Indre Bys (Københavns) kirker

Der er en halv snes smukke kirker i den Indre By. Men hvorfor så få civile kirker, og så mange militærkirker? Dagens forårsmarch i sol afdækker mysteriet  

Egentlig er der ikke meget kloster over Helligåndskirken, men på den anden side af bygningen er der meget klosterpræg. Der var fotoforholdene i dag imidlertid så umulige pga modlys at jeg har valgt denne velkendte fra Strøget.

En af de ældste ligger på Strøget i København: Helligåndskirken fra o.1300 (i dag 900 siddepladser). Den stammer fra dengang København lå i firkanten Vester- og Nørre Voldgade, Gothersgade og Parallelstrøget og havde 4-12.000 indbyggere. Helligåndskirken er en rest af et kloster, som adel og stormænd havde indrettet til sig selv og deres efterkommere. Her kunne de blive begravet, få en uddannelse, hospitalsbehandling og opholdssted. Pengene havde Københavns overherre, biskoppen af Roskilde, aftvunget gennem tvangsskatter som tiende siden år 1150. Trods oprør som et i 1296 fra Nikolaj Kirkegård. Så mange penge havde de puget sammen, at de gennem de næste hundrede år kunne opføre 3.000 kirker og klostre i hele landet.

500 års løgn og latin

København havde kun få klostre. De lever videre i stednavne: Gråbrødre Torv om Franciskanerklostret ca. 1238-1650 og Klareboder og Sjæleboder om nonneklostret Clarakloster ca. 1505-o. 1600. Forsvundet under Strøget ved Rådhuspladsen er Sankt Clemens Kirke (ca. 1100-1536). Et par minutters gang fra Helligåndskirken ligger Vor Frue Kirke. Bygningen er fra 1829, men der var kirke siden 1200-tallet. En filialdomkirke under Roskildebispen. Dens annekskirke, Sankt Petri Kirke ligger et stenkast herfra (i dag 6-800 siddepladser). Ødelagt og ombygget adskillige gange, men stadig med Københavns ældste kirketårn. Og endelig Nikolaj Kirke med aner tilbage til 1200-tallet. Den var forbeholdt fiskere og søfolk.

Står man ved indgangen til Nikolaj Kirke er man ikke i tvivl om hvad hensigten var: Den imposante indgang og størrelse skulle imponere, hvis da ikke skræmme, og vise kirkens magt. København var biskoppens ejendom, så kunne de lære det, kunne de, københavnerne dengang!

De adelige biskopper havde dømmende magt. Præsterne var rekrutteret fra bønder, som med embedet sikrede sig privilegier såsom gård med tilhørende jord og fritagelse for tiende. Klostre og kirker var magtcentre hvor lægfolk havde en chance for frelse efter døden ved at overvære kirkelige handlinger - som de intet forstod af. Men i en tid uden fjernsyn, radio og biografier har det sikkert haft en vis underholdningsværdi. Især når fx kongen inviterede den tysktalende lutherske præst Martin Reinhart i 1520. Efterabere af hans voldsomme gestikuleren og store fagter i Nikolaj Kirke skabte moro i Københavns gader lang tid efter. (Kjøbenhavns Kirker og Klostre i Middelalderen, 1859, s. 246-247). Meget langt fra, men det tætteste man kan komme en nutidig opførelse af disse ceremonier, kan man opleve i den langt senere (1842) katolske domkirke i Danmark, Sankt Ansgar Kirke i Bredgade. Se fx Kirkehistoriske Samlinger, 1849-52, s. 420-460.

Kongelige stasi-agenter

Harmen mod munkenes udskejelser, lediggang, løgne og bedrageri var stor. Hvis lægfolk i starten af 1500-tallet håbede at Reformation ville gøre op med det og afskaffe tvangsbeskatningen, blev de skuffet. Som i det øvrige land nedrev kongemagten Københavns klostre, eller brugte dem til fx fængsel, apotek, kirke for tugthuset og kanonstøberi. Sankt Petri Kirke fungerede som klokke- og kanonstøberi indtil 1585 hvor den tysk-hollandsk menighed overtog den. Et faktum ikke alle var tilfredse med, skal man tro Politivennen, (1804, s. 4981ff) hvor en skribent over flere sider beklager sig over den tyske koloni og dens privilegier.

Det var ikke lige velset af kirken til alle tider at kongen inviterede driftige tyskere, franskmænd, hollændere og andre til Danmark. Og sågar gav dem Sankt Petri Kirke. Men kongen var ifølge kirken selv Guds stedfortræder på Jorden, så den lå som den havde redt. Her en indmuret gravsten på tysk i muren om Sankt Petri Kirke. I dag løber legende børn rundt om kirken.

I de første årtier efter Reformationen havde København tre kirker: Vor Frue, Helligåndskirken og Nikolaj Kirke. Fra 1795 to fordi Sankt Nikolaj Kirke brændte og blev aldrig senere sognekirke. I stedet blev den brugt til verdslige institutioner, fx. 1922-1957 Københavns Hovedbibliotek. Det var formentlig mest de velhavende der var "sande kristne", heriblandt håndværksmestre, købmænd o.lign. En ansættelse hos kongen, krævede fx at man aflægge ed på at man bekendte sig til den lutherske tro, ifølge Fremmedartiklerne 1569-1683 og Symbolforpligtelsen 1619. Kristne værnede om privilegierne. Ved at møde op i kirkerne, kunne man fremvise sin status af kristen. Menigmand (måske 90% af befolkningen) finansierede denne overklasses forbrug og institutioner.

Kirkegængerne havde pligter, såsom at synge, fremsige katekismus og lytte på prædikener. Reformationens præsterne havde ændret rolle henimod noget der for mig lugter af at være "kongens stasi-agenter", kongens lokale repræsentant. Luthers Lille katekismus' indledning er gennemsyret af mistillid til befolkningen. Ikke kun hvad angår deres tro på kristendommen, men så sandelig også deres opbakning bag fyrste- og kongemagten. Præstens rolle synes at have været om ikke at overbevise, så i hvert fald gøre det klart at kongen var landsfader, Vorherres alter ego med pligt til at skalte og valte med menigmand efter forgodtbefindede. Uanset disse var klar over at det var til deres eget bedste!

Prædikenerne var modsat før Reformation enten på dansk (ikke latin), eller på hofsproget tysk. I hofkirken, Slotskirken udelukkende på tysk. Ofte var der stridigheder mellem tyske og danske præster. De kristne skulle - som i nutidens biografer - betale bænke- og stolepladser - en vigtig indtægtskilde for kirken. For ikke blot at trække æslerne til drikketruget, men også tvinge dem til at drikke, udstedte kongen i 1650 en forordning om kirketjenere, der med med lange stænger skulle slå folk i hovedet når de sov.

Vor Frelser Kirke stikker sin pegefinger op mellem Christianshavns gamle pakhuse og kanaler. Hele området var indrettet til militær, handel og søfart med deraf afledte behov for diverse institutioner såsom en kirke.

Militær, universitet - og indvandrere

På landet var rollen som kongens lokale "stasitjeneste" nok mere betydelig. Men med Københavs militarisering, var kongen mindre afhængig af kirken. Især under enevælden (datidens militærdiktatur) fra 1600-tallet og til midten af 1700-tallet blev der kun opført kirker til militæret:  Ankersmedjen blev ombygget til Holmens Kirke (1619) for flådens søfolk, bådsmændene, Kastelskirken (1704, sognekirke fra 1902), Garnisonskirken (1706, fra 1804 civil kirke for Frederiksstaden), og Vor Frelsers Kirke (1692).

 Kastelskirken. Nyistandsat og flot ser den ud. Kastellet er ved at blive restaureret. er man endelig derude, vil man også kunne iagttage udenlandske kirker opført i nyere tid af tidligere fjender. Gustavskirken (den svenske kirke) og Alban-kirken (den anglikanske kirke). Svenskerne i 1658-60 og englænderne ad flere omgange i starten af 1800-tallet angreb det selvsamme fæstningsanlæg. Men - danskerne bærer ikke nag. Fortiden er heldigvis fortid, og sådan skal det være!

Garnisonskirken lå dels i strid med andre kirker, dels mellem dens danske og tyske præster. Suspenderinger, bøder og andre repressalier mod dem til trods.

Garnisonskirken. I mere end en forstand en stridens kirke. Andre kirker var rasende over at præsten tiltuskede trolovelse og vielser (de kostede penge) og internt stredes danske og tyske præster.

Til de civile embedsmænd tjente Frue Kirke (indtil den i 1924 blev domkirke), og for Universitetet Trinitatis Kirke (1656, sognekirke fra 1683, nu 700 siddepladser) med observatorium (Rundetårn) og bibliotek. Kirken var hårdnakket modstander af at kongen inviterede hollændere, tyskere og franske og 1585 gav dem Skt. Petri, Christians Kirke (1759, fra 1901 sognekirke) og 1689 Den Reformerte Kirke. Kirkens egen tolerance for udlændinge var lille. Biskop Worm (1672-1737, biskop fra 1711)  foreslog vidtgående regler om at kristne ikke kunne være ansat hos jøder, samt at disse sidste kunne tvangsdøbes.

Christians Kirken, de hollandsk-tysk-reformertes kirke. Kongens tolerance over for anderledes kristent tænkende var større end kirken selv. Det hjalp gevaldigt på tolerancen at mange udlændinge var driftige mennesker der skulle sætte gang i Danmarks økonomiske vækst. Og de skulle naturligvis have kirker. At det lykkedes, ses måske af lagerbygningen til venstre i baggrunden. Kirken minder på mange måder om den reformerte kirke ved Gothersgade. Som jeg derfor ikke bringer et foto af.

I slutningen af 1700-tallet kom der kirkerum i fængsler, hospitaler, universiteter og tugthuse. Fx Almindeligt Hospital (1769, nu nedrevet) og Vartov Hospital (1755). At patienterne her brugte melodier fra lystige viser i protest mod den gængse langsomme salmesang, kan være årsagen til at Grundtvig (præst 1839-72) blev inspireret til at reformere salmesangen.

Den nuværende Vartov Kirke - det er den med de høje, runde vinduer midt i billedet i komplekset Vartov - var en hospitalskirke. Her prædikede bl.a. Grundtvig, angiveligt for fulde huse. Det skal der nu for så vidt heller ikke så meget til. Kirken er ikke særlig stor.

Det ser ud til at de kristne forblev et lille mindretal på et pænt stykke under 10% af befolkningen. I hvert fald blev der ikke bygget kirker mens Københavns befolkning voksede til 70.000 indbyggere og år 1800 passerede 100.000 (heraf knap 2.000 jøder). Biskop Bagger besværede sig i 1685 over at kongen ikke sørgede godt nok for de lutherske kristne. Men krusninger fra den Franske revolution i slutningen af 1700-tallet satte spor i Danmark. Kirken havde især problemer under kancellipræsidenten 1788-1804, Christian Colbjørnsen. Han var ikke særlig lydhør over for kirkens anliggender og gik mere ind for "fornuftsdyrkelse" og oplysningsteologien som troede på Guds forsyn og verdens godhed. Kirken og skolen skulle fremme oplysning og fremskridt blandt bønderne.

Colbjørnsen tvivlede formentlig på om kirkens metoder var gode nok til at holde befolkningen i ro. En kilde til kirkens metoder har vi fra biskoppen for Sjælland (1783-1808), Balle (1744-1816). Han skulle sikre sig at konfirmanderne havde lært kristendom, nærmere betegnet: De skulle bl.a. kunne De ti bud, trosbekendelsen, fadervor, Luthers lille katekismus og eventuelt andre (især biskoppens egne) "opbyggelige" bibelske bøger. Præst og degn blev eksamineret i at synge, at katekiserede (et andet ord for indoktrinering) og holde bygningerne. Bispernes nedladende syn på befolkningen fremgår af omtaler som: Deres "materialistiske indstilling og manglende åndelige sans", "Et selvrådigt folk der ... aldeles har rådet sig selv". "Menigheden ... elsker nok sin præst, men ikke tager hans lærdom til hjerte". (Se fx Kirkehistoriske Samlinger, Bd. 6, s. 85 ff). Præsterne kunne føle sig som omgivet af "vilde dyr". "Bønderne er vel arbejdsomme i det timelige, men der er få, ja næsten ingen, der med Maria vil sidde ved Jesu fødder".

En af måderne var at tage betaling for ellers verdslige ting som vielse. Forhold mellem mand og kvinde blev ellers stadfæstet i en verdslig kontrakt, et fæste (heraf afledte ord som fæstemø, fæstefolk, fæstegave osv.). Kirken tiltuskede sig det efter reformation og tog betaling for det i form af en kirkelig handling, trolovelsen, hvori indgik en præst og 5 vidner. Så kunne kirken også senere tage betaling for vielsen som bekræftelse på ægteskabsløftet. Set fra kirken side spillede trolovelsen imidlertid fallit, folk overholdt godt nok de kirkelige formaliteter, men fortsatte de førkristne traditioner. Trolovelsen blev afskaffet i 1799 (praksis videreført langt op i 1800-tallet) til fordel for den for kirken langt mere indbringende vielse. Med Grundloven i 1849 kunne personer uden for kirken dog lovligt lade sig vie borgerligt. Først i nyere tid har disse sidste dog taget over og kirkebryllupper halveret. Kirkebryllupper er hverken særlig gammel, særlig kristen eller særlig dansk.

I hvert fald fik 85% af befolkningen ikke betroet stemmeret ved Grundlovens indførelse i 1849. Den var forbeholdt "gode kristne", som følgelig højst kan have udgjort 15% af befolkningen. Frisen på Thorvaldsens museum (1848) illustrerer måske meget godt hvem man opfattede som "folket". At man opfattede disse 15% som folket, fremgår af at kirken blev til "Folke"kirken. Folk i modsætning til den hidtige "statskirke". Folket indbefattede ikke kvinder, forbrydere, fjolser, fattige, folkehold, fallenter og fremmede. Procenten faldt i øvrigt efter 1864 og kvinder og tyende fik først stemmeret i 1915. Det tog knap 50 før folkekirken accepterede det. Så hvis kristendom måles på hvor mange der går i kirke, har Danmark aldrig været et kristent land.

Aktiv og passiv modstand

Meget tyder på at for Københavns befolkning, lægmand og menigmand betød kirke og kristendom ikke andet end en evindelige række af tvangsbetalinger: Tiende og gebyrer for dåb, konfirmation, vielse osv. Som den ikke kunne slippe uden om, fordi de ved lov blev påtvunget dem. Disse påbud blev først ophævet 1857. Købmænd kunne desuden leje boder af kirker, fx omkring Trinitatis Kirkes kirkegård (1657-1851). Uden Vor Frue Kirke var loppetorve (eller paltemarkeder) foran værtshuset "Det Glædelige Dyrkøb". Handel foregik inde i selve kirken i et så stort omfang at det blev forbudt i 1650. Så blev handel i kirketiden. Men ikke overholdt. I 1816 beretter Politivennen fx (s. 242):

Om søn- og andre helligdages eftermiddage kl.3, altså før den offentlige gudstjeneste er forbi i alle kirker, ser man en del handlende udhænge uden for deres butikker alt det kram de har til udsalg, ligeså fuldt, som på søgnedage... (bl.a.) butikkerne på Kongens Nytorv, i Vingårdsstræde og ved Holmens Kanal. ..Hviledagen blev heller ikke respekteret, på en langfredag blev arbejdet " i fuld gang på to klædefabrikker".

Hverken den oprindelige domkirke (den nuværende anes til venstre) eller værtshuset er tilbage. Kun vejen, eller måske snarere pladsen Dyrkøb. Man kan forestille sig det leben der har udspillet sig her med markeder, skrålen og skålen og falbyden når de kristne skulle i kirke.

Befolkningen har nok snarere troet på varsler og tegn fra dyr, planter, sol, måne og stjerner - sort magi. Tiltroen til hellige kilder. Selv kirkens egne folk troede på det. Hekseprocesserne er et grusomt vidne om det. Billedhuggeren Thorvaldsens djævletegn på Danmarks første foto et mere uskyldigt. I det overfyldte København (nu Indre By eller City) havde folk svært ved at forstå at de kristne stadig skulle privilegeres. Kirkegårdene omkring Frue Kirke, Nikolaj Kirke og Sankt Petri Kirke optog fx megen plads. En beretning i Politivennen, 1804 (s. 5135-5136, omskrevet til moderne dansk) fortæller:

(Hver dag tørrer folk) deres vasketøj på kirkegårdene. Ved sådanne lejligheder samles et slæng af tjenestepiger, karle, børn etc. Ligstenene tjener til kaffeborde, til øl- og brændevinsskænkeborde. Konversationer holdes, der ikke altid er af den afstændige slags. Gravene nedtrædes under skæmt og latter. Den alvorsfulde ro, der bør hvile over dem, forstyrres af letsind og kåd larm. 

Oprindeligt var kirkerne omgivet af en kirkegård, der igen var omgivet af en mur. De fornemme bllev bisat i selve kirken, mens andre måtte nøjes med gården udenom. Jeg forestiller mig at det må have været nogenlunde som nutidens landsbykirker. I det stadig tættere befolkede København var det ikke længere muligt. Kirkegårdene er for længst forsvundet. Men en lille rest er forsøgt bevaret bag Trinitatis kirke. Formentlig er der flyttet rundt på gravstenene.

Graverne konkurrerede om at tjene på de døde. Præmisserne over 5 sider i Juridisk Tidsskrift (s. 505-510) i en dom fra 1864 på en tvist mellem to graveren på hhv Trinitatis kirkegård og sognets assistenskirkegård vidner om grådighed. Sagen er ikke enkeltstående, for kirkens indtægter hvilede i højere og højere grad på gebyrer fra lovpligtige kirkelige handlinger. Gebyrer der får nutidens banker til at fremstå som velgørere. Præsterne skulle leve af egne indtægter, og det var i kæmpesognet Trinitatis åbenbart svært, præsterne beklager sig igen og igen.

Andre kristne klager kunne være betleri. Politivennen (1842, s. 141) klager over dette, i anledning af at der den første fredag i hver måned var skriftemål og altergang i slotkirken:

Ingen går derfra uden med højtidelige følelser, men hvor stødende, for ikke at sige forargende, er det ikke, at det første man møder ved udgangen er de fattige drenge, der, placerede på begge sider, står og fremrækker gamle, smudsige kasketter, for deri at modtage hvad enhver af de kirkebesøgende vil give dem.  Efter vore love er betleri forbudt.

Var der nogen der sagde kristen næstekærlighed og samaritarisme?

Konfirmation blev indført i 1736 for at starte indoktrinering tidligt. Men dengang som nu blev den ikke blev taget særlig alvorlig, se fx Politivennen (1830, s. 228f):

Dagen efter og undertiden samme dag de har været til konfirmation... forsamler de sig i snesevis i konditorboden i Rosenborghave (måske også i andre slige boder) hvor de gør sig til gode ikke alene med chokolade, kager osv. men også med snaps, punch osv. og efter forlydende undertiden endog beruse sig der ... det fortælles at adskillige af disse unge mennesker samme dag som de har været til konfirmation har besøgt danseboderne på Vesterbro.

Desuden vidner mange overleverede sarkastiske talemåder og ordsprog om folks aversioner mod kirken og de kristne. Ordbog over Det Danske Sprog en rig kilde. Præstehare er en gammel sej hare (man kunne give præsten som tiende). Præstehandel var betegnelsen på en særlig god handel (underforstået hvor man havde tørret nogen), fordi præster ikke forstod sig særlig godt på det verdslige. Præstekrebs er fladlus. Præsteprås snæversynet og stærkt begrænset folkelig oplysning. Præstesyge en halssygdom som forhindrede langvarig tale. Præstesæk indgår i adskillige vendinger i betydningen gridskhed. Politikens slangordbog kan supplere med præst: refleksstolpe til vejafmærkning: "den viser vejen uden selv at gå den". Præstenæse: Gumpen på fjerkræ. Og af de mere vulgære: Præstepik om medisterpølse eller spaghetti. Ordet prædike forbindes også med gardinprædikener, moralprædikener.

Kirke og demokrati

København voksede voldsomt i slutningen af 1800-tallet bl.a. med tilflyttere fra landet: 450.000 omkring år 1900. Mange tilflyttere var påvirket af Indre Mission, som i 1882 opførte missionshuset Bethesda (ved de nuværende Torvehaller). Andre blev industriarbejere og påvirket af socialisterne. En ting kunne kirkens fløje være enige: Kirken skulle ikke demokratiseres. Man var med særdeles god grund bange for at "de hellige" ville komme i mindretal i demokratiske forsamlinger. Kirken holdt fast i at være enevældens og develhavendes lejesvend. Først da kirken mistede sit jordiske gods og tabte det ideologiske slag adapterede den omsider befolkningens krav om frihed efter næsten 1.000 års undertrykkelse og indoktrinering. Man kan binde hånd, men ikke ånd. Trinitatis Kirkes økonomiske problemer udfolder sig dramatisk i  Betænkning om universitets forhold til kirken, (1861). Da der hverken økonomisk eller statusmæssigt var noget at hente ved at være kristen, faldt antallet drastisk. På universitetet måtte den endog i 1880'erne opleve et verbalt opgør med den hellige, ukrænkelig treenighed: Kirke, nation og familie af en af Københavns intellektuelle George Brandes.

De udenlandske kirker har altid afspejlet hvem det aktuelt var interessant at alliere sig med rent udenrigspolitisk. I 1880'erne således med zaren af Rusland. Han finansierede opførelse af Alexander Nevskij-kirken på Bredgade. Det var formentligt ikke gået i dag: Fremmedartede kupler og diktatoriske stater der finansierer religiøse bygninger? Men det lod sig altså gøre dengang.

I det ydre overlevede helligdage og andre traditioner i en "socialdemokratiseret" eller folkelig udgave. De mere børnevenlig juletræer, nisser, julegaver, påskeæg og -harer, græskarhoveder og andet har taget over. Kongen er ikke længer Guds stedfortræder. Præster er offentligt ansatte. Kirken brød med Bibelens budskab og accepterede kvindernes ligeberettigelse, homoseksualitet og tog afstand til sin opfindelse, racismen. Gudskelov! Militærkirkerne blev sognekirker, man byggede Sankt Pauls Kirke (1877) i Nyboder og færdiggjorde Marmorkirken (Frederikskirke 1749, 1894) med 900 siddepladser for de fine. Sct Andreas Kirke (1901, 1150 siddepladser) er første og eneste eksempel på en "socialdemokratisk-inspireret" udgave. Den ligger også uden for Indre By.

Marmorkirken har været længe undervejs. Hvor Bredgade og Store Kongensgade mødes, man man se kuplen over en anden enestående bydel i København, Nyboder.

Fra frygt til beundring

Hvor kirkebygningerne engang indgød skræk og rædsel, kan vi i dag se på dem som prægtige bygninger og turistattraktioner. De 2,5% kristne kirkegængere er harmløse og behøver tilmed ikke føle sig skyldige i ikke at have kende Bibelen eller Luthers remser.

Se også Carl Bruun: Kjøbenhavn, Bind 1-3. 1887-1901

København - Købmændenes Havn. Det blev aldrig rigtig kirkens København. Kongens København, jovist. Handel, søfart - havet og havnen. Købmændene. Det var dem som satte deres præg på den indre by. Men de gjorde det ikke uden den store mængde af umælende lægfolk og menigmand, hvis historie vi i dag desværre ikke kan finde. Vi kan indirekte se et negativ af dem gennem magthavernes øjne. Men deres historie er for altid væk. Aldrig nedskrevet eller på andre måder bevaret. Det eneste vi ved er, at de var der, og alle andre, kirken, de kristne, kongen, borgere ... skylder dem alt. For de tog en betragtelig del af hvad de producerede.

Indslag om Københavns underklasse omkring år 1800, 15. april 2014.

Ruten

I parentes er angivet kirker som man passerer: Sankt Petri Kirke. Vor Frue Kirke. (Vartov Kirke). Helligåndshuset. Nikolaj Kirke. (Christiansborg Slotskirke, kongehuset). Christians Kirke. Vor Frelser Kirke. Holmens Kirke. (Sømandskirken). Garnisonskirken. Marmorkirken. (Den Russiske Kirke, russisk-ortodoks). (Sankt Ansgar Kirken). (Sankt Albans Kirke, anglikansk). Kastelskirken. (Gustavs Kirke, svensk). (Jerusalems Kirke, metodisterne). Sankt Pauls Kirke. (Den Reformerte Kirke). (Sankt Andreas Kirke). Trinitatis Kirke. Med det skulle man have set alt hvad der er værd at se af kirker i City. Knap 11 km.

Uopladelige batterier - overdimensioneret vandbeholder

Uopladelige batterierne og overdimensioneret vandbeholder? Kryptisk overskrift, men vi er også på et af Danmarks ældste kultsteder: Tinghøj

Ifølge Jesper Asmussen "Vestvolden og Nordfronten" (2013) har området omkring Tinghøj (Høje Gladsaxe) en ældgammel historie. Tæt på Tinghøj (51, 5 m) lå en gravhøj omtrent ved fjernsynsmasten. Herfra kunne man se helt til Roskilde Domkirke. Navnet hentyder til at det var et tingsted, midtpunkt for Sokkelund Herredsting indtil 1682. Forbrydere blev dømt her og henrettet ved Høje Gladsaxe.

Udsigten fra Tinghøj umiddelbart syd for Høje Gladsaxe mod Gyngemosen. Terrænet falder brat
 
Når man nærmer sig Tinghøj fra Gyngemosen, kan man mærke stigningen, se den i landskabet, selvom bebyggelsen har gjort alt for at skjule det. I de sidste 50 år er stedet blevet genetableret som et kultsted med en enorm udstrækning: Til kropskulturen er der enorme haller og udendørsarealer reserveret dyrkelse af kroppens forskellige discipliner, svømning ishockey, fodbold og andet. Og ikke mindst symboliserer den enorme tv-mast kulten over dem alle: fjernsynet. Pilgrimmene er indkvarteret i 16 etagers høje bygninger der som en mur er opført på Tinghøjs sydlige skråning.

Tinghøj Batteri

Tidligere har jeg forsøgt at indtage de højtliggende batterier på Nordfronten, Tinghøj og Buddinge, men måtte opgive at finde dem. En opmuntrende anonym kommentar på indlægget fra 28. oktober 2012 gør, at jeg nu forsøger igen. Og finder begge! Tinghøj Batteri var i funktion 1889-1920. Et pænt stort batteri, 300 meter langt med tørgrav. Batteriet var bemandet under 1. verdenskrig. Det lå dengang ude på landet. Hvor Høje Gladsaxe nu ligger, lå en gård, Hyllegård. Men ellers var der marker. Gladsaxevej og Vandtårnsvej var markveje, og indgangen til batteriet forløb nogenlunde langs boldbanerne op mod fjernsynsmasten.

Bryder man gennem krattet fra Isbanevej umiddelbart syd for Vandtårnsvej mod vandtårnene, kan man gennem et hegn ane Tinghøj Batteri. Det se ud til at være i nogenlunde stand, men der er låst. Længere sydpå kan man se nogle volde langs fodboldbanerne. Det må vej være den sydlige del af batteriet?

Buddinge Batteri

Buddinge Batteri (aktivt 1889-1920) ligger kun 500 m. fra Tinghøj Batteri og er en del mindre. Fortet har været brugt af Kort- og Matrikelstyrelsen og senere udstykket til parcelhusgrunde. Det blev bemandet i 1914 under 1. verdenskrig. De to løjtnanter udførte for egen regning nogle tilbygninger til batteriet for 168 kroner (det var mange penge dengang og rakte til kommandostation af beton, "med telefon, lys, varme, ly og læ samt bordplads til ildledelsen" (Jesper Asmussen). Desværre var det ulovligt ifølge forsvarsforliget af 1894. Men indgangen med kongens monogram findes endnu. Det kan man nu ikke se. Indgangene fra såvel nord som syd er aflåste og endog sikret med tommetykke stikkende brombærgrene.

Modsat Tinghøj Batteri ser Buddinge Batteri noget sørgeligt ud. I hvert fald det man kan se af batteriet gennem afspærringen. Døren til dette rum er faldet af, og skiltet med "Rygning forbudt" forekommer noget malplaceret. I forgrunden kan man ane det kraftige brombærkrat der nok skal afholde visse (bl.a. mig) fra at forsøge at entre fortet over hegnet.


Fra batteriet skulle mandskabet beskyde fjenden over hovedet på de stakkels indbyggere i Buddinge, som der dengang var knap 700 af. Sammen med Vangede Batteri var det frontens højeste punkter. Batterierne lå bag de større forter i Lyngby, Gladsaxe og Bagsværd og skulle forhindre fjenden i at trænge ind i disse bagfra eller fra siden.

Tinghøj Højdebeholder

I rækken af vand(rings)værker er det kronologisk set passende at indføje Tinghøj Vandreservoir nu. Det blev opført ad flere omgange, 1933 (tre beholdere), 1940 og 1959. Arkitekt Ib Lunding (1895-1983). Han tegnede også Brønshøj Vandtårn. Dele af området er fredet, dog ikke de nyere tilbygninger. Højdebeholderen blev anlagt efter at man opgav at bruge Skt. Jørgens Sø som vandreservoir. Man kan ikke rigtig komme ind på området, da det er omgivet af stakit og vold, men der kan findes adskillige fotoer fra området, bl.a. på Kulturarv.dk. Beholderne er med visse van(d)skeligheder blevet tætnet 2009-2011.

Lige så enormt højdebeholderens område er, lige så utilgængeligt er det. Omgivet af dels volde, dels stakitter. Dette kik er nok det nærmeste man kan komme uden at skulle søge om tilladelse til at komme ind i anlægget. I baggrunden mellem bygningerne kan man lige ane et af de mange underlige rumskibsagtige tårne. De er det eneste man kan se fra vejen.

Tinghøj Højdebeholders enorme omfang (det er vist Danmarks største) kan ses som et udtryk for datidens enorme vandforbrug. Vandforbruget er siden faldet, og beholderen er i dag større end det nutidige behov. Jeg er så gammel at jeg kan huske at man før i tiden uden at tænke over det skyllede 10 liter vand ved hvert toiletbesøg. Vand var bare noget man forbrugte! Så blev man klar over at vand ikke er en ubegrænset tilgængelig ressource, og så blev det anbefalet at anbringe en mursten i vandbeholderen. Senere kom nutidens meget mindre vandkrævende toiletter.

Vand er der nok af på Tinghøj. Selv om man går højt, mærker man at græsset er meget vådt. Så fugtigt er det, at man er ved at være færdig med en oversvømmelsessø i Gyngemosen neden for Høje Gladsaxe. Og flere steder lægger man dræn om bygningerne. Ekstremregn, hedder det vist. Ok, jeg vil i dagens anledning tillade mig at omdøbe motorveje til ekstremveje og myldretrafik til ekstrembilisme. Der fik i den, bilister!

Ruten

Kagså Batteri. Tingbjerg. Høje Gladsaxe (Gyngemosen). Isbanevej - Tinghøj Batteri og Højdebeholderen. Buddinge Batteri. Retur samme vej. Ialt ca. 12 km.

Turen går til Hedeland - Hedehusene

13 minutter fra Valby Station med afgang hver halve time til Hedehusene ligger det 15 km2 store Hedeland.

Med et vandrerepertoir på ca. 20 km er det urealistisk at se Hedeland på en dag, Men det rækker til en tur nord-syd uden alt for lange afstikkere øst og vest. Hedeland ved Hedehusene mellem Vindinge og Tune er et kuperet "kunstigt" skabt landskab. Oprindeligt var her fladt som en pandekage, men det tynde jordlag blev solgt, og derefter gik man i gang med en omfattende udvinding af ler, kalk, sten, grus og sand. Det har fundet sted gennem 100 år, men hovedparten er sket ved den store byggeaktivitet i hovedstadsområdet i 1960'erne. Storbyen krævede huse, veje, institutioner mm. Råstofferne til alt dette lå dels lige under mulden, dels meget tæt på hvor de skulle bruges. Og der graves stadig.

Hedehusene station er nummer 3 i rækken og bygget i 1917. Den gamle var fra 1873. Man kan finde billeder af den gamle station. Den er ganske imponerende, synes jeg, og man fornemmer at da den blev bygget, var Hedehusene et vigtigt trafiksted. Man bør tage den lille tur ad Godsbanegade-Reerslevvej-Mejerivej til Hedeland for at få fornemmelse af arbejderboligerne i det gamle Hedehusene.

Allerede når man stiger af toget i Hedehusene fornemmer man den særlige stemning. Foran stationen står en sten for P. Madsen, som i 1892 startede en af de ældste grusgrave i Hedeland ved Hedehusgård. Det er også her smalsporsbanen sydpå starter. I 1897 opførte F. L. Smith det første teglværk i området.

Hedegård Station. Nu er det udgangspunkt for veteranjernbanen, men 1903-1973 var det en vigtig endestation for industribanen sydpå. Fotoet viser kun et lille uddrag af hele stationsområdet. Bag fotografen er en stor remise. Fra 1980 kørte toget med passagerer, men i dag kører det kun med turister i sommermånederne.

På sit højeste beskæftigede grusgraven 40 mand der producerede 6.000 vognladninger om året. Gården er nu ridecenter. Om søndagen maj-september kan man komme med den 5 km lange Veteranbane (smalspor) som n1903-1973 kørte rundt med råstofferne. At der vitterligt er tale om enorme mængder sand og grus, beretter en håndskreven beretning fra 1970 om. Her er tale om en veritabel sandstorm:

Jeg kan huske den 01.04.1970, det var stormvejr, og vinden var i øst. Der var åbne marker med sandjord helt ud til Reerslev. Der var en lille vej som gik op forbi Lillemarksgården og Flintebjerghuset, det røg og føg med sand, så Øster Vindingevej var føget til, man kunne kun komme lidt derudaf, så kørte man fast i sandet, og man kunne intet se. Poul Larsens gård blev helt fyldt med sand, det lå helt op til vinduerne, så han kørte sand væk i flere dage med maskiner. Familien havde lejet 7 støvsugere, der var sand alle steder indendørs også. Sandet kom også indover ”Klubhuset”, så der gik jeg og skovlede sand. Sandstormen drev også mod Roskilde, så vi sagde ”vi kommer med jord og sand til sammenlægningsdagen den 01.04.1970”. (Gerner Jørgensen, vejmand i Reerslev – Vindinge Kommune og Roskilde 1966 – 1991).

I slutningen af 1970'erne var området så godt og grundigt gennemgravet at det lignede et månelandskab. Det har man siden forsøgt forvandlet til et naturområde, eller en naturpark. Nogle steder lod man gravene stå - jordlagene kan fx stadig ses i stejle skrænter. Andre steder lod man områder gro til af sig selv, eller plantede til.

I Hedelands sydøstlige hjørne ligger resterne af en enorm grusgrav. Her set nogenlunde vest for Villershøjgård. Her så jeg også 3 hjorte i det fjerne. Måse på jagt efter raps og andet som bønderne dyrker i området.

Hedeland er i dag en blanding af søer, bakker og en særpræget og varieret flora. Området er nærmest nyreformet. Mere kantet kan det beskrives som en trekant hvorfra man har udskåret landsbyen Vindinge: 5½ km, 4½ km, 5 km. Det er nemt at komme rundt i området på det omfattende net af stier. Intereresserede kan finde link til Hedelands historie. Her er vinbønder. Jordlag kan ses i skrænterne. Og de første gæslinger jeg har set i år, var i det nordlige område syd for dopperne og langs knallertbanen!

Fantasien fejler ikke noget, hvad angår kreative udnyttelser af de gamle grave. Mit i billedet ses amfiteatret fra 1996, hvor der har været afholdt opera, koncerter og ballet. Og til højre den enorme skibakke. Efter at have set en cykelrytter i medvind nærmest stå stille på vej op mod toppen, og med 15 km i benene, opgiver jeg at bestige skibakken i denne omgang. Udsigten må vente til en anden god gang.

Tune-stillingen

Der er rester af den forsvarsvold som gik fra Roskilde til Køge over Tune i Hedeland. For historieinteresserede findes en pdf-fil af Michael H. Clemmensen. Den eksisterede i et par år under 1. verdenskrig og skulle være en slags fremskudt bastion der mest bestod af skyttegrave og pigtrådsafspærringer langs en ca. 22 km lang linje. Samt ca. 5.000 underjordiske "flankeringshuler".Der er ligeledes en hjemmeside fra Vindinge der fortæller lidt om livet langs fronten, med et par tusind soldater der skulle have mad, skyttegrave og huler der rodede op i lodsejeres marker, militærøvelser og andet.

 I samtiden var der megen kritik af Tunestillingens værd som forsvarsværk, og når man kigger på denne flankeringshule, "Grusgrav Nord" ved Tokhøjvej, så bliver man vel ikke ligefrem imponeret. Det var meningen at man fra hulen skulle kunne skyde langs en pigtrådsafspærring. Der er to skydehuller og et lyshul. Dertil et periskophul og en pumpe, hvis hullet skulle blive oversvømmet.

Reeerslev

Mens Hedehusene emmer arbejdere, så emmer Reerslev af landbrug. Og ikke bare rideskolen. Man bør unde sig en tur gennem byen på Tingstedvej med afstikkere i de små sidesmøger. Og så ligger der en lille historisk klenodie ved Lundhøjgård, omend temmelig medtaget af tidens tand. Forhåbentligt bliver det da reddet af en eller anden museumsmand. Som nævnt i indlægget om Thorsbro Vandværk var det i Reerslev at bondemanden på Lundhøjgård et par kilometer vest for godset Gjeddesdal byggede et lille mejeri, og var med i andelsmejeriet Hedelykke fra 1880'ern. Det lile mejeri ligger der stadig som et lille granithus.

Beskedent ser det ud, dette gamle mejeri, formentlig fra 1870'erne eller 1880'erne ved Lundhøjgård i Reeerslev. Men tag ikke fejl: Meget begynder i det små. Det var her at kimen til det moderne mejeribrug bl.a. blev lagt. I dag ligger det idyllisk ved et lille kær og en frønnet bænk.

Tankerne vandrer ...

Som vandrer får jeg nogle gevaldige overvejelser om hvad natur egentlig er for noget. Og hvad der er naturligt og ikke er. Hvis vi kigger på naturen sådan rent geologisk, er Danmarks overflade ret ung. Et par titusind år og formet af istider. Hedeland blev således dannet af materialer fra Sverige ført til Hedehusene under istiderne. Det er også isen som nydeligt sorterede materialet i fint sand, grus, sten og kampesten. Dem har gravemaskiner fjernet igen og gravet sig dybere ned i materialer som er ført hertil af isen endnu før. Kigger vi på naturen, så var der før gravemaskinerne tog fat intet naturligt ved den. Bønderne havde gennem hundreder af år fældet den naturlige bevoksning og lavet marker på jorden. I dag er det ved at vokse til igen med beplantning som mere eller mindre er tilfældigt styret af "naturen" eller af mennesker.

Vinterterrasserne mellem Tune Landevej og Roskildevej (her set fra vest mod øst fra Løkkevej) er endnu et eksempel på en kreativ udnyttelse af de gamle grave. Man har her formået at skabe et velegnet udflugtsmål, og så vidt jeg kunne se, også lystfiskeri.

Man kan også bare glemme alt om hvordan det hele er blevet skabt, og lade sig styre af sanserne: Ser det smukt ud? Hører vi glade fuglestemmer, eller infernalsk larm fra motorveje? Lugter her af slam eller af frisk hø? Mærker fødderne stenbro eller dejlig blødt underlag? Hedeland er et dejligt sted for mennesker, og denne søndag med masser af sol (og blæst) er der masser af dem i Hedeland, Og de fleste ser glade ud.

En forladt grusgrav. Et dramatisk landskab som venter på at blive formet af mennesker og natur. Det er ikke svært at forestille sig hvad der er foregået af udgravninger her.

Hedeland er ikke ren idyl, så meget kan vi slå fast. Der har ifølge Roskilde Avis, 29.6.2009, været problemer med hærværk, affald og især hundeejere (som endog har truet vagter). Men aviser er dårlige til at gengive hvordan ting ser ud. Jo, de løsgående hunde findes da sikkert, gale hundeejere osv. Men på denne dag er livet i Hedeland som det er mest i Danmark. Flinke, eller i hvert fald høflige mennesker der ikke virker særlig truende.

På mange måder er Hedeland et overlegent alternativ til fx Vestskoven og Kalvebod Fælled: Kun 15 minutter med tog fra København H, meget større, meget mindre larm (faktisk kun fra Tune Landevej, men slet ikke i samme målestok som de to nævnte vandringsmål), afvekslende landskaber, masser af historie og aktiviteter.

Der graves stadig i Hedeland. Her sydvest for Dopperne i den nordlige ende. Langs vejen sydligere kan man stadig finde rustne maskiner hist og pist som vidner om forne tiders udgravninger.

Ruten

Hedehusene Station. Herfra er det med at tage kortet i hånden og gå hvorhen man nu ønsker. Min rute blev ca. 20 km.