Møllernes århundreder

Københavns skyline var i perioden 1600-1880'erne domineret af enorme møller som ragede op på voldens bastioner

Møllerne var 16., 17., og 1800-tallenes kraftværker. Her blev der produceret livsnødvendige produkter som fx korn og olie. Udover det var hver enkelt mølle en stor industrivirksomhed som kunne brødføde familier, møllersvende, måske op imod en snes personer. Indtryk får man bl.a. fra Geddes kort fra 1761 hvor møllerne er indtegnet på bastionerne, og på prospekt set fra Valby Bakke (1851).

Før: På dette udsnit af et prospekt over København fra 1756 mellem Kastellet og Christiansborg, kan man se mølle ved siden af mølle på volden omkring byen. Tårnene fra venstre mod højre: Skt. Petri og Frue Kirke, dernæst de tre små: Helligåndskirken, Rådhuset og Vejerhuset, og de to større tårne Skt. Nicolai og Christiansborg. Se nutidens zoom ind på midten af billedet nedenfor.

Vandmøller

Valdemar Atterdag sagde ifølge Møllehistorisk Samling, at "Ingen åer måtte løbe i stranden uden at have gjort landegavn". Københavns Møllebækken gik fra voldgraven og Peblingesøen. Den drev indtil 1668 to vandmøller: Vestermølle eller polérmøllen ved Vesterport fra 1400-tallet til 1668 og forarbejdede våben, harnisker og anden militær udrustning. Og vandmøllen ved Vandkunsten. København var trods alt for flad til møllegrave og mølledamme.

Nu: Et nutidigt zoom ind på centrum af den oven viste skyline. Vi er rykket helt tæt på, i det forhenværende forterræn foran voldgraven ved Nørreport. Her står nu Torvehallerne, bag hvilke man ville have kunnet se Gothers Mølle rage op der hvor nu er et etagebyggeri. Lidt til højre uden for billedet Ahlefeldts Mølle hvor nu Zahles Skole er.

Hestemøller

I 1523 byggede man en hestemølle på hjørnet af Kompagnistræde og Hestemøllestræde (som dog først hed sådan fra 1579). Den lå hvor Københavns Byret ligger i dag. Mølleri var så vigtigt, at der indtil 1862 skulle privilegium til det. Det havde fx Edvard Kruse (1629-1695). Han drev i seksten år seks hestemøller, og det var forbudt andre at anlægge heste- og vandmøller i København og Christianshavn, og at male deres malt og rug på andre møller eller håndkværne. Hestemøllerne blev især brugt på bryggergårde til at kværne malt. Der var et betydeligt antal hestemøller indtil de blev forbudt omkring 1690 pga svindel med afgifter.

Nu: Hestemøllestræde er opkaldt efter hestemøllen som lå omtrent ved det røde byretsskilt. Lige rundt om hjørnet til venstre bagest i billedet ligger Vandkunsten. Så vi er i et gammelt mølleområde. Man kan også mærke at terrænet skråner ganske blidt her. Sikkert mere for mange hundrede år siden, og altså nok til at drive en vandmølle. Kun navne vidner om den for længst forsvundne glansperiode for møller.

Vindmøller

De første vindmøller var stubmøller. Altså møller hvor hele møllehuset drejede efter vinden på en stub. I 1620 var der 18 vejrmøller langs Adelvejen (Gl. Kongevej). Under Københavns Belejring 1658-60 var der ca. 40 stubmøller på og især uden for Københavns volde. Afbrændingen af dem skal have affødt svenskekongens bemærkning "Jeg sværger at denne gang får vi modstand". Voldenes højde gav vindmøllerne vind i sejlene.

Innovative hollændere fandt i 1573 på at det kun var nødvendigt at "hatten" på møllen drejede. De københavnske vindmøller var næsten udelukkende en underart af den hollandske mølle: En undermølle og et galleri (gang) rundt. Det var kostbare og farlige sager: Folk kunne dø når de røg ind i møllevingerne eller fik tagsten i hovedet. Når de brændte, var det en folkeforlystelse. Ganske mange af de udtjente møller blev pillet ned og genopstillet andre steder i landet. De fleste gik dog til senere. Men enkelte eksisterer stadig.

Møllerne havde meget at lave. Til tider ser det ud som om de har foretrukket visse kunder frem for andre. Fx ser det ud til at der har været flere penge i brændevin end brød. Hvilket fremgår af denne notits fra Politivennen 12. maj 1804:

 Var det ikke muligt at møllerne eller deres folk blev forpligtet at male den rug som Holmens folk bringer til mølle, frem for brændevinsskrå. Desto mere fordi denne rug er løn in natura, og når den ligger i 14 dage på møllen, bliver man nødt til at købe brød. Når man så ikke længere kan finde udveje for penge, må man tage den umalet tilbage fra møllen og være nødt til at sælge den, hvilket sætter fattige folk i denne klasse meget tilbage.

De ansatte på Holmen fik åbenbart deres løn udbetalt i rug. Når de ikke kunne få det malet så de kunne lave brød af det, måtte de sælge det.

Christianshavns Vold

På Christianshavns Vold står resterne (men hvilke rester1) af Lille Mølle, på Løvens Bastion. Oprindelig en stubmølle 1669-o. 1883, herefter hollandsk mølle. Den blev fredet 1918. Møllehuset er fra 1783. Desuden er tilbygninger og møllehaven bevaret. Vingerne blæste af i 1897 og året efter blev den nedlagt som mølle. Træværket indgik i Tåstrup Mølle ved Holbæk indtil 1967. Lille Mølle med alle senere tilbygninger er imponerende, selv efter moderne målestok. Hvis den skulle være en af de mindre møller, så må de andre have været ganske imponerende da de blev opført.

På møllen står et stykke oppe over årstallet 1669 en plade med denne indskrift: Fredericus Tertius hafver bevilget och tilladt at Hans Hoppe - møller en ve[jr]mølle lade bygge och beholde och opsæ[tt]e. Hafniæ 21. juni 1669.

Før og nu: Selv efter nutidens målestok er Lille Mølle et imponerende bygningsværk, her set fra toppen af volden. Hertil skal man så lægge at møllen var endnu højere da den stadig fungerede som sådan. Nedefra ser det endnu større ud, især hvis man ser tilbygningen fra 1832.

Derudover lå der Breslaus Mølle på Elefantens Bastion (ca. 1670-1842). Oprindelig en stubmølle, fra 1753 hollandsk mølle. Den brændte 1842, og den genopbyggede mølle fungerede indtil 1879. Enhorns Mølle fra 1683 brændte 1718 og producerede først olie så mel efter i 1770 at være hollandsk mølle indtil 1851. Måske fandtes også Sofie Hedevigs Oliemølle. 1687-1758 på Sofie Hedevigs Bastion (Øst for Ulriks Bastion). Men eksistensen er tvivlsom.

Vestervold

Vestervolds to møller er forsvundet. Lucie Mølle, "Lusse Mølle", eller Lavendelstrædes Mølle var en stubmølle på Gyldenløves Bastion fra o. 1669.  Bastionen var bygget på en gammel bæk, der fik flere vandhuller til at opstå. Den sindsyge kvinde, Lucie Hul druknede sig her. I hvert fald i følge overleveringen. Den lå ved Lavendelstræde, hvor Borgerrepræsentationen er i dag. Den første brændte 1778. Den anden (1780) forfaldt 1869/86 og blev flyttet til Kongens Enghave hvor nogle fyldebøtter satte ild til den Skt. Hansaften 1914.

Før:  Foto fra 1875 af Lucie Mølle, altså efter volden er blevet sløjfet. Som den eneste vedblev den med at være stubmølle. Her gik også Filosofgangen fra før voldene blev sløjfet. Et af de få steder, hvor folk kunne gå sig en tur. Heldigvis lugter fotoer ikke. Det ser jo meget landligt ud, men læser man fx Politivennen, får man et indtryk af hvor uhumsk der var. (Fra "Strøget").

At enevælden, Danmarks svar på det moderne militærdiktatur, var en brutal tid, vidner følgende indslag fra vinteren 1806 i Politivennen om, netop ved Lucie Mølle: 

Ved nedgangen af volden, der hvor man stiger ned i Filosofgangen, måtte han derpå være vidne til et oprørende syn. En med vogn lastet tungt med kornsække og med to radmagre heste forspændt vognen var i færd med at komme op ad volden til den mølle, der ligger omtrent lige ud for Lavendelstræde, og hvortil vejen går forbi enden af de barakker, der endnu står i Filosofgangen. Man pryglede på de stakkels heste, som forgæves opbød deres sidste kræfter. Under to drøje møllekarles forenede slag kravlede de et lille stykke op, men standsede så igen og overgav sig med fortvivlende tålmodighed til de smerter, som havde til hensigt få dem til at gøre det som var dem fysisk umuligt. Allerede to gange før har indsenderen på selvsamme sted været vidne til et lignende barbari. 

Store Kongens Mølle lå 1619-1873 på Schacks Bastion og var den første hollandske mølle i Danmark. Brændte 1853. Den ser imponerende ud på fotoer. Den blev flyttet til Valby, hvor den brændte 1889, men nåede dog 1903 at lægge navn til Mølle Alle.

Nu: Det er svært at forestille sig, at midten af dette billede er omtrent samme sted hvor Lusemølle stød. Nu er det Borgerrepræsentationens vinduer ud mod Rådhusets gård. Alting er forandret.

Umiddelbart efter de to møller og volden forsvandt, flyttede i 1880 industrien ind på den grund i nærheden hvor acciseboden lå. Her har den haft hovedsæde lige siden. Og i øvrigt fulgt møllernes omskiftelige liv. I 1937 kom biografen Palladium til. Her så jeg i 1966 eller 67 "South Pacific". Det var vist noget med stort lærred og 70 mm film. Reklamerne i 1950. I 1977 blev bygningen nedrevet og en anden opført. Glaspyramiden i gårdhaven kom til i 1990. 2011-13 rev man igen alt ned undtagen råhuset, føjede 2-3 etager og erstattede mursten med glas.

Nu: Næsten symbolsk ligger Industriens hus i området hvor der før i tiden lå to store møller: Store Kongens Mølle og Luses Mølle. Og næsten som med de gamle møller er bygningen i evindelig forandring, nedrevet og/eller restaureret adskillige gange. I dag fremstår bygningen sådan, og helt anderledes uigenkendelig, end da jeg i 1960'erne så bygningen for første gang. Om aftenen forvandler facaden sig til en gigantisk lysreklame.

Møllerne var farlige steder at passere. Fx beretter Politivennen kort før Københavns bombardement (Nr. 488, 29. august 1807) hvor befolkningen opholdt sig meget på voldene, at møllerne kan være en større trussel end englændernes bomber:

For at afværge en ulykke som muligvis kunne ske ved stubmøllerne på volden, har anmelderen heraf anset det for nyttigt at gøre publikum opmærksom på, at der ved disse møller ikke er anbragt bolværk til alle sider. I disse urolige tider, da så mange af byens indbyggere opholder sig der, ville det være så meget mere nødvendigt at et sådant bolværk blev opsat, da man her har set folk nærme sig møllevingerne på mindre end 1 alen, og kun efter at være blevet advaret har undveget denne øjensynlige fare.

Nørrevold

Nørrevolds møller forsvandt da man sløjfede volden. På Helmers Bastion ved Jarmers Tårn lå Skt. Peders Mølle. o. 1651/69-1885.Den kan den dag i dag ses i Nørre Jernløse ved Holbæk og er fredet. Drives af et møllelaug som Nr. Jernløse Mølle. Hahns Mølle (Hanens Bastion) stod 1652-1873 nogenlunde sammesteds som statuen af H. C. Ørsted står i dag. Den blev flyttet til Gørløse og nedrevet 1937. Bjælkerne brugt i Andreas Andersens bolig, opført 1938.   

Før: På dette udsnit af et billede fra Vor Frue Kirke mod Nørrevold fra 1865 får man et godt indtryk af hvor store møllerne var. Sammenlign også nutidens billede af Lille Mølle overfor. Hahns Mølle stod hvor H. C. Ørsted-statuen står i parken og rager op over det hele. I baggrunden Peblingesøen og Blågårdsgadekvarteret. 

Ahlefeldts Mølle (1651/72-1855) på det nuværende Israels Plads (Ahlefeldtsgade) nogenlunde der hvor Nathalie Zahle grundlagde en pigeskole (og et lærerseminarium) 1875-1877. Gothers Mølle (1650-1867) på Stadsoberstens Bastion (nuværende Botanisk Have) er måske mest kendt pga. en af møllersvendene 1820-23, Ole Kollerød som blev henrettet 1840. Møllen flyttede til Maglebylille (der nu er forsvundet under lufthavnen), og nedbrændte 1915. Branden blev omtalt som "den flotteste ildebrand, jeg har set".

Østervold

Rosenborg Mølle (1651-1859) lå hvor observatoriet i Botanisk Have ligger nu. Den producerede sigte- og perlegryn. Sølvgades Mølle (1664-1870) lå der hvor Statens Museum for Kunst/Quitsous Bastion) er i dag. Stokhus Mølle eller Lille Svane Mølle (1600-tallet til 1880) på Pycklers/Peuchlers Bastion i Østre Anlæg ved Danmarksmonumentet. De øvrige møller tæt på Kastellet blev ødelagt eller beskadiget af krudteksplosionen den 31. marts 1779: Dronningens Mølle . ser malerisk ud på et foto af det dengang landlige Østerbro. Den lå på Rosenkrantz' Bastion (Østre Anlæg) sammen med  Lille Kongens Mølle (1651-1842). Nu kører Kystbanen her. Grønlands Mølle (Grønlands Bastion (1732-1870) lå hvor nu den svenske kirke ligger.

Før og nu: Kastelsmøllen er nærmest blevet Kastellets vartegn, set udefra. Det er den eneste mølle som stadig står fuldt bevaret på samme sted. Og også en af de mindste møller, hvis ellers man skal bedømme ud fra de mange billeder man kan finde i bøger på biblioteket. 

Kastelsmøllen er den eneste fuldstændig bevarede voldmølle. Mølledriften ophørt 1903, bageriet fungerede dog indtil 1960. De oprindelige møller (1687-1846) var stubmøller. Den sidste væltede omkuld, og blev 1847 opført som den hollandske mølle vi kan se i dag.

I 1840 var der stadig 32 vindmøller i København, hvoraf de 16 var voldmøller. Af dem er der kun Kastelsmøllen og resterne af Lille Mølle tilbage. Vindmøllerne fik en ganske kort opblomstring under 2. verdenskrig, men derefter var deres virke slut, og mange blev kun reddet af fredninger

Valsemøller på damp

Selv om møllerne altså fortsatte med at male indtil slutningen af 1800-tallet, var de fra ca. 1825 ved at blive udfaset af industrielle møller, eller valsemøller der kørte på dampmaskiner. De blev opfundet omkring 1770, men mødt med stor modstand fra de magtfulde møllerlaug. Londons første dampmølle blev fx afbrændt 1791 efter at have fungeret i 5 år. De første dampmøller var ikke særlig effektive, og Danmarks første fra 1799 blev ikke nogen succes.

Nu: Valsemøllerne fik en eksplosiv, men kort historie. Aktieselskabet Havnemøllen er sporløst forsvundet fra Islands Brygge 52-56. Kun jernbanesporene fortæller om de glorværdige tider. Samt nogle underligt placerede skel og hegn som nu slet ikke giver nogen mening længere. Nordfra truer det moderne byggeri med at brede sig sydover og for evigt slette de sidste spor.

Enevælden var heller ikke til industrielle forandringer. Hambroes Ris- og Melmølle på Bodenhoffs Plads (1830) indvarslede de nye tider. Først under pres fra konkurrencen fra udlandet i 1880'erne kom der gang i dampmøllerne: Blegdamsmøllen (1893, tegnet af arkitekt Harald Garde - en af hans bedrifter er bl.a i 1921 at have genopført et skur i Rørvig), Toldbodmøllen A/S (1893) hvede og rug, Aktieselskabet Havnemøllen (1903), Islands Brygge 52-56. Møllekompaniet Cerena (1918) og Borgergades Mølle (ca. 1932). I modsætning til de spektakulære vindmøller lignede dampmøllerne almindelige fabriksbygninger, og de var slet ikke så markante indslag i bylivet som vindmøllerne. De fleste er  revet ned, fx den på Islands Brygge.

Vindmøllernes renæssance

Vindmøllerne er som bekendt på vej ind igen efter en pause på et halvt århundrede. Dog ikke til fremstilling af mel, olie, krudt og deslige, men af energi. På land opstillede HOFOR i 2013 de første tre vindmøller på Prøvestenen, og forventer yderligere 4 ved Amagermotorvejen. De kan levere energi til 14.000 indbyggere. At det er sprængfarligt stof fremgår af at Københavns Kommune i sin midtvejsstatus taler om "kystnære havvindmøller". Og mange er ved at falde over deres egne ben for at finde ulemper ved vindenergien og havvindmølleparker. Modsat motorvejene der larmer, støjer og lugter får vindmøller visse folks blod i kog. Ialt omkring 100 vindmøller skal opsættes.

Kilder

Nielsen, Anker Jesper: Københavns møller og volde. tegningerne ... af Susanne Nielsen. Valby : Borgen, 1997. Fortæller detaljeret om hver mølle.

Ruten

Ruten forløb i virkeligheden over mange dage, hvad der måske også fremgår af fotoerne. Den korteste rute er at følge voldgaderne og Christianshavns Vold. Man kan med fordel også kigge på nogle af det nyere byggeri i området, som det fremgår af indslaget.

Værebro Å og Ådal, dag 2

Værebro Ådals mest vilde område bliver formentlig - og forhåbentlig - aldrig overrendt. Det er ganske enkelt for vildt!

 

Den trafikerede Holmevej er ikke nogen god vandrevej, men til gengæld den nemmeste måde at finde de veje og stier som nordpå fører ind i det sumpede vildnis.

Og det skal man man slet ikke være ked af: Jeg var overrasket - på den positive måde - over at der overhovedet stadig er noget der lignede et større område med bare lidt vild natur i Nordsjælland. Man er ellers i store områder vant til at kante sig i smalle korridorer gennem enorme, ensartede områder med intensivt landbrug. Det som især er interessant ved åen er, at den ikke løber i en rende, men breder sig ud i området (ådalen) og til tider flyder sammen med de talrige vandhuller, søer og damme. Et terræn som er meget ufremkommeligt for mennesker, med mindre man har en båd. Men netop pga det et eldorado for dyr og fugle.

Ådalen er et vådområde, så ofte kan man ikke komme længere end stien tillader. Man skal regne med at "gå forgæves" og tage turen tilbage mange gange. Men det er ikke forgæves. Lavlandet byder alligevel på et varieret planteliv: Siv, nåle- og løvtræer, buske i mærkværdige sammenstillinger som fx her.

Jeg skrev allerede i fredags om det første forsøg på at udforske åen og ådalen. Den høje sol, svage vind og nysne overalt, alt det kan man altså ikke bare lade stå helt ubrugt derude. Denne gang området mellem Veksø og Jyllinge. Lad mig repetere: Man kan ikke gå langs med åen. Dels er der store sumpområder, dels er det meste privat, og man skal respektere at der er kun adgang hvis ejerne giver lov til det.

 Alle er ikke lige velkomne langs åen. Denne "besøgende" er hængt op, formentlig til skræk og advarsel, i det ene ben. Jeg tænker ved mig selv at jeg håber den i det mindste var død da den fik dette noget utraditionelle eftermæle.

Metoden er at finde en parallelt løbende vej, og så bruge de offentlige veje og stier som fører ned til åen. Jeg valgt Holmevej syd for. Altså Roskilde Kommune. Der går adskillige veje nordpå hvor man kan få et godt indtryk af ådalen. Desuden er der HOFORs kildeplads, hvor der er en offentlig sti. For vestenden af den går en sti syd på langs Falkærrenden søndenom en dam. Herefter fører stien nordpå igen. Og så kan man sejle på åen hele vejen til Jyllinge. Hvor der ligger en kanoklub ved Værebrovej.

En rovfugl på jagt over sivene. En ornitolog eller fugleinteresseret kan måske fortælle hvad det er for en? Mit sikkert helt forkerte bud er en spurvehøg. Jeg kan bare godt lide at kigge på jagten. Uanset hvad for en fugl det nu er.

På en sådan flot vinterdag er der et utroligt liv i hele dalen. Overalt er der masser af rovfugle, kragefugle, ænder, fasaner, hejrer og småfugle. Foruden råvildt. Fra nordsiden af åen brager jagtgeværer flere steder fra, så der må være flere jagtsteder, ud over det jeg fandt i fredags.

 

Det er ikke lige her man skal opføre et sommerhus. Terrænet på begge sider af åen er meget fladt, og oversvømmes nemt. Jo mere vestpå man kommer, desto mere tæmmet er åen dog.  Sine steder er der dæmninger og den er reguleret på forskellige vis, primært for at beskytte markarealer fra de mange gårde i området.

Selv om åen i sig selv ikke er længere end at man ville kunne gøre turen på en dag - hvis ellers det var muligt, så omfatter disse to indslag om ådalen kun en meget begrænset del. Jeg kan forestille mig at man også kan bruge jernbanestien på samme måde som Holmevej til at foretage små ekspeditioner mod åen og ådalen.

Ruten

Som i fredags ubeskrivelig. Man må ganske enkelt improvisere efter hvad underlaget og lodsejerne tillader. Et skøn er at turen var på 15 km, og det tog 4½ time. Altså under 4 km/t. Alligevel er jeg mere træt end efter en 20+ tur.

Værebro Å - og storken er kommet!

Værebro Å og ådal slynger sig gennem et vandremæssigt set krævende, sumpet og utroligt naturskønt område

Storken sidder ikke på bondens tag, men på denne mark, lidt sydøst for Veksø. En bilist gjorde mig med stor begejstring opmærksom på det, også fordi ved siden af var der to styk græssende råvildt. Desværre havde jeg kun en 135 mm zoomlinse. Men det må da vist være lidt af en sensation, her i januar. Jeg vil overlade det til ornitologerne at komme med kloge bemærkninger, og blot bevare fornemmelsen af noget sensationelt. [25. januar. For Storkene.dk er det ikke noget mysterium: "Storken ... har overvintret i Veksø i tre år. Han kommer i oktober og trækker tilbage til Skåne, hvor han yngler med en hun på Karups Nygård, når det bliver marts. I Veksø bor han på en rede, der stort set har besøg af storke året rundt. Værebro Ådal er et rigtig godt fouragereingssted for storke." Jeg bukker og takker for svaret.]

Det som gør Værebro Å interessant for vandrere i forhold til fx Mølleåen og Harrestrup Å, er at på trods af landbrugets ihærdige anstrengelser for at tæmme den, har åen formået at bevare en vis rest af vildskab. Ikke at man skal gøre sig illusioner om et ur-landskab, snarere af en å som bare flyder - og formentlig til landmændenes ærgrelse: flyder over - sine bredder og p.t. danner et sumpet område med masser af dyre- og fugleliv. Åen er mange steder ikke bare en velafrettet rende med fast bred.

Set fra jernbanestien hvor åen krydser Frederikssundsvej ser åen meget tæmmet og tilforladelig ud. Men man skal ikke langt ned, før så begynder jordbunden at svuppe moseagtigt under ens fødder. Man fortrænges længere og længere væk fra bredden, og et storslået ådalslandskab åbner sig i i stedet.

Jeg havde optimistisk satset på at frosten ville gøre turen nemmere, men det var nok snarere gummibåd og gummistøvler jeg skulle have haft med, hvis jeg ville have fulgt åen. Det blev så ikke til noget, men en tur på kryds og tværs, frem og tilbage, giver så til gengæld en masse nye vinkler på et mindre område, nemlig mellem Kildedal og Veksø Station. Et godt råd er at man må vælge side. Åen er så dyb og så bred at hvis man skal over, må man svømme.

Som udenforstående vandrer kan jeg måske godt forstå landmændenes råben vagt i gevær over for at området forsumper, træerne dør, osv. På den anden side er der ikke så meget af den slags landskaber i Nordsjælland. Meget ligner en (og undskyld udtrykket: kedelig) kornmark. Og dyre- og fuglelivet er intenst på denne frostklare januardag. Man må håbe der kan komme en tilfredsstillende løsning for alle parter.

Det gjorde jeg så, og valgte nordsiden af åen, trekanten mellem åen, jernbanen og Hovedvej. Og her er rigeligt at gå rundt i. Lavtliggende sumpede områder langs åen. Jagthytter og jagtområde. Højdepunkter omkring Skelhøjgård og Vaselund med rigtig gode udsigter. Stien til Smørum går igennem her, men den var fuldstændig oversvømmet ved broen over åen. Det var lidt en streg i regningen.

Hvis man er til åbne landskaber, så er ådalen lige stedet. Her set fra vandrestien mellem Smørum og Veksø. Som ikke kan anbefales nok, selvom den p.t. er oversvømmet broen over Værebro Å. Husk gummistøvler! (Det gjorde jeg ikke, og måtte vende om).

Værebro Å omtales i Store Danske prosaisk som en stærkt reguleret 30 km lang å med udspring i Fedtmosen og Smørmosen og udløb i Roskilde Fjord. Det meste af dens 152 km2 store opland udgøres af de korte, dybe tunneldale mellem Bagsværd, Slangerup og Stenløse. 609 ha af Værebro Ådal blev fredet i 2014 dels for at undgå en uønsket bevoksning, dels for at sikre bedre tilgængelighed for offentligheden, bl.a. ved anlæg af 11 km nye stier. I oktober 2014 åbnede et nyt udkigssted, et såkaldt panoptikon, ved Kongebakken i Smørum.

Området må være et eldorado for ornitologer for tiden. Der er masser af liv i vådområder, og disse grågæs passerer gang på gang i store flokke tæt over ens hoved. Mange af dem holder netop til i de oversvømmede områder. Udover det er der masser af råvildt og jeg så også en enkelt hare.

I 1130'erne kæmpede man om hvem der skulle være konge i Danmark, og det kulminerede i Slaget om Værebro Å. Også i vore dage foregår der slag med mere fredelige midler. Jeg har nævnt den ved en tidligere lejlighed for ca. et år.Siden da er der sket en del nyt. De vigtigste spillere med reel magt er lodsejerne (som ejer arealerne), Danmarks Naturfredningsforening, staten (Folketinget) og kommunerne, mens interesseorganisationer som sportsfiskerne blander sig fra på sidelinjen.

Udsigt fra bakkedraget ved Skelhøj. Hovevej til højre. Ikke bare er udsigten er god. Lyden af liv fra dyr og fugle må gøre enhver vandrer glad og mæt af oplevelser.

Naturen som kampplads

Uden at være part i sagen, kan man vist godt konstatere, at dialogen ikke har været alt for god. Gensidige beskyldninger, bitterhed og andet gennemsyrer de møder som man kan se referater af på nettet samt artikler i aviserne. Det kan også være svært at se hvordan holdninger om at området er ved at forsumpe og ødelægge trævæksten kan forenes med holdninger om at det er en rigtig god ide at det sker for at etablere et vådområde.

Å-laugets holdninger fremgår af en video hvor formanden fortæller på YouTube om åens problemer, forsumpning og trædød. Desuden referatet fra et borgermøde på Egedal Rådhus 10. april indkaldt af å-lauget med egne indkaldte eksperter. Ålaugets medlemmer mødte talstærkt op, mens kommunens folk kun mødte fåtalligt op. Det anspændte forhold mellem parterne skulle dog være under opblødning, og der nu kan holdes møder mellem formanden for miljøudvalget og å-lauget. Ligesom både DN og lauget er enige om at dobbeltprofilvandløb og miniådale er en god ting. Naturfredningsforeningen har udarbejdet sit eget fredningsforslag 2012, mellem Veksø og Stenløse.

Som nævnt fortolker parterne å-relaterede fænomener forskelligt. Det gælder også når naturen er voldsom som oversvømmelsen 6. december 2013. Lokalavisen Egedal skrev om den vindstyrke 18 m/s fra Nordvest som pressede vandet fra Roskilde Fjord - mod strømmen - tilbage gennem Værebro Å. Værst var truslen i den sydlige del af landsbyen Tangbjerg og erhvervsområdet Værebro, mens der på resten af strækningen var tale om naturområder, hvor landmændene skal holde deres kreaturer væk.

Privat - adgang forbudt

Vis hensyn! Hvis Danmark er danskernes land, så betyder det ikke nødvendigvis at alle danskere har adgang til det. Som Egedal Kommune skriver i Regulativ for Værebro Å, (u. å) er sejlads godt nok tilladt, men ikke at betræde andres ejendom. De to meter brede banketter langs vandløbets øverste kant må ikke dyrkes, ikke foretages jordbehandling, plantes, foretages terrænændring, eller opføres bygværker. Desuden må bygninger, bygværker, faste hegn, beplantninger, udgravninger og lignende anlæg af blivende art, må ikke anbringes nærmere end 8 meter fra vandløbets øverste kant uden vandløbsmyndighedens tilladelse.

Ruten

Er ubeskrivelig, i bogstaveligste forstand.  Der er få stier, slet ingen veje, og man må bare forsøge at gå - med fuld respekt for den private ejendomsret - hvor man nu kan komme til.