Rokoko København

Rokokoen inden for bygningskunst varede kort i Danmark, ca. 1730-1760 (andre steder i Europa 1720-1789)

Siger man rokoko, tænker man mest Frederiksstaden - Amalienborg fx. Men den findes også Ovengaden oven Vandet 6 (1755-1756) og husede oprindeligt billedhuggeren, professor Simon Carl Stanley (1703-1761). Samme gades nr. 10 (1785) hed jernstøber Thomas Potters Gård indtil Brøste overtog den.

Rokokobyggeri ligger i "kongens København". I 1660 havde kongen og det københavnske borgerskab nødtvunget og formentlig ikke særlig broderligt forsvaret København - resten af landet var erobret af en svensk hær. Kongen havde måttet love borgerskabet guld - de grønne skove holdt han for sig selv, inklusiv den halvdel af København som ligger nordøst for Gothersgade. Bortset fra Nyboder og Toldbodgade var området både en grøn lunge og affaldsplads i København hvis befolkning stadig kunne finde sig til rette inden for voldene. Tidsskriftet Politivennen kunne så sent som 1798 berette at

I den lille gade, der løber mellem de to palæer fra Frederikspladsen på Amalienborg til søen, er en fordybet grav, fuld af dynd og mudder. Heri står nedfældet en del pæle, der viser, at alt dette er levninger fra en gammel forfalden slamkiste, der nu ikke længere holdes hævd over... når den på visse årstider står fuld af dynd og dræk, kan søfolk og andre, hvis vej i mørke vinteraftner går forbi her, plumpe i og slå enten ribbenene eller hovedet itu på pælene, og derfor forblive liggende i den.

Området rummede allerede Rosenborg Slot (1624), Kastellet. Landkadetakademiet (1713), Søkadeakademiet (1701) og så selvfølgelig Nyboder. Hertil opførtes nu Sølvgade Kaserne (1763) og Rosenborg Kaserne (1786). Opbuddet af militær i København var så massivt, at jeg mener det gør det mest forståeligt efter nutidens begrebsverden at tale om et militærdiktatur. Et diktatur der var så "large" at reservere dele af området til det fine borgerskab - måske for at dæmpe deres utilfredshed over at de stort set intet havde fået ud af deres alliance med kongen gennem næsten et århundrede. Dels til offentlige institutioner som Almindeligt Hospital 1769, Frederiks Hospital 1757 og Det Kongelige Opfostringshus, dels til privat luksusbyggeri. De kunne så passende hylde enevælden for det.

Rokoko møder barok. Oven i købet to store giganter. I forgrunden er det Amaliegade 23 (1750-52) af Eigtved. Dernæst Amaliegade 25 (1755-57) af de Thurah. Årstallene angiver at overgangen fra den ene til den anden stilart ikke skete fra det ene år til det andet. Thuras hus er en afstikker. Bag de Thurahs bygning blev der 1782 opført bygninger i nyklassicisme til den nok så bekendte Fødselsstiftelse. Mellembygningerne er i nyklassicistisk stil.

Inden man falder hen i svime over diktaturets godgørenhed over for de syge og fattige, må man påpege at det drejer sig om symptombehandling. Symptomer fra et system som i den grad ikke var i stand til at skabe befolkningen menneskeværdige vilkår og i høj grad selv fremkaldte dårligdommene. Det var ikke for disse mennesker styret ønskede at opføre boliger. Området kender vi i dag under navnet Frederikstaden. At henlægge halvdelen af Københavns areal, skulle blive en beslutning som på den lidt længere bane betød at befolkningseksplosionen stuvede de jævne og fattige folk sammen på et minimalt område. Kun byggetomten Frederikskirken eller Marmorkirken rummede stadig lidt "vildt liv". I 1809 skriver Politivennen fx:

"... porten mod Bredgade har i 22 år altid været lukket om vinteren eller når intet arbejde fandt sted på kirkepladsen. At denne lukning er nødvendig, vil indses deraf at kirken flere gange har tjent som smuthul for bortrømte forbrydere, da der er fundet afbrækkede slavejern, slaveklæder og gamle munderinger. Ligeledes er i den senere tid hyppige tyverier forøvede på pladsen, ja endog gentagne indbrud sket i der værende værksteder."

Kæmpemusling over port på Store Kongensgade 108. Kun en mindetavle erindrer den passerende om hvad her var engang: "Det / Kongelige Opfostringshuus / for Fattige Drenge Börn / stiftet af / Kong FRIDERICH den FEMTE den 29 Junii 1753 / og Herhid forflytet af / Kong CHRISTIAN den SYVENDE den 17 Oct 1767"

Udvidelsen af Kongens København skulle vise at enevælden ikke bare var barok magt og svulstigt byggeri, men også elegant, ligesom solkongens efterfølger Ludvig 15. i Frankrig. Rokoko stammer fra fransk "rocaille", musling, slyngede former. Og man vil lede forgæves efter at se rokoko på andet end herskernes bygninger. Man fortsatte barokken, men i en mere elegant, graciøs og orientalsk udgave med snirklede asymmetriske ornamenter.

Amaliegade 42, opført 1756 efter Niels Eigtved 1756 for tømmerhandler kaptajn Jan van Osten. Man vil bemærkeden grå puds som mange i dag måske identificerer med betonbyggeri. Men i rokokoen blev grå puds anset som den mest passende for bedre huse.

Rokokobyggeriet i København er bemærkelsesværdigt, selv i europæisk sammenhæng. Og rokoko nåede aldrig længere end til København. Så resten af Danmark: Kom til København hvis I vil se rokoko. Rokoko var en sminket facade, bag den boede der mennesker som lagde arbejdskraft, ryg og helbred til under kummerlige vilkår, også tæt på Amaliegade. Især mod nord ved Toldboden, hvilket bevidnes af adskillige artikler i Politivennen om, fx i 1819:

"I Amaliegade ved muren mellem toldporten og den port som fører ind til de på pladsen tæt derved opførte små huse, finder et slemt svineri sted. Udenfor sidstnævnte port tæt ved vægterens hus findes der så megen menneskeurenlighed at man snart skulle tro at de der bor på pladsen eller deres børn havde et offentligt lokum ved muren."

Amaliegade 15-17 (forrest) i Eigtved-stilen. Sådan kender mange Amaliegade og Sankt Annæ Plads hvor der er en del lignende rokokobyggeri. Nr. 17 (1754-56) er opført for en stenhuggermester J. P. Pfeiffer. Nu koncentrerer beboerne sig mere af tandsten, over porten står der Tandlægernes Hus.

Nicolai Eigtved (1701-1754) nævnes som arkitekt og inspirator bag rokokoen. Oprindelig gartnersvend var han på farten i Europa 1725-35 og vendte hjem som fuldt udlært arkitekt. Han havde der set rokoko og blev sporenstregs udnævnt til hofbygmester. Som sådan står han som bagmand bag Marmorbroen (1741), Prinsens Palæ (1743-44), anlæg af Frederiksstaden og Amalienborg Slotsplads (1749-54) og Kunstindustrimuseet (1752).

Sankt Annæ Plads 9. Flere muslinger over porten. Selv om rokoko ikke er så massivt repræsenteret på pladsen som i Amaliegade er der dog et par huse også her.

Og Eigtved er bagmanden bag designet af den nye bydel, Frederiksstaden. Som nævnt lå bydelen dengang i Københavns grønne område, der dermed blev urbaniseret. Gaderne blev ordnet omkring to centrale akser og gaderne ligger i øvrigt symmetrisk. Eigtved stod selv bag en masse huse, men var også trendsætter for hvordan andre huse i kvarteret skulle se ud.

Gråbrødre Torv 4. Huset er bygget til politikommissær Thomas Bulle i 1765. Men er det rokoko? Stilmæssigt hører det vel mere til i klassicismen. For stilperioderne havde glidende overgange.

Eigtved lavede et reglement for hvordan facaden skulle se ud. Der skulle f.eks. påbud om, hvor høj kælderen eller 1. salen skulle være. Alle facaderne skulle være symmetriske og pudset og malet i grå toner. Farven blev i øvrigt toneangivende længe efter rokokoen, hvilket mand skal huske når man ser husfacadernes farve i dag. Byen var engang temmelig grå. Frederiksstaden har derfor en del huse som minder meget om hinanden. Hvis det ellers er noget at være stolt af, så kan bydelen måle sig blandt de bedste, også i Europa. Uanset om man nu synes om det eller ej.

Sølvgade 38 fra 1776, ved siden af Sølvgades Kaserne (til venstre). Opkaldt efter farver Jacob Holmblad.

Som sædvanligt er en arkitektonisk stilart ikke ensbetydende med at alt byggeri i samme periode blev opført i denne stil. Måske ikke engang i foregående stilarter. Som i vore dage har banebrydende arkitektoniske retninger begrænset indflydelse på massebyggeriet. Måske bliver elementer indpasset hist og pist - hvis der er råd til det. Eller hvis det forhøjer værdien af bygningen. Så man vil sagtens kunne finde byggerier meget tæt på Amaliegade som nedenstående i Store Kongensgade 78-80:

Store Kongensgade 78 (1730) og 80 (1748). Næppe noget som får særlige omtaler i bøger om arkitektur eller priser for restaurering. Men det hører sig til i det københavnske bymiljø. Måske fordi det så får de "rene" stilbyggerier til at skille sig så meget desto mere ud. Gad vide om man om 200 år vil sige det samme om meget af nutidens byggeri - hvis det da ikke er faldet sammen forinden.

Og endnu længere væk, på hjørnet af Fiolstræde og Krystalgade ligger et hus som endnu engang minder os om at der er forskel på en arkitekttonisk stilperiode og så det byggeri der rent faktisk blev opført i samme periode. Huset må være en provokation mod alle som påstår at man kan aflæse på huse fra hvilken tidsperiode de stammer. Jo, de har gavlkviste, så barok. Bindingsværk - det blev forbudt efter branden i 1728. Afskårne hjørner, det var noget man indførte efter den anden ildebrand i 1795. Men huset er altså opført 1734 af en ukendt tømrermester.

Rokoko? Tidsmæssigt passer det. Men om stilkendere vil kalde huset fra 1734 for bygget i rokoko eller barok, det er et meget, meget åbent spørgsmål. I al sin charme ligger det der og minder os om at der er stor forskel på en bestemt stilart, og så det byggeri der blev opført i den periode som stilarten hører hjemme i. Skævt er det. Men det er sejt, det har overlevet branden i 1795, København bombardement 1807. Så ... respekt!

Amaliegade, Sankt Annæ Plads og resten af Frederiksstaden fremstår i dag som superdyrt luksusbyggeri. Men ikke alt var overklasseidyl. Almindeligt Hospital lå her 1769-1892 og var gennem tiderne plejestiftelse, hjemsted for Fattigvæsenets, fattige syge og fra 1809 blev kønssygdomme behandlet her. Det gav sikkert prestige for styret, men også visse gener, som en skribent i Politivennen skriver i 1824:

Allerede forrige år er i Politivennen omtalt en gul væske som flyder ud fra Almindelig Hospital i rendestenen og afgiver en fæl rådden stank. De ansvarlige har intet gjort for at få denne ækle stinkende væske ledt fra hospitalet ud i kanalen. ... Den der på fastende mave passerer denne vej når dette stinkende og dampende gule tager flugten gennem rendestenen, kan ikke andet end ækles og få kvalme.

En slags epilog: Nyere tids rokoko

På en af mine fotosafarier i forbindelse med denne artikelserie kom jeg forbi denne bygning på Dag Hammerskjölds Alle 28, og den mindede mig da noget så grueligt om Amalienborg. Ikke uden grund, viste det sig. Populært har den åbenbart gået under navnet Lille Amalienborg. Palæet er opført i 1917 på en forhenværende dyrekirkegård. Tegnet af Carl Brummer for byggematadoren Harald Simonsen (1873-1949). Han er måske ikke så kendt, men det er hans datter Erna Hamilton ("grevinden på tredje"). Under 2. verdenskrig havde den øverstkommanderende for de tyske styrker i Danmark fra oktober 1942 til januar 1945, Hermann von Hanneken hovedkvarter her. Og der skal da også være et beskyttelsesrum under kælderen. Han faldt i unåde hos Hitler, officielt fordi der var blevet brugt benzin til ikke-tjenstlig kørsel på Lille Amalienborg. Uofficielt fordi han plejede omgang med en der måske, måske ikke var involveret i mordforsøget på Hitler den 20. juli 1944. Efter krigen rykkede Dansk Røde Kors ind i den. Indtil 2007 hvor den blev købt af Fritz Schur for 67 millioner kroner.

Ikke Amalienborg, men Dag Hammarskjölds Alle 28. Her har Grevinden fra tredje, Erna Hamilton trådt sine barnesko, den tyske general von Hanneken stampet med sine støvler og en af Danmarks rigeste mænd kommet og gået.

Øvrige artikler i denne serie

Se nederst i artiklen om Renæssancen.

Barok i København

Barok og enevælde falder sammen: Offentlige byggeri demonstrerer militærdiktaturets magt - magtforholdene afspejleder sig i facaderne

En af barokkens mest iøjnefaldende fingeraftryk på København er ildebrandshusene med gavlkvistene. Især kendt fra Gråbrødretorv. Modsat den svulstige magtarrogance som karakteriserede de offentlige bygninger fra samme periode.

Barokken inden for bygningskunsten er perioden ca. 1660 - 1754. Tidsmæssigt starter den sammen med indførelsen af enevælden - eller militærdiktaturet - i 1660 og slutter i oplysningstiden hvor de revolutionære bevægelser ulmer og kulminerer med den franske revolution 1789. Men der var langt fra Paris til København, og den danske barokke arkitektur er noget anderledes. I denne periode opføres der palæer for de rige.

Huset er smalt, forholdene beskedne her i Magstræde nr. 6 fra 1734. Men port skal der være, og helst som om man træder ind i et palads. Brosten fandtes ikke på opførelsestidspunktet. Man brugte marksten. Og der har formentlig været en dyb rendesten eller kloak med et rendebræt ovenpå uden for døren. Men alligevel giver brostenene en lidt autentisk atmosfære, synes jeg.

Men traver man gennem København vil man se at en hel del af det byggeri der blev opført i stilperioden barok måske ikke helt lever op til kravene om at være "barokt". Den "rigtige" barok var for de stenrige og blev tegnet af dyre arikitekter. Meget af det andet endnu eksisterende byggeri som blev opført i perioden, var for de mindre købmænd, håndværksmestre o. lign. Og designet af håndværkere, som måske godt kunne skele til det dyre byggeri, men som nok holdt sig til en tradition inden for faget som vist ikke har fået en fin stilperiodebetegnelse på sig.

I barokken var man ikke i tvivl om hvem der bestemte: Kongens Nytorv 4 (1683-86, i dag den franske ambassade) lægger ikke skjul på at bygherren var en mægtig mand, nemlig admiral Niel Juul (se teksten). 

Barok var en bygningsstil som egnede sig perfekt til at demonstrere enevældens magt. Et eksempel er Kongens Nytorv 4  (1683-1686) – kaldet Niels Juels Palæ, eller Thotts Palæ (i dag Frankrigs ambassade). Det er tegnet af Lambert van Halen for admiral Niels Juel. Baron Otto Thott lagde senere (1760) navn til bygningen, mens arkitekten Nicolas-Henri Jardin (1720-1799) ombyggede den udvendige del palæet og derfra stammer den store trekantsfronton, der afløste en bredkvist. Sandstensguirlanderne under førstesalens vinduer samt balustraden med vaser og statuer stammer fra samme tid. Et lignende byggeri tegnet af Lambert van Halen kan man beskue i Stormgade 10-12 (1680-1687) – Holsteins Palæ. Omend byggestilladser pt gør det vanskeligt at se på afstand.

På Nybrogade 12 (hjørnehuset) har Philip de Lange i 1732/48 rigtig slået sig løs for hofkonditor Johan Henrik Ziegler med løv og båndornamentik, så den kære konditor kunne føle sig betydningsfuld. Og det var vigtigt dengang. Nabohuset med kvisten er fra 1748, og opført for købmand Frantz Rausch.

Arkitekten er værd at lægge mærke til. For til forskel fra renæssancen begyndte man at uddanne arkitekter, også i udlandet. Hvilket bragte nye ideer hurtigere til landet, især til København. Kongen fik en byggeadministration og et generalbygmesterembede. Og Danmarks første af slagsen som blev udnævnt i 1671, var netop omtalte hollænder Lambert van Haven. Det mest barokke ved barokken var nok at den betød at den italienske renæssance kom til Danmark (hvor det før mest havde været hollandsk renæssance, se afsnittet om renæssancen).

Philip de Lange er en af barokkens mest flittige og alsidige arkitekter som tegnede en lang række byggerier, fra Assistenskirkegårdens mur over Holmens mastekran til mange monumentale bygninger. Og så dette borgerhus på Ved Stranden 16 fra 1748 af Philip de Lange for generalkrigskommissær Stephen Hansen. Forhøjet med en etage i 1844.

Stilperioden er en videreudvikling af renæssancens antikke former, forstærket med perspektiveffekter og stærkt følelsesbetonede virkemidler. Det mere"almennyttig" prægede byggeri tog nogle af elementerne til sig, dog mere subtilt i form af fremhævelse af enkelte dele af arkitekturen, såsom vinduer, gesimser eller dele af murene, elle ved at  forme murflader i konvekse og konkave former for lyseffektens skyld.

Knap så imposant som Kongens Nytorv 4, men dog alligevel fremstår Aabenraa 32. Arkitekten tegnede denne mere "ydmyge" præstegård (opført 1730-32) som bolig for den reformerte kirkes to præster, dvs. den franske og tyske præst. Nu rummer den et mere almennyttigt formål, nemlig Musikhistorisk Museum.  

Modsat renæssancens rolige og klare facader ville man gerne opnå en arkitektur, der var urolig, og virkede som om den var i bevægelse. En væsentlig faktor i boligbyggeriet efter 1728 var ildebranden. For de mere almindelige huse betød branden i 1728 en hel del for hvordan man begyndte at ændre på arkitekturen, fx med "ildebrandshusene", hvis mest iøjnefaldende træk er gavlkviste.

Gammelmønt 41 (det røde hjørnehus) er et eksempel på et ildebrandshus som ikke har gennemgået de store forandringer med fx etageforhøjelser. Det blev opført for en øltapper, Andreas Fussing i 1730-1734.

Så meget kunne man insisterede på en gavlkvist at hvis huset var lille, fyldte gavlen hele husets bredde. Man kunne ellers have valgt andre modeller (hvad nogle da også gjorde). For efter ildebranden tegnede stadsbygmester Johann Cornelius Krieger 3 forskellige grundmurede huse. Gavlkvisthuset vinder, og selv om mange senere er blevet nedrevet findes de stadig i rigelig mængde. Mens Krieger nøjedes med at introducere, tegnede Philip de Lange en lang række huse. De ældste gavlkvisthuse er på Nyhavn (mellem 1674-1694, tredje etage er tilføjet 1846), og man kan se at stilen endnu er usikker og formløs.

De ældste gavlkvisthuse kan man se på Nyhavn 7 (opført mellem 1674 og 1694) og nr 9 (på facaden står 1681). Nogen skønhedsåbenbaring kan man vel næppe kalde det lille blå hus, men man kan vel ikke nægte at det har sin charme.

Ildebranden i 1728 skabte voldsom debat om bindingsværkshuse, for der var ingen tvivl om at de var en af de mere væsentlige årsager til at branden kunne brede sig. Men så gik der udvalg i det. Og fotoerne i dette indslag viser at man ikke fik gjort noget ved det i praksis. Enkelte bindingsværkshusene har overlevet til i dag. Løsningen var ellers de grundmurede ildebrandshuse, se eksemplerne fra Gråbrødre Torv i centrum af København i indledningen af dette indslag. Idyllisk ser det ud og idyllisk er det. Men Gråbrødre Torv Plads var i 1800-tallet fyldt med slagterboder, og de lugtede ikke godt, ifølge talrige artikler i Politivennen. Her et lille udpluk:

Det kan ikke nægtes, at disse beboere betaler dyrt for den bekvemmelighed at have kødet for døren ..  Overalt spores megen skidenfærdighed og stank hos slagterne...man måtte så meget mere ønske sig befriet for stank på Ulfeldts Plads som der tæt ved er et tilstrækkeligt stankfabrik hos fiskebløderen i Tugthusporten.

... slagterboderne skæmmer den både ved deres modbydelige udseende, og ved deres for sundheden skadelige uddunstninger af forsulede køddele.

Den største del af disse tilhører marskandisere eller pjaltehandlere og fylder næsten hele torvet med det. Her finder man senge- og gangklæder, bøger, borde, stole, spejle, støvler, sko og køkkentøj mellem hinanden. Alt ligger i et kaos ligesom redningsgods efter en ildebrand og frembyder et ubehageligt skue såvel for dem der bor på torvet som for fremmede der passerer det.

Nr 1 på hjørnet af Niels Hemmingsensgade ved "Tugthusporten" er opført 1732 for fiskebløder Hans Lau, hvis efterkommere åbenbart forpestede luften for beboerne. Nr. 3 er opført i 1732 for skipper Mads Børgesen Lund. De følgende numre (5-9) fra nogenlunde samme tid.

Det gule gavlhus er Ny Kongensgade 5 og blev opført i 1728-31 for brændevinsbrænder Christen Nielsen. Ikke ligefrem et mønstereksempel på barok bygningskunst, men formentlig eksponent for hvordan byggeri som oftest foregik i barokkens tidsalder. Bindingsværket er skjult af puds. Nr. 3 er fra 1748/58 opført for en etatsråd. Nr. 1 er etatsråd Barchmans Palæ, tegnet af Philip de Lange i 1740. Så kunne det ikke blive mere barokt.

Hvis man går grassat over nutidens politik, så ville man sikkert få et hjerteslag over hvor langsomt og ukvalificeret beslutninger blev taget under enevælden. Som nævnt ville Brandkommissionen gerne af med bindingsværk. Men fundamenterne, grundmurene, kunne slet ikke bære opførelse af stenhuse. Så kompromiset blev at man anbefalede at gadefacaderne skulle være grundmurede. Kun bagfacader og sidehuse måtte være af bindingsværk. Men efter mange spekulationer, syltekrukker mv. fusede det hele ud i det rene ingenting, og folk blev ved med at opføre de brandfarlige bindingsværkshuse. Der skulle flere brandtomter på bordet, endnu en bybrand til i 1795 og et bombardement i 1807 til at ændre på det. En del bindingsværkshuse overlevede faktisk disse to begivenheder, så vi i dag kan få et indtryk af stilmæssigt ikke-barokt byggeri i barokken.

Hov, hvad er nu det? Et barokt bindingsværkshus i Kompagnistræde 23, opført 1734, oven i købet forhøjet med en etage. Opført for grovsmed Thomas Sørensen, og huset står der endnu. Heldigvis blev der brugt eg i de underste etager.

Desværre aner vi ikke ret meget om hvordan København så ud generelt. Ligesom i vore dage er det kun undtagelsesbyggerierne der får lange omtaler. I moderne tid tænker man fx funktionalisme. Men kigger man rundt om i byen vil man opdage at man skal kende adresserne for at se disse huse. Langt det meste byggeri var regulært og anonymt byggeri uden brug af (dyre) arkitekter. Og sådan har det formentlig også været i 1700- og 1800-tallet. Måske en lille trekant over en dør, måske en guirlande der som bygherrerne havde sat på fordi det havde man set på de monumentale byggerier. Billederne herover og under viser at rangklasser som brændevinsbrændere og grovsmede fik bygget huse radikalt anderledes end fine etatsråd, præster og andet.

Endnu et ikke-barokt, men særdeles barokt bindingsværkshus i Snaregade nr. 5, opført 1732. Stilen minder unægteligt om huset i Kompanistræde. Flere sådanne kan man finde rundt omkring, fx Toldbodgade 5 fra 1725.

På et tidspunkt blev det dog for meget med alle krummelurerne og man begyndte at nedtone ornamentikken. Næsten symbolsk ligger Nyhavn 63 og 65 næsten for enden af molen - end of the line. Barokkens århundrede og militærdiktaturet var ved at omforme sig. Det gav sig også mindre udslag i arkitekturen. Rokokoen blev et kort, meget lokalt intermezzo til klassicismens århundrede.

Nyhavn 63 (før 1759) og 65 (1739) er fra slutningen af barokken, hvor den var ved at løbe træt for borgerskabet. Nr. 65 for vintapper Bertel Jæger, 1737. anvender pilastre på facadernes hjørner og til støtte for kvistpartiet. Dog sjældent anvendt.

Barokken lever et par årtier side om side med rokokoen. Og rokokoen et par årtier med klassicismen. Året 1754 angives som skæringsår. I det år hvor der den 26. april udkommer et kongeligt reskript til Københavns Magistrat om at mange gader er så smalle at en hestevogn knap kan passere igennem. Som med så meget andet under det danske militærdiktatur blev den ikke efterlevet. En artikel i Politivennen 17. september 1825 konstaterer at 70 år efter var der stort set intet sket.

Holsteins Palæ, Stormgade 10 kan passende afrunde denne artikel om barokken. Oprindeligt opført som Lützows Palæ i barok i årene op til 1687, men forhøjet og ombygget i 1756 til rokokostil.

Øvrige artikler i denne serie

Se nederst i artiklen om Renæssancen.

København i Renæssancen

De ældste bygninger i København stammer fra renæssancen. De er få - men vel nok en vandring værd

Københavns bedstbevarede renæssancehusrække ligger i Strandgade på Christianshavn: Nr. 32 (1624, hjørnehuset), nr. 30 (Sigvert Grubbes Gård, ca. 1622)  og nr. 28 (1630).

København har eksisteret i næsten 1.000 år. Og man omtaler ofte centrum som "Middelalderbyen". Men udover vejføringen er der intet synligt tilbage fra middelalderen. Det ligger enten på museerne eller gemt under byens asfalt, mursten og beton. Og dukker kun op til nogen fortrydelse for de mange byggeprojekter som fx metroen. Noget billede af byen som den så ud i middelalderen kan vi altså ikke få ved at gå rundt i Københavns centrum i dag.

Bagsiden af Strandgade 28 (med høj gavl) og Strandgade 30. I porten hænger en tavle med følgende indskrift: "Omkring 1636 blev denne bygning opført af Jens Poulsen som et renæssancehus kronet med en svunget galvkvist. Porten indrettedes i 1710 af bryggeren Niels Sørensen. Den gamle bryggergaard, der er fredet i klasse A, restaureredes i Aarene 1943-43 af Henry L. W. Nielsen.".

Vi kan derimod i glimt få et indtryk af af hvordan de velhavendes huse så ud i renæssancen. Når vi taler arkitektur i Danmark drejer det sig om perioden 1536-1660, altså fra reformationen til enevælden. De overlevende huse giver dog ikke et særligt godt billede. København var fortrinsvis opført af bindingsværkshuse, som for længst er forsvundet. Der findes enkelte ydmyge huse som jeg mener må være gode eksempler på hvordan de mere jævne københavnere boede dengang, fx  Sankt Annæ Gade 14. (Se foto herunder).

Sankt Annæ Gade 14 - det lave røde hus. Huset er fra 1600. Og jeg forestiller mig at langt hovedparten af Københavns befolkning i 1600-tallet har beboet sådanne små lavloftede ejendomme. Byggestilen minder umiskendeligt om fx Nyboder.

I København har kun undtagelserne, stenhusene overlevet. Og selv om vi måske godt ville have at København så sådan ud før 1660, så var det altså ikke hvermandseje. Husene var forbeholdt de rige købmænd og andre fornemme borgere. Her kan man opleve hvordan den nye, kommende regerende borgerklasse der kom i stedet for adelen, indrettede sig i byen. De tapre overlevere har overlevet brand, krig, bombardement og nedrivning. Men ikke ombygninger. Også det må man holde sig i erindring når man kigger på dem i dag.

Det er sådan mange helst vil huske renæssancen i København: Amagertorv 6. I dag huser bygningen Royal Copenhagen. Men da huset blev opført var det nok snarere undtagelsen fra reglen, mens huset i Sankt Annæ Gade nok mere var reglen.

Renæssancen daterer sig tilbage som 1400-tallet. Men det tog nogen tid før dens ideer kom til Danmark og opførte bygninger som udtrykker ideerne fra den. Renæssancens bygmestre kunne godt lide det rumlige og dekorationer (søjler, guirlander og medaljoner). Desværre faldt det sidste ikke i senere tiders smag, de fjernede det ganske enkelt. Man skal også forestille sig byen ret meget anderledes. I perioden var der mellem 10.000 og 29.000 indbyggere. Så der var masser af plads til gårde med husdyr, haver, udenomsarealer mm. Og slet ikke den stank og klaustrofobiske stemning som vi kender fra den efterfølgende periode.

Indre By

Det vel nok mest kendte står på Amagertorv 6 hvor nu Royal Copenhagen har til huse. Det blev oprindeligt bygget i 1616 til bagermester Mathias Hansen (1555-1628) som også var rådmand (fra 1613) og borgmester (1622-1628). Huset falder i øjnene fordi det helt stikker ud fra sammenhængen: Gavlene er typisk renæssancestil. Et stenkast derfra, i Amagertorv 27 og 27a står et forhus opført 1797-1798, men dele af kælderen er formentlig fra før 1536. Og jeg har ikke spurgt husets ejere om lov til at komme ned og fotografere!

Amagertorv 6, i gården. Der emmer af renæssance her, synes jeg. Facaden til Amagertorv og Storkespringvandet må være fotograferet til hudløshed. Men hvor mange har været inde og se denne interimistiske gård, med skumle kældre, snævre passager og lavtsiddende vinduer. Samt tårnet?

Ellers byder den Indre By kun på få spredte bygninger. De to nederste 2 etager på Kongens Nytorv 2 er en købmandsgård fra 1600-tallet. I 1782 fik det en etage mere. Det kaldes også Det Kanneworske Hus efter en lærredshandler som købte ejendommen i 1836. I Heibergsgade 9 ligger Den Gule Længe som er resterne af den gamle reberbane fra årene 1592-1594. I 1858 blev den ombygget til professorbolig under ledelse af arkitekten Christian Hansen (1803-1883). Længen blev fredet i 1992. Sammenbygget med Den Gule Længe se det tidligere sejl- og garnmagasin fra 1580, der senere både er forkortet og forhøjet.

Den Gule Længe ligger pakket godt af vejen. Man kan gå gennem Charlottenborg, eller gennem en lille dør i et plankeværk fra Heibergsgade. Pt er der et omfattende restaurationsarbejde i gang.

Et sidste eksempel er husene Magstræde 17-19 stammer fra 1640. På trods af husets alder viste beboerne måske ikke den største respekt, i hvert fald klagede en skribent i Politivennen 14. maj 1825 over beboerne:

Væmmeligt Syn i Magstræde

Da anmelderen næsten hver dag må gå gennem Magstræde, har han haft lejlighed til at bemærke at der næsten altid uden for huset nr. 27 er ophængt forskellige klædningsstykker til tørre, hvoraf de fleste er af den beskaffenhed at de frembyder et højst væmmeligt syn. Da man desuden ikke på det smalle fortov kan passere forbi dem uden at komme i temmelig nær berøring med dem, ønskede anmelderen at denne uskik om muligt kunne blive fjernet.

Den omtalte adresse, Magstræde 27 har siden 1859 heddet Magstræde 17/Nybrogade 30.

Magstræde 17-19, opført omkring 1650. Der er trangt i Magstræde. Og det er svært at danne sig et indtryk af bygningen fra renæssancen. Strædets bredde antyder de besværligheder der var med at passere gaden når vasketøj var hængt ud der.

Nyboder

Nyboder. Selvom der kun er en enkelt længe tilbage af de oprindelige renæssancebygninger fra 1635 hører Nyboder vel også med i denne vandring. til gengæld har man her i Mindestuerne (åbent hver søndag 11-14) nogle genstande som viser noget om hvad der var inden i husene.

Strandgade, Christianshavn

Strandgade er det sted i København som bedst har bevaret en sammenhængende række hus fra renæssancen (se indledende foto). Dog er flere af dem forhøjet med 1-2 etager i 1700-tallet. Det er ikke tilfældigt, for bydelen blev anlagt i renæssancen dengang Christian 4. var konge. Christianshavn er en dansk variation over en gitterformet vejstruktur med en central plads a la Italien, mens kanalerne er designet efter hollandsk mønster. Husene blev overvejende bygget efter hollandsk stil.

Strandgade 28-32 fortjener et second look fra den anden side. Sigvert Grubbe gords gavlhus til højre i fotoet.

Strandgade 28 (1630), Sigvert Grubbes Gård, huser i dag Solomoda. Gavlhuset har også en mellembygning og baghus ud mod Wildersgade. Gavlhuset blev brugt til beboelse, mens de to andre til pakhuse. Strandgade 32 var borgmester Mikkel Vibes Gård 32 opført i  1620erne. .

Wildersgade 41. Ifølge BPR opført år 1600. Bygningen hænger sammen med Strandgade 28. Men da det hele er lukket af og bag lås og slå kan det være vanskeligt at danne sig et overblik over ejendommens størrelse.

Egentlig burde Strandgade 24 og 22 ikke  være med i dette indslag om renæssancen. Men der er så få eksempler i København, at man fristes til at tage dem med alligevel. Undertagen i bygningen til venstre og portalen i bygningen til højre - det er renæssance.

Strandgade 26 er oprindeligt gavlhus fra omkring 1626. I begyndelsen af 1760erne overtog storkøbmanden og sukkerraffinadøren Gysbert Behagen (1725-1783) dem og i 1769 blev de både sammenbygget og forhøjet til sin nuværende form. Op til renæssancehusrækken hører også Strandgade 24, hvis underetage er opført 1630, men forhøjet med en etage i 1748 så det i dag er svært at se at det skulle være en renæssancebygning. Det samme gælder Strandgade 22. Her minder kun kvaderportalen om forne tider,og er formentlig fra omkring 1630 (Cort Adelers ejendom).

Strandgade 14, hjørnet af Torvegade. Også kaldet Den Rhodeske Gård eller "Spegepølsen". De to nederste etager er fra 1640. Resten er tilføjet i 1794. 

Torvegade 14. Formentlig er underetagen fra renæssancen, men der er tilføjet 2 etager formentlig i 1800-tallet. I BBR-registret står der at den er opført 1780. Som hjørnehuset fremstår i dag er der ikke meget renæssance tilbage af det. Selv om det er et af de første huse folk ser når de kommer over Knippelbro til Christianshavn.

Vandringsløse Tidende vil i kommende indslag på lignende vis vandre i de arkitektoniske stilperioder barok, rokoko og nyklassicisme.

Andre artikler i denne serie

Barokken.
Rokokoen.
Klassicismen.