Nordhavnen - december-blues

Et af Københavns vækstområder i et af de historisk set mere spændende områder af Staden. Og fast årlig tur på denne blog

Udsigt mod nord fra Konditaget Lüders ved Portland Towers. I forgrunden Sundmolen og Kronløbsbassinet. I baggrunden de store kraner på industriområdet.

Hvis man vil opleve en storby i vækst hvad angår nybyggeri, så er Nordhavnen et absolut must på linje med Ørestaden. På denne blog er Nordhavnen et af de tilbagevendende mål, sidste gang var for 1½ år siden. Og der er sket meget i den tid, især i den sydlige del af området mellem Skudehavnen og Søndre Frihavn. Gamle nordhavnsrotter kan akklimatisere sig på Amerika Plads, hvor de vil kunne genfinde den gamle DSB stationsbygning fra 1894-95. I øvrigt tegnet af den samme arkitekt som også stod bag Københavns Hovedbanegård og Østerport Station. Stationen fungerede til 1975, blev restaureret i 1986, nedtaget 2002 og altså nu genopstået i 2005 på dette sted.

På Amerika Plads kan man opleve denne lille perle af en stationsbygning. Den gør sig godt på trods af de påtrængende moderne højhuse rundt omkring den.

Marmorbyen

Marmorbyen er Nordhavnens sydligste del mellem Nordbassinet og Søndre Frihavn, altså den gamle frihavn som nu fuldstændig er forsvundet. Bl.a. Marmorværket som har givet kvarteret navn. Yderst på havnemolen er FN-bygningen nu vist helt færdig og fremstår som en ø med kanaler omkring. Eneste tørskoede adgang foregår nu via en portvagt. Ældre vil måske mere genkende navnet Unicef Plads, men den eksisterer ikke længere.

En af de hyggelige gader i Marmorbyen, set fra Marmorkaj mod Nordbassinet. Man aner i baggrunden byggeriet på den anden side af havnebassinet, med Portland Towers skjult bag bygningerne til højre.

Udgiften for at bo her starter formentlig ved 12.000 kr om måneden. Men man ser faktisk en del yngre mennesker med barnevogn, ligesom  smugkig opad facaderne afslører at en del børnefamilier har valgt at flytte ind her. Haverne er små, frimærkeagtige, men det er formentlig heller ikke det som er det attraktive her, men vandmiljøet. Havn kan man vel dårligt kalde det længere.

Marmorbyen. Til højre ses UN City og kanalen der adskiller den fra resten af Marmormolen. I forgrunden en hyggeterrasse ned til kanalen med kik til Portland Towers på den anden side af bassinet.

Frihavnen

I lang tid har man fra Nordhavnen Station kunnet se Portland Towers som var nogle tidligere siloer for Portland Cement. Molen er da også stadig væk præget af stor byggeaktivitet og dele af den er afspærret stadigvæk. Eller svært fremkommelig, afspærret af hegn, smattede veje mm. Men siloerne har nu fået selskab af en række andre bebyggelser.

Portland Towers har i mange år stået lidt isoleret langt ude på molen ved Nordbassinet. Men som det ses er de tider ved at være forbi. Der er dog ikke adgang til byggepladsen langs kajen. Det er der derimod midt i byggeriet.

Langs havnebassinet bygger man det laveste byggeri i seks etager. Midt på molen dog væsentligt højere. Det er endnu svært at forestille sig hvordan det gamle byggeri Den Røde By vil komme til at harmonere med nybyggeriet. Meget er stadig pakket ind i stilladser, indhegninger og byggeredskaber.

Vejen midt gennem molen mod Portland Towers. Som det ses er adgangsforholdene endnu ikke optimale, og jeg forestillet mig at søndag er et godt valg til en tur. Så slipper man for tung trafik og byggeaktivitet.

Den Røde By er et område som fandtes i frihavnens dage, men omgivet af det moderne byggeri visner den lidt i forhold til sidste gang jeg gik gennem den. Den ser pludselig så bitte lille ud og nærmest en undskyldning for sig selv. Bygningerne har for mig også mistet lidt af den tiltrækning de havde sidste gang. Men det kan selvfølgelig også været vejrets skyld. Jeg må tage derud engang til sommer i solskin!

Her har man helt bogstaveligt krydset gammelt og nyt: En facade er blevet brugt som en del af nybyggeriet. Særpræget og måske også ganske opfindsomt - om det så også er kønt, det er der sikkert mange meninger om.

Konditaget

Nord for er bygget et parkeringshus i rustent jern som på taget har indrettet et konditag Lüders. Fra dette tag har man et godt overblik over Nordhavnsområdet. Man kan endog se helt ind til centrum af København. Den udvendige trappe benyttes selv på en regnfuld søndag som denne af en del kondiløbere, ligesom nogle hårdføre sportsudøvere og børnefamilier har vovet sig op. Da regnen tiltager, forsvinder de dog skyndsomt.

Udsigt fra Konditaget Lüders med Portland Towers til venstre. Som det ses har man et ganske godt udsyn mod centrum. Lidt under midten af fotoet kan man lige ane Den Røde By. De seksetagers bygninger syner ikke af meget ved siden af tårnet.

Om det er min telefonforbindelse der er dårlig eller ej, ved jeg ikke. Men det er nu slut med at kunne bruge telefonen til andet end nødtelefon. Andre ser dog ud til at kunne bruge dem. Så det er måske kun mig som får en ekstra understregning af at området stadig er under opbygning. Gader og fortorve er slet ikke færdige og enkelte steder mudderpøle. Der graves også kanaler mellem husene, to kanaler får jeg det til. Havneområdet ser ud til at komme til at minde om Sluseholmen.

Der er da stadig lidt aktivitet i den gamle havn, som man kan se fra Konditaget. En container er på vej ind i Orientbassinet og containerterminalen.

Langs Sundkrogsgade kan man stadig se det gamle gitter der beskyttede frihavnen. Forhåbentlig får det lov til at blive stående og blive renoveret. Det ser ud til at være i god stand, trænger blot til lidt maling. Og det er jo ikke Berlinmuren vi snakker om. Man kan kigge gennem gitteret.

Det gamle frihavnsgitter findes nu kun langs Sundkrogsgade. Under en kilometer er der tilbage. Forhåbentlig bliver det renoveret og får lov til at stå så yngre generationer også kan forestille sig når de gamle søulke fortæller om Frihavnens storhed.

Sundmolen mellem Kronløbsbassinet og Orientbassinet er ved at blive bebygget, så det må vente til næste gang jeg kommer forbi. Der tegner sig dog allerede et billede af hvordan det vil komme til at se ud.

De sørgelige - og for nogen måske også begrædelige - rester af den gamle Skudehavnen. Række af ødelagte broer står i skarp kontrast til række af effektive byggekraner som varsler at hvor det gamle forsvandt, er der nyt overalt. Også her, om nogle år.

Skudehavnen - fortiden forsvinder

Længere mod nord kommer man ind i industriområdet, og her er der ingen adgang. Til gengæld er der nu blevet adgang til Skudehavnen - eller den gamle skudehavn. Blandt subkulturen som trivedes her var stedet vist nærmest et helligt sted. Men det er svært at genskabe stedets forgangne fortid i fantasien. Broerne er brudt sammen og nødtørftigt hevet op på land, på langs. Her kan man opleve en fortid som der snart endegyldigt sættes punktum for, og mod syd se hvordan fremtiden vil komme til at se ud. Skudeløbet er helt lukket af for sejlads ved Skagerakkaj. Måske en kajak kan snige sig gennem den lave og smalle bro. Selve Skudeløbet kan man ikke se. Der er industri på begge sider

Sundkrogsgade med et kik ind over Sundmolen. Den Røde By i forgrunden.

Furesøen - Nord og Vaserne

Nordkysten af Furesø er meget anderledes end sydkysten. Tricket er at smutte ind i landet ved Stavnsholt og Vaserne

Ordet vase i Vaserne har intet med blomstervaser at gøre. Det betød oprindeligt en sti lavet af grene gennem et sumpet område. Som det ses er det en meget præcis beskrivelse, bortset fra det med grenene. Her tæt på Dumpedalsrenden.

Jeg havde egentlig forestillet mig at følge vandringen fra 11. november langs sydkysten af Furesø op med en tilsvarende langs nordbredden ugen efter. Men det tog så knap en måned. Man skal ikke have kigget længe på et kort for at forudse at denne tur er radikalt anderledes. Nordkysten af  Furesø er stort set bebygget hele vejen fra Farum til Vaserne. Selv om man på visse af de beboede strækninger kan gå langs søen eller tage en stikvej ned til den. Jeg havde derfor skruet forventningerne en del ned i forhold til hvad angik oplevelser fra min tidligere tur. Og det holdt for så vidt også stik.

Skrænterne kan i stejlhed sagtens måle sig med sydkystens. Dog er der ingen kløfter, så man går nogenlunde i samme niveau over søen hele vejen. Holmen i søen ligger ud for badestranden neden for Høje Klint.

Beboelse og fritidsliv

Kysten er nogenlunde lige så stejl som sydkysten, men modsat denne har nordkysten stort set ingen kløfter, så man går nogenlunde jævnt langs hele strækningen. Kort sagt, mere "civiliseret". Det er måske derfor beboelserne netop har bredt sig her. Tilmed er der en håndfuld fritidsklubber for fiskeri, kajak, roning - og en en enkelt badestrand neden for Høje Klint, og badevandet skulle være udmærket. Der er dog ingen badegæster på nuværende tidspunkt, skulle jeg hilse og sige. Til gengæld ophører nu endeligt den infernalske støj vest fra motorvejen, og resten af turen mod øst foregår med naturens egne lyde. Som i dag er ret høje da det blæser kraftigt fra vest.

Badestranden neden for Høje Klint.Om der om sommeren er sandstrand, skal jeg ikke kunne sige. Nu er den i hvert fald dækket med blade. En lang, sej trappe fører ned til stranden hvis vand skulle være af bedste kvalitet. Det ser dog ikke ud som om nogen har benyttet sig af det for nyligt.

Den ret nyligt fredede Stavnsholtkilen ender ved Furesøen. Jeg har tidligere passeret Stavnsholtkilen nordfra. Her længst med syd er den vestlige del ret kedelig med græsmarker, men den østlige har en lille (ca. 400 m) sti gennem Enghaven, nord for pragtboligen Vigen. Stien går gennem et kuperet terræn, og trods sin lidenhed er der et forbavsende rigt fugleliv her. Jeg opdager en del fugle som igen minder mig om at nu må jeg snart se at få lært disse skabninger bedre at kende. Formentlig en gransanger, eller også en isfugl, jeg ærgrer mig over min uvidenhed. Fuglen er god til at gemme sig på den anden side af en tyk stamme, men er dog nysgerrig nok til at lade mig få flere glimt af den da jeg går forbi. Fotografering stiller den og kæresten dog ikke op til.

Stavnsholtkilen med et kig ned mod en gård der i følge en sten skulle hedde Pynten. Stedet er en del af den fredede Stavnsholtkilen (den er tidligere beskrevet her på bloggen).

Vaserne

Efter en kort og kedelig tur gennem et villakvarter når jeg endelig hen til turens plan B-mål, Vaserne. For lidt naturoplevelser ville jeg da gerne have med. Jeg havde afsat adskillige kilometer til turen gennem dette område. Området er sumpet og det er ikke muligt at gå langs Furesøs bred her. Dog er der mod vest bygget et handicapvenligt Vasetårnet, i to etager. Herfra har man udsigt over sivskovene og kan se ind i det træbevoksede Vaserne. Men det gør nu heller ikke så meget, for Vaserne er selv på denne årstid særpræget og speciel.

Udsigten fra Vasetårnet.  Måske tager det sig bedre ud om sommeren i solskin. Men udsigten har også sin egen stille skønhed på denne mørke decemberdag med blæst. Vinden får sivskovene til at bølge.

Det bedste overblik over Vaserne som jeg kunne finde på denne tur, var i den nordligste spids ved Fyrrebakken. Herfra er der en bakke hvorfra man mod syd kan skue ud over Vaserne, og mod nord i retning af Dumpedalen som vitterligt fremstår som en dal set fra dette punkt. Nord for Vaserne er der igen bebyggelser op ad skråningen. Og igen får man et godt indtryk af hvor dyb og stejl dalen er.

Det er vanskeligt at finde et typisk foto af Vaserne. For selv om det hele minder lidt om en stor ellesump, så varierer det alligevel i en uendelighed. Og egentlig er dette foto heller ikke særlig repræsentativt. Så meget vand er der trods alt kun enkelte steder.

Jeg fortrød absolut ikke at have planlagt dette sidespring. Det er absolut nordkystens højdepunkt. Jeg blev endda fristet til at tage en lille afstikker til Dumpedalen som ligger nord for Vaserne, og kun benene fik mig til at vende om. Dette område synes absolut også interessant for et gensyn. Dumpedalen er en del af en nord-sydgående dal hvori Vaserne også indgår.

Den sydlige del af den fredede Dumpedalen. Stierne er ikke aftegnet på mit kort, men det ser ud til at der nu er et velordnet stisystem her. Jeg har noteret at dalen må indgå i en senere vandring.

Tilbage til Vaserne. Navnet har ikke noget med blomstervaser, men et nu slet ikke mere brugt ord, vase, for en vej bygget af grene gennem et sumpet område. Og bortset fra det med grenene (de er erstattet af solidt jord) så passer det meget godt. Abstraherer man fra stien går man kun ganske få centimeter over et magisk, mystisk sumpområde. Det emmer af stemning, lyde, fred og ro. Jeg opdager endnu et par fugle som jeg aldrig har set før.

Blæsten går frisk over Furesøens vande. Og som det ses slår bølgerne ind over broen. Dette er så sandelig et pittoresk skue og sælsom oplevelse midt i det civiliserede Nordsjælland. Der går jo næsten helt Vesterhav i det. Midt i billedet roklubben.

De sidste 4-500 meter inden man når roklubben ved Holte går ad en nyopført gangbro ude i selve søen. På en blæsende dag som denne er der lidt hav over at gå her. Bølgerne slår ind over broen og søen viser tænder. Heldigvis har man forudset det, og broen er overhovedet ikke glat. På intet tidspunkt må jeg sætte farten ned på grund af smat på træbroen. Kun den gyngende bro ved Roklubben tør jeg ikke gå ud på. Bølgerne slår op gennem brædderne og den ser meget glat ud.

Ikke Furesø, men den meget mindre Vejlesø der dog har forbindelse til Furesø, har sin egen lille havn, Holte Havn. Bådfartens bro ses i forgrunden sammen med huset yderst til højre.

Som en lille blindtarm til Furesø ligger Vejlesø ved Holte, og her ligger såmænd da også en havn, Holte Havn. Hvor Bådfarten også holder til. De åbner dog først igen til april. Et symbol på den tilstand af melankoli man ofte kommer i her i december, med mørke og kulde, fandt jeg på en af de meget private og afspærrede bådebroer langs Frederikslund Skov:

Her havde en hejre besluttet sig for at ride stormen af og afvente bedre tider. Den ser næsten helt melankolsk ud, synes jeg. Og her gik der da helt menneskeliggørelse i det. Jeg synes den kiggede i sympati og solidaritet mod det december-melankolske menneske

Ruten

Den kan nemt findes på et kort. Der er gode stier gennem Vaserne, selv på et tidspunkt som dette hvor der er meget fugtigt. Enkelte smattede steder er det eneste. I alt ca. 16 km.

Harrestrup Å og Mose

Denne tur er et fast indslag på webloggen. Så nyd bare billederne og klik eventuelt på de tidligere indslag om åen og mosen

Mose og motorveje

Harrestrup Å udspringer her fra Harrestrup Mose, ca 1 km vest for landsbyen Harrestrup. Engang et flot naturområde. Nu lydmæssigt domineret af en konstant støj fra Frederikssundmotorvejen. Man har nemlig lavet en hoj støjvold mod kolonihaverne mod nord. Men ikke mod syd.

På sin vej østpå strømmer åen de første 1-1½ km under to stærkt trafikerede motorveje. Udover Frederiksundmotorvejen også Motorring 4. Der er dog etableret en fodgængersti under, som her under Motorring 4 hvor man skuer mod øst udover Harrestrup Ådal. Til venstre efter tunnelen ligger Svanesøen og til højre Ådalen. Herfra er der ca ½ km med flotte naturområder.

Harrestrup Ådal og Svanesøen

Den østlige ende af ådalen før Harrestrupvej er et yndet område for fugle. Her er det flokke af gråænder syd for åen. Mon ikke de er på vej sydpå? Noget af området er lukket af, men man kan se ind over det. Svanesøen befinder sig bag træerne og endnu længere nordpå Ballerups sportsområde med Super Arena, idrætspart, stadion, svømmehal, boldbaner mm

Kolonihaver

Øst for Harrestrupvej forløber åen gennem et kolonihaveområde, Kildegården. Hele 1½ km. Og bestemt ikke den mest interessante del af turen. Åen har her mest karakter af en dyb grøft som det kan være svært at se. Undtagen her ved Harrestrup Bro hvor åen slår et lille knæk mod nord.

Yndlingstykket

Et par hundrede meter vest for Smedebæk Bro støder Bymose Rende til Harrestrup Å som derved får en kraftig forstærkning. Åen fortsætter som Harrestrup Å. Og dette sted er mit yndlingssted fordi der også er et lille vandfald. Bymose Rende kommer bagest fra venstre. Harrestrup Å fra højre. I dag er det endda muligt at bruge den lille hjemmelavede bro til at passere åen. Den afhuggede fod der hænger i snoren, må være noget fra Halloween.

De næste ca 1½ km indtil Vestforbrænding er så absolut mit yndlingsstykke. Her er man ikke bare dejlig fri for at høre den øredøvende larm fra motorveje og andre trafikerede veje, åen er også her omgivet af grønne områder til begge sider. Skovlunde Naturpark bl.a. Fotoet viser pumpestationen på en af de ældste kildepladser, nr. VI som siden 1859 har leveret frisk grundvand til Københavns indbyggere. Den ligger ved Smedebæk Bro.

Omtrent her med Ejby Mose til venstre udenfor billedet slutter så åen med at være nogenlunde fritløbende. På højre side af åen ligger haveforeninger. Fårene er taget ind for vinteren. Og åen er godt renset for siv og andre gevækster. I baggrunden aner man at åen her - som det eneste sted - løber igennem et lettere kuperet område.

Spildevandsteknisk Anlæg

Fra Vestforbrænding og hele resten af vejen ud i havet skifter Harrestrup Å fuldstændig karakter. Den bærer stadig præg af den tid hvor den ikke var en å, men blev betegnet et "spildevandsteknisk anlæg". Det samme gælder Sømose Å som løber sammen med Harrestrup Å netop her, ca i billedet ved Ballerup Boulevard. Undskyld jeg skriver det, men det ser utrolig grimt ud med fortovsfliserne langs åen. Men det fortsætter altså de resterende ca. 10 km hele vejen ud i havet, også hvor åen skifter navn til Damhusåen, Langvadså eller hvad andre navne den nu måtte have haft gennem tiderne. Nedenfor ses fliserne tydeligt (ved Viemosebro).

Om åen nogensinde vil blive biologisk levende igen med fisk, padder og andre gode sager, vil tiden vise. Tiden som spildevandsteknisk anlæg har formentlig spoleret mulighederne lang tid ud i fremtiden. Det er så nemt at ødelægge en ås biologiske liv, det er så forbandet svært at genoprette det. Men som man kan se er der altså stadig masser af vand som udgangspunkt. Helt anderledes end fx Ladegårdsåen som der blev postet mange penge i at undersøge om man kunne give kunstigt åndedræt. Tænk engang om man kunne sejle op ad åen, eller drive lystfiskeri i den!