Københavns tidlige kildepladser

Historien om Københavns vand efter vandværket i 1859 indtil århundredskiftet er historien om grundvandsboringerne, kilderne. 

 

Man kan næsten ikke forestille sig et større antiklimaks hvad angår drama efter indlægget om vandets historie end kildepladserne. Men Københavns 1800-talskilder fortjener en hædersplads i byens historie. I mere end 100-150 år har de leveret og leverer delvis stadig vand til stadens beboere. De spillede og spiller stadig hovedrollen. Uden dem, ingen vand. De er bogstavelig talt kilderne til det vand vi dagligt lukker ud af hanerne. Uagtet at kun et fåtal af byens beboere kender til dem, endsige skænker dem en tanke. De fortjener en rundtur!

Københavns (grund)vand

Grundvandsboringerne erstattede som nævnt i indlægget fra 16. januar 2014 i sidste halvdel af 1800-tallet vandet fra brønde og overfladevand fra søer og åer. De repræsenterer således et radikalt skifte i vandforsyningens historie. I starten blev de nummereret med romertal. Formentlig i kronologisk takt med at de blev boret. Kan man forestille sig noget mere anonymt?

Jeg skylder dog også at nævne Cisternerne i Søndermarken. De blev bygget som højdebeholder 1856-1859,  overdækket 1889 og lukket 1981. Men man kan ikke se noget på nuværende tidspunkt, da der er lukket indtil 2. marts. Det eneste man kan se indtil da er pyramiderne på plænen over dem, og de er opført langt senere.

Kilderne til københavnernes vand blev fra 1859 fundet langt ude på landet, faktisk helt op til 10 km i luftlinje fra vandværket. Man kan stadig pletvis genfinde en smal stribe af det landlige miljø langs Harrestrup Å, som her tæt på Vestforbrænding, hvor får afgrænser området. Dengang var der formentlig marker.

Generelt ser kilderne meget anonyme ud. Det hele foregår jo også under jorden! Faktisk ligner de mest græsarealer langs en å, Harrestrup Å, Sømose Å, Bymose Rende og Kagsåen. De har et lille pumpehus, jeg formoder at de er opført langt senere end kilderne blev anlagt. Ellers er der kun nogle lave, overdækslede små anordninger og sine steder rør der stikker op. Da de startede, lå de langt ude på landet. Men er senere blevet indhentet af urbaniseringen og ligger nu midt i byområder. De fleste af dem i de sidste 10-20 år er blevet lukket pga forurening enten fra landbrug, fx pesticider, eller af industri, fx chlorider, BAM.

I over 150 år har Kilde III forsynet København med vand. Og det gør den stadig, selv om nogle af boringerne er blevet lukket pga forurening. Pumpehus "grøn alpeost". Området er stort, og som det eneste også stadig beliggende "ude på landet" tæt på den lille landsby Harrestrup. Og omgivet af sommerbyer: Kildegården mod nord og Sommerbyen Ejby mod syd.

Over 100 års vandleverance

Flere af romertalskilderne er i mellemtiden blevet lukket og bebygget. Men mange af den eksisterer faktisk stadig, selv om de fleste nu er blevet lukket pga forurening. Den følgende liste over de kilder vi stadig kan besøge, baserer sig på en liste fra HOFOR fra 2013:

• Kilde III (1859). Tæt på Harrestrup landsby. Kildepladsen er nyrenoveret. Forurenet med BAM i 2006, og en afværgepumpning er igang. 
• Kilde VI (1859) ved Harrestrup Å, Smedebæk Bro blev lukket pga forurening fra pesticider (se også billede i Vandringsløse Tidende 17. november 2013). 
• Kilde VII (1870) ved Harrestrup Å på højde med Ballerup Boulevard fungerer, men var lukket 1986-2009 pga forurening fra Kilde VIII. 
• Kilde VIII ved Kildevandsløbet ved Sømose Å i Herlev blev lukket i 1987 pga en kraftig forurening (se billede i Vandringsløse Tidende 30. september 2012). 
• Kilde X (1885) ved Islevbro Vandværk. Delvist lukket 1997-2009 pga forurening). 
• Kilde XI (1885). Delvist lukket pga forurening af pesticider. Ågerup/Ballerup. Fungerer stadig.
• Kilde XIII (1897). Delvis lukket pga forurening 2005 i den sydlige ende. 
• Kilde XIV (1905) Præstebro, Gladsaxe/Herlev ved Kagsåen. 
• Kilde XV (1905). Nordre Damhussø. Den blev nedlagt 1930 over overdraget til Rødovre vandværksanlæg). 

Pumpehuset helt-gult på Kilde VI ved Smedebækbro. Kilden åbnede samme år som kilde III, nemlig 1856. Pumpehuset er helt tydeligt i samme stil som på Kilde III. Men værket er lukket og der er omfattende byggearbejder i gang (se containeren der anes til venstre i billedet). Lokummet er ikke brændt, men står langs muren.

Kilderne leverer i dag vand til det langt senere Islevbro vandværk. (1918-1923). Men værket får også vand fra boringer meget længere væk fra København: Tyskemose (under afvikling), Nybølle Øst og Vest (under afvikling), Katrinebjerg, Hove og Værebro. Interesserede kan læse mere om vandets fascinerende udvinding i Naturstyrelsens "Værket ved Islevbro" (2011).

Kilde VII langs Harrestrup Å på begge sider af Ballerup Boulevard. Pumpehus gult-med-rødt-tårn. Uden for billedet til højre kommer Sømose Å, hvis kilde VIII fik VII lukket i en periode pga forurening. Vandløbene hænger nemlig ofte sammen, og vandvæsnet må regne med at en ulykke et sted hurtigt breder sig til det næste.

Kilde VII. For at forøge mængden af vand gjorde man i 1870 de eksisterende damppumpeanlæg mindre provisoriske. Der blev opført et lille maskinhus med skorsten, hvortil flyttedes dampmaskinen fra Kildeplads III og pumperne fra brønden nr. 8. (Fra København Vandværk 1859-1909).

Kilde III: Harrestrup

Kilden er den ældste, stadig fungerende. Formentlig fordi man dengang placerede den hele 10 km fra vandværket. Urbaniseringen har endnu ikke omkapslet kilden, dog trænger sommerbyerne sig på. Men kilden er den eneste som i et vist omfang formentlig har bevaret noget af sine originale omgivelser.

Kildepladserne byder generelt ikke på de store antikvariske seværdigheder. Men hvis man har sans for detaljer, kan man finde gamle boringer med påtrykt tekst, her Københavns Vandforsyning. På andre står der K. V. 6.

Kildeplads III, 1870. Der er ikke meget som ligner området i dag. (Fra København Vandværk 1859-1909).

Kilde X: Islevbro

Kilde X åbnede i 1885 ved Islevbro. Den ligger umiddelbart inden for Vestvolden og meget tættere på København end de lavere nummerede kildepladser. Det kunne måske være fordi Krigen 1864 havde vist at Dybbøl-stillingen ikke var nok til at forsvare København, og med Vestvolden i udsigt, havde man da i hvert fald forebygget at fjenden kunne kontrollere hovedstadens vandforsyning. Men det er kun et gæt. Man skal nok i arkiverne for at få af- eller bekræftet den teori.

Kilde X med de gule vandværksbygninger i baggrunden, imellem dem løber Harrestrup Å. Huset adskiller sig fra de andre kildepladsers, og det ser faktisk ud som om det er af ældre dato end disse. Kildepladsen er som den eneste ikke tilgængelig for publikum.

Kildeplads X. I 1882 blev det besluttet at søge vandforsyningen forøget ved anlæg af to nye kildebrønde på ydersiderne af de eksisterende: Kilde X og kilde XI. Det blev for kilde Xs vedkommende udført 1883-1884. (Fra København Vandværk 1859-1909)..

Kilde XIII (og XIV)

I 1897 åbnede København en boring 9 km ude på landet på en øde mark ca. midtvejs langs Kagsåen. I et område hvor senere Gladsaxe, Herlev og Københavns kommuner mødtes. Området lå dengang mellem de to små landsbyer Husum og Herlev. Da Islevbro Vandværk stod færdigt i 1923 - ligeledes langt ude på landet hvor Vestvolden stødte til Harrestrup Å, leverede denne kilde vand til værket. Som så igen blev sendt ind til København mange kilometer væk. Kilde XIV (1905 ved Præstebro, Gladsaxe/Herlev).

Da Kilde XIII blev åbnet i 1897, lå den under beskyttende dække af Vestvoldens kanoner. Pumpehus gul-med-alpegrøn gavl ligner de andre, men det har ikke noget tårn, og det ser heller ikke ud til at der nogensinde har været et. Fotoet er fra den nordlige del af kildeområdet, der stadig leverer vand. Området i baggrund (syd) er forurenet og boringerne har ikke været brugt siden 2005.

I 1950'erne skyllede urbaniseringen hen over Kilde XIII. Småværksteder afløstes af huse. Nu lå den ikke længere ude på landet, men midt i et boligområde. I dag fungerer den som hundetoilet for områdets beboere. Kilden omklamres af Motorring 3, nedkørsel 22 og Frederikssundsvej. Det var nu ikke så meget den kraftige luftforurening fra vejene, men forudsætningerne for trafikken, nemlig forureningen fra bilværkstederne der for længst var forsvundet, som stoppede udvindingen af vand  i 2005.

Som forventet steg grundvandet ganske betydeligt. Husejerne der i god tro havde købt huse, måtte pludselig se deres kældre stå under vand, og andre, højereliggende huse, se det samme ske når de stadig hyppigere udbrud af ekstremregn fandt sted. Den ubemærkede kilde er et et eksempel på trængslerne for den bynære vandforsyning.

Vestvolden krydser Harrestrup Å ved Islevbro Vandværk, og ligger flere meter over åen. Umiddelbart over åen har voldgraven en overløbsventil, så ved høj vandstand fosser vand som her fra voldgraven ned i åen. Det var muligvis godt for voldgraven, men i dag er det ikke så godt. Voldgravsvandet kommer nemlig fra den stærkt forurenede Utterslev Mose.

Som afslutning på denne epokes vandanlæg skylder man vel også at nævne det nu nedlagte anlæg ved BorupsAlle/Hillerødgade fra 1901. Dette filter- og oppumpningsanlæg, der dengang lå "ude på landet", betjente Søndersø og de ovennævnte kilder. Så vidt jeg kan se er der intet tilbage af det i dag.

I dag skal man endnu længere ud på landet for at finde kilderne til Københavnernes vand. Faktisk ligger langt, langt hovedparten af kilderne endnu længere ude og benævnes nu ved den lokalitet de ligger i. Ikke med romertal. Og hertil kommer en række fra København fjerntliggende vandværker. Herom i et senere afsnit.

Ruten - en rigtig (g)å-tur!

Nord-syd (går eventuelt modsat retning): Kagsåen nord for Gladsaxe Ringvej (kildeXIV). Sydpå langs Kagsåen (Kilde XIII). Følg åen og Vestvolden til Kilde X ved Islevbro Vandværk. Fortsat ad Harrestrup Å til kilde VII ved Ballerup Boulevard. Lav eventuelt en afstikker ad Sømose Å til Kilde VIII nord for Mileparken. Smedebæk Bro (Kilde VI). Bymose Å til Sommerby Ejby og Kilde III. Distance ca. 10 km uden svinkeærinder.

Værket ved Vesterfarimagsgade set fra den nu ikke-eksisterende Aborreparken. (Fra København Vandværk 1859-1909).

Andre indlæg om Københavns Vandværker

Se indholdsfortegnelsen nederst på det første indlæg i serien.

Fra Københavns første vandværk til det første vandværk ....

Københavnernes vand kommer mange steder fra. Hvorfra har skiftet gennem tiderne. Jeg opsøgte hvor det kom fra i tidernes morgen.

På hjørnet af Vandkunsten og Frederiksholms kanal et godt stykke over hovedhøjde hænger et skilt: WAND KONSTEN. På torvet Vandkunsten står en brøndskulptur fra 1910 med de respektive kongelige monogrammer og en kort fortælling om stedets historie: Dam og vandmølle fra 1300-tallet, pumpeværk fra 1539, torv 1659 torv og loppetorv. Og man kunne fortsætte: I dag hyggelig plads med forretninger, restauranter og værtshuse. Pumpeværket fra 1539 bliver sine steder kaldt Københavns første vandværk.

Skulpturen fortæller i en nøddeskal en historie der kan genfortælles for alle senere vand-relaterede steder: København er en tørstig størrelse som gennem snart et årtusind har drukket, forurenet og set sig om efter stadig fjernere vandhuller. På dens vej mod mere og renere vand efterlader Byen næsten livløse eller endog opfyldte pøler som Søerne, Lersøen, Damhussøen, Harrestrup Å, kildepladser og mange flere. Sugerøret strækker sig i dag langt ud forbi Roskilde, Slangerup og det meste af Nordsjælland. Men det begyndte ....

Bag voldene, indtil o. 1859

Omkring Vandkunsten vidner gadenavnene stadig om hvordan her engang så ud: Hysken(stræde) er "det lille hus", hvor man sad i ro og Mag(stræde) - et offentligt bådebrostoilet. Knabro(stræde) ditto. Rådhusstræde hed før Vandmøllestræde. Går man fra Vandkunsten op mod Strøget er der stadig en meget mærkbar stigning i terrænet, så man kan lukke øjnene og drømme man går fra strandkanten op til byen: Gammeltorv.

Da skiltet Wand Konsten blev sat op i 1700-tallet, var her ikke længere nogen vandkunst, men et torv. Huset det er indmuret i, er formentlig også af nyere dato. Helt nyt er Atomkraft -Ja Tak-mærket på nedløbsrøret. I 1970'erne ville der nok have stået Nej Tak.

Som uudtømmelig kilde til viden om vand i København dengang er statsråd og generaldirektør ved det chirurgiske academie m.v.  Dr. Henrich Callisens Physisk medizinske betragtninger over Kiøbenhavn fra 1807 helt uforlignelig. Han helligede et helt kapitel til vandforsyningen og dens betydning: Femte Afdeling, om Kiøbenhavns Vande (s. 237-369). Callisen anså regn- og snevand for det reneste, men det var også før fabriksskorstene og biler skabte syreregn. Dernæst kilde- og brøndvand og til sidst flod- og søvand og stillestående vand. Med hans bog kan vi lukke øjnene og forestille os hvordan der så ud.

Brønde

Den oprindelige vandkunst var for kongen. Han var for fin til at drikke det beskidte vand som befolkningen drak. Dette vand kom bl.a. fra brønde inde i selve byen samt vand ledt til byen fra nærliggende søer "De Indre Søer". Siden 1600-tallet fik søerne tilført vand fra Utterslev Mose og Emdrup Sø, en sjælden gang fra Damhussøen, eller Langvads Damsøe, som den hed dengang, samt Lersøen og Tibberup Sø.

I Grøndalsparken mellem Damhussøen og Nørrebro Station løb en gravet rende, Grøndalsåen som stødte til Ladegårdsåen, hvorefter begge fortsatte ad Åboulevardens rute til Peblingesøen. Man fornemmer stadig en lavning langs s-togsbanen, men hvor præcis åen har løbet, ved jeg ikke. Måske i denne rende. Der dog sagtens kan være gravet senere.

Brøndene i byen var blandt de vigtigste vandkilder og fungerede et pænt stykke op i slutningen af 1800-tallet. Tre litterære kilder, Reesen, Callisen og generalguverør Ahlefeldt er uenige om antallet af brønde og hvor mange der var brugelige. Et kompromis mellem deres tal er 500-600, hvoraf omkring 100 ubrugelige. Callisen gennemgår gade for gade hvor mange brønde der var. Skidenstræde (datidens Krystalgade hvor Hovedbiblioteket nu ligger i dag), havde et betydeligt antal brønde (20), alle med "god beskaffenhed".

Jeg er ikke bekendt med rester af disse brønde som bl.a. blev fundet når man fx skulle opføre nye boliger i Fiolstræde/Skidenstræde (Krystalgade) og ved Rådhuspladsen. I artiklen om Fiolstræde/Krystalgade er der såvel fotoer af brøndene som afmærkninger på kort hvor de lå. Bl.a. fremgår det at der har ligget en brønd i Hovedbibliotekets gård. Her hentede befolkningen vand.

"Til hver lejlighed skulle vandet bæres op ad trapperne og blev anbragt i en vandspand, der stod på en skammel i køkkenet ... I finere huse havde man en stor kobberbeholder med todelt låg." Man drak af fælleskrus. Forurening af brøndene med møddingvand, levende og døde dyr, indsivning i trærørene af usund jord, utætte kloakledninger. Nogle få anskaffede sig et filterapparat til hjemmebrug. "Om sommeren tørrede mange af brøndene ud. Om vinteren frøs brøndene" ... (Dagligliv i Danmark. Bind 6. s. 65 ff.).

Pumpevand

Callisens ideal var de romerske akvædukter med rindende vand. Og ledning af vand til København kendte man til allerede før 1578. Det år anlagdes de første vandledninger og render ind til byens ca. 10.000 indbyggere (udhulede træstammer, forbundet med blyrør). Fra 1618 fra Peblingesøen. Sortedamssøen fra 1702. I byen var der så et ret finmasket net af vandledninger. Vandet fra fjernereliggende søer blev fra i hvert 1578 og senere ført til Peblingesøen, Sortedamsøen og Lersøen gennem Ladegårdsåen og Grøndalsåen. Her blev det opstemmet og pumpet videre i trærender til byen. Store anlægsarbejder er bestemt ikke noget nyt. Der gik adskillige af sådanne vandledninger til Emdrup Sø. Der er trods alt 5-6 km i fugleflugtslinje.

Peblingesøen er i dag en pænt stor sø. Dronning Louises Bro i baggrunden deler den. I helt gamle dage bredte den sig muligvis både til højre mod Blegdamsvej og til venstre næsten helt ind til voldene. Nu bruges den mest til vandcykler. Og skøjter i isvintre. Lidt over midten anes Søpavillonen som markerer hvor Sankt. Jørgens Sø starter.

Søerne var større, men mere lavvandede. De gik formentligt fra Farimagsgade til Blegdammene. Introduktionen til Lars von Triers "Riget" er ikke helt forkert på den. Mange naturlige forhold kunne forstyrre vandforsyningen: Bundfrysning, udtørring, brud på ledninger, vandmestrenes masseuddøen ved pesten i 1711 er blot eksempler på problemer. Andre var krige, ansvar og ejerskab for oprensning, vedligeholdelse osv. (konge, magistrat, brandvæsen og private), planterester, mudder, smådyr, myggelarver, haletudser og endog små ål var åbenbart ikke usædvanligt. Selv om det fra 1687 blev forbudt at forurene søen, kan Politivennen fortælle om at dette ikke bliver overholdt, navnlig døde hunde var et problem. Vandforsyningen sikredes af 14 private vandleverandører. Efter datidens begreber var København ganske godt med. I 1680 opstemmede man søerne så de kunne indeholde mere vand. Formentlig ved at grave dem dybere, bygge dæmninger og rense dem for alskens affald som byens beboere havde "begavet" søerne med.

Omkring 1800 hvor Politivennen startede med at udkomme, var Københavns befolkning nået op på omkring 70.000 (folketælling 1769). Heri ikke medregnet byens soldater. Hovedparten af væksten var sket siden 1660. Stort set på det samme areal hvor der før havde boet omkring 10.000. I Politivennen kan man fornemme stemningen blandt borgerskabet. Og hvordan området omkring søerne så ud. Her et citat fra 1798, s. 143-144. (Teksten justeret til mere nutidig stavemåde), Om Skarnet på Blegdammen:

For nylig er man blevet nogenledes fri for den rakkerkulestank, som man måtte døje hver gang man kom forbi Blågård. For nylig og efter mange frugtesløse klager. Men Blegdamsvejen fra Nørre til Østerport synes der ikke så snart at ville tænkes på, da stanken dog ikke meget eftergiver hiin. Årsagen er for alles øjne, den samme, som overalt hindrer renligheden hos os, mangel på afløb. I store, dybe og brede diger stagnerer skarnet unden mindste træk. Ja det synes endog, at man er bange for at det skulle flytte sig til trods for den slette nivelation, og for tyngdens love, da man man ved hver indgang ser diget stoppet med et skot af bredder....

Med andre ord: Stank af afføring, diger og mangel på afløb/kloak. Desuden rådede ifølge Politivennen en vis lovløshed. I 1798 klagede en tilrejsende over at han ved Farimagsgade blev holdt op af en (politi)kommissær fra Nørrebro, som påstod at det kostede 1 rigsdaler at lade sine heste græsse der. Trods protester måtte manden betale for at få sin pudehynde tilbage, som kommissæren havde taget "i pant".

Jeg kender ikke nogen der lige ville snuppe sig et glas vand fra Søerne frivilligt. Slet ikke når man opdager at man dårlig nok kan se bunden 30 cm ned for grimt vand, eller ser måger vade rundt på pludder et stykke fra bredden. Søerne, her Sortedammen ved Fredens Bro, har været uegnet som drikkevand i over 100 år.

Fotoet viser tang i Sortedamssøen, og det er bestemt ikke nogen nutidig foreteelse. I 1798 skriver Politivennen om Peblingesøen (s. 180f):

... En uorden er det allerede at søen ombygges med huse; hvor godt der end ses på af ejerne, som man immer må tiltro sund tænkemåde nok til ej at ville gøre sin egen og andres drik uren, kan det dog ikke være andet end at meget skarn må gå i søerne ved dette naboskab. En større uorden er den, at søen besejles. Jeg har set Peblingesøens argonauter på den væmmeligste måde besmitte det element der bar dem. Også skøjteløben, så uskyldig en fornøjelse den end er, burde dog ikke tillades på vore drikkekar. Endelig er den største ulykke den at søen truer med at gro til. Man ser åren selv i midten af søen ved hvert åreslag bedækket med tang. Vistnok ville rensningen koste penge, men endogså at disse kunne mange spares, når de tusinder af bønderkarle, som omtrent i fire uger hver sommer ligge i København, i den halve tid brugtes til stykkevis at rense stadens søer

Såvel damhussøen, som Utterslev Mose og Lersøen blev genstand for juridiske stridigheder om rettigheder til land, såvel som kongens rettigheder til fiskeri. I slutningen af 1700-tallet løste noget af problemet sig ved at Lersøen groede til. Lersøen leverede vand via Ladegårdsåen og træledninger mellem 1578 og begyndelsen af 1800-tallet. Men allerede på Callisens tid var den ved at udtørre, hvad den var i 1870'erne. I stedet blev Lersøen i 15 år brugt som latrinaffaldsplads.

Få forbipasserende på Tagensvej og Bispebjerg Station tænker vel over at her lå engang en betydelig stor sø, Lersøen, fra Lygten Station til Lyngbyvejen og leverede vand til København. Så meget at man udgravede en å, Lygteåen eller Ladegårdsåen. Det hele er nu skjult i rør under græsplæner, togskinner og kolonihavehuse. I det fjerne anes Hans Knudsens Plads ved starten af Lyngbyvejen.

Vandet blev ikke kun leveret til private. Søerne leverede fra 1847 også via rørledninger vand til jernbanernes damplokomotiver. Der var 14 private vandleverandører. Hele den juridiske farce endte kort tid efter Callisens redegørelse (1812) med at det hele blev kommunaliseret. Det betød dog ikke i første omgang rent drikkevand. Damhussøen blev grundigt renset for mudder 1826, den blev simpelthen tømt for vand. Men man skal helt frem til 1859 før det første egentlig vandværk bliver til noget.

Mod vest er der ikke engang noget grønt tilbage af Lersøen. Her set fra Tagensvej/Bispebjerg Station mod Nørrebrogade. Fodboldbanerne er anlagt i nyere tid. Til højre ligger  Nørrebro Bycenter på det tidligere rangerterræn ved Lygten Station, som ikke ses, men ligger omtrent midt i billedet.

Springvand

I 1621 var Damhussøen blevet stemmet yderligere op for at kunne rumme mere vand, og Callisen fortæller at fra 1626 kom der vand længere væk fra. Springvandet på Gammeltorv fik 1580 vand gennem en rende til den kunstigt opstemmede Emdrup Sø. Caritasspringvandet blev ifølge Politivennen (1799 s. 601-602) brugt til lidt af hvert. I dag sælges der om sommeren fx smykker på gaden, dengang reb. Meget har springvandets gudinde åbenbart måttet døje at se på i tidernes løb:

Da nu Gammeltorv både ved sammensmeltning med Nytorv og ved vandspringes under arbejd værende istandsættelse så meget forskønnes, så ønskede vel enhver, der har et kræsent øje, at disse rebhandlere med deres skure blev bortvist fra pladsen, da de på ingen måde bidrage til dens prydelse, men snarere synes at have sat sig der som sande satyrikere at falbyde strikker ved siden af lykkens gudinde. Måske var det en mere passende plads ved Charlottenborg, især på de dage når lotteriet bliver trukket.

Social arv var også en kendt problem dengang, se således hvad Politivenne fortæller om rebslagernes børn (s. 1004).

Ved vandspringet paradere de kun slet, ja de er årsag til mange uordener; iblandt andre er det vel ikke for behageligt at se deres drenge og disses kammerater at skyde tilmåls efter billedet, kærligheden, som står på vandspringet. De 100, ja 1.000 stene, som har lagt eller må ligge endnu inden for gitterværket bevidne sandheden heraf.

Men helt ærbar var hun nu heller ikke dengang: Hun symboliserer næstekærlighed og barmhjertighed, hun er gravid og står med sine børn. Frimodigt sprøjtede hun vand ud af brysterne, mens den lille dreng "tissede". Noget som senere, mere snerpede tider satte en stopper for. Hullerne blev ganske enkelt stoppet til. Sådan!

Caritas-springvandet på Gammeltorv ved Strøget. Vandet springer ikke længere til daglig som det gjorde for næsten 300 år. I dag en turistattraktion. Før en livsfornødenhed. Og gennem flere hundrede år har moderen på toppen kunne følge med. Gad vide hvad hun kunne fortælle. 

København har mange andre springvand, men de er alle opført af dekorative årsager, og af uransagelig årsager fik mange af dem et blakket ry fx Dragespringvandet på Rådhuspladsen (1904 og 1923), forsmædeligt kaldt Spyttebakken, og Det store stygge Storkespringvand, fra 1894.

Fokus på rent vand

Syltekrukken boblede og gærede. Alle klagede over vandforsyningen, men lige lidt hjalp det. Der skulle bogstavelig talt lig på bordet, nærmere betegnet 4.737 under koleraepidemien i 1853. Man blev klar over at smitten spredte sig gennem drikkevandet. Det satte skub i opførelse af vandværket. Og kloakering. Og kontrol med lossepladser, latrinpladser mv. som ellers florerede ved Frederikssundsvej og Lersøen. I perioden 1859-1893 udfasede man overfladevandet til fordel for grundvand. Dengang vidste man ikke at grundvandet ikke er jævnt fordelt over Nordsjælland. Det meste befinder sig i Allerød Kommune, mens København stort set intet har. Og som reservoir byggede man en dæmning omkring Skt Jørgens Sø og gjorde den dybere. Det holdt til 1959. Så blev den afløst af beholderne ved Tinghøj.

Københavns andet første vandværk

Løsningen som betød at København kunne udvikle sig til en moderne storby, var Københavns Vandværk ved Palads Bio. Færdigt 1859  og udvidet 1885-86 og 1893. Befolkningen var nået op på 155.000. Strengt taget var det nu en pumpestation. Derefter holdt man gradvist op med at bruge overfladevand. Går man en tur rundt om vandværket, vil man opdage at det delvis ligger under det nuværende gadeniveau, for værket blev bygget før Københavns Volde var helt nedlagt, altså "ude på landet", på fjendesiden af voldgraven. Volden blev først nedlagt i 1884. I perioden 1886-1910 var værket nabo til Aborreparken mellem H. C. Ørstedsparken og Tivolisøen. På et billede af Elfelt kan man se området.

Københavns første vandværk over for Palads Bio (tidligere Københavns Hovedbanegård) har ikke fungeret som sådant i mange herrens år. I 1990'erne var det endog på tale at Københavns Hovedbibliotek skulle flytte ind her. (Tilføjet 17. januar: En kær kollega har korrekset mig: Det var ikke i 1990'erne, men i 00'erne, da man talte om at give Hovedbiblioteket et mere blivende sted, måske endda bygge Københavns første Hovedbiblioteksbygning). Det skete som bekendt ikke, man valgte det tidligere Dahls Bolighus i Krystalgade hvor det har ligget siden sommeren 1993.

Som reservoir til vandværket brugte man Sankt Jørgens Sø. Dæmningen fra før 1570 blev i 1850'erne kraftigt forhøjet og forstærket med sten. Samt en dæmning i midten for at holde vandet i ro og for at man kunne rense bassinerne et ad gangen. Dæmningen flyttedes i 1934 en anelse mod nord. Vandet blev filtreret i et anlæg ved søens østside før det blev sendt videre til vandværket. Det fungerede helt indtil 1959. Indmaden i vandværket, maskinerne er for længst fjernet. Man skal på Teknisk Museum i Helsingør for at opleve dem.

Sankt Jørgens Sø er sammen med vandværket de to mest markante monumenter over Københavns vandforsyning som vi stadig kan se i dag nogenlunde uantastet af tidens tand. Især på Frederiksberg-siden af søen er der adskillige steder hvor man kan se at søen virkelig er et reservoir stemmet op af høje dæmninger. Man går ikke "ned til søen", men "op til søen. Bagest i billedet fornemmes dæmningen der deler søen i to. Vejen der krydser dæmningen, ligger under vandspejlet.

Denne løsning sikrede Københavns vand et halvt århundrede indtil århundredskiftet. Med nogle mindre tilføjelser såsom fx Valby Vandværk fra 1901 og filteranlæg fra 1966. (Se tidligere 24. marts 2013). Siden 1970'erne ikke længere i funktion som vandværk.

Vandet blev brugt til alt muligt andet end drukket af mennesker. Brandvæsnet og togene var fx fuldstændig afhængige som biler i dag er det af benzin. Statsbanerne byggede omkring 200 vandtårne i damplokomotivernes storhedstid 1847-1910'erne. De fleste er nedrevet, men to arkitekturhistorisk interessante sammenbyggede vandtårne på Københavns Godsbanegårds tidligere terræn på Otto Bussesvej (vestenden) eksisterer endnu. De er opført 1901 og 1907 og tegnet af Wencks tegnestue. Heinrich Wenck var statsbanernes arkitekt, og han og hans tegnestue stod bag en overflod af stationer, bl.a. Hovedbanegården, Lygten Station og Helsingør Station.

Vandtårnene ligger omtrent midtvejs. Der hvor vejen "knækker" over sporet. Der er ikke offentlig adgang til vandtårnene på Otto Bussesvej. Men der er flere godt steder at se dem. Det forhenværende godsbaneterræn er særpræget og interessant i sig selv, og kan sagtens gøre det ud for en selvstændig vandretur.

Men nu er vi allerede gået alt for langt. For kort ind i 1900-tallet var den gal igen. Det kneb med rent vand. Man måtte længere væk. Herom i et forhåbentligt næste indslag.

Websteder og bøger

Københavns historie.
Københavns Vandforsyning, bygninger og anlæg. (2000). Kronologisk gennemgang af vandværkerne.
Københavns Vandværk 1859-1909. Historisk beretning om stadens vandforsyning. 1909. 118 sider.
Københavns Vandforsynings historie. København 1959. 251 sider.

Ruten

Vandkunsten. Caritas-springvandet på Gammeltorv. Det gamle vandværk ved Palads Bio. Den gamle kystlinje (Tietgensgade- Søndrboulevard. DSBs gamle vandtårne. Skt. Jørgens Sø. Kryds de gamle Blegedamme. Lersøen. Nørreport Station. Ialt 17 km. Turen er ikke strengt kronologisk. Fotoerne er undtagelsesvis ikke alle fra dagens vandretur.

Andre indlæg om Københavns Vandværker:

Middelalderen til Københavns Vandværk. (Indtil og med år 1859).
Kilderne langs Harrestrup Å. (1859-nutiden). 7 (8) kilder: III, VI, VII, (VIII), X, XI, XIII, XIV.
Kildevandsløbet langs Harrestrup Å.
Søndersø Vandværk (1891-nutiden). 5 kilder: Øst, Vest, Bogøgård (3 år senere), Bjellekær, Egholm. Mangler Kildedal og Tipperup.
Thorsbro Vandværk (1905-nutiden). 10 kildepladser: A, C, D, Ishøj, Torslunde, Solhøj, Vardegård, Lyksager, Karlslunde, Havdrup. Mangler: Tåstrup-Valby, St. Vejleå og Vallensbæk.
Islevbro Vandværk.
Nybølle (1923). 6 kildepladser: Nybølle, Nybølle Øst og Vest, Hove, Tyskemose og Værebro. Mangler: Kathrinebjerg.
Marbjerg (1934). 3 kildepladser: Marbjerg, Maglemose Å, Brokilde.
Lejre (1939). 4 kildepladser: Ledreborg, Assermølle, Kornerup, Gevning. Ramsø, Lavring. Ramsø Kildeplads 3. april 2016. Mangler: Hule Mølle.
Slangerup Vandværk (1954). 4 kildepladser: Hørup, Strø, Attemose. Æbelholt. Mangler: Havelse/Ny Havelse.
Regnemark Vandværk. Vigersted Kildeplads.

Færgelunden (Frederikssund - Jægerspris)

Færgelunden mellem Frederikssund og Jægerspris er perfekt ovelsesterræn. Stier, bakker af alskens slags. Små og store udfordringer. Og smuk natur.

Færgelunden synes umiddelbart ikke af meget på et kort: En uregelmæssig ca. 1½ km bred og 2 km (når fraregnes golfbanen) grøn stribe langs Roskilde Fjord. Tilmed med den meget trafikerede Færgelundsvej i udkanten. Forventningerne var ikke de højeste, og måske er det derfor at jeg lod mig overraske, på den positive måde.

Orkanen Bodil

Mit meget løse koncept med turen var egentlig bare at se om der stadig var mén efter orkanen Bodil i december måned. Den ramte Frederikssund og Roskilde Fjord særlig slemt.  Med rekordhøj vandstand, oversvømmelse af store dele af Frederikssund og meget andet. Turen skulle være en slags follow-up på mit indlæg mens orkanen stadig rasede af lørdag den 7. december. Med det formål at se forskellen på hvordan naturen klarede sig kontra hvordan byen klarede sig.

Hvad angår det sidste, så må man vel alt andet sige at naturen klarede sig bedst. Jeg passerede Frederikssunds laveste punkt, Blødevej. Og her var katastrofen stadig meget nærværende. Husene er ubeboede og bærer klart mærker af vandet. Man kan endnu se at det har stået næsten til op over vinduerne på et enkelt hus, og fitness-centret er lukket, et par containere rummer de sørgelige rester af inventaret. Enkelte bebyggelser har stadig rester af dyngvåde kasserede tæpper og andet vandskadet inventar udenfor.

Kronprins Frederiks Bro set fra Jægerspris-siden af Roskilde Fjord. Civilisation kontra natur: Tæt på vejen over kampestenene ligger ved autoværnet en bræmme af opskyllet siv, plasticbeholdere mv. Sandsynligvis markerer de grænsen for hvor højt vandet stod under orkanen Bodil i december 2013. Samtiden ser sivskoven ud at at lade som intet er hændt. Kun den strandede båd vidner om oversvømmelsen.

Bodils hærgen

På Kronprins Frederiks Bro over Roskilde Fjord ses overgangen mellem civilisation og natur langs dæmningen. Intet er ødelagt, men man kan næsten helt oppe ved vejbanen se hvor vandet aflejrede drivgods, især siv fra standkanten. Samt plasticbeholdere, og en enkelt båd. Hvad angår den rene natur, skoven, stranden og klitterne, så synes jeg ikke man kan tale om ødelæggelser. Her er snarere sket nogle justeringer af naturen: Masser af væltede træer, sammenstyrtede klitter, renvaskede trærødder. Men på en eller anden måde er det "i orden". Det er naturens gang. Landskabet ændrer sig, men det overlever, og tilpasser sig de nye forhold.

Overalt i Færgelunden er der væltet et betydeligt antal træer. Disse træer ligger tværs hen over stien ud til Sandskredet. Vandrere har allerede lavet en ny trampesti op ad skråningen. Og i skovbunden anes at nye træer er på vej. For de gamle som faldt, er der ny overalt, som sangen forkynder.

Sandskredet

Den lillle strimmel skov øst for Færgelundsvej med bakken Sandskredet syner ikke af meget, men landskabet her er meget dramatisk. Den høje klint falder nærmest lodret ned mod fjorden, og højdeskræk personer skal nok ikke vove sig for tæt på kanten. Set udvendigt fra ser det faktisk ud som om at navnet er meget passende: Klinten ligner en sandklint. Kigger man ned i hullet hvor de væltede træers rødder engang var, så ser man masser af sand på et meget tyndt muldlag.

Sært som trærødder kan virke levende når de kommer op af deres naturlige element, jorden. Her er de lagt fri og renskurret af fjorden. Enkelte er som det i baggrunden faldet.

Mit venstre knæ har brokket sig en lille uges tid, så det sætter nogle begrænsninger på hvor meget jeg kan holde til på knoldede skovstier, skråninger og ikke skridsikre veje. Jeg vælger at se det som et tegn til at være mere opmærksom på hvordan jeg bruger kroppen. Jeg tager den med ro, mærker nøje efter hvornår det gør ondt i knæet og lærer af erfaringerne, så jeg ikke gentager de bevægelser som fremkalder det.

Ved Sandskredet.Det ser ud til at skrænten for ganske nyligt har været udsat for fjordens voldsomme kræfter. Mon man tør konkludere at det er sket under orkanen i december sidste år? Nu er der ganske fredeligt. Kun vejen suser lidt i det fjerne.

Fortabt i ødemarken!

Endnu engang bliver jeg skuffet over DMIs vejrudsigt for Frederikssund. Der var en regnfri sky med en sol kiggende frem. Men sådan går det ikke. Den ene kraftige byge efter den anden fejer hen over Færgelunden. Og det bliver ikke bedre af at Kraks kort slet ikke dur.

 Højder er altid vanskelige at gengive på fotoer. Her fra toppen af Sandskredet. Det går nærmest lodret ned. Bemærk at kameravinklen er bøjet lidt ned. Højden kan måske fornemmes ved at sammenligne det store træ på stranden med stammen midt i billedet. At havet har eroderet, fremgår af  den rød-hvide afspærring. Bag den går det lodret ned.

Jeg lokaliserer Kignæs havn, nyder udsigten fra højdedraget ned mod havnen, men så går jeg vild, aner ikke hvor jeg er i mit forsøg på at finde Frederikshøj og Thyrashøj - samt de fredede hulveje imellem dem. I stedet pakker jeg kortet i baglommen og følger mit instinkt.

 Især stierne langs kysten kan være en udfordring i form af stejle bakker, knudrede rødder og smat. Men udsigten gør umagen værd. Her anes Kignæs Havn til venstre. Og Færgelundsvejen nederst.

Det viser sig at være godt nok, for pludselig dukker Schweizerhuset frem på en bakketop. Nogle kongeliges lysthus fra 1794. Dengang der ikke var skov og de kunne nyde udsigten over Roskilde Fjord ca. 500 meter væk. Til min glædelige overraskelse rager taget ca. 2 meter ud, og jeg finder ly for regnen mens jeg indtager den varme chokolade. Hvilken ro. Men jeg er blevet kold, finder vejen ned mod Færgegården og museet, hvor et skilt forkynder at døren er åben. Jeg er eneste besøgende, og museumsdamen er ved at lukke museet, men jeg får dog lov til at få varmen og tørre lidt så jeg kan klare de sidste 3 km til stationen.

 Schweizerhuset. Som et beskyttende læ fremtoner den på nethinden hvor jeg er allermindst klar over hvor jeg er. Våd, lidt kold og ingen udsigt til bedre vejr. På husets fortrappe genvinder jeg modet med varm chokolade, og et hvil. Med en udsigt, dog ringere end kongefamilien oprindelig havde. Da var der nemlig ikke skov.

Vejret gjorde denne tur temmelig meget kortere end jeg havde planlagt, selvom den tog længere tid end planlagt. Men sådan er det nu engang med vandring. I sne og slud, vandringsmanden går ud! Såvel på turistinformation som på museet fik jeg imidlertid reddet mig en masse brochurer med vandreture og cykelruter i området, så dem tog jeg med hjem til nærmere granskning.

Nede af den smattede sti øjner jeg broen til Frederikssund og Færgegården (lokalmuseum) anes ude til højre i billedet. Her forbarmer museumspersonalet sig over mig så mens hun lukker kan jeg nå at blive lidt tør og få varmen. Mere end rigeligt til at turen til Frederikssund foregår på friske ben og ved godt mod.

Ruten

Frederikssund Station. Færgelundsvej. Sandskredet. Kignæs Lystbådehavn. Scweizerhuset. Frederikssunds Station. Måske 12 km. Men vanskeligt at bedømme da jeg gik vild.