København

København myldrer med turister fra nær og fjern - ind- og udland - og det kan man godt forstå. Det er nemt og altid spændende at være turist i egen by

Jo, den er god nok. Det er København det her. Faktisk Vesterbro hvis navn mange forbinder med prostitution og slumbyggeri. Glem alt om det. Istedgade er trendy og Carlsberg Akademiets Have på størrelse med et fodboldstadion. 

Alting tager sig bedre ud i solskin. Også København. Selv om jeg har tilbragt mine første 20 år i en landsby, føler jeg mig som københavner. Og selv om stolthed ikke er en egenskab jeg sætter særlig stor pris på, så er jeg glad for at bo i København. Jeg bliver en smule trist når byen angribes for "københavneri" og kan ikke lade være med at tænke på at megen kritik mere går på fx politikere som godt nok holder til i København, men som for hovedpartens vedkommende kommer fra "provinsen". Eller for statslige institutioner og organisationer som også holder til her i stort tal. Man forveksler måske her "Staten"med "København". Hvilket er forståeligt da den danske statsmagt har holdt til i København i mange hundreder år. Og i øvrigt været en lige så stor hæmsko som et gode for byen.

Ved Sorte Hest, ca. 2 km uden for den gamle Vesterport (nu Rådhuspladsen) har der gennem flere hundrede år været udskænkningssted mm. I dag er stedet stadig mødested for folk som vil forfriske sig.

Jeg oplever københavnere som rummelige over for folk der kommer andre steder fra. Forne tiders betegnelser som "bonderøve" og "det mørke Jylland" er der ikke mange som husker, endsige bruger længere. Eller oprigtig talt mener. Derimod kaster mange ikke-københavnere sig med urette over København og københavnere. Og faktisk er københavnere også de første til at kritisere sig selv - eller i hvert fald hinanden. Men hvad er der i grunden galt i at være stolt af at Danmark har en flot, stor hovedstad som fint klarer sig internationalt og repræsenterer Danmark som en by turisterne gider komme til, føle sig hjemme i og få et indtryk af vores land - på godt og ondt?

Med byens nyeste storbyggeri Axel Towers i kikkerten er vi ved at nå "byporten" til den Indre By. Axel er ikke opkaldt efter mandsnavnet, men efter aksel. Nærmere bestemt akslerne på bøndervognene I dette område ankom bønder fra hele Sjælland nemlig med deres varer, fra grøntsager til køer og heste for at sælge dem direkte fra vognene - "akslerne", i modsætning til fra torvene inde i byen. 

Indfaldsveje til København

Denne omkring 20 km vandring skal forsøge at introducere København, i hvert fald Indre By. Og det sker gennem den traditionelt største hovedindfaldsvej, Vesterbrogade. Med start ved en af Danmarks største virksomheder, Carlsberg. Hvis areal i sig selv kan matche en mindre provinsby. Hvorfor den da også nu kaldes "Carlsbergbyen". Engang var Vesterbrogade en befærdet landevej som ad landvejen førte til byen. Herefter vil vi gå tværs gennem det gamle København inden for voldene til Kastellet og dernæst tilbage langs havnefronten til landets politiske magtcentrum, Christiansborg.

Grønnegade og Ny Østergade. Nyt og gammelt støder sammen som så mange steder i byen. Små pladser opstår. Engang var kvarteret berygtet for smalle stræder som Brøndsstræderne, Peder Madsens Gang og Diderik Badskærs Gang. Man opgav at restaurere og rev ned. Og gamle forvoksede gårde som var omkranset af huse, blev pludselig facader til gaden.

Når man går gennem Vesterbrogade, så kan det være irriterende at se de mange anlægsarbejder. Men en by der ikke forandrer sig, er dømt til at dø. Storbyer som København kan ikke overleve udelukkende som museum, selv om vi naturligvis så vidt muligt skal bevare de bygninger som minder os om historien. Men byen er også for mennesker, for virksomheder, arbejde, transport, dagligliv. Og det står ikke stille. Forbrugsmønstre, levemåder, arbejdspladser - alt hvad der hører menneskers liv til - er under konstant forandring. Og således må byen også forandre sig og tilpasse sig.

"Kongens Bar" er den tredje i rækken efter de måske mere kendte "Hviids Vinstue" og "Skindbuksen". Lille Kongensgade var for 200 år siden gaden hvor søfolk fra alverdens lande drak sig til vanvid og fik sig et put med de lokale ludere. Senere tog bohemerne, kunstnerne over og forvandlede kvarteret til "Minefelt". I dag så turister og nostalgikere.

Alt byggeri har været nyt engang. Og det meste nybyggeri har måttet lide den tort at blive kaldt øjenbæer og en skændsel for byen, og det så nu bedre ud i gamle dage. Indtil der bliver bygget nooget endnu nyere, og det så kan overgå til at blive kaldt byggeri fra gamle dage som bliver skændet af det nye nybyggeri. Men ofte er man dog gået for hårdt til værks, det seneste eksempel det lille triumvirat af ældgamle udskænkningssteder på Lille Kongensgade. Jovist er æraen med de små listige smugkroer og stamkundeværtshuse ved at rinde ud. Stemningen kun bevaret i gamle bøger og folks blakkede erindringer. Men selv det er værd at huske på, en del af byens historie.

Et sted skal militæret holde til. Og et sted skal der være plads til alle de ansatte som gør det muligt at opretholde en flåde: Matroser, skibsbyggere, tømrere, snedkere, smede, søfolk. Og et sådant sted var Nyboder tænkt som. I århundreder holdt de nævnte til her. Byen - som det reelt var tale om - var berygtet. For selv om de var nødvendige, så var de også blandt dem som detfine borgerskab så ned på som tarvelige.

Danmarks sidste bastion

Hvis ikke det havde været for Københavns borgere, så havde Danmark formentlig i dag været en del af Sverige. Hvis ikke borgerne havde sagt ja til Frederik III om at forsvare København i 1658-60 som den sidste lille plet i det daværende rige, så kan man gætte på at svenskerne havde gjort krav på Danmark. Men med hollændernes hjælp og det københavnske borgerskab stoppede den svenske erobring. Og resten er historie. Ikke at vi som københavnere i nutiden skal kræve at tage æren for det. Men blot for at minde om at et land eller nation først ophører med at eksistere når hovedstaden falder. Så kan gønger og andre være nok så tapre - det er og bliver guerilla-krigsførelse.

Bygningen på Sølvgade falder måske ikke særlig meget i øjnene. Men den er mindeværdig. Her holdt det Kongelige Døvstummeinstitut til. Stenrelief i gavlen er dog af nyere dato, og lavet af Sten Lykke Madsen.

Men også i fredstid har København fungeret som centrum for civilbefolkningen. Hospitaler, Fødselsstiftelsen (hvor folk kom fra hele landet - også Jylland) for at føde anonymt gennem århundreder holdt til her. En af de måske mere anonyme bygninger holder til på Sølvgade Det er Det Kongelige Døvstummeinstitut (1807-1823). I dag ligner det en ganske almindelig beboelsesejendom, men den er typisk for de mange institutioner der holdt til i dette område af København: Militærakademier, hospitaler osv.

Et kik fra en af bastionerne i Kastellet. Her var hovedkvarteret for landet forsvar. Og det var også herfra forsvaret af Danmark fandt sted under slaget på Reden 1801 og Københavns Bombardement 1807. Dog med den interessante tilføjelse at Københavns øverstkommanderende Peymann i 1807 flyttede ind på d'Angleterre på dagen for bombardementet. Han var ganske enkelt blevet bange for at blive bombet!

Kastellet fortæller om noget om København som fæstningsby. Dvs en by ikke bare indrettet til københavnerne, men til hele landets befolkning. Kastellet er på denne måde både en del af København, men også at hele Danmark. Gennem mange århundreder var det her landets ultimativeforsvar holdt til. Kastellet er også historien om at militæret ikke kun var til for landets forsvar. Det var også enevældens redskab til at holde befolkningsflertallet i tømme. Det er derfor man finder Danmarks værste fængsel, Kastelsfængslet her, klistret bag på kirken. Og krudttårnene hvor man indsatte de oprørske fanger fra Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn da de gjorde oprør i 1817.

Der findes utallige gengivelser på foto af Nyhavn. Så når man skal forsøge at opsummere gadens og havnens kolossale betydning for Danmark, kan det være svært. Her forsøger jeg mig så med et måske mindre kendt motiv. Baggården til nr 63 fra 1756.

Men først og fremmest var København en havneby. Indtil omkring 1960'erne. Købmændenes by. I fredstid. Selv om vi ynder at fremhæve de militære anlæg, så er det trods alt handelen der har gjort København til hvad den er i dag. Og her kommer man ikke uden om søfarten, havnen. Og det suværent mest benyttede transportmiddel, skibene. Indtil lastbiler, tog og andet tog over i 1960'erne. Havneområdet minder os om denne fortid som nogle meget gamle mennesker stadig kan huske. Og specielt dette område i København er under hastig forandring mod en ny funktion: Rekreativt område!

Her har jeg forsøgt at sammenkoge Københavns forskellige dilemmaer: Småt er godt. Den lille havfrue er stadig Danmarks turistattraktion nr. 1. Selv om den er lille, måske ikke særlig kunstnerisk Men det er mange turisters port til at forstå Danmark:Småt er godt. Og der er noget H. C. Andersen over det. Den lille havfrue overskygger det enorme krydstogtsskib i baggrunden.

Småt er godt!

På landsplan kan intet måle sig med København. Lad os bare være ærlige. Hvis nogen påstår det modsatte vil jeg argumentere for at det er falsk beskedenhed. København er storslået. Men i vores land er det ikke god tone at påstå det. Man skal helst underspille. Er det den jyske bondementalitet der stadig sidder i os? Sammenlignet med stort set alt andet i Danmark, er København stor. Men at fremsætte den bemærkning er en fornærmelse af "den danske folkesjæl". Heldigvis har vi den lille havfrue. Se, hvor lille hun er. Og hun blev "opfundet" af en fynbo, en odenseaner, H. C. Andersen. Som godt nok tilbragte det meste af sit liv i København. Og modsat den samtidige Søren Kierkegaard vovede sig uden for landets grænser i længere tid.

Der lugter af frisk fernis, men ikke tjæret tovværk fra skuden "Pegasus" som ligger og frister sejlskibsinteresserede ved Larsens Plads. Her kan man indånde illusionen af sømandsskab for 100 år siden. 

Københavns Havn er for længst blevet forvandlet fra handelsområde til rekreativt område. Og det gælder vel for de fleste af Danmarks have i dag. De gamle skuder som skvulpede varer ind på kajerne kilometer efter kilometer fra Nordhaven til Sydhavnen, krab ved kran, pakhus ved pakhus, sejler i stedet med turister, lystfiskere og hvem der ellers gide betale en formue for den slags.

Dansk Arkitekturcenter har overtaget et gammelt pakhus, og er et eksempel på at danske arkitekter med tiden lærte at stå på egne ben og fremstille noget unikt dansk. Paradoksalt nok mange gange ikke anerkendt som dansk, idet man forbandt de udenlandske arkitekters stil med noget specielt "dansk".

Havnebyen

Langs havnen kan man også studere århundeders arkitektur Jeg skriver med vilje ikke dansk arkitektur. For det tysktalende danske kongehus regnede aldrig dansk for noget særlig fint. Dansk var indbegrebet af tarvelighed, dårlig kvalitet og bondskhed. Derfor hvis man kigger sig omrking i havnen, mod Holmen, Christianshavn, er arkitekturen præget af arkitekter fra Tyskland, Frankrig og til nød England. Disse arkitekter klarede sig fint på deres eget modersmål, for i kongehuset talte man aldrig dansk. Først for omkring 150-200 år siden begyndte man at uddanne "danske" arkitekter, som dog mest var inspireret af udenlandsk arkitektur. Det er først i 1900-tallet man begyndte at være foregangsfolk for udenlandske arkitekter.

En "hemmelighed", ruinerne under Christiansborg. Eller mere frimodigt: Et toiletudløb. Til alle tider har høj som lav haft naturlige behov, og arkitekturen forsøgt at løse problemet for ikke at gå til i stank og uhumskhed.

Denne tour de force slutter naturligt nok ved ruinerne under Christiansborg. Ikke fordi disse ruiner er typiske, men for at minde om at 2-3 meter under vores fødder ligger fundamenterne af det helt gamle København. Ruinerne under Christiansborg stammer fra Absalons Borg som blev nedrevet i 1300-tallet og den borg som blev bygget ovenpå, Københavns Slot. Således vader vi intetanende rundt på vores fortid. Og måske godt det samme. Fortidens mennesker tænkte nok ikke så meget på at tage hensyn til forne tiders generationer. Og det bør vi vel heller ikke gøre. Blot engang imellem.

"Sortladne land": Lille Svensved - Roskilde

I "Kong Christian stod ved højen mast" er udtrykket "sortladne hav". Udtrykket passer imidlertid også på Danmarks land, i hvert fald fra nu af (august) til april

Typisk dansk landskab: kultursteppe. Frisk sortladent, her hjulpet på vej med afbrænding af vissent plantemateriale. Kilometerlangt strækker det sig så langt øjet rækker ud i horisonten, hvor man lige aner Maglegård mellem Havdrup og Gadstrup.

Efter knap 300 vandringer bliver det efterhånden svært at finde nye områder med natur. Selv hvis man planlægger et "naturhop" gennem det danske landskab, undgår man sjældent det mest karakteristiske danske landskab, kultursteppen - som dækker omkring 2/3 af Danmark. Den er karakteriseret ved få planter som byg, hvede og raps, ringe dyre- og fugleliv og sparsomt med indsekter. Det er ikke svært at finde en vandretur kun gennem dette landskab - og dagens tur fra Lille Skensved til Roskilde er et eksempel på en sådan. Af særlig interesse fordi den i disse uger gennemgår en radikal forandring.

Hovedgaden i Lille Skensved. Gaden rummer bl.a. Guldbageren, en slagter, et pizzeria og en genforeningssten. Det er mere end det "oprindelige" Skensved, Kirke Skensved. Øst for byen ligger et industriområde der fylder næsten lige så meget som byen selv.

Byer og landsbyer

På vejen kommer man gennem hele 3 byer, dvs større bebyggelser med et forretningsliv med supermarked, benzintank, frisør og andre livsnødvendige butikker: Lille Skensved, Havdrup og Gadstrup. Disse tre byer kan man vist godt kalde stationsbyer. De ligger på jernbanen Roskilde-Køge-Næstved som åbnede i 1870, og deres vækst hviler netop på adgangen til en station. Havdrup station hører til de oprindelige stationer fra 1870. Gadstrup stationsbygning er fra 1905. Lille Svenstrup er nok den mest fuldkomne idet den opstod som en satellit til Kirke Svenstrup og har siden udviklet sig langt hurtigere end denne. Stationsbygningen er fra 1908 (arkitekt Heinrich Wenck). Kirke Svenstrup er i dag en lille landsby, og hvis størrelsen skulle være afgørende, var det snarere den som fortjente betegnelsen "lille".

Havdrup er den største by på dagens rute med omkring 4.000 indbyggere. Her er der 3 supermarkeder og et butikscenter. Her et kig gennem Hovedgaden fra stationen Den røde bygning i forgrunden bærer skiltet "Ulvebørs". Meget aktuelt, kan man næsten sige. Området omkring stationen er i det hele taget værd at gå langsomt igennem fordi det er så velbevaret stationsby-agtigt.

Desuden nogle mindre landsbybebyggelser udelukkende med gårde og huse, men intet forretningsliv: Kirke Svenstrup, Brordrup, Kamstrup og Ramsølille. Ingen har bevaret det originale landsbypræg, men der er dog ganske fine gårde og huse i dem alle. Ligesom der også langs landevejen ligger ganske mange fine landejendomme og huse. Også trukket tilbage fra vejen med små alleer.

Degnegården lidt nord for Kirke Svenstrup er fra 1850 og set udefra et velbevaret stykke dansk landbrugshistorie.

Kultursteppen

Men nok om byerne og landsbyerne. De er af en størrelse så det ikke tager mange minutter at passere dem. Det meste af året (fra august til maj) henligger kultursteppen som et mørkt ørkenagtigt landskab, ofte bar jord, men ofte også dækket af et tyndt lag planterester fra strå og stængler fra korn og rasp. Kun afbrudt af områder med græs. Det breder sig karakteristisk kilometer efter kilometer ud i horisonten. Landevejene er generelt sådan rent teknisk gode og man kan sagtens finde nogle der ikke er så trafikerede. Herfra har man det bedste indtryk af landskabstypen.

Nord for Havdrupvej findes denne visne kultursteppe. Vegerationen er nyligt blevet klippet, delvis fjernet og tilbage ligger snorlige og sirlige rækker af biomateriale. I horisonten kan man lige ane en small bræmme af træer som markerer forløbet af Svenstrup Å og endnu længere væk striben af træer langs jernbanen. Men ellers breder steppen sig. Livløst og lydløst. Kun vindens susen og trafikkens hvislen bryder tavsheden.

Fra slutningen af august og indtil maj henligger kultursteppen først som brun, dernæst ofte som sort og bar jord. Personligt foretrækker jeg egentlig at gå gennem sådanne landskaber når sneen dækker det hele. Når man går time efter time, kommer man nemt i den stemning som jeg formoder deles med de soldater der vandrede gennem områder undergået "den brændte jords taktik".

Pilevejen-Kamstrupvejen. På korten er markeret et vandløb eller rende der krydser vejen, men det må være rørlagt eller helt kastet til. Her kan man se hvordan jorden titter frem og kun et tyndt lag planterester dækker jorden. Vejkant er der næsten ingen af og den er klippet så der næsten kun gror græs.

Vejene gennem kultursteppen på ruten er mest trafikeret med landbrugskøretøjer. Det er højsæson for bearbejdningen af steppen. Der hersker imidlertid en god trafikkultur. Der tages hensyn til vandrere: lav hastighed, passende afstand ved passage, ofte helt ovre i den anden side af vejen så man ikke generes af vindpust. Bilfolket er flinke, ofte vinkes der fra ruden eller over skulderen fra førerhusene. Cyklister ser man stort set ingen af, bortset fra tre tyske turister som forsøgte sig med et "hej" med tydelig tysk accent.

Endnu et karakteristisk kik ud over det mest udbredte danske landskab. Her er det gul-brune ikke blevet til sort endnu, men det er det om ganske få måneder når forrådnelsen er gået  gang.

Sommetider bliver kultursteppen dog afbrudt af en smal bræmme af lav kratbevoksning, eventuelt mellemstore, spredte træer. Disse bræmmer markerer som oftest en grøft eller å, en landevej eller et gammelt markskel i forfald. Man an også være så heldig at komme forbi små bede med vilde planter. Især hvis der er tidsler og andre biplanter, summer det pludselig af liv, og det lykkedes mig såmænd da også at få øje på en kålsommerfugl.

Denne kultursteppe syd for Kamstrup er karakteriseret ved en smal stribe træer. Der er formentlig tale om et gammelt hegn som efterhånden er gået i forfald, på grund af pløjning og efterfølgende giftsprøjtning. 

Markskellene er mestendels mærket af tidens (eller rettere: plovens og sprøjtens) tand. Der er blevet pløjet mere og mere af bræmmen, og bevoksningen er også påvirket af giftsprøjtning så buske, træer og krat ofte fremstår bladløst og med gulnede eller endog brunlige, medtagne planter som ikke hører til vegetationen på kultursteppen. Hvis denne udvikling fortsætter, vil de vel være helt forsvundet om nogle årtier.

Risbyholm. En gammel herregård med aner næsten 300 år bag i tiden. Også denne er omgivet af vidtstrakte kulturstepper, men dog også af en lille lund, eller skov øst for ejendommen.

Enkelte steder på kultursteppen finder man også gamle herregårde. Dagens rute gik forbi en lidt vest for Havdrup: Risbyholm. Godset stammer tilbage fra 1721. Som så mange andre har ejerne bidraget tiil danmarkshistorien fx ved at tjene på neutralitetspolitikken i slutningen af 1700-tallet. Skotten John Brown var endda så god til det at han blev udnævnt til guvernør i kolonien Trankebar.

Skensved Å. Åer er ikke længere omfattet af randzoneloven, så kultursteppen kan frit brede sig ned til åbrinken. Det er dog ikke helt sket her, idet der på den ene side er levnet et bælte med græs, på den anden en mark til græsning. Marken med dyr er i øvrigt en af de få undtagelser hvor man kan se dyreliv, her dog husdyr. Køer kan være farlige dyr og slår et par mennesker ihjel hvert år i Danmark, i maj måned blev en mand således trampet ihjel ved Broager.

På mit kort er der desuden også ofte afmærket grøfter eller render, men man kan ikke regne med disse da de enten er blevet kastet til eller rørlagt under kultursteppen.

Natur

Ingen vandretur uden natur. Og jeg kom da også forbi et enkelt eksempel på noget sådant, nemlig den skønne Ramsødal. Fristelsen var stor for at afbryde kultursteppe-vandringen. Men jeg har gået turen før og ved at turen kun er ca. 1½ kilometer gennem selve dalen. Bræmmen er her kun et par hundrede meter bred. Herefter fortsætter den langs HOFORs kildeplads og bræmmen indskrænkes til vel omkring 20 meter.

Fra Brordrup har man et godt udsyn over Ramsødalen, og man kan også se hvor lidt den i grunden fylder i landskabet: Kultursteppen omringer totalt det fredfyldte område med masser af dyre- og planteliv. Næsten lige som en lille atol i et stort Stillehav.

Som sådan er dagens tur egentlig repræsentativ for hvordan Danmark ser ud. Nogen grund til at bevæge sig uden for vejene og nærstudere kultursteppen er der dog næppe de afgørende grunde til. De er ret ensartede, og har man blot bevæget sig et par meter ind på dem fra vejen, har man sådan set set hvad der er værd at se. Kulturstepperne er da heller ikke indhegnede eller forsynede med adgang forbudt skilte. Det er sjældent nødvendigt.

Ruten

Lille Skensved. Kirke Skensved. Havdrup. Ramsølille. Gadstrup. Brordrup. Kamstrup. Vor Frue. Roskilde Station. Hele turen er på ca. 20 km.

Boserup skov - Fjordstien

Bunden af Roskilde Fjord er tæt på toppen af Fjordstien. Samt et par kulturhistoriske områder

Roskilde Fjord, et typisk vy over fjorden nord for Boserup Skov.

Roskilde er meget andet end Domkirken selv om dette UNESCO verdensarv må stå på listen som et "must see" når man passerer langs Fjordstien. Et mere ubemærket sted er området omkring St. Jørgensbjerg Kirke. Området er ikke så stort, men fyldt med stemning: Bakket, gamle huse med smalle og stejle stræder og god udsigt. Det er svært at se nu, men for mange herrens år siden - og endnu ældre end de nuværende huse - lå Roskildes havneby her. Kirken selv er meget gammel, fra 1080 og dermed en af de ældste hertillands.

Voldstedet med den gule gård bag. I forgrunden skal det vist forestille at have været en voldgrav. Selv om det er svært at forestille sig. Men planchen har en tegning til at hjælpe fantasien på rette spor.

Sct Hans Hospital

Da jeg tidligere har vandret langs fjorden, lagde jeg denne gang ruten gennem de to store hospitalsområder, Sct. Hans som ligger med et grønt område på ca. ½ km. Det er som bekendt gammelt københavnsk område. Som tak for at de københavnske borgere reddede Danmark under svenskernes belejring af København 1658-60 gav enevoldskongen ganske enkelt området til dem. I 1996 solgte kommunen dog området til staten.  I dag er såvel hospitalet som de om omgivende områder fredet. Og der er åbent for offentligheden i parken. Hospitalets historie kan læses så mange andre steder, den korte historie er at det startede 1808-11 som fattighospital og dårekiste. Senere da Københavns indbyggerantal eksploderede, blev fattige og syge sendt hertil.

Den østlige del af Sct Hans Hospital har en nyere del til Psykiatrien i Roskilde, samt bl.a. disse lidt ældre bygninger.

Bygningerne mod øst fungerer stadig som behandlingssted, og jeg har det lidt dårligt med at optræde alt for meget som turist. Men ved Bistrup Bakke er der et gammelt voldsted. Man kan fornemme voldgraven (der dog nu er helt tør) foran den store gule bygning fra 1800-tallet ("slottet"). Det er er bispegården lå. Her lå også engang en landsby, kirke og kilde. Men efter reformationen blev kirken revet ned og der er intet tilbage af landsby og kirke. Midt i området er der også bibliotek og museum, men det har kun åbent om onsdagen.

Den vestlige del af Sct. Hans Hospital rummer bl.a. museum og bibliotek og denne idylliske sø med en cafe indrettet i huset på den anden side.

Boserup Skov

På turen nord og vest til Boserup Skov passerer man et område med udstrakte kulturstepper, pt med hvede omkring Bistrup Parcelgård. Det var på Bistrup Gård man indrettede "dårekisten", hvorfor man i 1809 opførte Bistrup Parcelgård øst for Boserup skov. Bygningen var erklæret bevaringsværdig, men blev alligevel revet ned i 2000. Parcelgården blev i 205 solgt for 45 millioner kroner.

Bistrup Parcelgård ligger stor og mægtig omgivet af udstrakte kulturstepper af hvede og andre kornsorter. 

Jeg er egentlig ikke så stor tilhænger af at gå rundt i skove længere. Men jeg kan godt lide at gå langs vandet i skove. Og det giver Boserup Skov god lejlighed til. På mange måder minder stien den langs Furesøen, blot mere fredelig og væk fra byområder. Der er  i øvrigt muligheder for at grille, overnatte og andre fritidsaktiviteter. Det var der også en del skoleelever der gjorde, så skoene genlød af frikvarter. Hvis man er til fred og ro, skal man nok tjekke om den slags foregår når man planlægger turen.

Et af de utallige smukke syn langs fjordstien. Ikke underligt at to både ligger for anker og skoleklasser har valgt at opholde sig her på denne skønne solskinsdag.

Kattinge Værk

I den vestlige ende af skoven skal man over den smalle bræmme som adskiller Roskilde Fjord med Store Kattinge Sø. Der er en smal kanal med et gammelt industriområde, Kattinge Værk der nu er koloni for børn, udflytterbørnehave og naturcenter for Københavns Kommune. Ikke så storslået som tilsvarende værker ved Mølleåen, men absolut seværdigt. Man kan ikke gå gennem værket, men umiddelbart før man kommer til det, er der en smal trampesti som leder op til Boserupvej. Værket var oprindeligt (1753-1884) stampemøller med vandhjul, men fik senere turbiner. Produkterne herfra (først militærtøj, senere gryn) blev eksporteret til København. Hvilket gav beskæftigelse til omkring 30 personer. 1884-1910 var her papirproduktion. 1914-1917 producerede det strøm til Sct. Hans Hospital.

Kattinge Værk. Der er ikke offentlig adgang til værket. Men man får et ganske godt indtryk af det fra landevejen. 

Modsat Sct Hans købte Københavns Kommune i 1917 værket igen med henblik på at bruge det til alkoholikere. Man har adgang til området omkring det gule slusehus hvor der er en malerisk fisketrappe for ørreder der gerne vil op i Kattinge Sø og til gydepladserne i Lavringe Å. Det hele ser idyllisk ud i dag, men det var det bestemt  ikke i værkets storhedstid. Affaldsprodukterne fra produktionen blev ledt ud i Kattinge Vig hvor det medførte totalt iltsvind og der må have været e frygtelig stank.

Slusehuset ved kanalen mellem fjord og sø. Samt fisketrappen til højre for. Bygget til ørrederne.

Kattinge

Turen fra slusen til Kattinge går gennem intensivt landbrugsområde uden adgang til søbredden. I dag var der høstarbejde, og hele turen ad Boserupvej foregik i støv der blev blæst ind over vejen og helt over til modsatte side af vejen. Kattinge fremstår i dag som en gammel bondeby, og den har en lang historie tilbage til jernalderen måske. Landsbyen hørte også med til det som Københavns Magistrat fik som belønning for at redde Danmark under Københavns belejring. Den oprindelige landsby er dog nu erstattet af småhuse til husmænd og småhåndværkere som smede og skomager.

Kattinge må vel nærmest siges at være indbegrebet af hvad man kalder bondeidyl. Men man skal nu ikke lade sig narre. Landsbyboere har gennem tiderne haft travlt med at slås indbyrdes om alskens ting og sager. Det håber jeg dog er holdt op i vore tider.

Gadekæret har en stengruppe som markerer hvor bylauget for bønderne holdt møder (husmændene var sat udenfor). Læs i øvrigt søndagens indslag på Politivennes Facebookside hvor jeg netop beskriver landsbylivet i 1800-tallet og de talrige indbyrdes stridigheder der var mellem en landsbys beboere dengang.

Store Kattinge Sø set fra Kongemarken. Nok se, men ikke røre! Dette er nok det tætteste man kan komme denne sø.

Strækningen fra Kattinge til golfbanen ser på kortet ud til at nå ned til Store Kattinge Sø. Men som nævnt er det forbudt område at bevæge sig ind på. Man må nøjes med de sporadiske udsigter fra Kongemarksvej og Kongemarken. Begge udmærkede vandreveje. Men altså også uden de gode udsigter. Kornerup Å kan man risikere at passere uden at lægge mærke til den. Heldigvis er der et skilt. Og så kan man prøve at ane Lille Kattinge Sø mod syd. Store Kattinge Sø ses bedst fra Kongemarken.

Med lidt god vilje kan man se ned mod Gedevadsrenden tværs gennem billedet. Den forbandt for mange hundrede år siden søen med bispegården.

På turen gennem golfbanen kan man prøve at ane Gedevadsrenden som er en lille grøft i bunden af dalen. Man skal forestille sig at for mange hundrede år siden løb renden helt til Sct. Hans Hospitals bispegård og drev en mølle. Dog uden at komme i karambolage med stampemøllerne, for de blev først opført århundreder senere.

Ruten

Roskilde Station. Sct. Hans Hospital. Parcelgårdsvej. Boserup Skov langs kysten. Kattinge. Kongemarksvej. Kongemarken. Vestergade. Roskilde Station.