Københavns 1800-tals skoler

Københavns Kommunes skolers første årtier på vej mod oplysning, og ud af den hundredårige kirkelige indoktrinering

1800-tallet var opbrud i Danmarks skoler. Kirke, adel og konge havde på skift og i den rækkefølge regeret landet med vold og trusler om vold siden middelalderen. Men der var opbrud i Europa, militærdiktaturer, enevælde mv stod for fald. Så meget at der kun er få fysiske levn fra den tid i den nuværende Københavns Kommune: Rytterskolerne som Frederik 4 fra 1721 befalede opført, i Valby og Brønshøj. De blev opført på den del af krongodset, der leverede mandskab, heste og underhold til det kongelige rytteri.

Valby Rytterskole. Her blev der terpet kristen børnelærdom og læsning gratis. Men hvis man ville have sine børn til at læse og regne, så måtte man ryste op med penge. Så selv om kongen stod for byggeriet, var det kirken som stod for hvad der foregik inde i bygningerne.

I distrikter med rytterskoler blev der indført skolepligt for alle børn fra 5-årsalderen og undervist gratis i kristen børnelærdom og læsning, mens forældrene måtte betale for undervisning i skrivning og regning. Holdningen blandt magteliten, embedsapparatet, kirken og godsejerne var at folket, almuen ikke blev anset for modtagelige for fornuft og oplysning. Kongen styrede enevældigt, og kirken stillede sig beredvilligt til rådighed til at forklare folk at de skulle kende deres underordnede plads i samfundet.

Før-kommunale skoler

Tag fx Nyboder. Inde i Staden fandtes der i Nyboder en skolemester siden 1592, dog først fra 1642 på selve stedet. Men før 1816 var der på skolerne kun ca. 100 pladser til Nyboders 2-3.000 børn. I 1786 oprettede man seks skoler med hver 100 drenge. 1816-20 blev alle skolerne samlet i Vildandegades to længer. Der var plads til 240 drenge. Og i 1820 en skole til 160 elever i næste gade, Svanegade. Nyboders piger måtte udenfor bebyggelsen fra 1786. Først i 1805 og igen i 1810 åbnede to pigeskoler i selve Nyboder. I 1918-1920 blev der opført en skole lige overfor, på Øster Voldgade 15.

Vildandegade i Nyboder. Skolebyggeri er der ikke tale om. Blot nogle i forvejen eksisterende lokaler og bygninger som blev anvendt som skole. Sammen med længen i Svanegade (bagest) blev det til to skoler til omkring 400 elever.

De offentlige skoler var dengang ensbetydende med kirke- og fattigskoler og et betydeligt antal små private skoler. Dvs ideologisk påvirkede af den mellemøstligt importerede kristendom, mens eleverne kom fra den danske tradition, dvs nisser, spøgelser, varulve og andet gækkeri som nok har betydet mere for dem end Bibelens myter. Det kan fx ses ved at reformationen i kirkeordinansen (1537/39) havde pålagt sognepræsterne at holde opsyn med og undervise jordemødre fordi de blev mistænkt for at bruge tryllemidler, trolddom og andet djævelskab. Da disse formentlig var mere virkningsfulde end kirkens, gik påvirkningen dog også den anden vej.

Oplysningstidens humane tanker viste sig i medicinalforordningen 1672 som fx bestemte at jordemødre skulle overhøres af en læge, ikke sognepræsten. Men pga. antallet af læger foregik det kun i København. Provinsen kom først med i 1714. Til gengæld lykkedes det 1683 kirken at få indført kirkevielsen der før var en verdslig kontrakt. Fra omkring år 1800 var enevælden mere og mere utilfreds med kirkens manglende evne til at holde befolkningen i ideologisk tømme. Under pietismen blev det en privatsag som ikke kom staten ved, man begyndte at definere staten som en ikke-religiøs størrelse. Og med vækkelsesbevægelserne var kirken for alvor udfordret. Det hele resulterede i tre store spørgsmål: Sognebåndsløsningen som bandt enhver borger til sin sognepræst hvad angår dåb (der var tvangsdåb indtil 1847), bryllup, konfirmation osv., religionsfrihed inden for den kristne kirke og kirkeforfatning. Men alt i alt lykkedes det kirken at fortsætte den kristne indoktrinering i skolerne til langt op til 1800-tallet gennem sogneskolernes præster, degne og skolemestre der ofte var rekrutteret blandt teologiske (læs: kristne) kandidater.

I starten af 1800-tallet begyndte velhavende borgere i byerne at blive betænkelige ved det stigende antal børn som huserede i gaderne. Og også at tvivle på om kirken var sin opgave værdig. En holdning som man bl.a. finder i tidsskriftet Politivennen. Læser man hvad børn foretog sig i begyndelsen af 1800-tallet i Politivennen, så viser det alt andet end lydig skolegang: De fordrev tiden med spil, fx Paradislegen (hinkeruder), boldspil, lavede ballade, forsøgte at få husly i Vartov, falbyde varer, smårapse, tigge med eller uden forældre, de røg, svømmede nøgne, farlige lege, forhånede, skamferede kirkegårde, bygninger, beplantninger, statuer osv. Især drenge gjorde sig bemærket på gaderne - "drengestreger", "gadedrenge". Og hvad værre var, i flok kunne virke ligefrem truende på spidsborgerne. Små piger berettes om at tigge, og ellers som letlevende teenagepiger på vej ned ad skråplanet. Som de fleste andre i enevældens magtelite havde politivennerne kun disciplin og afstraffelse som et bud på hvordan man fik børnene til at makke ret. Det var først da enevælden krakelerede at et andet syn på børn og skolepolitik vandt frem.

Fri- og betalingsskoler 1846-53: P. C. Hagemann

Allerede under enevældens sidste krampetrækninger var kristendommens rolle i skolerne truet. Sogneskolerne blev nedlagt i 1845. De blev afløst af kommunale skoler i form af gratis friskoler eller indtil 1915 betalingsskoler. Her kostede skolegangene 1 krone om måneden. De kaldtes derfor også kroneskoler. I 1846 blev der oprettet en friskole og to betalingsskoler. Til jobbet med at designe nye skoler hyrede man arkitekt Peter Henrich Christoph Hagemann som i senklassicistisk stil i årene 1846-51 tegnede de første fire kommuneskoler i København. Hagemann døde 43 år gammel under koleraepidemien.

Man kan nemt gå forbi Sølvgade Skole uden at lægge mærke til den. Kun skolegården foran får måske en til at dreje hovedet. Og selv da dækker to bygninger for skolens fløje. Det var Hagemanns første skole og blev forbillede for eftertidens skolebyggeri.

Skolen i Sølvgade 16 (1847) blev forbillede for mange af de kommuneskoler, der senere blev bygget i København. For mig ser det ud som om Hagemann har taget udgangspunkt i tidens institutions- og  fabriksbygninger. Måske endog kaserne- eller fængselsbyggerier. Og det afspejlede måske, måske ikke synet på hvad skolegang var. Udover Sølvgade tegnede han Suhmsgade Skole (nr. 4). I dag bor bl.a. forskellige kommunale institutioner samt Anemoneteatret i huset. Skole er pt ved at blive istandsat og pakket ind i stillader.

Sank Hans Gades Skole, Sankt Hans Gade nr. 27. Nr. 25 anes bag lyskurven til venstre i billedet. Denne bygning minder om Hagemann, men årstallet 1862 på bygningen forvirrer - skyldes det Theodor Sørensens ombygning det år? I 1882 blev der opført en større bygning i Sankt Hans Gade, se Hans Jørgen Holm nedenfor.

Sankt Hans Gades Skole (1851) på hjørnet af Sankt Hans Torv og Sankt Hans Gade skulle være et andet eksempel på Hagemanns arkitektur. Men på bygningen står der at den er opført i 1862, hvilket kan skyldes den senere ombygning ved Theodor Sørensen. Skolen blev nedlagt 1984. En af Hagemanns skoler er nedrevet, Nørrevold Skole (1850-1982) på Nørrevoldgade 28. Skolen flyttede i 1880 til Gasværksvej 22 og blev til Gasværksvejs skole. Bygningen stod på gårdspladsen med indgang fra Nørrevold 28

En lærer taler ud

Før slutningen af 1800-tallet har vi næsten kun andenhåndsbeskrivelser om den almene dansker fra lærere, præster, embedsmænd og andet. En af disse lærere var Anton Nielsen som i "Gamle Nielsen", (kulturhistorisk selvbiografi fra 1799 til 1888. Odense. 1888) fortæller om livet i Sneslev. Hans syn er nedladende og foragtende syn på bønderne. Og et vidnesbyrd om lærere og præster som en kulturel elite med privilegier i landsbyerne. Man kan få et indblik via salmebøger anvendt i skolen (1814). At læreren anså sig for et ophøjet væsen fremgår fx af s. 83ff:

De store digteres værker var ikke nået så vidt. Vi kendte vel Oehlenschlägers navn og nogle af dans dårligste sange, men heller ikke mere. Grundtvigs navn hørte jeg først i (18)fyrrerne. Vi kendte lidt til Baggesen og P. A. Heiberg, men ellers sang vi Rahbeks, Todes og Zetlitz' drikkeviser. Vi havde ikke andre sange at lære skolebørnene.
Politiken i vort eget land var der aldrig tale om. Vi kendte ikke en gang navnene på ministrene, så vi havde det anderledes roligt end nu.  Kongen nød en ubegrænset tillid. Al ting gik sin rolige gang og vi prisede os lykkelig ved vor "faderlige regering"
Af aviser kom kun et eksemplar til byen. Det var Slagelse-Avisen, eller hvad den hed, der blev udgivet af pastor Bastholm. Det som interesserede os mest af den, var beretningen om den græske frihedskrig. Når vi af vort ganske hjerte holdt med grækerne, da var det ikke af politisk frisind, men fordi de blev behandlet umenneskeligt af tyrkerne.
Af kristeligt liv var der så godt som intet. Der var ikke spor af opvækkelse på vor egn. Folkelige møder eller fester var der jo slet ikke tale om. De eneste folkelige forlystelser man kendte var dansegilder og markeder.

Han bekræfter indirekte kristendommens fravær hos den almindelige dansker og beklager at bønderne på egnen ikke kunne påduttes finkultur, kristendom og vækkelse. Og selv hvis det var sådan, så var bønderne for svigagtige, se fx s. 88f

Bønderne var ellers dygtige til at finde på alle slags kneb for at snyde tiendeejeren, derfor måtte denne såvidt muligt, oplyse tælleren om de snyderier som var mest brugelige.

Han praler med hvordan han afslører en fattig bonde og truer med at melde ham til myndighederne. Kirken var en del af enevældens vold og trusler om vold. Grunden var den urimelige tiende og de talrige påtvungne gebyrer befolkningen skulle betale til kirkens ansatte. Kirken var ildeset og frygtet på landet. Anders Uhrskov beskriver fx i Dagligt liv (Aschehoug, 1924), hvordan bønderne siden Knud den Helliges tid i over 800 år rettede deres vrede mod præstetiende af naturalier. Den fortsatte reelt forsatte den til 1. januar 1863. Og tiende som sådan blev først erstattet af kirkeskatten i 1920. Betaling af tiende var bestemt en ydmygende affære for bønderne. De havde pligt til at sende bud efter præsten som kom og tog ydelsen, gerne det bedste, inden sæden kunne køres hjem. Præsten kunne give sig god tid med at indkræve fra de forskellige bønder, og det betød ofte irriterende ventetider. Intet under at de blev vrede og søgte afløb i "drillerier" af præsten.

Eksemplet Hindegade 

Før gennemgang af de kommunale skole, lidt om hvor vanskeligt det kan være at spore skolerne, med Hindegade som eksempel. Generelt skiftede de enkelte skoler ofte fra friskole til betalingsskole - og tilbage igen. Deres navne skiftede tilsvarende ofte, de blev sammenlagt, delt og sammenlagt igen. For Hindegade Skoles vedkommende betød det at da sogneskolerne blev nedlagt 1845, begyndte en vandring rundt i indre by for Byens Forenede Friskoles østre afdeling og dertil hørende navneskift. Oprindeligt lejede man sig ind i Stormgade og skiftede i 1848 navn til Den Forenede Friskole. Her blev man imidlertid opsagt og en ny bygning blev opført 1850 på Nørrevold. En afdeling blev oprettet 1857 til hjørnet af Sct. Annæplads 13/Amaliegade og skiftede i 1858 navn til Den Forenede Friskoles østre afdeling, dog kun 1864-1891 hvor den kom til at hedde Østre Friskole.

Hindegade 4, bagsiden af bygningen har indgang fra Fredericia 39. en blev tegnet af J. B. Stillmann (1822-1875). I 12017 bebor Københavns Kommunes Ungdomsskole bygningen.

I 1864 flyttede den til Hindegade 4, og senere Fredericiagade 39 under navn af Hindegades Kommuneskole, for så til sidst i 1923 at blive nedlagt. Børnene blev overført til Nyboder skole. Men bygningen blev overtaget af kommunes drengeskole i  Ravnsborggade under navnet Sct.Annæ Vester skole (som i øvrigt før hed Kjær & Lyngbyes Skole). I 1938 overtaget af de forenede Kirkeskoler. Som i 1953 blev til Sct. Annæ gymnasium, arnested for Københavns Drengekor og en sangskole med støtte fra kommunen. I 1952 blev der oprettet en gymnasieklasse, året efter tager institutionen navneforandring til Sankt Annæ Gymnasium og pladsen blev efterhånden så trang, at man i 1972 kunne flytte både skole og gymnasium til de nuværende lokaliteter på Sjælør Boulevard. Er du forvirret? Det er jeg også!

N. S. Nebelong 1870

N. S. Nebelong (1806-1871) var stadsbygmester i København 1863- og satte et markant præg på København, dog ikke på skoleområdet hvor han kun tegnede skolen i Nansensgade 44-46 (1870). Den er pt ved at blive istandsat og er pakket ind i stilladser, men den adskiller sig ikke særlig meget for andet skolebyggeri. Også denne skole flyttede rundt i København, bl.a. Stokhusgade 3, Vester Farimagsvej 32. Skolen blev 1915 kommuneskole, og nedlagt i 1991.

Hans Jørgen Holm 1874-1886

Hans Jørgen Holm (1835-1916) overtog arbejdet med at tegne kommuneskoler i Københavns Kommune. Det blev til 10. 1872-73 var han konstitueret som bygningsinspektør i Københavns Kommune. Ifølge Dansk Biografisk Leksikon tilførte han italiensk renæssancestil til byggeriet.

Prinsesse Charlottes Gades Skole. 1874 står der på facaden. 

Prinsesse Charlottes Gades Skole (1874, færdigbygget 1875) var Holms første skole og minder lidt om et palads. Skolen blev nedlagt 1980 og skolebygningen blev fra 1981 brugt til Skolen i Charlottegården. Skolerne på Christianshavn er et stort virvar. De har ligget i ret mange forskellige bygninger og flyttet ind i hinandens bygninger med forskellige formål. Nogle af bygningerne er nedrevet, fx Prinsessegade 28. Holms andel var Bådsmandsstrædes Skole (1877) er nu Christianshavns Gymnasium, men det blev den først i 1924, dog under navnet Sundby Gymnasium. Andre adresser er Prinsessegade 54 (1864). Bådsmandsstræde 14-16 (1877), et tidligere marinehospital i Prinsessegade 45.

Sankt Hans Gades Skole, nr. 25. Man kan ane nr. 27 til højre i billedet. Bygningen adskiller sig markant i stil fra den i nr. 27. Skolen må tilskrives Hans Jørgen Holm, 1882

Holm står også anført som arkitekt for en del af Sankt Hans Gades Skole (1882), som ligger ved siden af Hagemanns på Sankt Hans Torv. Den ophørte med at være kommuneskole i 1984 og er i dag en arabisk, muslimsk privatskole. Udover vægt på arabisk har man her genindført 1800-tallets religiøse præg, dog her med vægt på en anden mellemøstlig religion, nemlig islam.

Gasværksvejens Skole set fra Gasværksvej. Rundbuerne er blevet noget fladere end i Prinsesse Charlottes Gade, men ellers synes grundplanen at være den samme.

Gasværkvejens Skole (1880) minder lidt om Tietgensgade Skole (1886). Også den har haft adskillige navne. Sidstnævnte ophørte i 1932 og bygningen blev overtaget af Rysensteen gymnasium.

En af Matthæusgades Skoles bygninger. Her er vi nærmest i noget tempel- eller kirkelignende arkitektur. 

På Mattæusgades Skole (1883) synes det som om at Holm begyndte at eksperimentere med flere virkemidler. Nu ligner skolen mere en kirke eller et tempel. Siden 2008 blev den slået sammen med Enghave Plads Skole under navnet Tove Ditlevsens skole.

Østerfarimagsgade 40 stammer fra Holms sidste år i København. Og her ser det ud til at han for alvor har udviklet sin stil.

Øster Farimagsgades Skole (1885) på Østerfarimagsgade 40 blev som alle andre skoler en kommuneskole i 1915 hvor al skolegang blev gjort gratis.

Sjællandsgade Skole. I en af murene er indmuret "Denne sten indsatte skolens elever af glæde over Sønderjyllands genforening med Danmark aar 1920."

Sjællandsgades skole (1887) er et af Holms sidste skolebyggerier. Rundbuerne er som på Østerfarimagsgade Skole sat over dobbelte vinduer, og der er kommet flere knopskydninger på byggeriet. Skolen blev i 2006  sammenlagt med Stevnsgades skole til Guldberg Skole.

Andreas Clemmensen 1885-1886

Andreas Clemmensen (1852-1928) angives til at have været en "stilskabende arkitekt omkring år 1900, hvor han både skabte palæstilen og satte sit personlige præg på nationalromantikken og nybarokken". Men det var efter han havde været i gang på skoleområdet hvor hans to skoler stammer fra hans tidlige karriere.

Oehlenschlägersgade Skole set fra skolegården. Bag fotografen ligger gymnastiksalen som mindede mig lidt om Vestre Fængsel og Vridsløse Statsfængsel .

Oehlenschlägergades Friskole i nr. 57 (1885) har 2 bygninger adskilt af en skolegård. fra 1885. Her synes han mere at have lagt sig i slipstrømmen af Gasværksvejens Skole, tilsat et par tårne og lignende. Ikke helt ulig Randersgades Skole på Østerbro i København (1886)

Randersgade Skole er modsat de fleste andre skoler bygget sammen med husrækken. Og den står altså ikke som en selvstændig bygning.

Andre skoler

Det vil føre for vidt at afbilde alle 1800-tallets skoler og midlertidige opholdssteder. Her blot til læserens egen videre vandretur Kapelvejens Skole (1879) som i perioden 1933-1964 blev den brugt til seminarium og blev nedlagt i 1984.

Blegdamsvej 106. Ryesgade Friskole angives at have ligget her 1881-1887.

Ryesgades Friskole angives til at have ligget 1881-1887 på Blegdamsvej 106, og fra 1883 i Ryesgade 101. Fra 1894 desuden med filial på Blegdamsvej 62 (Ludvig Fenger, se nedenfor). Her lå tidligere Magistratens Blegdamsskole, som blev nedrevet i 1892. Altså endnu et eksempel på udfordringen i at finde skolebygninger.

Ryesgade 101. 1883-1989

Nybygningen åbnede i 1894 som filialskole, men blev solgt i 1916/17 på grund af fabriksstøj. Fra 1. februar 1917 lå filialen i barakker på Nørrefælled ved Blegdamsvej. Denne barakskole blev nedlagt i 1923, og eleverne blev overført til den nyoprettede Ravnsborggades kommuneskole. Ryesgades skole blev nedlagt i 1989.

Ludvig Fenger 1887-1904

En anden produktive skolearkitekt i København var Ludvig Fenger (1833-1905) som var stadsarkitekt 1886-1904. Mange af hans italiensk inspirerede (rundbuestil) skoler ligger i brokvartererne.

Jagtvejens Skole set fra skolegården. Mod Jagtvej er facaden mere ensartet med store vinduer.

Jagtvejens Friskole (1888) har gennemgået en del revoveringer og ombygninger. I 2008 blev Jagtvejens skole sammenlagt med Havremarkens Skole under navnet Nørrebro Park Skole. Bemærk der er to indgange, en til piger, den anden til drenge. Og lejligheder til skolens leder. Også skolegården var dengang opdelt med en streg i en for drenge og en for piger.

Indgangen til Husumgade Skole. Til højre kan lige anes det særprægede kukkeursagtige skoleklokkehus.

Husumgades eller fra 1929 Havremarkens Skole i nr. 44 (1890) blev i 2008 sammenlagt med Jagtvejens Skole under navnet Nørrebro Park Skole. Facaden mod Husumgade består af 2 etager med meget store vinduer, med etager nedad og opadtil af mindre. Skolegården har endnu bevaret en decideret klokke, oven i købet med et lille hus. Ovenover sidder dog en moderne elektrisk.

Rådmandsgade Skole. Her er der ikke meget tilbage af rundbuestilen. Men nu er der til gengæld kommet trekanter på. 

Rådmandsgades Friskole (1889) i  nr. 22 blev som så mange andre af de nævnte skoler i 1915 kommuneskole, da Borgerrepræsentationen besluttede at ophæve betalt skolegang og skellet mellem betalings- og friskoler bortfaldt.

Vibenhus Skole. Vinduerne er nu blevet et helt dominerende element i facaden. Den ligner meget Rådmandsgade Skole. 

Vibenshus Skole, Kertemindegade 10 (1892) er opkaldt efter det lille traktørsted ”Lille Vibenshus”, der lå på hjørnet af Jagtvej og Østerbrogade (dengang Strandvejen). Traktørstedet selv var opkaldt efter en for længst afdød værtshusholder, Jens Jensen Vibe, som ejede stedet i 1708. Skolen er tegnet i historicistiske stil med italiensk inspireret rundbuestil.

Enghave Plads Skole set fra skolegården. Siden mod Enghave Plads har to løver som holder Københavns byvåben med de tre tårne og årstallet 1891.

Enghave Plads Skole (1891-92) i nr. 21 hed i starten Istedgade Skole. I 2008 blev skolen lagt sammen med Matthæusgades Skole skulle under navnet Tove Ditlevsens Skole.

Larslejstræde 9 står der i porten til Pelts stiftelse i nr. 11 midt i billedet. I det fjerne anes Nørre Voldgade.

Larslejstrædes Skole (1891, 1901, tilbygning) havde udspring i Helliggeistes sogns skole. Den flyttede rundt i Stormgade 1846-1850, Nørrevold 225-226, Larslejstræde med indgang fra Pelts stiftelses grund.  filiallokale i Pilestræde 117. Fenger stod også for en ekstra skole til Ryesgades Skole, senere Nielsen & Winther, Blegdamsvej 62 (1893-94)

Enghavevej Skole. Paradoksalt nok er der ingen indgang fra Enghavevej.

Enghavevej Skole (1895) nr. 49 har samme omtumlede tilværelse som andre skoler. Den blev nedlagt i 1979 og i 1983 blev bygningerne overtaget af Engskolen.

Skolen på Haderslevgade er nu en del af Tove Ditlevsens Skole.

Haderslevgades Skole, nr. 1 (1899) blev oprindelig opført som friskole for børn fra Øhlenschlægersgades, Enghavevejs, Ny Vestergades og Istedgades skoler. Skolen blev nedlagt 1938, og eleverne overført til andre skoler på Vesterbro. Fenger tegnede også Vester Voldgade 98 (1890), Den blev i 1938 overtaget af Den Classenske Legatskole. Den blev oprettet i 1793 og skulle ifølge Johan Frederik Classen give opdragelse og undervisning til fattige soldaters børn. Skolen var placeret i Artillerikasernen i Strandgade på Christianshavn, 1895 Wildersgade 5 (nedrevet). I 1901 overgik skolen fra krigsministeriet til kulturministeriet og i 1918 modtog Københavns kommune skolen som gave. Skolen er pt ved at blive istandsat og pakket ind i stilladser. Ludvig Fenger fortsatte med at opføre skoler også efter århundredskiftet, Efter 1900: Alsgades skoler, Gasværksvejs skoler. Hans Tavsens Gades Skole (1901-02) og Frederikssundsvejens Skole (1903-04).

Status anno 1890 var at der var  8 betalingsskolen og 15 friskoler i København

Privatskoler

Ud over de kommunale arkitekter bød og byder København på en hel del privatskoler.

Pilestræde 48 blev bygget til Carolineskolen i 1860. Arkitekten tegnede mest til forlystelseslivet, og sandelig om ikke bygningen nu anvendes til det. Med lidt god vilje kan man dog godt forestillet sig at der kan have været skole i 58 år.

Som eksempel på at skolebyggeri ikke adskilte sig meget, kan nævnes Carolineskolen i Pilestræde 48. Den blev tegnet af murer og arkitekt Harald Conrad Stilling (1815-1891). Han tegnede ellers mest til det boblende forlystelsesliv i København på det tidspunkt, men blev dog også stadsbygmester 1871-1881. Og ikke mindst påvirket af Synagogens arkitekt, G. F. Hetsch. Skolen holdt til der 1860-1918.

Det Kongelige Vaisenhuus proklamerer striben lige under taget.

Vajsenhuset flyttede i 1875 til sin nuværende beliggenhed i Nørre Farimagsgade i en bygning opført 1874–75 af Carl Ferdinand Rasmussen (1831-1903). Bygningen er inspireret af florentisk renæssance.

Krebs' Skole, Stockholmsgade 5. 

Krebs' Skole privatskole Stockholmsgade 5, grundlagt 15. august 1872 af Conrad P.J. Krebs som forberedelsesskole til Metropolitanskolen. Siden 1878 har den haft adresse på Stockholmsgade i en bygning tegnet af Charles Abrahams (1838-1893).

Sankt Petri Skole i Larslejstræde. 

Sankt Petri Skole er en tysk-dansk privatskole og en af landets ældste med traditioner tilbage til 1575. Den holder til i Larslejsstræde 5-7 og i Nørregade 31-33. En bog af Ole Brandenborg Jensen påpegede indflydelse fra nazisterne i perioden 1930 til 1945. Men indgår ellers i det københavnske bybillede som andre skoler.

Hvad der skete siden

Fra 1900-tallet begyndte de der gik i skole endelig selv at fortælle om hvordan de oplevede det. En af dem er Kai Rosenberg (1898-1977) som i bogen "Et dejligt forår" (1970) giver et vidnesbyrd om skolegang på Gammelholm Latin- og Realskole omkring 1900. Man aner stadig den kristne indoktrinering, men nu var det blevet legitimt at forholde sig kritisk til den:

"Bibelhistorie var som sagt det morsomste. I den alder er man meget modtagelig, og man har tillid til, hvad de voksne siger. I undervisningen var iblandet så megen religiøs propaganda, at jeg senere havde stort besvær med at anbringe alt på rette plads, at gøre mig klart, hvad der var tro og hvad der var viden - om man burde ta stilling til det lærte med følelsen eller forstanden.
Den religiøse hjernevask i de første klasser påtager sig et stort ansvar. Det er meget få, som ikke blir mærkede for livet og derved blir mindre skikkede til at tænke klart, når det drejer sig om det overnaturlige. Ofrene blir ude af stand til at tænke stringent og logisk, når det rejser sig om emner, man intet ved om og derfor erstatter viden med tro.
Jeg tror nok, at jeg efterhånden er sluppet ud af dette emotionelle hængedynd og nu befinder mig på nogenlunde fast grund. Men der skulle megen spekulation til, som måske kunne ha været sparet til vigtigere problemer, hvis jeg ikke havde været hjernevasket som lille og derfor forsvarsløs."

Rosenbergs beretning fortæller om en befolkning der langt fra er blevet underkuet af århundreders kirkelig indoktrinering af kristendommen. Og om en befolkning som er i stand til at tænke selv. Kirkens ideologiske indoktrinering leverede samtidig ammunition til de praktiske udøvere, fx lærere og forældre, helt op til vore dage. Fx fortæller forfatteren Gretelise Holm (f. 1946) om sin opvækst at der altid lå en trussel om tæv i luften, men at hun ikke bebrejder forældrene (Søndag, 24.11.2014):

Jeg bebrejder sådan set ikke mine forældre, for det var udbredt at tæve sine børn dengang. Præsterne anbefalede det endda i deres prædikener. Jo mere hellig man var, jo mere skulle man slå

"Den man elsker tugter man" var ikke bare en metafor, og ikke bare noget for fattigfolk som Gretelise Holm stammer fra. Høj som lav, selv kronprins Frederik (f. 1968) mærkede en snert af det, og udtalte det endog i sin sølvbryllupstale til sin far. Der er langt fra kristne sogneskolers mål med at opdrage børn til lovlydige samfundsborgere, herunder til børnearbejde, til kommuneskolerne ved indgangen til 1900-tallet. Men det holdt hårdt. Man havde godt nok lovgivet imod børnearbejde i 1873 efter engelsk mønster, men der var vilde protester mod denne ukristelige lov. I 12. Indberetning fra Larslejstrædes Skole fik formanden for Københavns Mejeriforening (ved formanden Hans Christensen) inspektørerne på de københavnske kommuneskoler til at give deres bud på, i hvor høj grad erhvervsarbejde påvirkede børnenes udvikling. Skoleinspektørernes svar havnede i Magistratens 1. afdeling, hvorunder det kommunale skolevæsen hørte. Tabellen viste at børnearbejde til påvirkede undervisningen negativt. Men at de arbejdende børn ikke væsentligt stod tilbage for de som ikke arbejdede. Først i 1913 blev der endeligt gjort op med børnearbejde også i praksis.

Efterårstur Borup-Hvalsø

Halvt landevej, halvt skovtur på en af efterårets vel nok sidste vandreture før bladene endeligt har mistet fæstet

Efterårslandskab i al sit pragt og ydmyghed: Overdrevet langs Mortenstrupvej i Ravnsholte Skov. Ikke noget under at der er indrettet shelter på den anden side.

Dagens tur var ikke forberedt, intet jeg satsede på at få set. Andet end at se på efterårsfarver. Helst i solskin, men endnu engang viste det sig at ligeså snart man kommer ind i Ringsted Kommune, så bliver der overskyet. Solen pippede lidt frem en gang imellem, men ikke det store. Vejret var imidlertid klart og næsten vindstille, så det gjorde ikke noget.

Møllelundgård. Nu sognegård og del af det kirkelige miljø omkring kirken, sammen med kirkegården og graverkontoret.

Man skal igennem Borup for at komme ud på landet. Og Borup er vel hvad man ville kalde en typisk dansk provinsby med hvad en sådan nu byder på af huse. På denne fredag formiddag er der ganske mennesketomt. End ikke de obligatoriske hundeluftere er på banen. Kirken, kirkegården, graverkontoret og Møllelundgård som nu fungerer som sognegård, er oplivende oplevelser. På kirkegården er der et par gravsten med lidt gammel historie, bl.a. en godsbestyrer fra slutningen af 1700-tallet.

Vy over den sydlige del af Lammestrupvej, og et nogenlunde typisk vy, med skov mod nordøst og spredte gårde og huse langs vejen. Ikke meget plads til vandrere, men trafikken er heller ikke overvældende.

Lammestrupvej

En af de store overraskelser var Lammestrupvej. Måske fordi jeg ikke havde forventet for meget af dette stykke. Selv om vejen er befærdet med trafik og der ikke er levnet plads til vandringsfolket, andet end i rabatten, så er der på de seks kilometer landevej en hel del gårde og huse spredt langs med vejkanten som er ret seværdige. Også Lammestrup har en del flotte gårde og huse, mens det lidt større Stubberup er mere anonym.

En af de bedre udsigter langs Lammestrupvej, her lidt nord for Lammestrup. Heldigvis ligger de nogenlunde tæt så man ikke når at blive alt for træt af at kigge på sortladne kulturstepper.

Det er afgjort husene som redder Lammestrupvej, for natur er der sparsomt med. Der er marker til mindst en side. Men til gengæld går man langs først Ryeskov, længere mod nord langs Magleskov. Der er så landligt at man støder på flere boder langs vejen, hvor der tilbydes kartofler, æbler ja sågar en specialforretning med marmelade og kryddereddiker. Min ryg kan dog ikke pt holde til at slæbe rundt med alt for meget, så jeg måtte modstå fristelsen til marmeladen. Den så ellers lækker ud.

Nord for Erupvej forløber Lammestrupvej langs Stubberup Skov, og her er udsigten ganske betagende, og igen med spredte huse og gårde. 

Man slipper ikke for en tur ud på den stærkt trafikerede Hovedvejen, men man kan dreje skarpt mod nord ad Atterupvej, og når først man er kommet på afstand af den øredøvende larm fra trafikken, slynger vejen sig gennem et stærkt kuperet landskab der bare bliver bedre og bedre, også efter man drejer ad Mortenstrupvej langs Atterup Skov. Midt på Atterupvej ligger Atterupgård som har slået sig på heste. Der er en kæmpestor hestestald med tilhørende ridebane.

Et sidste vy over efterårslandskabet ved Stubberup fra Lammestrupvej. Her kan man allerede begynde at høre larmen fra Hovedvejen. 

Ved Mortenstrup som mest består af en håndfuld gårde og nogle huse, kan man dreje mod nord til de næste mål, Bidstrupskovene.

Gården på overdrevet langs Mortenstrupvej. Så kan det da ikke blive mere idyllisk: Heste som fredeligt græsser og den efterårsklædte skov bagest.

Bidstrupskovene

Jeg havde denne gang omhyggeligt valgt en rute som ikke overlappede med mine tidligere ture i skovene, og jeg bliver mere og mere overbevist om at disse skove er klart de bedste hvis københavnerne vil unde sig en rigtig skovtur. Ikke alene er man dejlig fri for trafiklarm - noget der plager de fleste nordsjællandske skove. Terrænet er også stærkt kuperet, varieret og med masser af damme, bakker, søer osv. Stierne er fortrinlige selv i det aktuelt smattede vejr, vandresko er alt rigeligt hvis ikke man bevæger sig uden for stierne - og det er der kun grund til hvis man vil nærstudere bække, dale eller høje.

Helvedeskedlen. Fotoet yder ikke hullet fuld retfærdighed, det er vanskeligt at fange dramatikken.

Hvis jeg skal fremhæve noget specielt ved dagens tur, må det vel blive overdrevsstykket langs Mortenstrupvej, Helvedeskedlen og Dårehulen. Overdrevet er cirka ½ km på den lange led, og man kan se over det. At der så også er en trefløjet gård, gør den ikke mindre idyllisk.

Grusgravsvej. Et af de mere udramatiske stræk på stien. Det er nemlig umuligt for kameralinsen at gengive de dybe dale.

Umiddelbart nord for kan man tage en lille afstikker på ca. 1 km til Helvedeskedlen. Turen ad Kedelvvej er nu heller ikke at kimse af. Den går langs en dyb dal - som man kunne forveksle med kedlen. Men når man først er der, er man ikke i tvivl om at det er den. Og for de tungnemme er der lavet en stor stendynge i bunden af kedlen.

Et lille kik fra Dårehulen.

Det bakkede terræn fortsætter nordpå langs Skovvej, og faktisk er det netop nu landskabet udfolder sig bedre end om sommeren, hvor dalene ikke kan ses for beplantningen. De er så dybe at man næsten kan se henover trætoppene længst nede. Af en eller anden grund har jeg på mine tidligere ture misset at finde Dårehulen, men i dag er den ganske nem at finde. Måske igen fordi bladene er faldet af træerne. Også dette er en helt enestående oplevelse, næsten et mini-Grand Canyon med en lille bæk der gennem tiden ser ud tid at have skåret en stejl kløft ud af landskabet.

Ruten

Borup Station. Lammestrupvej. Hovedvejen. Atterupvej. Mortenstrupvej. Kedelvej. Skovvej. Grusgravsvej. Den gule vandrerute til Elverdamsdalen. Hvalsø Station. Alt i alt lidt over 20km.

Turen går til Valby

Fra to små landsbyer til store industrivirksomheder, arbejderboliger og rigmandskvarterer: Valbys bygningshistorie kronologisk

Mosedalsvej viser et lille udpluk af Valbys arkitektur: I forgrunden lave landsby-/købstadsagtige huse, i baggrunden etagebyggeri.

For mindre end 200 år siden var Valby den første landsby man stødte på når man bevægede sig udenfor Stadens volde mod Roskilde, bortset fra perioden 1776 hvor den nuværende Roskildevej blev anlagt og indtil 1847 hvor jernbanen kom til at køre igennem.

Bjerregård på Bjerregårdsvej havde marker til alle siden. Det er på dens udstykkede jorder det første villakvarter i Valby blev opført. Nu er den blevet opslugt af storbyen og ligger midt i et af de mest mundæne områder i Valby, Carlsbergkvarteret.

Landsbysamfundene Valby og Vigerslev

Af landsbyen Valby er der ikke meget tilbage, knap nok vejføringen: Rytterskolen (1721), Valby Langgade 55 (1847) og på Valby Langgade stuehuset (1880) til den gård, der blev nedlagt til fordel for det nye industriområde nord for Valby Station. Men fra Valby Langgade kom man dog forbi en af de senere udstykkede gårde, nemlig Bjerregård. Også stuehuset til Lykkens Minde findes stadig. Da de nu er totalt opslugt af villakvarterer, er det næsten umuligt at forestille sig hvordan en rejsende ville have set Valby for 130 år siden.

Vigerslevstræde 19 er fra 1827 og altså mange år før urbaniseringen startede. Vigerslevstræde indeholder andre huse som giver et indtryk af hvordan der så ud i landsbyerne Valby og Vigerslev. Den var dengang omgivet af marker. Men det er også det tætteste man kommer på den tid.

Man kan også i Vigerslev finde enkelte ældre bevarede hus fra omkring 1830. Men der er intet tilbage af landsbyens gårde. Landsbyens gadekær lå på hjørnet af  Langagervej og Vigerslevvej, kroen hvor Lykkebo Skole ligger nu. Kun Vigerslevstræde har bevaret en landlig karakter med enkelte huse fra landsbytiden.

Palæer og småboliger

Allerede inden forstaden Valby blev indlemmet i København i 1901, havde der været gang i urbaniseringen i form af fabrikker, villaer og arbejderboliger til disse. Starten på urbaniseringen af Valby startede i Carlsbergkvarteret, et villakvarter opført i periode 1870-1930 med tryk på århundredskiftet. De blev opført på udstykningen af gårdene Bjerregård og Lykkens Minde. Mange blev tegnet af kendte arkitekter som Ulrik Plesner, Fritz Koch, P. Holsoe og Thomas Havning. Og Jesuskirken (1891) blev opført med Vilhelm Dahlerup som arkitekt.

Carlsbergkvarteret er domineret af kæmpekasser som denne. Her finder man også det gamle hovedkvarter for Metronome, en bygning flyttet fra Nordhavnen på Østerbro og meget andet. 

Mens brygger Jacobsen stod bag Carlsbergkvarteret, var den lokale tømrermester Hans Pedersen i gang med at opføre nogle byggeforeningslignende bebyggelser på Toftebakkevej (1886-87) og Valhøjvej (1894). Et af husene med rundbueudsmykket hovedgesims samt indfatning omkring vinduer og døre fortæller hvor flittig han var, det var hans hus nr. 100. Men han stoppede ikke der. Han byggede omkring 50 flere. Tidens tand har dog været hård ved hans huse som ofte er blevet renoveret til ukendelighed. Han var især aktiv 1880-1900, og hans stil var anonym og nøgternt. Husene har blanke mure med mønstermurværk.

Valhøjvej 6 (1893). Nabohuset (nr. 4) var Pedersens hus nr 100, og har en indskrift over døren: "Her Nr. 100 staaer som et minde, om flittig og stræbsom mand og kvinde, Thi uden støtte og klogskab i hjemmet. Bliver mandens virksomhed aldrig fremmet"

Fabrikker og boliger blev opført simultant i de to første årtier af 1900-tallet for at arbejderne havde kort til arbejde. Og det bedste af byggeriet i en solid og god kvalitet fx byggeforeningshuse er bevaret. Nogle af disse og især langs Valby Langgade og Søndre Fasanvej blev nedrevet igen i 1960'erne og 1970'erne, men ellers står de seneste 100-130 års bebyggelser der stadig og fortæller historie

Tidlig industrialisering

Man var allerede siden Carlsberg vant til store industrier i området. Og fra 1898 kom der adskillige store virksomheder til bydelen: Først syd for stationen med Valby Maskinfabrik og Jernstøberi NS der møvede sig ind på et kæmpeareal af Lyshøjgårds jorder. Da de blev opført, lå de ganske isoleret ved Gammel Køge Landevej. Meget er revet ned, men nogle af de store produktionshaller står endnu og er nogle af de ældste. Bl.a. en lang hal som er en bindingsværkslignende jernkonstruktion med store vinduespartier og udfyldningsmurværk i røde teglsten samt et krumt tag.

"Valby Maskinfabrik" er navnet på det bolig- og erhvervskvarter som F. L. Smith-grunden i disse år er ved at blive forvandlet til.

Dernæst gik det løs nord for stationen med Bomuldsspinderiet (De Danske Bomuldsspinderier) i 1906-07 med Alfred Thomsen som arkitekt. Da produktionen ophørte i 1960'erne, blev bygningerne indrettet til et antal mindre virksomheder, og nu er det butiksentret "Spinderiet". I 1916 sluttede Porcelænsfabrikken (senere en del af Bing & Grøndahl og endnu senere Den Kongelige Porcelainsfabrik, der nu hedder Royal Copenhagen) sig til. Fabrikken lukkede i slutningen af 1980érne. Den producerede ikke fint service, men det lige så nyttige teknisk porcelæn til isolation der kunne modstå 2 Millioner Volt. Nu bor Valby Skole på fabrikken.

Engang blev der afprøvet spænding her da der var Porcelænsfrabrikken. Nu kan man kun håbe at eleverne på Valby Skole har en lige så spændende dagligdag

Nogle valbyere vil måske også mene at i 1908 blev byen verdens navle for filmindustrien med Nordisk Film (grundlagt i 1906 af biografejer Ole Olsen). De lukkede atelierer kom til 1908-1914.  Først overvejende i glas af hensyn til lys. Men fra 1920 afløste projektører solen. Noget blev bombet i 1944. men delvis genopbygget og nyt opført.

Byggeforeningshuse: Boliger til arbejdere

Boligerne i samme periode havde som nævnt til formål at huse arbejderne så de ikke havde så langt til arbejde. Og det var især byggeforeningshuse. Arkitekten Julius Bagger tegnede for "Valby og Omegns Byggeforening" 1898-1904 100 næsten ens huse som var lejeboliger for arbejdere fra Carlsberg, "Den Røde By". Der er nu ikke specielt mange røde huse i kvarteret, men lige så mange hvide, pudsede og andre farver. Samtidig tegnede arkitekten Chr. Mandrup-Poulsen nogle byggeforeningshuse for Valby Arbejderes Byggeforening, "Den Hvide By". Den lever til gengæld op til navnet, alle husene er hvidpudsede

Kløverbladsgade. Byggeriet minder utrolig meget om Det Hvide By, men det er altså to forskellige arkitekter som har tegnet dem. 

Der var god gang i byggeforeningshusene. De 25 dobbelthuse i Byggeforeningen Selveje er fra 1903-1905 og tegnet af arkitekt Chr. Mandrup-Poulsen. Også langs Trekronergade og Kløverbladsgade blev der omkring århundredskiftet opført byggeforeningshuse, nemlig "Kløverbladet" tegnet af arkitekt Ejner Blytmann og "Venners Hjem" tegnet af arkitekt Axel E. Petersen. Alt sammen dobbelthuse. Førstnævnte minder ret meget om "Den Hvide By".

Dobbelthus på Selvejeveej. Husene er ikke alle som dette. Mange er pudsede og malet i forskellige farver. Men størrelse og udformning er nogenlunde ens.

Byggeforeningerne skaffede gode og billige boliger: rækkehuse, dobbelthuse og fritliggende huse til arbejderklassen. Modsat tømrermesteren hyrede de arkitekter. Byggeforeningerne fik imidlertid snart konkurrence fra Københavns Kommune. Ved Vigerslev Alle og Høffdingsvej opførte den i 1908 en etageboligbebyggelse til arbejderne på Valby Gasværk, tegnet af stadsarkitekt H. Wright. Det siges at være den første kommunale etageboligbebyggelse i København.

Gasværksarbejderboliger. Bagtil er der et område med små haver.

Som det fremgår af fotoerne var der ikke nogen bestemt fremherskende stil, måske lidt i retning af nationalromantismen. Og sådan kom til det at gå også i de kommende årtier.

Mere industrialisering: Carl Jakobsensvej

Kort tid efter 1909 blev Carl Jakobsensvej anlagt som erhvervskvarter. Her kan man især på sydsiden af vejen finde så markante bygninger som "Sukkertoppen", Københavns Sukkerraffinaderi (1913-1914 af arkitekt Arthur Willmaack) og Trifoleum Frø (opført 1918- 19, tegnet af arkitekterne Ole Falkentorp og F. Freese). Bygningerne blev i 1965 overtaget af Henkel. hvis egen bygning fra 1928 havde Schmidt-Andersen, O. H. Nicolaisen og H. Kruse som arkitekter. Den huser nu Søfartsstyrelsen.

Henkels fabrik på Carl Jacobsensvej.

Den nordlige side af vejen har en række funktionalistiske bygninger fra 1920'erne og 1930erne.

Fra byggeforeningshuse til etagebyggeri

Byggeforeningen Lyset er opført i 1912-14. Den er tegnet af arkitekt Heinrich Hansen for statsansatte og kommunalt ansatte funktionærer fra de små, mørke lejligheder i brokvartererne. Prisen skulle stå i forhold til husstandsindtægten og være sunde boliger. Derfor  er alle veje opkaldt efter fremskridtsvenlige læger. der virkede i 1800-tallet: Castberg, Steenberg, Eschricht, Carl Lange, Mansa, Panum og Stein. Husene var oprindelig kalket røde og gule efter Københavns Kommunes anvisning.

Dobbelthus på Mansasvej, "Valby Vænge". Ikke alle er i rå mursten som dette hus, murstenene kunne ikke renses ordentligt op, og blev pudset.

"Lyset" ligger øst for Mansasvej, og vestfor denne vej blev Byggeforeningen Valby Vænge opført 1917-18. Den består af 30 dobbelthuse. Et kuriosum er at den er opført af røde sten fra nedrivningen af Københavns første hovedbanegård ved Paladsteateret. Enkelte huse har dog valgt at blive pudset. Murstenene så ikke altid lige pæne ud. Genanvendelse af mursten var ikke ualmindelig. Efter 2. verdenskrig blev fx nogle af villaerne ved dobbelthusene langs Kagsbro i Husum opført på samme måde. Nord for ligger etagebyggeriet på Carl Langesvej fra 1917. Det består af 13 boligblokke for arbejdere. Hver blok har 8 lejligheder. Arkitekt Chr. Mandrup-Poulsen.

Carl Langesvej. Den klassistiske stil skyldes the grand old man for arbejderboliger, Chr. Mandrup-Poulsen. Han tegnede også bydelen Frederiksholm.

Fra 1912 kom der for alvor at komme gang i etagebyggeriet. Karrebebyggelsen øst for Toftegårds Plads syd for Vigerslev Alle er Valbys største sammenhængende etageboligkvarter. Det er opført i perioden 1912-42 og derfor er der meget stor forskel i byggestilen. Fælles er de store, lukkede karreer  i 5 etager i røde sten og med røde tegltage.

En af de ældste karreer "Valgård" er ligesom karreerne ved Rasmus Rasks Vej de ældste karrebebyggelser. De er opført 1912-18 i nationalromantisk stil. 

"Valgård" syd for Vigerslev Alle er en af de ældste hvilket også kan ses på arkitekturen. "Vestergården" mellem Molbechs Vej og Kjeldsgardsvej er fra 1931 (arkitekterne A. Willmaack og V. Hvalsøe). "Kjeldsbogaard" har dog en grøn plads synlig fra vejen. Vest for Toftegårds Plads ligger på nordsiden af Vigerslev Alle karreerne omkring Lyshøj Alle fra 1911-42. "Kjøgegården" på hjørnet af Toftegårds Alle og Vigerslev Alle var den første (Rolf Schroeder og F. Wagner). Andre karreer er tegnet af arkitekterne A. Wittmaack og V. Hvalsøe, F. Wagner (1921-26) og Thorvald Dreyer (1934-38). Stilen bliver mere og mere funktionalistisk jo nyere de er. Og butikkerne i bebyggelsens stueetager er for længst lukket.

"Storgården": Vilhelm Thomsensvej, en af de ældre karreer som er opført i nyklassicistisk stil. Bebyggelsens to andre typer er enkle og mere funktionalistiske.

Etagebyggeriet fortsatte mod Vigerslev station på Storgårdens jorde 1921-1940. Igen med Københavns Kommune som bygherre, denne gang tegnet af arkitekt Henning Hansen. De ældste bygninger ved Vilhelm Thomsens Alle er stadig præget af nyklassicismen. Mens de senere opførte er mere præget af funktionalismen.

Blandede bolsjer

I 1930'erne opstod ideen om at efterlige engelske Garden Cities, altså forstadskvarterer, og det resulterede i Vigerslev Haveforstad, 1930-32. Den blev anlagt på Harrestrupgård og Hansstedgårds jorder. Skolen er dog fra senere (1954-59, stadsarkitekt F. C. Lund). Randbebyggelsen mod Valby Langgade er dog etageshuse.

Nakskovvej. Et diset billede som typisk viser en del af det enorme villakvarter.

Fra samme periode (1938-1939) stammer også "Hønsehusene" (arkitekt Ivar Bentsen, Ole Buhl og T. Miland Petersen). Det er et af de første eksempler i Københavns Kommune som blev opført efter lov om "Støtte til boligbyggeri for børnerige familier".

Hønsehusene. Modellen har tydeligvis sat sit præg på andre senere byggerier i fx Herlev.

Noget helt specielt er de 72 husvildebarakker (stadsarkitekt F. Lund) fra 1947. Det er svenskrøde træhuse med sadeltage med tagpap, fremstillet i Sverige. De første indflyttere var tyske fIygtninge fra Kløvermarkslejren. Da de var rejst hjem, blev husene genanvendt til husvilde. Lignende byggerier fandtes også Lykkebovej og ved Ellebjergvej. Da tanken var at barakkerne skulle være midlertidige, var der kun få fællesfaciliteter. De er dog senere blevet istandsat, isoleret m.v.

Pilestykket. Husvildebarakker. Boligerne bærer stadig præg af det som de blev beregnet til: At huse tyske flygtninge efter 2. verdenskrig

Gå selv på jagt

Denne gennemgang har kun medtaget en meget lille del af hvad der måske retfærdigvis burde nævnes. Og der er meget mere at kigge på. Her blot en hurtig opremsning:

• Ålholmkvarteret (1922-32) hvor man både kan se Bedre Byggeskik, nyklassicisme og funktionalisme (arkitekter som Frederik Wagner, Thorkild Henningsen og Anders P. Kirkerup). 
• Store Vigerslevgård 1947-49 som blev opført på på Vigerslevgårds jorder. Vigerslevgård var en af Vigerslevs gamle gårde. 
• Folehaven 1952-61 tegnet af arkitekterne Houmøller Klemmensen og Svend Fournais. er opført af Fagforeningernes Boligforening.
• Håndværkerbyen 1953- er tidligere nævnt i et indslag på denne blog. Det var her de udsanerede baggårdsvirksomheder fra brokvartererne rykkede ud fra 1953. Bebyggelsen. blev tegnet af arkitekt Ole Vinter, i 1957 udvidet med Valby Værkstedsby I og i 1961 med Valby Værkstedsby II.

Du kan også prøve på min Instagramprofil, Politivennen.  Der ligger en del fotoer fra Valby.

Ruten

Man skal selvfølgelig ikke gå ruten kronologisk, for så kommer man til at krydse sin vej mange gange. Jeg vil i stedet henvise til oversigtskortet i Bydelsatlas Valby. 1994