Københavns Vand: Marbjerg (1934)

I 1927 erhvervede Københavns Vand arealer ved Brokilde og Marbjerg til kildepladser for et vandværk ved Marbjerg.

Marbjerg Vandværk er opført i midten af 1930'erne. Funktionalismen må da vist have gjort sig gældende. Var det ikke Poul Henningsen som mente at en benzintank skulle ligne en benzintank, ikke et græsk tempel?

Marbjerg Vandværk er nummer 5 i rækken af københavnske vandværker. Og nu er vi kommet rigtig langt fra København. Næsten ude ved Roskilde Fjord - som jeg i den anledning også lader være afslutningen på denne tur, nemlig ved Risø. Godt nok er denne tur mest en "landevejstur" uden de store naturoplevelser, men landevejene er nu ret øde og der er fuglesang for oven så det er en lyst. Og man kommer igennem en serie ganske interessante landsbyer. Dels Fløng og Ågerup hvor der stadig er forretningsliv, børneinstitutioner og et leben på gaderne, dels Marbjerg, Store Valby og Lille Valby der nu kun er beboelser. Især Lille Valby skal opleves til fods. Gennem en bilrude er der ikke meget at se. Gårdene ligger trukket væk fra vejen, diskret, men meget idyllisk.

De tre fotoer af vandværket kan meget vel gå hen og blive historiske. Bag funktionærboligen er det nye vandværk ved at blive opført. Håndværkere arbejder på taget. Der er fældet træer langs vejen. Det er endnu meget svært at se hvordan det hele kommer til at se ud.

Marbjerg blev faktisk tilknyttet København allerede i 1660, hvor enevoldskongen  (Frederik III) forærede ikke bare Marbjerg med samt bønder, men hele godset Bistrup, til gengæld for hovedstadens indsats mod svenskerne. Og det var ikke så ringe en gave, for Marbjerg blev fra gammel tid regnet for en "fin" landsby pga. de store gårde.

Vandbassinet til venstre ser ud til at have været ude af drift længe. Området er overtaget af bygningshåndværkere. Men det suser stadig på fuld kraft inde fra bygningerne, så vandværket er fuldt leveringsdygtigt stadig.

Marbjerg var dengang ret meget fremme på dupperne. 1877-1921 var der en mejeriskole, senere mejeri. Hvordan folk så ud dengang, kan man se på et foto. I landsbyen ligger endnu seks af de gamle gårde (nogle smukt omkranset af stengærder). Og der er sågar en enkelt virksomhed, FD Entreprise som godt nok ikke skilter med at den ligger i Marbjerg. Til gengæld er smeden lukket for nyligt som en af de sidste tilbageværende erhverv. Formentlig solen har lokket tre beboere ud som ikke bare lader vandringsmanden passere, men giver sig tid til at fortælle om byen. Det viser sig at den ene bor i det røde stråtæktshus foran Mikael Pedersens Villaen (se senere) og hvor opfinderens forældre boede.

Brokilde kildeplads er en af de mindste jeg har set indtil videre på mine vandværksvandringer. Ud over et tilsyneladende rigt fugleliv græsser der også kør. Kildepladsen ligger langs Store Valbys østkant.

Kroppedal Museums hjemmeside fortæller om et sagn:

Til Marbjerg knytter der sig et sagn, idet der siges at have været en sundhedskilde, som kunne gøre blinde seende. Der fortælles bl.a. om en mand, der førte sin blinde hest hen til kilden, for at den kunne få sit syn igen. Hesten fik sit syn igen, til gengæld blev manden blind.

Vandværket blev opført 1932-1934. Værket har kildeplads ved vandværket, Marbjerg Kildeplads og Maglemose Å siden 1934. I år, 2014 skal det imidlertid lukkes og erstattes af et nyt. Bygningerne er tænkt nedrevet. De blev ellers renoveret i 1996. Oprindelig var der to kildepladser: Brokilde (mellem Store Valby og Ågerup) og Havdrup. Men sidstnævnte er senere overgået til Thorsbro Vandværk.

Marbjerg Vandværk ligger på Slæggerupvej. Men hvis der nogen sinde har eksisteret en landsby med det navn, så er det godt og grundigt fjernet fra jordens overfalde. Til gengæld er der en del gårde, diskret lagt tilbage fra vejen. Muligviser landsbyen nedlagt ved udflytningen for mange hundrede år siden.

Mikael Pedersen of Marbjerg

Marbjerg er verdensberømt i England. Nærmere betegnet i Dursley, i dag med omkring 6.000 indbyggere. Her boede nemlig Mikael Petersen (1855-1929), og hans historie kan læses på nettet. En dansk version findes i Byhistorisk Samling og Arkiv i Høje-Taastrup Kommune, 1998, s. 27-38. Historien er kort fortalt at han 1855-77 boede på Skadesmosegård hos sine forældre. 1877-97 i sit mærkværdige selvbyggede "Villaen" på Smedevænget i Marbjerg. Huset er der stadig. Her opfandt han 1878 et centrifugeprincip til at skille fløde og mælk. Og det bruges den dag i dag! Og han er stadig husket blandt de lokale, skulle jeg hilse og sige!

Marbjerg er bebygget omkring landsbyens hovedgade, Smedevænget, og på den hvide smedje står der Anno 1845. Den skulle være god nok. Til gengæld leder man længe efter Marbjerg Bæk. Den er nemlig rørlagt. Men der skulle engang have været en bred å hvor man sågar kunne sejle med både. En af de lokale kan berette om at der er fanget ål på en meter penge, af en tykkelse som et tagrendenedløbsrør. Bag det gule hus ligger det røde stråtæktshus hvor Mikael Petersens forældre boede, og nærmest i baghaven, hans egen Villaen.

Mikael var en Ole-opfindertype som Georg Gearløs - og lige så dårlig som forretningsmand. Han rejste til Dursley 1893-1918, hvor han blev velhavende pga centrifugen og boede i et statelig 3-etagers hus. Men Mikael syslede med andre opfindelser. En af dem, en ny type cykel, producerede han 30.000 af i perioden 1896-1914: Dursley-Pedersen-cyklen. Den vejede det halve af var der dengang var normalt pga. et letvægtsstel. Konceptet havde han såmænd lånt af Eiffeltårnet. I 1902 opfandt han navgearet. Miskendt i Danmark blev han nægtet anerkendelse i form af et patent. Han blev så sur, at kun hans ven, forfatteren Gustav Wied fik et eksemplar. Men Mikaels leveform bragte ham i problemer: Alkohol og problemer i ægteskabet. Konen flyttede tilbage til huset i Marbjerg. Under 1. verdenskrig blev det brugt af sikringsstyrkerne og inventaret brændt. I 1920 vendte han tilbage til Danmark som fattig mand, flakkede rundt og døde ukendt på De Gamles Hjem i København 1929.

Et typisk kik ud over landskaberne i området. Her er det Store Valby. Vinden får kornet til at bølge flot, fuglesangen er intens, og trafikken minimal.

Halvtreds år efter, i 1978 efter begyndte christianitten Jesper Sølling at producere en lignende cykel, Christiania-cyklen. Ifølge værkstedet hjemmeside bliver den brugt af alle, fra julemanden over brødrene Olsen til Traute & Otto Renken (de sidste to kendte jeg godt nok ikke). Året efter (1979) blev der afholdt en stor mindehøjtidelighed i Dursley og en mindeplade opsat på hans hus. I 1995 fik man tilladelse til at grave hans jordiske rester på Bispebjerg Kirkegård op og genbegrave dem i Dursley. Graven var ellers hjemfalden 1955, men aldrig fjernet.

Vest for Lille Valby begynder man at kunne nyde udsigten over Roskilde Fjord. Jeg sætter uvilkårligt farten lidt op og bliver i bedre humør ved synet. Så jeg vil lade dette smukke foto afslutte dette indslag og indvarsle en kommende tur langs Fjordstien.

Vandværker - beskrivelse fra 2000.
Klip fra PHs Danmarksfilm (1935). Musik fra dengang vandværket blev opført.

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.

Ruten

Hedehusene. Fløng. Marbjerg. Slæggerupvej/Marbjerg Vandværk. Krogager. Ågerup. Brokilde Kildeplads. Lille Valbyvej. Frederiksborgvej: Risø (600S). Ialt ca.16  km.

Utterslev Mose Favoritter!

Utterslev Mose bruges til mange forskellige formål: Hundeluftning, motion, træning, familieture, vandreture ... Her er nogle af mine favoritter!

Store Hvededag med et fantastisk vejr som det i dag er perfekt til mosetur. Ruten nedenfor følger fjendesiden af Vestvolden fra Frederikssundsvej og mosens nordside helt op til Højmosen. Dernæst tilbage på sydsiden og vennesiden af volden til Frederikssundsvej. Alt i alt en 12-13 km. Uden afstikkere. Hvert afsnit i dette indslag repræsenterer nogenlunde en km, og der er i parentes efter hvert afsnit anført hvor langt man kan nå i et roligt og adstadigt tempo med flere pauser indlagt. (Afgang kl. 9:45).

Broen over Vestvolden fra Bystævneparken til Tingbjerg. I dette område foregår der en del skovning så man kan begynde at ane voldens konturer. De anonyme trådhegn er på en lille strækning blevet erstattet af nogle grenhegn. Gad vide om man har tænkt sig at gære det hele vejen.

Overfor Kagså Batteri, eller voldpunkt XVII som det hed i det gamle militærsprog, sker der en del for tiden. På fjendesiden er man ved at rydde de træ- og kratklædte skrænter flere steder så man bedre har indtryk af det gamle fæstningsanlæg. Ligeledes er der anlagt en legeplads i batteriet som i dag er meget velbesøgt. Desværre er det stadig tilladt for kirker at ringe, og jeg har valgt et uheldigt tidspunkt, hvor idyllen spoleres af den dumpe lyd. Men fuglelivet er intenst her. Fuglestemmer høres overalt. (1. kilometer, ca 10:05)

Det ene af stemmeværkerne under Åkandevej ud mod mosen. Skråningen er blevet ryddet og man kan rent faktisk nu se det. Det var her jeg i vinter gled ned af trappen og forstuvede håndleddet noget så nederdrægtigt, så jeg holder mig langt væk fra trappen i dag.

Jeg har godt lagt mærke til at der har været en omfattende rydning af området omkring Åkandevej i vinters, men nu opdager jeg at der også er anlagt stier så man kan gå det sidste stykke langs volden, efter stemmeværkerne, ud til broen. Det er her en kæmpekoloni af gæs slår sig ned hvert år, dette år ingen undtagelse. Men modsat de senere flokke er de heldigvis ikke blevet håndtamme. Gåsefar og -mor forsvarer tappert deres unger, der da også straks fjerner sig fra den truende fare. Trods dette område er et af de mest brugte af motionsløbere. Og Tingbjerg Grounds' lysmaster tårner sig op til venstre for vejen. (2. kilometer, ca 10:20).

Hvert år er området sydøst for Ruten-Åkandevej hjemsøgt af store flokke grågæs som yngler her. Heldigvis er de ikke helt håndtamme. Jeg foretrækker at der stadig er en naturlig skepsis blandt dem over for mennesker. De flytter sig lidt væk, og kommer bestemt ikke hen for at undersøge om jeg har brød med. Godkendt!

Hareskovvejen/Hillerødmotorvejen markerer grænsen mellem Vestmosen og Midtmosen. Trods sin infernalske larm kan den ikke ødelægge et af de mere interessante naturområder i mosen. Umiddelbart efter motorvejen er der et fint udsigtspunkt ved supercykelstien til Farum. Og ved træbroen længere nede går der stier ind i et af de få steder hvor man rent faktisk kan nå dybt ind i selve mosen med godt fodtøj på. Der er blevet ryddet så man ikke længere hænger fast i krattet. (3. kilometer, ca. 10:30).

Godt skjult fra mosestien (kun markeret af en frønnet pæl) gemmer sig denne trappe op til Moseskrænten. Halvvejs oppe er en afsats hvor man kan nyde udsigten over Midtmosen. Det højeste punkt umiddelbart nord for hvor trappen ender er på 40 m.

Hvis man kigger godt efter en pæl til venstre for vejen, vil man opdage en lille sti som går op mod højdedraget og Moseskrænten. Den syner ikke af meget, men den skjuler en stejl trappe op med flere afsatser og gode udsigtspunkter over Midtmosen. Denne dag er der en kraftig duft af tjørn som blomstrer langs stien. (4. kilometer, ca. 10:41).

Højmosen adskiller sig fra den øvrige mose ved ikke at være fyldt med vand, selvom terrænet mildest talt er sumpet. Stien går langs kanalen hele vejen uden om, og det er her jeg støder på denne and, som jeg ikke ved hvad er for en. Det overlader jeg til de fuglekyndige. (EDIT 18. maj: Det er en grønbenet rørhøne, har en læser gjort mig opmærksom på. Da Utterslev Mose er en af dens tre favoritsteder i Danmark, er det jo helt efter bogen).

Nord for Grønnemose Alle ligger Højmosen. Hvis ikke der var et kort, ville mange nok bare tro at det var en fodboldbane. Men det kan godt betale sig at følge kanalen nordpå. Stien er en af de mere skovagtige, og et enkelt sted er den stadig spærret af et træ efter orkanen Bodil i december 2013. Her kan man også være heldig at se nogle af de mere sjældne fugle. Hvis man er til det. (5. kilometer, ca 10:50).

Jeg når først for sent at feje den spontant opståede tanke væk at nu er kommunen åbenbart begyndt at ansætte lokale hejrer til at passe på pumperne ved Søborghusrenden. Denne latterlige tanke kan man naturligvis kun trække på skulderen af.

Højmosen (18 m) rummer også en lille specialitet, nemlig renden der fører til Emdrup Sø og Gentofte Sø. Det er det eneste sted langs mosen hvor man kan se vandløb der ikke ser regulerede ud. Og hvis man ikke vidste bedre måske endog kunne tro man var på landet. (Lad i givet fald være med at kigge på husene, vi er trods alt i en storby). (6. kilometer, ca. 11:10).

Dette her er en toppet lappedykker. Besynderligt sted den ruger, måske. Og dog. Den har været så snedig at anbringe rugepladsen langt uden for menneskets rækkevidde. Men til gengæld kan den også være sikker på at de mange forbipasserende mennesker skræmmer alle andre trusler langt væk. Og så er der masser af underholdning med alle de mennesker der passerer. Østmosens sydside synes som skræddersyet til det formål!

Tilbage til Østmosen er vi tilbage i det mere parkagtige. Faktisk kunne man næsten tro det var i Fælledparken. Det er her børnefamilierne holder til i massivt omfang. Og der er også masser af muligheder for dem her. Gæssene er håndtamme. Og det er tilladt at fodre med måde og i små portioner, men ikke at smide store portioner ud i mosen eller efterlade mængder af brød. Ved Grønnemose Alle er der et udmærket offentligt toilet med adgang til vand. Jeg benytter mig af det til en 10 minutters pause. På Østmosens sydside må det også være gået op for de fleste at årtiers forsøg på at rense mosen ikke er lykkes. Mosens vand er håbløst forurenet og mig bekendt er der ingen som har en plan for at få det renset op. I hvert fald ikke en der virker. Til gengæld er det lykkedes at fastholde en mågekoloni, hvad et sandt skrigeri ikke lader en i tvivl om.  (7. kilometer, ca 11:45).

Horsebakken markerer skellet mellem Øst- og Midtmosen, og igen er der et godt udsigtspunkt ved Brønshøjholm (23 m). Bakken bliver om vinteren flittigt brugt som kælkebakke. Et mylder af fjer afslører at gæssene er ved at afgræsse området. Men de er nu rykket højere op da jeg passerer. Nedenfor bakken er der en bro ud i mosen. (8. kilometer, ca. 11:55)

Den væltede pil sætter helt spontant og ufrivilligt en masse tanker igang. Et væltet træ. Der er næsten ingen rødder tilbage, men det nægter at give op, og skyder nye grene. Det samme gælder en lille lund af tilsvarede træer. Synet sender spontant lyntanker gennem mit hovede: Burde det ikke give op og give plads for nye vækster? Er det ikke patetisk? Jeg har ikke noget endegyldigt svar, og skynder mig med en gysen videre.

Under Hareskovvejen er der en fodgængertunnel, og den er at foretrække frem for at stå i billarmen ved lyskrydset længere mod syd. Denne del af Vestmosen har i de senere år fået et bilaug med egne bistader, en terneø og et fugletårn. Toilettet i den vestligste spids er ikke så pænt som  det andet. Området er et godt sted til endnu en pause. (9. kilometer, ca. 12:15) .

Jeg har aldrig set sjagger om sommeren. Så her har jeg gået og troet at det var en trækfugl. Men det er den ikke bare. Der er også nogen som yngler i Danmark. Sekundet efter fiskede den en orm op af jorden, en stor fed en. Jeg ærgrer mig over ikke at have tøvet blot lidt længere med at trykke af. Så lidt adskiller dette almindeligt foto fra et spændende.

Herefter er det sådan set bare med at finde Vestvolden igen og følge den tilbage til Frederikssundsvej. Denne gang på vennesiden. Hvis man er til belønninger, så sælger benzintanken Magnum is. Velbekomme! Og jeg har ikke fået en krone for at reklamere for det. (10.-13. kilometer, ca. 13:15).

Ejby Industri mellem vision og virkelighed

Industrikvarterer 1960-90 står bag den danske velfærdsstat. De lever en anonym tilværelse - selvom de er rammen om manges liv.

I cirka halvdelen af vores vågne tilværelse befinder de fleste med et arbejde sig på en eller anden arbejdsplads. Ofte er sådanne placeret i industrikvarterer. Et af de store er i Glostrup og Rødovre omkring Ejby Industrivej. En stor del af disse menneskers tilværelse består i at bevæge sig rundt der. Så sådanne kvarterer er i søgelyset for arkitekter og byplanlæggere hvad angår udseende. Mens fx erhvervsfolk, økonomer og DJØF'ere fokuserer på effektivitet og produktion, tænker fx arkitekter måske trivsel. Det er en almen opfattelse at der sjældent er økonomi i trivsel. Så arkitekter mv. bliver anvendt til effektivitet.

"Vejenes udformning, bygningernes detaljering, skiltning mm er alt sammen baseret på fart og funktionalitet – en by oplevet gennem bilruden", står der i projekt Ejby Fælled. Læserne må selv afgøre om dette parti ved Metro passer til den beskrivelse. Her ser vi dog ikke noget gennem en bilrude, men fra et fortov, og vi er til fods.

Men af og til støder man på anderledes koncepter om industrikvarterer. For forhåbentligt er der da stadig arkitekter og byplanlæggere som forsøger at tænke anderledes, ja måske oven i købet i konkurrence med andre forskellige forslag med andre koncepter.

Den firesporede Ejby Industrivej med bred midterrabat og cykelsti (i bagggrunden Vestforbrændings skorsten). "De interne veje er primært lavet til at servicere biltrafikken - man gør kun stop hvis man har et ærinde", som det hedder i en af projektrapporterne.

Et af koncepterne hedder Ejby Fælled, et naturligt vækstcenter. Det indleder med at give området følgende karakteristik, som vist de fleste uanset hvad man ellers mener kan blive nogenlunde enige om:

Området nås i dag altovervejende med bil, og de interne veje er primært lavet til at servicere biltrafikken – man gør kun stop, hvis og hvor man har et ærinde. Vejenes udformning, bygningernes detaljering, skiltning mm er alt sammen baseret på fart og funktionalitet – en by oplevet gennem bilruden. Mellem bygningerne er der store åbne arealer og grunde, der ligger øde hen. Området er egentligt meget grønt, men det ser ikke grønt ud og opleves ikke som sådan. Bygningerne er typiske erhvervs-, detail- og industribygninger opført i 60érne frem til 90érne – bygget ud fra en begejstring over rationalisering og masseproduktion med deraf følgende anonyme bygningsudtryk og lav detaljeringsgrad. Resultatet er en bydel tilpasset transport og produktionsformer – en bydel, der i meget lille grad afspejler kroppens skala og som fremstår som et udsagn om det modsatte af det gode og sunde liv

Eller som en der kender området udtrykker det:

naturskønt og deprimerende på samme tid og så lugter det af brændt asfalt til tider. Jeg savner miljøet og livet på Vesterbrogade på Henning Larsens Tegnestue. Ingen steder at hænge ud efter arbejdstid.

Med Stjernegrillen (se nedenfor) som eneste sted jeg fandt at hænge ud, forstår jeg så udmærket det. Projekt Ejby Fælled forsøger at tage hensyn til hvad de ser som fremtidens arbejdskraft, nemlig mennesker hvis arbejdsliv i høj grad bygger på netværk. Og den ser potentialer i at indrette grønne områder til dette formål.

Erhvervsvej er den anden store hovedfærdselsåre gennem industrikvarteret. Her tilbringer tusindvis af mennesker halvdelen af deres vågentilværelse. På ydersiden en strømlinet tilværelse af asfalt, biler og industribygninger, hvor effektivitet klart er sat over æstetik. Jo, der er også træer, men "det opleves ikke som sådan".

Det andet projekt kaldet Ejby Campus bygger inddeling i området: Byporten langs Nordre ringvej, Parken på begge sider af Ejby Industrivej og Ejbyen - den østlige strimmel. Planens afsluttende planer bærer næsten udelukkende engelske udtryk på de forskellige områder: Relax, Event, Meet, Walk, Lunch, Park, Play, osv. og vil (hvis planen bliver realiseret) gradvist blive gennemført indtil år 2025.

Agilent Technology - Dakos imposante bygning i stål, glas og beton ligger umiddelbart på den anden side af Nordre Ringvej over for Ejby Mose. I forgrunden Ejbyholm Haveforening

Industriparken har mange store virksomheder, såsom fx Agilent Technologies og Dako. En stor international virksomhed som laver elektroniske og bioanalytiske måleinstrumenter og udstyr. På verdensplan er der op i nærheden af 50.000 mennesker ansat. Andre er Santax, NCC, UNICON. Og Metro. Grillbaren Stjernegrillen på hjørnet af Krondalsvej og Islevdalvej fortæller diskret om livet i området. Den har åbent 6:30-14 på hverdage og lukket lørdag-søndag. Selvom den havde været åben, ville jeg nok ikke være gået ind. Men det har de på Black Bens Burgerguide, hvor grillen får en middelmådig karakter på 3 ud af 6 points.

På denne dejlige solskinsdag er der aktivitet i de små forhaver til rækkehusene på Rådmand Billes Vej. Byggeriet er fra samme tid som industrikvarteret og bygget umiddelbart op ad dette. Formentligt for at skulle huse arbejderne der.

Rådmand Billes Vej er opført samtidig med industrikvarteret, i slutningen af 1950'erne. I den østlige ende af vejen finder man Den Røde Villa som er et stuehus til det gartneri, som lå her før vejen blev bebygget. Nu bruges det i stedet til beboeraktiviteter. Det blev sat i stand og ombygget i 2001.

Lidt kunst og kultur er der også plads til midt i effektiviteten. Jeg forsøgte at finde kunster og motiv, men det lykkedes ikke. Hvad manden laver med sin fod på hvad der vist er en løve, fandt jeg altså ikke ud af.

Ruten

Harrestrup Å. Produktionsvej. Ejby Industrivej. Erhvervsvej. Islevdalvej. Rådmand Billes Vej. Langs Vestvolden hjem. Ialt ca. 10 km.