Mølleåen Classic

Mølleåen fra Furesø til Øresund er vist den "klassiske" strækning. Berømmet i sang og litteratur

På det meste af ruten går man ikke langs selve åen som her vest for Ravnholt. Faktisk kan man slet ikke se åen på det meste af turen. Men der er talrige broer hvor man kan få et indtryk af vandområdet. Det gør nu ikke så meget. Det er selve ådalen der imponerer.

Danmarkshistorien er fyldt med mere eller mindre drabelige slag og sammenstød. Ikke bare mellem herboende landsmænd og svenskere, tyskere, englændere og andet godtfolk som har passeret gennem tiderne. Men også mellem landsmænd selv. En af dem fandt sted på Kongevejen ved Lyngby, således som den står refereret i Politivennen Nr. 253, 26. februar 1803 under overskriften Kulsvieruskik:

På hvad bedst mulig måde kunne man gøre passagen på Kongevejen i nærheden af København mere sikker for overfald af bønder eller såkaldte kulsviere? Disse menneskers uforskammethed er noksom bekendt, samt hvor vanskelig den er at undgå, når man møder dem. Udover ulejligheder og strid, som jeg selv har haft adskillige gange, var jeg vidne til følgende optrin. Mellem Lyngby og Rudersdal var en aksel brækket på en vogn, der kom fra København. En mand og kone var steget ud af vognen da en række kulsviere kom fra byen. Selv om vejen var bred nok, kørte den forreste lige ind i kusken, som stod og var i færd med at binde akslen sammen. Følgen af det blev et skænderi, og at bønderne samledes og pryglede både manden og hans kusk. En af dem kørte ind i hans heste, så de blev løbske og løb med vognen i grøften. Konen som var højgravid, blev meget forskrækket, og de måtte fortsætte deres rejse til fods, da jeg var ridende og ingen hjælp med befordring kunne tilbyde dem. Det var ønskeligt, om noget middel kunne findes til at forebygge slig usikkerhed og overfald, som desværre så ofte sker.

Fælles danske traditioner? "Kulsvier" var åbenbart det københavnske finere borgerskabs betegnelse for hvad de anså for voldelige og ubehøvlede dele af befolkningen. Og det stikker længer tilbage, fx til Gøngehøvdingen med den velkendte kvindelige kulsvier, Kulsoen. Mere om det senere.

I dette område som åbenbart har ledt nogle romantiske sjæle til at tænke på Schweiz, huserede bl.a. kulsvierne i flere århundreder. Kongevejen ligger få kilometer væk, så Politivennen-skribentens kulsviere kan udmærket have holdt til i dette område. Dengang har det dog nok set radikalt anderledes ud.

Mølleåen romantisk idyl

Jeg har tidligere gået på den "øvre" del af Mølleåstien fra åens udspring. Det er næppe denne strækning der er tænkt på i sangen af Peter Sørensen og Leon Duminskys orkester. En Giro 413-ørehænger - engang. Det er nok snarere den "nedre" del af åen ud mod Øresund. Her er barndom, fred og ældgammel i omkvædet:

Barndommens sollyse dage svandt hen nede ved ved mølleåen
Ofte i drømme jeg leger igen nede ved mølleåen
Og når jeg står på den ældgamle bro
fyldes mit sind med en lindrende ro
Tanker og minder får fred til at gro nede ved mølleåen
 

Og sangen hører formentlig også til i et andet århundrede. I dag drøner Helsingør Motorvejen tværs over Mølleåen så man på strækningen mellem Raadvad og Ravnholm stort set ikke kan høre fuglestemmer eller andre mere afdæmpede beboere. Måske bort set fra enkelte lodsejeres bidske hunde. 

Mathildebroen er opkaldt efter den dronning som havde en affære med Struensee. Om de tog herop for at få fred og dyrke elskov, det vil jeg overlade til historikerne. Hvis de gjorde, så forstår jeg godt hvorfor de valgte lige netop dette område.

Møller og industri

Fra Lyngby til Øresund falder åen 19 meter over en 9 km lang strækning. Og det var nok til at holde gang i 8 vandmøller som gav energi nok til at området noget bombastisk blev "industriens vugge" i Danmark. Med rette er der skrevet talrige bøger om dette emne. Blandt dem adskillige fotobøger. En af dem kan man læse online: "Mølleåen et nationalt industriminde". Jeg vil ikke gå (eller vandre) denne og andre værker i bedene. Blot bekræfte at området ganske enkelt er noget enestående.

 

Man må næsten ærgre sig over at de store seværdigheder nærmest står i kø langs den 9 km lange strækning. Der er slet ikke tid til at dvæle ved dem allesammen. Som her Raadvad. Jeg valgte i stedet at se på området i sin helhed. Og det bliver man i sig selv mæt af. Afvekslingen mellem natur og den tætte koncentration af små, gamle industrisamfund findes vist ikke tilsvarende andre steder i Danmark.

Raadvad er en hel lille by med tilhørende arbejderboliger, skoler mm (1643-1972) med jernvarer. I 1643 blev opført en lille kornmølle. Den blev ødelagt af svenskerne 1658-60, men genopført som krudtværk. Fra 1759 var der et "fileværk" hvor der blev fremstillet værktøj og husholdningsredskaber. Der skulle en russisk revolution (1918-1920'erne) til at stoppe produktionen. Men så fik fabrikken eneret på at fremstille rustfrit stål, indtil hele balladen flyttede til Jylland i 1973. Folk på min alder kan vel stadig huske bestik med Raadvads mærke på. Og brødmaskinerne har de fleste vel set hos marskandiserne.

Gang- og cykelstien gennem Brede går gennem denne række huse. Det er så vidt jeg kunne fornemme i dag privatboliger.

Brede Kobberværk. Brede (1370), krudtværk fra 1628. Senere kobber, 1832 klæde indtil 1956. Strandmøllen papirproduktion 1599 og 300 år frem er stadig i brug. Og rækken fortsætter ad  libitum: Lyngby Hovedgade med Nordre Mølle (1846) og Søndre Mølle (1903) med korn, senere våben, papir mm. Fuglevad Mølle (1832, korn og messingvarer). I 1370 kendes "Molendium Ørewaz", kornmøllen Ørholm, som lavede krudt fra 1500-tallet. Endnu senere kobber, jern og papir. Indtil den i perioden 1933-77 producerede krøluld og madrasser. Nymølle (1600-tallet kobbermølle). Stampen (1200-tallet kornmøller). Ellers er her blevet produceret krudt, mønter, papir, klæde, søm, knive, værktøj, hestesko, kunstlæder, kobberplader og messingvarer.

Natur

Åvandet skulle efterhånden være ret rent, men der sker stadig udslip af spildevand, så sent som i foråret. Man bør unde sig selv en tur frem og tilbage på begge åbredder. Den sydlige sti går lavt, mens den nordlige fortrinsvis går ovenpå de meget stejle skrænter ned mod ådalen. Fotoerne i dette indslag yder ikke fuld retfærdighed til turen, for meget af ruten er det umuligt at indfange stemningen og udsigterne. Det drejer sig fx om ellesumpene mellem Raadvad og Strandmøllen. Dog ikke selve Strandmølleområdet. Det er pt under stærk ombygning. Så vidt jeg kan se er man ved at grave et nyt løb, og de fleste af bygningerne er pakket ind i plastik. Mølleåens udløb i Øresund er da også alt andet end noget man kan kalde et kønt syn.

De betagende ellesumpe mellem Raadvad og Strandmøllen. Her går stien helt nede. Selve en kan man ikke se, og jeg var bestemt ikke til sinds at træde ud i det sumpede område for at konstatere om den er der eller ej.

Området mellem Stampedammen og Raadvad blev nok et af mine favoritter. På begge sider af åen. Sydøst for Raadvad udvider Dyrehaven, så Stampeskoven kommer til at høre ind under. Man vil her forsøge at udsætte de blandt biologer så yndede eghjorte. Europas største bille. Området er ved at blive hegnet ind, så stiforløbet på dit kort kan være forældet.

Som man kan se fra nogle af broerne er det ikke tilrådeligt at tage en travetur tæt på bredden af Mølleåen. Tætte sivskove, sumpe og ufremkommeligt krat er vilkårene.

Mathildebroen opkaldt efter Caroline Mathilde og Struensee). Ravnholm Skov, eller "Det danske Schweiz" med bronzealderhøje og hulveje består at stejle bakker, navnet må vel høre ind under kategorien "overdrivelse fremmer forståelsen". Hertil hører også Kulsviervej hvorpå kulsvierne bragte trækul til København. Og så er vi ....

Kulsviere

.... tilbage til kulsvierne. De var berygtede i 1800-tallet, i hvert fald hvis man skal tro Politivennen. Det ikke kun fordi de formentlig har været kulsorte i hovedet af at fremstille trækul. Her er et lille udvalg af omtaler af dem:

...På torvedagene ... bønderne forlader hovedstaden er landevejene overmåde usikre, især hvor beskænkede kulsviere befarer den. Jeg for min del anser det for et sandt uheld at komme i følge med disse mennesker. De er ualmindelig ondskabsfulde, i særdeleshed når de er beskænkede og det er som oftest tilfældet, når de rejser fra byen. (1798, s. 257-260)

St. Ansgars Kilde løber skam endnu! Næsten sikkert at den intet har med St. Ansgar at gøre. Men måske har kulsvierne læsket sig her og fyldt vanddunkene, før de drog mod København for at afsætte deres trækul til indbyggerne der og skabe røre blandt det pæne borgerskab. Når de så drog hvem fra byen igen, "beskænkede", var der anderledes stærke sager i deres maver.

Herefter følger så en detaljeret beskrivelse af hvordan skribenten selv er blevet chikaneret på det groveste. I nr. 165, 20. juni 1801, (s.2625-2626) omtales en episode fra Karlebo:

I Karlebo og flere steder har nogle mennesker sat sig for, imod lovene, at holde værtshus og udskænkning. De svarer de som påtaler denne uorden, at de som landeværnsmænd skulle have tilladelse til det. Det går endog så vidt, at nogle af disse militære kroholdere triller hjulbøre fulde af drikkevarer op ved kirken og sælger ud af det, uden at lade sig bortvise enten af formaninger eller skam. Hvor skadelige følgerne heraf kunne blive, helst imellem en så fordærvet og umoralsk slægt, som vores kulsvierbønder gemenlig er, er gyseligt at tænke på.

I dag er der ingen kulsviere, og de eneste københavnere jeg snakkede med, var to flinke cyklister som holdt hvil nord for Ravnholm Station. De så bestemt ikke ud til at høre til 1800-tallets fisefornemme spidsborgerskab. Så, måske er der alligevel sket noget. Måske klarer vi os udmærket uden Mølleå-sangens sukrede omkvæd ...

Efter artiklens publicering har en kollega gjort mig opmærksom på denne meget interessante artikel om kulsvierne gennem århundreder, som føjer en hel del til ovenstående historie.

Ruten

Ravnholm Station-Strandmøllen langs den sydlige bred. Strandmøllen-Lyngby langs den nordlige bred. I alt ca. 20 med talrige svipture.

Statens Vildtreservat Vestamager

Efter en hed sommer er det dejligt at blive blæst godt igennem på dæmningen langs det lukkede fuglereservat på Sydvestamager

Der skal ikke sjældne fugle til at få det til at hoppe i mig. Et par skarve er godt nok. Der er bundgarn mindst to steder på dagens rute. Og fuglene indfinder sig troligt, siddende på bundgarnspælene og poserer for fotografen. De mere fuglekræsne skal imidlertid kigge den modsatte vej, over dæmningen og ind i fuglereservatet.

Mange af Vandringsløse Tidendes gåture handler om at gå på steder hvor vores forgængere har gået i hundreder, måske tusinder af år. Men på Vestamager kan man gøre det, som vores bedsteforældre og måske også forældre (alt efter hvor gamle vi er) ikke kunne: Gå rundt tørskoet på havbunden af farvandet mellem Amager og Sjælland! Der fik de den, de gode gamle dage. Ha!

Dæmningen er 7 km. Men kun de ca 5 går langs reservatet. Den er blevet udbygget og forhøjet ad flere omgange. Til højre er reservatet, til venstre havet og den asfalterede Dæmningsvejen. På den allersydligste del af den nye dæmning er det tilladt at gå ovenpå den. Men ikke her. Billedet er taget fra et af de tre fugletårne langs dæmningen.

Hele balladen blev først inddæmmet under 2. verdenskrig, herefter okkuperet af militæret. Nu er det kun Staten som forhindrer os i at gå ind i vildtreservatet. Men der er særdeles gode grunde til at gå den 10-11 kilometer lange tur rundt om reservatet, hvoraf ca 5 km af turen foregår på dæmningen. På en dag som denne, sol og blæst, en pragtfuld oplevelse af hav når det gnider tænder.

Solen forsølver havet på den mest betagende vis. Bølgerne bruser højt. Nyttesløst at snakke sammen pga lyden (og godt det samme). Smag af saltvand. Hud der bliver strammet op af havgusen. Lungerne blæses igennem af den friske vind. Så enkelt kan det være!

Jeg tog metroen derud, men man kan også komme til vildtreservatet ad Kalvebod Bro (der er færdsel for cykler og fodgængere), Kongelunden og andre steder. De omtrent 3 km Granatvej fører bl.a forbi Sundby Kogræsserforenings (af 2005) 20 herefordkvier som ligger mageligt henslængt og tygger drøv. Om ikke så længe ligger de formentligt knap så mageligt henslængt på et noget koldere sted, nemlig fryserne på de ca. 100 familier som holder køerne.

Bag Dæmningen ligger Klydesø. Der er adgang forbudt, og området er indhegnet. Kun køerne får lov til at afgræsse området.

Da området er fladt, fladt, fladt, kan det anbefales at bestige nogle af de såkaldte høje for at få et overblik. Fx Granathøj og Sydmøllehøj. Nogle er vist forhenværende holme i det tidligere hav, mens andre er nogle som militæret lavede. Militærets mangeårige tilstedeværelse på stedet er på det nærmeste næsten helt fjernet. Man skal kigge godt efter betonrester hist og pist og håbe ikke at løbe på en af de mere ubehagelige overraskelser, landminer. Men det er vist kun når man graver i jorden man risikerer det.

Højen Sydmølle er vist det eneste sted man kan gå ind på selve reservatet. Der er to høje, hvoraf det ene har dette underlige tårn. Det ligner noget fra militærets tid, og det ser ud som om nogen har skudt til måls efter det engang. Måske nogle danske jenser, hvem ved? Herfra kan man se de lange dæmning strække sig bagest gennem hele billedet og strandengen derimellem.

Turen rundt om reservatet falder nogenlunde i to dele: Landdelen og havdelen. Landdelen følger Reservatvej med udsigt fortrinsvis over engene, mens Sydmøllevej fører til den lukkede Klydesø og et lille fugleskjul stik syd for Sydmøllevej. Ellevehøjvej går gennem birkesumpe, som en dag som denne efter et kraftigt regnvejr er sumpagtig fugtig med tung luft og masser af guldsmede. Ingen myg! De høje træer skærmer for vinden, som desto mere føles når man helt mod syd bestiger dæmningen ved Søndre Pumpe.

Søndre Pumpe ligger og skutter sig i læ bag dæmningen. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad der vil ske hvis pumpen holdt op med at virke. Området ligger op til 2 meter under havets overflade. Svalerne svirrer omkring stedet på jagt efter insekter. Til venstre letter et fly fra lufthavnen. Men det hele overdøves af havet på en blæsende dag som denne.

De tre kilometer mellem Søndre Pumpe og fugletårnet kan man gå oven på den nye dæmning. Men på resten af den nordlige strækning er der adgang forbudt ovenpå, og man må følge den udmærkede Dæmningsvej, uden andre udsigter til vildreservatet end fugletårnene der er opstillet med jævne mellemrum. Til gengæld har man en solskinsdag som denne en fantastisk udsigt over havet. Kun de allerkraftigste fly fra lufthavnen er i stand til at brage igennem bølgerne som knuses mod stenene et godt stykke nede. Men som sender våde sprøjt helt op på vejen og op ad lårene på de forbipasserende.

På den lille forbindelsessti mellem Reservatvej og Svenskehomvej er der op til flere efterladenskaber fra militærets dage. De er lidt af en sjældenhed. Militæret ryddede godt op inden det forlod stedet. En lille bunker samt disse nu helt ubestemmelige betonklodser. I baggrunden Ørestadens sydligste del med byggeriet Ottetallet i centrum.

Fugle ser jeg ikke så mange af. Og jeg er heller ikke nogen speciel ørn til at se efter fugle. Jo, jeg kan se at der er måger, vipstjerter og skarv, samt en masse svaler. Hvis man kigger godt efter, kan man sikkert se mange af de mere diskrete og sjældne fuglearter også. Fugletårnene er højt placeret, og man kan skubbe vinduerne op for at få gode fotoer. Jeg så nu kun en person med fuglefotograferingsudstyr, så det er sikkert ikke sæson. Jeg forestiller mig det er bedre i forårs- og efterårsmånederne, når trækfugle søger nord eller syd.

Ud for Kongelunden holder windsurferne til. Der er mange! Hav og himmel går næsten i et i horisonten.

Ruten

Vestamager Metro Station. Granatvej. Sydmøllevej. Ellevehøjvej. Dæmningsvej. Reservatvej. Sneppestien. Kalvebod Sti. Vestamager Metro Station. Med smutveje til fuglskjul mm. omkring 20 km.

Havdrup Kildeplads - Solrød - Jersie

Vejen til Havdrup Kildeplads under Thorsbro Vandværk fører gennem Solrød, Kirke Skensved og Jersie landsbyer

 

Denne udsigt illustrerer hvilke interesser der er i spil: Midt i billedet vand til københavnerne, umiddelbart bag den er en maskine i gang med at høste (bemærk den nærmest knivskarpe overgang fra kildeplads til mark) og til højre skimtes et træ langs Solrød Bæk. På Havdrup Kildeplads er man ikke i tvivl om at naturen absolut kommer i anden, hvis ikke tredje række.

Havdrup kildeplads hørte 1950-2005 under Vandværket ved Lejre. Derefter blev råvandet transporteret til Vandværket ved Thorsbro. Med sine 6 ha stor er det den næststørste af kildepladserne under Værket ved Thorsbro. Renoveret i 2001 med nye boringer og ny samleledning. Den er ca. 2 km lang og følger Skelbækken og Solrød Bæk med højtvoksende eller slået eng. (Thorsbro eksisterende forhold. Naturstyrelsen).

 Kildepladsen har sin egen pumpestation fra 1951. En af de større af slagsen.

Kildepladsen ligger skarpt afgrænset til områder med intensivt landbrug. Markerne grænser tæt op ad Solrød Bæk, som efter en lang tørkeperiode nærmest er helt tørlagt. Jeg når på denne tur ikke afstikkere til Snoldelev Mose og Gl. Havdrup Mose. Sidstnævnte skulle være en god fuglelokalitet med ynglende rørhøg, engfugle og svømmeænder. Vandstanden i mosen er lav om sommeren og bør ikke falde yderligere, hvis mosen skal beholde sin værdi for fuglelivet. 

Solrød Bæk. Et af de få steder hvor den er synlig, og hvor der stadig rinder vand. Man kan måske ane at markerne nærmest er ved at gro ned i bækken. Her er ikke noget med zoner og meterafstande til vandløb.

Man kan med lidt stædighed godt kæmpe sig vej de ca. 500 meter fra kildepladsens østende til Flaskeengen. En naturbeskyttet eng. Jeg får øje på en mark med heste, omgivet af elektrisk hegn. Men det er nu ikke noget jeg umiddelbart ligefrem varmt vil anbefale andre vandrere.

Dette er en meget typisk udsigt. Her ved Toftegårdsvej. 3 km udmærket vandrevej, stille og meget lidt trafikeret. Man hører ikke lyde fra civilisationen. I det hele taget hører man ingenting. Ingen fugle, ingen dyr. Ingen dufte. Kun stubmarker og en enkelt flues summen hist og pist i et af de levende hegn mellem markerne. Til nød en forvildet due.

Turen giver i det hele taget et godt indtryk af hvad intensivt dansk landbrug går ud på. Måske burde jeg have ventet til den 7. september og gået med på den 9 km guidede vandretur til Solrød og Jersie landsbyer. Men da mit mål mere var Havdrup Kildeplads, nøjedes jeg med at  læse om Landsbyernes historie. Solrød Lokalhistoriske Forening. Og den tankevækkende gennemgang af sognerådene og Fattigkommisionen siden år 1800.

 Så vidt jeg kan skønne er dette de gamle landarbejderboliger på Bygaden i Solrød.

Solrød

Solrød landsby (med ca. 480 indbyggere) er en anelse mere spændende for vandrere end Jersie og Kirke Skensved. Dermed ikke være sagt, som antydet nedenfor, at det gælder det samme hvis man er beboer de to steder. Solrød Bæk løber gennem byen og der er nogle ret enestående landarbejderboliger på Bygaden. Men modsat i Jersie synes forsamlingshuset ikke at været noget samlingspunkt. Måske rejser man til Jersie for at se Sussie og Leo i stedet for?

Solrød, Jersie og Kirke Skensved (og sikkert flere) ligner hinanden derved at da urbaniseringen for alvor satte i gang i midten af forrige århundrede, blev de bogstavelig talt kørt ind på et sidespor, dels af s-banen (nu linjerne A og E til Køge) som løber langs kysten, dels af Køge Bugt Motorvejen. Kun Havdrup (med 4.000 indbyggere) synes at have overlevet som en decideret by med forretninger og egen infrastruktur.

Af et byrådsreferat fra 10. april 2014 er der en orientering om den socioøkonomisk virksomhed, "Byens kager og søde sager". Med egen Facebook-side. Det er en brobygning for "psykisk sårbare personer (f.eks. borgere med angst, depression eller ADHD), borgere med manglende basale sociale og praktiske kompetencer, med kriminel historik, med lettere misbrug og borgere med fysiske skånebehov." For mig ser det nu mere ud som om den er lukket.

Jersie

Jersie Landsby kan man læse om forskellige steder. Københavns Magistrat og et par københavnske borgmestre ejede allerede for flere hundrede år siden et par af gårdene. Dette at ejerne var langt væk, stimulerede bøndernes selvværd. I Jersie gik udviklingen efter landboreformerne meget langsomt. Folk var ikke meget for at ændre på tingene og de havde ry for at være gammeldags og stivsindede. Engang var her præstegård, skole, mølle, brugsforening og forsamlingshus.

Et par ældre huse i Jersie. Byen er ellers lidt som enhver anden landsby med ca 500 indbyggere. Intet forretningsliv. Og nydelige, men også for vandrere lidt anonyme bebyggelser.

Skolen blev nybygget og flyttet ud af byen i 1916. Men der er stadig gang i forsamlingshuset efter mere end 100 år. Her afholdes bl.a. koncerter, Sussie og Leo (19. september), Tørfisk, Sir John & the Hits (på trods af navnet fra Stevns), og så er der banko hver onsdag aften. Landsbylauget er aktivt og afholder den 23. august den årlige sommerfest med børneaktiviteter som hoppeborg, kagekonkurrence, kaffe og kagebord, og stor buffet.

Ifølge Dagbladet Køge, 24. juli 2014 har Jersie en "konge", nemlig fhv. snedker og tømrermester Poul Mathiesen, med (bygge)kongetitlen Poul d. 7. Siden 1995 bygmester i Kjøge Mini-By af bindingsværket til husene. Der var allerede seks andre Poul'er blandt de frivillige. Cirka. 400 mini-huse er det blevet til.

Der findes en ganske interessant hjemmeside om Niels Jørgensen. Han var en af bønderne i Jersie hvis karriere tilsyneladende dels er en hel odyssé i datidens politiske partier, Venstre og Højre, dels historien om landbrugets modernisering i 1800-tallet. Jeg synes hans cv taler lidt for sig selv om dette område. I hvert fald hvis man lader tankerne flyde frit:

• 1827 Født. Som yngste søn.
• 1855 Overtager forældrenes gård ved at købe den til selveje af Giesegård Gods.
• Afvandingsprojekt for Jersie Mose. Hjemmesiden kalder den "unyttig", hvilket vel hentyder til i landbrugsmæssig sammenhæng. 
• Engagerer sig politisk i "Bondevennerne". En alliance i 1840'erne og 1850'erne mellem medlemmer af de liberale og bonde- og husmandsbevægelsen for bedre forhold for landboernes forhold. Efter Grundlovens vedtagelse gik det hurtigt ned ad bakke. Nogle tilsluttede sig i 1870'erne Venstre.
• Bestyrelsesmedlem i Bondestandens Sparekasse og kontorbestyrer i Roskilde.
• 1859-1864 Jersie-Kirke Skensved sogneforstanderskab.
• 1868-1880 Roskilde Amtsråd  for Venstre. Herefter svinger han åbenbart til Højre.
• Landvæsenskommissær, taksator ved jernbanebyggeri, medlem af skattekommisionen mv. 
• Indfører nye regnskabsmetoder. I det hele taget er han ikke bange for at modernisere.
• 1886 Dannebrogsmand. Et tegn på at han nu begunstiges af sine nye venner i Højre. Det absolutte regeringsparti 1865-1901 baseret på et flertal i Landstinget. Bl.a. den berygtede J.B.S. Estrup 1875-1894 kæmpede en indædt strid mod parlamentarismen via fx provisoriske love.
• 1889 Gården brænder. Genopføres som moderne indrettet gård. Indkøber damptærskeværk, "Niels Jørgensen + Co" (-1929).
• Drejer politisk til Højre. Nærmer sig Estrup, og bekæmper bl.a. Venstres Viggo Hørup. Det behøvede man nu ikke være i Højre for at gøre. Hørup var i den periode ret isoleret i sit eget parti, Venstre. Mister mange tillidshverv, men belønnes medaljer og stillinger af Højre.
• 1889 Naurbjerg Mejeri er en af de få topposter han har tilbge.
• 1896 Gården overdrages til svigersøn. Herefter lever han i aftægt på gården.
• 1913 Død.

Nuomstunder er politik naturligvis helt anderledes. Og interesserede i Jersie kommunalpolitik kan eventuelt læse lokalplanforslag fra 2006, Solrød Kommune.

Ruten

Jersie Station. Åsvej. Jersie landsby. Toftegårdsvej. Kirke Skensved. Naurbjergvej. Tykmosevej. Havdrup Kildeplads. Solrød landsby. Solrød Station.

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.