Arrenæs

En diset forårsdag på kryds og tværs på det sydlige Arrenæs

I den seneste tid har mine vandringer mest været langs øde marker. Så jeg trængte til noget der bare minder lidt om ødemarker. Mit bedste bud var Arrenæs, idet jeg havde fået et godt førsteindtryk 27. maj 2016. Og dagens tur i let diset vejr, men gode temperaturer, næsten ingen vind, gjorde ikke dette til skamme, tværtimod: Arresø er stadig et godt bud på en flot naturvandring. Som sædvanligt kan man se supplerende fotoer fra dagens vandring på Flickr.

Skrænter fortæller at den forholdsvis lige kanal mellem Arresø og Frederiksværk er gravet og ikke naturlig. Og nej, det er ikke Vestvolden.

Arresøkanal, Frederiksværk Kanal

Til forskel fra første vandring havde jeg ingen ambitioner om at nå hele næsset rundt, men til gengæld udforske alle de steder som jeg ikke nåede på min første ekspedition. Og det var derfor udgangspunktet var Frederiksværk langs Kanalen. Ved Arresødalbroen regulerer sluserne søens vandstand. Regulativet for denne stammer helt tilbage fra 1832 og er indhugget i broen (på den anden side end hvad fotoet viser). Om vinteren må den maximum være ca. 4,27 meter over havet, om sommeren 12 tommer under.

Arresødalbroen. På den anden side er afmærkningerne, men sluserne ses meget tydeligere på Arresø-siden.

For ca. 400 år siden var Arresø en fjord, men afløbet sandede til, hvilket medførte oversvømmelser. Derfor gravede man i starten af 1700-tallet den nuværende kanal. Fra 1728 begyndte man at udnytte vandkraften, og resten er den velkendte historie om Frederiksværks berømte produktion af krudt og kanoner. Det eventyr er som bekendt slut, men søen har stadig en industriel funktion idet den leverer kølevand til Det danske Stålvalseværk. Kanalen fortsætter i noget der ligner et mere naturligt område med fiskeri.

Den sidste halve kilometer inden Arresø slynger kanalen sig mere som en naturlig å gennem et lavtliggende terræn. Og her er også den lille fiskerihavn.

Moseområdet ved Dronningholm Slotsruin

Synet af Arresø skal dog ikke forlede nogen til at tro at alt er idyl. Søen har siden 1950'erne været en af Danmarks mest forurenede søer. Og fortidens synder er ikke så nemme at rette op på. Det går kun meget langsomt fremad med vandkvaliteten. Det ændrer dog ikke på at sammen med kanalområdet, udgør området helt i bunden ved slotsruinen Dronningholm fem gode kilometer med fantastisk moseområde og Ladegårdssøen.

Ladegårdssøen. Området sydvest for er et pragtfuldt moseområde. Det er helt uigennemtrængeligt for mennesker, men dyrelivet er ikke til at tage fejl af. Her i parringssæsonen er der et leben uden sidestykke. Ikke så sært bævere har slået sig ned her.

På grund af vandkvaliteten er fuglelivet i selve søen ikke så varieret som det ellers ville have kunnet være. Det er det til gengæld tilsyneladende i moseområdet. Jeg opgav at tage nogle fotoer fra dette moseområde. For det skal ganske enkelt opleves. Det er ikke det visuelle, men det kropslige som er oplevelsen her: Lyde, lugte, stemning. Som dog også får en ende. Naturområder er sparsomme og små i Danmark. Man er hurtigt gået igennem dem. Og kommer igen ud i kulturlandskabet med øde marker. Fx Arrenæs' eneste større bebyggelse Auderød. Med det spredte gårde overalt, fx Arresøgård nord for Auderød. Auderød er i dag en soveby. Så vidt jeg kan se er der ikke en eneste forretning.

Arresøgård nord for Auderød. Køerne er her som andre steder kommet på græs og der ses en del kalve. Man kan ikke komme på tæt hold af dem, for så flygter de forskræmt væk.

Normalt siger man at alting ser bedre ud i solskin. Og det er også rigtigt. Men Arrenæs byder også i diset vejr på meget for vandringsfolk. Turen gik også ud til Øglehøjgård, der dog går gennem øde marker og slutter med en motorbane nord for gården. Motorbanen ser ud til at være anlagt i en gammel grusgrav. Og er et virvar af snoninger i et mudret terræn. Det er vist også det der er meningen: At man skal køre så stærkt som muligt gennem et ikke særlig kørevenligt terræn. Nogen større "naturkatastrofe" er banen ikke. Der er øde marker til alle sider, og fugle- og dyrelivet ses og høres kun som meget sparsomt.

Hedestien med et kik mod Auderød. Bebyggelsen bag fotografen ligger i et træfyldt område

Stiområdet mod sydøst

Auderød en flaskehals, for det østlige område er forbudt for offentligheden, dels Auderødlejren som tilhører Røde Kors, dels området omkring Audehøj og Trehøj hvor ejeren frabeder sig uvedkommende. Det ser nu heller ikke specielt interessant ud rent vandringsmæssigt. Så uanset hvad man gør, må man igennem Auderød både på ud- og hjemturen. Måske et dejligt sted at bo, men ikke lige et sted som byder vandringsfolk på de store oplevelser. Til gengæld er stien fra Auderød til fritidshusområdet ouverture til en af de flotteste strækninger på Arrenæs.

Stiområdet øst for Ravnsbakkkevej. I dette område kan det være vanskeligt at skelne stien. Men hvis man kigger sig godt omkring efter de røde pæle, så går det.

Stien går gennem et kuperet terræn langs øde marker. Men man har et godt udsyn til søen og skov- og kratområder. Det ser desuden ud til at en del af arealet er udlagt til græsningsareal, men på denne tid af året er der ikke dyr på dem. Klatvis ser det dog ud til at området er ved at gro til.

Odebjergvej umiddelbart nord for gravhøjene. Et af de steder hvor man kan snyde sig til et kik over søen.

Syd for Odebjergvej tårner Dragebjerget sig op. Og det kan godt tage pusten fra en. Før man kommer til de meget spektakulære gravhøje med udsigt over den sydøstlige del af søen.

Sonnerup Skov

En lille skov i et meget kuperet terræn. På denne tid af året kan man godt høre at der er parrings- og ynglesæson.

Den nordlige indgang til Sonnerup Skov. Her forløber et gammelt stengærde.

Skoven er lige nok til at man kan få fornemmelse af en skovtur, og så er man ude igen på sydsiden med udsigt til Kregme og kirken.

Ruten

Gjethuset, Frederiksværk. Samme Åsti. Sørupvang. Stierne øst for Dronningholm Slot. Auderødvej. Øglehøjgård, motorbanen. Auderød Byvej. Hedestien. Stisystemet øst for Ravnsbakkevej. Sonnerup Skov. Kregme. I alt ca. 16 km.

Pederstrup og omegn

Nyt og gammelt mødes i Pederstrup vest for Ballerup: Museum, fungerende landbrug og hyggelige traktørsteder

Der er virkelig mange lam at se for tiden på Grantoftegård. Men skyld jer, for de vokser jo hurtigt. Og det er når de er helt små, de er mest nuttede.

I denne uge diskuterede jeg med kollega Sune på arbejde i forbindelse med den nye havnering hvad forskellen er på en vandresti og en promenade. Vi blev vist enige om at kriterierne i Sverige hvor der er meget natur og vilde steder, er skrappere end i Danmark. Her snakker vi om byvandringer osv. Og måske er vi i Danmark pga mangel på natur blevet tilbøjelige til at kalde alt for vandringer, selv en tur i parken eller til bageren efter morgenbrød.

Grantoftegård. Den del af gården som ligger nordvest for Pederstrup. Det er her lammene holder til.

Pederstrup

Hvorom alting er. Fordi man tager vandrestøvler og vandreudstyr på, kan man jo godt kalde en tur for en promenade i stedet for en vandretur. Og promenere i stedet for vandre vil jeg opfordre folk til hvad angår Pederstrup. Så kan man altid tage en vandretur rundt i området bagefter. For der er udmærkede vandrestier og -veje i området, hvis man kigger sig godt omkring.

"Smedemester. Hjulringe strammes paa ca. 20 minutter" står der på det sorte skilt på gavlen. Hjulringe stammer fra tiden før gummiringene. Fra dengang der var jernringe om træhjulene for at beskytte dem. Det havde det med at udvide sig og falde af. Derfor skulle de af og til opstrammes. Lidt ligesom at få pumpet luft i ringene nu omstunder.

En promenade i Pederstrup fortjener en varm solskinsdag hvor Ballerup Museum, Grantoftegård og Traktørstedet er åbent! Sådan en dag var det netop i dag. Og der var masser af liv i den lille (museums)landsby. Bl.a. af børn.

Pederstrup er i det store hele bevaret rent bygningsmæssigt, med gårde, huse og håndværksvirksomheder. Men bygningerne bruges nu til andre formål. På Ryttergården fx til folkedans.

Stedet er meget børnevenligt.Der bliver gjort meget for dem. Og for tiden er der små lam i den ene af Grantoftegårds gårde, nemlig den der ligger en anelse nord for Pederstrup. Der er åben stald 10-15. Den "rigtige" Grantoftegård - den med stuehus med navneskiltet - ligger sydvest for gadekæret. Og det er også her hvor der er en økologisk gårdbutik. Tjek dog lige åbningstiderne først!

Pederstrup viser sig fra sin allerbedste side en dag som denne, solen skinner og varmer. Og hvis man er til at fotografere, kan man virkelige få nogle gode motiver. Her et kik gennem landsbygaden. Der er mange fristelser for at slå sig ned og få kaffe, kage og hvad der ellers bydes på.

Ret meget å er der måske ikke længere over Ballerup Å. Men der er stadig en zone man kan gå i. Landmanden har altså ikke benyttet sig af sin ret til at pløje helt ned til åen. Til gengæld er der stubbe af bjørneklo. Så måske ser området lidt anderledes ud om et par måneder.

Ballerup Å

Efter Pederstrup-promenaden kan man tage på forskellige vandreture rundt i området. Den lille Ballerup Å løber gennem området, og man kan gå langs det meste af bredden. Omend det måske ikke er den helt store naturoplevelse. Her hvor åbrinken ikke er groet helt til er det faktisk ganske godt. Og syd for Tørvesletten vil man ofte kunne se den flok rådyr som holder til i området. Jeg har i hvert fald set den hver gang jeg har været der.

Poppelsøens ørredvand. Man kan leje alt hvad man skal bruge til en afslappet fisketur. Og så er der cafe og butik hvor man kan diskutere fangsten.

Lystfiskeri

Nord for Baltorpvej er der kommet en fiskesø, Poppelsøens Ørredvand. Stedet er velbesøgt en flot solskinsforårsdag som denne. Eksklusivt mænd. Man kan fange stør og ørred i søen, men det er vist mest for spændingens skyld, de skal sættes ud igen. Og der er strenge regler for hvad man skal gøre når man har fået en på krogen. Hovedtanken er at fiskene ikke skal lide overlast. Man kan lige få taget sin selfie og så er det ud med fangsten igen.

Udsigten fra Østerhøj mod Måløv. Måske ikke det mest prangende. På toppen står en sten med en udhugget bænk og nogle stenskulpturer. 

Naturområde

Mellem s-banen og Ballerup Byvej er Lindbjergvej en hyggelig vandrevej som man kan fortsætte på den anden side af Ballerup Byvej mod Østerhøj. Herfra har man i klart vejr et meget godt udsyn - omend udsigten ikke er den mest spændende. Det er mest mod Måløvs byområde. Øst for Østerhøj og indtil Brændemosen er der imidlertid ved at gro et nyt naturområde til. Smalt ligger det der langs Ballerup Byvej, men der er små søer og moser og kuperet terræn.

Øst for Østerhøj findes noget som vist er gammelt landbrugsland, men nu ved at gro til. Man mærker det straks på fuglelivet.

Hvis man ikke har noget imod at gå rundt i det samme område, er der efterhånden groet et ganske godt vandreterræn frem sydøst for Jonstrup Vang og ned mod Skebjergvej. Og som nævnt, Pederstrup er absolut en promenade værd. Grantoftegårds økologiske energibarer er bare gode! Og deres kakaomælk er den bedste jeg kan huske at have smagt.

Et foto som illustrerer noget af områdets stadige forvandling. På den anden bred en slags industriområde som har set bedre dage. Samtidig bruges det altså også til fritidsformål.

Risø - Risby

Naturkapitalindexet over biodiversiteten har skabt opstand i Struer. Det kunne jeg ikke undgå at påvirke dagens etape

Massey Ferguson 35. Det var egentlig et Ferguson-design og blev også udelukkende lanceret som sådan i USA i 1955. Den røde farve er vist original. Den blev produceret helt frem til 1964 og er en af de mest populære traktorer overhovedet gennem tiderne.

Jeg er vokset op på landet i 1950'erne og 1960'erne, dengang enhver dreng vidste hvad en Massey-Ferguson var. Det var en traktor som blev omtalt med samme respekt som visse bilentusiaster i dag omtaler fx Porsche. Massey-Ferguson var en fusion i 1953 af to store traktorvirksomheder med samme navne. Ferguson blev ikonisk for Marshall-hjælpen, mekaniseringen af det danske landbrug og i det hele taget Danmarks vej ud af den økonomiske krise efter 2. verdenskrig. I mange årtier havde jeg den opfattelse at sådan ser en traktor ud. Den vender vi tilbage til.

Gravhøj øst for Ågerup. Der ligger et par stykker i området, alle ret lave, men dog synlige i landskabet. Man skulle tro at den højt besungne danske kulturarv ville blive godt behandlet, og den bliver da også lige tolereret af ploven. Her kan man endda gå tæt forbi. Man skal ikke gennem en mark først.

Gravhøje

Ruten byder på nogle flotte gravhøje. Den største af dem er Hvedshøj ½ km sydvest for Hvedstrup. Ikke alene er den meget stor, den ligger også på en bakketop så man har en god udsigt til alle sider. Størrelsen peger på at den må være fra ca. 1800-1000 f.v.t. Mellem Ågerup og denne gravhøj ligger tre mindre nord for stien Østermarken. Disse er dog noget fladere og mindre imponerende. Ikke alle gravhøje har overlevet. Bavnehøj lidt vest for Vridsløsemagle står stadig, men det gør en engang nærliggende gravhøj ikke. For lidt over 100 år siden fandt en jordejer på at opfylde et vandhul med jorden fra gravhøjen. Som altså nu ikke længere eksisterer. Nationalmuseet nåede dog først at udgrave højen.

Lille Valby set fra vest mod øst. Landsbyen er ganske lille og har nogle gamle huse samt nyere større gårde.

Rutens eneste naturområde er 1 ½ kilometer langs Sengeløse Mose. Her er der dejlig læ for den friske vestenvind der ellers suser om ørerne på en når man går over de åbne kulturstepper hvor der intet steds er læ for vinden. Fornuftigt at jeg valgte at have den i ryggen, for ellers havde turen nok udviklet sig noget anderledes.

Man kan gå ca. 2 km langs Sengeløse Moses sydkant. Men det er ret svært at trænge ind i selve mosen. Det gør nu heller ikke noget. Der er god læ, og ved at liste sig frem, kan man høre fuglestemmerne derinde. Biodiversitet så det basker! Der er ikke meget at se, men alligevel er det balsam for sjælen efter at have vandret langs de åbne kulturstepper.

Landsbyer

Ruten forløber et par kilometer nord for Fjordkilen. Fortrinsvis ude på landbruget gennem små og store (lands)byer. Den største af disse er Ågerup. Indbyggertallet er knap 1.600 indbyggere. Og de holder til i den nybyggede del af byen. Til forskel fra de andre er der liv her. Ågerup har supermarked, bibliotek og meget andet. Det gamle Ågerup er næsten forsvundet, med undtagelse af en meget iøjnefaldende undtagelse, en stor gård helt mod øst inden man forlader byen. Faktisk er det en af de mest seværdige gårde jeg har oplevet på mine ture. Der går endog svin rundt på gårdspladsen - og høns, hvilket er et særsyn i dag.

Østpå i Ågerup finder man dette fascinerende gårdmiljø. Ikke at jeg tror at det kan være særlig rentabelt, for der er både svin og høns, måske endda flere forskellige dyr.

Mindre er Lille Valby, Store Valby, Hvedstrup,Vridsløsemagle og Risby. Alle har enkelte gamle landsbyhuse, men er ellers noget anonyme. De er desuden af en sådan størrelse at de fortrinsvis er sovebyer. Mange unge søger til byerne, hvilket man ikke kan undre sig for meget over. Indespærringen af landsbyerne af åbne landbrugsarealer må kunne fremkalde noget der minder om økuller hos personer med bare en smule udlængsel.

Hvedstrup set fra vest. Den ligger som en lille ø i et stort ocean af sortladne landbrugsarealer. Kirkens interiør minder om Ågerup Kirke, faktisk er der de samme dekorationer på prædikestolen.

Et enkelt gods ligger der såmænd også: Cathrineberg Gods. Nærmest industriaatig så noget af det herregårdsagtige er gået fløjten. Og med godset er vi tilbage til traktoren. Den fandt jeg på et museum. Sammen med de alt andet end gode gamle dage (tro mig, jeg har været der, de gode gamle dage er nu). I dag kører landmændene ikke længere rundt med små traktorer. De kører rundt på landbrugsmaskiner på størrelse med mindre parcelhuse og som mere ligner kørende fabrikker. Forudsætningen for store maskiner er monokultur og enorme ensartede marker. Og det er lige præcis sådan landbrugsdanmark ser ud på dagens rute.

Cathrineberg Gods ca. 1 km nord for Sengeløse og ca. 2 km øst for maskinstationen Birkelund ved Birkelundsvej. De to steder repræsenterer på hver sin måde hvordan landbruget er blevet tvunget ud i stadig større drifter (og rovdrifter) for at overleve.

Ude på landbruget

Vandring har visse fordele og giver indtryk som løbere, cyklister, bilister og andre går glip af: Lugte, lyde, afstande og størrelsesforhold, proportioner. Alt sammen på bekostning af at man ikke kommer så hurtigt frem. Til gengæld ophober der sig en række erfaringer som nu engang skal tage tid og som fart forhindrer en i at erfare. Der var især en nyhed som summede i baghovedet det meste af turen: Der var stor opstandelse blandt de lokale i Struer over at kommunen er havnet som nummer sjok på en liste over biodiversitet.

Skiltet lyver ikke: Der er ca. 1 km fra Lille til Store Valby, dvs husene i baggrunden. Og landbrugsskabet ser sådan ud. Man kan diskutere om det er natur eller ej. Landmændene vil måske sige at det er. Men man kan ikke diskutere den totale fravær af biodiversitet. En afgrøde, og de tre hvide prikker på marken er halvdelen af fuglelivet i området. I hvert fald den synlige. En lærke synger dog i det høje.

Men ruten i dag gav flere forklaringer på det. Tag et eksempel. Strækningen fra Lille Valby til Store Valby er ca. 1 km. På begge sider af vejen ligger der åbne marker næsten så langt man kan se, og i hvert fald i kilometers afstand. Nu giver jeg mig ikke ud for at være særlig videnskabelig, men på denne strækning noterede jeg 3 svaner, 2 krager og 2 grågæs. Sikkert på træk. Selv om det er midt i fuglenes parringstid, hørte jeg kun lærken. En lignende oplevelse kan man få på den ca. 4 km lange strækning på Birkelundsvej-Herringløsevej. Denne strækning er på det nærmeste et mønstereksempel på landbrugsområder og mangel på natur.

Her et typisk landbrugsskab mellem Ågerup og Hvedstrup, nord for Østermarken. Kildemose Å løber et sted dernede. Men mon ikke den som så mange andre åer i Danmark er blevet til en afrettet grøft? Efter afskaffelsen af randzoner bliver der igen pløjet helt ned til åkanterne de fleste steder, og såmænd da også ud til asfalten.

Modsætningen til dette scenarie er den lille kildeplads, Brokilde Kildeplads i Store Valby langs Maglemose Å. Kildepladsen er ganske smal, måske 20-40 meter, og under 1 km lang. Men naturen har her fået nogenlunde frit spil, hvilket også afspejler sig i dyrelivet. Biodiversiteten synes nærmest omvendt proportional med markerne: Selv om kildepladsen måske kan være 30 gange på markarealet, oplevede jeg mindst 30 gange mere natur. Både synlig og hørbar.

Og her en anden udsigt mod nord fra Østermarken. Der er sandelig højt til himlen. Skal vi gætte på at der til sommer vil være hvede, byg eller raps i området?

Og det er her proportionen kommer ind: Betyder det så at Roskilde har en stor biodiversitet? Så afgjort ikke på grund af en smal strimmel jord omkring en kildeplads. Roskilde er naturfattig, og pladsen som nr. 82 ud af 98 er fortjent. Det samme gælder i øvrigt Høje Tåstrup med en placering som nr. 90. Jeg kender ikke til Struer, men hvis det passer at landbruget optager så meget som det blev sagt, så er sidstepladsen formentlig fortjent.

Landevejen gennem Hvedstrup. Ikke ligefrem vandrevenlig. Men på den anden side set er der næsten ingen biltrafik, så man går nogenlunde i fred på asfalten.

København ligger på en 14. plads. Og som københavner er jeg ikke overrasket. København har Utterslev Mose, Kagsmosen, Fællederne og så en masse villakvarterer. Alt sammen noget som de fleste måske ikke opfatter som naturområder. Men det går fugle, dyr og insekter til gengæld. Jeg har set mere liv i Kagsmosen på den halve time det tager at gå rundt, end mange timer i landbrugsdanmark hvor dyrelivet indskrænker sig til markmus, harer, lærker og hvis man er heldig agerhøns og en enkelt fasan. Og hvor plantelivet indskrænker sig til hvede, raps og byg.

En kåd hest gnubber ryggen ved gården Baunely vest for Vridsløsemagle. Den vrider sig lystigt fra side til side. Med hestedækken og det hele. Der må være noget der klør. Af mudderet på de andre heste kan jeg slutte at de allesammen har været den tur igennem.

Det siger en del om hvordan den moderne dansker umærkeligt over tid har ændret opfattelse af hvad natur er. Det er en udbredt opfattelse at marker er natur. Denne udvikling var vist allerede i gang før Massey-Ferguson gjorde sit indtog i landbruget. Men den må have accelereret ganske betydeligt siden jeg i 20 år boede på landet. Der er sket noget siden 1960'erne, og ikke til det bedste for naturen. Jeg kunne fylde endnu flere fotoer på, men dette må være nok for denne gang. Jeg har lagt flere fotoer på Flickr. Alting ser bedre ud i solskin. Og solskin var der masser af i dag, og nærmest forårsagtigt. Så hvad man ser, er landbruget når det er bedst.

Ruten 

Risø. Lille Valby. Store Valby. Ågerup. Hvedstrup. Vridsløsemagle. Risby. I alt ca. 20 km