Politivennen på Frederiksberg

Uden for Københavns Volde fandt man for 200 år siden det idylliske og landlige Frederiksberg. Tag med Politivennens Redacteur på tur ikke alene til - men også tilbage til Frederiksberg i begyndelsen af 1800-tallet

Turen fra Københavns Vesterport til Frederiksberg på meget få steder ville finde sin lige. I forgrunden Allegade 6-8 (1827), i baggrunden spiret på Frederiksberg Kirke (1734)

Fra København til Frederiksberg

Skønt det falder fremmede svært at rose noget dansk, har jeg dog hørt adskillige tilstå at turen fra Vesterport til Frederiksberg på meget få steder har sin lige. Vel at mærke hvis Frederiksberg Alle og dens behageligheder nåede lige til de fra glaciset anlagte to sidealleer. Vel kan enhver gå ad Værnedamsvej og Gl. Kongevej for at undgå Vesterbros små toppede fortovssten og de så ubehagelige op- og nedgange uden for hver af dens mange slagter og andre porte. Men det fødderne kan vinde ved det, tabes dobbelt ved at få både øjne og tøj ødelagt af den uhyre mængde støv som kørende og ridende jacober bestandigt hvirvler op der og som af mangel på træk ligesom bliver stående på sidstnævnte vej. (Politivennen nr. 21, 25 maj 1816)

Den første gård øst for Frederiksberg Alle, nemlig Hjørnegården, har en retirade ud til gaden tæt ved naboens hus, hvor den slet ikke burde være. Denne retirade er temmelig ramponeret. Brædderne der skulle skjule indholdet af denne kloak, er borte. Den er til væmmelig stank og skue for enhver, som går der forbi, og det lader til, at den aldrig bliver oprenset, da der er en slags grøft ved den hvori alt bliver stående. Tæt på den er kostalden, hvorfor også formodentlig en del urenlighed tyr til denne kloak. Alt dette lagt sammen må nødvendigvis parfumere luften på en skammelig måde, alt efter hvordan vinden blæser lidt eller meget, og om det er mindre eller mere varmt. (Politivennen nr. 421, 18. maj 1806)

"Den første gård øst for Frederiksberg Alle, nemlig Hjørnegården, har en retirade ud til gaden tæt ved naboens hus, hvor den slet ikke burde være". (Københavns Bymuseum med årstallet 1782. Det er nu næppe denne gård som skribenten hentyder til, men den ligger få meter øst for).

For spadserende til og Frederiksberg er det en bekvemmelighed at kunne undgå den stinkende og trættende Vesterbro ved at benytte sig af Gammel Kongevej. Men for derfra at komme til Frederiksberg Alle, må man passere et stykke vej, som er belagt med spidse og slet nedstampede sten. Godt nok er der ved siden af dette stykke til dels en smal, og som oftest smudsig jordvej. Men den benyttes konstant af vogne, så de gående må tage til takke med stenvejen, som kuskene finder så dårlig at de gerne vil skåne deres heste for den. Sælgerkonerne fylder sidealleerne med sig selv og varer og indfinder sig i stadig større antal jo flere spadserende der er. De optager ofte bænkene. Synet af dem og deres varer er sjældent behagelig. Stimmelen af køberne blokerer gangen, og det mangler kun at de skal skrige ørerne døve. Der er nogle få bænke i denne alle. Men deres antal er ganske ubetydeligt. Den gamle og sygelige vil dog også gerne se kongens Frederiksberg. Selv den friske og raske ønsker på en lystvej på 3 fjerdingmil frem og tilbage også engang imellem at afløse gang med et sæde. (Politivennen. Nr. 227, 28. august 1802)

Med hyrevogn til Frederiksberg

Følgende skete da en agtværdig hofbetjents kone og familie for nylig spiste om aftenen den anden helligdag inde i byen. Om aftenen kvart over ni sendte hun bud efter en hyrevogn for at køre ud til Frederiksberg. Vognen kom straks. Men da de var kommet ind i den og man sagde til ham: Til Frederiksberg, erklærede han, at han ikke kunne køre dem derud. Men da de påstod at han alligevel måtte køre dem derud, kørte han dem i stedet for til Frederiksberg til sin husbond oppe i Vestergade ind i en lille tværgade for at høre sin herres ordre. Samme påstod at de måtte stige ud igen, da kusken ikke skulle køre dem til Frederiksberg. Da de så forlangte at køre til politikammeret, lo han af dem, og tvang dem til sidst med mange grovheder at stige ud igen. Da tiden var forspildt og de ingen anden vogn kunne få så sent, måtte en sygelig kone med sit selskab spadsere til fods hjem. (Politivennen. Nr. 318, 26. maj 1804)

En russisk officer som i onsdag aften den 18. i denne måned kl. 7 afrejste som kurer med postvogn fra København, tog sammen med 2 andre russiske officerer som i en anden vogn ledsagede ham på vejen, ind hos traktør Lange i den øverste ende af Frederiksberg Alle og vognen blev holdende i Runddelen.

"En russisk officer som i onsdag aften den 18. i denne måned kl. 7 afrejste som kurer med postvogn fra København tog sammen med 2 andre russiske officerer som i en anden vogn ledsagede ham på vejen, ind hos traktør Lange i den øverste ende af Frederiksberg Alle og vognen blev holdende i Runddelen" (Frederiksberg Runddel.)

Anmelderen i følge med en ven blev opmærksom på at postvognskusken som befordrede kureren, straks forlod postvognen og ikke indfandt sig igen. Urolig over at ting af vigtighed kunne stjæles og over de uberegnelige ubehageligheder det kunne føre med sig, så man ned i vognen og fandt da, foruden officerens munderings overkjole og øvrige rejseklæder også et ganske lille vadsæk der muligt kunne indeholde brevskaber, liggende sådan at enhver forbigående kunne stjæle det. Man gjorde sig længe umage for at opsøge postvognskusken. Og da man fandt ham i en skænkestue i samme gård som officererne, anmodede man ham om at have tilsyn med vognen, og påpegede over for ham at det var hans pligt at være ansvarlig for hvad han havde modtaget. Men han gav til svar at det var ham aldeles ligegyldigt om det blev stjålet altsammen. Man lagde til at der her som i alle lande hvilede en vis hellighed på en kurer, og hvis hans skødesløse adfærd blev anmeldt for det årvågne generalpostamt, ville han ufejlbarlig blive straffet, muligt på vand og brød. Men med hånlig latter gav han til svar at han ønskede generalpostamtet en god dag, og var ikke at formå til at gå ud af døren. (Politivennen nr. 526, 28. maj 1808)

Landlig idyl

Efter rygtet skal nu en slagter have købt nr. 89 på Gammel Kongevej og har i sinde at anlægge et slagteri der. Denne vej der endog meget ofte passeres af hans kongelige majestæt selv, vil på sådan måde blive mere stinkende (ja helbredsforgiftende) end Vesterbro, når den som ikke kan være andet lader urenlighederne fra slagteriet gå i grøften hvor de om sommeren må blive stående i jorden da grøften ikke har et fald så dennee slags urenligheder kan flyde bort. Ja, om han endog ville grave sig et hul i haven, ville denne stillestående pøl måske forårsage en endnu mere ulidelig stank der ville forgifte og forpeste luften rundt omkring og ikke alene ramme vandreren, men især naboer og genboer. (Politivennen nr. 18, Lørdag den 4. maj 1816)

Udenfor Vesterport og helt til Frederiksberg møder man nu omstunder ofte om aftenen, endog så tidligt som kl. halvti spaniensfarere med læs af den ækleste natur. På forespørgsel hedder det at det er en smed der bor uden for Vesterport, som lader disse sager udføre på sin andel i den Kongelige Enghave ved Frederiksberg.

 "Udenfor Vesterport og helt til Frederiksberg møder man nu omstunder spaniensfarere med læs af den ækleste natur. På forespørgsel hedder det at det er en smed der bor uden for Vesterport, som lader disse sager udføre på sin andel i den Kongelige Enghave ved Frederiksberg." (Landstedet Rolighed med gården i baggrunden, nu Veterinærinstituttet. Ca. 1 km nord for Kongens Enghave).

Vel ved man, at disse sager skal ud af staden. Vel vil man ikke på dette sted omtale, hvor ønskeligt det var om man før man kørte dem ud, forvandlede disse urenheder til ikke-lugtende og bedre gødende jord med de midler som er opfundet andetsteds. Vel kan man ikke nægte at det i al fald er bedre at bruge dem til agergødning, end ophobe dem dem på Amager. Men lad i det mindste udkørslen ske om natten. Det vil sige den del af natten, da folk ikke morer sig med at spadsere. (Politivennen nr. 373, 15. juni 1805)

Kongen har til en vis grad lukket Frederiksberg Alle for kørende. Men der er opstået en meget slem ubehagelighed nemlig den forandring som er gjort på de omløbende svingler for at gøre en hests gennemjag mere umulig. Dersom nogen selv et par timers tid om søndag eftermiddag ville være tilskuer ved disse svingler, ville man se at de kræver ikke blot en behændighed og færdighed, men også en sikker fod mod at glide. En førlighed der ikke er over en vis grad, og især den største varsomhed hos den gravide og hos de vandrende, hvem svinglens arme rækker til halsen. Hvorledes faren nu er for den gamle, den svage, den frygtsomme kan man let forestille sig, ligesom hvor let klæderne i denne klemme og under den varsomhed og skysomhed her må parres, tilsøles især i regnvejr. (Politivennen nr. 528, 11. juni 1808)

Frederiksberg

Længe har Frederiksberg by trængt til vand. Intet godt vand har været eller er endnu at få, undtagen slotskildevandet inde i haven, som ligger afsides og er møjsommelig at afhente, og ikke engang til alle tider er mulig. Og endelig vandet af den bæk som står tæt ved staldene hvis vand selv om det er meget anvendeligt dog ikke er fra kildens. Man frygter imidlertid for at denne post muligvis kunne blive lukket for andre end slotsfolket. I den afvigte uge er af sig selv vældet en kilde op i Pilealleen på selve vejen lige over for degnens, dog så yderlig i jordvejen på højre hånd at den ved at bryde jorden fra har åbnet sig vej ned i grøften. Dette vand smager ikke alene som sagt ovenfor fortræffeligt, men også ypperligt skummende med sæbe og altså blødt og velegnet til madlavning. (Politivennen nr. 531, 2. juli 1808)

" I den afvigte uge er af sig selv vældet en kilde op i Pilealleen på selve vejen lige over for degnens, dog så yderlig i jordvejen på højre hånd at den ved at bryde jorden fra har åbnet sig vej ned i grøften." (Frederiksberg Præstegård fra 1825 med kirken i baggrunden).

Den person som jeg har bemærket flere gange har besøgt mit hus og hver gang medtaget en af mine punchskeer, anmodes om at lade mig beholde dem jeg endnu har tilbage, da jeg så vist ikke kan undvære dem. For andre der handler på denne måde bekendtgøres: At mine punchskeer ikke er af sølv, men kun pletterede så fordelen ved fangsten ikke er så betydelig som tabet af dem er for mig der hele tiden skal anskaffe nye. (Frederiksberg den 2. april 1822. Lars Mathiesen.)

På den såkaldte Jagtalle ved Frederiksberg var en 6-7 stykker drenge og piger var i fuld gang med at slå bark af alleens træer, da en borger fra København og jeg i forbigående blev vidner til dette stygge optog. De var udrustede med gode knive og sække til byttet, hvilket efter min mening vidnede om, at handlingen ikke blot var børnespil, men planlagt iværksat på ældres vegne. Muligvis for at få materialer til brænde eller garveri. Vi anså det for vor pligt at angive sådan en udåd, og troede at sognefogeden var den mand vi kunne at henvende os til. Børnene løb fra os, på nær 2, som vi ville have ført til sognefogden ifald han måske kendte dem. For selv ville de ikke sige os hvem de tilhørte.

"Da vi kom ind i Frederiksberg By med dem, stimlede en mængde mennesker på grund af børnenes larmende skrig, sig omkring os, og tvang os til sidst under trusler at give slip på dem" (Møstings Landsted i Frederiksberg, 1800. Indtil 1959 lå det på hjørnet af Smallegade og Falkoner Alle).

Men da vi kom ind i Frederiksberg By med dem, stimlede en mængde mennesker på grund af børnenes larmende skrig, sig sammen omkring os, og tvang os til sidst under trusler at give slip på dem. Endelig kom sognefogden til, og da jeg fortalte ham sagen, fik jeg til svar: At det ikke kom ham ved, men gartner Petersen. Da jeg nu ikke vidste hvor denne mand boede og heller ikke havde tid længere at opholde mig, så leverede jeg sognefogden en af knivene, som jeg havde taget til mig. København, den 23. maj 1805. A. C. Høyer. Stud. Theologiæ. Torvegaden nr. 197. (Politivennen nr. 371, 1. juni 1805)

For 14 dage eller tre uger siden kom et besvangret bondemenneske ud til Bakkehuset, hvor hendes bror tjener hos ejeren, der endnu ikke er flyttet ud, men dog kommer der idelig. Hun udbad sig og fik af ham tilladelse til at opholde sig hos sin bror, indtil tiden kom for at hun kunne blive modtaget på Fødselsstiftelsen. Da hun efter vedkommendes vurdering endnu havde 8 dage tilbage.

"Et besvangret bondemenneske ud til Bakkehuset, hvor hendes bror tjener hos ejeren, der endnu ikke er flyttet ud, men dog kommer der idelig. Hun udbad sig og fik af ham tilladelse til at opholde sig hos sin bror, indtil tiden kom for at hun kunne blive modtaget på Fødselsstiftelsen." (Bakkemuset, 1674. Kamma og Knud Lyne Rahbek boede her 1802-1830).

Natten mellem lørdag og søndag overraskedes hun uventet af fødselsveer. Hendes bror fik en her på gården temmelig fremmed pige vækket, og disse to kørte så med hende til Vesterport. Men da de kom der, var klokken mellem to og halv tre, og porten lukket. Skildvagten, hvis medlidenhed de appellerede til, henvendte sig til sin overordnede, med forespørgsel om det stakkels menneske ikke måtte lukkes ind. Men kom tilbage med det svar at hvis hun havde tegn, kunne hun blive lukket ind, eller kunne det ikke ske. At et fjernt udenbys bondemenneske ikke enten havde tænkt på eller vidst vej til at få et sådant tegn, behøver jeg vel ikke at nævne. Hun måtte da i den mest skærende morgenkulde blive holdende i Københavns indkørsel. Fødte der uden hjælp et barn, som naturligvis omkom. Og først efter to lange timer, klokken efter fire, blev så porten åbnet. Hun, som ikke kunne tåle at føres til Fødselsstiftelsen, hvor hun desuden da barnet var dødt, ikke troede at blive modtaget, blev så bragt til nogle fattige folk af sine bekendte. Bakkehuset d. 15. maj 1801. K. L. Rahbek. (Politivennen. Nr. 160, 16. maj 1801)

Frederiksberg Have

I Frederiksberg Have forbi blomsterhaven lidt indenfor schweizerens stade står to halvrunde bænke. Man kalder dem ondskabsfuldt mønstringsbænkene (mindre klassisk Skærsilden, dvs. det sted hvor sjælene i munkenes gyldne dage lutredes). Disse bænke var i sandhed til stor nytte hvis gamle folk hvilede sig på dem. Men i stedet for dem ser man at en god portion af de såkaldte støvere, lapser, wienerherrer, springfyre, comptoirdrenge og flere af samme surdej imellem 14 og 20 år med en tynd spanskrørsstok, briller på næsen, oppurret hår, ja hvad mener læseren? med forlorne bryster og virkeligt snøreliv midt i hundedagene! Sådanne svagelige og aldrende folk ses for det meste på disse bænke! Her sidder de i mag, og mens de hviler deres gamle ben enten roser eller revser de forbigående. Folk af undseelse der skammer sig ved at blive overbegloet af disse bebrillede smådrenge, skynder sig enten forbi, eller de går hellere en lang omvej, da bænkene står ved den mest befærdede indgang.

"Før hans majestæt kongen tog ud til sommerresidensen var bænkene var endnu ikke sat ud. Men alligevel vimsede et halvt dusin af disse herrer og overbegloede de forbigående, især smukke kvinder." (Militærdiktatoren Frederik 6. stirrer bistert på de besøgende ved indgangen til Frederiksberg Have).

Før hans majestæt kongen tog ud til sommerresidensen, kom anmelderen gennem Frederiksberg Have. Bænkene var endnu ikke sat ud. Men ligesom fuglen forgæves flagrer over ruinerne af det brændte hus i håb om at finde sin gamle rede, således vimsede også her et halvt dusin af disse herrer og overbegloede de forbigående, især smukke kvinder. De ærgrede sig rigtignok over at bænkene var borte, men blev dog stående der hele fire timer i række. (Politivennen nr. 295. Lørdag den 25. August 1821).

Det er en slem uskik at de som om sommeren holder deres måltider i Frederiksberg Slotshave efterlader sig en mængde fedtet papir, lakseskind, ben, appelsinskræller osv. udover at det er et uappetitligt syn for de der elsker renlighed, fordærves også derved den rene luft man forventer at nyde på disse steder. At denne uskik bør afskaffes, kan der ikke være tvivl om. I to alleer er anbragt bekvemmelighed for de der ønsker at spise der. Gangene hvor det kongelige herskab spadserer burde dog i det mindste være fri for at besudles med noget sådant. (Politivennen nr. 31, 3. august 1816).  

"Det er en slem uskik at de som om sommeren holder deres måltider i Frederiksberg Slotshave efterlader sig en mængde fedtet papir, lakseskind, ben, appelsinskræller osv. Gangene hvor det kongelige herskab spadserer burde dog i det mindste være fri for at besudles med noget sådant." (Frederiksberg Slot set fra Pile Alle. Slotshaven ligger til højre for slottet).

Forlystelser

Bryggerlauget i København skal forsyne Frederiksbergs indbyggere med øl. Men det går sådan til, at når man bestiller øl og betaler i lavshuset i dag, så må man sommetider vente flere dage inden man får det. Jeg har nu dagligt nogle og tyve arbejdsfolk i marken. Jeg bestilte øl og betalte det i torsdag den 6. september. Så blev det sagt at jeg ikke kunne få det før mandag den 10. Nu er det tirsdag, og jeg har endnu intet øl fået. Vand vil danske arbejdsfolk ikke drikke, og mælk eller mælk med vand kan de ikke alle tåle. Intet øl kan man købe på de mange værtshuse, da de alle klager at de ikke straks kan få øl for penge fra lavshuset. Almuen forledes til at tro, at kornudførsel er skyld i at man ikke kan få øl, og at råbe derimod. (Politivennen. Nr. 334, 15. september 1804). 

"Intet øl kan man købe på de mange værtshuse, da de alle klager at de ikke straks kan få øl for penge fra laugshuset." (Petersens Familiehave på Pile Alle, 1799. Her er sikkert udskænket en hel del øl i tidens løb).

Kirker og kirkegårde

Der har i lang tid hersket den uskik at enten degnen, eller hvem det er, lader lam græsse på kirkegården. På grund af det bliver gravene på det mest skammelige tilredte. Man håber at dette bliver undersøgt, og at den der er årsag til uordenen, bliver tilbørlig straffet. (Politivennen. Nr. 231, 25. september 1802)

Man ville ønske, at hr pastor Liebenberg ville holde fast i den gamle skik at lade kirketjenesten her, hver gang det er hvad man kalder sidstprædiken, begynde kl. 2, da det for en del kirkegængere ville medføre en stor uorden i deres husholdninger, hvis de for at kunne gå i kirke kl. 12 måtte spise klokken halvto! (Politivennen. Nr. 148, 21. februar 1801)

 "Et gabestoksattribut kan ses i muren ved indgangen til et tempel for gudsdyrkelse og må sætte enhver fremmed i forundring." (Frederiksberg Kirke, 1734, set fra den gamle kirkegård).

Det yderst frastødende syn at se et halsjern i muren ved indgangen til et tempel for gudsdyrkelse, må sætte enhver fremmed i forundring. Havde præsten langt til kirke, kunne man dog formode at han til sin ridehest brugte dette jern for at sikre sig dens tilstedeværelse mens han forrettede sit kald i kirken. Men da dette ikke er tilfældet, kan man ikke forstå hvorledes han, som en tænkende mand, kan undlade at anmode om tilladelse til at borttage dette forargelige halsjern, som aldrig bliver brugt, og som vel intet menneske der i sognet fortjener. (Politivennen. Nr. 169, 18. juli 1801)

Mandag den 14. maj som var dagen efter konfirmationssøndag, gik anmelderen sammen med sin kone til Frederiksberg. I alleen mødte de en stor mængde konfirmander, efter udseende af begge etaters menigheder, der med en fæl støjen og usædvanlig hidsighed søgte efter at komme i håndgemæng med konfirmander af et andet sogn. Pigerne viste sig især ivrige i at ophidse drengene, hvoraf nogle endog prøvede at trække deres sabler. Anmelderen tog sig den frihed at erindre nogle af dem om det usømmelige i deres opførsel, straks efter en for dem så vigtig dag. Men han var næppe begyndt at tale før han blev omringet og truet med prygl. Og virkelig havde de nok efterkommet denne deres trussel, hvis ikke en god ven var kommet til og fået ham ud af trængslen, hvorpå de måtte søge retirade ind på et traktørsted. (Politivennen nr. 70, 3die Maj 1817)

Redacteurens Efterord

Indslaget består af artikler fra det lille tidsskrift Politivennen. Der er stort set intet tilbage af bøndernes Frederiksberg og landsbyen mellem Smalle- og Bredegade. Fordums landsteder der lå idyllisk på landet, ligger nu i en helt andet kontekst, etagebyggeri: Godthåb, Rolighed, Ludvigs Minde, Møstings Landsted og Møllmanns Landsted. Frederiksberg Have og Søndermarken med Norske Parti var militærdiktatorernes fristed, folkets var en lille snip ved de små haver. "Roskildevej landevej" forløb langs Rahbeks Alle med landevejskroen Bakkehuset, og Valby Langgade. Siden er kommet mange veje til. Landlig fred erstattet af larmende biltrafik.

Kilde: Politivennen Live Blogging. Se specielt under Frederiksberg.

Ruten

Frederiksberg St. Smallegade-Bredegade-Andebakkesti. Frederiksberg Have. Allegade. Kirke og Kirkegård. Pile Alle. De Små Haver. Søndermarken. Bakkehuset. Frederiksberg Alle. Rolighedsvej-Godthåbsvej (landstederne Rolighed og Godthåb). Svær at afstandsbedømme, alt efter hvor meget man cirkulerer rundt. 

Fuglesødalfredningen - Veksø

For knap 40 år siden fredede man en tunneldal efter århundreders udnyttelse til landbrug og tørvegravning

Fuglesødalen set fra øst mod vest lidt nord for Korshøjgård. Veksømose Vandløb forløber ca. tværs gennem billedet langs de åbne marker. Træerne står på ådalens skrænter. Noget af det værste fotovejr man kan komme ud for, men vejret var ellers upåklageligt til vandring.

Fuglesødalens historie er som andre danske landskaber (eller snarere kulturskaber) præget af en stadig mere intensiv udnyttelse gennem flere århundreder. Men siden 1977 har Fuglesødalen været fredet område. I Fredningskendelsen fra 1977 beskrives dalen som ca. 380 ha stort område der strækker sig 4 km fra Værebro Å i øst, nord om Veksø og til Stenløse i vest. Eller sagt mere som vejnavne: Afgrænset af Søsumvejmod nord, Korshøjgårdsvej mod vest, Frederikssundsvej mod syd og Stenløse mod vest.

Fire kilometer mod vest for det ovenstående foto kan man kigge den anden vej, fra vest mod øst, gennem Fuglesødalen ved Stenløse. Fuglesø ligger midt i billedet. Og på trods af de elendige fotoforhold  kan man ane hvordan tunneldalen slynger sig dybt gennem landskabet.Her kan man forestille sig de enorme smeltevandsmasser som pressede sig vej nedenunder de kolossale ismasser ovenpå.

"Dalen, der er en tunneldal, optræder markant og er landskabsmæssigt æstetisk værdifuld, og den er stadig ret upåvirket af den tiltagende byudvikling". 

Visse steder passerer stierne gennem tillukkede områder. Hvad bænken laver lige der, har jeg ingen anelse om. Fuglene og dyrene ser man ikke meget tid, men der er en kvidren og pippen overalt, og det rasler i de tørre blade. Så formentlig er der masser af liv. De gider bare ikke stille op til fotografering.

På denne grå efterårsdag er fotovejret dårligt, men temperaturen er fin og næsten ingen vind. Jeg valgte Veksømose Vandløb som gennemgående pejlemærke hele turen, og det viste sig at være en farbar løsning. Følger man stien, kommer man forbi de mange smukke vådområder. I området i det nordøstlige hjørne er der anlagt stier rundt om og sågar en plankebro så man kan gå ud i sivene og helt ud til vandet. En opfindsom lokal kunstner har sat nogle små statuer, eller hoveder, op. De ser nu meget fredelig ud, måske skal de bare holde onde ånder væk.

Søen i fredningens nordøstlige hjørne har klart det bedste stisystem. Man kan gå næsten hele vejen rundt om søen, og der er anlagt plankebroer så det er muligt at komme helt ud til bredden. Adgangen til den foregår ved en sidesti ud på det lille næs som stikker ud i søen fra nordsiden.

Følger man vandløbet, går man nede i dalen, så hvis man vil se landskabets variation, kan det godt betale sig at tage en del ture mod nord eller syd. Især mod nord hvor ådalsskrænterne er højest og mest stejle. Herfra er der sine steder gode udsigter over dalen. Syd for vandløbet er landskabet mest marker, græsningsarealer og mere flade. Gode udsigtspunkter er der fra Stenløse bag friluftsbadet hvor man tydeligt kan se dalen bugte sig, samt fra højdedraget mod nordøst.

Et typisk vy gennem ådalen. Veksømose Vandløb til højre og uden for billedet tårner skrænterne sig op mod nord. Syd for vandløbet er terrænet mere fladt, med ådalsskrænten trukket længere væk, her aner kan den kun helt ude i horisonten hvor de nærmest forsvinder i disen.

Stierne er ellers ikke de bedste. Til tider virker det nærmest som stien forsvinder ud i det rene ingenting, andre gange at støvlerne forsvinder ned i stien. Og man skal holde sig til stierne, for området er privat. Alle må i følge fredningen færdes i området på de eksisterende veje og stier til fods. Man skal imidlertid være meget opmærksom for at se hvor disse stier er. Men det er hele umagen værd. Selv om Frederikssundsvej kan høres som en dump susen i hele området, er der et meget rigt dyre-og fugleliv.

Ved den store sø i midten af fredningen (jeg har ikke kunnet finde noget navn på den) kan man tydeligt se de stejle ådalsskrænter. Det er formentlig her man har gravet tørv.

Søerne har været brugt som tørvemoser helt op til verdenskrigene. Faktisk er moseområderne blandt de største på Sjælland, og tørvegravningen har fundet sted i mange århundreder. De blev bl.a. sendt til København fra år 1800 indtil konsene i slutningen af 1800-tallet fortrængte tørv. Herefter brrugte bønderne det til eget brug. Tørvebønderne var ikke altid lige pålidelige, hvis man skal tro en artikel i Politivennen fra 1816. Heri beskrives hvorledes de med alle mulige kneb forsøgte at snyde københavnerne.

Fuglesø som har lagt navn til hele balladen. Der er forskellige udsigtspunkter over søen, fx fra svinget ved Spydbakken. Her er der også en rasteplads for biler

Ruten

Veksø St. Korshøjgårdsvej. Veksømose Vandløb. Søsumvej. Stenløse Station.

Arbejderdrømme: Haveforeninger i og udenfor København

Frihed på landet, fællesskab, friske grøntsager, fred og ro - eller skure langs larmende motor- og ringveje, urbanisering og forurening?

Hvis det var gamle bondelandsbyer, åbne marker og frisk luft de gode arbejdere i 1940'erne sparede op til i flere år for at få en parcel i Hf Carl Nielsens Minde i Gladsaxe, så forstår man det godt: En lille landsby omkring kirken, enkelt gårde og vidt udsyn til alle sider. Ca. 20 år senere var det slut. Nu er der kun en håndfuld fredede bygninger tilbage, fx Gedebukkehuset (eller Gedebukkemandens Hus) ved indgangen til haveforeningen fra Gladsaxe Møllevej.

Virkeligheden for Københavns enorme arbejderklasse omkring år 1900 var elendige slumkvarterer på brokvartererne. Nogle søgte lykken ved at flytte til Søborg, som tidligere beskrevet i Vandringsløse Tidende. Andre blev boende, men forsøgte i stedet at udleve drømmen med en parcel i en haveforening. Som så meget andet er haveforeningerne præget af deres tid. Enevældens bud var fattigvæsnets fattighaver med et opdragende formål. Efter enevælden opstod ideen om at give fattige mennesker adgang til grønsager - og frisk luft. I 1884 blev den første uden tilknytning til fattigforsorgen oprettet med tilknytning til Venstre. Men arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet overtog hurtigt ideen i København i 1891 i Guldbergsgade (Arbejdernes Værn). Og så gik det stærkt, i 1906 var der således 6.000 haver i København.

Haveforeningerne i København

Haverne blev anlagt "på landet" uden for København i gå- eller cykelafstand, fx i Guldbergsgade og i Lersøparken fra omkring 1909-1921 og i Valby, Brønshøj og Vanløse. Men allerede i 1940'erne blev disse områder opslugt af hovedstaden. Nogle blev nedlagt. Andre flyttede ud på det der dengang var landet uden for Københavns Kommune, fx Klausdalsbrovej. Det skete for Hf Voldly (se nedenfor) og Hf af 4. juli 1917 som lå hvor Lersø Park Alle er nu, deraf årstallet. Den blev anlagt på Egegårds jorder omkring 1949. Og for Hf Fælles Eje der oprindelig lå i Guldbergsgade. Enkelte overlevede som små enklaver i kommunen København.

Egegård ligger i dag godt gemt i det sydvestlige hjørne af krydset Klausdalsbrovej og Gladsaxe Møllevej. Nu som kommunal institution. Men da kolonihaver som fx Hf af 4. juli 1917 flyttede herud i 1940'erne var det bl.a. på denne gårds jorder. Og der skulle gå yderligere nogle årtier før urbaniseringen for alvor slog igennem her.

To overlevere ligger ved Mørkhøjvej og omtaler sig selv som hhv andelsforening og andelsselskab. Birkevang er den største med 140 husstande, og praktisk talt alle grunde er beboet året rundt, hvilket den kommunale lokalplan fra 1992 også tillader. Andelsselskabet Rosenvang (1926) fyldte 80 år d. 10. marts 2006, samme år som overgangen til helårsstatus blev en realitet. Husene mod Vestvolden har et noget broget udseende og ved nybebyggelse skal de flyttes 2,5 meter væk fra skellet. Hække på mindst 1,80 m skal anlægges.

Hf Voldly er opkaldt efter at den oprindelig lå ved Vestvolden i Husum. Hvor nu Voldparken holder til. I modsætning til Rosenvang og Birkevang blev den flyttet hertil i Gladsaxe, hvad der dengang måske var et godt bytte, men i dag med sin beliggenhed ved Gladsaxe Ringvej og Hillerødmotorvejen nok må betegnes som et ringe bytte.

En anden overlever der valgte at forblive en almindelig haveforening er Brønshøjholm Haveforening stiftet 30. oktober 1924. Området blev tidligere sporadisk brugt til losseplads. Oprindeligt lå en del på stien østligt bag om  havebyen og et areal langs Kirkemosens bred. Men det blev udvekslet for stien langs Boldklubben Fix' fodboldbaner. Modsat Rosenvang og Birkevang stemte medlemmerne i 1999 for at være en varig kolonihave.

Gladsaxe

I takt med at haveforeningerne forsvandt fra Københavns Kommune etablerede man fra 2. verdenskrig nye længere ude, fx langs (Gammel) Klausdalsbrovej i Gladsaxe og Herlev. Haveforeningerne i Gladsaxe blev til mellem 1942 og 1947, med undtagelse af Hf Smørmosen fra 1956 der er den eneste der er andelsejet, resten er kommunalt ejet. Det socialdemokratiske koncept fremgår af navnene Fælles Eje og Samvirke. Når bortset fra fælles flaghejsning på 1. maj er det nok hvad der er tilbage. Andre tog bare navn efter lokale stednavne.

Hvis man en sjælden gang finder den rigtige vinkel som her ud over Hf Mirabelle og Hf af 4. Juli 1907, kan man måske fornemme hvad der i 1940'erne tiltrak københavnerne. Men så skal man også finde en fotokile mellem motorveje, højhuse mm. Og larmen er øresønderivende, hvad et foto naturligvis ikke kan gengive.

De første blev anlagt nord for Gladsaxe kirkegård, Hf Carl Nielsens Minde på Toftegårds jorder i 1943. Dengang var Gladsaxe en ca 500 m lang landsby langs Gladsaxe Møllevej, afgrænset af Branddamsvej mod øst. Af den eksisterer kun få bygninger, fx Gedebukkehuset, eller Gedebukkemandens Hus fra 1700 tallet. Den fredede bygning ligger som indgang til haveforeningen, tæt på det nuværende marketenderi og pizzaria. Navnet hentyder til formand for Kolonihaveforbundet Carl Nielsen, altså ikke komponisten Carl Nielsen. Haveforeningen har både oplevet at blive udvidet og eksproprieret til Motorvej. Oprindeligt hørte også Hf Mirabelle (1942-1943) til denne haveforening, men blev afsnøret af Motorring 3. Mod nord ligger Signalhaverne der noget specielt, oprindeligt 22 haver tilhørende staten.

Dette vidunderlige sted forener mange af de elementer som forbindes med et kolonihavehus: Der er noget for børnene, bordet hvor familien samles, plænen hvor der kan spilles bold, grillen, terassen og naturligvis det hyggelige hus.

I 1947 udvidedes området vestpå med Hf Skrænten (eller i starten Lille Tornhøj da den var en del af Hf Tornhøj, den mindste, men har mange gamle huse bevaret og desuden en af de bedste udsigter), Hf Tornhøj, Hf Fælles Eje og Hf Samvirke. De blev anlagt ved den motorvej som tyskerne under 2. verdenskrig i 1943 begyndte at anlægge for at kunne rykke hurtigere rundt på de tyske tropper. De lå stadig i behagelig cykelafstand fra København, det har vel taget en times tid. Man kan fornemme den oprindelige idyl med at de er anlagt på en skråning ned mod Kagsådalen. Men idyllen varede kun et par årtier til bilerne fik håneretten over cyklisterne. Og resultatet er særdeles hørligt i dag: Støjen fra Motorring 3 og Hillerødmotorvejen er markant overalt, på trods af lydmure og bakker. Selv langs Kagsåen høres den tydeligt.

De fire haveforeninger vest for Hillerødmotorvejen ligger på en skrænt. Sine steder har man en god udsigt over Kagsådalen. Og en tæt beliggenhed til Smørmosen. Dannebrogsvimplen vejer fint i dag - ligeledes gør parabolantennen.

Det gælder også de to haveforeninger lidt længere sydpå, Hf Mosehøj med mange huse fra 1940'erne bevaret og Hf Voldly. Den sidste er et eksempel på en forening som blev flyttet. 1928-1948 lå den i Husum hvor Voldparken nu ligger. Da man flyttede, tog man klubhuset med og genopførte det sten for sten i Gladsaxe.

Indpakket i nyere træbarakker kan man finde dette klubhus opført i mursten og bindingsværk i Hf Voldly Klubhus. Det lå oprindeligt i Husum (nu Voldparken), men medlemmerne tog det ganske enkelt med til Gladsaxe hvor det blev genopført.

Herlev

Haveforeningerne bredte sig i 1950'erne videre langs KLausdalsbrovej ind i Herlev, med Hf Klausdalsbro, Hf Nyvang. (1952. Lejer af Københavns Kommune, administreres af Herlev Kommune). Hf eller Parcelforeningen Rytterhaven, Hf Syvendehus og Hf Hjortespring. En afstikker mod nord i Gadsaxe skete med  Hf Smørmose (Andelshaveforening opført på jorder til den tidligere Søgård. 1956-58). Som et eksempel på den nye øko-bølge er Slottet i Smørmosen. Men det er en anden historie som webloggen måske kan vende tilbage til en anden gang.

Haveforeningernes faciliteter

Alle haveforeninger har et område med fællesfaciliteter, et kontor, mødelokale, affaldssortering osv. Enkelte har fælles vand og toilet, 3 har sågar marketenderi og et enkelt pizzaria. Det er her fællesmeddelelserne hænger. I de fleste haveforeninger var det også her Pinden oprindelig var - altså området for drukmåse. Men de er ved at blive ildesete. Ved marketenderiet i Carl Nielsens Minde er der ligefrem et skilt der forbyder "drikkeri". Marketenderiet er ikke en erstatning for det lokale supermarked. Fra et tidligere besøg i det i Nyvang oplevede jeg at man ikke kunne få franskbrød. Det skulle bestilles senest dagen i forvejen. Og generelt er der kun få tilbage. I Hf af 4. juli 1917 hænger der i den lukkede butik et over 3 år gammelt skilt:

"Kære kunde. Da jeg ikke har vare nok til at holde butikken åben til den 15.08.2012,derfor butikken sidste dag er Søndag d. 12.08.2012. Her vil jeg takke alle For disse år. Mvh købmanden"

Og der ser ikke ud som om der har været rørt ved butikken senere. I Hf Tornhøj er der dog stadig en hvor der selv en sen efterårsdag som denne er kunder.

Hf Fælles Eje har et pænt stort marketenderi som også bruges til forskellige andre fællesskabsformål. Der er en udendørs overdækket terrasse hvor folk kan sidde. Om drikkeri er forbudt her som det er ved Hf Carl Nielsens Minde, skal jeg ikke kunne sige.

 Lovmæssighed med nyt koncept

Efter en langvarig og ophedet debat om folk kunne bo i kolonihaver hele året, foreslog Københavns Kommune at omdanne 13 haveforeninger til helårsbeboelse efter et have brugt Elmebo på Amager som forsøgskanin. Lovgivningsmæssigt blev der indtil 2001 forhandlet om haveforeningernes ret til at leje jord, typisk 20-30 år ud i fremtiden. Men siden da er tilladelserne gjort permanente.

Nu er de oprindelige formål for længst fortid. Enevælden, Venstre, Socialdemokratiet. De politiske kolonihaver er pist væk. Et helt andet indhold lagt ned over dem. Prydhaverne har overtaget, selv om der da enkelte steder stadig står et frugttræ og nogle enkelte køkkenbede. Fællesskabet er det formentlig også så som så med. I nyere tid bliver kolonihaverne brugt af unge som et midlertidigt nødvendigt bosted indtil de kan finde noget andet.

Haverne og indboet i husene er ofte et skrabsammen af alt muligt som ingen kunne drømme om at have i deres egne huse. Eller som engang har været der, men som er for umoderne, uden at man egentlig kan nænne at smide det ud. Mange skilte og standere som denne kan man så spekulere over hvor stammer fra. Nu fungerer den som cykelstativ.

Haveforeningerne, deres navne og placering afspejler således et stykke byhistorie. Lige som storbyens huse, placering, udseende osv. intet har at gøre med hvad de blev opført til. Men at de er der, givet os en mulighed for at fantasere os tilbage i den historie, hvoraf størstedelen formentlig er gået tabt for evigt, sammen med de mennesker der boede der og deres huse, møbler, haver, skure osv. Når jeg går rundt i haveforeningerne, synes jeg de er et minde om arbejdernes oprigtige drøm efter et bedre liv. Godt nok endte den som et monument over bristede drømme i et lydinferno på byggegrunde hvor ingen formentlig ville opføre et helårshus. Men beboerne knokler også denne efterårsferie løs på deres egne drømme. Måske mere individualistiske, men ikke mindre charmerende.

Det gennemgående træk i alle haveforeningerne er fælleshuset. Typisk med kontor, mødesal, toiletter, redskaber, vaskeri. Her fælleshuset i Hf Tornhøj. Rødtornen midt i billedet er skænket af Gladsaxe Byråd i 1995 i anledning af 50-året for foreningen.

Der er langt fra de tidlige haveforeningshuse af genbrugstømmer fra trækasser, sildekasser mm. til nutidens præfabrikerede og måske endda arkitekttegnede parcelhuslignende huse. Fra enevældens opdragende, over Venstres nyttehaveide og arbejderbevægelsens rekreative til nutidens økologiske trend. Fra dagshuse til helårshuse. De gamle ånder lever videre i husenes navne. Selvironiske navne som Slottet. Godset og Datja, ordspil som Kridthuset, Dukkehuset, Lykke, Kolonisten, Sparekassen, Godt Nok eller bare et skilt man har fundet, Reberbanen og Larsens Plads - sidstnævnte optræder forbløffende mange steder.

Skal man forsøge at sammenfatte hvad der i dag har erstattet fortidens huse, de små dukkeudgaver af slotte med spir, tårne osv., så er det en mere jordnær arkitektur, som ligger tæt op ad parcelhusets. Godt nok er mursten og tegl udskiftet med træ, eternit, aluminium og tagpap. Og selvfølgelig i miniudgave. Men enfamilievillaen med haven er modellen.

Læs mere

Man kan læse om haveforeningerne i Gladsaxe på internettet på Haveforeninger i Gladsaxe. Pdf af Gladsaxe Byarkiv. Også lidt om historie generelt. Desuden på to hjemmesider om Kolonihavernes historie og Kolonihavernes historie. Derudover lidt læsestof om den seneste store begivenhed, nemlig Naturstyrelsens rapport fra 2000 om kolonihavernes fremtid og Miljøministeriets notat om helårsbebyggelse. 2006.

Ruten

Man kan selv vælge hvor lang tid man vil bruge på ruten. Vælger man kolonihaverne langs Klausdalsbrovej er det rimelig nemt at komme fra den ene til den anden. Og så er det bare med at gå rundt i de mange gange. Umuligt at opgøre i kilometer, og man gør sikkert mange stop undervejs for at se på et specielt hus, have eller udsmykning.  Jeg brugte et par dage i efterårsferien, og cyklede til og fra, i forbindelse med mit genoptræningsprojekt.