Fra Københavns første vandværk til det første vandværk ....

Københavnernes vand kommer mange steder fra. Hvorfra har skiftet gennem tiderne. Jeg opsøgte hvor det kom fra i tidernes morgen.

På hjørnet af Vandkunsten og Frederiksholms kanal et godt stykke over hovedhøjde hænger et skilt: WAND KONSTEN. På torvet Vandkunsten står en brøndskulptur fra 1910 med de respektive kongelige monogrammer og en kort fortælling om stedets historie: Dam og vandmølle fra 1300-tallet, pumpeværk fra 1539, torv 1659 torv og loppetorv. Og man kunne fortsætte: I dag hyggelig plads med forretninger, restauranter og værtshuse. Pumpeværket fra 1539 bliver sine steder kaldt Københavns første vandværk.

Skulpturen fortæller i en nøddeskal en historie der kan genfortælles for alle senere vand-relaterede steder: København er en tørstig størrelse som gennem snart et årtusind har drukket, forurenet og set sig om efter stadig fjernere vandhuller. På dens vej mod mere og renere vand efterlader Byen næsten livløse eller endog opfyldte pøler som Søerne, Lersøen, Damhussøen, Harrestrup Å, kildepladser og mange flere. Sugerøret strækker sig i dag langt ud forbi Roskilde, Slangerup og det meste af Nordsjælland. Men det begyndte ....

Bag voldene, indtil o. 1859

Omkring Vandkunsten vidner gadenavnene stadig om hvordan her engang så ud: Hysken(stræde) er "det lille hus", hvor man sad i ro og Mag(stræde) - et offentligt bådebrostoilet. Knabro(stræde) ditto. Rådhusstræde hed før Vandmøllestræde. Går man fra Vandkunsten op mod Strøget er der stadig en meget mærkbar stigning i terrænet, så man kan lukke øjnene og drømme man går fra strandkanten op til byen: Gammeltorv.

Da skiltet Wand Konsten blev sat op i 1700-tallet, var her ikke længere nogen vandkunst, men et torv. Huset det er indmuret i, er formentlig også af nyere dato. Helt nyt er Atomkraft -Ja Tak-mærket på nedløbsrøret. I 1970'erne ville der nok have stået Nej Tak.

Som uudtømmelig kilde til viden om vand i København dengang er statsråd og generaldirektør ved det chirurgiske academie m.v.  Dr. Henrich Callisens Physisk medizinske betragtninger over Kiøbenhavn fra 1807 helt uforlignelig. Han helligede et helt kapitel til vandforsyningen og dens betydning: Femte Afdeling, om Kiøbenhavns Vande (s. 237-369). Callisen anså regn- og snevand for det reneste, men det var også før fabriksskorstene og biler skabte syreregn. Dernæst kilde- og brøndvand og til sidst flod- og søvand og stillestående vand. Med hans bog kan vi lukke øjnene og forestille os hvordan der så ud.

Brønde

Den oprindelige vandkunst var for kongen. Han var for fin til at drikke det beskidte vand som befolkningen drak. Dette vand kom bl.a. fra brønde inde i selve byen samt vand ledt til byen fra nærliggende søer "De Indre Søer". Siden 1600-tallet fik søerne tilført vand fra Utterslev Mose og Emdrup Sø, en sjælden gang fra Damhussøen, eller Langvads Damsøe, som den hed dengang, samt Lersøen og Tibberup Sø.

I Grøndalsparken mellem Damhussøen og Nørrebro Station løb en gravet rende, Grøndalsåen som stødte til Ladegårdsåen, hvorefter begge fortsatte ad Åboulevardens rute til Peblingesøen. Man fornemmer stadig en lavning langs s-togsbanen, men hvor præcis åen har løbet, ved jeg ikke. Måske i denne rende. Der dog sagtens kan være gravet senere.

Brøndene i byen var blandt de vigtigste vandkilder og fungerede et pænt stykke op i slutningen af 1800-tallet. Tre litterære kilder, Reesen, Callisen og generalguverør Ahlefeldt er uenige om antallet af brønde og hvor mange der var brugelige. Et kompromis mellem deres tal er 500-600, hvoraf omkring 100 ubrugelige. Callisen gennemgår gade for gade hvor mange brønde der var. Skidenstræde (datidens Krystalgade hvor Hovedbiblioteket nu ligger i dag), havde et betydeligt antal brønde (20), alle med "god beskaffenhed".

Jeg er ikke bekendt med rester af disse brønde som bl.a. blev fundet når man fx skulle opføre nye boliger i Fiolstræde/Skidenstræde (Krystalgade) og ved Rådhuspladsen. I artiklen om Fiolstræde/Krystalgade er der såvel fotoer af brøndene som afmærkninger på kort hvor de lå. Bl.a. fremgår det at der har ligget en brønd i Hovedbibliotekets gård. Her hentede befolkningen vand.

"Til hver lejlighed skulle vandet bæres op ad trapperne og blev anbragt i en vandspand, der stod på en skammel i køkkenet ... I finere huse havde man en stor kobberbeholder med todelt låg." Man drak af fælleskrus. Forurening af brøndene med møddingvand, levende og døde dyr, indsivning i trærørene af usund jord, utætte kloakledninger. Nogle få anskaffede sig et filterapparat til hjemmebrug. "Om sommeren tørrede mange af brøndene ud. Om vinteren frøs brøndene" ... (Dagligliv i Danmark. Bind 6. s. 65 ff.).

Pumpevand

Callisens ideal var de romerske akvædukter med rindende vand. Og ledning af vand til København kendte man til allerede før 1578. Det år anlagdes de første vandledninger og render ind til byens ca. 10.000 indbyggere (udhulede træstammer, forbundet med blyrør). Fra 1618 fra Peblingesøen. Sortedamssøen fra 1702. I byen var der så et ret finmasket net af vandledninger. Vandet fra fjernereliggende søer blev fra i hvert 1578 og senere ført til Peblingesøen, Sortedamsøen og Lersøen gennem Ladegårdsåen og Grøndalsåen. Her blev det opstemmet og pumpet videre i trærender til byen. Store anlægsarbejder er bestemt ikke noget nyt. Der gik adskillige af sådanne vandledninger til Emdrup Sø. Der er trods alt 5-6 km i fugleflugtslinje.

Peblingesøen er i dag en pænt stor sø. Dronning Louises Bro i baggrunden deler den. I helt gamle dage bredte den sig muligvis både til højre mod Blegdamsvej og til venstre næsten helt ind til voldene. Nu bruges den mest til vandcykler. Og skøjter i isvintre. Lidt over midten anes Søpavillonen som markerer hvor Sankt. Jørgens Sø starter.

Søerne var større, men mere lavvandede. De gik formentligt fra Farimagsgade til Blegdammene. Introduktionen til Lars von Triers "Riget" er ikke helt forkert på den. Mange naturlige forhold kunne forstyrre vandforsyningen: Bundfrysning, udtørring, brud på ledninger, vandmestrenes masseuddøen ved pesten i 1711 er blot eksempler på problemer. Andre var krige, ansvar og ejerskab for oprensning, vedligeholdelse osv. (konge, magistrat, brandvæsen og private), planterester, mudder, smådyr, myggelarver, haletudser og endog små ål var åbenbart ikke usædvanligt. Selv om det fra 1687 blev forbudt at forurene søen, kan Politivennen fortælle om at dette ikke bliver overholdt, navnlig døde hunde var et problem. Vandforsyningen sikredes af 14 private vandleverandører. Efter datidens begreber var København ganske godt med. I 1680 opstemmede man søerne så de kunne indeholde mere vand. Formentlig ved at grave dem dybere, bygge dæmninger og rense dem for alskens affald som byens beboere havde "begavet" søerne med.

Omkring 1800 hvor Politivennen startede med at udkomme, var Københavns befolkning nået op på omkring 70.000 (folketælling 1769). Heri ikke medregnet byens soldater. Hovedparten af væksten var sket siden 1660. Stort set på det samme areal hvor der før havde boet omkring 10.000. I Politivennen kan man fornemme stemningen blandt borgerskabet. Og hvordan området omkring søerne så ud. Her et citat fra 1798, s. 143-144. (Teksten justeret til mere nutidig stavemåde), Om Skarnet på Blegdammen:

For nylig er man blevet nogenledes fri for den rakkerkulestank, som man måtte døje hver gang man kom forbi Blågård. For nylig og efter mange frugtesløse klager. Men Blegdamsvejen fra Nørre til Østerport synes der ikke så snart at ville tænkes på, da stanken dog ikke meget eftergiver hiin. Årsagen er for alles øjne, den samme, som overalt hindrer renligheden hos os, mangel på afløb. I store, dybe og brede diger stagnerer skarnet unden mindste træk. Ja det synes endog, at man er bange for at det skulle flytte sig til trods for den slette nivelation, og for tyngdens love, da man man ved hver indgang ser diget stoppet med et skot af bredder....

Med andre ord: Stank af afføring, diger og mangel på afløb/kloak. Desuden rådede ifølge Politivennen en vis lovløshed. I 1798 klagede en tilrejsende over at han ved Farimagsgade blev holdt op af en (politi)kommissær fra Nørrebro, som påstod at det kostede 1 rigsdaler at lade sine heste græsse der. Trods protester måtte manden betale for at få sin pudehynde tilbage, som kommissæren havde taget "i pant".

Jeg kender ikke nogen der lige ville snuppe sig et glas vand fra Søerne frivilligt. Slet ikke når man opdager at man dårlig nok kan se bunden 30 cm ned for grimt vand, eller ser måger vade rundt på pludder et stykke fra bredden. Søerne, her Sortedammen ved Fredens Bro, har været uegnet som drikkevand i over 100 år.

Fotoet viser tang i Sortedamssøen, og det er bestemt ikke nogen nutidig foreteelse. I 1798 skriver Politivennen om Peblingesøen (s. 180f):

... En uorden er det allerede at søen ombygges med huse; hvor godt der end ses på af ejerne, som man immer må tiltro sund tænkemåde nok til ej at ville gøre sin egen og andres drik uren, kan det dog ikke være andet end at meget skarn må gå i søerne ved dette naboskab. En større uorden er den, at søen besejles. Jeg har set Peblingesøens argonauter på den væmmeligste måde besmitte det element der bar dem. Også skøjteløben, så uskyldig en fornøjelse den end er, burde dog ikke tillades på vore drikkekar. Endelig er den største ulykke den at søen truer med at gro til. Man ser åren selv i midten af søen ved hvert åreslag bedækket med tang. Vistnok ville rensningen koste penge, men endogså at disse kunne mange spares, når de tusinder af bønderkarle, som omtrent i fire uger hver sommer ligge i København, i den halve tid brugtes til stykkevis at rense stadens søer

Såvel damhussøen, som Utterslev Mose og Lersøen blev genstand for juridiske stridigheder om rettigheder til land, såvel som kongens rettigheder til fiskeri. I slutningen af 1700-tallet løste noget af problemet sig ved at Lersøen groede til. Lersøen leverede vand via Ladegårdsåen og træledninger mellem 1578 og begyndelsen af 1800-tallet. Men allerede på Callisens tid var den ved at udtørre, hvad den var i 1870'erne. I stedet blev Lersøen i 15 år brugt som latrinaffaldsplads.

Få forbipasserende på Tagensvej og Bispebjerg Station tænker vel over at her lå engang en betydelig stor sø, Lersøen, fra Lygten Station til Lyngbyvejen og leverede vand til København. Så meget at man udgravede en å, Lygteåen eller Ladegårdsåen. Det hele er nu skjult i rør under græsplæner, togskinner og kolonihavehuse. I det fjerne anes Hans Knudsens Plads ved starten af Lyngbyvejen.

Vandet blev ikke kun leveret til private. Søerne leverede fra 1847 også via rørledninger vand til jernbanernes damplokomotiver. Der var 14 private vandleverandører. Hele den juridiske farce endte kort tid efter Callisens redegørelse (1812) med at det hele blev kommunaliseret. Det betød dog ikke i første omgang rent drikkevand. Damhussøen blev grundigt renset for mudder 1826, den blev simpelthen tømt for vand. Men man skal helt frem til 1859 før det første egentlig vandværk bliver til noget.

Mod vest er der ikke engang noget grønt tilbage af Lersøen. Her set fra Tagensvej/Bispebjerg Station mod Nørrebrogade. Fodboldbanerne er anlagt i nyere tid. Til højre ligger  Nørrebro Bycenter på det tidligere rangerterræn ved Lygten Station, som ikke ses, men ligger omtrent midt i billedet.

Springvand

I 1621 var Damhussøen blevet stemmet yderligere op for at kunne rumme mere vand, og Callisen fortæller at fra 1626 kom der vand længere væk fra. Springvandet på Gammeltorv fik 1580 vand gennem en rende til den kunstigt opstemmede Emdrup Sø. Caritasspringvandet blev ifølge Politivennen (1799 s. 601-602) brugt til lidt af hvert. I dag sælges der om sommeren fx smykker på gaden, dengang reb. Meget har springvandets gudinde åbenbart måttet døje at se på i tidernes løb:

Da nu Gammeltorv både ved sammensmeltning med Nytorv og ved vandspringes under arbejd værende istandsættelse så meget forskønnes, så ønskede vel enhver, der har et kræsent øje, at disse rebhandlere med deres skure blev bortvist fra pladsen, da de på ingen måde bidrage til dens prydelse, men snarere synes at have sat sig der som sande satyrikere at falbyde strikker ved siden af lykkens gudinde. Måske var det en mere passende plads ved Charlottenborg, især på de dage når lotteriet bliver trukket.

Social arv var også en kendt problem dengang, se således hvad Politivenne fortæller om rebslagernes børn (s. 1004).

Ved vandspringet paradere de kun slet, ja de er årsag til mange uordener; iblandt andre er det vel ikke for behageligt at se deres drenge og disses kammerater at skyde tilmåls efter billedet, kærligheden, som står på vandspringet. De 100, ja 1.000 stene, som har lagt eller må ligge endnu inden for gitterværket bevidne sandheden heraf.

Men helt ærbar var hun nu heller ikke dengang: Hun symboliserer næstekærlighed og barmhjertighed, hun er gravid og står med sine børn. Frimodigt sprøjtede hun vand ud af brysterne, mens den lille dreng "tissede". Noget som senere, mere snerpede tider satte en stopper for. Hullerne blev ganske enkelt stoppet til. Sådan!

Caritas-springvandet på Gammeltorv ved Strøget. Vandet springer ikke længere til daglig som det gjorde for næsten 300 år. I dag en turistattraktion. Før en livsfornødenhed. Og gennem flere hundrede år har moderen på toppen kunne følge med. Gad vide hvad hun kunne fortælle. 

København har mange andre springvand, men de er alle opført af dekorative årsager, og af uransagelig årsager fik mange af dem et blakket ry fx Dragespringvandet på Rådhuspladsen (1904 og 1923), forsmædeligt kaldt Spyttebakken, og Det store stygge Storkespringvand, fra 1894.

Fokus på rent vand

Syltekrukken boblede og gærede. Alle klagede over vandforsyningen, men lige lidt hjalp det. Der skulle bogstavelig talt lig på bordet, nærmere betegnet 4.737 under koleraepidemien i 1853. Man blev klar over at smitten spredte sig gennem drikkevandet. Det satte skub i opførelse af vandværket. Og kloakering. Og kontrol med lossepladser, latrinpladser mv. som ellers florerede ved Frederikssundsvej og Lersøen. I perioden 1859-1893 udfasede man overfladevandet til fordel for grundvand. Dengang vidste man ikke at grundvandet ikke er jævnt fordelt over Nordsjælland. Det meste befinder sig i Allerød Kommune, mens København stort set intet har. Og som reservoir byggede man en dæmning omkring Skt Jørgens Sø og gjorde den dybere. Det holdt til 1959. Så blev den afløst af beholderne ved Tinghøj.

Københavns andet første vandværk

Løsningen som betød at København kunne udvikle sig til en moderne storby, var Københavns Vandværk ved Palads Bio. Færdigt 1859  og udvidet 1885-86 og 1893. Befolkningen var nået op på 155.000. Strengt taget var det nu en pumpestation. Derefter holdt man gradvist op med at bruge overfladevand. Går man en tur rundt om vandværket, vil man opdage at det delvis ligger under det nuværende gadeniveau, for værket blev bygget før Københavns Volde var helt nedlagt, altså "ude på landet", på fjendesiden af voldgraven. Volden blev først nedlagt i 1884. I perioden 1886-1910 var værket nabo til Aborreparken mellem H. C. Ørstedsparken og Tivolisøen. På et billede af Elfelt kan man se området.

Københavns første vandværk over for Palads Bio (tidligere Københavns Hovedbanegård) har ikke fungeret som sådant i mange herrens år. I 1990'erne var det endog på tale at Københavns Hovedbibliotek skulle flytte ind her. (Tilføjet 17. januar: En kær kollega har korrekset mig: Det var ikke i 1990'erne, men i 00'erne, da man talte om at give Hovedbiblioteket et mere blivende sted, måske endda bygge Københavns første Hovedbiblioteksbygning). Det skete som bekendt ikke, man valgte det tidligere Dahls Bolighus i Krystalgade hvor det har ligget siden sommeren 1993.

Som reservoir til vandværket brugte man Sankt Jørgens Sø. Dæmningen fra før 1570 blev i 1850'erne kraftigt forhøjet og forstærket med sten. Samt en dæmning i midten for at holde vandet i ro og for at man kunne rense bassinerne et ad gangen. Dæmningen flyttedes i 1934 en anelse mod nord. Vandet blev filtreret i et anlæg ved søens østside før det blev sendt videre til vandværket. Det fungerede helt indtil 1959. Indmaden i vandværket, maskinerne er for længst fjernet. Man skal på Teknisk Museum i Helsingør for at opleve dem.

Sankt Jørgens Sø er sammen med vandværket de to mest markante monumenter over Københavns vandforsyning som vi stadig kan se i dag nogenlunde uantastet af tidens tand. Især på Frederiksberg-siden af søen er der adskillige steder hvor man kan se at søen virkelig er et reservoir stemmet op af høje dæmninger. Man går ikke "ned til søen", men "op til søen. Bagest i billedet fornemmes dæmningen der deler søen i to. Vejen der krydser dæmningen, ligger under vandspejlet.

Denne løsning sikrede Københavns vand et halvt århundrede indtil århundredskiftet. Med nogle mindre tilføjelser såsom fx Valby Vandværk fra 1901 og filteranlæg fra 1966. (Se tidligere 24. marts 2013). Siden 1970'erne ikke længere i funktion som vandværk.

Vandet blev brugt til alt muligt andet end drukket af mennesker. Brandvæsnet og togene var fx fuldstændig afhængige som biler i dag er det af benzin. Statsbanerne byggede omkring 200 vandtårne i damplokomotivernes storhedstid 1847-1910'erne. De fleste er nedrevet, men to arkitekturhistorisk interessante sammenbyggede vandtårne på Københavns Godsbanegårds tidligere terræn på Otto Bussesvej (vestenden) eksisterer endnu. De er opført 1901 og 1907 og tegnet af Wencks tegnestue. Heinrich Wenck var statsbanernes arkitekt, og han og hans tegnestue stod bag en overflod af stationer, bl.a. Hovedbanegården, Lygten Station og Helsingør Station.

Vandtårnene ligger omtrent midtvejs. Der hvor vejen "knækker" over sporet. Der er ikke offentlig adgang til vandtårnene på Otto Bussesvej. Men der er flere godt steder at se dem. Det forhenværende godsbaneterræn er særpræget og interessant i sig selv, og kan sagtens gøre det ud for en selvstændig vandretur.

Men nu er vi allerede gået alt for langt. For kort ind i 1900-tallet var den gal igen. Det kneb med rent vand. Man måtte længere væk. Herom i et forhåbentligt næste indslag.

Websteder og bøger

Københavns historie.
Københavns Vandforsyning, bygninger og anlæg. (2000). Kronologisk gennemgang af vandværkerne.
Københavns Vandværk 1859-1909. Historisk beretning om stadens vandforsyning. 1909. 118 sider.
Københavns Vandforsynings historie. København 1959. 251 sider.

Ruten

Vandkunsten. Caritas-springvandet på Gammeltorv. Det gamle vandværk ved Palads Bio. Den gamle kystlinje (Tietgensgade- Søndrboulevard. DSBs gamle vandtårne. Skt. Jørgens Sø. Kryds de gamle Blegedamme. Lersøen. Nørreport Station. Ialt 17 km. Turen er ikke strengt kronologisk. Fotoerne er undtagelsesvis ikke alle fra dagens vandretur.

Andre indlæg om Københavns Vandværker:

Middelalderen til Københavns Vandværk. (Indtil og med år 1859).
Kilderne langs Harrestrup Å. (1859-nutiden). 7 (8) kilder: III, VI, VII, (VIII), X, XI, XIII, XIV.
Kildevandsløbet langs Harrestrup Å.
Søndersø Vandværk (1891-nutiden). 5 kilder: Øst, Vest, Bogøgård (3 år senere), Bjellekær, Egholm. Mangler Kildedal og Tipperup.
Thorsbro Vandværk (1905-nutiden). 10 kildepladser: A, C, D, Ishøj, Torslunde, Solhøj, Vardegård, Lyksager, Karlslunde, Havdrup. Mangler: Tåstrup-Valby, St. Vejleå og Vallensbæk.
Islevbro Vandværk.
Nybølle (1923). 6 kildepladser: Nybølle, Nybølle Øst og Vest, Hove, Tyskemose og Værebro. Mangler: Kathrinebjerg.
Marbjerg (1934). 3 kildepladser: Marbjerg, Maglemose Å, Brokilde.
Lejre (1939). 4 kildepladser: Ledreborg, Assermølle, Kornerup, Gevning. Ramsø, Lavring. Ramsø Kildeplads 3. april 2016. Mangler: Hule Mølle.
Slangerup Vandværk (1954). 4 kildepladser: Hørup, Strø, Attemose. Æbelholt. Mangler: Havelse/Ny Havelse.
Regnemark Vandværk. Vigersted Kildeplads.