Arrenæs

En diset forårsdag på kryds og tværs på det sydlige Arrenæs

I den seneste tid har mine vandringer mest været langs øde marker. Så jeg trængte til noget der bare minder lidt om ødemarker. Mit bedste bud var Arrenæs, idet jeg havde fået et godt førsteindtryk 27. maj 2016. Og dagens tur i let diset vejr, men gode temperaturer, næsten ingen vind, gjorde ikke dette til skamme, tværtimod: Arresø er stadig et godt bud på en flot naturvandring. Som sædvanligt kan man se supplerende fotoer fra dagens vandring på Flickr.

Skrænter fortæller at den forholdsvis lige kanal mellem Arresø og Frederiksværk er gravet og ikke naturlig. Og nej, det er ikke Vestvolden.

Arresøkanal, Frederiksværk Kanal

Til forskel fra første vandring havde jeg ingen ambitioner om at nå hele næsset rundt, men til gengæld udforske alle de steder som jeg ikke nåede på min første ekspedition. Og det var derfor udgangspunktet var Frederiksværk langs Kanalen. Ved Arresødalbroen regulerer sluserne søens vandstand. Regulativet for denne stammer helt tilbage fra 1832 og er indhugget i broen (på den anden side end hvad fotoet viser). Om vinteren må den maximum være ca. 4,27 meter over havet, om sommeren 12 tommer under.

Arresødalbroen. På den anden side er afmærkningerne, men sluserne ses meget tydeligere på Arresø-siden.

For ca. 400 år siden var Arresø en fjord, men afløbet sandede til, hvilket medførte oversvømmelser. Derfor gravede man i starten af 1700-tallet den nuværende kanal. Fra 1728 begyndte man at udnytte vandkraften, og resten er den velkendte historie om Frederiksværks berømte produktion af krudt og kanoner. Det eventyr er som bekendt slut, men søen har stadig en industriel funktion idet den leverer kølevand til Det danske Stålvalseværk. Kanalen fortsætter i noget der ligner et mere naturligt område med fiskeri.

Den sidste halve kilometer inden Arresø slynger kanalen sig mere som en naturlig å gennem et lavtliggende terræn. Og her er også den lille fiskerihavn.

Moseområdet ved Dronningholm Slotsruin

Synet af Arresø skal dog ikke forlede nogen til at tro at alt er idyl. Søen har siden 1950'erne været en af Danmarks mest forurenede søer. Og fortidens synder er ikke så nemme at rette op på. Det går kun meget langsomt fremad med vandkvaliteten. Det ændrer dog ikke på at sammen med kanalområdet, udgør området helt i bunden ved slotsruinen Dronningholm fem gode kilometer med fantastisk moseområde og Ladegårdssøen.

Ladegårdssøen. Området sydvest for er et pragtfuldt moseområde. Det er helt uigennemtrængeligt for mennesker, men dyrelivet er ikke til at tage fejl af. Her i parringssæsonen er der et leben uden sidestykke. Ikke så sært bævere har slået sig ned her.

På grund af vandkvaliteten er fuglelivet i selve søen ikke så varieret som det ellers ville have kunnet være. Det er det til gengæld tilsyneladende i moseområdet. Jeg opgav at tage nogle fotoer fra dette moseområde. For det skal ganske enkelt opleves. Det er ikke det visuelle, men det kropslige som er oplevelsen her: Lyde, lugte, stemning. Som dog også får en ende. Naturområder er sparsomme og små i Danmark. Man er hurtigt gået igennem dem. Og kommer igen ud i kulturlandskabet med øde marker. Fx Arrenæs' eneste større bebyggelse Auderød. Med det spredte gårde overalt, fx Arresøgård nord for Auderød. Auderød er i dag en soveby. Så vidt jeg kan se er der ikke en eneste forretning.

Arresøgård nord for Auderød. Køerne er her som andre steder kommet på græs og der ses en del kalve. Man kan ikke komme på tæt hold af dem, for så flygter de forskræmt væk.

Normalt siger man at alting ser bedre ud i solskin. Og det er også rigtigt. Men Arrenæs byder også i diset vejr på meget for vandringsfolk. Turen gik også ud til Øglehøjgård, der dog går gennem øde marker og slutter med en motorbane nord for gården. Motorbanen ser ud til at være anlagt i en gammel grusgrav. Og er et virvar af snoninger i et mudret terræn. Det er vist også det der er meningen: At man skal køre så stærkt som muligt gennem et ikke særlig kørevenligt terræn. Nogen større "naturkatastrofe" er banen ikke. Der er øde marker til alle sider, og fugle- og dyrelivet ses og høres kun som meget sparsomt.

Hedestien med et kik mod Auderød. Bebyggelsen bag fotografen ligger i et træfyldt område

Stiområdet mod sydøst

Auderød en flaskehals, for det østlige område er forbudt for offentligheden, dels Auderødlejren som tilhører Røde Kors, dels området omkring Audehøj og Trehøj hvor ejeren frabeder sig uvedkommende. Det ser nu heller ikke specielt interessant ud rent vandringsmæssigt. Så uanset hvad man gør, må man igennem Auderød både på ud- og hjemturen. Måske et dejligt sted at bo, men ikke lige et sted som byder vandringsfolk på de store oplevelser. Til gengæld er stien fra Auderød til fritidshusområdet ouverture til en af de flotteste strækninger på Arrenæs.

Stiområdet øst for Ravnsbakkkevej. I dette område kan det være vanskeligt at skelne stien. Men hvis man kigger sig godt omkring efter de røde pæle, så går det.

Stien går gennem et kuperet terræn langs øde marker. Men man har et godt udsyn til søen og skov- og kratområder. Det ser desuden ud til at en del af arealet er udlagt til græsningsareal, men på denne tid af året er der ikke dyr på dem. Klatvis ser det dog ud til at området er ved at gro til.

Odebjergvej umiddelbart nord for gravhøjene. Et af de steder hvor man kan snyde sig til et kik over søen.

Syd for Odebjergvej tårner Dragebjerget sig op. Og det kan godt tage pusten fra en. Før man kommer til de meget spektakulære gravhøje med udsigt over den sydøstlige del af søen.

Sonnerup Skov

En lille skov i et meget kuperet terræn. På denne tid af året kan man godt høre at der er parrings- og ynglesæson.

Den nordlige indgang til Sonnerup Skov. Her forløber et gammelt stengærde.

Skoven er lige nok til at man kan få fornemmelse af en skovtur, og så er man ude igen på sydsiden med udsigt til Kregme og kirken.

Ruten

Gjethuset, Frederiksværk. Samme Åsti. Sørupvang. Stierne øst for Dronningholm Slot. Auderødvej. Øglehøjgård, motorbanen. Auderød Byvej. Hedestien. Stisystemet øst for Ravnsbakkevej. Sonnerup Skov. Kregme. I alt ca. 16 km.