Vestvolden - normaltid, dag 1

En dansk soldat Jens på ensom morgenpatrulje? En jæger, bevæbnet med skarpladt zoom? Nej, bare Vandringsmanden en tidlig søndag morgen!

De allestedsnærværende ænder er selvfølgelig også massivt til stede langs Vestvolden. Her et par som måske glæder sig over at have overstået årets hektiske ynglepriode. "Skal vi ta' en tur langs Vestvolden i dag, fatter?". Nåh nej, de bor der jo.

Der skal ikke megen fantasi til at blive i godt humør på en sådan frisk og stille morgen langs Vestvolden. For kendere af befæstningen, mellem voldpunkt XXI og XIII, for mindre-kendere mellem Frederikssundsvej og Rødovre Parkvej. Stierne er endnu til at vandre på i skarp trav, fordi bladene endnu ikke er omsat til mudret kompost eller frosset til veritable glidebaner. Tværtimod kan man nemt få en lykkefornemmelse af at traske i de knasende eller bløde blade, omgivet af blide gule, brune og røde efterårsfarver.

Alle kender det klassiske hejrebillede: På et ben står den og er tilsyneladende faldet i søvn med den krumme hals. Så her er en hejre der svømmer og fotografisk flot spejler sig i det kviksølvagtige voldgravsvand.

Der skulle være mange dyr, fugle, frøer mv. at se langs Vestvolden, men de gemmer sig godt. Og hvis man som jeg ikke har tålmodighed og vil stå op før Fanden får sko på, så må man nøjes med de mere almindelige ænder, hejrer, egern, skader og andet. Men det kan såmænd være lystigt nok. Hejrerne elsker at drille. Eller også er de dumme. De holder især til langs Tårnvej, formentlig fordi voldgraven her er en hel del bredere end andre steder. De vil ikke fotograferes, men i stedet for at flyve tilbage (de kan vel se hvor jeg er på vej hen), ynder de at flyve 50-100 meter længere væk ad min rute, vække mit håb om et godt foto, for så blot at tage en ny flyvetur. Det virker nærmest som om de øver sig lidt i at undslippe en farlig fjende.

Hvæs hvæs. Den lille fyr er ret så fortørnet over at Vandringsmanden forstyrrer den i arbejdet med at æde. Eller samle vinterforråd. Eller hvad den slags nu foretager sig på dette tidspunkt af året.

Her tidligt på dagen er der også en del egern, og de er bestemt ikke tamme. De hvæser af en når de bliver opdaget, om end de flygter op i træerne og gemmer sig på modsat side af stammerne. Kigger lidt nysgerrigt frem i en højere liggende grengaffel, hvæser igen, og løber længere op. Af andre dyr er der kun fårene ved Ejbybunkeren. Dejligt at se at bunkerne nu bliver brugt til mere fredelige formål, nemlig som skur til disse skikkelige skabninger.

Ved Ejbybunkeren står fårene endnu og glor. I dette område er indrettet Dunkelwald, altså en spredt træbeplantning hvor får holder krat og andet nede på græsningsniveau.

Der sker også små ting hvad angår de mere museale ting på Vestvolden. En af broerne er blevet sat smukt i stand med stormgitter og det hele. Det må have kostet en formue. Ejby-bunkeren har fået et kort sat op udenfor over de to etager i selve bunkeren. Og træerne er blevet fældet visse steder for bedre udsyn. Jeg må se at komme ned i den bunker, men den er altid lukket når jeg kommer der.

Den smukt istandsatte bro er nu også blevet forsynet med stormgitteret. Den slags gitter som er blevet ikon for Vestvolden. Døren står åben, så man kan komme over. Den var sikkert ikke gået i krigskarlenes tidsalder for godt 100 år siden!

Ruten

12 km vold, frem og tilbage mellem Frederikssundsvej og Rødovre Parkvej. Enklere kan det ikke blive. Vælg stier ad libitum.

Flyvestation Værløse - overdragelsesarrangement

Høj himmel, frisk blæst og åbne vidder. Sådan var Flyvestation Værløse da overdragelsen blev festligholdt. Og vandrere kan glæde sig, når først gæsterne er gået!

Tidligere (21. juni i år) har jeg gennemtravet dele af den nu nedlagte Flyvestation Værløse. For at konstatere at ca 1/3 ikke var offentligt tilgængeligt. Men der er sket noget siden da. Ejerskabet er overdraget fra Forsvarsministeriet før sommerferien i år.  Og den 1. oktober overgik ejerskabet til Naturstyrelsen. Dette blev så behørigt fejret i dag, den 24. oktober, med et arrangement.

Et kik fra den sydlige hegnsvej ved Bringevej mod de velkendte to blå hangarer. Dette område er præget af istidens dødishuller. Selv hvis det ville blive offentligt tilgængeligt, ville det være svært gennemtrængeligt.

Jeg benyttede lejligheden til at trave hele flyvestationen rundt. Da landingsbanen er ca. 3 km lang, er det en ganske pæn tur. Den tætteste s-togsstation er Måløv. Herfra er der ca. 2-3 km ad fredelige villaveje og gangstier til indgangene i Jonstrup. Et pænt stykke går man på ydersiden af hegnet mod det stadig ikke offentligt tilgængelige område. Disse områder er forurenede. Her ligger bl.a. de mange bygninger, hangarer, kontroltårnet og hvad det ellers hedder i flyjargon.

Et tværsnit gennem flyvestationen, set fra syd. Forrest i billedet en asfalteret bilvej. Dernæst selv landingsbanen foran de to blå hangarer, og hvis man ser godt efter, kan man se den bakke på Laanshøj ligger. Det er de gule bygninger i horisonten.

 Men det er nu tilladt vandrere at bevæge sig rundt i området, og der er rigeligt med stier som jeg ikke har set markeret på noget kort. Naturstyrelsen har lavet en folder over området, hvor også de områder der ikke er offentligt tilgængelige, er afmærket. Der er  flere indgange langs hegnet til de afspærrede områder på sydsiden. Ved Bringevej går der fx en lille trappe op til vejen bag hegnet.

På begge sider af den sydlige snoede vej ligger der en række flyhangarer. Skiltene står der endnu. Men jeg tvivler stærkt på at der står opladte fly nogen steder. Foto taget mod nordvest.

Bringe Mose

Allerede for næsten 10 år siden har man undersøgt flyvestationen for sjældne og bevaringsværdige dyr og planter, og bl.a. Bringe Mose har været observeret for flagermus og spidssnudet frø. Området er naturfredet. Fra den vestlige ende af landingsbanen har man et fint udsyn over mosen, og man kan gå langs hegnet hele vejen rundt. I dette område har man planlagt at fælde træerne for at genskabe mosen.

Bringe Mose udgør flyvestationens ½ x 1 km vestlige pølseende. Fra den sydlige vej har man et storslået vy over mosen med Knardrup i baggrunden. Mon flaget (til venstre) er hejst i dagens anledning?

På min tidligere tur gik jeg på landingsbanen, og den finder jeg noget ensformig: 3 km lige, flad landevej. Mere spændende er de to paralelle "gader" hvor flyene taxiede. Men mest spændende synes jeg er de snoede veje langs yderkanten af området. Selv her tættest på "civilisationen" er motorlarmen ikke særlig markant.

Helt uforstyrret har flyvevåbnet nu altså ikke overladt Bring Mose. Denne faldefærdige bro slynger sig fra landingsbanens vestlige ende ud mod Måløvvej og Knardrup. Der er tilsyneladende ikke adgang. Endnu.

Chipmunks

Højdepunktet for de ca. 200 fremmødte var vist de 4 fly af typen chipmunk som overfløj flyvestationen fra kl. 14.15 "med rutinerede piloter". Og landede. Jeg er ikke særlig flyinteresseret, men har dog ladet mig fortælle at chipmunk er den flytype som har den længste tjenesteperiode med tilknytning til flyvestationen, helt op til 1996.

Her er så den vestlige ende. Ikke af landingsbanen, men af tilkørselsbanen. Græsset var ved at blive slået, med maskinkraft. Tak spids hvis det skulle foregå med en bagskubber. Til venstre for den snorlige vej kan man se den snoede vej op mod Laanshøj. Man kan også se siderne på tunneldalen. De er dog vist nok blevet tilpasset flyvevåbnets behov.

Et af flyene med det flatterende navn ”De Havilland Canada DHC-1 Chipmunk T.Mk.20” har været skolefly 1950-76 for 2.800 elever bl.a. Prins Henrik. For flyentusiaster (og de ca. 200 fremmødte på flyvepladsen må have været sådanne) er der masser at hente om dette fly på internettet, bl.a. en temaartikel hvori der bl.a. står nogle blev skuffede over at man ikke købte danske fly. Hvis det kan gøre flyentusiaster misundelige, så var der også et F-16 fly som man kunne besigtige på tæt hold og endog hoppe op i cockpittet på. Det var der mange der gjorde.

Næh, ih, og åh. Omkring 200 flyentusiaster fik fuld valuta for pengene da de fire (der var et til) chipmunks et par gange overfløj flyvepladsen for derefter at lande. Der var rigeligt tid til at indstille linser. Det er ikke just jetjagere. Så snart de var landet, og tilladelse givet, druknede de parkerede fly i folkemængden. Jeg nåede dog at fået closeup af hvert af flyene, skulle nogen være interesseret.

Kl. 14.30 startede så en række aktiviteter med de obligatoriske taler af indkaldte pinger. I denne anledning Nicolai Wammen, miljøminister Ida Auken, Karen Mosbech fra kulturministeriet og borgmester Ole Bondo Christensen. Herefter gik chipmunks igen på vingerne kl. 16 og Naturstyrelsen og Furesø Kommune bød på kaffe, kage mm. Men det har ikke så meget med denne weblog at gøre. Der kommer sikkert rigeligt med stof i lokalaviserne, eventuelt tv. Så vandringsmanden skyndte sig afsted igen.

Starten (eller slutningen?) på den ca. 3 km lange landingsbane. Set fra vest. Man kan lige ane de blå hangarer midt i billedet. Ellers strækker banen sig bare tilsyneladende endeløst afsted ud i det blå.

Oldtid og jettid mødes på flyvestationen

De ankommende nordfra - hvor det i dagens anledning var tilladt at køre med bil - tænkte formentligt ikke på at de kørte på en gammel oldtidsvej som snor sig nord-syd gennem flypladsen, ja endog hen over landingsbanen der er anlagt på bunden af en tunneldal fra istiden, med issøer og dødishuller som stadig kan ses som mosehuller. Tunneldalen ligger 6 m. over havoverfladen, mens Lånshøj ligger på 37 m. På et stykke af landingsbanen var der i oldtiden en vandskelsvej, som drejede skarpt sydpå mod indgangen ved vagten i Jonstrup og derefter fulgte den nuværende sti østover. Søndersø var dengang en del større.

Der er allerede planlagt forskellige aktiviteter på det nyåbnede sted. Fx Skinnermaraton den 1. december.

Langt højere Mols Bjerge....

Mager og utilgængelig landbrugsjord, kombineret med en fortid som fattig region har gjort Mols Bjerge til nationalpark, og Ebeltoft til en beboet "Den Gamle By".

I østen stiger solen op over Ebeltoft Vig. Vejrudsigten lovede solskin, og det var der da også. Bare ikke i Mols Bjerge hvor solen aldrig nåede at brænde havgusen og den lette dis af. Til gengæld giver solens stråler nogle helt enestående effekter.

Isen skaber Mols Bjerge

Mols, Jyllands "næse", Djursland er geologisk set dannet af istunger der sydfra slæbte sten og dårlig landbrugsjord med sig. Og skabte et bakket landskab som nogen efter danske forhold åbenbart mener fortjener betegnelsen bjerge. Isen er for længst væk, men den efterlod et dramatisk bakkelandskab med mange over 100 meter høje bakker - efter danske forhold "bjerge".

Skovbjerg bagest i billedet skulle være det tætteste man kan komme på efterkommere af det landskab som fandtes før mennesket begyndte at gribe ind i naturen. Folderen skriver at der var egekrat. I dag er det dog snarere kæmpeege der beklæder bakken.

Egen rykkede ind på et tidspunkt da det blev varmt nok. Rester af disse egekratte findes der stadig ved Skovbjerg. Bjerget har besynderligt nok overlevet skiftende årtusinders menneskelige indgriben, og i dag fremstår den som en prægtig og stor egeskov.

 Fuglsø Strand ved Ebeltoft Vig. Isen kom sydfra i vigen, og skubbede sand, sten og andet materiale op omkring sig. I dag har havet godt nok ædt sig en del ind i klinten. Det giver nogle gode opvinde til paraglidere.

Mennesket fælder bevoksningen

Siden stenalderen blev så skovene mere eller mindre systematisk fældet og jorden forsøgt opdyrket. Måske var området noget særligt i forhistorisk tid for der er mange oldtidshøje i området. Fx Trehøje som med 127 meter er næsthøjeste punkt i Mols Bjerge. Her slæbte molsboernes forfædre for måske 5.500 år siden tørv op på toppen af i forvejen høje bakker og anlagde et system af kunstige høje som vi i dag kan nyde udsigten fra. Formentlig var det dengang hellige eller betydningsfulde steder.

Fra den højeste af Trehøje har man selv på denne disede dag en udsigt viden om. Bl.a. kan man i baggrunden formentlig se et af de talrige dødishuller (Tinghulen er det største), og i forgrunden striberne som er højryggede agre, skabt af middelalderens bønder og deres hjulplove.

Mols Bjerge behøver dog absolut ikke hjælp fra menneskehænder for at være høje. Agri Baunehøj er 137 meter. Det er imponerende. Men det mest dramatiske og vanskeligst tilgængelige bjerglignende område stødte vi helt uventet på et andet sted, nemlig 1 km trampesti langs Krypten. En dramatisk slugt som følger stien fra Den Italienske Sti og til busstoppestedet ved parkeringspladsen vest for Femmøller. Denne sti er absolut ikke for nybegyndere ud i vandring og et par solide sko er en god ting. Udsigten er over en skovklædt slugt.

Krypten en kilometer syd for Femmøller er et af de mest dramatiske bjerglignende landskaber, vi stødte på. Her kigger vi tværs hen over den. Stien er så smal at man kun kan passere en ad gangen.

Men senere op igennem middelalderen forsøgte bønderne sig så at opdyrke jorden. Vi kom forbi en bar mark et andet sted, og hvis den afspejler landbrugsjorden i hele området, så forstår man godt hvorfor det aldrig blev nogen særlig succes, pakket med knytnæve store sten og ikke særlig muldrig, nærmere temmelig sandet. Men middelalderens bønder prøvede alligevel og efterlod nogle markante spor i form af højryggede agre der striber sig rundt om fx Trehøje. Ifølge folderen skyldes det at de anvendte de kluntede hjulplove der var vanskelige at vende.

At Mols Bjerge ikke er for de sarte, fremgår ofte af den barske natur. Forvredne buske og træer som denne vidner om et liv i sus, blæst og elendige jordforhold. Men det er netop sådanne overdrevslandskaber man aktuelt satser på at udbrede i området.

Landbruget må opgives

Mange steder kan man se tegn på at landbruget aldrig rigtig blev til noget og at området i stedet blev anvendt til ekstensivt landbrug, altså at man lod kvæg, får og andre dyr græsse i området. Toggerbo midt i Mols Bjerge var engang en bondelandsby op til midten af 1900-tallet. Men i dag er der kun et par huse og en mindre gård tilbage. Og hele molevitten ligger i en plantage. Uden synlige spor af at her blev der engang drevet landbrug.

Udsigten fra højeste punkt i Mols Bjerge, Agri Baunehøj. Barske, nøgne bakketopper med sparsom bevoksning veksler mellem mere frodige plantager - og bagest Ebeltoft Vig.

Plantagen repræsenterer en anden etape i Mols Bjerges omflakkende anvendelser: Man havde en periode hvor man plantede en masse nåletræer. Det er man nu gået væk fra. Nåletræerne ødelægger nemlig en anden slags landskab som man (og det er bl.a. også EU) gerne vil bevare: Overdrevet. Denne type natur er tilsyneladende ved at være sjælden. Men den skulle rumme et rigt plante- og dyreliv. Vi så nu ikke noget til det. Overdrev findes kun på mager jord, og det er netop hvad der findes i rigelige mængder i Mols Bjerge. I mange af plantagerne er man begyndt at fælde nåletræerne, mens egetræerne tilsyneladende får lov til at blive stående. Ved Tinghulen var der de største myretuer jeg nogensinde har set. En af dem var nok over 2 meter høj.

Krible-krable. Så er der myretue for alle pengene. Suverænt den største vi fandt. Tuerne lå ganske tæt, så der har formentlig været udkæmpet masser af myreslag her i skovbunden.

Ebeltoft

Urbaniseringen i området er heller aldrig rigtig slået igennem. Ebeltoft stod i stampe længe og man havde ikke råd til at bygge nyt. Det er så en fordel i dag hvor turisterne kan se på en gennemrestaureret købstad med 3-400 år gamle huse, næsten som det var engang.

Generelt er de meget få gårde og huse i Mols Bjerge velholdte. Her er tækkemand Søren Fur i gang med at lægge nye strå på Søballegård lidt nord for Fuglsø.

Nu er der dog fortrinsvis butikker, restauranter og museer for de turister som må ernære områdets fastboende. Her i efterårsferien er der så en stort anlagt Ebelfestival med masser af aktiviteter. Molboernes traditionelle landsbyer Agri og Knebel er i stærkt forfald. Den enorme præstegård har knuste ruder.

 At Ebeltoft engang var så fattig at man ikke havde råd til at bygge nye huse, synes at være byens held i dag. Gade op og gade ned er der det ene turistmotiv efter det andet.

Ruterne

Vi gik to ruter:
1. Fuglsø Strand. Trehøje. Toggerbo. Agri Baunehøj. Agri. Tinghulen. Vistofte Plantage. Vistofte. Fuglsø. Ialt ca 16 km. Hovedsagelig grusveje.
2. Fuglsø strand. Trehøje. Toggerbo. Skovbjerg. Ovre Strandkær. Den italienske sti. Femmøller. Ialt ca. 10 km.

Udsigt fra Fuglsøcentret mod Ebeltoft. Statuen i forgrunden er måske københavnere bekendt, i hvert fald hvis man er fra Nørrebro og ofte går over Dronning Louises Bro.

Fuglsøcentret ligger på en gammel militærlejr 1899-1933. Herefter købte DGI grunden og lavede sommerlejre. I dag er det et kursus- og konferencested med 148 værelser hvor også sådan nogen som os kan komme.

Nationalpark Mols. Har 4 foldere for kultur, friluft osv. Ellers er de ens.
Naturstyrelsens folder. Det bedste folderkort jeg kunne finde. Suppler eventuelt info med nationalparkens.