Københavns Bombardement 1807 (3) Da livet skulle gå videre

Bombardementet betød ødelæggelse af en stor del af København, husvilde og en kamp for tilværelsen

(Afsluttende del. Første del, anden del). Dagen (8. september 1807) gav det tørre resume af bombardementet:

"Ilden omspændte Studie, Petri begge Kannike og Fiolstræderne, Nørregade, Skidentorvet og Skidenstræde, Skindergade o. fl. .. efterat have ødelagt lille Købmagergade, Rosengaarden, Nørrevold, Pustervig, Kultorvet, St. Gjertrudsstræde m. m."

Og man kunne tilføje: Studiestræde, St. Peders Stræde, Peder Hvitfeldts Stræde, Tornebuskegade, Rosenborggade, Aabenraa, Store og Lille Kannikestræde, Gråbrødretorv, Købmagergade (nordligste del) og Landemærket. Alle disse gader består i dag fortrinsvis af bygninger fra efter 1807. Haagen, Københavns Politi opgjorde den 14 september skaderne på denne måde:

"Antallet af de ved Bombardementet her i Staden afbrændte Huse og Gaarde beløber sig til 305, hvoriblandt 26 Bryggergaarde, 5 Bagergaarde og 20 Brøndeviinsbrænderier; dog ere de tilbageblevne Bryggerier og Bagerier i Stand til at forsyne Byen med det fornødne Brød og Øl."

Sankt Peders Stræde måtte stort set genopføres fra grunden af efter bombardementet, og husene fremtræder måske af denne grund som et samlet hele. Set mod Vester Voldgade.

Og for nu at fortsætte i gadeplanet, så kunne Dagen (19. september 1807) uddybe hvad tallene dækkede over:

"Tuteins pakhus i Vimmelskaftet brændte for 130.000 Rd. uld. Justitsråd Bugge, pastor Clausens bolig brændte fuldstændig ned, professorerne Risbrighs, Wolffs, Kjerulfs og Wøldikes biblioteker. Universitetsbibliotekets bøger blev kastet i den murede pille i midten af tårnet. Kirkeværge Tvermoes, Bugge og instrumentmager Hansen afværgede at Trinitatis Kirke ikke brød i brand. Trykkerier: Breum, Horrehov og Sebbelow. Seidelins trykkeri var i fare for det"

Det var også en følge af ildstormen som opstod da Frue Kirkes spir natten mellem 4. og 5. september, ”den rædsomste nat”, styrtede brændende ned over kirken. De varme luftstrømme over brandstedet steg til vejrs og dannede undertryk. Dette sugede flammerne fra omliggende brande ind mod centrum, idet alle de mellemliggende bygninger efterhånden antændes af ildstormen. Christianshavn lå for langt væk til at blive ramt af bombardementet. Men helt fri gik Christianshavn ikke. Et par enkelte faldt tæt på Jennows Gård, Strandgade 12. Et par af dem blev muret ind i porten til ejendommen.

Jennows Gård, Strandgade 12 er det hvide hus. Det er fra 1792 og var altså ganske nyopført under bombardementet.

Chok og kaos

Aviserne bærer præg af det kaos som herskede i København i dagene efter bombardementet. En gruppe notitser drejede sig om efterlysning af ejendele (Adressenavisen 10 september):

"Fra Huset paa Hiørnet af Nørregade og Skidenstrædet er af en Landværn bierget nogle Meubler og ()tøi som er udsat ved Volden, hvoraf endeel er bortstiaalen, Resten er hensat i Lavendelstræde 93, hvor den rette Eier kan modtage samme mod Biergeløn og dette Avertissments Bekostning."

En særlig udførlig beretning om en tragisk skæbne der overgik hørkræmmer Thomas Giørups gård i Dyrkøb 5/Skindergade, forfattet den 11 september 1807. Han var adjudant for general Peymann. Fandt sit hjem i flammer. Forsøgte at redde sine chatoller, erfarede senere at konen havde tømt dem og gemt tingene i en kiste som efterfølgende var blevet ramt af en bombe. Fik først underretning om at konen og 6 børns opholdssted. Ved branden i 1795 brændte hans varelager:

"trængte jeg igiennem Ilden med en af mine Med-Officierer og fik der Øie paa, at Chatollerne der stodt i en Stue næst ved mit Contoir, som allerede brændte, endnu vare fri for Ilden. Med Livsfare fik jeg disse reddede, i det glade Haab, at Ting af Vigtighed der var i Behold; Men senere erfarede jeg desværre, at min gode Kone i Forveien forsigtigen havde udtaget deraf alt og nedlagt samme i en Kiste, for øieblikkeligen at redde denne, men uheldigviis faldt en Bombe i det Værelse hvor den stod og giorde dens Redning umuelig for hende eller noget Menneske."

"Først efter 3 timers Forløb fik jeg med Møisommelighed Kundskab om min Kone og 6 Børns Opholdssted, men ogsaa da den sørgelige Erfaring, at alt var fortæret og intet reddet."

Genrejsning

Giørups artikel er dog ikke kun katastrofe, men indeholder også en anden gruppe notitser som drejede sig om hvordan livet skulle fortsætte:

"Endnu har jeg Livets fulde Kræfter, endnu har min Lyst til Virksomhed ei tabt sig, endog under denne tinge uforskyldte og tilfældelige Byrde, har jeg Mod til gavnlig at begynde mine Sysler til deres og mit Vel. Venner! haster derfor at meddeele mig deres Tanker, at jeg snarlig kan faae at vide om mine Hænder skal bindes, eller om de overlades mig til frie Disposition."

Den 8. september annoncerede institutejer Schouboe efter lærere og elever. Instituttet lå på hjørnet af tugthusporten og Store Helliggejststræde:

Jeg ønsker meget, at samtlige lærere og elever i mit institut vilde om mueligt møde hos mig i Morgen Formiddag, da jeg længes saa inderligen efter at faae nøjagtig Kundskab om Enhvers Tilstand. Den 8. Sept. 1807. F.J. Schouboe.

"Rundetårn ligger op til Hammerdøren fuld af indflyttede, husvilde, tildels forarmede Familier, saa at det seer ud som i et Hospital." Dagen 19. september

Englænderne

Englænderne besatte ikke København. De besatte Kastellet og koncentrerede sig om at klargøre den danske flåde til afgang mod England. I første omgang var det kun officerer som blandede sig i bylivet. Samme sted som ovenfor nævnt (14 september) orienterede Haagen om samværet med englænderne:

"Da det fra i Dag er tilladt nogle engelske Commissairer, samt Officierer, baade af Land- og Søe etaten, som ere forsynede med Passer fra deres Chefer, at passere ind og ud af Staden imellem Reveilen og Tappenstreg; saa advares herved alle og enhver, om at afholde sig al Fornærmelse imod bemeldte Commissarier og Officierer, og ikke at afvige fra den Indstændighed og Høflighed, som i Almindelighed bør vises Fremmede. Enhver som forseer sig herimod, maae vente strængeligen at vorde anseet. Kiøbenhavns politiekammer den 14 September 1807. Haagen"

Også københavnerne kunne komme ud at se hvorfra englænderne havde affyret de titusindvis af skyts mod deresby. Dagen kunne den 11. september berette om "værdigt møde" med fjenden, englænderne:

 "I disse Dage have allerede mange Mennesker føjet deres Nysgjerrighed ved at besøge Fjendens Verker uden for Staden. De blive høfligen begegnete og de fjendtlige Officerer indlade sig gjerne i Samtale med dem om det Skete..."

Ikke alle steder foregik det dog under "værdige" former, fx beretter Dagen den 14. september:

"I Brønshøj hersker hæftig Blodgang, ikke blot imellem de fjendtlige Tropper, men og imellem Bønderne, Kand. Ballesig blev iforgaars udnævnt til at drage derud, for at arbejde derimod."

Senere var det også soldater som måtte gå rundt i København. Haagen var ude med en plakat den 5. oktober, set i Dagen 6. oktober 1807:

"Efter Overenskommelse imellem de højst kommanderende er det afgjort, at de engelske Soldater maae besee det indvendige af Staden. I Morgen og fremdeles vil derfor i forskjældige Afdelinger, ikke højere end 12 Mand, uden Skydegevær, under en Skersants Anførsel, passere Byens Gader; hvorom jeg herved har den Ære at underrette det Offentlige, ikke paatvivlende, at alt Sammenløb og alt som kunne give Anledning til Uorden, vil paa det omhyggeligste søges forekommet. Kbhvns Politikammer d. 5 Oktbr. Haagen."

Just Mathias Thiele, der dengang var 12 år gammel og gik på Borgerdydsskolen på hjørnet af Nørregade og Krystalgade, erindrede mødet med englænderne på denne måde. Og han er ikke den eneste der på denne måde beskrev englænderne:

"... nu saae man efter haanden engelske officerer pa danske Bønderheste, Bjergskotter med deres nøgne Knæ under de korte Skjørter paa Kjøbenhavns Gader, og det varede ikke længe, førend Boutikvinduerne fremstillede alleslags Karrikaturer, hvori man gav sin Harme Luft"

Thiele gik senere ud på hjørnet af Østerbro og Farimagsvejen. Og talte først med en engelsk skildvagt:

".. saaledes gjorde vi Bekjendtskab med Skildvagten, der var meget venlig imod os"

Mens de talte, kom to engelske officerer som bekymrede sig om Thieles sår i hovedet:

"... erfarede, at jeg havde et Saar af deres Bomber, viste de megen Deeltagelse og paa en Steentrappe ved et Huus ligeoverfor ... satte de mig hen og løste Klædet fra min Kind for at see Saaret. De gjorde mange Spørgsmaal, og især mindes jeg, at de med et vist sørgeligt Udtryk omtalte det smukke Kirketaarn, de havde seet brænde og styrte ned. Vi blev snart saa gode Venner, at de indbød os til at følge med i deres Kvarteer for at faa noget at spise."

At englænderne også led tab, fremgår af Dagen 16. oktober 1807: "I Vejgrøvten ved Slagternes Vange ud imod Svanemøllen og Østerport har de senere Tids stærke Regnskyl foraarsaget et yderst tilbagestødende Syn, da derved den sparsomt paakastede Jord er bortskyllet, og saaledes hele Dynger af Fjendens der henkastede Menneske Lig og Hesteaadsler blottede for Øjet."

Langsom genopbygning

Nogle institutioner blev genopført, andre flyttet, nogle forsvandt. Nogle blev rimeligt hurtigt genopført, det gælder fx Metropolitanskolen, som blev taget i brug 1816 (den stod færdig 1811). Dog ikke på samme sted som før, i Dyrkøb. Skolens arkitekt var C. F. Hansen i nyklassististisk stil. Bygningen bruges i dag af Københavns Universitetet Skolen er nu flyttet til nye lokaler i Struensegade 50 på Nørrebro og kendt fra Scherfigs berømte roman. Længere tid tog genopbygningen af Borchs Kollegium på Store Kannikestræde 12. Det blev nyopført 1824-25 hvor det oprindelige fra 1728 stod. Borchs Kollegiums Bibliotek havde dog i tide reddet Livius' pergamentskoder til Trinitatis Kirke (Dagen 5. oktober 1807)

Borchs Kollegiums Have med Gjeddes Gård bag muren. Her ses bag facaden hvor grænsen gik mellem det ødelagte og det skånede. Haven rummer en mindesten over Jens Paludan Müller som faldt ved Sankelmark i krigen 1864.

Genopbygningen af de ødelagte kvarterer tog tid. Og det der blev bygget, var ofte af dårlig kvalitet. For at spare på byggeomkostninger anvendte man ler i stedet for mørtel, murstensbrokker i stedet for nye sten, underdimensionerede bjælker i stedet for ordentligt træ. Holdt sammen med jernkramper for ikke at brase sammen. Det gjorde et hus i Peter Hvitfeldts Stræde alligevel kort efter, at det var blevet opført.

Eksempler på hvor mange år der skulle gå, er Krigsråd Mørks hus i Lille Kannikestræde 4 (1831-35) og Vor Frue Kirke (1829). Kun ydermurene fra den gamle, gotiske domkirke, og tårnet op til vægtergangen indgik i arkitekten C. F. Hansens nyklassiske genopbygning, der blev rejst på grunden 1811-29. Den kirkegård, som hidtil havde omgivet kirkegården, blev sløjfet. Bispetorvet foran kirkens hovedindgang blev etableret. Universitetet blev opført, 1829-36. Studiegårdens ruin (som universitetet dengang blev kaldt), affødte nedenstående bitre kommentar i Politivennen 10. april 1830:

"Kun den stakkels studiegård står endnu som skærende kontrast til disse, mørk og sørgende i sine ruiner."  

Baghuset Krystalgade nr. 19 overlevede mirakuløst også bombardementet og har en kanonkugle indmuret til venstre for døren. Huset er senere druknet i nyere byggeri og står bl.a. op ad en høj bagmur.

Politivennen advarede mod folk der udnyttede nødsituation til egen fordel (26. september 1807):

"Advarsel: I en tid som denne, hvor der er så mange virkeligt trængende, er der tillige mange der ikke har lidt nogen skade, men som dog udgiver sig for lidende, hvilket formindsker hjælpen for hine. Jeg anser det for nyttigt og altså for pligt at enhver vært, det være nu husvært eller etagevært, der nødvendigvis bedst kan afgive vidnesbyrd, offentligt bekendtgjorde hvem der haft været til leje hos dem og har lidt ved bombardementet eller ildebranden. I denne overbevisning bekendtgør undertegnede at værkmandsenke som boede hos ham i Peder Hvidtfeldstræde nr. 103, ikke mistede noget af sit tøj ved bombardementet, men samme om morgenen den 5. dennes blev bragt i sikkerhed derfra ved hjælp af 3 marinere."

Og med tabet af en flåde, begyndte forbindelserne mellem de forskellige dele af helstaten at knirke, som Politivennen skrev 8. november 1807:

"Da det er at formode at kun meget få af de fra universitetet udsatte prisspørgsmål ville blive besvarede til den bestemte tid, da mange af de studerende er blevet afbrudt i deres videnskabelige sysler, og en stor del formodentlig er bortrejst til Norge, Jylland og provinsen, og ikke let kan komme tilbage, så foreslås det om ikke opgaverne kunne forblive gældende for det følgende år, da det dog synes rimeligt, at de som allerede havde arbejdet på afhandlinger over dem, ikke aldeles skulle tabe frugten og deres fordele."

Kanonkugler som pynt

Kuglerne, der havde voldt så megen ødelæggelse, kunne bruges som pynt og indsat i mure som minde om bombardementet. Kuglerne sidder dog næppe hvor de ramte. Der er f. eks. kugler i Nørregade 11 i Bispegårdens port. Nørregade 13 over porten. Sankt Gertruds Stræde 6 over porten i ejendommen. Teglgårdsstræde 14 på facaden i 1. sals højde bag et nedløbsrør. Larsbjørnsstræde 7 A på baghuset i gården. Krystalgade 17 ved døren i baghuset i gården. En advarsel om at bruge bomberne til dekoration blev det også til i Politivennen den 3. oktober:

"Et par Ord om de engelske Bomber: Udgiveren har bemærket at ikke så få husejere indsætter de bomber som havde gennemboret dem i deres mure. Udgiveren vil langt fra kritisere dette. Der opstår på denne måde et iøjnefaldende historisk minde om dette spektakulære overfald, der ved sin anskuelighed kan virke endog på ufødte slægter. Han dadler lige så lidt den der sætter en passende indskrift på sådanne indmurede bomber. Men han ville ønske, og råder enhver husejer, at disse indmuringer ikke sker uden at bomben får et modanker i murens modsatte side, så den ikke ved et tilfælde, hvis den i fremtiden løsner sig eller muren bliver brøstfældig, skal falde ned på grund af sin større vægt, og for anden gang gøre skade på uskyldige mennesker."

Kanonkugler indmuret i et hus opført efter bombardementet. Nørregade 13. Et af de mere spektakulære arrangementer.

Mange huse der blev bygget, er senere nedrevet igen og andre opført, så i dag står altså også 2. og endda 3. generation af bygninger efter bombardementet. Det gælder fx Hotel Sankt Petri (1928-33) og Hovedbiblioteket.

Nørregade med Kommunitetsbygningen og Krystalgade gående ind til højre. Skt. Petri Kirke til venstre uden for fotoet. Alt andet blev lagt i ruiner under bombardementet.

Tonen begyndt i september at blive mere sarkastisk over for englænderne, fx i Politivennen 14. november 1807 hvor en der havde fået sin gård ødelagt, filosoferede over hvordan han havde tænkt sig at genopbygge den:

 "... Omtrent 8 bomber og 4 brandkugler, ligesom nogle kanonkugler, som Cathcart venskabeligt sendte mig in cito cito, ville jeg ønske at anbringe til minde om ham og hans udsendte. Men er uenig med mig selv om måden. Jeg ser nogle indmure bomber i deres bygninger, enten uden indskrift eller med de ord: "Venskabsminde, engelsk venskab", osv. Men da jeg har så meget godt gods at anbringe, ville dette ikke forslå."

Og artiklen gav nogle eksempler på hvordan harmen inspirerede digtersjælen:

"Nu lukker jeg for fredeligt hjem, men før jeg tjente ransmænd, og med magt brød ejers dør"

"Lig engelsk statskunst hul, lig engelsk hjerte hård,
Lig engelsk ordholdenhed her jeg evig hullet står".

"Da Canning, Percival og Castlereagh fik lyst i fredens akselstad at knuse barn og kvinde,
De tvivled om dertil en bøddelknægt at finde;
Men Fanden hvisked: Sligt er Cathcarts heltedyst"

Livet går videre

I de huse der overlevede bombardementet, ser det ud til at livet igen fortsatte, men dog med en del udsalg af møbler. Her et lille udpluk fra Krystalgade fra de sidste måneder af 1807:

"Skidenstræde 50 inde i gården. Tre par mahognikommoder og et teakchatol til salg. Samme steds kan dreng blive antaget i snedkerlære."  "To sideværelser, et på to fag og et på 3 fag med fælles køkken og tørreloft er til leje.Sammesteds ønskes sytøj." "J. Schmidt udsælger diverse kolonialvarer."  "En honet jomfru ønsker sig kondition til november som kammer- eller syjomfru og er villig at tage del i anden husgerning." "For 1 a 2 honette personer er 2 gode værelser med eller uden møbler til leje straks." "Marie Elisabeth, afg. Skoemagermester Boths Enke. Har fået brænde af stadens oplag" "Prokurator Beyer holder auktion over hele 13 skibe mm. tilhørende John & William Brown & Compagni.".

Og på universitetet startede livet igen i de overlevende bygninger på hjørnet af Krystalgade og Nørregade.

"Lørdag den 19. november kl 6 om eftermiddagen begynder jeg mine anatomisk-fysiologiske forelæsninger over det vegetative liv for antropologer. Disse forelæsninger holdes i det forrige kemiske laboratorium. Skielderup."

Det vankelvorent udseende hus på hjørnet af Krystalgade og Fiolstræde overlevede både bybranden i 1795 og Københavns Bombardement. Det er nr. 18 (1734). 

Mindre kendt er det måske at nr. 16 (1730-32) også gjorde det. Som i øvrigt de eneste 2 huse på Fiolstræde. Fra langt senere er Museumsbygningen ved Krystalgade (1870), Universitetsbiblioteket (1861) og Magasinbygningen (1905-1907). På Fiolstræde overlevede kun få huse bombardementet. Resten er opført i mellem 1810 (nr 20-22) og 1841. De fleste i 1830'erne. Stiftsprovstens bolig i nr. 8 som en af de sidste (1841). Kun nr. 17 er nyere (1851).

Store Kannikestræde, ulige numre overfor Regensen overlevede stort set bombardementet. Kun nr. 3 er fra senere (1832-33), nr 5 (1730/1757?), nr 7 (1731), nr 9 Ehlers Kollegie (1730erne) og udenfor fotoet 11 (Professorgården, 1752-53) og 13 (1751-52) Det samme gælder de lige numre, Regensen, nr. 6 (1730/57?), nr. 8 (1730'erne), nr 10 Gjeddes Gård (1730'erne) og nr. 14.

Notitser fra Adresseavisen fortalte om hvad der foregik af stort og småt i de huse i Store Kannikestræde der overlevede bombardementet "Juliana Maria, afg. klokker Ehlers enke. Brænde" "Smørudsalg. kredit gives", "Spegepølser til salg.", "Velsmagende kaffebønner." "Andreas Seidelin, bogtrykker. 27. november 1807. Brænde af stadens oplag." Præsteboligen: "auktion 1. dec. kl. 9 over afg. sognepræst til Trinitatis Kirke,Christian Holstes Stervboe. Prokurator Langballe." (21. november 1807)

Dyrkøb blev totalt jævnet med jorden på grund af sin tætte beliggenhed til Vor Frue Kirke. Alle bygninger der blev opført, har på en eeller anden måde mindelser til bombardementet: Trøstens Bolig, Dyrkøb 1, var oprindeligt en lejekaserne, opført efter bombardementet af staten efter tegning af C. F. Hansen til mindrebemidlede familier. Soldins stiftelse, Dyrkøb 3 (1850) blev opført på Metropolitanskolens brandtomt og opført i nyklassisistisk stil af C. F. Hansen. Denne blev i stedet opført overfor før det blev bombet. 

Langtidsvirkninger

Allerede få uger efter bombardementet begyndte Politivennen at kritisere de danske soldater, nemlig den 19. september:

"Til det Kongelige Generalitetskollegium. De engelske tropper som står skildvagt uden for porten, tillader sig aldrig på deres post at bære geværet anderledes end stift i armen. Derved forebygges faren for forbigående at løbe bajonetten i ansigtet. Ville det ikke være ønskeligt at den før kritiserede måde hos vores skildvagter at bære geværet slænget på skuldrene, som bevisligt har afstedkommet farlige sår, blev taget i betragtning til afskaffelse?"

Indtil Frederik 6. kunne få stillet krigsretter op mod Peymann og andre ansvarlige for Købehavns forsvar, fremkom der pjecer som tog disse i forsvar. Men Politivennen som var kongetro, havde måske lugtet hvor det bar henad, og kastede sig over en af disse pjecer, 10 oktober:

"Om Pjecen "Har Staden København forsvaret sig, som den burde og kunne i 1807": Man ser denne visk ofte nok i avisen. Og dens titel kunne måske lokke et eller andet skikkeligt menneske til at købe den. Men ve køberen! For aldrig kunne om vigtigere emne skrives på en mere uværdig og ussel måde af verden."

Politivennen hentyder formentlig til publikationens s. 5-8 hvor forfatteren G. Lund diskuterer forløbet og konkluderer:

"Peymann handlede i mine øjne viselig og klogt i, at han ikke lod flere hundrede menneskers blod uskyldig rinde, og ved en kapitulation afværgede stadens videre ødelæggelse.". Samt at et angreb udelukkende fra søsiden måske ville have en chance for at kunne afværges, men ikke som det sket ved et landangreb."

Militærdiktatoren kong Frederik 6. for hårdt frem. Peymann blev både anklaget for at have tilladt sig at forhandle med fjenden, samt den endelige kapitulationsaftale i november 1807 sammen med flere andre højere officerer af en overkrigskommission. Han blev arresteret juli 1808 og den 16. november dømt fra ære, liv og gods. Medvirkende til hans skæbne var formentlig at Napoleon må have været rasende over at flåden var blevet udleveret til ærkefjenden England. Så først efter Napoleons nederlag blev Peymanns penge frigivet igen.

Nørregade forbandt den ene af byens fire porte, Nørreport med det centrale Gammeltorv. Gaden blev lagt i ruiner og husene stammer fra genopbygningen efter 1807. Politivennen beretter at der gik adskillige årtier før tomterne blev bebygget.

Bombardementet i eftertiden

Forsorg for trængende var i vid udstrækning overladt til private. I 1819 fik den pensionerede kommandør, Peter Norden Sølling Frederik 6.s tilladelse til at samle penge ind til hjælp til søens folk. En 200 punds engelsk ueksploderet bombe blev tømt for krudt, forsynet med åbning og lås og dekoreret af flere kunstnere. Bomben blev indsamlinngsbøsse til dårligt stillede søfolk. Denne "Bombebøssen" kan stadig ses i en glasmontre i Sømandsstiftelsen ”Bombebøssen” i Overgaden oven vandet 48C på Christianshavn.

Og snart begyndte utilfredsheden at melde sig. Over den langsomme genopbygning:

"..Endnu efter et helt tiårs forløb stødes vort øje og rystes vores følelse ved at tænke tilbage på disse rædselsscener idet vi ikke kan undgå at skue disse hyppige askehobe, disse øde og i grus liggende tomter." (Politivennen nr. 89, Løverdagen den 13de September 1817, s. 1484-1486)

Politivennen i 1824:

"...efter 16 års forløb ligger en stor del af dem endnu som tomter. Krigen, mangel på erhverv, pengevæsenets forandring, ejendommenes lave pris, har frataget byggelysten, og det vil have lange udsigter inden vi får at se at København atter fuldkommen har rejst sig af sine ruiner"

Synet på England og englænderne

Københavns Borgervæbning havde kæmpet mod englænderne. Derfor er det bemærkelsesværdigt at en af de sange som de sang, gik på melodien af "God Save the Queen"! Det fremgik af en sangbog fra 1827. Teksten er totalt omskrevet, men der er ingen direkte antydning til englænderne - udover "fjenden". Og 30 år efter begyndte man endda i Politivennen (1837) at kritisere Danmarks egne soldater og fremhævede englændernes langt blidere optræden end nogle troppers optræden på Frederiksberg:

"For så var englænderne i året 1807 ikke dygtige soldater da de som fjender på landet og på vejene udviste stor, ja langt større humanitet mod os bønder end vore egne soldater."

(Hermed slut på den lille trilogi om Københavns Bombardement 1807)

Ruten

Classens Have (Udfaldet). Kastellet (Hovedkvarter for militæret). Nyboder. Langs Voldgaderne til Rådhuspladsen. Tilbage gennem byen ad fx Sankt Peders Stræde. Vor Frue og Sankt Petri (centrum for bombardementet). Krystalgade eller Store Kannikestræde. Landemærket. Kongens Have. Kongens Nytorv. Hjemmesider med steder.

Københavns Bombardement 1807 (2) 3 nætters inferno

Bombardementet foregik 3 nætter i træk. Brandfolk og forsvarere blev slidt op

(Fortsat fra 1. del, se her). Aviser og andre kilder forstummede næsten helt, men Dagen nåede dog så sent som den 3. september at bringe Peymanns erklæring om bombardementets første nat:

"Bekiendtgiørelse. Politiet og Brandkorpset have under Bombardementet i Nat viist en Iver og en Anstrængelse, som ikke kunde være større. Denne deres rosværdige Virksomhed kunne vi takke for at Ilden, som paa nogle Steder i Staden opkom af Fjendens Bomber, Ildkugler og Brandraketter, strax blev slukket. Jeg føler mig derfor pligtig herved offentlig at bevidne Politiets og Brandkorpsets heele Personale min erkjendtligste Tak. Hovedkvarteret i Kiøbenhavn den 3. Sept. 1807. Peymann."

Egentlig ganske fortrøstningsfuldt. Så blev der tavst. Det var kun begyndelsen, og man skal forlade sig på senere beskrivelser af bombardementet, fx fra bogen Münter, Friederich Kjøbenhavns Beleiring Sommeren 1807:

2. september. Den gade som løber fra den ene af disse kirker til den anden (nemlig Vor Frue Kirke og Trinitatis Kirke), samt hvad der var i nærheden, var mere end nogen anden byens del hele natten igennem udsat for den grueligste ild der i egentligste forstand nedregnede over den. Fem tusinde morderkugler udspyedes vist over den i disse tolv rædselfulde timer. Dog kunne ilden endnu kun udrette lidet.

Mange huse, især i nærheden ved de to kirker, blev ved (de nedstyrtende bomber) næsten til stenhobe. Værst holdt de hus i Sjællands Biskops bolig, som står kun få skridt fra Domkirken og blev truffet af de fleste bomber og granater der udsendtes mod det høje tårn. Anende faren havde den ærværdige olding henflyttet sit stiftsarkiv i en hvælvet grav i kirken, men at redde sin ejendom, især sit udvalgte bibliotek, der havde han ikke kunnet tænke på. Og midt ud på natten, blev faren så frygtelig, at han ilende ved skinnet af de springende mordkugler, gennem en allerede blodsprængt gade overgav sine børnebørn til en vens omsorg. Men selv vendte han tilbage til sin bolig og blev der, så længe et værelse endnu var i beboelig stand.

Eiler Munthe, en agtværdig videnskabsmand og flittig lærer ved katedralskolen. Han på gaden sin venstre arm således knust at den straks måtte afsættes. Lykkeligere var et par forlovede som bar deres bedste sager i en kurv. En bombe slog ned ved dem og sprang. De faldt bedøvede til jorden. Da de kom til sig selv igen, lå døde og kvæstede rundt omkring dem. De alene havde ikke fået skade.

Store Kannikestræde, den ene halvdel mod Rundetårn som overlevede bombardementet. Bortset fra det hvide hus til venstre, Borchs Kollegium som blev opført efter. Se fotoet nedenfor med de huse som er opført på bombetombterne.

Muligvis er der i beretningen en forveksling mellem biskoppen og provsten, idet Bispegården slap nådigt mens provsteboligen blev jævnet med jorden. Stiftsprovstens Gård på hjørnet af Store Kannikestræde og Fiolstræde gik til. Den lå hvor Universitet nu ligger. Dagen kunne den 29. september berette om hvordan det gik til:

"Som Tillæg til de Efterretninger, Dagen i denne Tid efterhaanden har givet om de offentlige Bygningers Brand, bør følgende endnu mældes: Stiftsprovstens Gaard, som nylig med betydelig Bekostning af Frue Kirkes Midler var besørget istandsat, blev de første to Bombardements Nætter sammenskudt, og den tredie aldeles lagt i Aske. Hr. Stiftsprovsten maatte flygte derfra med sin talrige Famlie, og sik ikke reddet en Bog, ingen Møbler, meget lidet af Sengeklæder og Linned. Ikke engang Stiftskisten, som fuld af Embedspapirer og Manuskripter brændte i Kjelderen. Blandt sine ikke faa Bøger beklager han især Tabet af de pædagogiske, som ingen ham bekjendt offentlig eller privat Bogsamling i Landet har Mage til."

I de følgende måneder var aviserne fulde af notitser som fortalte om hvad der skete under bombardementet. Fx i følgende annonce i Adresseavisen 26 september 1807:

Iblandt de mange ulykkelige, som af det ligesaa uventede som uforskyldte Bombardement er bleven ruineret, er ogsaa jeg! jeg tabte alt mit lidet, da jeg som Underofficeer ved det borgerlige Artillerie, var under Bombardementet paa min Vagt i Ahlefeldts Bastion. Min Kone med 2 smaa Børn kunde, da en Bombe den første Aften faldt i mine Værelser og knuste mine Meubler og især Værkstedet blev aldeles adsplittet og forstyrret, i denne rædselsfulde Skræk og Forvirring ikke tænkte paa at redde andet end Livet; saaledes, overladende alt i Skiebnens Haand, søgte kuns at undgaa Døden, og fandt et Fristed paa Christianshavn. Jeg saae min hele Eiendom opgaae i Røg og Flamme, glad ved at have reddet Kone og Børns Liv, tænkte kun paa hævn, nu er jeg blottet for alt, selv det fornødne til Livets første Nødvendighed. Mit sidste Haab er grundet paa en god Helbred, friske og sunde Lemmer, arbeidsvante Hænder og gyldige Kundskaber i min Profession. Medborger! I som behøver mit Arbeide, skienk mig Eders Opmærksomhed! jeg er Maler, noget Konstner, især i Dekorationer, Ornamenter og Figurer, selv i Portraiter har jeg gjort nogle heldige Forsøg, Vognmaling og Lakering, som fornemmelig er mit rette Fag, seer jeg ingen Muelighed at kunde kontinuere i, formedelst den dertil behøvende store Huusleilighed. Jeg er stedse at træffe hiemme store Kongensgade 39 hos Hr. Maler Linderod, som frit har overladt mig et værelse øverst i Sidehuset.
P. Andersen

Muligvis er der tale om samme person som Krak anfører som maler i Aabenraa 102. Når bomber slog ned, ramte det høj som lav, bl.a. en generalmajor i Lille Købmagergade 62 der i Adresseavisen den 8. september efterlyste bortkomne sager:

"Da jeg ved Ildebranden Natten imellem den 5te og 6 September haver mistet betydelig af min Indboe, især Sengeklæder og Kobbertøi, og jeg veed, at det er bevidnet af min Søn ogsaa, anmodes alle og enhver som maatte have imodtaget noget af mit Tøi, at venskabeligst ville underrette mig om, hvad de af anførte mit savnede Tøi maatte have modtaget. Christianshavn i Marine Regimentets Kasserne den 6 September 1807. Lemming. General Major"

Eller samme avis:

"Foruden at alle mine Meubler bleve af Tømmerfolkene udkastede paa Gaden og sønderslagne længe førend Huset No. 77 paa Hiørnet af lille Kiøbmagergade og Skidenstrædet, hvori jeg boede, stod Fare for at fortæres af Luerne, saa savner jeg end videre: en stor Lysekrone med Perler og Ringe af ægte Plet, samt endeel Sengeklæder, som vare nedsatte paa Gaden og bleve af en mig ubekiendt Mand bortførte. Den Redelige, som har havt den Godhed at bringe formeldte Ting i Sikkerhed, vilde behageligen melde sig hos mig i Knabroestræde 108 første Sal. Thøger Rougtved, Fuldmægtig i Rentekammeret."

Et sidste eksempel fra 9. septembers Adresseavisen:

"Landsdommer Hoftved, som har boet i det nu afbrændte huus paa Hjørnet af Skidenstræde og lille Kiøbmagergade, udbeder sig sine medborgeres velvillige Bistand, om nogen kunde give Oplysning om hvor noget af hans Meubler, Linned, Gangklæder m.v. som inden luerne afbrændte Huset blev udkastet eller bjerget, kan være henflyttet, hvilket han med Taknemmelighed ville paaskiønne. Han opholder sig for nærværende Tid i Hr. Oberst Lieutenant von Meyers Værelser i Marine-Regimentets Casserne paa Christianshavn."

Spor af bombardementet i husrækken på Krystalgade: Forrest Krystalgade 5-11, som alle overlevede bombardementet. Dernæst skifter arkitekturen til byggeri efter (fx Hovedbiblioteket i nr. 15, engang 13-17).

Endelig var der de som efterlyste ejermændene til forskellige fundne sager der var blevet efterladt:

"Nogle sammenbundne Qvitteringer til Hr. Secretair Hoftved er funden i Skidenstrædet. ... Nogle hollandske og danske Ducater er funden paa første Sal i Hjørnegaarden af Kannike og Fiolstrædet....En Kobber Kasserolle, en Kobber Kaffekande og Nederdelen af en Kobber Tærtepande, er bierget i et Huus i Skidenstrædet. ... En Kobber Theekiedel er funden paa Nørregade ... 3 Munderingskioler af danske Livregiment er funden paa Nørregade. ... En Kuffert og en kiste er opleveret fra det afbrændte Huus paa Hiørnet af Skidenstrædet og lille Kiøbmagergade. …"

"Fra Huset paa Hiørnet af Nørregade og Skidenstrædet er af en Landværn bierget nogle Meubler og ()tøi som er udsat ved Volden, hvoraf endeel er bortstiaalen, Resten er hensat i Lavendelstræde 93, hvor den rette Eier kan modtage samme mod Biergeløn og dette Avertissments Bekostning."

En anden type notitser i Adresseavisen omhandlede håndværkere, handlende mm. hvis ejendomme var ødelagt og som nu fortsatte på andre, midlertidige adresser:

Formedelst Bombardement og mine Værelser Rambonering af Bomber, at jeg ikke kan beboe dem, skal jeg ikke undlade at melde for mine Velyndere, at jeg nu som sædvanlig forfærdiger alle Sorter Tapetsearbeide og er for en Tid at finde i Amaliegaden 145 i Kielderen, lige over for Almindelig Hospital. Møller. Tapetseermester.

"Skoemagermester N. Friis som boede i Skidenstræde, boer nu paa Amagertorv No. 6 i Bagbygningen."

Og blev lejlighederne plyndret, eller deponerede folk bare ejendele under betryggende forhold indtil ejerne indfandt sig? Vi ved det ikke, men dette eksempel blandt mange andre beskriver at det fandt sted:

Ved det ulykkelige Bombardement hvorved jeg mistede alt hvad jeg eiede, var jeg dog i det faste Haab, at finde mit Værktøi, for igien at begynde min Næringsveie, men ved Oprydning i Baghuset, hvor mit Værksted var, fandt jeg Blæsebælgen i Aske, og mine 3 Skruestikker og et Sperborn aldeles borte. Skulde nogen veltænkende Mennesker have disse Ting i deres Værge, saa bedes (entiask) at lade mig vide. Ligeledes bedes om nogen af mine Medborgere ei selv haver Leilighed at forrette Deres Vagter, saa er jeg villig til at gaae i deres Sted, imod en billig Betalning. J. Meyer. Borger og Kleinsmedemester, Logerer i Store Kongensgade 235 i Bagstuen (Adresseavisen, 22. sept 1807)

Gennem dødsannoncer får man et indblik, fx Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 8. september 1807:

Dødsfald. Onsdagen den 2 september Aftenen Kl. imellem 11 og 12 blev mig min inderlig elskede og dyrebare Hustrue Johanne Lund født Svanekiær, efter 23 Aars kierligt Ægteskab, mig paa en voldsom Maade frareven ved Faldet af en fiendtlig Bombe prang i Stykker udi vores Boepæl, hvorved hun efter en halv Times haarde Lidelser, forlod dette Jordiske, i hendes Alders 51 Aar, indgik til et bedre Liv, hun var Moder til 8 Børn, hvoraf 3 ere døde, en forsørget og 4 endnu uforsørgede, som med mig begræde Tabet af en god og retskaffen Moder, Gud du tog min bedste Ven, du vil samle os igien.
Kiøbenhavn den 2 September 1807. R. C. Lund. Første Graver ved Trinitatis Kirke

Ifølge Kraks Vejviser boede graver Lund på hjørnet af vore dages Lille Kannikestræde 5/Store Kannikestræde 17.

Store Kannikestræde. Husene i forgrunden undgik ruin. Indtil de to hvide huse undgik gaden ødelæggelse. Det til venstre er hjørnehuset til Lille Kannikestræde (nu Det Lille Apotek), mens det til højre er Borcks Kollegium som blev genopført efter bombardementet. Man ser også den nye Frue Kirke. Sammenlign med fotoet set fra den anden side ovenfor.

Overlevende bygninger

Trods alt overlevede enkelte nær "orkanens øje" bombardement og efterfølgende ildebrande. Den mest markante er Sankt Petri Kirke. Helten var klokkeren, Jacob Jørgensen, som klatrede rundt på kirkens loft og i spiret med våde klude, undgik kirken at bryde i brand, men den blev ramt af adskillige kugler under Københavns bombardement. Det gik især ud over kapellerne, hvor mange af kisterne, der var stablet ovenpå hinanden i krypterne, blev splintret. Også gravmonumenter, bl.a. af Johannes Wiedewelt, blev ødelagt. I kapellets lygtekroge hænger i dag kanonkugler fra dengang som pynt!

Hjørnehuset, Krystalgade 23 og Fiolstræde 16-18 må trods sit vankelvorne udseende siges at være en overlever. Det blev bygget efter branden 1728, nemlig 1734 og overlevede bybranden 1795. Det var oprindelige en lejekaserne og erstatning for et ældre hus, der blev ødelagt under branden 1728.

Af universitet overlevede Kommunitetsbygningen, Universitetet v. Nørregade fra Frue Plads til Krystalgade, Konsistoriehuset i Universitets gård (et af de ældste huse overhovedet i København, måske fra 1420) og Professorvillaen (den sorte inde i Universitets gård) (1729-1732)., som oprindelige embedsbolig for universitetets økonomus. Desuden Bispegården på hjørnet af Studiestræde og Nørregade:

Som en sielden Merkværdighed fortjener det at anføres at ved den store Ildebrand, som det skrækkelige Bombardement foraarsagede i Kjøbenhavn, er atter Hs. H. Biskop Balles Boepæl, skjønt den ligger paa Nørregade i Nærheden af Fruekirke, bleven skaanet. Baade i den store Brand 1728 saavel som i den ulykkelige Ildsvaade, der 1795 ogsaa lagde især denne Deel af Byen i Aske, undgik denne Gaard ligeledes Luerne, som fortærede de omliggende Gader og Huse. (Viborger Samler 28. september 1807)

Bispegården på hjørnet af Fiolstræde og Studiestræde. Bygningen genopbygget fra 1731 til 1732 på samme sted men i mindre form og efter tegninger af Lars Erichsen, der også arbejdede for universitetet.

Andre bygninger undgik bomberne fx Regensen (1623-1628 / 1731 / 1749 / 1907-1909) og Rundetårn. Under bombardementet søgte folk beskyttelse i tårnets sneglegang, som de anså for bombesikker. Universitetsbiblioteket, som havde til huse på Trinitatis kirkes loft, blev ramt af flere engelske bomber. Et sprængstykke ødelagde dog én af bøgerne – ironisk nok en bog, Marsiglio af Paduas ”Defensor pacis” - ”Fredens Forsvarer”! Bogen er i dag udstillet i det nuværende Universitetsbibliotek, Fiolstræde 1. Bibliotekar E. C. Werlauff fortalte:

”Jeg gik op på biblioteket, hvor jeg tilbragte det meste af de tre skrækkelige dage og nætter. Vi pakkede sække fulde af nogle af de kostbareste manuskripter. Der kom brandfolk på loftet og nedenunder et kommando af Studenterkorpset. Mange os ubekendte folk opholdt sig på trappen og i forstuen, hvor de troede sig i sikkerhed, skønt der kom gloende kugler ind i muren, og enkelte bombestykker gik igennem vinduerne og slog en reol og nogle bøger i stykker.”

Rundetårn og Trinitatis Kirke. Universitetsbiblioteket under taget på kirken kom nogenlunde helskindet gennem bombardementet, ligesom Regensen. Men bygninger i forgrunden er bygget over ruinerne fra bombardementet.

Reformerte Kirke undgik det værste, men i Dagen 22. september 1807 kunne man berette om en lignende helt som Sankt Petri Kirke: 

"Under bombardementet Natten imellem d. 4de og 5te Septbr. nedfaldt en Bombe i den reformerte Kirke her i Staden. Afskediget Garde til Fods Niels Madsen født i Eisberg i Viborg Amt, og i Tjeneste hos Etatsraad Jensen, som beboer en af de ovenmældte Kirke tilhørende Præstegaarde, var den første, som ilede ind i Kirken og ved sin uforsagthed og Virksomhed bidrog til at denne Bygning ikke blev tilføjet nogen betydelig Skade, ligesom han ogsaa var behjælpelig med at slukke en Bombe, som sloge ned i tvende af Præstegaardene. Til Belønning for denne hans udviste Iver have Forstanderne for Kirken af sammes Kasse tilstaaet ham en aarlig Pension af 12 Rd, som, hvor han endog maatte opholde sig, blive ham forud udbetalte hver 4de Septembr, saalænge han lever, saaledes at han strax erholder 12 Rd."

Etatsråd Jensen boede i Reformert Kirkes præstegård bagest. Man kan lige ane spiret på kirken over taget. Han hjælp til med at redde såvel kirken som præstegården. Det gule hus i forgrunden, Åbenrå 26 overlevede også. Det er fra 1743. Området foran blev ellers udraderet, og senere kendt som Hauser Plads, hovedsagelig bebygget af Hauser, hvem gade og plads tog navn efter.

Kultorvets nyklassisistiske huse stammer alle fra tiden efter bombardementet 1807. Østsiden blev revet ned senere. Hvide Lam, Kultorvet 5, er et af Københavns ældste værtshuse. Det åbnede allerede om efteråret 1807 i den bevarede kælder til et hus, der ellers var blevet jævnet med jorden under bombardementet. Senere blev huset genopbygget. Hauser Plads opgav man at bebygge igen og opstod dermed som den plads vi kender i dag.

Kapitulation

Blev underskrevet på hjørnet af Østerbrogade og Classensgade. Her lå ”Det hvide hus”, og det var ud for det, at de danske udsendinge mødte englænderne til kapitulationsforhandlinger søndag 6. september. I øvrigt tæt på Classens Have hvor et af de mere succesrige, men også forgæves udfald foregik.

Der ligger også et hvidt hus på hjørnet af Østerbrogade og Classensgade i dag. Men udover placeringen har det intet til fælles med "det hvide hus" hvor kapitulationsforhandlingerne blev indledt søndag den 6. september 1807.

Ruten

Classens Have (Udfaldet). Kastellet (Hovedkvarter for militæret). Nyboder. Langs Voldgaderne til Rådhuspladsen. Tilbage gennem byen ad fx Sankt Peders Stræde. Vor Frue og Sankt Petri (centrum for bombardementet). Krystalgade eller Store Kannikestræde. Landemærket. Kongens Have. Kongens Nytorv. Hjemmesider med steder.

Københavns Bombardement 1807 (1) Stille før storm

Københavns Bombardement 1807 set fra gadeplan gennem samtidige aviser

Dette og to kommende indslag beskæftiger sig os med hvordan menige københavnere oplevede bombardementet, sådan som det kan aflæses af aviser som fx Adresseavisen og Dagen (på daværende tidspunkt udgivet af Politivennens udgiver, K. H. Seidelin). Altså de som eliten oftest omtalte som den ringere, lavere eller uvidende klasse/almue. Hvad kunne man læse sig til i aviserne om den kommende katastrofe? Og hvordan afspejlede folks liv sig i det som aviserne skrev?

Dette første indslag giver et indblik i hvad menigmand vidste op til bombardementets start den 2. september. For den engelske flådes størrelse taget i betragtning, betød at det ikke kunne skjules for civilbefolkningen at noget var i gære.

København var som resten af Danmark et stærkt klasse- og rangopdelt samfund. Og nogen særlig samhørighed mellem disse rang eller klasser var der ikke. Blandt soldaterne i København var bl.a. Mariner-Regimentet - hvervede soldater som besatte vagtposterne på Holmen til at holde styr på arbejdsfolk mm. fra Nyboder. Der var et mildest talt dårligt forhold, og jævnligt kom der til veritable kampe mellem dem. Den 5.-7. juli 1807 angreb marinerne fra kasernen i Kronprinsessegade Nyboder med geværer som på sin side forsvarede sig med sten. Vinduer blev smadret og beboerne mishandlet. Der blev indsat tropper, bl.a. Borgervæbningen. Marinerne deserterede i øvrigt i vid udstrækning (over 1.000 mand) under og efter bombardementet. Kun et eksempel på at der ikke eksisterede noget "fælles" i Danmark. Landet var enevældigt, håndhævet af militæret og ideologisk indterpet af kirken, skolen og den øvrige kulturelle elite.  

Livet i de berørte kvarterer

Præster, lærde og forfattere har givet udførlige skildringer. Men hvad jævne københavnere oplevede, kan man kun gisne om. Fra en artikel i Politivennen 22. august 1807 ved vi at snakken i hvert fald gik. Artiklen harcelerer over "tåbelige beklagelser" fremsat af "enkelte frygtsomme fruentimmer, eller mandfolk af de laveste og uvidende klasser". Vi får lidt at vide om hvad man vidste: Man skulle ikke have ladet England komme i land, man undrede sig over at der ikke blev gjort udfald med alle de bevæbnede folk man havde, man frygtede en landgang på Amager, man var bekymret over at englænderne var så mange, og for at de skulle blive liggende til evig tid. Politivennen 29. august beroligende at "mange stæder" havde "udholdt heftige bombardementer", især "hvor lidt kraftige især de engelske bombardementer til alle tider har vist sig". Så "et bombardement er et onde, men at der gives mangfoldige langt større onder i verden." De "honnette" klasser vidste lige så lidt som de "laveste og uvidende".

Et af de steder hvor der var gang i Rygters Bureau, kunne være her, i det det der nu hedder Skindbuksen. Navnet er af langt nyere dato. Men som udskænkningssted eksisterede det også under bombardementet. Dengang som nu lå det tæt på byens indkøbsgade nr. 1 Østergade og var berygtet for prositution og natteliv. 

Man kan danne sig et indtryk af hvad det var for mennesker som boede i de udbombede kvarterer gennem kortfattede notitser i Adresseavisen og Dagen. Jeg har fokuseret på kvarteret omkring det måske hårdest ramte kvarter, nemlig omkring Vor Frue Kirke. Mange af husene blev senere bombet og har altså direkte berørt de mennesker som satte annoncerne i aviserne få uger før bombardementet:

"En Kone fra Landet med frisk og sund Patte, søger Ammeplads enten strax eller til St. Hansdag. Anvises i Skidenstræde 77." "Mahognikommoder og spejle, 12 stole, 1 topseng. næsten nyt og moderne.". "Kælder til leje for marskandiser el. lign. Ikke til dans.". "Pige søger stilling, stue- eller kokkepige". "Honette personer kan få middagspise for billig betaling." "Værelse tilleje." "Bogtrykker Andreas Seidelin sælger digte."

Få steder afspejler resultatet af bombardementet sig så klart som i Store Kannikestræde og som her i Krystalgade. Mens husene i venstre side af billedet lå udenfor katastrofeområdet, blev området til højre udraderet, på nær hjørnehuset til Fiolstræde som lige anes foran Universitetsbiblioteket. Husfacaderne afspejler dette.

Specielt for Skidenstræde/Krystalgade:"En enlig kone ønsker sig et kammer til flyttetiden til leje", "Et honet fruentimmer, nylig kommet fra Norge, ønsker sig kondition straks som kammer-, frøken- eller enepige, eller i et borgerligt hus at være konen behjælpelig i alle ting, kan forevise gode skudsmål." "Forrige generalkonsul Johan Nicolai Adam Romeis fallitbo. Boets kurator Top bor i Skidenstræde". "En student ønsker nogle timer om dagen at informere børn i læsning, regning, skrivning, så og latin og tysk." "En med gode rekommendationer forsynet teologisk kandidat ønsker sig nogle timekonditioner. Lønnen han forlanger er overmåde billig." I ejendommene hvor Synagogen senere blev bygget: "Til leje en stald til 6 heste, med kudskekammer, 2 foderlofter samt vognskur." "6 kammerdugsskjorter og 4 nye kramlærreds ditto er til købs.""Syes Floshatte, skræddersyning og al slags pynt for billig pris."

Antydninger indtil 17. august

Hvor meget disse mennesker vidste, ved vi ikke. Notitserne antyder at man ikke forudså den store ulykke. Til gengæld ved vi nogenlunde hvad de kunne læse sig til gennem fx Dagen. Her et eksempel fra 3. august 1807 om englændernes ankomst til Helsingør:

"Helsingør d. 1 Aug. Igaareftermiddags kom en engelsk kutterbrig og en Kanonbrig krydsende ind fra Nordsøen. De gik begge strax op ad. Den 1ste hade een Minister ombord og skulle henhøre til den forventende store orlogsflaade.... "

Den 4. august oplyste samme blad at flåden bestod af 26 udførligt beskrevne skibe der nu lå for anker og bragte syge til behandling i Helsingør.  De syge blev behandlet og døde begravet. Altså alt beskrevet som fred og fordragelighed. Den 12 august bragte Dagen politimester Haagens mobiliseringsplakat af 11. august:

"Da et stort Antal af arbejdsført mandskab behøves til at fremme Forsvarsanstalterne til Fædrelandets Værn og Betryggelse, saa har Hs. Maj. allernadigst befalet Undertegnede, at opfordre alt det arbejdsføre Mandskab som opholder sig under denne Stads Jurisdiction, at anmelde sig her til ovenanførte Tjeneste."

Dagen fortalte den 14. august skrev at englændere var gået i land på Møn for at gå på jagt og den 15. august var bladet bekymret for at fødevarepriserne ville stige som følge af at den engelske flåde provianterede flåden i Helsingør. En lille notits i Adresseavisen den 14. august oplyste at det nu ikke længere var tilladt at spadsere på Kastellet (Citadellet Frederikshavn), altså heller ikke med det passertegn som fine borgere kunne få udstedt. Udover aviserne var der også ophængt "plakater" som flittigt blev skrevet af og bragt i aviserne. De drejede sig især om mobiliseringen. Både af mandskab og forsyninger som fx heste og vogne som skulle overlades til konge og stat/militæret:

"Da det under nærværende Omstændigheder er fornødent, at det Kongelige Artillerie-Korps forsynes med de fornødne Heste og Vogne til de ideligen forefaldende Transporter og Kiørseler af Artilleri-Vogne og Ammunition, saa og Rideheste samt andre løse Heste til Feltbatterie og anden Artillerie-Tieneste, og vi ikke paatvivle, at de af Staden Kiøbenhavns og dens Forstæders Beboere, som have Heste og Vogne, i disse vigtige Øieblikke ville overlade samme til Hans Majestæt Kongens og Statens tieneste. Saa anmodes forannævnte Beboere herved om, snarest mueligt at opgive paa Raadstuens 2det Secretariats-Contoir i Postgaarden, hvormange Heste og Vogne de saaledes kunne overlade, da de derefter nærmere skulle blive underrettede om Tiden og Stedet, hvor disse skulle møde. Kiøbenhavns Raadstue, den 15de August 1807."

Den venlige formulering skal mere opfattes som en ordre end en opfordring. Derimod stod der intet i aviserne om de landsatte 30.000 engelske tropper på stranden ved Vedbæk den 16. august. De blev omtalt i vage vendinger som "fjendtligheder", fx i den øverstkommanderende Peymanns formulering i Dagen den 17. august:

"Da Fjendtlighederne fra engelsk Side ere begyndte, saa erklærer jeg, efter allerhøjeste Befaling, at alle engelske Ejendomme skal være lagte under Beslag, og have alle og enhver strax at anmelde de sig her befindende engelske Ejendomme, Penge eller Penges Værd, for Politiet, som foranstalter det nærmere. Enhver som dølger eller ikke opfylder denne Befaling, vil blive anseet som en forræder imod Fædrenelandet. Kjøbenhavn den 16de August 1807. Peymann"

Det måske mest mærkbare for civilbefolkningen var fraværet af de mænd som var indkaldt til militærtjeneste. Det begyndte at gøre ondt på de familier, hvis forsørgere på denne måde var væk. En annonce fra 17. august spurgte efter penge til dette formål:

"Endeel af vore Medborgeres Koner have yttret for os, at da Fædrenelandets Tieneste har kaldet deres Mænd til dets Forsvar, saa ere de sat ude af Stand til at forsørge dem og deres Børn. Vi Undertegnede have derfor besluttet, strax at aabne en Subskription for dem, og indbyde desaarsag vore medbrødre og følende medmennesker til dette Øiemed. Hvad enhver vil bidrage, derom bede vi os underrettede, for at antegne samme, og forsikrer vi enhver, at der i sin Tid for alt, hvad som indkommer i denne ædle hensigt, paa det nøiagtigste skal vorde aflagt offentlig Regnskab. Kiøbenhavn, den 17 August 1807. Behrend, Stadsmægler, Boye, Apotheker."

Indsamlingen har dog nok kun omfattet de indkaldte officerer som hovedsagelig blev rekrutteret blandt håndværkere, handelsfolk o. lign. Den 19. august, anmodede generalmajor Peymann igen i Adresseavisen om forsyninger:

"I Følge Hr. General-Major Peymanns Skrivelse til os af Dags Dato, anmodes de af Kiøbenhavns Borgere, som veelvilligen sender Levnetsmidler til vore brave Troppers Vederkvægelse, at ville herefter aflevere samme til det oprettede Feltcommissariats Magazin i Christiansborg Ridehuus. Kiøbenhavns Raadstue den 19 August 1807. Over-Præsident samt Borgermestere og Raad."

Af de mere kuriøse tegn kunne man i samme dags avis læse at

"Formedelst indtrufne Uroligheder bliver den til Søndagen den 23 Aug. næstk. Lyst-Fugleskydning i Selskabet Foreeningen indtil videre udsat ..."

Udfald 17. - 31. august

Den 17. august var englænderne nået til København, og danske styrker gjorde udfald ved Store og Lille Vibenshus. Den 20. august mod et engelsk batteri ved Svanemøllen. Nu kunne man ikke længere være tvivl om i hvilken retning det gik. Først efter bombardementet fik man dog et indtryk af hvor slemt det stod til med Store Vibenhus, nemlig i Dagen den 13. oktober:

"Store Vibenshus, dette forhen af Københavnerne saameget søgte Forfriskningssted, ligner nu snarere en Hestestald, end en Vaaning for menneskelige Skabninger. I nogle af de udslagne Vinduesruder er stoppet Hø, for andre hænger der halve Døre. Ejermanden selv boer der ikke mere, og kun en Skænkepige er tilstede for at opvarte de engelske Husarer her ligge og en og anden enkelt Forbirejsende. Som Vibenshus har lidt, saaledes og de fleste Lyst og Landsteder paa Frederiksberg i Falkoneralleen"

Et syn som var forment menige københavnere: Norgesporten i Kastellet. Mange af udfaldene mod englænderne foregik gennem denne port som gav adgang til det nuværende Østerbro hvor Classens Have lå.

Allerede her begyndte nogle at slå mønt af situationen. Fx flyttefolk som nok anede at folk nær volden pludselig havde travlt med at komme væk fra krigszonen, Adresseavisen den 19. august:

"Et Par smaae meget raske Heste, samt en liden holsteensk Vogn, meget tjenelig til hastig Flytning, er for billig Priis til Kiøbs og anvises fra Contoiret".

Og den 20. august måtte Magistraten tage affære da de handlende forsøgte at tjene på folks nød:

"Da det er os berettet, at adskillige af Stadens indvaanere forhøie Priserne paa de af dem udsælgende fødevare, og vi finde dette deres Forhold under nærværende Omstændigheder at være aldeles utilbørligt; saa advares herved de af bemeldte Indvaanere, som ere undergivne Taxt, at holde sig de nu gieldende efterretlige, ligesom vi og forvente af de andre Handlende, at de ikke deres Medborgere tage høiere end de gangbare priser. Kiøbenhavns raadstue den 19 August 1807"

Befolkningen skulle nu dele deres formentlig allerede knappe forsyninger med militæret, fx efterlystes den 21. august øl:

"Da der til Troppernes Forsyning her i Staden og dens Forstæder behøves dagligen en vis Qvantitet Øl til 15 Mark, samt til Garnisonen i Citadellet nogle Tønder 6 Marks og 20 Marks Øl, foruden den sædvanlige Dragerpenge; saa paalægges det herved de Bryggere, som ere  forsynede med Ølbrygnings-Concession, at forskaffe samt til de Steder og Tider at aflevere hvad der hos dem af ovennævnte Ølsorter maatte vorde forlangt af Hr. Kæmner og Brygger Leisner, som er overdraget af sørge for disse Ølsorters Tilveiebringelse. Kiøbenhavns Raadstue den 20. August 1807. Over-Præsident samt Borgermestere og Raad."

Formentlig under dække af at opmuntre folk blev der fra nu af næsten hver dag reklameret med krigssange i Adresseavisen. Disse krigssange var en slags "alsang", og var allerede fremført af skuespilleren H. C. Knudsen efter Slaget på Reden 1801. At man forudså at der snart ville komme sårede, fremgik af en annonce i Adressavisen den 21. august:

"Chirurg Burke, som blev ansat ved Landeværnet, og bekom Avance, har ikke indfundet sig ved bemeldte landeværn, indkaldes herved, strax at indfinde sig hos Professor Winslow

Redaktør Seidelin på det eneste såkaldte oppositionsblad (dvs ikke privilegeret af kongen), nemlig Politivennen, havde allerede året før siddet inde 14 dage på vand og brød, så han skulle formentlig ikke nyde noget. Efter Peymanns erklæring, den 22. august skrev Seidelin om bombardement.

"Da det imidlertid ikke kan nægtes at det jo kan være muligt, at nogle fjendtlige bomber bliver affyret af den nærværende fjende, og at en mægtigere fjende utvivlsomt om muligt i den kommende tid kunne komme til at tilføje København et virkeligt bombardement, har udgiveren ikke villet tilbageholde ovenstående velmente råd. Han ved at københavnerne i denne tid lige så lidt frygter et bombardement som deres fædre. Men et er at frygte det, et andet at bruge klogskabsregler."

Forholdsreglerne som blev bragt, var ellers fornuftige nok, set i bagklogskabens lys og forberedte egentlig befolkningen ganske godt til hvad den skulle foretage sig under bombardementet:

"... Et bombardement er rædsomt, og kan blive farligt... En bombe kan godt nok anrette skade på et enkelt sted, men det står i vores magt at forebygge at skaden ikke bliver større eller mere udbredt. Når I derfor må gå fra jeres huse for at værne staden eller i eget vigtigt ærinde, så efterlad folk der kan være ved hånden når en bombe falder ned, og lad intet værelse eller loft være låst, så man ikke kan komme derind for at slukke. ... Man har derfor baljer med vand på hver etage og på lofterne. Hvor bomben falder ned, vil man snart erfare og af dens virkning vil man kunne dømme, om dens beskaffenhed. En bombe eller granat er forsynet med et brandrør, der er afpasset den distance den kastes til. Er dets masse eller længde forfejlet, springer den enten i luften, eller den bliver liggende i nogle sekunder før den springer. Man flygter så langt væk som muligt ud af det værelse hvor den falder ned, og man nærmer sig det ikke, før man har hørt bomben springe. Er det en brandkugle, som er fyldt med brændbar materiale, udspyr den til alle sider en heftig ild, hvorved man let kan skelne den fra en almindelige bombe, hvis brandrør brænder jævnere i en stråle. Er det en brandkugle, som har mordskud, så mærkes det også snart, da man vil høre et skud efter det andet. Af de sidste betjener man sig kun i sjældne tilfælde. Sådant sted nærmer man sig ikke før efter 12 til 15 minutter, eller når man hører at den har raset af. Men i alle tilfælde vil man let kunne slukke de antændte steder, hvis man kun straks er til stede...

Og hvad kunne menige københavnere egentlig gøre? Egentlige nyheder om slagets gang fik man kun i de officielle aviser, således Adresseavisen den 22. august hvor Peymann redegjorde for slaget - og det lød jo egentlig som om at der var styr på situationen:

"Medborgere! Vore brave Troppers Udfald mod Fienden have efter alle Efterretninger kostet ham mange Folk, og han har ikke vovet i mindste Maade at forfølge os paa vor Tilbagemarsch til Fæstningen, eller at angribe vore Forposter. Vort Tab er endnu ikke betydeligt, i det høiest 21 døde og 59 saarede, saavel af Søe som landfolket. Søerne ved Staden ere i vor Magt og vor Forsvarsplan er lagt. I Staden er en anseelig Forraad af Levnetsmidler, og Qvæg, Sæd og Fourage bringes i Sikkerhed og indskaffes i Fæstningen fra alle de Steder, som af os ere besatte eller ligge inden for vor Forpostkiæde. Geværerne fra Kronborgs Fabrik og den Største Deel af Krudtet fra Frideriksværk er bragt i Sikkerhed; men Frederiksborg og Frederiksværk skal være besatte af Fienden, og det forrige Vagtskib i Sundet, Fregatten Frederiksværn, er taget paa sin Vei til Norge. Kronborg er i beste Stand. Medborgere! Trygge ved eders Mod og eders Standhaftighed, kunne I være det ved den Aarvaagenhed og Kraft,d er fra min Side stedse skal værge og værne for vort fælleds Alt. Citadellet Frederikshavn, den 22. august 1807. Peymann."

Men ugen efter led Landværnets nederlag og Roskilde faldt. Mobiliseringen foregik ikke uden problemer. Hvad enten folk nu forsøgte at skjule sig, ikke vidste at de skulle melde sig eller ikke var til stede, så måtte man fra 22. august og dagene derefter advare folk om at det var nu de skulle melde sig i Gothersgade 9-11:

"Da der endnu findes endeel af det enroullerede Mandskab, som ikke have meldt sig efter de tilforn skeete Indkaldelser, saa advares disse, (uanseet hvad Forretning de end kunde have paataget sig) ufortøvet at melde dem paa Enroullerings-Contoiret i Gothersgaden 348. Ligeledes advares de Værter elleer Huusbonder, der endnu maatte have Søefolk i deres Huse eller Tieneste, uopholdelig at opgive mmig saadant, da de ellers maae tilskrive sig selv de Ubehageligheder, som deraf vil flyde. Kiøbenhavn, den 23 August 1807. Platon. Commandeur og Enroullerings-Chef."

Wilhelm Hansens Hus Gothersgade 11. Det var her man beordrede de som endnu ikke havde meldt sig til tjeneste, om sporenstregs at møde op hvis de ikke ville udsætte sig selv for ubehageligheder

Prøvebombardement

Og så begyndte englænderne at få opstillet deres batterier. I første omgang rettet mod militære stillinger, nemlig Kastellet. Det skete den 24. august hvor de første bomber faldt. Englænderne var på det rene med det var umuligt at angribe fra søsiden. Det havde man bare ikke fattet i Adresseavisen samme dag:

"Bekiendtgiørelse fra den kommanderende General. Citadellet Frederikshavn den 23 August 1807. Nogle af vore Bombardeerschalupper og Pramme blev i Dag beordret at angribe endeel af de fiendtlige Bombarderer, som havde lagt sig norden for det nordre Kalkbrænderie, og at søge at ruinere et Batterie, som Fienden havde opkastet ved Svanemøllen. Kl. 10 begyndte vore Bombardeerfartjer at kaste. Vor Ild blev strax besvaret af de engelske Bombarderere og Kanonbrigger. Uagtet disse bleve forstærkede, sagtnedes Fiendens Ild kiendelig henimod Kl. 1, og saaes da endeel af den engelske Bombarderere at flygte for fulde Seil. For at uroelige disse i deres Retirade, fremrykkede Avantgarden af Canoneerschalupperne, som forfulgte de Flygtende med en levende ild. Vore Fartøier vedbleve imidlertid at kaste mod Landbatteriet. Man har, efter indkomne Rapporter, Aarsag at troe, at Fienden har lidt betydeligt. Vort Tab bestaaer af 8 til 9 Døde og 10 til 12 Saarede. Nogle af vore Fartøier ere mere eller mindre beskadigede, men ville alle i Morgen være istandsatte. Det fortiener at anmærkes, at de engelske, foruden Bomber, kastede med et Slags raketter, som ikke pleie at bruges af policerede Nationer. Efter senere indkommen rapport fra Batteriet Trekroner er derfra skudt i Dag paa de fiendtlige Skibe, og fra Batteriet giennem Kikkert seet Ild paa et af disse Skibe, de engelske Fartøier i Synketilstand og Bombardererne ilde tilredte."

Her omtales også Congreves raketter. Udfaldene fik imidlertid ikke nogen afgørende indflydelse på belejringen der modsat i 1801 fokuserede på landstyrker frem for søstyrker. Den 24. august begyndte de første fjendtlige bomber at falde i Kastellet. Én faldt på kirkepladsen, hvor flere hundrede soldater havde lejret sig for at spise frokost. Da ingen kom til skade, troede man at de engelske bomber var ufarlige. Det skulle vise sig at være forkert.

Dannebrog vejer på Kastelspladsen, set fra kirken. Det var her bomben faldt midt under frokosten. Den røde bygning som anes til højre, er det berygtede fængsel som er sammenbygget med kirken og som kun anvendtes til de fanger som enevælden fandt for særlig strafværdige, slaver mm.

Classens Have

Udfaldene mod englænderne fortsatte den 25. august mod batterier ved Blågård og 26. og 31. august mod Classens Have for at drive englænderne tilbage. Formålet med udfaldet var at nedrive bygningerne i haven og fælde træerne, så Kastellets kanoner kunne få frit skud mod fjenden. I dette sidste – og største - udfald deltog i alt 2.200 mand, inklusive 50 brandfolk og 50 af Holmens tømmermænd.

Mindestenen for Livjægerkorpsets udfald 1807 i Classens Have. Dengang lå haven omgivet af åbent land, nu ligger den indeklemt mellem etagebyggeri. Pladen øverst: FRIVILLIGT FORSVAR 1801*1807 CLASSENS HAVE * 1848-49-50 * 1864 * 1914-1918 * Og på mindre plade på soklen REJST I 150 AARet FOR OPRETTELSEN AF KONGENS LIVJÆGERKORPS 1801-25. MARTS -1951. Desuden mindre plade helt nederst.

Classens Have 1803. Haveanlægget lå langs Strandboulevarden og nuværende Classensgade. Anlægget bestod af park, kanaler, øer og fiskedamme. Samt lyststedet Justinenborg. (Fra W. Mollerup: Danmarks gamle Hovedstad, 1912)

Den 29. august bragte Adresseavisen den officielle bekendtgørelse fra Peymann. Den er påfaldende lakonisk, nærmest i telegramstil opremses en række fakta, dog skinner det igennem at på trods af voldsomhederne er alt under kontrol:

"Bekiendtgørelse fra den kommanderende General. Vi have havt nogle Fægtninger uden for Fæstningen med Fienden, som er kommen os nærmere, og hans Jægere ere i den Classenske Hauge uden for Citadellet. Denne Hauge er bleven stærkt beskudt og Fienden foruroliget. Under Canonaden i Onsdags traf en Skytgranat, som var udkastet fra det fiendtlige Batterie bag Svanemøllen, paa Canoneer-Chaluppe Stubbekiøbing, hvorved den sprang i Luften. Chefen Lieutn. Bruun og 16 Mand bleve reddede, 12 Mand qvæstede og 31 Mand sprang i Luften. Et Batterie, som Fienden har opkastet ved det saakaldte gamle Pesthuus er bleven beskudt fra Fæstningen og fra vore uden for Kallebo lagte Kanoneeerfartøier, hvilke have lidt noget. Men da nu et Batterie af 12 pundiger og nogle Mørsere er i Stand paa Tømmerpladsenre, hvilket Batterie ganske dominerer bemeldte fiendtlige Batterie og giør det uvirksomt; saa have vore Kanoneerbaade taget en forandret Stilling. ..."

Nørregade i Køge blev den 29. august 1807 beskudt af et engelsk batteri ved accisseboden på Allegade. Her stod de over for general Arthur Wellesley, 1. hertug af Wellington. Der senere skulle blive berømt da hans styrker besejrede Napoleon ved Waterloo.

Kommandantskabet må dog uofficielt have indsetindså at udfaldene ikke førte til noget. Den øverstbefalende for forsvaret, den aldrende (72 årige) generalmajor Ernst Peyman flyttede den 29. august  fra Kastellets Kommandantgård hovedkvarter til Kongens Nytorv. Hvilket måske kan sees som at han mente at det var fra landsiden, og ikke sø-siden truslen var størst. Samme dag led Landeværnet nederlag ved Køge. Adresseavisen kunne meddele om en mindre spærring af Langebro: "Fra i Dag af er Langebroe stoppet for Kiørende indtil videre. Dette bekiendtgiøres af Kirkerup." Dette forbud fra 25. august blev dog allerede ophævet den 31. august.

Illusionen om Volden som sidste bastion
Københavns volde havde 1658-1660 modstået svenskernes storm. Men der var gået lang tid, og englænderne havde ikke til sinds at indlade sig på noget storm. Peuchlers bastion i Østre Anlæg giver – selv om den bagtil er afgravet for at give plads til banegraven - et godt indtryk af Københavns befæstningsværker, og denne del af volden var i ilden under englændernes belejring af byen 1807. Det bedste indtryk af hovedstadens fæstningsværker 1807 får man på Christianshavns bevarede vold. Til gengæld var den var ikke i ilden under englændernes belejring.

Der var med garanti ikke sne da englænderne bombarderede København. Men voldene var heller ikke begroet med krat, træer, legepladser mm. Så et vinterbillede, set fra fjendesiden, giver formentlig et ganske godt indtryk af hvordan voldene må have set ud fra belejrernes side. 

København var omringet fra nord til syd fra landsiden. Dagen var mest detaljeret i sin nyhedsdækning. Til Raus Hotel på Kongens Nytorv, hvor Hotel d’Angleterre står i dag. Hver aften spillede et militærorkester uden for hotellet og trak mange tilhørere. Det skete også om aftenen 2. september, da bombardementet af byen begyndte. Sandsynligvis for at berolige befolkningen, for vagtparaden var et fast og velkomment indslag i den forlystelsesfattige hverdag, når den på slaget 12 kom marcherende med fuld musik gennem Gothersgade og drejede ind på Kongens Nytorv. Nordmanden Morten Frederiksen oplevede vagtparaden 1805:

Den skjønne Musik og de mange smaa oppudsede Drenge igjenopflammede atter Lysten til at blive Soldat. Min Begeistrelse steg ved enhver Tone af deres velklingende Musik. Jeg skyndte mig paa staaende Fod til en af de smaa for at erkyndige mig, om der kunde være nogen Ansættelse ved Regimentet. At jeg saaledes i et Øjeblik letsindig kunde forglemme den gode Behandling og Frihed som jeg nød hos min Mester, og forbytte min Frihed med en indskrænket tvungen Soldaterstand, begriber jeg ikke, thi det var kun faa Minutter siden, da følte jeg mig ved min Slagterprofession saa vel, at en Ombytning med en anden vilde have været mig en Modbydelighed. Jeg maa tilskrive det min Ustadighed og Letsindighed."

Den 31. august annonceredes mobilisering af Borgervæbningen som på daværende tidspunkt var velanset:

"Efter den høistcommanderende Generals Befaling bliver herved, i Overeensstemmelse med Hans Kongelig Majestæts allerhøiestePlacat for Kiøbenhavns Borgervæbning af 11 Februari 1803, dens 2, 3, 5 og 8 §§, alt der til dens 2den Afdeeling henhørende Mandskab, som endnu ikke frivilligen haver anmeldt sig, herved indkaldt, til ufortøvet og uden Undtagelse, at møde hos deres Compagnie-Chefer for at blive forsynet med Vaaben og deri øvet til Stadens Forsvar. I øvrigt advares herved enhver Uvedkommende, om at afholde sig fra at bære de for Borger-Compagnierne reglemeneterede Hattecocarder eller andet Tegn, paa at staae ved Borgervæbningen, uden derved at være ansatte, sa saadanne Personer kunne vente at blive anholdte og alvorligen anseete. Kiøbenhavns Stadshauptmandskab den 1 Septbr. 1807. Mylius."

Borgervæbningen blev indkaldt sent, dagen før bombardementet startede. Herefter blev aviserne stille. Adresseavisen udkom først igen den 7. september igen. Dagen udkom ikke mellem den 3. og 8. september. Men den 1. september kunne avisen berette om beskydning fra Ladegården:

"To Steder i Tirsdags Eftermiddags paa Kultorvet gik der fjendtlige Riffelkugler ind, der tydelig kunne skjønnes, at maatte være udsendte fra ladegaarden af. - En af dem gik igjennem en Rude, uden at brække mere end et Tommers Hul paa samme, og havde endda Kraft nok til at gaae igjennem Panelet paa den modsatte væg."

Kommandanten Ernst Peymann havde ikke fået særlig præcise instrukser fra kronprinsen der sad i Jylland med store dele af hæren. Styrkeforholdet vat at englænderne rådede over 46 fartøjer med 30.000 landgangstropper, mod Peymanns 5.500 regulære, ikke krigsvante tropper samt 7.500 landeværnsfolk, Københavns borgervæbning og de frivillige korps. Og så gik det løs!

(Fortsættes)

Hør eventuelt podcasten produceret af Københavns Biblioteker om samme emne som viser flere billeder og dramatiserer situation.

Ruten

Classens Have (Udfaldet). Kastellet (Hovedkvarter for militæret). Nyboder. Langs Voldgaderne til Rådhuspladsen. Tilbage gennem byen ad fx Sankt Peders Stræde. Vor Frue og Sankt Petri (centrum for bombardementet). Krystalgade eller Store Kannikestræde. Landemærket. Kongens Have. Kongens Nytorv. Hjemmesider med steder.