Søsum - en landsby i provinsen

Diskret landsby, omgivet af stortslåede tunneldale med flotte udsigter er hvad denne tur til Søsum og omegn byder på.

Søsum ligger i et hul, geologisk mere præcist sagt, en tunneldal fra istiden. Det betyder at den er lidt svær at få øje på. Fx når man som her kommer ad den private grusvej fra Stenlilllevej.

Der har været mennesker i Søsum tilbage til vikingetiden eller ældste middelalder. Syosum "Søen ned til huset" eller søhusene lå på hovedvejen mellem Roskilde og Nordøstsjælland. Den gik gennem Søsum Bygade, Stenspilsstræde, Madam Anesvej og videre mod nord til bl.a. Kirke Værløse. Vejstrukturen er nogenlunde uændret som dengang.

Sådan vil mange nok opleve Søsum fra bilruden. Nå ja, det ser da meget hyggeligt ud. Og der er en bus! Et par minutter, og man er ude igen. Men det kan godt betale sig at kratte i diskretionen.

Landsbyen hørte til Knardrup Kloster med ladegård ved Stigsholm. Landsbyens centrum (forten) lå mellem Søsum Bygade og Madam Anesvej. Gadekæret blev fyldt op i 1950 og lå ved fællesarealet ved Madam Anesvej. Madam Ane? Måske fordi landsbyens gadekær lå her, og Ane i Kæret er et dansk mundheld. Landsbyen havde/har omkring 10 gårde og en række mindre huse langs Bygaden, Stenpilsgade og Madam Anesvej. Gårdene overlevede. Husene gjorde ikke. De er så ombyggede at de ikke er anset for bevaringsværdige.

Søsum er mange steder bygget op ad skråninger, så der er stengærder der holder på jorden. Diskret ligger denne stråtækte idyl lidt tilbagetrukket fra Bygaden. Den er blandt de mere synlige. Ofte gemmer husene sig bag beplantning, sving eller andet.

En af de flotteste gårde i Søsum er Pudebjerggård, selvom der nu kun er en del tilbage. Landbrug er der kun på Møllegård og Brunhøjvej. Selvom den trelængede Stigsholm på Lillevangsvang har en høj bevaringsværdighed, er gården i stærkt forfald. På en af længerne hænger nogle gamle til salg skilte hvor man foreslår et bæredygtigt bofællesskab med 3 separate boliger. Og et gulnet avisudklip fortæller at boligopsvinget breder sig.

Her kan man fornemme at byens centrum lå før købmanden lukkede. Bygningen er i forfald. Men jeg synes at der emmer landsbykøbmand af den store slags her. Med lagerbygning, gårdsplads og det hele. Her forestiller jeg mig de Søsum-borgere og folk fra oplandet har mødtes og set hinanden an. Udvekslet synspunkter om de moderne tider og sædernes forfald, det dårlige vejr og elendige landsbrugspriser.

Man kan køre gennem den ganske trafikerede Bygaden og tænke at dette så var endnu en af disse karakteristiske danske anonyme landsbyer. Men hvis man går ned ad små stræderne, eller kigger lidt op eller bag hegnene, vil man opdage Rytterskolen, Skovvangsvej 1 (1725) ved rundkørslen, forskolen (fra 1923) på Toppevadvej 7. Begge er nu boliger. Sammen med den lille smedje er rytterskolen vurderet som landsbyens største kulturelle arv. Grundejerforeningen har en hjemmeside hvor den fortæller om landsbyen. Jeg kunne egentlig godt lide byen. Den har ikke nogen aura af museum eller selvhøjtidelighed.

Kresten Smeds Stræde - navnet siger næsten alt. Og jo, der ligger faktisk et gammelt, bevaringsværdigt smedehus på vejen. Nu er det en ideel vandringsvej.

Især efter 1960 blev landsbyen udbygget med boliger, udstykket ved Skolevangen og Brunhøjvej. I dag er der omkring 300 indbyggere i 115 boliger. Der skal vedtages en ny lokalplan den 15. oktober i år. Mange oplysninger i dette indlæg stammer fra denne lokalplan. Lokalplanen vil forsøge at pointere Søsum som landsby. Det er nok for sent at reetablere den som "gammel" landsby, men så måske som "fungerende" og moderne landsby?

Den er god nok, det er fritgående grise i forgrunden, og i baggrunden den gård hvor de hører til, Pers Griseri. Her reklameres der med økogrise. Måske er denne form for nicheproduktion fremtiden for dele af de mindre gårde omkring Søsum.

Der er lavet en oversigt over bønderne på gårdene, men udover disse er der ikke så meget kendt om dem. Af andre erhverv var der i slutningen af 1800-tallet en købmandsgård på Bygaden 31, en telefoncentral og en transformatorstation. Hele 3 smedjer, hvoraf den ene stadig findes på Kresten Smeds Stræde nr. 7. Disse er dog for længst nedlagt, købmandsbutikken ombygget til ukendelighed. Høloftet på Toppevadvej 8 ser forladt og fredelig ud i dag. Generelt vil man kunne finde mange rigtig store gårde i oplandet til Søsum. Nærmest industriagtige. De mindre gårde er derimod lavet om til andre formål end landbrug.

Søer og vandløb før og nu

Østersø øst for landsbyen blev tørlagt i slutningen af 1700-tallet. Kun stierne langs breddens findes endnu: Nordre Sørække og Østersø. Som med Skenkelsø Sø blev landvindingen ikke en stor succes: Vandet var ikke sådan til at stoppe. Og nu opgiver man måske også at stoppe vandet, for der er planer om at gøre Østersø til oversvømmelsesbassin pga. klimaændringerne. Kommunen overvejer af samme grund at frilægge de rørlagte vandløb igen.

Østersø, ikke at forveksle med det meget større hav Østersøen, er pt udtørret. Men at det engang har været en sø, ser man fra området mellem Toppevadvej og Nordre Sørække. Træerne længst væk ligger på den nu udtørrede søbund. Men måske får den en renæssance som sø engang i fremtiden.

Nogenlunde samme skæbne, blot med omvendte fortegn, gælder Tranemosen ca. en kilometer øst for Søsum. Den var oprindeligt en sø, så mose. Men "man" glemte at vedligeholde afløbet mod vest, og er nu lavbundet sø igen.

Tranemosen set fra vest mod øst. Man kan gå langs en sti på nordsiden (til venstre) af mosen, med lidt god vilje og på en tør dag som denne. Her ligger nogle skure, bådehuse eller pensionisthaver - ikke helt sikker på hvad det var.

Søsum Teglværk

En københavner ved navn Gustav Westring (1880-1948) arvede nogle penge som han købte Fluebjerggård for. I perioden 1924-1960 forsøgte han og hans søn Frederik (1906-1963) sig med teglproduktion på Søsum Teglværk (hvor der nu er genbrugsplads). Nogen stor arbejdsplads blev det dog aldrig, man nåede kun op på omkring 30 mand. Omkring 1952 fik det problemer med at lokke arbejdskraft til, så man byggede nogle arbejderboliger på hjørnet af Skovvangsvej og Toppevadsvej. Ved siden af dem var der en bygning ("Lokomotivet") med mindre rum til enlige og en fælles spisestue. Produktionen blev indstillet i 1960 og i 1984 blev teglværket nedrevet.

Jeg er ikke helt sikker på hvor meget der er de oprindelige arbejderboliger og hvor meget der er nyere byggeri. Men denne bygning (der i øvrigt er til salg) stemmer meget godt med beskrivelsen af "Lokomotivet". Fra andre vinkler minder den faktisk lidt om et lokomotiv. Teglværksejerens gård ligger helt gemt bag bakker.

Lokalnyt

Lokalnyhederne fra Lokalavisen Egedal fortæller om et varieret liv i Søsum. I sommers gik det livligt til på Høloftet, hvor to brødre måtte skilles ad af politiet til et krondiamantbryllup, og ungdomskriminel tyv i Søsum, Bygaden. I det hele taget rapporterer lokalavisen jævnligt om tyverier i Søsum. En PH-lampe, pengeskab,  indbrud, åbne hoveddøre,  smykker mm. Alligevel omtaler forkvinden for landsbyerne i Egedal, Lone Lunding, at landsbyerne er trygge, og hun bruger Søsum som eksempel:

Tag for eksempel en by som Søsum. Jeg er helt sikker på, at hvis du bor i byen og har brug for hjælp, eller du pludselig bliver alene, så får du en hjælpende hånd med det samme. Folk kender hinanden, og derfor er det mere naturligt at gå over og spørge, om der er noget, man kan gøre.

Trafikmæssigt blev en 52-årig knallerist taget for spritkørsel, og en pige blev væltet af en lastbil og slog venstre knæ og skulder. Helt fredeligt var den lokale amerikanerbilklub "Bad Company Costums Søsum" der afholdt biltræf på Pudebjerggård. Og en lokal biavler har gjort sig bemærket ved Berings Blomster i København.

Fuglesø set fra Spydbakken. En skam at denne vej ikke er vandrevenlig, for udsigterne er storslåede. Og det var her jeg så tre hjorte springe rundt ude i landskabet. Her får man et godt indtryk af landskabets karakter af tunneldale. Bakker, dale og i klart vejr som dette kan man se rigtig langt.

I moderne tid har den verdenskendte jazzpianist Thomas Clausen slået sig ned i landsbyen. Men ellers er det som forventet småt med celebriteter i landsbyen.

Urmager Kyhl

Jeg har fundet en enkelt berømt person der er født i Søsum: Urmager Henrik Larsen Kyhl (1793-1866). Han blev født i Søsum ud af en søskendeflok på 10, bl.a. guldsmed Peter Kyhl. Dansk Biografisk Leksikon omtaler ham som søn af Lars Kyhl fra Holsten, jordbruger og hjulmand, og Maren Jensdatter. Henrik kom i urmagerlære i København og så gik han ellers amok. Blandt hans bedrifter var bl.a. et originalt kileindgribningssystem, en type tranblusgadelygte som blev benyttet i København 1828-1857. Han var den første til at anvende støbejern i ure og i 1835 en mekanisk blindramme. Han var 1832-38 oldermand for Københavns Urmagerlav. I 1841 foreslog han at anvende asfalt til gadebelægning, men der var han forud for sin tid og det blev ikke til boget.

Af mere politiske meritter kan nævnes, at han i 1838 blev en af  "Stadens 32 mænd" og senere borgerrepræsentant (til 1859). 1840 valgt til stændersuppleant. 1844 og 1846 deltog han i stænderforsamlingerne i Roskilde. Ifølge Wikipedia (der har oplysningerne fra Dansk Biografisk leksikon) var han blandt tidens frisindede retning. 1835 medstifter af Selskabet for Trykkefrihedens Rette Brug, som spillede en stor rolle i oprettelsen af folkebibliotekerne. En artikel i Historiske Meddelelser om København 1954 (s. 225-364) af Sigurd Nielsen nævner ham dog ikke. Den beskæftiger sig ellers ganske indgående med diskussionerne i selskabet. 1838-1863 repræsentant i Industriforeningen.

Han sad i klammeri med Tivolis grundlægger Carstensen (1843) da han frem til 1957 var formand for bestyrelsen og i perioder også direktør. I 1840 blev han medlem af komiteen til undersøgelse af Københavns lavsvæsen. 1848 var han medstifter af Det skandinaviske Selskab, og samme år valgtes han til medlem af valgbestyrelsen for København ved valget af deputerede til den bebudede Rigsforsamling. I sine sidste år syslede han med magnetiske og andre fysiske forsøg.

Skovvangsvej er (endnu en) af flere landeveje som ikke er deciderede vandreveje hvor man ofte må ud i grus- eller græsrabatten for forbipasserende biler. Men til gengæld er udsigterne storslåede. Midt i billedet kan man ane de blå hangarer på Flyvestation Værløse ca. 5 km væk, og også Herlev Sygehus, ca. 10 km væk, var ganske tydelig.


Lokalplan for Søsum.
Egedal Kommunes forslag til ture i kommunen.

Ruten

Egedal Station. Maglevadsvej. I forlængelse af Maglevadsvej går en fantastisk vandresti forbi Tyvekrog til Lillevang. Lillevangsvej. Søsum. Undgå Toppevadvej, brug i stedet Nordre Sørække (grus). Skovvangsvej er en trafikeret vej, men det opvejes af de fantastiske udsigter. Sti nord langs nordsiden af Tranemosen. Kresten Smeds Stræde. Søsum. Spydbakken er stærkt trafikeret, men udsigterne debårende. Veksø Station. Uden afstikkere ca. 15 km. Med de nævnte omveje omkring 18 km.

Utterslev Mose lige nu

En oplevelsestur rundt om Utterslev Mose. Det gælder om at udnytte dage som disse, hvor temperaturen er god, solen står højt og dagene stadig har noget lys at byde på.

Det er rigtig godt tørrevejr i dag: Sol, pæn temperatur over 10 grader og tør vind. Også perfekt til at vandre i. Selvom det måske blæser lige lovlig meget på åbne strækninger, kan man jo altid vælge at gå lidt i læ, fx i Utterslev Mose hvor krat og høje træer sørger for susende musik, der på denne dag helt overdøver billarmen. Mosen ligger tæt på hvor jeg bor, og jeg skal bare gå langs Vestvolden et stykke vej.

Legepladsen i Kagså Batteri er færdig. Den er lavet i bedste voldstil med jernbanespor, kanon osv. Pavillonerne i baggrunden er ikke af stof, men af metal. Jeg prøvede om jeg kunne få vognen til at køre, men den gik ikke. Det er for øvrigt en sandkasse.

Man kan næsten høre på blæstens susen i træerne at det er ved at blive efterår - for alvor. Men når efteråret ter sig som i dag, er det ideelt til at vandre, hvis ellers man hører til de der sveder meget og tit er gennemblødte af sved i højsommeren. Vejret nærmest appellerer til at gå rask til, og luften føles helt anderledes frisk og let at indånde.

Blæsten går frisk over Midtmosens vande. Sivene lægger sig efter vinden. Specielt poplerne har musik i løvet en sådan dag. Endnu står de fleste træer grønne. Men de gule nuancer er da ved at brede sig.

Desuden er det også nu mange af frugterne ser bedst ud. De er ikke overmodne eller ramt overvældende af råd og svamp, de nærmest strutter af sundhed, farverne er vidunderlige og giver humøret en ekstra tand opad. Måske vækker det urmenneskets instinkt for at blanke og skinnende bær med dybe farver er tidspunktet hvor de skal indsamles?

 Bær. Naturens overflod, og hvilke farver!

Ikke lige noget storbymennesker er afhængige af, men måske vækker de vores trang til at indsamle og gemme til vinteren. I hvert fald mærkede jeg et slåenkrat som jeg da fik helt lyst til at frekventere når de engang har fået frost. Jeg siger ikke hvor, jeg vil have dem for mig selv!

Det er nu de ser bedst ud, bærrene. Om en måned er de mærket af frost, råd, svamp og sneglebid. Hvis ikke det var sådan, var de jo lige til at hænge på juletræet om et par måneder.

Terneøen i mosen ser ud til at have det godt. Den er tilgroet i den ene ende med siv. Resten af øen ligner lidt en hønsegård. Men det er vel egentlig også det den skal være: Et sted hvor mågerne kan finde fred og ro. Ellers er der ikke så meget nyt fra mosen. Jeg må igen forundres over de kæmpestore græsplæner der er mange steder. Mon ikke man bare kunne lade dem gro til? Eller er der en årsag til at det skal se sådan ud? Nå, det bestemmer jeg ikke, og måske er der nogen der synes at det ser plænt ud.

Læsere af Vandringsløse Tidende har måske bemærket min fascination af svampe. Så jeg er en glad mand når jeg ser et syn som dette. Svampene er mærkelige væsner, hverken dyr eller planter. De fører et ubemærket liv under jorden, altså undtagen et par måneder om året hvor de stikker deres frugtlegemer op, lidt lige som at gøre opmærksom på at de er der. Farver, former, lugt .... der er ikke mange der er ens. Alligevel er man ikke i tvivl om at det er en svamp.

Ruten

Man finder bare et sted hvor man kan støde til mosen, og begynder at gå derudaf. Grusveje hele vejen. Græs, hvis man kigger sig godt for for hundelorte. Hele turen er ca. 10 km. Plus til/fra mosen.

Vallensbæk-Dybbølsbro

Inddæmninger i nyere tid kunne være temaet for denne knap 20 kilometer lange odyssé. Vandretur på kanten af storbyen!

 

Strandparken

Strandparken langs Køge Bugt er omkring 7 km lang kunstig strand og anlagt i 1980erne. Men den falder i flere dele, og jeg nøjedes med den knap 3 km. lange strækning langs Brøndby Strand. Som både er betegnelsen for en bydel der blev opført fra 1960'erne og nu har omkring 34.000 indbyggere og en moderne strand med egen hjemmeside og sågar en Facebookside. Lidt floskelagtigt når vi snakker strand kunne man sige at der har været to bølger af badeturisme ved Brøndby Strand: I 1920'erne og 1930'erne myldrede københavnere til fx Brøndby Badehotel (1912, Gl. Køgevej 793). Hotellet blev 1957 som Pensionen Brøndbyhus for straffelovsovertrædere fra Herstedvester.

Strandparken til højre, og vandet er de kunstige indsøer som den har skabt. De gamle, naturlige strande er nu sivbevoksede og det er vanskeligt at bade fra dem. Man aner Strandparkens græsareal med den skyggefulde træ- og buskbevoksning på græsset.

Stranden ud for hotellet eksisterer stadig og er den naturlige strand. Men nogen badestrand er det ikke længere. Den ligger ½ km længere ud i vandet og er en kunstigt anlagt strand. En flere hundrede meter bred bræmme som i tværsnit ser nogenlunde ud sådan: Tættest ved kysten en græsslette med træer og buske. Dernæst en bred grusvej. Fulgt af en høj klit med stikkende klitbevoksning og endelig den meget fine sandstrand, der dog på dette tidspunkt lugter af det rådne, opskyllede tang.

Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det. Men stranden her er kunstig. Førhen var der bare vand. Og hvert eneste sandskorn er blevet bragt hertil af mennesker. Herefter er der plantet klit. Man aner havets brutalitet. Strandkanten er allerede ved at blive eroderet væk, og der er nærmest en ca. 1 meter høj skrænt yderst ved vandet. Bagest aner man Vandringsmandens næste mål: Avedøre Holme.

Avedøre Holme

Avedøre Holme var for ikke så mange årtier siden holme, altså halvøer. Det ses tydeligt når man følger den nuværende kystlinje, for man går på en høj dæmning og sine steder er terrænet bag dæmningen lavere end havoverfladen. Strandenge og småholme blev 1962-64 fyldt op og så var det slut med mosekonebryg, storke, brushaner og vildænder. Ind med overskydende opgravet jord fra de mange byggearbejder i hovedstadsområdet. Diger, pumpeanlæg og kanaler sørger for at havet ikke oversvømmer det hele igen.

Spildevandsanlægget er bare enormt. Det strækker sig over ca. 2 km x 500 m. I forgrunden ses et virvar af bassiner, i baggrunden anlæggene. Der lugter på læsiden. Men vel fri af denne, står den friske havlugt i ens næsebor.

Hvis man vil studere en storbys tekniske potens, så må dette være stedet. Området langs kysten er præget af to gigantiske anlæg: 2 km går man langs spildevandsanlægget. Og DONGs imposante Avedøreværk kan ses overalt hvor man bevæger sig. Tæt på er det nærmest skræmmende. Et par meter ude i havet står nogle store vindmøller. Et sådant guldgraverlignende område tiltrak også i dansk målestok dubiøse personer som Bøje Nielsen. Om ham står der på Forstadsmuseets hjemmeside:

Bøje Nielsen (fik)  ideen til Danmarks største kontorhus, der skulle spænde over Havnevejen og danne en formidabel port til Holmene. Huset skulle ikke blot rumme kontorer, men også butikker, restauranter, undervisningslokaler etc. Byggeriet blev sat i gang 1980/81. Byggematadoren, der var mangemillionær, havde store visioner omkring sit center. Han fulgte arbejdet med egen helikopterforbindelse fra sin bopæl i Næstved. På Holmene havde han en privat grund til landingsbane. Et lokalt sagn ville også vide, at Bøje Nielsen i højhuset havde indrettet en privat suite med badeværelse, hvor haner og rør var af guld.

Og hjemmesiden er i det hele underholdende læsning om hvordan alting måske ikke foregår lige regulært når nye områder kastes for ulvene.

Dæmningen skærer sig beskyttende gennem billedet. Der er næsten direkte adgang til en af de tre gigantiske vindmøller og i bagrunden tårner Avedøreværket sig op. Bemærk det "lille" kran lidt til venstre for vindmøllen. Den er i virkeligheden enorm, men ved siden af værket, syner den næsten ikke af noget.

Østsiden af Avedøre Holme er præget af havneindløbet med udsigt til Amager på den anden side. Umiddelbart neden for Amagermotorvejens bro over Skrædderholmen har NCC sandgravning. De er stadig i gang på dette sene tidspunkt. Man skal forbi sandgraven for at kunne komme ud på Skrædderholmen. Man kan gå på den kunstige holm, der blev lavet i forbindelse med motorvejen i 1987. Men solen er ved at gå ned, så jeg nøjes med at nyde den storslåede udsigt man har fra broen. Jo, motorvejen larmer og støjer, men det er jo altså storby, det her. Så intet overraskende i det.

På vej ned ad broen fra Skrædderholmen kan man for alvor se at Vestamager er inddæmmet område. Dæmningen er blevet forhøjer, og den er endnu ikke groet til. I baggrunden Avedøre Holme. På denne afstand ser Avedøreværket nærmest helt spøgelsesagtigt ud. Jeg går ud fra at man netop har valgt farven af samme grund.

 

"Lorteøen"

Skrædderholmen fører til Amager - også kendt som Lorteøen, og til en vis grad lever den stadig op til dette dubiøse navn, selv om det i dag foregår uden mere civiliserede former. Også her kan man gå på dæmningen. Der er lavet en udmærket trampesti på toppen. Og så undgår man de mange joggingløbere og cyklister på asfaltstien umiddelbart bag ved dæmningen.

Dæmningen strækker sig nærmet i lige linje 4 km fra Amagermotorvejen til Sjællandsbroen. Det er ikke den man kan se i baggrunden. Det er derimod jernbanebroen lidt syd for bilbroen. På den anden side af Kalvebodløbet kan man ane Sydhavnstippen og lystbådehavnen. Kajakker og robåde udnytter at der næsten ingen bølger er.

Området langs dæmningen syd for Vejlands Alle bliver brugt til alskens upopulære fritids- og industrivirksomheder: Storkøbenhavns Modelflyveklub. Skydeområde for Københavns Skyttecenter  har medført klager fra beboere i Kongens Enghave over knalderiet, men der er ikke fare for løsgående kugler selv om det nærmest lyder som krigen er brudt ud. Sorteringsanlægget Afatek (2011) der tager sig af genudvinding af metaller fra slagger. RGS90 A/S - Grøften modtager forurenet jord af ukendt type fra andre kommuner. Jo, selv anbringelse af lort er blevet moderniseret og genskabt i en ny generation.

Mellem Sjællandsbroen og Islands Brygge trænger urbaniseringen sig på nordfra. Man kan ane byggekranerne og i det fjerne skimte højhuse. Men træder man et skridt ud til kysten, ser den stadig upåvirket ud, i hvert fald på denne side af Sydhavnen. På den anden side anes skorstene fra H. C. Ørstedsværket, og i det fjerne byggerierne, der skygger for Fisketorvet.

Nokken

Disse er dog alle nyere end de larmende anlæg fra nord for Vejlands Alle. Her har der i årtier ligget en motorcrossbane, speedwaybane, Sønderbro Haveforening (1979) og det historisk legendariske Nokken. En mere nøgtern og byplanagtig beskrivelse med gode luftfotoer, kort, oversigter mm findes i en startredegørelse fra 2010. Men ellers rummer Nokken nok til dramaer som mange danskere godt kan lide: "Den lille mands kamp mod systemet", Davids kamp mod Goliat, osv.

Jamen, det ligner jo nærmest en scene fra "Invasion fra Mars". I baggrunden kraner og højhusbyggerier. I forgrunden de spinkle og tilsyneladende forsvarsløse huse i Nokken. Der dog mangler danebrog. Men tilsyneladende har de som en anden Gandalf stillet sig op foran uhyret og sagt: "Hertil og ikke længere". På de moderne huses parkeringsplads er samtidig de anarkistisk ophængte postkasser "Velkommen i det vilde" til beboerne i Nokken. Så kan det nærmest ikke blive mere symbolsk.

Historien om fiskernes redskabsskure fra før 2. verdenskrig, til udviklingen af et minisamfund "på trods". Historien om kommunens planer om fx placering af husbåde ud for området og kommunens skrinlægning af samme planer. Og nok til at gøre det til adskillige projekter, bl.a. studieobjekt for RUC-studerende med udgangspunkt i Jürgen Habermas' teori om kommunikativ handlen og en sammenligning med det arkitektonisk nøje tilrettelagte Sluseholmen. Men også hvor helten er 5. generationssnedker og dramaet søsætning af en sjægt (bådtype).

Med dette nærmest episk-mytologiske og symbolske billede fra Nokken kigget over skulderen til Islands Brygge er turen ved at være slut. Jeg går over det gamle havneområde, hvor kun gammel asfalt og de nedgravede, rustne skinner vidner om en glorværdig fortid som havneområde. Hvor skuder lå side om side, og luften summede af sømænd, havnearbejdere og udlængsel.

Fyraftensture

"Efter arbejde"-vandreture er ture hvor jeg udnytter at jeg er i København City og mere centralt placeret i forhold til at komme langt omkring med s-tog, i stedet for derhjemmefra, hvor jeg er lidt begrænset af Frederikssundbanen. Til gengæld er jeg så efter en arbejdsdag ikke så oplagt til at gå rigtig lange ture.

Ruten

Vallensbæk St. - Svingelstien gennem Vallensbæk og Brøndby Strand (sand, grus eller græd) - Stien langs yderkanten af Avedøre Holme (asfalt) - Skrædderholmen (asfalt) - Vestsiden af Amager på dæmningen og langs Amager Fælled (asfalt og græs)- Broen til Fisketorvet - Dybbølsbro St. Ialt ca. 18 km. Turen kan afkortes eller forlænges (fx fra Hundige St.) efter behag.