mandag den 6. juli 2015

Turen går til Vanløse

Vanløse er så almindelig at det er et indslag værd. Og alligevel dukker der uventede fortællinger op



Ligesom indbyggerne i Sengeløse må indbyggerne i Vanløse være trætte af vitser om deres hjemsteds navn. Men Vanløse har engang haft sit eget vandværk, Vanløse Vandværk på Rabarbervej, officielt Københavns Vandværk. Værket ved Nordvestvei. Værket er af kommunen betegnet som stærkt forfaldent. Men en gruppe frivillige forsøger at rejse penge mm. for at redde det. Der er pt ingen afklaring om hvad der skal ske med bygningen. Måske er dette foto et af sidste?

Den forsvundne historie

Vanløse oprindeligt en landsby med omkring 100 indbyggere som lå mellem østsiden af Harrestrup Å og Toftøjevej var landsbyens hovedgade omtrent der hvor i dag Vanløse Bygade støder til åen. Toftøjevej fortjener egentlig en del mere respekt end den umiddelbart giver indtryk af. For den stammer helt tilbage til den tidlige middelalder og er som sådan en af de ældste i København. Der findes nu kun huse med rødder tilbage i tiden: 1A og 1B, 21, 27B og 31B. Ellers er dette gadenavn det eneste som vidner om landsbyen der blev udstykket i 1780.

Der er ikke meget udover vejføringen som vidner om at Toftøjevej dels var Vanløses gamle bygade, dels var en strækning på landevejen mellem Valby og Husum landsbyer. Efter udstykningen i 1780 ændrede det sig radikalt. Vejen vi nu kender som Ålekistevej blev anlagt, og en afstikker ført ind til Vanløse ad det vi nu kender som Vanløse Byvej - et navn som dengang gav mening, i dag med er forbundet med indkørsel til Vanløse Idrætspark


Der er ikke mange huse i Vanløse på listen fra Københavns Kommune. Og i det fleste tilfælde kun et hus på hver nævnt vej. Det afspejler overraskende nok at Vanløse ikke er et villakvarter. For københavnske forhold er det en lille bydel, både arealmæssigt og indbyggermæssigt (37.000 indb.). Efter alle andre målestokke end københavnske en ganske betydelig by. Men altså engang så lille at det en overgang var en del af landsognet Brønshøj-Rødovre.

Vanløse får måske mange til at tænke villakvarter, men langt hovedparten af boligerne er etagebyggerier som her på Vanløse Alle. I baggrunden den kran som for s-togspassagerer nærmest er blevet et vartegn for "Vanløse Stairway": Byggematadoren Flemming Fengers skandaleramte centerbyggeri Galleria som skulle have været Vanløses svar på Frederiksberg Centeret, men nu mere og mere ligner en byggeruin.

Som Utterslev, Brønshøj og Husum havde Vanløse kun godt over 1.000 indbyggere, da den blev indlemmet i Københavns Kommune i 1901. Til gengæld har den en god generel database. Det var Nørrebros fagforeningsfolk som koloniserede Brønshøj. Men Vanløse har en helt anden oprindelse. Det var Frederiksbergborgere for hvem det blev for dyrt. Hovedsagelig selvejere, men langt senere kom den kooperative byggevirksomhed til. I den grad at selv om villabebyggelserne fylder godt, så er 80% af Vanløses boliger etagebyggerier. I reklamens verden består Vanløses indbyggere i dag for 60% vedkommende af folk af "jævne kår" og Cafe-danskere.

Den skjulte fortid i den skjulte nutid

En hurtig tur gennem Skjulhøj Alle og Kirkebjerg Alle giver indtryk af enhver anden villavej i et københavnsk forstadskvarter. Men kigger man mellem husene vil man opdage at der bag hver af dem gemmer sig en lille håndværks- eller industribygning. Så godt skjult at det har været mig umuligt at indfange stemningen med kameraet. Jeg har dog alligevel forsøgt, se mit Flickr-Album. Kvarteret omkring alleen er et planlagt industrikvarter hvis fortid stammer helt tilbage til 1900. En del af virksomhedernes villaer og værksteder bruges nu af private og kommunale børneinstitutioner med opfindsomme navne som Pandekagehuset, samværds- og aktivitetstilbudsstedet Pinta, religiøse organisationer som Jinnah International School, Livets Skole, Hare Krishna Tempel og Gurdwara Sin Guru Singh Sabha.

Den skjuler sig godt, det gamle trykkeri som nu er omdannet til cirkusskole og cirkushal for Cirkus Panik. Kigger man nærmere på deres hjemmeside åbner der sig vidunderlige historier om en traditionsrig cirkusfamilie. Så der er både fortid, nutid og fremtid gemt bag de lidt anonyme facader.

Der er rigeligt med overlevende små virksomheder. Og der er ikke kedeligt eller dødt som en villavej. Tværtimod er er livlig aktivitet på vejene og i områderne bag huse og småvirksomheder. Kigger man efter i Kraks vil man opdage at i nyere tid har bl.a. Chief One (alias Lars Pedersen fra Rockers by Choice) boet på Tryggevælde Alleer og indspillet Nic & Jay, Drengene fra Angora og Ace of Base. Vanløse har også huset Gasolins trommeslager Søren Berlev, David Owe, Amin Jensen. Og politikerne Thor Möger Pedersen, Københavns kulturborgmester Pia Allerslev og Liberal Alliances folketingsmedlem Ole Birk Olesen. Men er det symptomatisk at internationalt kendte kunstnere der forsøgte lykken i Vanløse meget hurtigt forsvandt igen? Det gælder den franske maler, Paul Gauguin (1848-1903), der ganske kort boede på Bogholdergården. Og ca. 100 år senere Van "The Man" Morrison som dog holdt ud 1980-83 med sin dansk kæreste (Ulla Munch), og endog skrev endog et nummer, Vanlose Stairway, om Vanløse Station.

Man skal kigge sig godt for for at finde Bogholdergården. Da den blev bygget lå den langt ude på landet med en alle, Bogholdervej som indkørsel. 1808 står der i gavlen, og det må være et af Vanløses ældste huse, hvis ikke det ældste. Paul Gauguin boede her i nogle måneder.

Man kan bruge øjnene godt for at se mindelser fra tiden mellem udskiftningen 1780 og indtil urbaniseringen fra ca. år 1900. Her betød jernbanen 1899 og indlemmelsen i Københavns Kommune 1901 at det var slut med landsbyen Vanløse. Ikke ret meget er tilbage af disse 100 år i Vanløses historie hvor de 14 gårde var udstykket, men stuehuset til en af gårdene putter sig tæt på Jyllingevejens station.

Jochumsens Gård eller Vanløse Gård ved Jyllinge Station. Hvis man smugkigger over hækken og andre steder kan man se at der faktisk ligger stuehuset af en nydelig gård her. En af de få tilbageblevne bygninger.

Ålekistehus var kongens opsynshus. Her boede den kongeligt udpegede vagt for slusen, med ret til at fange ål. For den var ikke populær blandt bønderne. Opstemningen af drikkevandet til den Indre By oversvømmede nemlig deres marker, og de var derfor interesserede i at slusen var åben så meget som muligt.Vanløse Vandværk (se fotoet øverst) er opført i starten af 1900-tallet og efter sigende være tegnet af Københavns daværende stadsarkitekt, Ludvig Fenger (1833-1905). Det fremgår dog ikke af listen over hans værker, så enten er det ikke ham, eller det er for ubetydeligt, sådant rent arkitektonisk og bevaringsværdigt.

Den levende historie

Vanløse-Rødovre Bank (stiftet 1919) opførte i 1933 et hovedkvarter på hjørnet af Jernbane Alle og Jyllingevej og er en af de få bygninger i Vanløse som stadig opfylder denne funktion, nu dog for Danske Bank. Der som bekendt er en sammensmeltning af Kjøbenhavns Handelsbank og Den Danske Landmandsbank. Sidstnævnte opkøbte i 1935 Vanløse-Rødovre Bank, så på en måde kan man vel påstå at det er "den samme bank"?

Der står Danske Bank på bygningen nu. Men oprindelig stod der Vanløse-Rødovre Bank

Grøndal er et kvarter uden at være det officielt. Som med alt andet i Vanløse er det er svært at se det hvis man ikke lige har læst sig til det. En haveboligforening stiftet 1911 byggede i dette kvarter 400 dobbelt- og enkelthuse i ens stil. Og de var oprindeligt tiltænkt arbejde, finansieret på en sådan måde at der ikke gik spekulation i byggeriet. Husene står der endnu, men om de har undgået spekulation er nok et åbent spørgsmål.

Man kan diskutere om kvarteret langs Grøndalsvænge ligner Vanløse eller Brønshøj mest og hvor det burde høre til. Man kan også bare sige at det ligger i Grøndal. Stilen er nogenlunde ens og var oprindelig tiltænkt minde bemidlede arbejdere fra brokvartererne som trængte til en billig bolig på det der dengang var ude på landet.

Katrinedal Skole gemmer sig typisk også i et af boligområderne. Men rummer såvel arkitektonisk som pædagogisk Danmarkshistorie. Skolen er bygget i Bauhausstil hvor barnet formodedes at være i centrum. Sol, lys og luft var vigtige elementer, og meget andet som man kan læse sig til i den pædagogiske litteratur. Meget af den forsøgsundervisning som foregik i starten har senere dannet skole for folkeskolen.

Katrinedal Skole. Den er som alt mulig andet vanskelig at finde. Men i modsætning til så meget andet i Vanløse har den haft en afgørende betydning for Danmarkshistorien. Om den holder den pædagogiske fane højt, vil redaktøren overlade til elever og lærere at udtale sig om.


Ruten

Som den kvikke læser vil have bemærket er fotoerne taget på forskellige tidspunkter. Det skyldes at jeg har brugt Vanløse som "træningsområde" på mine korte træningsture (10-15 km) som jeg normalt ikke finder det umagen værd at skrive om. Og en Vanløse-tur er måske også mest egnet til det: Finde sig nogle højdepunkter og så bare drive rundt!

søndag den 21. juni 2015

Fjordstien: Risø-Roskilde-Boserup Skov

Vandringsløse Tiden har nået bunden ... af Roskilde Fjord: Området omkring et af de ældste kultursteder i Danmark

Roskilde var Danmarks vigtigste by da domkirken blev bygget 1170-1280. Byen var dengang beskyttet bag en vold, som stadig kan anes ved at følge Sankt Mortensvej, Byvolden, Borgediget, Jernbanegade og så i en blød bue tilbage til Sankt Mortensvej. Domkirken lå midt i denne by, og som det ses på fotoet på toppen. Set fra Sankt Hansgade ved Sankt Mortensvej

Bløden og Veddelev

Vandringsløse Tidende genoptager gennemvandringen af Fjordstien: Området mellem Risø og Veddelev er et afspærret naturreservat. Ved Dyskærgård kan man dog dreje mod vest hvor der ½ km fra landevejen er opstillet et fugletårn. Her har man udsigt over vigen Bløden. Det er et vigtigt fuglereservat for vadefugle, også set i europæisk sammenhæng. Så området er spærret af med et højt elektrisk hegn. Men fra fugletårnet har man endda en god udsigt, og forbavsende nok kan man ikke høre den ellers så befærdede Frederiksborgvej. Ellers må man tilbage på hovedvejen og dreje mod Veddelev. En hyggelig lystbådhavn med campingplads og hvad dertil hører af små "steder".

Udsigten fra fugletårnet over Bløden. Kun køerne og de ansatte på Risø har tilsyneladende adgang til dette paradis for vadefugle. Infotavlen fortæller at 1% af dem holder til her.

Strækningen fra Veddelev til Roskilde er præget af at være en større provinsbys udflugtsområde. På Vigen Strandpark holder Veddelev Kolaug kreaturer. Kolauget opfordrer folk til at gøre sig bekendte med husdyrene og der er indrettet klaplåger så man kan komme ind i området. Køerne holder sig heldigvis meget på afstand denne søndag hvor man kan gå i fred for dem langs stranden. Man har en fin udsigt ned mod bunden af fjorden, dvs. Roskilde.

Udsigt mod "bunden" af Roskilde Fjord: Domkirken tårner sig op, og under det Museumsøen og Vikingeskibsmuseet. Denne udsigt er den gennemgående på denne del af Fjordstien.

Roskilde

De ca. 2 kilometer ned til Roskilde må vel nærmest betegnes som Roskildes Strandvejskvarter. Store luksusvillaer i to lag ligger op ad skråningen mellem fjorden og hovedvejen. Publikum har dog fået lov til at passere på Strandpassagen som er etableret som en kystsikring. Mod at man opfører sig som om man er på privat grund. Hvis man gør det, har ejerne ikke lov til at spærre vejen for en! En infotavle omkring Baldersvej forklarer at skråningerne engang husede et voldsted, Haraldsborg (efter Erik Ejegods uægte søn Harald Kesja). Den var en del af den evindelig kævl der var om tronen dengang hvor familier bestemt ikke holdt sammen, men tværtimod myrdede hinanden for at komme til tronen. Infotavlen fortæller at borgen tilsyneladende indeholdt et mobilt tårn og har den tvivlsomme ære af at være den første borg i Danmark som blev beskudt med blider.

Roskilde gør meget ud af at fortælle om byens fordums store betydning som Danmarks vigtigste by i middelalderen og vikingetiden. Ikke bare ved at udstille ting, men også ved arkæologiske værksteder hvor man producerer skibe a la vikingerne. Havhingsten er et eksempel, her et andet, med Bistrup Parcelgård som baggrund.

Vandrere bør unde sig en rast i Roskilde. Museerne, domkirken og byen kan i sig selv være en heldagsvandring. Men da bloggens mål er at følge Fjordstien, nøjes Vandringsmanden med en trekuglers paradisis ved en midlertidig opslået bod ved Museumsøen.

Udsigt fra Kællingehaven mod Sankt Hans Hospital Vest. Kurhusene ligger idyllisk og dækker over en dramatisk historie.

Kællingehaven og Sankt Hans Hospital

Øst for Roskilde fortsætter Fjordstien i Kællingehaven, og ikke for ingenting har adskillige vandreruter slået ind på denne sti: Munkeruten, Fjordstien, Pilgrimsruten, Fjernvandrestien E6 og Skjoldungestien. De ca. 2 km langs bunden af Roskilde Fjord er mættet af oplevelser både hvad angår natur og kultur. Området er præget af Skt Hans Hospital emmer af Danmarkshistorie. Kigger man nærmere på bygningerne, vil man opdage at der flere steder findes Københavns byvåben, den med de tre tårne.

Endnu en af mange af de forskelligartede bygninger på Sankt Hans Hospital. Her øst ved Boserupvej. I gavlen kan man måske ane løver som præsenterer Københavns byvåben med de tre tårne.

Det skyldes at Skt. Hans Hospital har en meget lang historie med tilknytning til København. 1620-1651 lå det i København under navnet Pesthuset. 1651-1808 flyttede det uden for Københavns volde til Ladegården (tæt på nutidens Forum) hvor hospitalet husede "afsindige, pestsyge samt Folk, der lider af andre smitsomme sygdomme". Allerede efter svenskekrigene 1658-60 havde kongen foræret København Boserup Skov mm. som kvittering for byens indsats for at redde Danmark fra at blive svensk. Så Københavns Fattigvæsen købte Bistrup hovedbygning for at bruge den til en bekvem måde at skaffe sig af med sindssyge, invalider og fattige. Under navn af skytshelgenen for de sindssyge, Sankt Johannes. Siden gik det slaw i slaw med udvidelserne, hvor kendte arkitekter som bl.a. Gottlieb Bindesbøll var inde over 1854-59.

I baggrunden alleen som førte mod kapellet. I forgrunden eksempler på de enkle grave som præger næsten hele kirkegården, kun afbrudt af spredte monumenter over overlæger.

Hospitalets kirkegård er en stemningsfyldt oplevelse. Man skal lede længe efter store gravmonumenter, og finder man endelig nogle som stikker lidt af fra de meget beskedne betonplader er det som oftest overlæger der er begravet her. Hospitalet findes i en øst- og vestudgave. Med kirkegården imellem, og fungerer stadig delvis som hospital, så noget egentligt vandringsmål er der ikke tale om. Men området, kirkegården og omfanget af byggeriet må absolut opleves for kropsligt at erkende dette kapitel af Danmarkshistorien.

I stilleskoven forenes vandrere med mountainbikere og en håndfuld vandrestier. Ikke uden grund. Det er et fint skovområde.

Boserup Skov

Nordvest for hospitalet ligger Boserup Skov som er en af de flotteste skove jeg har oplevet i så kort afstand fra hovedstaden. Den østlige del af skoven er stilleskov, men den er absolut ikke stille: Fuglene kvidrer på denne solskinsdag så man bliver i godt humør. Skoven er som nævnt en gave til københavnerne, men kommunen solgte den dog til staten i 1995, så ingen ejerfornemmelser herfra. Udover det idylliske fugleliv er der også den stråtækte idyl Kimmerhus

Ude af Rørmosen - som i virkeligheden  er en skov - har man denne udsigt over et kuperet terræn vest for Roskilde.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.


Ruten

Risø. Veddelev. Stranden langs Frederiksborgvej. Roskilde. Kællingehaven. Boserup Skov. Sortesti. Sankt Hans Hospital. Roskilde Station

torsdag den 11. juni 2015

Hedehusene-Solrød: Stationsby og Karlstrup Kalkgrav

Stationsbyer, kalkgrav og strand er højdepunkterne på dette socio-kulturelle tværsnit gennem hedeegnen

Gamle jernbanespor i det store industriområde sydøst for Hedehusene Station minder om forrige århundredes storindustri som Hedehus Teglværk (1896-1980) og Spæncom. I dag er alt revet ned og kun rester fra belægning, hegn og en frugtplantage vidner om at her lå Hedehusenes industrielle vugge.

Mange byer har stationer, uden at være en stationsby. Fx har s-toget til Køge en masse stationer. Men bydannelserne kaldes satellitbyer (som er en pænere betegnelse for sovebyer). Ældre mennesker vil forbinde en "stationsby" med noget stillestående og almindeligt kedeligt, måske trist og ligefrem grimt, Wild West-agtigt. Stationsbyerne fra 1800-tallet er produkt dels af at landbruget var ved at udspille sin rolle med at brødføde den danske befolkning, dels af anlæggelsen af et jernbanenet. Stationsbyen blev en ny form for bydannelse på linje med købstæder og landsbyer. Hvad der kom først - jernbanen eller stationsbyen - afhænger lidt af hvilken by der er tale om. Nogle blev anlagt på bar mark, andre udviklede sig fra en allerede eksisterende bebyggelse som fik tilført en station. Omvendt betød det ikke automatisk at en by blev en stationsby fordi den fik en station.

Hedehusene - stationsbyen

Hedehusene (knap 12.000 indbyggere) er et eksempel på en stationsby. Årsagen til at der kom en station var at de daværende damplokomotiver skulle have vand på tankene. Men fra århundredskiftet 1900 kom der gang i teglværker og grusgrave. Man kan finde gode eksempler fra den tid i stationsbygningerne (den 3. fra 1917), jernbanekroen Hedehusene Kro (1881), Kaffesurrogatfabrikken Danmark, der leverede kaffeerstatning under krigene, Industribyen, andelsmejeriet Hedelykke Mejeri, Rockwools tidligere produktionsanlæg, betonelementfabrikken Spæncom, der lukkede i 2008, og små selvbyggede arbejderboliger.

De flotte gamle bygninger fra kaffesurrogatfabrikken Danmark er fra 1933. Men produktionen startede allerede i 1902. Jeg har altid forbundet surrogatkaffe med 2. verdenskrig og Richs. Men fabrikken leverede surrogatkaffe både før, under og efter 1. og 2. verdenskrig. Siden 1970 har her været campingvognsudstilling.

Som med andre stationsbyer kom hovedparten af indbyggerne fra landet og søgte en anden beskæftigelse. Og for at slippe for at betale den høje ejendomsskat der blev beregnet af størrelsen på jord. stationsbyerne behøvede vand, el, gas, kloakering, skoler og andet vi i dag anser for selvfølgeligheder. Foreningslivet var et af stationsbyboernes svar på at klare de nyopståede problemer. Men foreningerne gik også videre end det, fx afholdsforeninger, religiøse foreninger, sportsforeninger - og kirker og frikirker.

Hedelykke Andelsmejeri (1888-1990) i vistnok nyklassicistisk arkitektur huser nu it-virksomheder. Heller ikke nogen lille virksomhed. Bestemt et besøg værd.

Set med disse briller er Hedehusene en stor seværdighed. Ikke en seværdighed som enevældens, kongernes og adelens overflodsbyggerier der skulle imponere og udstråle deres magt gennem pomp og pragt. Men som udtryk for noget der er langt mere værdifuldt: De hårdtarbejdende arbejdere som er forudsætningen for nutidens velfærds-Danmark. I hedehusene kan man se de beskedne boligforhold de havde, de store fabrikker hvor hundredvis af dem arbejdede, måske sled sig op. Her er det ikke store, men små størrelser som vækker Vandringsmandens eftertanker.

Syd for den ryddede teglværksgrund langs Industrivej ligger et småindustriområde fra perioden efter 2. verdenskrig. I alt ni små bygninger med hver deres charme. Bygningerne er meget forskellige, men alligevel er det som at gå gennem en lille landsbyenklave.

Stationsbyerne havde en glansperiode 1880 til mellemkrigstiden. Efter at købstæderne omkring 1870 ophørte med at opsluge landbefolkningen og mistede deres deres privilegier med næringsfrihedsloven omkring 1860. Fra omkring 1880 blev det stationsbyerne overtog dette. Store stationsbyer stod for industriforetagender og institutioner, mellemstore blev opland og de små levede af tilknytning til landbruget.

Jeg har før vandret gennem nogle af Sjællands stationsbyer: Borup (landsby udviklet til stationsby 4.500 indbyggere), FarumHavdrup Stationsby (1870, knap 4.000 indbyggere), Lille Skensved "pektinfabrikken" (1.600 indbyggere). I moderne tid blev stationsbyerne udfordret af at togtrafikken blev udkonkurreret af bilerne. Men der opstår dog stadig hvad man kunne kalde moderne stationsbyer. Vinge ved Frederikssund er et sådant eksempel.

Tune

Tune er en by med ca. 5.000 indbyggere som tilsyneladende ligger i det rene ingenting med langt til motorveje, jernbaner og hovedveje. Den gamle landsbys 26 gårde lå omkring et fælles åbent areal (forten), og kan stadig ses i vejforløbet i Tunes vestlige del. Jeg gætter på at Tunes udvikling på en måde skulle have været en gentagelse af stationsbyernes, dog med den forskel at stationen skulle være en lufthavn. Desværre blev lufthavnen færdig i 1973 netop som oliekrisen satte en kraftig dæmper på lufttrafikken. Tune Lufthavn hedder nu Roskilde Lufthavn, eller helt korrekt Københavns Lufthavn, Roskilde. Helt forgæves var det ikke. Lufthavnen er den travleste efter Kastrup.

Tårnene fra Københavns Lufthavn, Roskilde kan anes på afstand lige når man kommer ud af Tune mod syd. Her kan man også få et typisk indtryk af hedelandets landskaber: Næste plane flader med lave bakker, vidtstrakte marker kun afbrudt af levende hegn og krat.

Vi kender lidt til en af Tunes beboere fra 1600-tallet fra en hjemmeside om Halshuggen på Tune Gade af Kurt Hartvig Petersen. Han har fundet dokumenter om en grumme historie - som også fortæller lidt om livet på det tidspunkt: Oluf Jørgensens henrettelse ved halshugget på Tune gade for at have slået den i dag ukendte Arvid Bÿrgesen ihjel. Formentlig var han gårdfæster i Karlstrup og hans tilfangetagelse formentlig i 1645 betød at fæstet overgik til Peder Olufsen som formentlig overtog hans kone Dorte, men døde o. 1655. To af hans kones børn på 11 og 3 år døde af pest blev begravet i 1657. Gården og konen Dorte bliver så overtaget af Oluf Nilausen og sammen står de faddere til adskillige gårdmandsbørn. Dorte overlever også Oluf og endnu 3 børn.

Karlstrup og Karlstrup Kalkgrav 

"Karlstrup Cementfabriks kalkgrav" udgravede en sø på op til 14 meter dyb. Faktisk helt ned til 18 meter under havets overflade eller ca. 28 meter under terræn. Hvis man er heldig, skal man kunne se 60 – 70 centimeter store fisk, men dem jeg så var nu ikke mere end 10 cm.

Karlstrup Kalkgrav set mod sydøst. Det fremgår at der er flere plateauer: Den oprindelige overflade,  et mellemplateau, plateauet langs vandlinjen.

Pumpehuset holdt graven tør dengang man gravede kalk. Den sørgede for at vandspejlet kom til at ligge 4 meter under havets overflade ved at pumpe det overskydende vand bort til udløb i Køge Bugt. I dag pumpes der årligt 600.000 kubikmeter vand bort for at forhindre at vandet stiger 5-8 meter.

Under broen kan man stadig hvis man kigger godt efter se de rustne pumper og op ad skråningen til højre i billedet et pumperør.

Graven indeholdt engang kalk fra Kridttiden for 100-60 mio. år siden og i Danien-tiden for 65-60 mio. år siden. Man kan efter sigende finde mange fossiler hvis ellers man har tæft for det. Fx søpindsvin, brachiopoder, muslinger, søliljer, brudstykker af koraller ja sågar hajtænder. Jeg har nu ikke tæft for noget sådant, ej heller udstyret i orden, så mine sporadiske blik ned i vandet giver ingen resultater.

Den vestlige del af kalkgraven. Set mod øst. Hvis man som jeg har det med at blive "suget" ned i vandet ved at komme for tæt på bredden og kigge ned i vandet hvor det går meget stejlt ned og hurtigt bliver helt sort, så holder man sig i ærbødig afstand fra bredden.

Kalkbrydningen startede i 1843, mest til jordbrugskalk og brændt kalk. I 1879-1957 gravede A/S Karlstrup Kalkværker her. Hvorefter Aalborg Portland Cementfabrikker indtil 1975 udnyttede kalken. Jeg læste mig også til at Nidogård Kalkværk udvandt kalk og forsøgte sig med en tipvognsbane til stranden 1912 til omkring 1. verdenskrig. Jeg ledte forgæves efter dæmningen ved Ved Volden og opgav at kigge efter kalkklumper i belægningen på Odinsvej.

Solrød Strand, broen ved Østre Strandvej. Stranden er blevet renset for tang. Man kan se et vandtårn i det fjerne, og kigger man den anden vej, kan man tydeligt se Avedøreværket tårne sig op. Ismanden har en dårlig dag, og bruger vist sine sidste byttepenge på at sælge Vandringsmanden en Magnum. Jeg har lidt ondt af ham.


Ruten

Hedehusene Station. Hedeland. Tune. Baldersvej. Allershøjvej. Hastrup. Brændmosevej. Karlstrup. Karlstrup Kalkgrav. Solrød Strand og Station. Ca 19 km. Tilsyneladende foregår turen på landeveje. Men der er minimal trafik, næsten intet, så man har vejen for sig selv det meste af vejen