Københavns Karnap-Bælte

I lighed med folkelige hentydninger til befolkningsgrupper som Whiskey-Bæltet, Pommes Frites-Bæltet og Shawarma-Bæltet, kan man på det arkitektoniske område tale om Karnap-Bæltet

Hvis man går en tur til København (i bil lægger man næppe mærke til det, for man skal kigge op), vil man på indfaldsvejene opdage at der på visse strækninger af op til en kilometers længde forekommer massivt mange etagebyggerier med karnapper. Altså et fremspringende bygningsparti forsynet med tag og vinduer. Det gælder  

• Østerbrogade mellem Trianglen og Øbro-Hallen.  
• Tagensvej mellem Ægirsgade og Heimdalsgade.  
• Nørrebrogade mellem Runddelen og Nørrebro Station. 
• Åboulevarden mellem Søerne og Jagtvej.  
• Gammel Kongevej.  
  
• Vesterbrogade syd for Søndermarken. 
• Sønder Boulevard ved Enghave Station

Og kigger man ned gennem flere af sidegaderne i disse områder, vil man opdage det samme. Trækker man en linje mellem disse, får man et regulært karnap-bælte. Og bare rolig, det er ikke et alment kendt udtryk, men et arbejdsudtryk som jeg har fundet på til denne tur! De mest prangende karnapper finder man på Østerbrogade og Gammel Kongevej. Jeg har ikke taget Amagerbrogade med. Men kendere kan jo supplere,

Karnap: Et fremspringende bygningsparti forsynet med tag og vinduer. Frederikssundsvej 25. Huset ligger lige uden for Karnap-bæltet. Men det blev opført i 1902. Så det var såmænd bare løbet i forvejen. Karnapper gik af mode igen da husene ved siden af skulle bygges. Så såvel husene til venstre som til højre har ingen karnapper!

Hvis man tjekker bygningerne i Ejendomsregistret, viser det sig at langt de flest af dem stammer fra perioden 1895-1910. Groft sagt. For København udvidede sig ikke jævnt. Nogle gange rykkede nogen i forvejen. Og karnapper blev også bygget sporadisk efter denne periode. Forud for dette karnapboom var der imidlertid gået en vanskelig periode.

En tidlig frontløber (1885) på denne karnap-rute er der på Gammel Kongevej 136. Og facaden ligner jo noget fra et slot! Politivennens skribenter ville formentlig vende sig i deres grave - og i tilfælde af at nogen havde overlevet, fået et hjerteslag.

Forbudsperioden

Siden 1683 var det forbudt at "lade bygge eller indsætte" karnapper på huse i København uden tilladelse. Ikke bare i Danmark og det holdt helt op i slutningen af 1800-tallet, omkring 1890. På Politivennens tid var karnapper - eller "skomagervinduer" - ligefrem lagt for had i København. Jeg har redigeret 3 af disse frådende rasende angreb mod karnapper fra Politivennen. Følgende artikel fortæller hvoraf raseriet kom:

.. disse vansiringer er vist nok ikke er almindelig tilladte, så skal ikke her nævnes eller bestrides ejerens ret til at sætte dette hæslige vindue op. ... Hvor dejligt kunne ikke en sådan husejer selv eller lejerne sidde og godte sig i karnapper ved en "stor udsigt". ... Hvor forhøjes ikke nydelsen ved den betragtning at naboerne ikke har den fordel at man altså "udelukkende" nyder den. ... Endelig forsødes det hele tusindfold ved den skønne tanke: Denne nydelse haves på disse menneskers bekostning! Det er om man så vil sige en erobring taget fra dem. De venstre naboer kan nu ikke se op ad gaden til højre, og de højre ikke til venstre. Når altså en karnapskabende husejer sidder i sin erobrede provins, hvor må han da ikke gennemstrømmes af den østerlandske erobrers følelse, der stolt skuer hen på de overvundne som han har ladet øjnene udstikke på!

Også en tidlig frontløber fra 1898: Grenågade på Østerbro. En sidegade til Nordre Frihavnsgade. Hele gaden er ganske enkelt besat med karnapper. Firkantede. Trapezformede. Denne typee karnapper er der rigeligt af i hele karnap-bæltet.

Lovgivningen var dog indført fordi de smalle gader og stræder kunne ikke rumme karnapper der ragede ud,

Karnapper ... en anmasselse, som kun det endnu såre ufuldkomne politi og den endnu dybt slumrende følelse af lighed kunne holde til gode. ... den, der bygger en karnap, fornærmer sine naboer, mens han skænder sit hus. (Politivennen nr 169, 18. juli 1801, s. 2698-2699)

Det praktiske argument sammen med det æstetiske går op i en højere enhed i denne nedrakning:

... disse vanskabninger (er) til vanære for vores bygningskunst og smag. Man ser allerede huse, der har to og flere sådanne glasskabe. Ja de begynder endog at stige fra underste etage op i 2. sals højde, og vil måske stige endnu højere. Det er et stort ønske, at man får dette uvæsen standset. ... Det er ubestrideligt at enhver der sætter karnap på sit hus, skader udsigten for en stribe huse til begge sider. (Politivennen nr. 353, 26. januar 1805, s 5614-5615)

Hvis Politivennens skribenter var udtryk for en mere generel holdning, er det ikke så sært at karnapper først begynder at dukke op i København langt tid efter voldene ikke længere lagde sine strikte restriktioner på arkitektoniske udfoldelser.

Tagenshus på Tagensvej 88, hjørnet med Haraldsgade 1 (1890) er lidt af et unika. Der er ikke mange tårnlignende karnapper som disse mange andre steder. Karnapperne i Haraldsgade har da også en mere gængs form.

Hvis man kigger på det tidligste byggeri fra umiddelbart efter sløjfningen af volden, fx kvarterne i Nansensgade, Farimagsgade og deres forbindelses- og sidegader, så vil man se at de er blottet for karnapper. Forsiringer i husfacaderne, javel masser. Men ingen karnapper eller for den sags skyld større udsving i de plane husfacader. Et af de få etagebyggerier inden for Søerne er Upsalagade 18-20 (1897) tegnet af arkitekten Otto Valdemar Koch.

Karnapper bliver tilladt

Brokvarterne var før 1856 (altså på Politivennens tid) forstæder til København. I starten præget af villaer. Men snart startede et todelt etagebyggeri: Et til borgerne med tårne, spir, stuk og karnapper, et andet til arbejderklassen, udlejningsejendomme og lejekaserner. Argumentet mod karnapper om at de fyldte for meget i gadebilledet var begyndt at krakelere. Men alligevel gik der en del årtier før forbuddet blev ophævet og man i massivt omfang begyndte at bygge opføre etagehuse med karnapper.

Østerbrogade 33 (1909). Her er vi i slutningen af karnap-æraen. Og måske er det hele også ved at gå lidt for meget over gevind? Kobbertag, rød-hvide farver. Gesimser. Vi er nået til Socialdemokratiets årrhundrede, og det er ikke god tone at udstille luksus.

Karnapper blev brugt inden for flere af etagebyggeriernes stilarter omkring århundredeskiftet 1900, fx de forskellige arter af nationalromantik (røde mursten-hvide vinduer, buekarnapper) og Jugend. Og de har flere former: Kasseformede, trapezformede eller bueformede. Ofte ender de ud i et tårn eller et spir med kobbertag. Eller måske en altan. Nogle ser tunge og plumpe ud, mens andre er elegante og let formede. Og nærmest får bygningen til at virke som et slot.

De mest prangende karnapper finder man på hjørnehuse. Og hvis hjørnet så er hvor to hovedfærdselsårer krydser hinanden som her Østerbrogade-Jagtvej/Strandboulevarden så bliver der sat spir med løgkupler og krummelurer ovenpå karnapperne. Jagtvej 229 (1908) og Østerbrogade 158 (1903).

Senere byggestile opererede ikke med karnapper, fx nationalromantikken 1915-1945, som pga manglen på fremspring med tilsyneladende endeløse ensformige facader blev kaldt for "kilometerstilen".

Nørrebrogade kan måske ikke mønstre så megen prunk og pragt som Østerbrogade. Men det går da meget godt, her på nr. 201 (1900). Over for Stefanskirken.

Karnap-vandring

Man kan som Politivennens skribenter mene mange ting om karnapper. En ting opnåede disse skribenter: At jeg blev opmærksom på karnapper, selv om jeg i over 40 år har vadet rundt i brokvartererne og set dem utallige gange uden rigtig at lægge mærke til dem før nu. Og nu begynder denne weblogs læsere måske også at lægge mærke til det. Jeg kan kun ønske god fornøjelse. Karnapper er historien om de evige variationer over et bestemt tema.

Jagtvej 9-11 er slutningen af Nørrebro, og for enden af husrækken er det Falkoner Alle. Med andre ord Frederiksberg. Vi er på vej ud af arbejderkvarteret med de mange lejekaserner og til det diskret fornemme Frederiksberg. Det sker med denne bombastiske fanfare af buekarnapper, kasseformede karnapper og trapezformede.

Østerbrodelen af Karnap-Bæltet har nogle meget imposante bygninger, nærmest prangende i stil med palæer eller slotte. Det gælder også sidegaderne. Grenågade (1898) er nærmest kun med karnapper, ligesom gaderne ved Sankt Jacobs Plads, Sankt Jacobsgade, Ribegade. De stammer formentlig fra de dage hvor Østerbro fik ry for at være det fineste af Københavns fire brokvarterer.

Brøndsteds Alle, Vesterbrogade 276 (1902) blev opført af tømrermester Petersen og malermester Andersen. Borgerskabets diskrete charme i fuldt flor på Frederiksberg, tæt på de små haver, Søndermarken og Rahbeks Alle.

Tætheden af karnapper er ikke ens alle vegne. På Nørrebro er de især koncentreret om indfaldsvejene Tagensvej og Nørrebrogade, mens sidegaderne ikke på samme måde som Østerbro er tæt besat af karnapper.

De tunge arkitektdrenge

De fleste karnapbyggerier er formentlig bygget af håndværksmestre og/eller ukendte arkitekter. Men der findes nogle virkelig tunge drenge imellem: Nørrebrogade 168 (1903) er tegnet af en af de helt store, Anton Rosen (1859-1928). Han tegnede bl.a. Palads Hotel på Rådhuspladsen og Lurblæserne lige over for. Han er så anerkendt, at der i 2013 blev skrevet en bog om ham.

Nørrrebrogade 168. Rosen skriver om den i Architekten 1903, s. 142-143. Her er også et sorthvid foto fra dengang. Bygningen ligner sig selv, bortset fra at det øverste afrundede fag påvinduerne bestod af 16 bittesmå ruder. På de to tårne var der nogle dimser øverst med en flagstang imellem.

Et andet fredet byggeri er Åboulevarden 12-18 og Danas Plads 11-13. De er tegnet af arkitekt Ulrik Plesner (1861-1933). Foregangsmand for den nationalromantiske stil. Han fik også lov til at tegne et af de få karnapbyggerier i selveste hjertet af København, Gammeltorv 8 (1905-1906).

Plesners fredede bygninger på Åboulevarden står nyrenoverede. De er nærmest slotagtige og med de nationale rødhvide farver. Krumningen på Åboulevarden nærmest fotografen er elegant skjult ved at fortovet er trukket ind under bygningen. Det kan lige anes ved den hvide varevogn.

Der er mange andre steder man kan kigge efter karnapper af kendte arikitekter end de gader jeg nåede igennem. Fx Frederiksberg Borgerforening mellem H. C. Ørstedsvej/Tårnborgvej (1901), Forchhammersvej 12-16 over for Markuskirken (arkitekt A. Clemmensen, 1903), Strandboulevarden/Livjægergade (arkitekt Eugen Jørgensen, 1903), Trianglen 2-4 (arkitekt Thorvald Jørgensen, 1903), ligesom Genforeningspladsen i Vanløse er et eksempel på et nyere karnapbyggeri, nemlig fra 1920'erne.

Forstædernes karnapbælter

Som et kuriosum har de fleste af Københavns daværende forstæder også deres karnap-bælter i miniformat. Fx er der et enligt hus på Frederiksundsvej 209 som et stykke fra Brønshøj Torv. Det er bygget 1914. Flere karnap-etageejendomme findes ned af den krydsende Tølløsevej 1 (1915). Som forventet er de dog kun udført i 2 etager, så her nærmer vi os villaen. Måske har din by også et karnap-bælte!

Flere karnapper

Man kan sagtens finde enkeltstående karnapbyggerier andre steder rundt i København. Men ingen steder forekommer det mig at de er så massivt repræsenteret som i den ovennævnte karnap-bælte. Altaner, balkoner, terrasser mm. er meget mere almindelige i etagebyggeri. Villaer er en anden snak. Men næppe noget der kan afstedkomme en tur  i stil med denne.

Jeg tog over 60 fotoer på denne tur. Og jeg kunne have taget hundredvis af andre. Nogle af dem ligger på mit Flickr-album.  Indtil jeg lægger nye på ligger de forrest. Ellers kig under København og Frederiksberg.

Inspiration

Kend dit etagehuse. Forstaden.

Ruten

Nordhavnen Station. Gaderne mellem Nordre Frihavnsgade og Århusgade. Jagtvej. Gaderne omkring Aldersrogade, Haraldsgade, Hermodsgade. Tagensvej. Gaderne mellem Heimdalsgade og Ægirsgade. Nørrebrogade. Stefansgade. Hørsholmgade. Åboulevarden. Gaderne omkring Bülowsej. Gammel Kongevej. Frydendalsvej. Vesterbrogade. Enghave Station.

Frederikssund-Skævinge-Hillerød

Søndag. DMI holdt hvad de lovede: 2-cifrede varmegrader. Det var lige ud ad landevejen ...

Denne tur foregår på gode vandreveje, asfalt eller hårdt stampet grus. Og med meget lidt trafik. Mest gennem landbrugsområder med de udsigter de nu engang byder på. Mange spredte gårde, adskillige hyggelige landsbyer, en enkelte større by midtvejs og start og slut i to større byer.

Græse

Man skal ikke langt uden for Frederikssund, ved hospitalet, før man når gode vandreområder. Det første sted man bør slå en ganske lille omvej til er Græse Mølle. Her kan man bl.a. opleve bruset fra Græse Å. Som formentlig også engang har kunnet drive en vandmølle.

Græse Å ved Græse Mølle. Det bruser så det kan høres langt væk.

Lidt nord for Græse Mølle er der en bakke. Jeg må indrømme at dagens distance taget i betragtning undlod jeg at bestige den. Så måske gik jeg glip af en udsigt der. Længere mod øst er Danshøj. Til gengæld passerer man nede i terræn en udtørret kilde. Et skilt fraråder at drikke vandet. Det er nok unødvendigt. Den ser helt udtørret ud, og skålen er fyldt med forrådnende blade.

Græse Bygade fra syd. Med Toftegård i forgrunden. På nogle gårde var det møgspredningstid, så der var lidt staldlugt hist og pist. Intet generende.

Bygaden går gennem Græse landsby med den store præstegård der vidner om præsternes privilegerede tilværelse fra for kun et par århundreder siden. Det må have været en god forretning med tiende. Eller måske bøderne (mulkt) fra de bønder som ikke dukkede op til gudstjenesten.

Sigerslevøster

Sigerslevøstervej-Geerslettevej er dansk landskab når det er mest intensivt landbrug. Det er dansk. Det udstråler effektivitet. Det er adgang forbudt. Og lærken synger denne søndag over det hele. Halvvejs mellem Sigerlevøster og Græse siger Frederikssunds Kommune på gensyn og man går over i Hillerød Kommune.

Glade, forventningsfulde køer løber mig i møde. De aner intet om min skræk for køer. Eller om det elektriske hegn som heldigvis holder dem på 20 meters afstand. Jeg var dårlig nok klar over at køer kan løbe, og elegant ser det sandt at sige heller ikke ud. Mon de tror jeg kan lukke dem ind i varmen igen? Få sekunder efter glor de spørgende eller bedende efter mig. Men jeg forstår nu engang ikke køer. Hvad er det de vil? Syd for Sigerslevøster.

Sigerslevøster ser lidt anonym ud, men den har en privatskole som ser pænt stor ud. Den ældste af bygningerne står der 1912 på. Skolens hjemmeside fortæller at den blev oprettet af en gruppe forældre i 1983, lægger vægt på det boglige såvel som det kreative og ikke bekender sig til nogen religiøs eller politisk retning.

Strø Bjerge

Strø Bjerge burde vel nærmere kaldes en lang bakke. Eller mere præcist en ås. Og en opdyrket en af slagsen, i hvert fald på passagen fra Smedevej. At det højeste punkt er 33 meter siger lidt om det kærligt-humoristiske betegnelse "bjerge". Det skal absolut ikke afskrække nogen vandrere, der er ikke meget bjergbestigning ved at vandre over åsen.

Udsigt fra Smedevej, nogenlunde på Strø Bjerges højeste punkt, 33 meter. Udsigt mod sydvest

Udsigten er der heller ikke noget i vejen med. Mod syd kan man se de mindre landsbyer og de spredte gårde i området. Der er også enkelte klatter med skov og krat.

Udsigt mod nord, mod Strø fra Strø Bjerge. Strø ligger længst væk til højre.

Jeg har før besøgt Strø Bjerge længere østpå i forbindelse med Slangerup Vandværk og dets kildepladser. Dengang passerede jeg åsen via vejen Skåret der skærer sig dramatisk gennem åsen. Ad Smedevej kommer man over åsen, og jorden er opdyrket på begge sider.

Udover køer, heste og vandrere er der en del cyklister ude. Vejret er også perfekt. Her en flok på vej ind i Strø. De er langt hjemmefra. De er fra Frederiksberg Bane- og Landevejsklub.

Skævinge er turens midtvejs, og et godt sted. Hvis man synes at 25 km er lige lovlig meget, er det en god ide at klippe turen over i Skævinge. Der er både jernbane og busser til alle sider. Der er også en åben Netto og endda et selvbetjent bibliotek. På vestsiden af Strøvej en del store villaer fra 1920'erne og 1930'erne, lige syd for stationen.

(Ny) Harløse

Mellem Skævinge og Harløse og Ny Harløse er der en nyanlagt dobbeltsporet cykelsti som er perfekt at vandre på. Harløsevej og Ny Harløsevej går gennem to mindre landsbyer med samme navne. På landevejen har man mod nord udsigt til Tjæreby og en flot kuperet landskab.

Et typisk parti ved Ny Harløsevej. Der er stråtækte gårde og huse langs hele ruten.

Harløse putter sig lidt bag hække og krat. Det er svært at få øje på husene inde bag. Jeg forsøger at finde stationsbygningen fra den omlagte strækning af Hillerød-Frederiksværkbane. Men forgæves. (Tilføjelse 9. marts: En venlig læser har givet denne adresse med billeder af stationen. Tusind tak for henvisningen). Ny Harløse er mere åben, og har et imponerende antal fællesaktiviteter, selv om byen kun har 200 indbyggere. Det ser dog ud til at også den engang har set mere liv. Et hus i centrum har afmærkninger i muren fra noget der ligner butiksvinduer. Det kunne såmænd godt ligne en gammel station. (OBS, tilføjet 9. marts. Det er ikke en gammel station. Det var en gammel butik, se tilføjelsen herunder)

Den gamle Brugs i Ny Harløse. Nu privat bolig. Afmærkningerne af vinduerne ses fx i gavlen længst væk i muren ud til vejen.

(Tilføjelse 9. marts. Samme kilde kunne oplyse at det havde været en brugs. Med de oplysninger in mente gik jeg i gang med at finde oplysninger. Lokalnyt kunne oplyse følgende,, med tilhørende fotoer:

Harløse Brugsforening i Ny Harløse blev flyttet til det da Hillerød-Frederiksværkbanen var bygget i 1897. Jernbanen var dengang eneste alternativ til hestevognstransport, så Harløse Station tiltrak det beskedne erhvervsliv som blev til bebyggelsen Ny Harløse, herunder Brugsen. I nutiden har bygningen rummet en antikforretning

Pga de nye oplysninger har jeg tilføjet et foto af den forhenværende Brugs.

Ny Harløse. Der er gang i rørlæggeriet gennem begge Harløser. Lidt til højre for midten andelsvandværket som Vandringsløse tidligere har skrevet om i forbindelse med vandforsyningen til København. Den dobbeltsporede cykelsti er udmærket vandrerterræn.

Ca. 1 km øst for Ny Harløse ved skolen ved Nordhøjvej går en ridesti ned til Freerslev Hegn, og den kan anbefales, da man så umiddelbart inde i hegnet rammer ind i den særprægede Banestien.

Banestien og Hillerød

Banestien opfører sig som et gammel jernbanespor. Graver sig igennem bakker og forløber over dæmninger gennem lavninger. Og er snorlige. Det er her Hillerød-Frederiksværkbanen forløb fra 1897 til 1950 bl.a. gennem Freerslev Hegn. Trinbrættet blev ikke meget benyttet, men i slutningen af marts 1945 var der en tilsyneladende stor sabotageaktion på et tysk tog. Banen blev senere omlagt så den blev en anelse længere, men til gengæld hurtigere. Og der har den ligget lige siden.

Man ved vejs ende er nær når man fra Banestien kan se Frederiksborg Slot. Men der er stadig et par kilometer gennem byen til stationen.

En sådan søndag hvor vejret er godt, lærken synger og trafikken er minimal er der masser af store og små oplevelser på denne tur.

Ruten

Frederikssunds Station. Græse Mølle. Græse. Sigerslevøster(vej). Smedevej. Skævinge. (Ny) Harløsevej, Banestien. Hillerød Station. I alt ca. 25 km. Lige ud ad landevejen.

Værebro Å-dal, dag 4 & Damvad Å Classic

Afslutningen på udforskningen af Værebro Å og ådal i nærmest forårsagtigt vejr. Og en afstikker til Damvad Å

Det er lidt af et definitionsspørgsmål hvor Værebro Å starter. Strengt taget i Fedtmosen og Smørmosen.  Men der kender man den under navnet Tibberup Å helt til Søndersø. Der løber den så syd for søen og flyvepladsen under navnet Jonstrup Å gennem Jonstrup Vang. Det hele sumper til i Bringe Mose vest for flyvepladsen, og først ved Knardrup forløber åen under navnet Værebro Å helt ud til Roskilde Fjord.

Broen under Frederikssundsbanen, set fra Frederikssundsvej mod syd og mod udløbet i Roskilde Fjord. Solen stråler igennem og oplyser den lille tunnel. Et næsten magisk øjeblik.

Jeg har tidligere vandret gennem områderne øst for Knardrup. Så jeg har tilladt mig at udnævne denne 4 etape af Værebro Å-marcherne for den sidste. Altså strækningen mellem Frederikssundsvej og Knardrup. Strækningen er langt den mest vandrevenlige. Faktisk kan man vandre langs åen hele strækningen. Ikke de bedste stier, knoldet græs og muldvarpeskud en masse. Og man kan også se at der er store problemer med bjørneklo. De er ikke så synlige endnu. Men stokke står stadig i vandkanten og flere steder har man forsøgt at bekæmpe dem The Egedal kommune-way ved at overdække store områder med sort plastic. Åen er også mere reguleret end længere sydpå.

Som det ses er Værebro Å stærkt reguleret, og det hele vejen til Knardrup. Der er ingen snoninger, kun bløde kurver som på dette sted ca. 1 kilometer nord for Frederikssundsvej. Der er dog allerede her fuglefløjt og tegn på liv.

Langs åen kan man så at sige se ådalen i frøperspektiv. Bemærk at åen er så bred og dyb at man ikke bare sådan kan gå over på den anden side. Nord for Vindekilde er der en bro som er mere solid end sit udseende.

Lidt syd for hvor Damvad Å løber sammen med Værebro Å (bag fotografen) kan man krydse åen via denne bro. Den er mere solid end den umiddelbart syner. Den knager ikke engang og vipper kun ganske lidt. Der mangler dog et par planker.

Det kan også anbefales at se dalen i fugleperspektiv på den ca. 3 kilomenter lange tur langs Skovvangsvej-Sigersdalvej-Korshøjgårdvej. Især de to sidste veje er gode vandreveje. Her går man det meste af strækningen på et højdedrag og har storslåede udsigter til begge sider det meste af tiden. I godt vejr som i dag kan man tydeligt se de blå hangarer i Flyvestation Værløse.

Fra Sigerdalvej har man den vidunderligste udsigt ned mod ådalen. Her ved "albuen" kan man tydeligt se ådalen som løber tværs gennem billedet ca. 250 meter nede. Til venstre uden for billedet Vindekilde og i baggrunden Knardrup.

Damvad Å

I stedet for at følge en hele vejen til Smørmosen valgt jeg at vende om ved Knardrup og følge Damvad Å lidt nordpå. Damvad Å syner ved første øjekast ikke af så meget som Værebro Å. Man kan mageligt skridte over åen det meste af strækningen. Men Damvad Å er interessant derved at den i 2004 blev ført tilbage til sit oprindelige snoede forløb ud fra gamle herredskort.

Damvad Å er her ført tilbage til sit oprindelige snoede løb, og det gør omgivelserne så meget desto mere spændende for vandrere. Her en af de mere flade strækninger. Længere mod nord og tættere på Ganløse  forløber åen gennem stejlere løb. Uden dog at nå op på hvad man kan se fx ved Mølleåen eller Køge Å.

På det Kraks Kort jeg medbragte var disse snoninger ikke med, så det gjorde turen så meget længere. Det har været godt for ørrederne der gyder her, for villaejerne der nu undgik oversvømmelser, og for vandrefolket fordi åen snor sig i gennem et jævnt og pænt kuperet område med mange gode udsigter.

Lidt syd for Ganløse er en stejl bakke, som man ikke kan komme op på toppen af, da det er indhegnet til dyr der afgræsser området. Godt nok er der en klaplåge, men der advares om at det er på eget ansvar og at tyren er løs. Jeg tvivler dog på at den er det i dag. Men på den anden side løber jeg ikke risikoen. Jeg må lige først trinvis lære ikke at være bange for køer først. Til gengæld er der lavet en sti til ca. halvvejs oppe, hvor man har denne udsigt.

Skår i idyllen

Som vandrer er jeg glad for at kunne bevæge mig ud i den danske natur uden at blive forskrækket og få hjertebanken af truende skilte med advarsler om politianmeldelser. Jeg mener at jeg opfører mig pænt, ødelægger ikke noget og vil gerne vise behørig respekt selv for de lodsejerboliger som ligger adskillige hundrede meter, måske kilometer væk. Derfor er stor tak til de afmærkede stier hvor nogle lodsejere har givet tilladelse til at gå igennem. Jeg skal hilse og sige at vi nok skal passe på jeres ejendom!

Og nu vi er ved skår i idyllen, så kan man ikke undlade at nævne Sørup Losseplads. Hvis trussel mod åen er omtalt i en artikel fra 2012. En tikkende miljøbombe i Måløv?

Men en nærmere inspektion afslører ganske frastødende elementer i landskabet. Kemikaliefyldte og stinkende vædsker siver ud i området i retning mod Engagerrenden, der igen fører til Værebro Å. Rustne, hullede tønder med giftiggult ukendt indhold ligger frit tilgængelige, og det er nærliggende at tænke sig, at en del måske stammer fra den nærliggende Cheminova-(Lyfa-)grund samt fra Løvens Kemiske Fabrik, hvorfra man tidligere har haft mistanke om deponeringer.

Sørup Losseplads, (1957-1974) er anlagt i en tidligere grusgrav. Den indeholder ca. 1 million tons usorteret industri-, bygge- og husholdningsaffald. Og der er sket udvaskning af pesticider, kemikalier, tungmetaller, lægemiddelstoffer, fenoler og mange andre modbydelige sager. Cheminova lå her indtil 1957. Læs eventuelt artikel fra Ingeniøren 14. september 2012.

Når verden af i dag ikke er som den af i går

Og så til lidt opdatering af kontroverserne mellem lodsejere, Naturfredningsforeningen, kommunerne, og andre interessenter. Ingen tvivl om at lodsejerne føler deres interesser gået mere end nær. Fx anklager Aksel V. Jørgensen (Hundested) i Frederiksborg Amts Avis (11.02.2015) Egedal kommune for at være skyld i oversvømmelser pga dårlig eller intet vedligehold.

Når jorden ligger hen som sump over længere tid, bliver græsset blandet med alskens bittert ukrudt og udvasket med ringe foderværdi, faktisk ikke bedre end rughalm. Ligeledes bliver sommergræsningens foderværdi stærkt forringet og fyldt med giftige insekter og igler, der går i dyrenes lever og lunger, så der efterfølgende sker en opformering.

Han ser altså områderne som værende til for landmændenes skyld: De skal levere foder og er grobund for dyr og insekter som skader husdyrene.

Landbruget har gennem århundreder sat sig præg på Danmarks udseende. Åer er blevet reguleret, moser drænet og omdannet til græsningsarealer for dyr, marker eller små lunde og skove. Nu ser det ud til at trenden ruller en anden vej, og det sker ikke uden gnidninger mellem holdninger til hvordan det danske landskab skal se ud. Værebro Å og ådal er i høj grad blevet en brik i dette spil.

Heroverfor står Egedal Kommune mm. som opfatter oversvømmelser som et naturligt fænomen. Måske tænker de her på fortilfældet Skjern Å, der i mange år var bastet og bundet af landbruget, men som nu er lagt tilbage i sit naturlige forløb. Men for nogen bliver dette altså opfattet som at

Det er ikke underligt, der er krig i verden, når dem, der har magten og flertallet, bruger den til at tryne et mindretal.

I Lokalavisen Egedal (24.02.2015) gør Søren Grønlund (Smørum) ophævelser over hvad han anser Egedal Kommunes forsømmelser af at oprense Værebro Å, at kommunerne ikke har erstattet oversvømmelserne af birkeskov, elleskov, landbrugsarealer m.v. Han beskylder kommuner, fredningsmyndigheder og naturklagenævn for at være løgnagtige. Herunder ironiseres også over længden af skolegang.

Biologen Thomas Oest Biolog og projektleder i Egedal Kommune svarer at Egedal Kommune har overholdt vedligeholdelsespligten for Værebro Å, hvad angår at oprense og sikre gennemstrømning i vandløbet tre gange om året. Men at der er flere oversvømmelser end for 20-30 år siden. Dels pga åen, dels pga. verden er forandret.

Markerne og de gamle dræn omkring åen er sunket sammen, og klimaforandringerne giver tydeligvis også mere vand i ådalen. Det nyeste eksempel på oversvømmelser så vi for et år siden, da vandet fra Roskilde Fjord blev presset tilbage i åen og ud i ådalen.

Egedal og Roskilde kommuner har sammen med Danmarks Naturfredningsforening anbefalet en fredning af den smukke og historiske ådal for at beskytte området. Men det er Fredningsnævnet og en særlig dommer med kompetence i fredningssager, der vurderer størrelsen på de erstatningerne som de berørte lodsejere bliver tildelt.

Omvendt er grundejerforeningen Engen nu ikke længere modstandere af en sti langs Roskilde Fjord og Værebro Å på deres arealer. Den er lovet lagt så langt væk fra grundejerne som muligt. Da strandretten eksisterer er der vel heller ikke noget at sige til at der også bliver en sti. Men denne eksisterer ikke for åens vedkommende, hvor grundejernes matrikler går til midt i åen. Et argument kan have været at grundejerne på den ene side gerne vil have det hele for sig selv, på den anden side også mener at andre skal bygge dæmninger mod oversvømmelserne.

Ruten

Kildedal Station. Sørup. Værebro Å. Knardrup. Damvad Å. Fluebjergvej. Skovvangsvej. Sigerdalsvej. Korshøjgårdvej. Kildedal Station. I alt i "lige" linje 15 km. Men der mulighed for mange afstikkere. Jeg har fået besked på ikke at overtræne, da det kan få muskelgigten til at bryde frem igen, så jeg er lidt varsom med kilometrene.