Nordfronten - forterne og oversvømmelserne

Københavns befæstnings Nordfront var ikke forbundet med vold og voldgrav som Vestvolden. Men bestod bl.a. af forter og batterier

Københavns befæstning var kun i funktion i et par årtier (ca. 1890-1920). Men der var et liv både før og efter. Denne frostklare søndag marcherer Vandringsmanden ud for at erobre Nordfronten: Garderhøj, Jægersborg Kaserne (opført 1733-1747, siden 2010 boliger), Fortunfortet (det mindste) og et par batterier. Mellem disse forter lå dels nogle oversvømmelsesanlæg, overløbsbasinet i Ermelunden og nogle batterier, Vestre Ordrup Krat, Mitrailleuse, Østre Ordrup Krat, Christiansholm Batteri og Hvidøre Batteri.

Visuelt kommer vi formentlig ikke tættere på hvordan Lyngby og omegn så ud da forterne blev anlagt: Dyrehavegård set fra Dyrehavegårdsvej. Gården er en af de større af slagsen. Jeg kan kun gisne om hvad der har været dyrket på markerne, men i dag går der heste.

Befæstningen anlagt på marker

Forterne lå indtil midten af forrige århundrede langt ude på landet. Fortunfortet blev bl.a. opført på en parcel erhvervet 1893 tilhørende Dyrehavegård (1865) som var en fusion af Tronegård og Fortunegård. Gårdens historie er på mange måder karakteristisk for hvad der ellers skete med områdets gårde: Ejeren udstykkede efter 1878 en del parceller til landsteder, som stadig kan ses på østsiden af Dyrehavegårdsvej og Trongårdsvej. Indtil 1916 var der traditionelt landbrug med kvæg, korn og mejeri (1895-1915). Københavns Kommune ejede gården 1930-1957, hvorefter Lyngby Kommune købte gården og siden har den haft forskellige forpagtere. Pt er der økologisk landbrug og hestepension.

Fotoer er taknemmelige: Stenhøjgård ser her ud til at ligge på landet. Men til højre drøner Helsingørmotorvejen forbi, og til venstre et under 100 m. bredt bælte med heste. Facaden ser også ud til at være ved at falde sammen. I hvert fald er der stillet en kraftig trækonstruktion op som modvægt mod væggen.

Udover Dyrehavegård ligger en række gårde som blev udskiftet efter 1778: Lindegård (den bedst bevarede og i dag kultursted ved Lyngby Lokalstation), Lyngbygård, Toftebæksgård, Hvidegård (hestehotel) og Stenrødgård (nu rideklub, se også afsnittet om H/F Skovmosen). Lokalkendte husker måske Stenrødgård fra tv-serien Matador: Mads fortæller sin bror Kresten Skjern at han vil anlægge en fabrik og kigger ud over en jernbane. Gården i baggrunden er Stenrødgård. I virkelighedens verden ligger der ikke en fabrik, men Helsingørmotorvejen.

Størst: Garderhøjfortet er Københavns Befæstnings største fort. Og imponerende ser det ud som det ligger der og gemmer sig. Der kommer røg ud fra en skorsten. For fortet er museum med eget formidlingscenter, og i dag og indtil jul er der julehygge på fortet.

Lyngby var formentlig som så mange andre steder et stærkt opdelt samfund med langt fra rige til fattige, og et ganske betragteligt antal af det sidste. Fx beretter Politivennen fra februar 1804 at:

Ved Lyngby fattigvæsen har vi om sommeren mellem 40 og 50, om vinteren mellem 70 og 80 som har behov for og nyder almisse. 

Mindst: Fortunfortet er befæstningens mindste fort, men størst hvad angår forfald. Værre end Bagsværd Fort. Fortet er det eneste med kun 1½ etage (jeg kunne ikke kigge ind for at se hvordan ½ etage ser ud). Det har været brugt til dyrkning af champignon, reservedelslager for motorcykler og opbevaring af Tivolis fyrværkeri. Under 2. verdenskrig blev der opbevaret fyrværkeri her, og på befrielsesdagen 5. maj 1945 døde 4 festglade da de ved en fejl fik det hele til at eksplodere. En tapper venneforening prøver at skaffe penge til at restaurere fortet, der kun nødtørftigt er sat i stand.

Et ganske stort antal, set i betragtning af at Lyngby kun var en lille landsby med få hundrede indbyggere. Det er ikke på grund af de fattigt, at området tidligt kom i københavnernes søgelys. Dyrehavsbakken var allerede fra 1583 en markedsplads og yndet udflugtsmål for københavnere. Her kunne de om sommeren underholde sig med gøglerne og Pjerrot. Derudover var området et yndet udflugtsmål, Callisen (s.617) nævner i 1807 om området:

.... Københavns indbyggere besøger fjerntliggende behagelige steder, Charlottenlund, Dyrehaven, Sorgenfri, Friderichsdal, Dronninggård, Søllerød, Eenrum etc. Få steder i Europa er samlet så mange naturlige yndigheder i en så kort afstand, som her. Nogle drager ud af staden til deres egne lystgårde eller til lejede sommerværelser. Andre for at besøge deres venner og bekendte. Andre fylder gæstgivergårdene og værtshusene. Andre ser man lejrede omkring bordene og i græsset for glade at fortære deres medbragte føde, som de undertiden ufortrødent har medbragt i bylter og kurve fra lang afstand.

Noget særligt ved Nordfrontener oversvømmelsen. I stedet for befæstninger forestillede man sig at Furesøen skulle levere vand til at oversvømme et bælte som skulle forhindre fjenden i at storme København. Til højre ligger Ordrup Krat med sit godt skjulte Ordrup Krat Vest batteri, til venstre uden for billedet Posemandens Hus og Jægersborg Dyrehave.

Men om nogen permanent bebyggelse var der ikke tale og i givet fald kun for de rige københavnere. Det var meget langt "ude på landet", som berettet af Marcus Rubin: 1807-14 (1892):

Kun få var imidlertid landstederne derude. Man boede "på landet" ad Frederiksbergkanten ... Meget rige folk, eller folk, hvis virksomhed ikke nødte dem til at tage til byen, boede i Gentofte, Lyngby o.s.v....

Ordrup Krat Batteri er åbent for publikum. Det er ikke ret stort, så man kan få et indtryk af hvor klaustrofobisk det må have virket på soldaterne. Men der er en ovn som jeg ikke har set andre steder. Til gengæld ingen rindende vand, bad eller toiletter. Mændene måtte - som jeg - stille sig udenfor bag et træ for at lade vandet.

Området var så tyndt befolket (først omkring år 1900 passerede indbyggertallet 2.500) at det blev anset for at være et udvidelsesområde for Københavns Kommune, ligesom fx Brønshøj. Derfor begyndte Københavns Magistrat at opkøbe gårdene, som nævnt ovenfor fx Dyrehavegård. Fra 1930 begyndte kommunen at udstykke og bebygge gårdene. Kommunen fik dog ikke fat i Carlshøj, der fungerede fint som gartneri.

Christiansholm Batteri burde egentlig kaldes et fort. Som det eneste oven i købet med en vandfyldt voldgrav. Den løb fra et pænt stykke bag fotografen og helt ud til Strandvejen som anes i baggrunden. Den er dog nu opfyldt og Hvidøvrevej anlagt ovenpå. Kanonerne i de to batterier på begge sider af Christiansholm Batteri blev købt for penge indsamlet af kvinder. Dette faldt karlene for brystet, hvorfor sagen ad finurlig vej blev en del af kvindebevægelsen i Danmark.

Under krigen blev planerne lagt for Helsingørmotorvejen "autostradaen", Danmarks første motorvej 1956. Dengang mente man at udgifterne delvis kunne finansieres via hospitalsbudgettet som følge af færre trafikulykker. Derimod blev en s-bane mellem Jægersborg til Gl. Holte aldrig til noget fordi ejeren af Carlshøj solgte byggegrunde til etageboliger. Helsingørmotorvejen støjer og larmer succesfuldt i en afstand af ½ km.

Jægersbog Alle. Den meget grønne hæk dækker for nummer 184, hvor modstandsmanden Citronen blev skudt. Der står en mindetavle i hækken, som anes umiddelbart før det mørke felt. Oprindelig stod den frit, men hækken er vokset udover i årenes løb. Længst væk kan man ane Jægersborg Kaserne, som nu næsten er solgt som beboelse.

Efter anlægget af Polyteknisk Læreanstalt udstykkede man 1960 byggegrunde til det der i dag er Hvidegårsparken, Trongårdsparken og Fortunparken. Ind flyttede akademikere, ingeniører mv. Annette Hartung har skrevet en kort historie om Fortunvænget.

Fortunparken markerer startskuddet til urbaniseringen i området. I dag adskiller den sig markant fra det senere opførte byggeri. Brede veje og meget lave huse, ofte med flade tage. Husene næsten skutter sig bag hækkene. I baggrunden Dyrehaven. Dengang må det have været et storslået sted: Det ligger højt og der er en pragtfuld udsigt mod vest.

H/F Skovmosen.

I 1940'erne begyndte der så at komme haveforeninger i området ved Jægersborgvej 53B. Læreren Folke Jacobsen (1890-1971)  havde allerede i 1921 etableret ”Den unge mands kolonihaveanlæg” i Kastrup og i 1925 omkring Stengaarden i Gladsaxe. Skovmosen blev bygget efter samme model formentlig under 2. verdenskrig: Rødmalede huse, redskabsskure, som blev delt af 4 elever der blev undervist i havebrug ud fra den tids "tankpasser"-pædagogik: Integreret med matematik og Dansk, udfærdigelse af regnskaber og haveplaner, og viden tilegnet ved diktat.

Skovmosens små redskabsskure omkranser haverne. Ved indgangen ligger det grønne velkomsthus med meddelelser. Man fornemmer næsten den lidt kaserneagtige kæft-trit-og-retning som var den måde man underviste unge i havebrug. Heldigvis kan den slags arkitektur også sagtens rumme hygge og glæden ved at dyrke jord.

Skovmosens areal hørte oprindelig til Stenrødgaard (som i dag huser Lyngby-Taarbæk rideklub). I dag skiller ligger de to på hver sin side af Helsingørmotorvejen, men ellers skulle området stå som det var i 1954. Siden 1998 dog ikke som skolehaver, men som selvstændig nyttehaveforening.

Men alt det ovenstående er mest historiske steder. Gennemgående går turen gennem fornemme villakvarterer og trimmede naturområder. Vi er så afgjort blandt de mere velbjergede af den danske befolkning. Meget er sket med dette område de sidste 100 år. Og hvem ved hvad vandringsfolk om 50 år vil skrive om nutiden.

Ruten

Lyngby Station. Jægersborgvej. Skovmosen (frem og tilbage). Garderhøjfortet (frem og tilbage). Ermelundsvej. Fortunparken. Fortunfortet. Tilbage til Drehavegårdvej og mod Ordrup Krat. Hvidørevej. Strandvejen. Klampenborg Station. I alt knap 20 km.

Fra Pengeløse Overdrev over Søborg til Gladsaxe

Fra bar mark til tætbebygget forstad på 50 år

Ved århundredskiftet 1900 eksisterede der en kommune ved navn Gladsaxe-Herlev med to sogne på  2.500 indbyggere. Det er dem vi i dag kender som Gladsaxe Kommune med knap 67.000 og Herlev Komune med knap 28.000 indbyggere. Og for øvrigt løsrev Herlev sig i 1908 og blev selvstændig.

Just imponerende er bageriet måske ikke, men det er Søborgs ældste hus og ligger ca. midt på Søborg Hovedgade. Langt over 100 år er det.

Pionertiden

Forvarslet kom kort for århundredskiftet. Den indeklemte villa som nu er bageri på Søborg Hovedgade 75, er fra 1897 og Søborgs første og ældste hus. Det har huset butikker og bolig: En filial af Gentofte Bank, viktualieforretning, blikkenslager, tobaksforretning og nu altså bageri. Egentlig et ganske godt eksempel på hvordan Søborg Hovedgade fremstår i dag: Som en driftig forretningsgade. I 1901 begyndte et konsortium at udstykke Søborggård og Lauggård, 78 parceller som blev til Søborg Villaby i området mellem Frederiksborgvej og Gladsaxevej. Her ligger Gladsaxe Kommunes Vandværk.

De første udstykninger i Søborg (Søborg Vllaby) skete umiddelbart nord for Højmosen (Utterslev Mose) og senere vest for (Søborgmaglekvarteret). Tilsammen gav de ophav til betegnelsen "Pengeløse Overdrev". Dette billede af mosen forsøger at give et indtryk af hvilket øde sted det engang var.

1903 fulgte udstykning af området omkring Venusvej, Mars Alle og Marienborg Alle. Tilflytterne var fortrinsvis fra brokvartererne, og deres kolonihaver, skure og lysthuse blev kaldt for "Pengeløse Overdrev". Der er intet tilbage af disse skure. I dag er kvarteret mondænt, med store villaer og ejendomme. Søborgmaglekvarteret (Maglegård, Lauggard og Grønnemosegård) blev fra 1917 udstykket til villagrunde og har stort set samme skikkelse som dengang. Udover at ligge tæt på København og dens arbejdspladser, ligger området også selv i dag idyllisk ned til Utterslev Mose.

Der er ikke meget "Pengeløse Overdrev", snarere noget "Mangepenge Overflod"? over husene der ligger i det område hvor udflytterne fra Nørrebro slog sig ned for over 100 år siden. Et roligt kvarter tæt på Utterslev Mose i et bakket terræn.

Det siger lidt om datidens forestilling om byudvikling at man højst måtte bygge i 1 etage og med 2 lejligheder. 1905 begyndte håndværksmestrene at flyttede i større og finere huse i Bagsværd: Højgårdens grund blev udstykket til Søvej, Aldershvilevej og Skovalleeen. Når man går ad Buddinge Hovedgade, forstå man hvorfor arbejderne ikke nåede så langt ud i første omgang: Der er adskillige kilometer. Dengang landeveje. I 1927 var Aldershvile Slotspark i Bagsværd næsten udstykket. Tre ”gullaschbaroner” eller ”ny-rige” opførte under 1. verdenskrig fornemme herskabsvillaer på Aldershvilevej. To af dem eksisterer nu som institutioner: Søholm”. Pragtvillaen ved Bagsværd Søpark huser nu shippingfirmaet BIMCO.

Gullaschbaroner var en slags yuppier som tjente bunker af penge på at sælge mere eller mindre (specielt mindre) spiselige kødvarer til tyskerne under 1. verdenskrig. Udover at de opførte sig radikalt anderledes end det traditionelle pænere borgerskab, gik der også rygter om at de anvendte rottekød og endog savsmuld i deres produkter. At de tjente mange penge, vidner dette hus om.

Bl.a. arkitekter var bestyrtede over den "rodede byggestil" og en forening til forskønnelse af Søborg forsøgte i perioden 1911-1920'erne at få opført arkitekttegnede boliger, fx det såkaldte "Mønsterhus" på Runebergs Alle 41, arkitekt K. T. Seest. Det er ham der også tegnede den mere kendte Nørrebro Station. Huset står endnu: Gulmalet. Huset vakte opsigt i hele København for "den gode smag", I 1913 en villa på Jyllands Alle (nu Dickens Alle) tegnet af arkitekt Gotenborg (1878-1964). Det slog aldrig igennem. Dels var de indbyrdes uenige, dels havde selvbyggerne, arbejdere fra brokvartererne, ikke råd. Selv om foreningen angiveligt lavede byggeri til fornuftige priser

Det byggeri der omgiver mønsterhuset, er et vidnesbyrd om at den slags huse forblev en drøm i nogle arkitekters huse. Trods berømmelsen ser man ikke mange af denne type huse i Søborg.

Foreningen stod også bag ”Indianerlandsbyen”. I april 1914 købte A/S Høje Søborg gården af samme navn med jorder. To af bagmændene, arkitekterne J.L. Meulengracht og Niels Gothenborg, er jeg stødt på før, dels i forbindelse med selvbyggerne, dels med Den Engelske Haveby i Brønshøj. De 73 ensartede gavlhuse med udnyttet tagetage og gavlene vendt ud mod vejen blev bygget 1924-25. Men det tog ti år, før alle husene var solgt. Som for selvbyggernes vedkommende satte købernes deres personlige præg på husene, der i dag da også er meget forskellige, trods den fælles grundplan.

I det meste af 1900-tallet havde folk ikke meget kendskab til andre end deres omgangskreds. Hvis noget var særlig fremmedartet, blev det nedsættende eller spydigt kaldt noget med "indianer" eller "neger". Det gjorde min far fx. I min ungdom kaldte man det noget med "araber" eller "beduiner". Racisme er noget der ligger dybt i dansk opdragelse. Måske som en reaktion har beboerne nærmest demonstrativt givet hvert hus sit særpræg.

Det øvrige Gladsaxe og Buddinge var forholdsvis uberørt af urbaniseringen. Mindre erhvervsvirksomheder etablerede sig langs Søborg Hovedgade. Selvom tilflytterne betød at Socialdemokratiet blev indvalgt for første gang i Sognerådet, havde det gamle landsbysamfunds repræsentanter dog stadig overtaget. Godt nok ernærede kun 1/3 af Gladsaxes indbyggere sig med landbrug i 1906, men kvinder og tyende fik først almindelig valgret i 1909. I 1940 var kun omkring 4% beskæftiget ved landbruget.

Urbaniseringseksplosionen

Udbryderen Herlev fik i 1905 fik eget vandværk. Gladsaxe klarede sig med brønde indtil 1910 hvor der kom et vandværk ved Søborg Mose. Moderniseringen foregik langsomt: I 1907 åbnede Bagsværd Skole. Søborg Skole indviedes med 350 elever. I 1909 kom der elektrisk lys til Søborg og Bagsværd og i 1911 i Mørkhøj og Gladsaxe. Udover Slangerupbanen blev der i 1915 fast rutebilkørsel mellem Bispebjerg og Søborg. Tilflytterne arbejdede nemlig fortrinsvis i fabrikker på Nørrebro. Men efter 1910 gik det stærkere. Indtil 1940 voksede Gladsaxes befolkning med over 20.000. I 1913 blev Socialdemokratiet for første gang det største parti i sognerådet. I 1917 fik partiet sit første kvindelige sognerådsmedlem, lærerinden Emilie Madsen. Hun blev ekskluderet pga en strid om Hjælpekassen.

For en vandværksfan er det svært at lade være med at fiksere på Gladsaxe Kommunes Vandværk. Formentlig det som blev opført 1910. Før den tid klarede man sig med brønde. Vandværket ligger i det område som først blev urbaniseret i Gladsaxe Kommune.

Under 1. Verdenskrig, i 1916 blev omkring 500 soldater indlogeret hos private. De bemandede Gladsaxe og Buddinge Forter, Buddinge og Tinghøj Batterier. Denne grå decembertorsdag fornemmer man intet af alt dette. Der ånder fred langs Husumenceinten på Vestvolden. Volden er ved at blive skovet fri så man reelt også kan få et indtryk af konturen af anlægget. Det har ikke skræmt sjaggerne væk. Deres sjæggen ledsager hele vejen ud til Utterslev Mose. I 1916 åbnede også Søborg Biografteater. Det blev moderniseret 1936. I 1916 indvarslede opførelsen af Gladsaxe Mejeri det senere Gladsaxe Industrikvarter. Det lukkede 1972 og blev revet ned i 1982.

Det lå ikke i kortene at Gladsaxe skulle fortsætte som selvstændig kommune, men indlemmes i København. Landsognene kunne ikke klare udgifterne til veje, kloakering, skoler, socialforsorg, vand, el, gas, trafik osv. Det var bl.a. baggrunden for Brønshøjs indlemmelse i København. Derfor ansøgte man om ”optagelse” i København, Bl.a. opkøbte Københavns Kommune ca. 1/8 af Gladsaxes areal. I 1933 krævede Gladsaxe af regeringen at kommunen bliver indlemmet i København. Disse planer blev dog forholdsvis hurtigt forpurret. Man begyndte allerede i 1937 at tvivle på projektet, i 1939 stod det klart at Gladsaxe ikke kunne kræve at blive indlemmet.

De ikke så glade 20'ere

De glade tyvere var måske ikke så glade i Gladsaxe, for 1922-1924 blev der opført 2 husvildebarakker i træ og lysthuse bruges ofte som helårsbeboelse. Sognerådet accepterede de nuværende beboere, men forsøgte at begrænse fremtidigt ulovligt byggeri. Man gav rådgivning til nye parcelhusejere og tegninger til 3 typer huse som kunne opføres med små midler. Især i Stengårdskvarteret flyttede folk ind. Som i et tidligere indlæg om selvbyggere var det især private som stod for det. I 1917 blev Maglegården udstykket. Søborgmagle. Grundejerforeningen har beskrevet historien. I 1920 Grønnegården. Det gik for alvor i gang 1923. Men i starten var det mest lysthuse uden kloakering. Den var først på plads i 1936. Lysthuse er et kendt fænomen i den tidlige urbanisering af Københavns omegnskommuner, fx Hvidovre.

Biblioteksvæsnet startede i 1923 på Søborg Skole med udlånsfilialer på skolerne i Gladsaxe og Bagsværd. I 1940 blev Gladsaxe Kommunebibliotek indviet på hjørnet af Gladsaxevej og Uranienborg Alle (arkitekt Vilhelm Lauritzen). I 1924 kørte en sporvogn ad Søborg Hovedgade. Bagsværd Bio åbnede.

Depressionen i 30'erne

I 1930'erne kunne grønne omgivelser i Gladsaxes endnu tiltrække tilflyttere. Men de sociale forhold bød på arbejdsløshed og fejlernæring. I 1936 blev fx indført gratis skolebespisning pga fejlernærede børn. For de ældre blev 1932 det første alderdomshjem indviet: De Gamles Hjem på Søborg Hovedgade. Bygningen er stadig i brug. Børnehaver kom til fra 1933 med samt flere skoler.

Mørkhøj havde indtil da ligget indeklemt mellem Husum, Herlev og Gladsaxe med dårlige trafikforbindelser, men i denne periode blev Mørkhøjs gårdes jorde at blive udstykket. Monberg Thorsen og Dyrup & Co. flyttede til Gladsaxe Industrikvarter i 1934. I 1935 kom et bygningsreglement: Der skal være 50 meter fra fabrikker til nærmeste beboelse, i industrikvarterne dog kun 10 meter.

Søborg Hovedgade er en livlig forretningsgade og egentlig ganske underholdende at trave op eller ned ad. Nogle vil måske kalde byggeriet langs vejen for rodet. Det er den også, opbygget som den er igennem 100 år. Man kan se at alle stilarter, boligtyper osv. blander sig i bybilledet. Trafikken ser voldsom ud, men egentlig ikke overvældende. Vejen ligger tilpas fra Hillerødmotorvejen og Helsingørmotorvejen.

I perioden 1935-1940 fordobledes antallet af lejligheder i kommunen, og områderne langs Søborg Hovedgade blev næsten helt udbygget. Det arkitektonisk mindre interessante Pileparken blev opført 1946-1950'erne. I villaen Højgårds Vænge 17 "Kisum Bakke" boede forfatteren Karen Lydia Aabye (1904-1982), tegnet af Elliot Hjuler og opført i 1943. Den 22. december 1944 blev den sprængt i luften af Gestapo, fordi hun var medlem af Holger Danske. Men dog ikke hjemme. Den blev genopført 1945 og udvidet 1956.

Søndergård Park er næsten som en pænt stor landsby med eget butikstorv og snoede gader i et let kuperet terræn. Husene er holdt i gule mursten og ser ens ud.

Slut med byggeriet

Efter 1945 gik det kommunale byggeri for alvor i gang og overtog det private byggeris rolle. Markante milepæle var Søgård (1950), Søndergård Park - ingen haver, men grønne arealer (1947-1958) og kollektivhuset Høje Søborg (1949-1951, arkitekter Povl Ernst Hoff og Bennett Windinge). 1950'erne kom Bagsværd Industrikvarter til, Gladsaxe Trafikplads (1952), Gladsaxe Friluftsbad (1958), Privat skøjtebane (1960), Mørkhøj Industrikvarter (1961), Høje Gladsaxe (1963-), Gladsaxe Teater, TV-byen (1964). Så var det ved at være slut. Der var ikke flere ledige byggegrunde.

 Slut ... og dog. Der opføres stadig boliger på Søborg Hovedgade. Her er det Realdania som opfører Danmarks "reelt første energineutrale" boligbyggeri.

Læsestof

Fra klondyke til moderne velfærdskommune. Gladsaxes historie 1900-2000. Karen Jull Sørensen og Per Boje. 2001
På Sporet af Søborgs seværdigheder. Vandretursforslag.
Fra Husum til Mørkhøj

Ruten

Utterslev Mose. Søborg Hovedgade. Buddinge Hovedgade. Bagsværd Hovedgade. Aldershvilevej. Bagsværd Station.

Mølleåen - Hareskov

Mere præcist: Fra Lyngby Sø og Åmose, Mølleåen, Hareskoven og Jonstrup Vang til Ballerup

Lyngby Sø er delt mellem Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommuner. Holder man sig på nordsiden, Lyngby Åmose er man i den sidste. Her et typisk forløb af stien gennem mosen. Man kan andre steder gå helt ned til søbredden.

Jeg missede solen efter middag og et par timer frem. Til gengæld slap jeg for den bidende friske vind. Og jeg var bestemt ikke den eneste: Skove, moser, søer og stier er denne lørdag formiddag tæt befolket med hundeluftere, vandrere, løbere, cyklister, kajak- og kanosejlere og andre. Vandreturen i dag går gennem bynære naturområder.

Lyngby Åmose

På nordsiden af Lyngby Sø ligger en stribe mose. Man kommer til den ad en promenade langs østsiden af søen. Engang var det et fredeligt sted som Lyngby kommune havde fået anlagt for en billig penge. Men selv en lørdag som denne er der nu omstunder et inferno af larm fra Lyngby Omfartsvej. Udsigten står i grel modsætning til larmen. På den ene side drages man af den pragfulde udsigt over søen, på den anden side stresses man af støjen, som faktisk først dæmpes 1½ km væk når man når Mølleåen. Åmosen er ellers et godt sted at vandre. Man kan i modsætning til så mange moser gå helt nede ved søbredden, hvor der er anlagt en sti. Herfra har man også udsigt over selve søen og de små holme som "deler" søen i to dele.

Møllefloden mellem to søer. Kajakkernes motorvej? Hvor broen går fra Spurveskjul nord for åen (til højre) ti Nybroskov syd for (til venstre).

Mølleåen

De ca. 3 km Mølleåen mellem Furesø og Lyngby Sø er en af de bedre strækninger af Mølleåen. Der er dramatiske skrænter og åen selv er ret bred, faktisk nærmest en flod. Allerede Danmarks militærdiktator, kong Frederik 3. havde fået øje på områdets skønhed. Frederik 3. var den konge som kastede Danmark ud i den ulyksalige krig med Karl 10. Gustav af Sverige, og var ved at udradere Danmark af verdenskortet, hvis ikke fordi det havde været fordi hollænderne kom til hjælp og slog svenskernes storm på København tilbage i 1659  Frederik 3. havde - lidt lige som Hitlers arkitektoniske drømme om Germania - en drøm om en kolossal sommerresidens med Mølleåen som midterakse i Frederiksdal. Han nåede dog at dø forinden (ligesom Hitler) og planerne blev aldrig til noget. I stedet tilfaldt resterne af sommerresidensen en senere dansk militærdiktator, kong Christian den 6's udenrigsminister Schulin hvis efterkommere stadig ejer slottet Frederiksdal.

Der løber ikke megen vand fra Louisekilde længere. Men stedet er stadig idyllisk. Indskriften er blevet ophugget i nyere tid, men er igen ved at forvitre. Teksten står på tavlen.

Fra 1791 stammer Louisekilden som ligger ca. midtvejs mellem de to søer. Den blev meget belejligt opdaget på hendes 50 års dag. Men hele området emmer i den grad af at være et meget attraktivt udflugtsmål for københavnere. Selv på en bidende kold dag som i dag hvor alle restauranter og kafeer er lukkede, er der masser af mennesker. Hvis man har tid og ork er der adskillige afstikkere undervejs, fx til Jægerhuset, Sneglebjerget, Den Gamle Have, Frederiksdal og Hjortholm. Jeg besøgte dog kun den sidste.

Det fremgår af plancen at Winther skrev et digt heromkring i 1828: Flyv fugl flyv over Furesøens vove. Men man behøver nu ikke en finkulturel, forældet digter til at fornemme landskabets storslåethed.

Store Hulsø

Skoven syd for Furesøen hedder Frederiksdal Storskov. Forlader man Furesøen og går mod syd mod Hareskoven passerer man et noget kedeligt udseende åbent område, Ladegårdsmarken. Men synet bedrager. Ladegårdsmarken er en rasteplads for trækfugle, bl.a. sjældne arter som hvepse- og fjeldvåger og fiskeørne. Man bør absolut unde sig vandreturen omkring Store Hulsø. Søen er for så vidt ikke så imponerende. Man kan selv nu hvor alle bladene er væk, dårlig få et overblik over søen. Men området omkring søen er et besøg værd.

Stemningsbillede fra Store Hulsø. Man aner hvor svært det er at se selve søen, men det gør heller ikke så meget. I baggrunden de høje bakker som omkranser hele søen.

Søen er et dødishul fra istiden med meget stejle skrænter. Og man kan stort set gå omkring hele søen, både oppe og nede. Under militærdiktaturets værste tid i Danmark, enevælden i perioden 1668-1739 var det forbeholdt kongen at færdes her. Sådan er det heldigvis ikke mere. Jeg tog turen syd om søen. Turen går gennem urørt skov med birk, el, skovfyr og andre træer.

Hareskovene

Endnu længere mod syd ligger så Hareskoven. Dem har jeg allerede anbefalet på tidligere vandringer. Og det skal så bare gentages her. Denne gang tog jeg turen ad en af de snorlige veje, Gl. Jagtvej, som løber hele vejen fra Femvejsstjernen til Langehus Skovløberhus, hvor der i anledning af årstiden sælges juletræer og hjemmelavet og industrielt fremstillet julepynt af alskens slag.

At julen nærmer sig, fremgår af denne billede fra Langehus Skovløberhus, hvor en familie bringer årets juletræ sikkert i havn. Fra den gule bygning i baggrunden er der udsalg af diverse julepynt mm.

Hareskovene rummer også mindre skovstier, men jeg valgte de brede, befærdede stier denne dag hvor det handlede om at kunne gå rask til for at holde varmen. Hareskovene er på alle måder et godt sted at vandre. Terrænet er kuperet, mange bakker og man kan selv vælge hvor udfordrende man vil have det ved at vælge mellem de behagelige brede skovstier eller de mudrede og glatte.

Solen er endelig tittet frem da jeg passerer det unavngivne vandhul syd for Gedderygmose i Hareskoven. Men det blæser så til gengæld frisk til. Og det er blevet hundekoldt.

Ruten

Lyngby Station. Mølleåen. Gl. Jagtvej. Ballerup Station. I alt ca. 20 km.