Hedeland

Hedeland er et landskab i konstant forandring. Dette er denne blogs femte og første sommerbesøg

En tur i Hedeland må nødvendigvis kun dække en del. Det er umuligt at gennemtrave det hele på en dag. Dagens tur dækkede Høje Tåstrup kommunes andel af Hedeland, altså den vestlige del indtil Greve Kommune. I de kommende år vil Hedeland forandre sig endnu mere, for i foråret blev antaget tre udviklingsplaner for området af de tre kommuner som hedeland ligger i.

Forudsætningen for eksistensen af nutidens Hedeland er grusgravning. Og det foregår stadig i store områder, her ved Præstehøj, mellem Stærkendevej og Tranemosevej.

Det såkaldte Team SLA har foreslået at man dramatiserer landskabet endnu mere med at lave dybere dale og højere bakker. Og anlægger en "ødemark". Der skal være en central ("Horndrageren", opkaldt efter en sjælden orkidé). Et andet team, RUBOW har foreslået overnatningshytter i en særlig arkitektonisk udformning. Mens et tredje, Team Møller & Grønborg vil inddrage foreninger i landskabsudviklingen.

Udsigt fra Naturstien. I forgrunden får man et indtryk af de mange planter som gror i området. Ligesom det summer af bier, sommerfugle, guldsmede og meget andet.

Naturstien

Siden sidst er der blevet indrettet naturstier. Det er helt smalle trampestier som bl.a. går fra Stenager Station sydvest over Dopperne til Hedelands største skovomrråde syd for Nymølle Sø. Natur skal her forstås helt bogstaveligt. Der spilles på mange tangenter både hvad angår planter, insekter og dyreliv. Biodiversiteten er meget høj og udsigten heller ikke at kimse af. I glimt kan man kikke sydpå til skibakken. Hele turen er 4 kilometer.

Udsigt fra Naturstien, mod syd. Man går oppe i terræn og i glimt har man dette betagende syn. Bl.a. til skibakken (dog ikke med på dette foto).

Den østlige del af stien ligger højt og stien kan være lidt svær at få øje på, men det er altså den lille trampesti som går op på bakken nord for Brandhøjgårdsvej. Om efteråret ser der ud til at være brombær på ruten. Og der er også enkelte frugttræer formentlig æbler og pærer. Hvis det skulle friste nogen. Skråningen mod syd er vokset til med høje træer mens området nord for stien er fyldt med lav engagtig beplantning.

Vest for Brandhøjgård får man et af de bedste indtryk af hvordan de dybe grusgrave langsomt gror til. Trætoppene udjævner landskabet en del, og faktisk ser det hele mere dramatisk ud om vinteren.

Men ud over naturstien er der så sandelig så meget andet at kigge på. Vores tur gik fx forbi den dramatiske dal (grusgrav) langs vestsiden af Brandhøjgårdsvej, vest for Brandhøjgård. Området er i forhold til mine tidligere besøg nu vokset godt til. Bunden af den forhenværende grusgrav især med lave træer og buske mens skråningerne stadig er ret bare med græsbevoksning og spredt krat. Det gør at dalen måske ikke længere ser så dramatisk ud som første gang, men til gengæld så meget frodigere. Her får man også et godt indtryk af hvor meget sand og grus der er blevet gravet væk, idet man fra bunden af dalen ved Vinkelsø gå op ad en lang flad bakke til det oprindelige landskabsniveau dengang området var plant.

En af de karakteristiske togstationer, Sølund øst for fiskesøen. Hundeskoven til højre dækker effektivt for udsigten til haveforeningen Brandhøj

Vinkelsø er desuden et af de steder hvor søbredden er flottest at gå langs. I modsætning til fx Flade Sø der er bevokset med siv langs hele bredden, og hvor man kun ganske få steder opdager at der overhovedet er en sø. Eller til Flintesøen øst for skibakken og amfiteatret der ser mere parkagtig ud.

En af veteranbanens lokomotiver passerer Vinkelsø. Her får man også set søen fra den side hvor man kan gå langs bredden. Den modsatte bred er bevokse med siv.

Veteranjernbanen

Man kan ikke undgå at støde på den 5 kilometer lange smalsporsjernbane. Der kører også tog søndage i sommersæsonen. De stammer fra nedlagte roebaner og de mange teglværks- og industribaner.

Hedeland Golfklub ligger i det gamle niveau, idet Stærkendevej stadig forløber som på en bakkekam som den altid har gjort.

Banen ender ved golfbanen som breder sig nord for Tune Landevej. Hvis man er vandrer gør man klogt i at undgå golfbanen. En strålende solskinsdag som denne er golfbanen godt besøgt, og man skal tage sig i agt for golfbolde. Da området mellem Stærkendevej og Tranemosevej langs Brandhøjgårdsvej desuden stadig fungerer som grusgrav, kan man passende helt omgå området. Der er masser af stier at vælge imellem til det formål.

Maglehøj Mølle. Møllen er fuldt funktionsdygtig. Og vandt da også i konkurrencen for mange år siden over Tjørnehøj Mølle 1 km nord for, i følge en forklarende tekst inde i møllen. Ironisk nok er det dog sidstnævnte mølle som stadig fungere, nu dog ikke som vindmølle, men som maskinmølle.

Maglehøj Mølle

Jeg har tidligere passeret møllen. Men aldrig været inde i den. Det kom vi så i dag og det var en meget stor oplevelse. Interiøret er bevaret eller nyistandsat og møllen skulle fungere. Den er blevet nænsomt restaureret af en efterkommer af ham der oprindeligt lod møllen opføre. Vingerne alene har kostet 400.000 kr at restaurere. Godt for turister og mølleentusiaster, men altså ikke noget der kaster mange penge af sig. Et prisværdigt initiativ som burde fortjene bedre. Møllen er trods alt en del af områdets og Reerslev-Stærkendes lokalhistorie.

Hvalsø: fredninger

Nørre Hvalsø-Kisserup-fredningen og Sonnerupgård Gods nordvest for Hvalsø i byger der gik og kom

Dette landskab syd for Bæsted Skov summerer godt helhedsindtrykket af fredningerne: Marker, enkelte levende hegn og lidt skov. Jeg har så tilsat lidt kreaturer for at bryde billedet lidt. Dermed ikke være sagt at der ser sådan ud alle steder. Som det vil ses af det følgende, er der masser af stop undervejs.

Området nord for Hvalsø består af en håndfuld fredninger. Målet for dagens tour de force var Sonnerupgård Gods og Nørre Hvalsø-Kisserup.  Hvis man står af i Hvalsø, er det lige ud af landevejen Tølløsevej. Så får man også i udkanten af Hvalsø set nogle af de ældre huse i byen.

Sonnerupgård bliver brugt til bl.a. kurser, og det ser ud til at der er ankommet et hold da Vandringsmanden passerer om formiddagen.

Sonnerupgård

Sonnerupgård Gods er omgivet af bløde bakker og vidtstrakte marker. Gårdens forgængere er fra middelalderen omkring til 1341 sammen med to nu for længst nedlagte landsbyer. Den blev bestyret af mere og mindre kendte adelsslægter og i 1800-tallet også del af et baroni. Den nuværende hovedbygning stammer fra den periode (1879). Det var dog ikke her herskaberne boede, de foretrak Tølløse Slot. I 1959 købte Den almindelige brandforsikring for Landbygninger Sonnerupgård og så blev der i stedet for landbrug afholdt kurser og konferencer. I dag er gården privat. Kursus- og konferencevirksomheden er udvidet til også udlejning af selskaber og overnatning.

Lidt af et særsyn på Tølløsevej. Den er mestendels en vandring med havremarker på begge sider. Men Elverdamsåen danner en temmelig stejl dal (efter danske forhold), og her ser det ikke ud til at landbruget har kunnet etablere sig.

Jeg glippede at finde stien langs Elverdamsåen. Den burde ellers have været let at finde i bunden af ådalen på grænsen mellem Holbæk og Lejre kommuner, men der var to huse på hver sin side, og privat grund.

Her er en af de bedre udsigter på Dumpedalsvej. Elverdamsåen nåede jeg imidlertid aldrig at gå langs. Hvis der er en sti, er den ikke sådan lige til at finde.

Jeg måtte derfor fortsætte ad Dumpedalsvej. Ingen af disse to veje er særlig befærdede. Så sådan set er det udmærkede vandreveje. Man kan bare træde ind i rabatten hvis der kommer en bil.

Når man kommer fra øst, er det første hus man møder dette som grangiveligt ser ud til at være forladt. Der gror buske ud af gavlvinduet. Forladte gårde er ikke et særlig i området.

Soderup

Landsbyen har en kirke, og det betyder gode toiletforhold. I disse tider hvor der påstås at der er økonomisk krise, synes det som om at kirkerne stadig har ypperlige toiletforhold. De er altid åbne og i god stand. Nogle endda opvarmede om vinteren. Det gælder også Soderup. Langs sydmuren er der en lille kirkegård med en håndfuld ældre gravsten. Men ellers er der ikke meget at finde i landsbyen. Den er blevet til en soveby som langt hovedparten af Danmarks landsbyer. Men  man er jo så kommet ud af fredningen. Soderup er ikke med i Sonnerupgård Gods-fredningen

Tadre Mølle set på afstand over åen. Bag møllen ligger Taderød Skov. Møllen omfatter adskillige bygninger. Stuehuset i midten. Derudover er der kornlageret. Bah stuehuset ligger selve mølle.

Tadre Mølle

Hvis man vil tilbage til fredningen, kan man tage tage nordpå ad Tadrevej. Her ligger en af rutens bedste udflugtspunkter, Tadre Mølle. Det kan anbefales at komme i møllens åbningstid. Der er en udmærket lille cafe, billig og med hjemmelavet kage, i dag bl.a. rabarbertrifli med flødeskum. Som bliver pisket mens man venter. Ikke noget med på dåse! Og det hele er rørende billigt. Desuden virker møllen. Jeg ved ikke om den også er i gang uden for åbningstiderne, men man kan både ud og inde se de ældgamle mekanikker dreje og knage mens vandet bruser udenfor ned over møllehjulet fra den lille mølledam.

Møllen. Overløbet kommer fra en lille mølledam bag fotografen. Møllehuset har to etager. Fra møllehuset kunne melet transporteres over på den anden side af vejen til lageret. Den sidste opfindsomme møller brugte også maskineriet til fx brændehuggeri!

Huset er ikke det originale. Men det er blevet genopført som det var dengang den sidste ejer, den lokale legende Mølle-Marie boede der. Møblerne er heller ikke originale, men købt på loppemarkeder fra den tid. Og en lille video i kafeen viser at det helt er i hendes ånd. Hun ville gerne bevare møllen så eftertiden kunne se hvordan en sådan virkede. Udover møllen er der også haveanlæg, frugthave mm.

Tadre Møllevej. Umiddelbart øst for møllen går vejen gennem en fortryllende skov. Der er bl.a. et gammelt stendige der er overgroet med gamle høje træer (ikke på dette foto). Længere mod øst kommer man imidlertid ud på kulturstepperne igen.

Tadre Møllevej snor sig som den vis altid har gjort op og ned af de mange små bakker. Bedst er vejen tættest på møllen fordi den går gennem Taderød Skov. Denne del af vejen ligger i Sonnerupgård Gods-fredningen. Mod øst ligger vejen imidlertid ude i landbrugslandet igen. Omend det levende hegn langs sydsiden af vejen har undgået plovene. Her er man så kommet ind i Nørre Hvalsø - Kisserup fredningen.

Kontrasten til skovbilledet ovenfor er slående. Men det er stadig Tadre Møllevej. Med hvedemarker til begge sider. I det fjerne kan man lige skimte Nørre Hvalsø. Det er ikke kun synet der er anderledes. Også lydbilledet ændres radikalt. Mens skoven byder på mangestemmige koncerter, er det stort set kun krager og lærker man kan høre her.

Omkring Nørre Hvalsø

Denne fredning består fortrinsvis af dyrkede jorder - se fotoet ovenfor. Med spredte skovbevoksninger. Det gælder hele området omkring Nørre Hvalsø. Man kan derfor med fordel dreje mod nord ad Boerbjergvej til Bæsted Skov - der tilhører en helt tredje fredning, Ledreborg. Vejen til skoven er temmelig bakket. Det lykkedes mig såmænd at fare vild i skoven i min søgen efter Bentsensvej. Jeg lod mig friste af et overgroet gammelt stendige. Og det kan da også godt lade sig gøre at gå langs diget. Men det kan absolut ikke anbefales gangbesværede.'

Det overgroede stendige i Bæsted Skov. Det ligner en vej til venstre for. Men synet bedrager, og meget snart kommer man ind i et ufremkommeligt krat.

Mod Kisserup

Fra Bæsted Skov kan man gå en anelse sydpå ad Bentsensvej. Lidt syd for er der en sti som drejer mod Kisserup. Og den er absolut en af turens højdepunkter. Bakket terræn. En velsignet fred. Og gode udsigter. Man skal ikke lade sig afskrække af at stien tilsyneladende ender ved Børnehuset Askovgårdens udflytterdel Nørrebro. Der er klippet en sti hvorfra man kommer til en omend mudret, men dog farbar skovsti der fører ud i et moselandskab vest for Kisserup. Her passerer man bl.a. en Bed & Breakfast der ligger lidt ned ad en bakke.

Moseområdet ligger ved træerne. Der er tilstrækkeligt med bakker omkring så man kan nyde udsigten.

Huset er vist nok et gammelt husmandslod som der er en del af i området. Et godt pejlepunkt er gården Buske. Den blev brugt til andet end landbrug. Der har også været kro, bryggeri, brænderi, bageri og teglbrænderi.

Ved Raunsbjergvej er man igen ude på kulturstepperne. Hvede, byg, raps og havre er monokulturerne. I enkelte vejgrøfter findes der smukke vildeblomster, men ofte har sprøjten også lige været ud og fjerne dem. Så der kun er græs og vejbred tilbage.

Dagens vejr var byger der går og kommer. Og omkring 5 grader. Perfekt vandrevejr. Også fordi kulden betød at myggene var særdeles lade og holdt sig i ro på de steder hvor de ellers sværmer lystigt når temperaturen er højere, vinden aftaget og fugten hænger.

Ruten

Hvalsø Station. Tølløsevej. Sonnerupgård. Soderup. Tadre Mølle. Tadre Møllevej. Nørre Hvalsø. Boerbjergvej. Bæsted Skov. Bentsensvej. Kisserup. Raunsbjergvej. Hvalsø Station.

Karlslunde

Strand. Skov. Mose. Gudernes Stræde. Gode bynære naturområder til en dagtur omkring Karlslunde

Det her kan man da bare ikke få for meget af. Og der er hele 3 kilometer i denne genre. Abstraherer man fra broerne, kan man forestille sig et landskab som selv stenaldermenneskene må være fortrolige med.

Jeg har tidligere passeret områderne omkring Karlslunde i forskellige andre sammenhænge og dagens tur var netop rettet på at se mere grundigt på disse områder. Og der er masser at komme efter til en dagstur. Eneste minus er Køge Bugt Motorvejen som  især op til 500 meter øst for sætter et larmende præg på turen.

Trappen ved Mosede Fort. Her har man dette udsyn mod Køge. I forhold til mine tidligere besøg var der højvande.

Stranden

De første tre kilometer går ad nogle af de bedste strande i hovedstadsområdet: Fra Mosede Fort til enden af Trylleskoven. Karlslunde Strand og Karlstrup Strand. Den sidste kilometer er særpræget: her er der ikke bebygget ned til stranden. Man kan altså se et nogenlunde uspoleret strandområde med tilhørende enge og bagvedliggende krat og skov, et særsyn. Det er ganske enkelt at vide hvornår man er i dette område. I den sydlige del går det til Karlstrup Mosebæk og mod nord til et vandløb med det anonyme navn Kanalen. Ellers er der ikke så mange pejlemærker når man går helt nede ved vandkanten. Stranden skulle være et fluepapir i sæsonen, men bestemt ikke i dag hvor der kun går ganske få mennesker rundt. Måske vejret. Godt vandrevejr, mindre godt bade- og strandvejr.

Trylleskoven set fra den sydlige ende mod nord. Man kan se den brede strandeng bag selve stranden og ane skoven helt til venstre. Bevoksningen varierer meget. Hvilket ikke helt fremgår af fotoet.

Trylleskoven

Fra stranden kan man gå en kilometers penge tilbage inden i Trylleskoven. Den er fredet og ganske spændende. Udover skoven er der små lyngbakker, strandoverdrev og en gammel fyrretræsplantage. Skoven har navn efter krogede fyrretræer, men dem er der nu ikke så mange af. Området var i starten af 1900-tallet noget overrendt af badegæster og landliggerliv. Men det er der nu ikke så meget tilbage bag. Dog kan Tryllevælde Badehotel stadig ses. Den lykkedes det mig dog ikke at lokalisere.

Et af de scenarier man kan se i Trylleskoven. De krogede og "fortryllede" fyrretræer er ikke sådan lige til at se hvor de er henne.

Karlslunde Mose

Fra Trylleskoven er der kun at gå over Karlslunde Strandvej, så er man i Karlslunde Mose. Et meget fladt område som er en tidligere lagune, der langsomt er blevet til land. I beskrivelsen af fredningen står der at man stadig kan finde muslingeskaller som er rodet op af mosegrise og muldvarpe. Jeg kiggede, men det er åbenbart ikke såsom for muldvarpeskud.

Kanalen nord for Trylleskoven. Det er jo næsten en hel lille canyon! Bækken har skåret sig gennem hvad der tidligere var havbund, og det kan man godt se på siderne af canyon'en.

Karlslunde Mose egner sig egentlig ikke til at blive fotograferet. Det kan virke noget fladt og ensformigt. Men det visuelle kan bedrage. For med duften af kaprifol, et fortryllende fugleliv og ditto insektliv - bl.a. en masse sommerfugle - er det en lise for sjælen at passere gennem mosen. Landskabet varierer kun blidt med vandløb, vandhuller, fugtige enge og moser med pilekrat og rørskov. Hvis man er til fugle (og det er jeg ikke, indrømmet), så er der ved kommunegrænsen til Solrød et fugletårn.

Fra stien nord for Wilhelms Plantage set mod øst er man ikke i tvivl om at Karlslunde Mose engang var en lagune. Og dette var havbund. 

KarlstrupMose

På vej mod syd kommer man til Karlstrup Mose. Selv om man er nødt til at kigge på kortet for at se om man nu er det ene eller andet moseområde. Jeg tror det har noget med kommunegrænsen at gøre. I Greve kalder man det Karlslunde Mose, i Solrød Karlstrup Mose. Naturen er nok ligeglad. Begge var engang lagune. Møllebækken er også ligeglad med kommunegrænser. Den passerer igennem mosen i begge kommuner. Bækken er et andet af de meget attraktive vandresteder. Ikke for ingenting går Gudernes Stræde langs bækken. Bemærk i øvrigt at Gudernes Stræde igen er åbnet under motorvejen, Sidst jeg var her, måtte jeg ud på en omvej på flere kilometer. Jeg tog strækningen fra Korporalskroen ved den gamle Tåstrupvej til Karlslunde Mosevej.

Karlslunde Mose skal man ikke bare sådan lige vove sig ud i udenfor stieernee. Ellers risikerer man at ende i et vandhul!

Brødmosen

Brødmosen er en ganske lille mose. Den syner ikke af meget på et kort, ligner nærmest en slags afsnøring nord for Karlslunde Mose. Heller ikke særlig stor, men den byder til gengæld på 2 områder med hængesække. Og i øvrigt nogle af de skønneste moseområder i området. Desværre skal man gå virkelig langsomt for ikke at være ude af mosen igen. Og pt kan det ikke lige anbefales at sætte sig da myggene er begyndt at sværme.

Brødmosen. Hvis man dvæler lidt midt i mosen, kan man trække oplevelsen lidt ud.

Firemileskoven

Firemileskoven er resultatet af en skovrejsning startet i 1982. I dag er den blevet delt i to af den nye København-Ringstedbane. Men den vestlige del er dog stadig fin. Jeg går ud fra at når banen bliver indviet så vil man ikke længere kunne komme ind på striben mellem banen og motorvejen.

Her fra Engstrupsti-broen over Køge Bugt Motorvejen ser man dramaet om Firemileskoven: Den er blevet delt af København-Ringstedbanen. Til venstre et område man nok ikke sådan lige vil kunne komme til når banen åbner.