. designet af arkitekterne Johan Cornelius Krieger og Laurids de Thurah. Barokhaven blev renoveret i 2007. I stedet for at vælge den ret befærdede Ledreborg Allé kan man bruge arbejdsvejen på kildepladsen. Den forløber langs Ledreborg Å. Herefter er der sådan set kun turens eneste længere vejstrækning, Lejrevej tilbage ned til stationen. På dette tidspunkt havde jeg allerede opbrugt min ellers udvidede ration af vand. Og det skal man ikke i Lejre. Der er stort set kun en Fakta tæt på stationen. Og her serverer de ikke fx kaffe.

Ruten

Tølløse Station. Tølløsevej. Kvarmløsevej. Åstrupvej. Åstrup Gods. Sti gennem Dyrehaven. Hestehaven. Franciscasminde. Aastrup Skov. Koskov. Balleskov. Torpeskov. Bjergskov. Bæsted Skov. Skullerup. Lambakke. Kisserup Lod. Ledreborg. Ledreborg Kildeplads. Lejre Station. I alt ca. 23 km.