Barok i København

Barok og enevælde falder sammen: Offentlige byggeri demonstrerer militærdiktaturets magt - magtforholdene afspejleder sig i facaderne

En af barokkens mest iøjnefaldende fingeraftryk på København er ildebrandshusene med gavlkvistene. Især kendt fra Gråbrødretorv. Modsat den svulstige magtarrogance som karakteriserede de offentlige bygninger fra samme periode.

Barokken inden for bygningskunsten er perioden ca. 1660 - 1754. Tidsmæssigt starter den sammen med indførelsen af enevælden - eller militærdiktaturet - i 1660 og slutter i oplysningstiden hvor de revolutionære bevægelser ulmer og kulminerer med den franske revolution 1789. Men der var langt fra Paris til København, og den danske barokke arkitektur er noget anderledes. I denne periode opføres der palæer for de rige.

Huset er smalt, forholdene beskedne her i Magstræde nr. 6 fra 1734. Men port skal der være, og helst som om man træder ind i et palads. Brosten fandtes ikke på opførelsestidspunktet. Man brugte marksten. Og der har formentlig været en dyb rendesten eller kloak med et rendebræt ovenpå uden for døren. Men alligevel giver brostenene en lidt autentisk atmosfære, synes jeg.

Men traver man gennem København vil man se at en hel del af det byggeri der blev opført i stilperioden barok måske ikke helt lever op til kravene om at være "barokt". Den "rigtige" barok var for de stenrige og blev tegnet af dyre arikitekter. Meget af det andet endnu eksisterende byggeri som blev opført i perioden, var for de mindre købmænd, håndværksmestre o. lign. Og designet af håndværkere, som måske godt kunne skele til det dyre byggeri, men som nok holdt sig til en tradition inden for faget som vist ikke har fået en fin stilperiodebetegnelse på sig.

I barokken var man ikke i tvivl om hvem der bestemte: Kongens Nytorv 4 (1683-86, i dag den franske ambassade) lægger ikke skjul på at bygherren var en mægtig mand, nemlig admiral Niel Juul (se teksten). 

Barok var en bygningsstil som egnede sig perfekt til at demonstrere enevældens magt. Et eksempel er Kongens Nytorv 4  (1683-1686) – kaldet Niels Juels Palæ, eller Thotts Palæ (i dag Frankrigs ambassade). Det er tegnet af Lambert van Halen for admiral Niels Juel. Baron Otto Thott lagde senere (1760) navn til bygningen, mens arkitekten Nicolas-Henri Jardin (1720-1799) ombyggede den udvendige del palæet og derfra stammer den store trekantsfronton, der afløste en bredkvist. Sandstensguirlanderne under førstesalens vinduer samt balustraden med vaser og statuer stammer fra samme tid. Et lignende byggeri tegnet af Lambert van Halen kan man beskue i Stormgade 10-12 (1680-1687) – Holsteins Palæ. Omend byggestilladser pt gør det vanskeligt at se på afstand.

På Nybrogade 12 (hjørnehuset) har Philip de Lange i 1732/48 rigtig slået sig løs for hofkonditor Johan Henrik Ziegler med løv og båndornamentik, så den kære konditor kunne føle sig betydningsfuld. Og det var vigtigt dengang. Nabohuset med kvisten er fra 1748, og opført for købmand Frantz Rausch.

Arkitekten er værd at lægge mærke til. For til forskel fra renæssancen begyndte man at uddanne arkitekter, også i udlandet. Hvilket bragte nye ideer hurtigere til landet, især til København. Kongen fik en byggeadministration og et generalbygmesterembede. Og Danmarks første af slagsen som blev udnævnt i 1671, var netop omtalte hollænder Lambert van Haven. Det mest barokke ved barokken var nok at den betød at den italienske renæssance kom til Danmark (hvor det før mest havde været hollandsk renæssance, se afsnittet om renæssancen).

Philip de Lange er en af barokkens mest flittige og alsidige arkitekter som tegnede en lang række byggerier, fra Assistenskirkegårdens mur over Holmens mastekran til mange monumentale bygninger. Og så dette borgerhus på Ved Stranden 16 fra 1748 af Philip de Lange for generalkrigskommissær Stephen Hansen. Forhøjet med en etage i 1844.

Stilperioden er en videreudvikling af renæssancens antikke former, forstærket med perspektiveffekter og stærkt følelsesbetonede virkemidler. Det mere"almennyttig" prægede byggeri tog nogle af elementerne til sig, dog mere subtilt i form af fremhævelse af enkelte dele af arkitekturen, såsom vinduer, gesimser eller dele af murene, elle ved at  forme murflader i konvekse og konkave former for lyseffektens skyld.

Knap så imposant som Kongens Nytorv 4, men dog alligevel fremstår Aabenraa 32. Arkitekten tegnede denne mere "ydmyge" præstegård (opført 1730-32) som bolig for den reformerte kirkes to præster, dvs. den franske og tyske præst. Nu rummer den et mere almennyttigt formål, nemlig Musikhistorisk Museum.  

Modsat renæssancens rolige og klare facader ville man gerne opnå en arkitektur, der var urolig, og virkede som om den var i bevægelse. En væsentlig faktor i boligbyggeriet efter 1728 var ildebranden. For de mere almindelige huse betød branden i 1728 en hel del for hvordan man begyndte at ændre på arkitekturen, fx med "ildebrandshusene", hvis mest iøjnefaldende træk er gavlkviste.

Gammelmønt 41 (det røde hjørnehus) er et eksempel på et ildebrandshus som ikke har gennemgået de store forandringer med fx etageforhøjelser. Det blev opført for en øltapper, Andreas Fussing i 1730-1734.

Så meget kunne man insisterede på en gavlkvist at hvis huset var lille, fyldte gavlen hele husets bredde. Man kunne ellers have valgt andre modeller (hvad nogle da også gjorde). For efter ildebranden tegnede stadsbygmester Johann Cornelius Krieger 3 forskellige grundmurede huse. Gavlkvisthuset vinder, og selv om mange senere er blevet nedrevet findes de stadig i rigelig mængde. Mens Krieger nøjedes med at introducere, tegnede Philip de Lange en lang række huse. De ældste gavlkvisthuse er på Nyhavn (mellem 1674-1694, tredje etage er tilføjet 1846), og man kan se at stilen endnu er usikker og formløs.

De ældste gavlkvisthuse kan man se på Nyhavn 7 (opført mellem 1674 og 1694) og nr 9 (på facaden står 1681). Nogen skønhedsåbenbaring kan man vel næppe kalde det lille blå hus, men man kan vel ikke nægte at det har sin charme.

Ildebranden i 1728 skabte voldsom debat om bindingsværkshuse, for der var ingen tvivl om at de var en af de mere væsentlige årsager til at branden kunne brede sig. Men så gik der udvalg i det. Og fotoerne i dette indslag viser at man ikke fik gjort noget ved det i praksis. Enkelte bindingsværkshusene har overlevet til i dag. Løsningen var ellers de grundmurede ildebrandshuse, se eksemplerne fra Gråbrødre Torv i centrum af København i indledningen af dette indslag. Idyllisk ser det ud og idyllisk er det. Men Gråbrødre Torv Plads var i 1800-tallet fyldt med slagterboder, og de lugtede ikke godt, ifølge talrige artikler i Politivennen. Her et lille udpluk:

Det kan ikke nægtes, at disse beboere betaler dyrt for den bekvemmelighed at have kødet for døren ..  Overalt spores megen skidenfærdighed og stank hos slagterne...man måtte så meget mere ønske sig befriet for stank på Ulfeldts Plads som der tæt ved er et tilstrækkeligt stankfabrik hos fiskebløderen i Tugthusporten.

... slagterboderne skæmmer den både ved deres modbydelige udseende, og ved deres for sundheden skadelige uddunstninger af forsulede køddele.

Den største del af disse tilhører marskandisere eller pjaltehandlere og fylder næsten hele torvet med det. Her finder man senge- og gangklæder, bøger, borde, stole, spejle, støvler, sko og køkkentøj mellem hinanden. Alt ligger i et kaos ligesom redningsgods efter en ildebrand og frembyder et ubehageligt skue såvel for dem der bor på torvet som for fremmede der passerer det.

Nr 1 på hjørnet af Niels Hemmingsensgade ved "Tugthusporten" er opført 1732 for fiskebløder Hans Lau, hvis efterkommere åbenbart forpestede luften for beboerne. Nr. 3 er opført i 1732 for skipper Mads Børgesen Lund. De følgende numre (5-9) fra nogenlunde samme tid.

Det gule gavlhus er Ny Kongensgade 5 og blev opført i 1728-31 for brændevinsbrænder Christen Nielsen. Ikke ligefrem et mønstereksempel på barok bygningskunst, men formentlig eksponent for hvordan byggeri som oftest foregik i barokkens tidsalder. Bindingsværket er skjult af puds. Nr. 3 er fra 1748/58 opført for en etatsråd. Nr. 1 er etatsråd Barchmans Palæ, tegnet af Philip de Lange i 1740. Så kunne det ikke blive mere barokt.

Hvis man går grassat over nutidens politik, så ville man sikkert få et hjerteslag over hvor langsomt og ukvalificeret beslutninger blev taget under enevælden. Som nævnt ville Brandkommissionen gerne af med bindingsværk. Men fundamenterne, grundmurene, kunne slet ikke bære opførelse af stenhuse. Så kompromiset blev at man anbefalede at gadefacaderne skulle være grundmurede. Kun bagfacader og sidehuse måtte være af bindingsværk. Men efter mange spekulationer, syltekrukker mv. fusede det hele ud i det rene ingenting, og folk blev ved med at opføre de brandfarlige bindingsværkshuse. Der skulle flere brandtomter på bordet, endnu en bybrand til i 1795 og et bombardement i 1807 til at ændre på det. En del bindingsværkshuse overlevede faktisk disse to begivenheder, så vi i dag kan få et indtryk af stilmæssigt ikke-barokt byggeri i barokken.

Hov, hvad er nu det? Et barokt bindingsværkshus i Kompagnistræde 23, opført 1734, oven i købet forhøjet med en etage. Opført for grovsmed Thomas Sørensen, og huset står der endnu. Heldigvis blev der brugt eg i de underste etager.

Desværre aner vi ikke ret meget om hvordan København så ud generelt. Ligesom i vore dage er det kun undtagelsesbyggerierne der får lange omtaler. I moderne tid tænker man fx funktionalisme. Men kigger man rundt om i byen vil man opdage at man skal kende adresserne for at se disse huse. Langt det meste byggeri var regulært og anonymt byggeri uden brug af (dyre) arkitekter. Og sådan har det formentlig også været i 1700- og 1800-tallet. Måske en lille trekant over en dør, måske en guirlande der som bygherrerne havde sat på fordi det havde man set på de monumentale byggerier. Billederne herover og under viser at rangklasser som brændevinsbrændere og grovsmede fik bygget huse radikalt anderledes end fine etatsråd, præster og andet.

Endnu et ikke-barokt, men særdeles barokt bindingsværkshus i Snaregade nr. 5, opført 1732. Stilen minder unægteligt om huset i Kompanistræde. Flere sådanne kan man finde rundt omkring, fx Toldbodgade 5 fra 1725.

På et tidspunkt blev det dog for meget med alle krummelurerne og man begyndte at nedtone ornamentikken. Næsten symbolsk ligger Nyhavn 63 og 65 næsten for enden af molen - end of the line. Barokkens århundrede og militærdiktaturet var ved at omforme sig. Det gav sig også mindre udslag i arkitekturen. Rokokoen blev et kort, meget lokalt intermezzo til klassicismens århundrede.

Nyhavn 63 (før 1759) og 65 (1739) er fra slutningen af barokken, hvor den var ved at løbe træt for borgerskabet. Nr. 65 for vintapper Bertel Jæger, 1737. anvender pilastre på facadernes hjørner og til støtte for kvistpartiet. Dog sjældent anvendt.

Barokken lever et par årtier side om side med rokokoen. Og rokokoen et par årtier med klassicismen. Året 1754 angives som skæringsår. I det år hvor der den 26. april udkommer et kongeligt reskript til Københavns Magistrat om at mange gader er så smalle at en hestevogn knap kan passere igennem. Som med så meget andet under det danske militærdiktatur blev den ikke efterlevet. En artikel i Politivennen 17. september 1825 konstaterer at 70 år efter var der stort set intet sket.

Holsteins Palæ, Stormgade 10 kan passende afrunde denne artikel om barokken. Oprindeligt opført som Lützows Palæ i barok i årene op til 1687, men forhøjet og ombygget i 1756 til rokokostil.

Øvrige artikler i denne serie

Se nederst i artiklen om Renæssancen.