Halland: Mellbystrand

Drømmen om kilometerlange, endeløse og brede sandstrande, blå bølger og palmer ligger omkring 2 timer fra København

I hvert fald hvis man vælger at se bort fra palmerne. Mellbystrand (egentlig Laholmbugtens Strand) er Sveriges længste sandstrand, 12 km lang. Og med områdets under 2.000 indbyggere er der rigeligt til alle, også selv om området siden 1908 har været et elsket ferieparadis. Nu med masser af fritidshuse bag klitterne.

Drømmen om den øde sandstrand ved det blånende hav ligger vist dybt i mange af os, og det er netop hvad man kan få i opfyldelse ca. 2-3 timers transport fra København. Og der er rigeligt plads på stranden.

Skummeslöv Strand

Er den sydlige del af stranden tættest på Båstad. For vandrere er den måske ikke så spændende som for bilister som har lov til at køre overalt på stranden. Det er også her der er en korridor ud til det åbne hav for vandscootere. Det er mit indtryk at det også er her man mærker civilisationen mest i form af strandsvineri, men det er nu ikke overvældende.

Skummeslöv Strand set fra syd mod nord. Stranden er hård helt op til klitterne, og bilerne har lov til at færdes overalt på stranden. Længere oppe er der imidlertid betonklodser tværs og stranden, og så er det bal forbi.

Mellbystrand

Længere nordpå er så de rigtig fine strande, med godt hårdt travesand langs strandkanten og det mere udfordrende bløde sand højere oppe. Klitterne er af vekslende højde, men ikke besværlige at bestige. De ligger som et bredt beplantet området med mareham, små fyrretræer og alskens klitbevoksning i et bredt, vandringsvenligt bælte inden fritidshus området begynder. Med de mondæne kæmpekasser i 3-4 mio. klassen tættest på stranden og de mere beskedne øst for Kustvägen, langs hvilken der er en kombineret gang- og cykelsti. Den minder lidt om hvad man i Danmark også finder langs Nordsjællands kyster, men pga. svenskernes meget fodgængervenlige trafikkultur følte jeg mig dog på intet tidspunkt generet.

Næsten endeløst (faktum dog 12 km) strækker den brede sandsstrand sig næsten så langt som øjet rækker.

Stranden byder mest på sand. Men der er drevet masser af muslingeskaller i land. Og strandvandringer udmærker sig jo netop ikke ved den store afveksling i landskaber, men landskabets konstante skiften: Snart den konstante, underliggende dundren fra brændingen, afvekslingen med de utallige variationer af bølger der slår mod land. Lysets, solens og skyernes vedvarende farvning af sand, vand, det gyldne spil i bølgerne. Specielt er der mulighed for at se solnedgang over havet. I det hele taget det store hav, Kattegats nærvær. Desuden skulle der også være mulighed for at fange fisk. Hvis man ellers er til det.

Lidt fiskeragtigt er der over dette parti neden for Strandhotellet. Men det er vist også det eneste.

Hvis noget kan kaldes et turistcentrum, må det vel være området omkring Strandhotellet i Mellby. Det er et overdådigt hotel fra 1927, som har gennemlevet en lang nedgangsperiode og forfald indtil det i 2010-2011 blev gennemrestaureret og i dag fremstår som en prægtig bygning, der absolut er et must.

Strandhotellet er et overvældende badehotel som fremstår nyrestaureret, med restaurant mv. Der er også musik, eller i hvert fald blev der reklameret for Stensson (et fire mandsorkester).

Det er også her man finder de store campingpladser, småstugeföreninger som Laxen (en slags kolonihaveforeninger), isboder, restauranter, minigolf, mm. Og da også det sted hvor vi så flest mennesker.

Mellem Strandhotellet og stranden er området med campingpladser og småstugeföreninger som denne, Laxen. Jeg går ud fra at det fungerer på samme måde som ved kolonihaver. Altså for de som ikke har økonomi til at investere i et dyrt fritidshus.

Klitbevoksning i naturreservatet umiddelbart nord for Maria's Camping. Absolut et af de naturmæssige højdepunkter.

Naturreservat

Umiddelbart nord herfor findes et lille, men særdeles vandrevenligt naturreservat, Hökafältet. På området vil man tættest på klitterne finde et barsk område med den særlige klitfauna. Dernæst et område med uigennemtrængelige sumpe og længst oppe i landet fyrre- og nåleskove. I klitterne er der trampestier som fører gennem de mest fantastiske landskaber. Og så er lydene helt på naturens vegne. Det er forbudt at cykle og medbringe hunde, og man er langt fra Kustvägens billarm.

Specielt stort er naturreservatet ikke, men det byder på overraskende mange variationer. Fuglestemmerne fortæller at der også er noget at kigge efter for fuglekendere.

Indkvartering: Havsstugorna

Hvis man gerne vil lidt væk fra dette det mest turistede område er der mange muligheder. Vi havde fået et lille, intimt sted, Havsstugorna. En lille plads med en halv snes hytter, tiptop moderne og nyistandsat med alle moderne bekvemmeligheder: Bad, toilet, vaskemuligheder, tørretumbler osv. Tæt på indkøbsmuligheder og 5 minutter fra stranden. Rummene er pænt store, de fleste med eget køkken, så der både er noget til de der foretrækker privatliv, samt de som foretrækker det modsatte. Helt klart et alternativ til de mere kommercielt drevne steder. Det er tre tidligere campister som har overtaget pladsen og totalrenoveret den. Der er desuden plads til et par campingvogne og telte.

Havsstugorna. Til venstre bygningen med 4 lejligheder og fællesrum, og bag dem ejernes 3 villatelte. Til højre fællesbygningen med en lejlighed, bagerst endnu fire selvstændige hytter. I midten er der plads til grill og spisning, samt plæner til campingvogne og telte.

Det er nemt at finde rundt på standen. For ca. hver 200 eller 250 meter skifter strandene navn. Dels numre, men også navne, med billeder (børnevenligt). De sydligste har fuglenavne, de midterne frugt- og grøntnavne. Strandhotellet ligger fx ved den nordlige opgang på Pærestranden, mens Havsstugorna ligger på Tomatstranden.

Efter at have travet sig mæt, er der vel ikke noget som at se solen synke i havet. Og i godt vejr som dette, med bølgerne sagte godnatmusik, kan man sidde lidt og meditere og få fred i sjælen.

Ruten

Kan sådan set varieres. Man kan gå den ene vej 12 km langs stranden, herefter måske vælge klitvejen eller Kustvägen den anden vej tilbage. Der er rigeligt at se til alt efter temperament. Naturreservatet kan sagtens gennemtraves på kryds og tværs og er en tur i sig selv.

Frederikssundmotorvejen

Frederikssundmotorvejen stopper pt ved Motorring 4. Men meget snart vil den skyde sig yderligere 5 km mod vest gennem Albertslund og Egedal Kommuner.

I et indlæg fra 21. april 2014 beskæftigede bloggen sig med tilslutningsvejen mellem Kildedal Station og den kommende Frederikssundmotorvej. Hvis man vil få et indtryk af selve motorvejen, kan man bruge ca. 3½ minut på et indslag fra TV Lorry fra 11. maj 2014. Men man kan også gå turen selv. For at få en mere sanselig oplevelse.

Den første kilometer af Frederikssundmotorvejen i Albertslund Kommune (Resten er i Egedal Kommune). Bag broen (Hold-An-Vej/Ballerupvejs overføring) kan man lige ane hvor langt man er nået med at asfaltere. Herefter ligner de resterende 4 km. grusvejen. I forgrunden kan man se Harrestrup Å blive ført under motorvejen. Det grønne område til højre er Harrestrup Mose. Som det fremgår er der ingen støjvolde her. Til gengæld står fotografen på støjvolden til haveforeningerne.

1,1 mia. kr. for 5 km motorvej - hvad betyder det for det nuværende landskab? Fra Motorring 4 vil Frederikssundmotorvejen den første kilometer nærmest drøne igennem Harrestrup Mose. Selv om det er et af de ældre vådområder i Vestskoven, er mosen dog blevet brugt til lidt af hvert gennem tiderne. Før 1960'erne var der våde græsningsarealer og der blev skåret tørv. Så blev der anlagt lossepladser som i så mange moser i omegnskommunerne af København. Disse lossepladser er nu overdækket med jord så de ligner små bakker og den lille sø blev udgravet.

Motorvejen set mod vest. Til højre bag støjvolden ligger haveforeningerne. Man aner ristene på begge sider af vejen, og midterrabatten. Man kan næsten bagest på motorvejen ane en række rør tværs over vejen. Det er her Risby Å bliver ført under motorvejen. Sådan ser strækningen indtil Ledøjetoften stort set ud på denne dag.

Nord for motorvejen er der ved at blive bygget støjvolde, men indtil videre kun mod haveforeningerne som ganske få meter fra motorvejen følger motorvejen i næsten 2 km: Brøndgården, Hestholm, Ågerup og Stuvehøjgård. Der har været arbejdet på denne strækning siden august 2013 og den forventes åbent i september 2015. Så dette blogindslag kan meget vel gå hen og blive lidt historisk. Og hvis man vil opleve stederne, er det ved at være sidste udkald.

Det er landskaber som dette motorvejen forløber i. Let kuperet terræn med marker og spredte bevoksninger, moser og landbrug. Ikke desto mindre et hjemsted for dyr, fugle mm.

Stakket frist for dyrelivet

Der er et meget rigt dyreliv i området. Fuglene synger så det er en lyst, snesevis af harer springer frem og tilbage over motorvejen. Og lidt væk er der flokke af fredeligt græssende køer. Stilhed før stormen kunne man vel nærmest kalde det. Men det ved dyrene selvfølgelig ikke. Der er dog tilsyneladende vist hensyn til en stor koloni digesvaler. De har næsten helt bz-agtigt lagt beslag på hvad der ligner en bunke affaldsjord midt på motorvejen, og det ser faktisk ud som om at man indtil videre har ladt dem i fred. En tikkende bombe under disse særprægede fugles tilholdssted, formentligt. Digesvalerne er meget sky. Jeg kan på afstand se dem flyve til og fra hulerne i store flokke. Men da jeg kommer tættere på for at få et foto af dem, holder de sig væk, og flyver i stedet rundt over mig.

De mange små huller i toppen af denne bakke er redepladser for digesvaler. Jeg forsøger forgæves at få et billede på tæt hold af dem når de flyver ud og ind af hullerne. Men de er simpelthen for vakse til at ville stille op til fotografering. Motorvejen vil rent ud planere denne bakke og gå durk igennem. Det er kun et spørgsmål om tid, tror jeg. Jeg kan ikke forestille mig at man vil lave en omkørsel. Og svalerne vil formentlig også betakke sig for at bo i midterrabatten på en motorvej.

Broer og tunneller

Der er en del vejbroer: Fra øst først Ballerupvej ført over, dernæst Ledøjetoften ligeledes ført over, mens cykelstien og Råbrovej bliver ført under. Det ser drabeligst ud ved Råbrovej. Udgravningen forløber øst for den nuværende vejføring og ligner en grusgrav med meget fint sand. To ellers fredelige gårde, Jordbærgården og Ammetoft bliver bogstaveligt talt delt midt over af motorvejen og tilkørselsvejen fra den nye hovedvej nordpå til Kildedal. om det vil føre til mere salg i jordbærrene, vil tiden vise.

Cykelstien fra Smørum (øverst i billedet) til Ledøje er nænsomt ført under motorvejen. I baggrunden kan man ane Ammetofte Mose

Og her slutter blisternes drøm. Man får ganske enkelt ikke mere end de 5 km motorvej for de 1,1 mia. kroner, og der er ikke afsat penge til at forlænge motorvejen yderligere. Hovedvejen fra Kildedal Station slutter også her, i en rundkørsel der fører op til motorvejen. Motorvejsbyggeri foregår i det 21. århundredes Danmark ikke som i forrige århundredes brutale og ensidige partiskhed over for bilisterne. Der bliver lavet støjvolde, plantet træer, taget hensyn til krydsende sideveje, herunder også cykelstier osv. Men uanset hvad må man jo erkende at en 6-spores motorvej anlægger man ikke bare sådan i al ubemærkethed. Og når trafikken først ruller, så vil det nok heller ikke foregå som vinden sagte raslen i bladene.

Dette kunne til forveksling ligne en grusgrav, fx fra Hedehusene. Men det er udgravningen af Råbjergvej under motorvejen. Den nuværende vej forløber på den højre bakkekam. Træerne til venstre står ved Jordbærgården. Umiddelbart på den anden side (til højre, uden for billede) kommer tilkørselsvejen fra hovedvejen fra nord til motorvejen.

Placeringsmæssigt forløber motorvejen fortrinsvis på tidligere marker. Men altså ganske tæt på mange små åndehuller for dyr og planter - som ikke er blevet spurgt om hvad de synes om det hele. Og de mange harer forekommer mig at se ganske forvirrede ud, når de hopper rundt på de nyopgravede veje.

Højre side af denne bro markerer hvor Frederikssundmotorvejen slutter. Uden for billedet til højre er der uspolerede marker og ingen ansatser til at det ændres forløbig. Billedet er set fra hovedvejen mod syd, og trafikken vil fra nord skulle køre under broen, gennem en rundkørsel som lige anes under broen, og dernæst køre til venstre ad tilkørslen og nord om Jordbærgården.

Vandrestien

Efter al denne motorvejsvandren trænger jeg til noget fredelig natur, og vælger den 3 km lange vandresti mellem Smørum og Veksø. Det er en rigtig god vandresti. Ikke fordi udsigten er så fantastisk. Men fordi det dufter berusende af forår og sommer, lydene er fortrinsvis fra naturen og stien er god at gå på i tørvejr. Grus, græs. Der er godt nok ikke gjort mere ved stien tættest på Veksø siden sidst jeg var her, men på en tørvejrsdag som denne er den perfekt.

Måske føles vandrestien fra Smørum til Veksø ekstra smuk i dag efter 7 km på kommende motor- og hovedveje. Det må læseren sselv bedømme. I baggrunden kan man se Veksø. Det dufter fortryllende, og fuglene synger så man bliver helt glad og opløftet. Herunder endnu et panorama fra stien. En flok køer som har søgt ind i skyggen.

Vejdirektoratet.

Ruten

Hold-An-Vej. Motorvejen. Skebjergvej. Smørumovre. Vandrestien til Veksø Station. Ialt ca. 13 km.

Københavns Vand: Marbjerg (1934)

I 1927 erhvervede Københavns Vand arealer ved Brokilde og Marbjerg til kildepladser for et vandværk ved Marbjerg.

Marbjerg Vandværk er opført i midten af 1930'erne. Funktionalismen må da vist have gjort sig gældende. Var det ikke Poul Henningsen som mente at en benzintank skulle ligne en benzintank, ikke et græsk tempel?

Marbjerg Vandværk er nummer 5 i rækken af københavnske vandværker. Og nu er vi kommet rigtig langt fra København. Næsten ude ved Roskilde Fjord - som jeg i den anledning også lader være afslutningen på denne tur, nemlig ved Risø. Godt nok er denne tur mest en "landevejstur" uden de store naturoplevelser, men landevejene er nu ret øde og der er fuglesang for oven så det er en lyst. Og man kommer igennem en serie ganske interessante landsbyer. Dels Fløng og Ågerup hvor der stadig er forretningsliv, børneinstitutioner og et leben på gaderne, dels Marbjerg, Store Valby og Lille Valby der nu kun er beboelser. Især Lille Valby skal opleves til fods. Gennem en bilrude er der ikke meget at se. Gårdene ligger trukket væk fra vejen, diskret, men meget idyllisk.

De tre fotoer af vandværket kan meget vel gå hen og blive historiske. Bag funktionærboligen er det nye vandværk ved at blive opført. Håndværkere arbejder på taget. Der er fældet træer langs vejen. Det er endnu meget svært at se hvordan det hele kommer til at se ud.

Marbjerg blev faktisk tilknyttet København allerede i 1660, hvor enevoldskongen  (Frederik III) forærede ikke bare Marbjerg med samt bønder, men hele godset Bistrup, til gengæld for hovedstadens indsats mod svenskerne. Og det var ikke så ringe en gave, for Marbjerg blev fra gammel tid regnet for en "fin" landsby pga. de store gårde.

Vandbassinet til venstre ser ud til at have været ude af drift længe. Området er overtaget af bygningshåndværkere. Men det suser stadig på fuld kraft inde fra bygningerne, så vandværket er fuldt leveringsdygtigt stadig.

Marbjerg var dengang ret meget fremme på dupperne. 1877-1921 var der en mejeriskole, senere mejeri. Hvordan folk så ud dengang, kan man se på et foto. I landsbyen ligger endnu seks af de gamle gårde (nogle smukt omkranset af stengærder). Og der er sågar en enkelt virksomhed, FD Entreprise som godt nok ikke skilter med at den ligger i Marbjerg. Til gengæld er smeden lukket for nyligt som en af de sidste tilbageværende erhverv. Formentlig solen har lokket tre beboere ud som ikke bare lader vandringsmanden passere, men giver sig tid til at fortælle om byen. Det viser sig at den ene bor i det røde stråtæktshus foran Mikael Pedersens Villaen (se senere) og hvor opfinderens forældre boede.

Brokilde kildeplads er en af de mindste jeg har set indtil videre på mine vandværksvandringer. Ud over et tilsyneladende rigt fugleliv græsser der også kør. Kildepladsen ligger langs Store Valbys østkant.

Kroppedal Museums hjemmeside fortæller om et sagn:

Til Marbjerg knytter der sig et sagn, idet der siges at have været en sundhedskilde, som kunne gøre blinde seende. Der fortælles bl.a. om en mand, der førte sin blinde hest hen til kilden, for at den kunne få sit syn igen. Hesten fik sit syn igen, til gengæld blev manden blind.

Vandværket blev opført 1932-1934. Værket har kildeplads ved vandværket, Marbjerg Kildeplads og Maglemose Å siden 1934. I år, 2014 skal det imidlertid lukkes og erstattes af et nyt. Bygningerne er tænkt nedrevet. De blev ellers renoveret i 1996. Oprindelig var der to kildepladser: Brokilde (mellem Store Valby og Ågerup) og Havdrup. Men sidstnævnte er senere overgået til Thorsbro Vandværk.

Marbjerg Vandværk ligger på Slæggerupvej. Men hvis der nogen sinde har eksisteret en landsby med det navn, så er det godt og grundigt fjernet fra jordens overfalde. Til gengæld er der en del gårde, diskret lagt tilbage fra vejen. Muligviser landsbyen nedlagt ved udflytningen for mange hundrede år siden.

Mikael Pedersen of Marbjerg

Marbjerg er verdensberømt i England. Nærmere betegnet i Dursley, i dag med omkring 6.000 indbyggere. Her boede nemlig Mikael Petersen (1855-1929), og hans historie kan læses på nettet. En dansk version findes i Byhistorisk Samling og Arkiv i Høje-Taastrup Kommune, 1998, s. 27-38. Historien er kort fortalt at han 1855-77 boede på Skadesmosegård hos sine forældre. 1877-97 i sit mærkværdige selvbyggede "Villaen" på Smedevænget i Marbjerg. Huset er der stadig. Her opfandt han 1878 et centrifugeprincip til at skille fløde og mælk. Og det bruges den dag i dag! Og han er stadig husket blandt de lokale, skulle jeg hilse og sige!

Marbjerg er bebygget omkring landsbyens hovedgade, Smedevænget, og på den hvide smedje står der Anno 1845. Den skulle være god nok. Til gengæld leder man længe efter Marbjerg Bæk. Den er nemlig rørlagt. Men der skulle engang have været en bred å hvor man sågar kunne sejle med både. En af de lokale kan berette om at der er fanget ål på en meter penge, af en tykkelse som et tagrendenedløbsrør. Bag det gule hus ligger det røde stråtæktshus hvor Mikael Petersens forældre boede, og nærmest i baghaven, hans egen Villaen.

Mikael var en Ole-opfindertype som Georg Gearløs - og lige så dårlig som forretningsmand. Han rejste til Dursley 1893-1918, hvor han blev velhavende pga centrifugen og boede i et statelig 3-etagers hus. Men Mikael syslede med andre opfindelser. En af dem, en ny type cykel, producerede han 30.000 af i perioden 1896-1914: Dursley-Pedersen-cyklen. Den vejede det halve af var der dengang var normalt pga. et letvægtsstel. Konceptet havde han såmænd lånt af Eiffeltårnet. I 1902 opfandt han navgearet. Miskendt i Danmark blev han nægtet anerkendelse i form af et patent. Han blev så sur, at kun hans ven, forfatteren Gustav Wied fik et eksemplar. Men Mikaels leveform bragte ham i problemer: Alkohol og problemer i ægteskabet. Konen flyttede tilbage til huset i Marbjerg. Under 1. verdenskrig blev det brugt af sikringsstyrkerne og inventaret brændt. I 1920 vendte han tilbage til Danmark som fattig mand, flakkede rundt og døde ukendt på De Gamles Hjem i København 1929.

Et typisk kik ud over landskaberne i området. Her er det Store Valby. Vinden får kornet til at bølge flot, fuglesangen er intens, og trafikken minimal.

Halvtreds år efter, i 1978 efter begyndte christianitten Jesper Sølling at producere en lignende cykel, Christiania-cyklen. Ifølge værkstedet hjemmeside bliver den brugt af alle, fra julemanden over brødrene Olsen til Traute & Otto Renken (de sidste to kendte jeg godt nok ikke). Året efter (1979) blev der afholdt en stor mindehøjtidelighed i Dursley og en mindeplade opsat på hans hus. I 1995 fik man tilladelse til at grave hans jordiske rester på Bispebjerg Kirkegård op og genbegrave dem i Dursley. Graven var ellers hjemfalden 1955, men aldrig fjernet.

Vest for Lille Valby begynder man at kunne nyde udsigten over Roskilde Fjord. Jeg sætter uvilkårligt farten lidt op og bliver i bedre humør ved synet. Så jeg vil lade dette smukke foto afslutte dette indslag og indvarsle en kommende tur langs Fjordstien.

Vandværker - beskrivelse fra 2000.
Klip fra PHs Danmarksfilm (1935). Musik fra dengang vandværket blev opført.

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.

Ruten

Hedehusene. Fløng. Marbjerg. Slæggerupvej/Marbjerg Vandværk. Krogager. Ågerup. Brokilde Kildeplads. Lille Valbyvej. Frederiksborgvej: Risø (600S). Ialt ca.16  km.