Jørlunde - Sundbylille - Frederikssund

Midt i en periode med gråvejr, skiftevis regn, tøsne og tåge kom så lige en fredag med høj sol, let til frisk vind og nyfalden sne

 

Strandengen ved Græse Ås udløb i Roskilde Fjord. Som det ses er området meget svampet. Men til foråret tørt nok til at køer bliver lukket ud i området. Sigtbarheden er stor, man kan se helt til Frederiksværk uden problemer.

Alting ser bedre ud i solskin. Tilmed er solen begyndt at varme, så man næsten får lyst til at stoppe op, lukke øjnene og nyde solen i ansigtet. Hvis ikke det var så koldt. Og sneen er god til at dække over triste, "brændt-jords-taktik"-udseende marker og dæmpe lyden fra de stort set allestedsnærværende biler. Så gør det ikke noget at den lidt friske vind river lidt i kinderne. Fredagens rute fra Jørlunde over Sundbylille til Frederikssund bød på landbrugsland, landsbyliv, fugtige åområder og strandenge samt kik til Roskilde Fjord. Strækningen ikke en decideret vandresti, men bort set fra et par kilometer dog med tålelig trafik.

Gadegård ved Jørlunde er den første af mange fritliggende gårde på denne rute. Omgivet af kulturstepper hvor biodiversiteten bliver styret med hård hånd. Kun få afgrøder får lov til at gro her, og dyrelivet er derefter.

Tøvejret var sat ind, men dog ikke mere end at landskaberne stadig fremstod som sneklædte. Faktisk var det kun stierne som var fyldt med pytter og tøsne. Hvilket kan være temmelig vanskeligt at bevæge sig i.

Ved Påstrupgård på Sundbylillevej har man forsøgt at bevare eller genskabe noget med plads til andet end raps, hvede og byg tæt på gården. Der er en lille dam og høje træer. En lille flok fugle på træk blev det også til i dette område.

Kulturstepperne

De første seks kilometer af ruten går gennem landbrugsland. De bare marker ligger som enorme ismarker uden liv eller tegn på liv i form af fuglesang. Kun en flok grågæs havde slået sig ned på en mark tæt på Sundbylille, formentlig for at hvile sig. Ellers ligger der en del flotte gårde, regelmæssigt spredt i det meget åbne og bare landbrugslandskab hvor kun ganske få træer og kratbevoksninger bryder monotonien.

De hvide bygninger på Steensbjerggård gør sig ganske godt bag den hvidklædte kultursteppe. Kun alleen med træerne bryder med det hvide. Går man under træerne, er man under bombardement at nedsmeltede små isstykker. Ufarlige, naturligvis.

Sundbylille

Man skal ind i småbebyggelser som Sundbylille, eventuelt også i haveområder omkring gårdene, i parker og skove før man kan se og høre tegn på at fuglene forventer at foråret er på vej.

Man skal næsten helt til Sundbylille for at opleve noget levende, her den omtalte flok grågæs. Man bliver næsten helt oplivet af at høre andre lyde end vinden.

Landsbyen selv rummer en del godt vedligeholdte gårde, men ikke alle bliver brugt til landbrug. Bybjerggård er fx lavet om til B&B, kro, hotel og konferencecenter. Da jeg passerer, er der ikke tegn på liv, men skinnet bedrager måske. Besøger man kroens Facebookside, opdager man at den har over 1.600 synes godt om'ere, og der hver fredag serveres gourmetmiddag med eksotiske ingredienser som fx jordskokkesuppe, kammusling, barderet torsk, pommes duchesse, brændte løgskaller, choronsauce og en ny fortolkning af cheesecake m. vindruegranité.

Fra bakken vest for Sundbylille har man et godt overblik over den lille landsby som ligger omgivet i et kæmpeocean af snemarker. Byen ligger nærmest og putter sig lidt.

Grønlien Skov

Tæt på Frederikssund har man forsøgt at bryde det monotone landbrugsland ved skovrejsning, Grønlien Skov. Skoven er dog ikke særlig stor, 50 ha og blev plantet 1999-2000. Et kvarter, og man er igennem dem, hvis man giver sig god tid. Hele tre daginstitutioner holder til tæt på skovens sydvestlige hjørne.  Midt i skoven ligger et vandindvindingsområde, så der bliver ikke brugt pesticider. Hvilket er meget betryggende. På mine vandværksvandringer er jeg blevet noget bekymret over hvor tæt landmændene er på kildevandspladserne. Og spor af sprøjtemidler findes i mange boringer, nogle har helt måttet lukke pga for højt indhold. Her kommer statsskovene ind og får en til at være mere rolig.

En af hovedstierne gennem Grønlien Skov. En lille nåleskov er plantet cirka midt i. Langs vejen stabler af træ.

Det er svært at se andet end birketræer ved første øjekast, og skinnet bedrager! Det er bare fordi stammerne er camoufleret af sne og is. I virkeligheden er det eg, bøg, kirsebær, ask, lind og ægte kastanie. Og douglasgran og lærk. Om 30-40 år skoven måske mere end nu begynde at ligne en "rigtig" skov. I år har det været tyndingsår og stablerne ligger meterhøjt og langt langs stierne.

Øglekærgård ved J. F. Willumsensvej, lidt syd for Frederikssund Sygehus. Et par heste er blevet lukket ud. Men ikke af bondemanden, for stedet bruges som et aflastningssted for unge.

Roskilde Fjord

Jeg har tidligere vandret langs Græse Å og kommer også i dag langs dens nedre løb inden den udmunder i Roskilde Fjord. Strandengene er helt oversvømmet. Til foråret og sommeren vil de tørre noget ud og igen fungere som græsningsarealer for kvæg. Det er indledningen på den sidste del af vandringen langs Roskilde Fjord ad Fjordstien.

Græse Å. Der er temmelig meget vand i åen som følge af afsmeltningen. Og til tider løber den endda over sine bredder, ifølge nogle advarselsskilte hist og pist.

Denne gang vælger jeg at gå ovenpå klinten, modsat tidligere, hvor jeg har gået langs stranden. Det betyder at man ikke kan se de drabelige klinter, men til gengæld har en fantastisk udsigt over Roskilde Fjord. I det klare vejr kan man fra nordpynten ved Frederikssund se helt til Frederiksværk ca. 15 kilometer væk uden de store problemer og fotografere med et minimalt tab af skarphed på grund af den ringe dis.

Strandengen tager sig godt ud i sneen. Man får her også et indtryk af hvordan stierne var på denne bedårende vandring. Heldigvis var det intet problem for fodtøjet.

Skyllebakken

På vej ind til Frederikssund bør man tage et smut gennem det meget særprægede kvarter, Skyllebakken. Det er ikke særlig stort, og selve vejen igennem er meget smal. Historien går som bekendt tilbage til omkring år 1800. Da slog gifte karle, fiskere og andre jævne folk sig ned udenfor byportene. Lidt som et datidens svar på nutidens Christiania. De tider er for længst forbi. Husene er istandssat og andre beboere har overtaget stedet. Men kvarteret er bevaret som et minde om dette specielle hjørne af Frederikssunds historie.

Skyllebakken. En bil kan med nød og næppe klemme sig igennem gaden. Som det ses er husene alle fint istandsat og bærer ikke meget præg af fortiden.

Ruten

Jørlunde. Sundbylillevej. Påstrupvej. Sundbylillevej. Sundbylille. Ågade. Grønlien Skov. Græse Å. Fjordstien. Frederikssund Station. Ialt ca. 16 km.

Utterslev Mose

Utterslev Mose er altid god for behagelige vandreture. Denne søndag er der høj sol og sneglatte stier

Hvor er det dog skønt at se at der er nogen som kan slappe af en sådan dejlig solskinnnede vinterdag i Utterslev Mose. Her i Vestmosen.

Utterslev Mose er døgnet og året rundt tilholdssted for en masse fugle. Vi mennesker er dog ret påtrængende, og denne dag er de søgt ud i de få våger der er tilbage, der hvor vandet er dybest. Det blæser, men det ser ikke ud til at genere fuglene. Alt ser fredeligt ud derude, i betryggende afstand fra menneskene langs bredden. Utterslev Mose opfylder mange behov for beboerne rundt omkring: Motion, legeplads, vandring, arbejdssnak. En befolket dag som denne ser det ud til at det går, alle udviser nogenlunde tolerance over for andres behov og interesse i at komme i mosen.

Modlysbillede over Vestmosen. Som det ses er der masser af spor selv midt på de store græsplæner. Et velbesøgtåndehul i Brønshøj og Emdrup.

Størst er mennesketrængslen i Østmosen, altså den tættest på Emdrup. Dernæst Midtmosen, Vestmosen og Højmosen. Fuglefodring er holdt op, så mange års advarsler om at lade være dels af hensyn til fuglenes maver, dels af hensyn til mosen synes at have virket. Eller også er det bare fordi sneen er så meget mere spændende. Der er i hvert fald masser af slæder, kælke og skiløbere. Især de sidste har i Højmosen slebet stierne spejlblanke. De skinner i den lavthængende sol. Sikrest er det at gå yderst på stierne hvor sneen endnu ikke er helt trampet til en hård, knoldet og glat masse.

Den eneste rest af landbrugssamfundet omkring mosen: En længe af gården Brønshøjholm. I dag bruges den af parkfolkene og om sommeren til toilet. Den nærliggende restauration er lukket. Højen bag huset er et gammelt affaldsbjerg. Ikke nogen naturlig høj. Det gør den ikke ringere som kælkebakke!

I de seneste år er det blevet moderne indenfor managementverdenen at snakke om "walk & talk". Sådan lidt lige som "put & take", "coffee to go" osv. Meningen er at man skal snakke arbejde mens man går rundt i noget som foregiver at være natur. I sidste afsnit om erhvervskvarteret Lautrupparken i Ballerup fortalte jeg at der endog er indrettet Danmarks første walk & talksti her.

Stierne er brede i Østmosen, og med god grund. Det er her mennesketrængslen er størst. Men mosen er også fin her, med mange små holme.

Jeg har altid undret mig lidt over udtrykket. Lige siden jeg lancerede denne  weblog har jeg være indstillet på at gå alene. For jeg bryder mig ikke om at høre om folks arbejde når nu jeg netop er ude på at glemme alt om arbejde for at koncentrere mig om at se noget andet. Det er steder som Utterslev Mose gode til. Hvis ellers man er indstillet på at lade sig indfange af stedets særpræg. Det hed vist engang koble af, stresse af, tænke på noget andet osv. Og jeg bliver da også mindet om at det var for mig en rigtig beslutning.

Midtmosen adskilte cykelsti og gangsti. I dag er der ret mange der bruger den som "walk & talk". Man kan have sine bange anelser om de fik tilstrækkeligt ud af de fine udsigter. Stilheden og hvad der ellers er at komme efter i mosen?

En ting er at man i s-toget om morgenen skal høre på mobilsamtaler hvor folk taler om kontorflytning på KAS, ledelsens sidste udspil eller hvor tåbelig den og den kollega er. En anden at man på en søndag, i solskin med høj sol og alletiders snevejr med udsigt til Utterslev Mose skal høre det nyeste fra "klyngen". Kort sagt, walk & talk på en højhellig fridag. Selvfølgelig er man ikke tvunget til at lytte efter, men det er nu engang svært at lukke ørerne helt. Og bare der slipper lidt ind, kan man som oftest ikke lade være med at tænke på sit eget arbejde.

Østmosen med en af flere små holme.

Dette være så en bøn til de folk der ikke kan slippe deres arbejde om søndagen: Det er helt ok, men tænk lige på at det også påvirker folk (som fx mig) der helst vil bare vil holde fri. Det er jo svært at lade være med at tænke arbejde, når andre snakker om det. I virkeligheden mener jeg også at det smarteste er helt at glemme sit arbejde for en stund. Det har både ens eget mentale velbefindende og ens arbejde bedst af. Man skulle jo gerne møde frisk op mandag morgen! God søndag.

Silicon Ballerup

I serien af vandringer i erhvervskvarterer er bloggen nået til Lautrupparken i Ballerup, folkeviddet kalder det Silicon Ballerup

Børge Jørgensen: Variationer over et tema (1988) ud for Trygs kontorbygninger i det nordøstlige hjørne af Lautrupparken. Børge Jørgensen (1926-1998) var påvirket af Robert Jacobsen og udenlandsk skulptur. Han siges at være god til at få skulpturerne til at spille sammen med omgivelserne, især ved anvendelse af blanke ståls spejlinger. 

Erhvervskvarteret langs Ring 4 og Ballerup Byvej er opkaldt efter en stor gård, Lautrupgård som stadig findes i kvarteret. Dog produceres der siden 1965 ikke kød og mælk på gården. I stedet er gården indrettet til produktionshøjskole, ungdomsskole, musikskole m. fl. Formentlig findes der stadig folk som har arbejdet på gården eller på andre måder er vokset op i landbrugssamfundet. På gamle fotoer ser markerne små ud - ekstensivt landbrug. Ellers var der kun landsbyen Skovlunde og en gård der hvor Ballerup Superarena nu ligger. Syd for Tempovej endog et lille vandløb. Nu drøner Ballerup Boulevard i stedet forbi. Gården nåede formentlig aldrig rigtig at blive en del af det intensive landbrug inden dens jorde i rasende fart blev udstykket til erhvervsgrunde.

Tidlig bebyggelse mod syd

En af de første virksomheder var Løvens Kemiske fabrik, eller fordi kemi senere fik et blakket omdømme: LEO Pharma. Virksomheden er en dansk legende og et rigtigt industrieventyr: Den startede i 1908 i Løveapoteket, på hjørnet af Amagertorv og Hyskenstræde. Albyl er kendt af alle over 60 år og blev produceret fra 1912. Nu har det stort set samme produkt talrige andre navne. Penicillin gav yderligere skub i geschæften der i 1958 flyttede ud til Ballerup.

Leo Pharma er stadig en dominerende virksomhed som fylder hele områdets sydøstlige hjørne. Og modsat virksomhederne nord for Ballerup Byvej er der afspærret, med bom og det hele.

LEO er atypisk for erhvervskvarteret syd for Ballerup Byvej. Her afspejler gadenavnene industri- og fremstillingsvirksomhedssamfundet: Tempo, energi, metal, industri. Og området bærer også præg af den slags småvirksomheder, fx biler, VVS og håndværkere. Området her har også en traditionel erhvervsstruktur med indhegninger, høje mure osv. Der er også murstens- og træbyggeri. På den måde minder området også om andre at de tidlige erhvervskvarterer i Københavns forstæder.

Bortset fra Leo Pharma domineres området syd for Ballerup Byvej af småvirksomheder, håndværk, bilreparation, VVS o. lign. Som fx Skorstensgaard, årets værksted 2016 på Trustpilot. Selve virksomheden er dog ret ny, etableret 2009.

Området blev bebygget efter 1970. Mange af bygningerne har dog skiftet funktion siden. Den ejendom hvor DBC holder til, stammer tilbage fra 1972. Dengang blev den brugt af firmaet Facit A/S, som beskæftigede sig med klargøring og reparation af kontormaskiner. Og bygningerne var oprindelig bestemt til lager og værksted. Samt en stor portåbning. Bygningen blev brugt af forskellige handels- og kontorvirksomheder indtil det blev overtaget i 1985 af DBC.

Lautrupgård mod nord

Nord for har stierne navn efter old school computerord: Data, central, terminal og register. Ord som siger lidt om hvor hurtigt det er gået med edb: I min ungdom var det helt nye navne. I dag bruges de næsten ikke længere. Og navnene hentyder også stadig i en vis udstrækning til den type virksomheder som Ballerup Kommune ønskede slog sig ned her. Siden 1970'erne er det blevet til mere end 100 firmaer i Lautrupparken - 2.5 mio kvadratmeter.

Kommunen købte arealet af Løvens Kemiske Fabrik i 1963. Og havde planer om at opføre boliger. Men i stedet blev det så altså til virksomheder ind: Tryg, TDC, Siemens, Tryg, KMD, Rank Xerox og Pfizer. Nu er de eneste tilladte boliger dem som er indrettet til portnerboliger mm. til udenlandske firmaer. Det giver Ballerup Kommune over 100 mio. kr. i kassen. Fortrinsvis IT, medicin og finans. Hvor det før var vejnavne som afspejlede hvilke typer erhverv der var da vejene blev anlagt, blev det senere de virksomheder der slog sig ned her, der kom til at give navn til store sportshaller: Topdanmark-hallen, Siemens Arena osv.

En havareret cykel, nærmest symbolsk på fraværet af denne transportform i området. Og den velbenyttede station. Enkel, praktisk, god. Det hele fylder dog kun lidt set i sammenligning med de kæmpestore områder med parkeringspladser fyldt med biler.

Siden gik det ellers stærkt, og området fik i 1989 sin egen station, Malmparken Station. En af de allernyeste på s-banenettet. På lidt længere sigt er det måske dødsstødet for de mindre virksomheder i området. Man planlægger nemlig at erstatte dem med højere byggeri dog til samme formål som hidtil. Erhvervsudvikling går stærkt, og hvad der var god kotyme for 10 år siden, er det ikke nødvendigvis nu eller om 10 år. Kunsten er at opføre bygninger som forudser udviklingen i fremtiden.

Området nord for Ballerup Byvej adskiller sig på andre måder fra området syd for. Der blev truffet en principbeslutning om, at der ikke må være hegn mellem virksomhedernes grunde, derimod jordhøje, buske og træer. Desuden er området tilgængeligt uden bil. via gang- og cykelstier. Det betyder at vandrere temmelig uhindret kan passere tværs over græsplæner, græsarealer, høje ja sågar små arealer der ser helt landlige ud. Det affødte at Lautrupparken i 1996 fik Vejprisen for samspillet med det gennemkrydsende vejnet.

Wihlborgs på Borupvang. I det senest bebyggede område. Variationer over samme tema med beton, stål og glas.

Der er mange store udenlandske firmaer i området. Et af de nyligt tilkomne er det svenske firma Wihlborg. Kostprisen for Lautrupvang 8 var i 2012 97,5 millioner kr. Dyrt? Måske, men Wihlborgs ejer i Sverige ejendomme for i alt 19,4 mia svenske kromer. Ved siden af medicinalkoncernen Pfizer som oprindelig også lod bygningen opføre 1999 men ombygget i 2007.

Grøn profil - og tonsvis af biler

Hvad man måske ikke kan se når man bare går forbi i området er, at der er et kommunalt næsten forureningsfrit propangasanlæg indstillet til at overgå til naturgas. Det er dog senere blevet ændret til fjernvarme. Olie- og kulfyrede varmeanlæg er forbudt i området. Belært af erfaringer med forurening er der også forbud mod sådanne virksomheder i området.

Når man ved at arkitektur former folk, så er det et påtrængende spørgsmål: Er det så den samme kreativitet der kommer ud af de forholdsvis få variationer over temaet beton og glas? Som et eksempel på noget der dog trods alt forsøger at stikke ud fra det arkitektonisk set monotone kontorbyggeri er D.I.S. Innovative Engineering (1997) - og så alligevel ....

Der skulle også i 2014 have været et pilotprojekt Danmarks første Walk & Talk mødelandskab. Hvilket jeg dog ikke umiddelbart kunne finde. Måske gik jeg på det uden at vide det. En dag som denne ser det derimod ikke ud til at mange ansatte bruger dem. Jeg mødte dog en enkelt meget spredt gruppe som gik rundt, styret af en meget travlt udseende mandsperson med kort og papirer beskyttet af plastikomslag. Det passer sikkert ind i en eller anden managementteori om at dialog til fods styrker kreativitet, sundhed og trivsel. Initiativet kom fra  Ballerup Kommune, Tryg og Nordea Liv & Pension. Sidstnævnte har desuden indrettet en tennisbane syd for hovedkvarteret over Sømosen. Helt overraskende har studier nemlig vist at motion i løbet af arbejdsdagen styrker medarbejdernes energiniveau, engagement og kreativitet.

Nets i det nordvestlige hjørne, tæt på Kommudatas enorme domiciler. Her ser man udfoldet hvad området arkitektonisk byder på af grønne områder: Den friserede dam, volden foran den enorme parkeringsplads, og beton- og glaskontorhuse. Variation over et tema.

Brugt bliver til gengæld med p-pladserne. Og dem ser man overalt, især i den nordlige del af området. Kæmpearealer med bil ved siden af bil. Ved Lautrupbjerg har man dog bygget små voldanlæg rundt om parkeringspladserne så bilhavet ikke er så dominerende. Men ellers er det beton, stål og glas det hele. De to mastodontvirksomheder Tryg og KMD breder sig stadig, de fungerede i 1970'erne som murbrækkere for andre virksomheder.

Fremtidens byggeri

Der er udbudt en del kontorbygninger til salg. I 2013 kom så en lokalplan omkring Borupvang, det sidste ledige område. Og der skal nu kun være en enkelt grund tilbage, før der er udsolgt. Der bygges i hvert fald på livet løs i området, også en tåget og diset dag som i dag. Erhvervseventyret fortsætter i stedet i Måløv. De skal ligge ved en slags havnefront ud til en 800 meter lang, kunstigt anlagt sø. Området bliver på 200.000 kvadratmeter og 45.000 kvadratmeter reserveres til erhverv. På resten skal der bygges boliger til det kommunen håber bliver nye borgere i kommunen.

Til juli 2017 skulle EG så kunne rykke ind i en femetagers bygning. Det er svært at se på nuværende tidspunkt (og måske også når det er færdigt), men der skal være områder indrettet til idéudvikling og samarbejde på tværs af afdelinger udenfor de formelle mødelokaler. De mange arbejdspladser skaber store trafikproblemer. For selv om den kollektive transport til området er god, ligesom adgang med cykel, så er det bilerne der dominerer. I 2007 var trafikken blevet et så alvorligt problem at det blev taget op i kommunalbestyrelsen.

Forhåbentlig ikke ikonisk foregår dette samleje totalt blottet for såvel sex som følelser - i granit - foran Leif Hansen og Pfizer og T Systems, Tågen understreger stemningen. Granitten udstråler højst en længsel efter varme og tætte kroppe. Er det det som man ønsker personalet?

Foran Lautrupgård er også Akticon ved at være færdig til indflytning. Placeringen betyder at den nærmest er port til Lautrupparken. Kommende brugere får indflydelse på placering, udformning, indretning og materialer. Og byggeriet er opført efter ”Green Building” princippet som mere end opfylder kravene til fremtidens bygninger hvor der bl.a. tages hensyn til energi, forurening, Co2  m.v.

Tåge indhyller Lautrupgård. Minderne om et forlængst svundet landbrugssamfund som jeg ikke ønsker sig tilbage, forsvinder i disen. Spørgsmålet er bare: hvad kom der i stedet: erhvervsområdet Lautrupparken er klinisk renset for forretninger, små kafeer. Kontorbygningerne er små landsbysamfund med kantiner for de ansatte. Og når arbejdsdagen er slut, lukkes og slukkes der.

Om de åbne arealer mellem kontorbygningerne får lov til at bestå under pres fra virksomheder som ønsker at udvide deres kontorarealer, det får tiden vise. Og biodiversitetmæssigt er sådanne erhvervsområder sikkert mere varierede og sundere for naturen end de store intensivt dyrkede landbrugsarealer man ser i Nordsjælland. En hare nåede jeg da at skræmme på min vej tværs gennem de grønne områder.