Fra B&W til MGP: Refshaleøen

Refshaleøen var indtil 1872 sandbanker ud for Københavns Havn. Så fyldte man jord og sand på .... Og nu skal der være Melodi Grand Prix - European Song Contest 2014 Copenhagen

Det er næppe denne side af sektionshallerne som gæsterne til MGP 2014 vil få at se. I hvert fald ikke i denne tilstand. Men det gør ikke området mindre spændende. Det er meget vanskeligt at gengive grandiositeten i hallerne på foto. Jeg tog adskillige andre, men uden held. Det skal nok opleves. Ligesom pyramiderne.

Da Københavns havn i anden halvdel af 1800-tallet blev uddybet, smed man sand, grus og sten på Refshaleøen. Da der var nok, fortsætte man med at bygge ovenpå. Det blev til en af industrisamfund-Danmarks legendariske arbejdspladser: B&W (1872-1996). B&Ws historie er en skatkiste, og den er omgivet af myter: Skarp duft af ramsaltet søluft, know-how, kvalitet, arbejderklasse par excellence. Pralende stålkonstruktioner, maskiner. Et fyrtårn for arbejderklassen, Socialdemokratiet og andre politiske og faglige organisationer. Ved storkonflikter rettede man øjnene mod Refshaleøen: Hvordan reagerede de? Mytologiseringer som fx om motorskibet Selandia (1912-1932). Mange af maskinerne til Københavns Vandforsyning var fx leveret herfra.

Det blå skur til venstre er Hovedvagten (1940). Herfra var der kun adgang for ansatte eller inviterede. I dag er der dog åbent (selv om et skilt fortæller at der er adgang forbudt, men man kan bare gå udenom). Herfra havde arbejderne udsigt til Dødens Hule (med skånearbejde for arbejdsskadede arbejdere) og Smedjen. Så var stilen da vist lagt.

Og så igen ... Myter har det med at punktere. Industrisamfundet løb ind i kriser. Og så gik det stærkt: I 1979 kom B&W i likviditetsvanskeligheder og blev købt af tyske MAN. Planen holdt til 1996 efter en kort dødskamp. Måske var det hele alligevel ikke så hug- og stikfast? Refshaleøen emmer stadig af det, men det er i efter-dødsfasen: Forfaldet er sat massivt ind. Gammel sprukken asfalt, rustne jernbanespor, afskallede vægge, ituslåede vinduer. Man aner stadig storheden, og mærker måske lidt vemod over forfaldet og en tid der var engang. "Lad falde hvad ikke kan stå!", stod der ellers i den gamle arbejdersang, "Snart dages det brødre". Men det var måske ikke lige B&W der var tænkt på.

Fra en sydlige dok har man et godt overblik over en del af det gamle B&W. I baggrunden tårner de to sektionshaller sig op. Foran det ved det lille hus Villys Plads, så mod højre til Smedjen og Dødens Hule.

I dag er der næppe mange under 30 der husker B&W. Virksomheden efterlod et areal på ca. 60 fodboldbaner, eller 500.000 kvm. Bygningerne står der endnu. Især de enorme sektionshaller kan ses vidt omkring. Men alt har måttet finde nye funktioner i skarp konkurrence fra Ørestaden og Nordhavnen. Kunstnere, håndværkere, fritidsfolk, endog suspekte aktiviteter som narkolaboratorium og sidste p-plads for ophugningsmodne biler. Sågar en beach-volleybane er der blevet plads til.

Tæt på havnebusholdepladsen er dette dokskur. Der er endnu rester af elektriske installationer og man kan også skimte de fastnaglede bænke og borde for personalet.

Skilte på de tilbageværende fabriksbygninger fortæller at de bliver brugt. "Teaterøen" har nogen med hjemmelavede skilte forsøgt at brande øen med. Men havde nogen forestillet sig at European Song Contest 2014 skulle finde sted i sektionshallerne 1 og 2 (1960)? Skibenes "elementhal", sådan lidt finurligt sagt. Men Refshaleøen er ikke kun forfald. Syd og øst for B&W ruinerne ligger rensningsanlægget Lynetten, vindmølleanlæg og Vattenfalls enorme, rygende skorstene.

Jeg ved ikke hvad man kalder denne form for industriarkitektur, men den er blandt de mere seværdige på øen. Det Optiske Tårn (1954). Stedet er nu autophugning. Og forfaldet kan vel fornemmes på billedet.

For de uindviede (hvortil jeg hører) findes der en hjemmeside, Værftsruten, hvor man kan finde oplysninger om bygningerne og hvad der er foregået i dem. Og lidt om livet som arbejder, håndværker, "fremmedarbejdere" og alskens legender. Det er den jeg har brugt til at identificere bygningerne og finde rundt på det gamle skibsværft.

Modsat Det Optiske Tårn er dette vel mere rå industribygning. Det er så vidt jeg kan se Lærlingeværkstedet. Der holder biler foran, men denne bygning trænger da vist til lidt mere end en kærlig hånd.

Jeg nåede slet ikke at identificere alle de nævnte bygninger: Rebslagerværkstedet, Riggerloftet, er fx indrettet til erhvervslejemål, selvom det ikke går alt for godt med udlejningen. Svejsehallen (1942, udvidet senere). Længen (1872) på nordlige del af øen. Byggedokken fungerer stadig som sådan, nu dog på udlejningsbasis. Hovedvagten var der hvor de ansatte gik ind. Kantinen Marketenderiet brændte i 2002, og nu er der græsplæne.

Et sidste kik ned langs "hovedvejen" gennem det gamle skibsværft. Jeg ledte forgæves efter rester af det oprindelige værft, som der efter sigende skulle findes en rest mur af et eller andet sted. Hvis det har noget på sig, ville denne være mit bud.

Dyssen - Enveloppen

Man kan gå turen til Refshaleøen på Dyssen, eller Enveloppen på ydersiden af Stadsgraven.  Og den anden vej på Refshalevej. Enveloppen blev anlagt 1779-91 i forbindelse med Christianshavns Vold (1682-92). Den vandfyldte voldgrav er fra 1810-13. Først omkring 1916 fik offentligheden delvis adgang. Strækningen fra Torvegade til Panterens Bastion blev åbnet i 1918, og resten af volden fra Bådsmandsstræde til Langebro blev tilgængeligt for publikum i 1925. Panterens Bastion blev dog først indlemmet i parkanlægget i 1994, efter bl.a. at have lagt areal til en skydeskole i perioden 1877-1966.

Enveloppen, eller Dyssen er den yderste, lave ring i Københavns gamle befæstning. Den har en snes militærbygninger som denne fra 1886. Dog brugt af christianitter til bl.a. Fakirskole. Man kan vælge at vandre på den nogenlunde gode vej, eller på tørre dage oppe på skansen. I dag var den dog fuldstændig fedtet, blød og våd.

Enveloppeparken blev åbnet i 1934, og fortsættelsen af dette areal nord for Torvegade blev offentligt tilgængeligt i 1961. Efter 2. verdenskrig blev der på den næstsidste eller 2. Redan indrettet et henrettelsesskur hvor 29 tyskvenlige danskere blev skudt efter 2. verdenskrig. Betongulv med afløb findes stadig, men det er i en elendig forfatning. Nogle tunge køretøjer har smadret gulvet godt og grundigt. Nu hedder Enveloppen Dyssen og er en del af Christiania.

Langs Holmens forskellige holme er den maritime atmosfære ikke til undgå, som her med Sixtus Batteriet i baggrunden. Og taget fra Quintus Batteri. Det er vist nok en kuf, den hvide der lægger der i forgrunden. Det sagde min far i hvert fald at de så sådan ud.

Christiania er noget man bør se. Denne lidt triste vinterdag forekommer Christiania forslidt, stilladser, byggematerialer, mudder. Selv de fantasifulde arkitekturer synes blege. Men udsigten er prægtig. Til Holmens nyistandsatte luksusbyggeri med bl.a. kanonbådsskurene. Samt Stadsgraven. Nordpå fyldt med bristede drømme: Strandede vrag ligger alle vegne, måske efter orkanen i december sidste år. Og området emmer af maritimt liv og historiens vingesus.

Fremtiden på Refshaleøen. Vattenfalls rygende skorstene. Bag og til venstre for fotografen vindmølleparken. Historien er absolut ikke gået i stå. For de gamle som faldt, er der ny overalt.

Ruten

Københavns Hovedbibliotek-Torvegade (2 km). Dyssen/Enveloppen (3 km). Refshalevej-Refshaleøen. Hjem via Refshalevej. Christianshavns Torv (linje 350S). Afsæt mindt 3 km, gerne 6 på selve Refshaleøen. Der er masser at se på. Man kan afkorte turen derud med Linje 40 eller Havnebussen. Min tur inklusive tilbageturen var på ca. 14 km.

Utterslev Mose

Så gik januar. Blæst, kulde og til sidst sne. Med udsigt til isslag valgte Vandringsmanden kendt terræn. Men isslaget kom nu alligevel ikke.

Det blev i stedet til et stemningsbillede fra Utterslev Mose. Som måske kan stå som repræsentant for dette års januar måned. Hårdt trampet, knoldet og glat sne præger stierne. For der er masser af mennesker i mosen. Ikke kun børnefamilier med kælke. Motionsløbere, vandrere, skiløbere og andet vintergodtfolk. Vejret lægger unægteligt en dæmper på mit humør. Og de mange væltede træer tilbage fra orkanen Bodil i starten af december gør det bestemt ikke bedre. Så motivationen må findes i bare dette at gå frisk derudaf.

 Den lille kække fugl her gider dårlig nok flytte sig. Måske er den også præget af det grå vejr. Der er i øvrigt mange rødkælke at se for tiden.

Mosen er som bekendt opdelt meget prosaisk i fire områder: Vestmosen, Midtmosen, Østmosen og Højmosen (den med fodboldbanerne). Snittet igennem af Hareskovvej, Horsebakken og Grønnemose Alle. En tåget og blæsende dag som denne er der ikke megen forskel på de forskellige dele af mosen. Det er mere blæsten som kommer fra forskellige retninger. Jeg vil lade fotoerne tale for sig selv.

Vestmosen

 Skæv står denne bænk. Så skævt at fotografen ikke rigtig kan finde den vandrette horisont. Mosens vandarealer henligger som isørkner, uden det sædvanlige liv af svaner, ænder og andre svømmefugle. Og der var rigeligt med pladser på bænkene i dag.

Der er tøvejr i luften. En fin dis hænger overalt i mosen. Et nærmest spøgelsesagtigt landskab. Selv de røde grene i forgrunden formår slet ikke at "male byen rød", eller give "det grå og triste en ekstra farveklat", som Birthe Kjær så gerne vil have det hele til at se ud i "Vi maler byen rød".

Østmosen

Mosens stamboere er søgt langt ud i midten af mosen hvor vandet stadig er så dybt at der er våger i isen. Selv de er lavmælte på en dag som denne. Hvor mågernes skrig ellers kan høres langt væk, er der nu tyst, kun vindets susen i sivene forstyrrer lidt. Og menneskenes, specielt børnenes, stemmer.

Man må vel uvilkårligt stoppe op og betragte dramaet omkring dette gamle træs kamp mod orkanen. Det har givetvis kæmpet til det sidste, men har måttet ofre store grene for at kunne holde roden i jorden. Mere tappert, eller heldig, end så mange andre, der ligger udstrakt langs jorden med de karakteristiske rod-diskoer strittende op foran et gabende tomt hul.

Højmosen

Højmosen er det sted hvor man mest kan se følgerne efter orkanen Bodil. Hele træarealet i den nordøstlige ende er præget af faldne træer som disse. Man har foreløbig som her kun ryddet stierne. Om træerne får lov til at gå veddets gang, ved jeg ikke. Det kunne måske være meget godt, hvis de gjorde. De fortæller jo trods alt en historie om storhed og forfald, i stedet for de trimmede, men historieløse parkbevoksninger.

Ruten

En tur rundt om mosen er målt på et kort ca. 10 km. Men stierne slynger sig, og man bør også unde sig en tur ud på broerne og udsigtspunkterne. Min tur var omkring 12 km. Gad vide om der er en omregningstabel for glatte, sneklædte stier?

Søndersø Vandværk med kildepladser

En tur til Søndersø vandværk og tilhørende kilder er et udmærket påskud til at gennemvandre nogle af de bedste stier og veje i området. Selv med et par frostgrader og frisk vind.

Som beskrevet i de to forrige afsnit havde Københavns magistrat til at slukke københavnernes tørst fået opført vandværket ved de gamle volde og stukket en halv snes sugerør ned i jorden på kildepladser langs Harrestrup Å. I perioden 1870-1900 fordobledes indbyggertallet imidlertid fra ca. 180.000 til ca. 350.000 sjæle. Så mon ikke kommunen så det som en foræring at den i 1870 fik tilbudt at købe Søndersø, sydøst fra landsbyen Kirke Værløse? Man var i hvert fald ikke sen til at slå til. Allerede året efter (1871) pungede man ud med 40.000 rigsdaler. De gode bønder omkring Søndersø havde i 2 år forgæves forsøgt at dræne store områder af søen, ud fra devisen "hvad udad tabes, må indad vindes" efter krigen 1864. Men vandstanden var ikke faldet det ringeste, og bønderne hældede vist til at der lå en enorm og uudtømmelig kilde under søen.

Tipperup Å er i virkeligheden del af en lang å der bare hedder noget forskelligt undervejs: Værebro Å og Jonstrup Å. Den løber langs sydsiden af Søndersø, uden at løbe ud i den. Og den løber også igennem Kildeplads Søndersø Vest. Længere nede af åen var der engang vandmøller og man kunne besejle åen med mindre fartøjer. Men det er mange århundreder siden. Nu kan man gå over med gummistøvler.

En regulær handel, med andre ord. Helt anderledes end i de helt gamle dage. Da var ejendoms- og brugsretten en kompliceret affære. Konge, magistrat, lokale bønder, lokale lodsejere og en mængde andre interessenter sad på ejendomsret og/eller brugsret til søer, vandløb, fiskeri, græsning mm. Så finansministeriet forlangte i 1859 en forklaring om hvornår Københavns vandvæsen havde fået overdraget retten til at hente vand fra søer. Kommunen kunne ikke forklare sig hvad angik Gentofte Sø, men ministeriet godtog redegørelsen for Emdrup Sø hvor retten stammede tilbage fra reformationens tid.

Og hvad snakkede man i øvrigt om? Igennem de sidste 200 år har mennesket påvirket vandløb, søer mm. I vikingetiden og oldtiden kunne man færdes på mange åer med både og skibe, hvor man i dag dårligt nok kan færdes med en lille jolle. Landhævning er en ting, men mere væsentlig var at bønderne drænede marker og enge. Hertil kom så grundvandsboringerne. Så sø og sø .... Søndersø er blevet mindre! Men i 1871 var kommunen ikke i tvivl om hvad den havde købt, og ingen har betvivlet det siden.

Så idyllisk vi måske i dag opfatter Præstesøen (til venstre) og Søndersø (i baggrunden til venstre), så har det nok ikke altid været sådan. Vi ved fra talrige oldtidsfund at området var noget særligt. Men bønderne i 1800-tallet var vist godt sure over at søen ikke kunne tørlægges. Så sure at de solgte den til København. Heldigvis for os, og slet ikke nogen dårlig ting for naturbevarelsen. Lige som med Vestvolden ligger kilderne hen som fine naturområder. Og der er ikke som langs søens nordlige bred bygget næsten helt ned til søen.

Vandledningerne

Desuden var der problemet med at transportere vandet. Det var ikke så svært med de artesiske 1800-talsboringer som er omtalt i forrige afsnit. Fra kilderne ved Harrestrup havde man allerede en naturlig vandledning ned til Damhussøen, nemlig Harrestrup Å. Vandet løb dog ikke i selve åen, men en gravet rende ved siden af, Kildevandsløbet. Anderledes med Søndersø.  Og nedgravning af jernrør var ikke problemfrit, da de skulle nedlægges i private lodsejeres ejendom. En dom, citeret i Ugeskrift for Retsvæsen, 17. juni 1872, s. 836-840, illustrerer det. En privat lodsejer, Løjtnant Wildau på Frederiksberg havde indstævnet Københavns Magistrat. Men blev underkendt. Retten stadfæstede at:

Statueret, at en af Kjøbenhavns Commune i henhold til L. 20 august 1853 erhvervet ret til nedlæggelse af gas-eller vandrør over privat grund ikke behøver tinglysning for at sikkres mod trediemand. Dommen lød derfor, at De indstævnte, Kjøbenhavns Magistrat, bør for tiltale af Citanten, Lieutenant C. Wildau, og Intervenienten, Particulier D. Th. Gottliebsen, i denne sag fri at være.

Søndersø

Kommunen ville først bruge Søndersøs overfladevand og søen som reservoir. Det fik den lov til af Landkomissionen i 1872. Det fortsatte til i hvert fald indtil 1960'erne. I 1874-75 byggede man en dampdrevet pumpestation ved søens sydøstlige ende. Herfra blev vandet ledt til en højdebrønd ved Egebjergene i Hareskoven. Herfra til Ballerup, Hjortespring, Herlev, Kildevandsløbet ved Kilde VIII ved Sømose Å og til Sankt Jørgens Sø.

Man skal ikke have bevæget sig langt på stierne langs Søndersø før det vrimler med tegn på vandindvinding. Rør, dæksler eller mystiske anlæg som vandeksperter sikkert kan svare på hvad bruges til. Til ære for fotografen fosser der vand ud af noget som jeg på stedet benævner en overløbsventil (det er sikkert noget andet).

Men i 1890'erne afslørede boringer at København havde købt en ren guldgrube af grundvand. Så indbringende at man fra 1893 ikke længere behøvede at bruge overfladevandet. Anlægget der behandlede søvand var dog i funktion helt indtil 1980. Kilderne lå ikke som bønderne havde troet under søen, men langs bredderne. I perioden 1894-1908 etableredes 3 kildepladser øst for søen: Søndersø Øst, Søndersø Vest og Tipperup Å. Den maksimale ydeevne blev nået i 1904. I perioden 1923-30 kom yderligere 3 kildepladser til: Bjellekær øst for Søsum, Bogøgård øst for Knardrup (skov) og Kildedal øst for Veksø (lukket 1980 pga forurening). I 1940 endnu en: Egholm vest for Slagslunde. Yderligere tre kildepladser bruges lokalt. Kildepladserne kan bl.a. ses i en vandforsyningsplan fra 2012.

Søndersø Vandværk

En tur langs søens bredder afslører overalt tegn på vandindvindingen. Dæksler, borerør, anlæg af alskens slags ... Og selvfølgelig selve vandværket. Som dog ikke er det oprindelige. Kildevandsanlægget fra 1891 og udvidelser fra 1899 blev hurtigt forældet. Der er nu kun funktionærboligen ved Ballerupvej tilbage, en toetages hvid boligblok med 4 lejligheder. Det nuværende Søndersø Vandværk er opført ad to omgange 1941-43 og 1947-1951.

Af det gamle vandværk er kun funktionærboligerne tilbage. De ligger et par hundrede meter øst for det nuværende vandværk. Den rummede 4 lejligheder. Resten er værket er blevet revet ned.

Interesserede kan forsøge om der gemmer sig en historie om konflikten mellem håndværkere og arkitekter. Værket er tegnet af arkitekt Ove Huus (1884-1954), Han var i en periode kasserer i Den Fri Architektforening, som eksisterede 1909-19. Den var stiftet af 10 unge arkitekter, fortrinsvis fra Heinrich Wencks tegnestue, i protest mod de mere konservative holdninger i Akademisk Architektforening, ledet af den kendte arkitekt Martin Nyrop. Kontroversielt  optog foreningen medlemmer uanset akademisk baggrund. Huus var således murersvend 1903, men først færdig på Kunstakademitet i 1913. Han klarede sig godt, tegnede Lejre og Slangerup Vandværker og Rådhuset i Birkerød (1924).

Søndersø Vandværk dominerer i den grad halvdelen af sydkysten på Kildeplads Søndersø Vest. Fotoet viser kun en lille del af bygningerne. Ned mod Tipperup Å er der forskellige anlæg, damme osv. langs stien.

Bogøgård Kildeplads

Turen til kildepladsen gik ad Bundsvej over Kirke Værløse, og bestemt en vandretur værdig. Langs sydkysten af Søndersø kan man gå på arbejdsvejene i Kildeplads Søndersø Vest. Næsten ved enden af søen langs hegnet til Flyvestation Værløse kommer man forbi en ruin af en tysk officersmesse og spise- og udskænkningssted for personalet for flyveenhed 103 III. Området vest for er præget af tyske løbegrave hvor fritz'erne øvede sig under 2. verdenskrig. For at ingen skal være i tvivl, har tyskerne mejslet en tekst ind i stenene: Erbaut 1941-1942, FL. H. KDTR 103 III, Major Sonntag, O. ingr Brade, Insp. Gietzeld, Feldw. Beschorner. Bortset fra at taget mangler (det røg i 1990'erne), kan enhver jo forestille sig hvad der er foregået, måske Wein, Weiber und Gesang.

Taget er røget, men murene står endnu på den gamle tyske officersmesse fra 2. verdenskrig. Bag fotografen boltrede de tyske fritzer sig i lange løbegrave for at være forberedt hvis fjenden skulle komme. Det gjorde de som bekendt ikke. Og hvad der skete med major Sonntag og Feldwebel Beschorner, det må vi overlade til historikerne.

Bag om Værløse Kirke kan man gå et stykke langs Bunds Å. Men må dog også op på selve Bundsvej med alle dens udsigter - og trafik.

Med en anelse mere sne på og et par julenisser skøjtende på åen er dette vel lige til et julekort. Ikke engang Værløse Kirke mangler. Bunds Å ser ud til at være blevet renset op. Igen mange udsigter langs åen.

Vel ankommet til kildepladsen vil man opdage at den ligger meget naturskønt og er træbevokset. Pumpehuset (1925) ligger for enden af en gammel asfaltvej man kommer til ad Bogøgårdsvej. Og man har udsigt til Bundsmose. Indenfor kan man høre at pumpen stadig kører på livet løs. På dette sted kan man gøre som vandringsmanden: Indtage den varme chokolade og nyde stilheden.

Bogøgård Kildeplads, pumpehuset. Huset har en anselig størrelse i forhold til kildepladserne langs Harrestrup Å. Indefra kan man tydeligt høre brusen fra vand. Så der må være gang i anlægget.

Bjellekær Kildeplads

Igen en flot tur, denne gang ad Toppevadvej. Gården som har givet kilden navn, ligger på hjørnet ved Bjellekærvej. Den har en ganske imposant størrelse, og det fremgår af hele 3 mindesteler at man i 1800-tallet var ganske stolte af sig selv. En af stelerne har endda fået sin egen lille "mindepark" med tilhørende høj, og på de tre stablede sten står navne og årstal på folk fra 1800-tallet. På begge sider af ladeporten står to ens, runde steler for, med samme tekst: I. Jensen Bjellekier, medlem af Frederiksborg Amts Vejudvalg 1895-1928.

Bjellekærgård med "mindeparken" i forgrunden. til højre forr ladeporten kan man måske ane den ene to andre steler. Gården i sig selv er ganske stor.

På pumpestationen står årstallet 1926, men modsat Bogøgårds er den helt tom. Oprindeligt stod der nogle dieselmotorer fra B&W som der er en flot billedeserie af. Af denne fremgår at de fungerede i 60 år. Og at man har forsøgt at få det op at køre igen i 2007, denne gang på Djursland.

Bogøgård og Bjellekærgård Kildepladsers pumpehuse er opført næsten samtidig, og de ligner da også hinanden. Her er Bjellekærs set fra modsat side. Husets maskinhal er dog ganske tomt, det ser ud til at blive brugt som mandskabsrum (frokoststue?) og opbevaringsrum for mindre maskiner. Det var her B&W maskinerne pumpede løs i 60 år.

Kildepladsen ligger på bunden af en drænet og udtørret sø, Østersø. Og det fremgår af landskabet. Vejen er forhøjet og til begge sider er der sumpede områder. Vejen ender ud i en toppet mose som det absolut ikke kan anbefales at forsøge at forcere, det skulle da lige være i frostvejr. På kildepladsen kan man flere steder se de gamle søbredder.

Arbejdsvejen på kilden ender midt ude i den tørlagte Østersø. Her kigger fotografen dog den anden vej. I forgrunden et gammelt damanlæg med et eller andet formål. Og sådan er området fyldt med reminiscenser fra tidligere tiders måde at udvinde vandet på.

Naturstyrelsens VVM-vurdering, 2011.

Ruten

Turen til samtlige kilder er over 30 km. Min rute var reduceret: Værløse St. Langs øst og sydkysten af søerne (Kildepladserne Søndersø Øst og Søndersø Vest). Vandværket. Skovstien til Kirke Værløse. Bundsvej. Måløvvej. Bogøgårdsvej med kildepladsen. Toppevadvej. Bjellekærvej med Kildepladsen. Søsum. Stenløse Station. I alt ca. 20 km. Jeg besøgte ikke kildepladserne Tipperup, Egholm og Kildedal.

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.