Den Sydlige Riviera: Greve - Hundige - Vallensbæk - Brøndby Strand

Bag Strandparkerne florerede i nogle få årtier drømmen om det idylliske strand- og campingliv i den frie natur

Et typisk vy af strandene syd for Hundige. Her Greve Strand mod Mosede Havn: Et pænt stykke med sand, strandbevoksning, og bag det villaer. Det var formentlig sådanne strande som københavnerne i større stil begyndte at cykle ud til i weekenderne fra 1920'erne.

Fritidslivet som massefænomen og som vi kender det fra strandparkerne fra Brøndby til Køge er under 100 år gammelt. Og meget forskelligt fra sit udgangspunkt. Næsten symbolsk er Gl. Køge Landevej i virkeligheden ikke særlig gammel. Den erstattede i 1934 den "oprindelige" landevej, to ufremkommelige hjulspor der lå længere inde i landet. Gl. Køge Landevej blev anlagt med cement. Grundene langs stranden var værdiløse set med landbrugsøjne. Og fra Store Vejleå til Køge var der nærmest øde. Undtagelser er fx huset på Gammel Køge Landevej 710b (1885).

Dette hus skulle være en af undtagelser til at der var totalt øde i området før 1950'erne. Nu er residerer Manolo i bygningen fra 1885. Og det ser nu også ud til at den har gennemgået adskillige renoveringer siden dengang.

Tidligere har Vandringsløse Tidende gennemtravet kyststrækningen fra Køge til Mosede Fort, og fra Vallensbæk til Dybbølsbro. Det følgende lukker hullet mellem disse.

Store Vejleås udløb er pakken ind bag Strandparken ved Ishøj Havn, men til gengæld har Olsbæk bevaret sit gamle udløb, så måske her det også set sådan ud ved Store Vejleå engang. Olsbæk er et af pejlepunkterne hvor man kan se hvor på stranden man er. Broerne er et andet godt pejlemærke.

Kroer langs kysten

At rejse til Køge kunne være en langsommelig affære, faktisk en hel dag. Derfor var der undervejs en del kroer. To af dem eksisterer stadig, omend forandret. Køge Bugt Kro var oprindeligt startet som afholdskro i 1921, men allerede i 1924 fik grundlæggeren (Lars Pedersen, hvis efterkommere stadig ejer kroen) alkoholbevilling. Her kunne man også få sig en is fremstillet på kroen, senere fra Solbjerg Mejeri. Kroen ser i dag noget anderledes ud, den er både blevet ombygget og udbygget af flere omgang i 1950, 1962 og 1966.

Greve Strandkro - Strandhotellet - er stadig en statelig bygning som den ligger der ved Greve Strandvej med en lang kile med græs og sti direkte ned til stranden. Der er børnevenligt - man skal ca. 100 meter ud for at nå en dybde på over 1 meter, og hvis man foretrækker 2 meters dybde, må man 150 meter ud. Vandkvaliteten er ikke helt i top, men dog "god".

I 1926 - startede Greve Strand Kro, eller Strandhotellet på en grund udstykket fra Pilegård. Allerede 3 år efter måtte den udbygges til dobbelt størrelse med restaurant og krostue. Og en anlægsbro blev anlagt til de lokale turistfærger. Med cementbelægningen på Gl. Køge Landevej kom er for alvor gang i omsætningen. Ikke kun af endagsturister, men også pensionsgæster, fester og arangementer, generalforsamlinger, bl.a. i den Kinesiske Sal fra 1935. I 1937 kom der sågar en biograf. Denne blev dog udskilt fra hotellet i 1948. Under besættelsen blev hotellet desuden et yndet sted for københavnerne, der led under mørklægningen af hovedstaden, samt for tyskere, der var gået under jorden. I 1950'erne underholdt bl.a. Dirch Passer på kroen. Men så skiftede kroen som så mange andre af slagsen karakter. I 1973 blev den solgt til kommunen, hvis forpagter senere købte den fra kommunen og i 1987 blev omdøbt til Greve Strand-pavillon. Indtil 1994 hvor en ny ejer fik den istandsat og ført den tilbage til sit gamle udseende. Og igen skiftede navn, denne gang til Greve Strandkro. Samt skiftede hyppigt ejer, den nuværende overtog kroen i 2013.

På mit kort stod der Hundige Kro på denne adresse ved indgangen til Hundige Strand Familiecamping. Men alle tegn på det er forsvundet, og nu står der kinesisk restaurant Jin Jiang. BBR-registeret siger 1935, så mon ikke der engang har været liv og glade dage med gæster fra campingpladsen?

For andre kroer blev anlægget af Køgevej fatalt. Fedtekroen i Vallensbæk (nuværende Gl. Køge Landevej 794). Den oprindelige ejendom nedbrændte i sidste halvdel af 1800-tallet. Den var dog ikke kro i samtlige år, men fungerede som gård, gartneri og købmandsforretning. Desuden var ejerne i campingturismens spæde barndom indremissionske. En senere ejer var aktiv modstandsmand og blev ved en fejltagelse skudt på befrielsesdagen 5. maj 1945 (mindesmærke ved Park Alle 55 og på hjørnet af Skolevang og Strandskolevej ved forsamlingshuset, samt Brøndbyøstervej 101). På adressen ligger nu en snedkerforretning, og der står Nygaarden anno 2002 på gavlen. Der er noget rod med vejnumrene som skifter fra Brøndby til Vallensbæk, og jeg har ikke kunnet finde den BBR-registret.

Gammel Køge Landevej, på dette stræk nu omdøbt til Hundige Strandvej er i dag en stærkt trafikeret 4-sporet vej. Taget lidt nord for Hundige Familiecamping. Til venstre ligger "Barney's" og i det Køge Bugt Kro.

Det samme gælder Jægerkroen (1834 brændte genopført 1905) i Ishøj. Her var der skydebane, grundlovsmøder, dans. Den kom til at ligge uhensigtsmæssigt for den nye vej. Landevejen blev rettet ud, og kroen fik ryggen til vejen. En overgang klarede en kreativ kroejer sig med adskillige iøjnefaldende blikfang, men den brændte 1975 og blev aldrig genopført. En overgang var der 8 hytter til campister. Andre hedengangne kroer var Lopholms Kro, Nissekroen og Skillingskroen.

Camping opstår

Det er vel meget naturligt at her tæt på hovedstaden blev anlagt Danmarks ældste stadig eksisterende campingplads. Ferie er et fænomen som opstod i starten af forrige århundrede. I årene 1919 til 1934 steg andelen af organiserede arbejdere der holdt ferie fra ca. 20% til 47%. Den betalte de selv. Det var først i 1938 med Ferieloven at de fik ret til først ni dages ferie med løn, fra 1940 tolv dage. Det var altså "fattigrøvsferie" for "proletariatet". Det ry havde camping såmænd også i 1960'erne hvor jeg voksede op. Sådan er det så ikke længere i takt med at der er gået penge i foretagendet og det er blevet en kæmpeindustri.

Indgangen til Hundige Strand Familiecamping. Det kan godt være den er hyggelig, men meget er der vist ikke tilbage fra pionertidens ry som "utugtsanstalt". Bortset fra en plade der er skruet fast på receptionen hvor der bl.a. står "Lejrklubben for Danmark 1926-2003"

Det er helt i modsætning til starten. I 1920'erne var der stadig masser af natur hvor man på sin cykel med sit hjemmelavede campingudstyr kunne tage hen og overnatte i et primitive telt. Eventuelt på græsmarker eller små lysninger i skoven, som i princippet blev drevet af en landmand eller campisterne selv. Sådan foregik det i starten på Hundige Strand Familiecamping fra 1926 som ifølge deres hjemmeside om campingpladsen er Danmarks ældste eksisterende campingplads. Det var starten på det som i dag kendes som Dansk Camping Union. Først i 1928 fik den dog sin nuværende placering. Der er mindst 3 restauranter ved pladsen i dag, samt flere (fx Barney's) i kort gåafstand.

Kogræsserforening. "Rentacow". Der er mening med galskaben. Køerne holder vegetationen nede, så de sjældne strandenge kan fortsætte med at eksistere. I deres gødning lever gødningsfluer og gødningsbiller - de æder løs af fluelarver - og skarnbasser. Vadefugle og ænder har vidt udsyn til deres fjender.


Pludselig fik bønderne øje på en ekstra indtægtskilde fra de ellers værdiløse strandgrunde: De kunne opkræve campinggebyr mod at der blev gjort ren, adgang til vand, fjernelse af affald, osv. Hvad de så ikke havde regnet med var at campisterne var der for at slå sig løs. Bønderne var magtesløse mod horderne af fulde folk og hvad der var værre (usædelighed). Ikke nok med at de holdt sig for sig selv på pladserne, de dukkede også op i badetøj hos de lokale købmænd, dinglende fulde på cykler osv. Ikke underligt at en militærperson, ritmester Lemcke prøvede at få styr på det. Det var ham der lejede strandgrunden ved Karlstrup Strand (nu Karlstrup Strandpark). Han fik afspærret området og opkrævede entre. Lejrklub Danmark lejede sig ind hos Landmand Jens Peter Hansen i Hundige i en sandgrav mod betaling for ophold og overnatninger. Til gengæld hjalp han med dagsrenovationen der blev brændt på pladsen.

Lidt syd for Hundige Havn går strandene fra at være naturlige strande over til at være kunstigt anlagte strandparksstrande. Det forekommer mig at der er endnu mere lavvandet her end længere sydpå. Måske boltrede sælhunde sig her på bankerne for 200 år siden, i hvert fald hvis man skal tro tidsskriftet Politivennen fra 1808.

I mellemtiden havde man døbt klubben om til Lejrklubben for Danmark med det udtrykkelige formål at skabe en virkelig landsdækkende organisation. Slogan: ”En lejrsportsmand er altid en Naturfredningsmand”. Vi lader dette stå et øjeblik, lukker øjnene og sender tankerne i retning af hvordan lejrlivet senere har udviklet sig, og undlader at kommentere.

Badeanstalter

Strandbeklædning var noget det finere borgerskab gik med fra 1890'erne. Men i 1930'erne opfandt man badebukserne - og en todelte badedragt for kvinder. Fra at være et helsefænomen blev badning hurtigt et forlystelsesfænomen. Hvilket også smittede af på badeanstalterne som havde deres glansperiode i 1940'erne og 1950'erne: Før 1947 have man anlagt “Badeetablissementet Neptun”. I 1950’erne var den blevet samlingspunkt for sommergæsterne ved Brøndby Strand. Allerede omkring 1960 blev den lukket af sundhedsmyndighederne.

Efter hvad jeg kan regne ud må det være i dette område øst for Grønnesti at badeanstalten Mandalay lå. I baggrunden Grønnetangen. Området ligger nu bag ved strandparken og har formentlig engang lignet sandstrandene på fotoerne ovenfor. 

Lidt længere levetid havde Mandalay fra 1949 øst for Grønnesti på Gammel Køge Landevej 775. Den holdt indtil slutningen af 1960’erne. Her gik en lang bro næsten en halv kilometer ud. På hver side var der kiosker til henholdsvis billetter og slik. Mandalay blev ikke bare brugt til badning i fritiden, men også til skolernes svømmeundervisning. Bedre gik det med Strandkiosken Mandalay opført 1947 som et lille Premier ishus, med toiletter, telefonboks og omklædningsrum. Den ligger der stadig, omend ikke i sin originale udformning. Stadig med Premier Is. Endelig eksisterede Sølyst en kort periode fra sidst i 1930'erne og har givet ophav til vejen Sølyst Alle.

Strandkiosken Mandalay er vist det eneste som  minder en om at der engang var en badeanstalt med samme navn her. til gengæld er der velbesøgt på denne dag hvor temperaturen nærmer sig de 30 grader.

Strandparken

Så noget er der dog tilbage som minder om perioden hvor arbejderne i Københavns brokvarterer fandt et åndehul med frisk luft og natur i nogle årtier omkring 2. verdenskrig. Den massive udbygning af byerne medførte imidlertid at forurening, rotter og råddent tang ødelagde strandene, og Strandparkerne blev anlagt fra 1979. Strandparkerne blev samtidig et kystværn for bebyggelserne på de lavtliggende gamle strandenge. Og nogenlunde samtidig anlagde man de tre havne, Hundige Havn, Ishøj Havn og Vallensbæk Havn.

Hundige Havn ligner enhver af de andre havne på turen. Med alle de faciliteter som ikke blot sejlsportsfolk, men også vandringsfolket kan drage nytte af hvad angår såvel påfyldning som aflæsning. 

Der er ingen tvivl om at såvel naturstrandene som strandparkerne spiller en meget stor rolle for lokalbefolkningens rekreativitet. Og modsat fluepapirerne nord for København er der meget at komme efter for naturelskere og vandrere. En af de helt store overraskelser var fx naturstien langs Jægersøen syd for Arken. Der er masser af plads. Masser af forskellige landskabstyper. Og lidt overraskelser undervejs, som fx noget der vist er en nudistbadestrand (dog ikke skiltet, så måske bare de facto indtaget) nord for Hundige Havn.

Ruten

Greve Station. Strandene. Brøndby Station. I alt 15 kilometer.

Arrenæs, Arresø - Auderød-halvøen

Vandreoplevelser står nærmest i kø rundt om Arrenæs: Skov, øde stier, bakker, oldtidsminder, udsigter, dyre- og fugleliv

Udsigt fra Maglehøj. Med en sigtbarhed som i dag mener tavlen på toppen at man kan se til Frederiksborg. Men det kræver da vist en kikkert.

I vandretursfolderen kalder Naturstyrelsen Arresøområdet for præget af en række landskabsformationer som er sjældne i Østdanmark. Og med et par hundrede vandreture i dette område, må jeg give folderen ret. Læg så dertil at der på en dag som denne (som er en vejrmæssige gave) var nærmest mennesketomt, meget lidt trafik og ingen civilisationslyde. Søen selv - Danmarks arealmæssigt største - er der ikke noget at råbe hurra for. Økotilstanden skulle være elendig, og de få steder man fra broer kan gå ud og tjekke sigtbarheden i vandet ser vandet da også alt andet end badevenligt ud. Sigtbarheden er nærmest lig med 0.

Rigt dyreliv

Til gengæld overalt lyde fra fugle, insekter og endog et enkelt sted frøer. Efter at have vandret rundt på strækninger i Østdanmark hvor de øde kultursletter (markerne) dominerer, er det faktisk første gang jeg har oplevet det så intenst. Det er en god øvelse og oplevelse, for jeg må indrømme at jeg næsten havde glemt hvordan det var. Netop derfor er der al mulig grund til at besøge Arrenæs: For at få et lille indblik i hvordan landskabet kan se ud, og måske endda burde se ud.

Af Arrenæs' moser er Nørremose (der dog ligger helt syd på Arrenæs) den mest moseagtige. De andre ligger i skovene, og det mest karakteristiske kendetegn er at disse sidste er fyldt med myg.

En speciel oplevelse er det at passere et lille vandhul i den nordlige del af Auderødlejren før Auderød Skov. Vandhullet er godt beskyttet bag lejrens hegn, men man kan på lang afstand høre en kvækkekoncert som overdøver næsten alt. Det er lige til at blive i godt humør af. Og heldigvis skal man jo ikke overnatte til det.

 

Umiddelbart nord for Nørremose, før man går ind i Sonnerup Skov har man dette overblik over østkysten af Arrenæs.

Men det er ikke gjort med det. Lidt nord for ruinen Dronningholm er der bævere. Jeg ser dem godt nok ikke, men man kan se hvordan de har gnavet af træerne ude i vandløbet der afvander Ladegårdssøen, og ganske tæt på selve ruinen kan man se deres ½-1 meter høje dæmninger som har stemmet vandet op. Boet skulle ligge på en ø ude i mosen. De har selv fundet vej til Arrenæs, hvor de har bygget et bo på en ø inde i mosen.

Bæverdæmningen nord for Dronningholm. Længere ind mod Sportfiskerklubbens hus kan man se afgnavede tykke stammer ude i vandløbet.

Skove

Der er to mindre skovområder på Arrenæs. Sonnerup Skov ligger i Syd, mens Auderød skov ligger i nord. Begge byder på godt skovområde med mange smukke oplevelser. Om end de er noget små. Desuden er fritidshus området ved Hedestien og Lyngbakken også skovagtig. Husene er godt gemt imellem de høje træer og er ofte svære at få øje på.

Auderød Skov har nogle meget smukke og stemningsfyldte moseområder, Sortemose mod syd og Store Rørstensmose mod nord. Det har desværre den bivirkning at der er fyldt med myg i området. Så mange at jeg må droppe mine oprindelige planer om at holde pause ved Arrenæs Næb. Skoven er ganske enkelt så fyldt med myggesværme at man risikerer at blive ædt hvis man stopper op. Eneste mulighed var så fugletårnet på næsset. Men det er allerede optaget. Samtlige seks pladser er optaget af et selskab som nyder udsigten over søen.

Frederikke har netop sat noget der ligner en skoleklasse med tilhørende oppassere af. Jeg går ud fra skipperen nyder stilheden et øjeblik?

Så vandringsmanden må på den igen og i rask tempo marchere langs nordkysten til den lille havn hvor færgen Frederikke lægger til. Til alt held lægger den faktisk til da jeg ankommer. Stedet er i dag mere velegnet til et hvil (der er bl.a. wc), indtil en skoleklasse stiger ud af færgen og dominerer lydbilledet. Især læreren har travlt med at fortælle de unge at de ikke må spise før der er sagt værsgo' (en af dem spørger hvorfor hun så ikke siger værsgo, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Men det sker ikke, så jeg fortrækker hurtigst muligt).

Bakker og oldtidshøje

Oldtidsmenneskene - altså de oprindelige danskere, ikke de efterkommere som senere indvandrere fra bl.a. Sverige og som vi almindeligvis nu kaldes danskere - forstod at sætte stor pris på udsigterne fra de mange højdedrag. Og et af dem er et must for en Arrenæs-vandring, nemlig Maglehøj. 70 meter høj, og alligevel slæbte man altså tørv op nede fra moserne og skabte en gravhøj på toppen. Herfra har man i klart vejr en fantastisk udsigt til alle sider, men især ud over Arresø-området. En af udsigterne har derfor også fået æren af at indlede dette indlæg. Terrænet stiger jævnt helt nede fra slotsruinen Dronningholm der nærmest er i niveau med søen.

Udsigt fra oldtidshøjene ved Dragebjerg. Knap så højt som Maglehøj, men så sandelig betagende. Til gengæld kan omgivelserne fuldt ud konkurrere med Maglehøjs.

Oldtidshøjene ved Dragebjerggård er også et must. Ikke så højt som Maglehøj. Men til gengæld er der 5 af dem, og udsigten fra højdedragene hvor de ligger, er der ikke noget i vejen med. Højene er omkring 3.000 år gamle. Og i betragtning af det virker de stadig imponerende. Hvilket formentlig også var det oprindelige formål med at bygge dem. Udsigten fra disse høje er især flot mod øst over Arresø.Stien nord for disse høje er på en 500 meters strækning næsten groet til med meterhøjt græs, og til tider forsvinder den. Eneste pejlemærker er de røde pæle som markerer hvor klaplågerne er.

Stemningsbillede fra de 5 oldtidshøje ved Dragebjerg. Stedet emmer stadig af fortiden.

Andre gode udsigtspunkter er ved Maglehøjgård (27 meter) syd for Lille Maglehøj mod nord. Herfra har man en flot udsigt mod syd og sydvest.

Det åbne land

Halvøens åbne land er mod syd og nord ret kuperet, mens det midterste område i et ca. 1 kilometer bredt bælte tværs over halvøen ved Auderød er forholdsvis flat. Det er også her landbrugsarealerne er samt nord for det Auderødlejren. Før bevogtedes den af soldater, nu er det Røde Kors-personale som venligt, men bestemt fortæller at man ikke kan skyde genvej gennem lejren til Auderød Skov mod nord.

Midterstykket af Arrenæs med de åbne landbrugsarealer overskues godt fra Moglehøjgård mod syd. Auderød skimtes i baggrunden.

Nørremose ligger ved foden af Arrenæs, og den ene af vandrestierne på Arrenæs har sit udgangspunkt ved det store vådområde, der er Natura 2000 beskyttet. Det betyder, at man skal tage særligt hensyn til de ynglende eller rastende fugle i området og ikke forringe deres livsvilkår på nogen måde.

Museale seværdigheder

På turens udgangspunkt ved Kregme skulle der ligge Birkely Egnsmuseum. Men det ser temmelig utilnærmeligt ud, og to halvstore, gøende hunde forfølger mig hele vejen ned til Nørremose, så jeg undersøger ikke sagen nærmere.

Dronningholm. Arresø til venstre. Man har rekonstrueret den halvmåneformede voldgrav rundt om borgen. Men ellers virker det som om kun kælderen står tilbage. Og vandet stod væsentligt højere dengang den blev bygget.

Dronningholm er en ruin af en 31 m lang østfløj og 30 m lang nordfløj som stammer tilbage fra 1200. Den fik lov til at stå til omkring 1557. Den var da begyndt at forfalde, og lensgreven på Københavns Slot Peter Huitfeldt (ham med gaden tæt på Kultorvet) fik lov til at hente sten mm fra den til møller. Han er sikkert ikke den eneste der har hentet sten derfra. Bl.a. mistænker man Frederiksborg Slot og gårde på Arrenæs for at have hamstret ting og sager fra ruinen.

Fotoserien ender som den startede: Med en udsigt fra Maglehøj. Man kan lige ane Arresøs østlige del langt ude i horisonten.

Krudtmagasinet nr. 2 fra 1908 er lidt svært at finde, men hvis man kigger lidt ind i skoven og op på bakkerne et par hundrede meter syd for Arrenæs Næb får man øje på det. Krudtmagasinet ligger af gode grunde øde. Her opbevarede man det krudt som blev fremstillet i Frederiksværk og krudtmøllerne langs kanalen. Det gjorde så mindre skade hvis skidtet sprang i luften. 25 mennesker mistede trods alt livet på den måde. Og der blev normalt opbevaret 50 tons krudt i det. I dag er magasinet tomt, og gitteret rundt om det er temmelig rustent. Krudtet blev transporteret til magasinet i halmforede hestevogne og opbevaret i trætønder stablet i tre lag.

Ruten

Kregme. Sonnerup Skov sti forbi oldtidshøjene mod Ravnsbakkevej. Auderød Bygade Nordhusvej. Auderød Skov. Auderødvej. Maglehøj. Cirka 17 kilometer.

Kalvebod Fælled rundt, Vestamager

Vestamager er blevet en tilbagevendende del af bloggens indslag. Siden sidste besøg er der gået næsten 2 år

Til glæde for de mange hesteinteresserede, et foto af norske fjordheste, skudt ca. midt på Kanalvej. Og der er mange af dem. Hestene bliver brugt som naturplejere, fordi de elsker græs. Så meget at de af og til må have mundkurv på så de ikke foræder sig. Det bliver de nemlig syge af.

Og siden sidst har Naturstyrelsens vandretursfolder skiftet navn fra Vestamager til Kalvebod Fælled. Hvilket formentligt er mere præcist. Om det så også får et "folkeligt gennembrud" vil tiden vise.

Kalvebod Brygges korte historie

Speaking of Naturstyrelsen, så lad mig repetere hvad Naturstyrelsen fortæller om stedet: Oprindeligt var Vestamager havbund med nogle små øer, Nordre Klapper, Koklapperne og Svenskeholm (opkaldt efter svenske soldater som opholdt sig der under Københavns belejring i 1658-60). I midten af 1800-tallet gik Amagers vestkyst langs Mejlgårdsdiget mellem den nuværende Finderupvej og Bella Center. Dagens tur starter dog ved dette diges sydlige ende. Det var også dengang militæret erobrede området til skydeterræn på Amager Fælled og forbød offentlig adgang.

Et meget typisk billede af Kalvebod Fælled. Flat, græs med spredt krat og enkelte skove. Horisonten næsten altid domineret af storslået byggeri: Avedøreværket mod Vest, Ørestaden mod øst. Flyet der letter i baggrunden. Set fra Fasanskoven i nord mod syd.

I 1930'ernes depression blev en lov vedtaget om at inddæmme området (1939). Det var et beskæftigelsesprojekt. Ydermere fremskyndet af besættelsen i 1940, hvor man kunne bruge projektet til at forhindre at danske arbejdsløse blev sendt til Tyskland på tvangsarbejde. Det tog 3 år at bygge den ca. 14 km lange og fire meter høje dige, grave kanaler og grøfter. Det blev i 2012 forstærket med et 5,9 meter højt dige bag det gamle. Og så har Vestamager ellers levet på pumperne siden. Fuglene strømmede til og fuglereservatet blev oprettet til den i 1952, fredet i 1990.

Kalvebod Fælled set fra Kanalvej mod nordvest. I baggrunden Ørestad. Og knap så langt væk hestestalden med de norske fjordheste. Som det bemærkes ligger Kanalvej lige en anelse over terræn.

Det inddæmmede område blev besat af militæret indtil 1984, undtagen Amager Fælled som var åbent for offentligheden. Så skulle området renses for ueksploderede granater, eksplosiver og ammunition fra over 325 års skydeøvelserne i terrænet. Det var færdigt i 2010, og nu er det kun Klydesø og andre områder fra Statens Vildreservater hvor man ikke har adgang. Her skal fuglene have lov til at få fred. Ud af de godt 20 km2 er 3 km2 senere blevet til Ørestad.

Naturcenter Vestamager. Med sin tætte beliggenhed ved Vestamager metrostation er det en naturlig indgang til fælleden og måske også for Ørestads beboere.

Landbrug og fritidsliv

Det er vist nok slut med traditionelt landbrug på arealet. I bedste storbystil er der i stedet oprettet fx Københavns Kogræsserlaug som har indtaget Amager Fælled for andet år i træk: 11 Hereford-kvier drøvtygger løs langs Ørestad Boulevard vest og nordvest fra Grønjordssøen. Indtil de til efteråret ender som bøffer mm på medlemmernes borde. Jeg gik dog ikke omvejen til velkomstarrangementet klokken 13.00 for at hilse på dyrene. På en af mine tidligere vandringer stiftede jeg bekendtskab med Sundby Kogræsserforening ved Koklapperne. Og hvis man ikke lige har et personligt forhold til de køer, så ligner de køer som de er flest.

Hejresøen i forgrunden og Søndre Pumpe i baggrunden foran dæmningen.Udsigten er flot ind i landet. Og man kan også nyde den fra toppen af dæmningen ca. 1 km vestpå. Men resten af vejen går man på ydersiden uden udsigt ind over fælleden.

Fritidsliv er der nok af ved Vestamager Station med Naturcenter Vestamager (der var det igen). Jeg havde valgt en anderledes rute for variationens skyld og tog Kanalvej. Ikke noget dårligt valg, for den ligger en anelse højere, der er mere bevoksning og så som sagt fritidsaktiviterne ved Naturcentret. Og så er der forbløffende stille, forstået på den måde at trafik og anden bystøj slet ikke kan høres her. Desuden er der på visse strækninger en trampesti ved siden af den næsten snorlige asfaltvej. Ponytræk er ikke åbnet endnu, men det skulle der være i weekender 12-16. Der er ikke engang ponyer. Men syd for Ugandavej er der til gengæld masser af heste, bl.a. norske fjordheste som skulle være det tætteste man kan komme på levende forhistoriske heste.

Vy fra toppen af dæmningen over den østlige del af Klydesø ind mod byen. I baggrunden Avedøreværket som man kan se næsten hele vejen

Dæmningen

For enden af Kanalvej kommer man til de lukkede fuglereservater og dæmningen. Man kan gå oven på dæmningen den første kilomenter efter Søndre Pumpe ud til det første fugletårn. Men så er det også slut. De næste 4 kilometer går man langs et højt dige ind mod land og havet til den anden side. Vejen er her mere egnet til cykelkørsel, og det slår mig (for sent) at det nok havde været smartere at tage turen nord om reservaterne inde i land langs Ellevehøjvej-Reservatvej. I stedet for griber (og senere bebrejder) jeg mig selv i at starte med at ironisere over horderne af grånende, velpolstrede herrer (og enkelte damer) udstyret med Tour de France-outfit fra øverst til nederst, det lader til at samtlige hold er repræsenteret i dag.

Kun fra de 3 fugletårne har man udsigt ind over land og Klydesøen. Dette foto giver et indtryk af dæmningen. Yderst til venstre kan man se asfaltstien med et par cyklister (eller cykelryttere, hedder det vel med det udstyr). Til højre længst væk motorvejsbroen til lufthavnen over Skrædderholmen.

Jeg burde egentlig være advaret, for jeg har gået dæmningsturen en gang før. Den er frisk, så på en drønhed sommerdag kan der være grund til at tage turen. Og så hvis man er optaget af at se på vand. Der er også en bro hvor man kan fiske fra. Eneste mulighed for at kigge ind over Klydesøen er de tre fugletårne som er opstillet med ca. 1 kilomenters afstand.

Birkedam ligger uden for det lukkede fuglereservat op til motorvejen. Området står markeret på kortet som Svenskeholm, og skulle altså være det område som dengang området var hav bestod af nogle lave holme. De er nu ikke sådan lige til at få øje på.

Fasanskoven

I stærk kontrast til den megen trafik på Kanalvej og Dæmningen er der næsten helt mennesketomt i Fasanskoven. Man må bide det i sig at skulle gå ca. km langs Lufthavnsmotorvejens brølende larm, men belønningen er alt rigelig. Skoven består mest af birk der sine sine steder leder tankerne hen på sydsvenske skove. Ikke for ingenting har Naturstyrelsen en af sine lejrpladser her, Sneppen. Og det ser sågar ud til at der er gæster.

Naturstyrelsen har i sin nyeste udgave af folderen strøget afsnittet om områdets historie. Til gengæld står der at området rummer Danmarks største birkeskov. Jeg ved ikke om det er Pinseskoven der hentydes til, men der er i hvert fald også en masse i Fasanskoven. Og de er et betagende syn!

Fuglesangen er intens over hele Kalvebod Fælled, men særlig intens i Fasanskoven. Man kan ikke undgå at blive i godt humør af det. Jeg kender slet ikke stemmerne, men opdager dog en vipstjert på vejen. Jeg er ikke i tvivl om at fuglekendere vil få meget ud af at sidde og lytte her.

Fra Fasanskoven har man et kik mod syd ud over de enorme flade områder. Helt ned til skovområder mod syd.


I det hele taget er det lydene fra fugle og dyr, lugtene fra planter og freden og roen der er Kalvebod Fælleds store force. Fotoer yder egentlig slet ikke stedet fuld retfærdighed. For særlig storslået kan man vel ikke kalde synet af naturen der. Skal man endelig bruge det ord, må det vel snarere være Ørestad man kan bruge det om. Men man skal heller ikke undervurdere Kalvebod Fælled. Jeg har efterhånden vandret flere hundrede vandreture, mest "på landet", og man kan høre, se og lugte meget mere liv end på landets landbrugsarealer. Ironisk nok ser det ud til at storbyens oase Kalvebod Fælled er blevet et tilflugtssted for dyr og planter som ellers systematisk er blevet udryddet på det vi ellers traditionelt kaldte for "på landet". Det er tankevækkende.

Ruten

Vestamager Metro. Kanalstien. Dæmningen. Birkedamsvej. Fasanskovvej. Ørestad Metro. Alt i alt ca. 16 km. Og det er nok det korteste man kan gå hvis man skal hele Kalvebod Fælled rundt.