Halvtredser-byggerier (1): Gladsaxe og Herlev

Omkring 2. verdenskrig stod det klart at traditionelle byggematerialer såsom mursten, tegl og mørtel havde nået en grænse. De var ganske enkelt ikke nok til at tilfredsstille industrisamfundets behov for flere boliger. Der skulle andre midler til. Og nytænkning.

Et af de afgørende skel i dansk byggeri skete i 1950'erne. Mangel på byggematerialer, knappe tider, et krav om velfærd osv. krævede andre metoder. Murstensbyggeri var med andre ord blevet for langsomt, for dyrt og for arbejdskrævende. Man kan mene om beton hvad man vil, men materialet var ment som en løsning på befolkningens krav om bedre boliger. Beton er et ældgammelt byggemateriale, bl.a er kuplen på den knap 2.000  år gamle Partheon-kirke bygget af 5.000 tons beton. Vestvolden blev bygget af beton. Men som materiale til alment husbyggeri blev det først industrialiseret i 1950'erne.

Helt op til 1945-50 var boligbyggeri præget af hvad man dengang kaldte "traditionelle materialer": Sten og tegl. Det ser vi fx på Københavns brokvarterer. Det gælder også med Gladsaxes selvbyggerhuse 1930-1950, se Vandringsløse Tidende. Efter 2. verdenskrig var der et behov for at løse store byggeopgaver. Staten oprettede 1947 Byggeforskningsinstituttet. Rationalisering udmøntedes 1953-57 i produktivitetsfondsudvalg. Formålet var at forøge byggeriets produktivitet og byggeriet fik tilført penge. Sådan lidt stop-go. I 1959 indførtes byggestop for at forhindre kaos på boligmarkedet. Og i 1960 kom så et program for "montagebyggeri".

På det tidspunkt var Københavns Kommune i det store hele blevet urbaniseret. I det store hele. Så det er især i ringen af kommuner tættest på København, man finder 1950'ernes "montagebyggerier": Hvidovre, Rødovre, Herlev og Gladsaxe. Dog ligger det mest kendte i Københavns Kommune, nemlig Bellahøj (1950-57), Danmarks første højhusbyggeri. Og det var meget eftertragtet i samtiden. Jeg har for ca. et år siden også omtalt småhusbyggeriet Herlev Huse (1948-1950).

Torveparken kan for en udenforstående godt forekomme noget trist og kedeligt. Gavlene er af røde mursten, mens facaderne i øvrigt er af betonelementer. Aner man en tøven over for at tage skridtet fuldt ud og bruge beton overalt? Den er iøvrigt malet. Byggeriet er blevet moderniseret ad flere omgange.

Tidligt "utraditionelt byggeri"

Til historien hører et drama mellem faglærte og ufaglærte arbejde. Der var ganske enkelt ikke længere nok faglærte arbejdere såsom fx murere til at bygge de huse man ønskede opført, så en industrialisering af byggeindustrien synes at være løsningen, så ufaglærte arbejdsmænd kunne klare opgaven. Man eksperimenterede på livet løs med beton. Skulle man fremstille elementerne på byggepladsen (feltfabrik), eller på en central fabrik? Kunne man lave betonen så stærk at den ikke havde problemer med at bære vægten af sig selv, eller gå ad gasbeton-vejen?

Her kan man se de etetagers bygninger forrest, i midten toetagers og i baggrunden treetagers. Torveparken er et af de første betonbyggerier hvor betonelementer blev fremstillet på en permanent fabrik. Men man fornemmer også at man ikke rigtigt har turdet springe 100% i betonbaljen. Gavlene er af røde mursten, ligesom vinduesoverliggerne.

Egentligt burde denne miniserie om 1950'erne være startet i Hvidovre, for det var der de første byggerier blev opført. Men nu er dette en weblog, og jeg kan gøre hvad jeg vil, så det blev altså to byggerier i hhv. Gladsaxe og Herlev. Så har jeg planlagt en tur i Valby-Hvidovre-Rødovre til en anden gang. Dagens første stop er Torveparken i Gladsaxe. Et eksempel på 336 lejligheder opført på permanente fabrikker for dernæst at blive transporteret til byggepladsen. Byggeriet ligger i tre sidegader til Rybjerg Alle og blev bygget 1955-57. Variationen består mest i etager: Der er et-, to- og treetager.

Der er mange lige linjer i Højstensgård, som langs de gennemgående stier. Men pga det kuperede terræn og at de ofte brydes af bløde, runde linjer på tværs, virker byggeriet ikke så trøstesløst som meget andet betonbyggeri jeg har set. Det er desuden heller ikke særlig højt byggeri.

Et andet eksempel er rækkehus- og etagebyggeriet Højstensgård (1958) med 380 lejemål. Dette byggeri er enormt. Det ligger i rektanglet Borgerdiget-Tvedvangen-Vindebyvej-Højbjergvej. Der går 2-3 stier på langs af byggeriet og endnu flere tværgående, ofte snoede stier. I modsætning til Torveparken er der bløde og snoede linjer og varierende grønne områder. Terrænnet er også kuperet og nærmest appellerer til det. I det hele taget virker det som om at arkitekterne har boltret sig lidt og også tænkt på beboerne. Gavlene er af gule mursten, mens facaderne er af beton og mellemrummene mellem vinduerne af træ.

Man kan lade sine børn løbe rundt i området mellem bygningerne i Højstensgård. Der er masser af plads, en ungdomsklub og forsamllingshus. Og et supermarked. Selv graffiti-folk er nået til området, se skuret til højre.

Begge byggerier er tegnet af arkitekterne Kai Agertoft og Jørgen Juul Møller. De stod også bag de senere og langt mere kendte Ballerup-planen og Høje Gladsaxe sammen med Povl Ernst Hoff.

På denne grå decembermandag ligger Herlev Hospital og passer perfekt i farve til himlen. Her er der ikke nogen tøven med at blande mursten og træ ind i betonen. Det er beton og glas det meste. I dag er der omfattende byggearbejder i gang langs hospitalet. Den vifteformede indgang ses midt i billedet nederst.

Herlev Hospital må vel ses som en slags kulmination på højhus- og betonbyggeriets glansperiode. Det blev projekteret 1966 og stod færdigt i 1976. Meningerne var dengang som nu delte om hospitalet der på mange måder slog fysiske og psykiske rekorder. Man kan også bare vælge at se hospitalet som et barn af sin tid. Noget entydigt resultat blev der ikke af slagsmålet mellem mursten og beton. Glas og stål blev populært senere. Og i dag bygges der vel varierende med alle slags?

Hvor storby bliver til landbrugsland

Nedlagte tørvemoser, åer og andre vandfænomener præger de forhenværende landbrugsarealer syd for Frederikssundsvej. Nogle af dem ligger nu helt ude af konteksten midt i byområdet.

Hvis man vil opleve hvor Storbyen København ender og landbrugslandskabet så småt tager over, er området mellem Ballerup og Smørumnedre et godt bud. Frederiksundsvej er en af hovedstadens "fingre". Kigger man på et kort, opleves Københavnsområdet som et nogenlunde sammenhængende byområde helt ud forbi Ballerup. Herefter er der stadig byer, Smørumnedre, Stenløse, Veksø, Ølstykke. Men de hænger ikke sammen med København og de er små eller større klumper omgivet af landbrugsland.

Decemberland: Udsyn over Tørvesletten fra vejen langs s-togsbanen. Solen gør her lidt over middag sit bedste for at brænde igennem, men der er ikke meget at gøre godt med, her 9 dage før årets korteste dag. Men det blæser ikke, så selv om temperaturen er tæt på frysepunktet, føles det ikke koldt.

Pederstrup

Pederstrup er et must for vandrere i området. Det er en velbevaret landsby hvor også Ballerup Museum holder til. Desuden er Pederstrups historie karakteristisk for mange andre landsbyers i området: Skiftevis under kirken og kongen. Ødelagt af svenskerne under Københavns belejring 1658-1660. Den holdt sig helt op slutningen af 1960'erne, hvor den blev reddet. Ryttergården blev sat i stand 1967-78. Det samme blev Lindbjerggård (nu egnsmuseum) med gårdhaven og Pederstrupgård (ditto). Grantoftegård driver økologisk landbrug og forskellige aktiviteter for folk der gerne vil have en fornemmelse af landbolivet. Store Peters Hus hvor der nu er traktørsted er mindst over 200 år gammelt.

Pederstrup ca. 1 km vest for Ballerup fortjener opmærksomhed. Man får her et indtryk af en næsten selvforsynende landsby, skomager, smed, købmand osv. Mange gårde. En af dem stadig i drift. Her er til venstre skomagerhuset, til højre smedjen, hvor et skilt fortæller at man kan få strammet hjulringe. Det ved vist kun ældre hvad er. Træhjul havde i "gamle dage" en ring spændt fast rundt om hjulet for at forstærke det, og den ring kunne en gang imellem blive for slap.

På Tørvesletten vest for Pederstrup kan man opleve råvildt løbe rundt. Det skete i dag to gange hvor en flok på fire lystigt sprintede væk da de blev forstyrret af Vandringsmanden. Ellers er der ikke meget usædvanligt dyreliv at opleve på turen. Jo, der er altid egern, krager, skader og andre bytilvænnede skabninger.

Tørveslettevej er formentlig opkaldt efter sletten mellem Ballerup/Pederstrup og Smørumnedre. Området rummer en mængde moser hvor der før 2. verdenskrig blev gravet tørv (brændsel). [Tilføjet 13.10.2014. Se kommentaren, hvor en lokalkendt oplyser at sletten før hed Smørumnedre Mark. Først i nyere tid er man begyndt at kalde det Tørvesletten, formentlig efter at vejen kom til at hedde Tørveslettevej - ikke efter sletten, men efter gården Tørvesletten!]

Gårde

Udover landsbyen er der nogle gårde der nu har fået andre formål: Tørvesletten er som så mange andre forhenværende landbrug endt som stutteri. (Tilføjet 10.10.2014: Se kommentaren: Min oplysning beror på en misforståelse: Gården Tørvesletten er ikke identisk med stutteriet Tørvesletten. Den ligger ca. 250 m. nordligere end stutteriet og er børneinstitution). I dag er der også larm fra børn. Søagergård reklamerer med at være "Danmarks flotteste bondegård" (uden at fornærme nogen kan man vel godt sige at det samme ikke gælder deres hjemmeside). Rolighed(en) på Råbrovej husede (1917-) engang sognerådsformand (1917-42), folketingsmedlem for Socialdemokratiet (1929-), indenrigsminister (1947-50) og landbrugsminister (1953-57) Jens Laurits Oluf Sørensen Smørum (1891-1976), landarbejder, letmatros og fisker. Nu er der planteskole. Råbroholm bliver brugt af spejderne. Ormehøjgård er golfcenter. Skebjerggård sælger juletræer.

Smørumnedres østlige del bærer i den grad præg af de mange tørvemoser som lå her før i tiden. Her er det Stormosen. I dette område kan man på en gang se et par ældre landbrugsejendomme, tørvesletten, Stormosen og det moderne villakvarter længst væk.

Moser

Der er mange små og store moser i området. Råmosen blev fredet 1962. Det er en pænt stor mose (29 ha), med et udpræget rekreativt område, fordi de mere interessante dyr og planter for længst er forsvundet. Kun lystfiskeriet har det godt. Som så mange andre bynære naturområder bruges den af og til til at dumpe affald. Som de andre moser blev Råmosen indtil efter 2. verdenskrig brugt til at grave torv. Denne decemberformiddag ligger Råmosen indhyllet i tåge, og solen har svært ved at trænge igennem. Stillingen by-land må vel her vurderes til at stå 1-1.

Tidligst på turen oplever jeg Råmosen med al dens klicheagtige mosemystik. Solen hænger fuldmåneagtigt over mosen og formår ikke at brænde tågen og de lavthængende skyer af. Tåge, dis og gråblege træsilhoutter markerer mosens domæne. Kun trafikken griber forstyrrende ind i tryllerierne.

Det gælder også Stormose, Husesø Mose (midt i golfbanen), Balsmose (der skulle være fisket både karpe, suder, brasen og gedde i den, og den har en fanklub), Grønsømosen og Ammetofte Mose.I sidstnævnte gravede firmaet Lauritz Knudsen så mange tørv at 50 m Råbrovej forsvandt 2-3 meter ned i mosen (se 25. april 2013). Mange af disse moser indgår nu som rekreative områder i Smørumnedre.

Jeg tror nok at Ballerup Kommune har forsøgt at gøre Ballerup Å mere tilgængelig. Men stien stopper på et tidspunkt. Og om nogen egentlig sti langs åen er der heller ikke tale. Snarere et knoldet græsareal. Stokkene er kæmpebjørneklo. Som tilsyneladende i sommers må have nærmest skygget for udsigten til åen.

Åer

Hvor der er moser er der vandløb. Og vandløb har mange navne. Der er Ballerup Å, Grønsø Å, Råmose Å m.fl. Floder er der bestemt ikke tale om. Og slet ikke lange, højst et par kilometer kan de svinge sig op på. Ikke desto mindre bliver der også kommunalt taget hånd om dem, fx i Regulativ fra 1997 fra Ballerup Kommunalbestyrelse, Det er da betryggende at der er styr på placering af dræn- og spildevandsudløb. Det ser ud til at der gøres nogle halvhjertede forsøg langs åerne. Man kan i teorien gå langs Ballerup Å og Grønsø Å. Men sine steder er der ret ufremkommeligt. Stierne er knoldede græsarealer. Ofte ender stien og man må gå tilbage. Udmærkede hundelufterområder.

Grønsø Å er dels længere, dels mere farbar i forhold til Ballerup Å. Egedal Kommune har åbenbart givet tilladelse til anlæg af en enorm golfbane på begge sider af åen. Det kan man så mene om hvad man vil. Langs golfbanen er terrænet ret fladt, men længere vestpå ligger noget der kunne minde om en decideret ådal.

Grønsø Å er at foretrække. Selvom en stor del af turen går tværs gennem golfbanen. Der er mange golfere ude, men det lader ikke til at genere dem at der går vandringsmænd rundt derude. Så der er tilsyneladende plads til os alle sammen. Min hensigt var at følge den helt op til udspringet i Grønsø mose, men der er ved at blive anlagt en ny vej. Så jeg nøjes med at skue over mod det forjættede land. Med lidt god vilje kan man visse steder tale om et ådalslandskab, især i området vest for golfbanen. Ikke nogen imponerende ådal dog.

Ved dette vejbyggeri tæt på Råbroholm slutter min færd mod Grønsø Ås udspring i Grønsømose. Jeg spørger mig selv: Hvorfor? Hvad er det for en vej der er ved at blive anlagt her? Jeg prøver forgæves at google. Måske nogen af læserne kan opklare byggeriet. Så vidt jeg kan se, skal vejen forbinde Nybøllevej omtrent ved Syvhøjgård med stikvejen til Søagergård.(Tilføjet 10.10.2014: Se kommentaren. En læser oplyste at det er forbindelsesvejen til Frederikssundmotorvejen. Jeg har senere både gået tur på forbindelsesvejen og på Frederikssundmotorvejen).

Ruten

Ballerup Station. Pederstrup. Råmosen rundt. Langs Grønsø Å til Råbrovej. Smørumnedre. Tørvesletten. Pederstrup. Ballerup Station. I alt omkring 17 km med afveje.

Roskilde Fjord, Bodil Xaver Dag 3

Stormen Bodil alias Orkan Xaver blæser stadig kraftigt ved Roskilde Fjord. Frederikssund er hårdt ramt. Naturen lader som ingenting

I Tyskland hedder stormen ikke Bodil, men Orkan Xaver. Og egentlig skulle vi nu befinde os til julemarked i Hamborg, men al togtrafik i Nordtyskland er indstillet, og vi nåede ikke frem. Ikke kun tyskere mindes stormfloden i 1962 der dræbte flere hundrede i Hamburg. Også jeg husker billeder fra aviserne fra da jeg var 8 år gammel. Så galt gik det ikke denne gang. Men som sagt, nok til at vi ikke kom af sted. I stedet blev det til en tur fra Frederikssund ad Fjordstien over Lille og Store Rørbæk til Ølstykke. Så hvad er forskellen på Frederikssund og Hamburg? Bodil, eller Xaver!

Frederikssund

Der har været snakket meget om Frederikssund i fjernsynet, og med rette. Allerede da jeg steg ud af s-toget opdagede jeg at al strøm på stationen var gået. Jeg kunne ikke tjekke mit rejsekort ud. Heldigvis var der busser hvor det så kunne gøres. Butikscentret der ellers summer af liv en lørdag formiddag, var lukket. Man kan ikke komme ind, og på den anden side af stationen forsøgte et redningshold at pumpe vand ud. Og så kan man se at vandet må have været ret tæt på.

Bruhnsvej tæt på stationen er ufarbar, her ved Stenhuggeriet. Der er 200 meter fra havnen og alt er oversvømmet. Området tættere på havnen er helt afspærret. Folk ser opgivende ud. Der er intet at stille op. Og det er bidende koldt.

På den anden side af vejen står husene på Lærkevej under vand. Bruhnsvej ned mod havnen er afspærret af politiet. Selv om et par dumdristige bilister alligevel skal forsøge sig med vand op til bilakslerne. Det er der sagt og vist meget om, og mit mål er ikke byen, men landet. Sillebro Å der i sommers mere lignende en vejgrøft, er svulmet gevaldigt op.

Sillebro Å. Normalt et lille vandløb, i dag nærmest en flod. Her ved rensningsanlægget ender stien på den østlige side af åen i en slags side-å hvor det hurtigt bliver for dybt for selv gummistøvler.

Jeg forsøger at følge den ud i fjorden, men må hurtigt give op. Stien er ca. 100 meter nede forvandlet til en side-å, hvor selv støvler ikke er nok. Jeg finder i stedet Fjordstien der løber væsentligt højere. Jeg tager et par afstikkere. Ned til Marbæk Lystbådehavn, hvor fjorden er nået faretruende tæt på havnekontoret. En kilometer længere sydpå ved Strandparken er fjorden også nået tæt på bakken, hvorfra vi i sommers kunne skue ud over den idylliske fjord.

Roskilde Fjord og det der engang var Marbæk Lystbådehavn - ok, den er der stadig, men det er bare lidt svært at få øje på andet end gelænderne på bådebroerne. På odden bag træet til højre i billedet ligger Vikingebopladsen, og man kan have sine bange anelser om hvordan det er gået den. Ligesom Valhalla Friluftscene hvor de gæve Frederikssundsvikinger udkæmper slag hvert år.

Lille Rørbæk

Fjorden ser ikke så idyllisk ud i dag. Den viser tænder, og det er ifølge en af de lokale, som jeg møder ved Oppe Sundby, ret usædvanligt og "ikke noget man ser hver dag".

Vel ude af civilisationen tager naturen sig anderledes afslappet af stormvejret. Her græsser heste fredeligt uanfægtet ved Store Færgedal. Men i baggrunden viser Roskilde Fjord tænder. Man får ikke længere noget indtryk af oversvømmelserne og vandstigningen her. Men blæsten er intens.

Efter gang på gang at være blevet forhindret af vandet i at prøve at gå langs kyststien, opgiver jeg og fortsætter ad Fjordstien der løber længere inde i landet. Herfra ved jeg fra tidligere ture at der er nogle punkter hvorfra man har en god udsigt over fjorden. Bl.a. ved luftfartnavigationsstationen ved Lille Rørbæk.

Her ved Lille Rørbæk Enge kan man godt se at fjorden har bredt sig, hvis man sammenligner med fotoet fra indslaget fra 11. februar 2013. Kik fx på højstpændingsmasten nummer 2 fra venstre som i dag står ude i vandet. I februar på land.

Det suser godt om ørerne når jeg er nødt til at gå op imod vinden, og jeg må holde på hat (dog ikke briller, de sidder godt fast). Landsbyen ligger i en dal, men stormen har også her sat sit præg, idet et træ er knækket. Og bænken hvor vi i sommerens hede forfriskede os, er nu væltet.

Gadekæret i Lille Rørbæk. Bortset fra et knækket træ og en væltet bænk så det ikke ud til at den lille landsby havde lidt overlast, godt beskyttet bag Løkkebakke og andre højdedrag.

Også storebror Store Rørbæk ånder fred efter stormen. Her er der endog en del mennesker på gaden. Store Rørbæk er noget mere udsat for vestenvinden, hvad den ca. en kilometer landevej mellem de to landsbyer vidner om. Træerne er slemt bøjet efter vinden.

Vejtræerne langs vejen mellem Lille og Store Rørbæk efterlader ingen tvivl om hvor vest er henne. De hælder slemt mod øst, martrede af den ubarmhjertige vestenvind. Nogle er endda knækket midt over. Dog ikke under denne storm, men en tidligere. I baggrunden skimtes husene omkring gadekæret i Store Rørbæk.

Frederikssundsbanen, jernbanestien

På vej til Ølstykke Station opdager jeg at jernbanestien nu er blevet asfalteret som cykelsti. Før var den ellers grus, sten og græs og temmelig ufremkommelig i uvejr. Så nu er der ingen undskyldning for ikke at tage stien. Man har endnu ikke fået bygget en bro over snostrupvej, så cykelstien ender midt ude i den blå luft, inden den fortsætter på den anden side af vejen. Men det kan kun være et spørgsmål om tid.

Den helt nyasfalterede cykelsti langs Frederikssundsbanen mellem Ølstykke og Frederikssund, her ved Skenkelsø Sø. Følg rækværket tværs gennem billedet for at få et indtryk af hvordan den her snor sig ud og ind, op og ned.

Ruten

Frederikssund Station. Den afmærkede Fjordstien til Lille Rørbæk. Store Rørbæk. Snostrup. Ølstykke. Lidt i tvivl om hvor langt, da der var mange omveje. Nok lidt over 15 km.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.