Kagsåen

Bæk, grøft, rende .... alt sammen navne som passer på Kagsåen.

Kagsåen er en med lidt god vilje 6 km lang "å" som forbinder Smørmosen med Harrestrup Å. Intetsteds langs åen er det stort besvær at gå over åen efter vand. Det kan gøres med et langt skridt. Men som agility-bane i et område fattigt med natur er en tur frem og tilbage langs åen udmærket. Og kan med afstikkere gøres kortere eller længere efter behag. At åen historisk set har været et vigtigt landmærke, fremgår af at den i næsten hele sin udstrækning danner grænse mellem kommuner. Først Gladsaxe og Herlev, senere København og Rødovre. Og med alt hvad dertil hører af politisk "hvem skal nu betale" (underforstået vedligeholdelse af åen).

Midt i gyldenriskrattet løber der en række dunhammere, og de markerer hvor åløbet er. Træerne står i Smørmosen. Man kan kæmpe sig vej hen langs åkanalen til træerne, men så skal man vist have specialudstyr og en machete med. Strengt taget har jeg altså ikke set selve udspringet, men formoder at det må være en ca. 10 m inde i træerne.

I modsætning til en "rigtig" å, hvor mange bække gør en stor å, er Kagsåens udspring ret markant. Det kan stedfæstes inden for 10 m. omkring Smørmosen. Eller rettere, det kunne det indtil mosens vandstand blev sænket, for i dag løber åen den "forkerte" vej tilbage i mosen, og udspringet bliver sådan noget underligt noget omkring Klausdalsbrovej. Men jeg forsikrer at der stadig findes en kanal med de karakteristiske fortovsfliser der peger direkte ud i Smørmosen.

Haveforeningsfolket er på plads denne søndag. Dannebrog er hejst overalt. Men de syner kun små i sammenligning med Amtssygehus Herlev. Et markant pejlemærke som næsten kan ses på hele strækningen langs Kagsåen. Bemærk opgravet dynd langs bredden.

Den første del af åen vil de fleste nok opfatte som en rende. Faktisk er der slet ingen vand på denne septembersøndag - selv om vi ellers har haft regn. Til gengæld har man fjernet sivbevoksningen så man nu rent faktisk kan se selve åen. Det må være sket for nyligt, for der ligger stadig klumper af opgravet bundslam langs åen gennem haveforeningerne syd for Klausdalsbrovej. I det hele taget er der gjort en del på denne strækning for at blotlægge åen så den ikke blot fremstår som en sivbevoksning.

De første par kilometer er der stort set intet vand i åen for tiden. Som her ved nordenden af kildepladserne ved Kagsåkollegiet.

Der er flere grundvandsboringer og kildepladser langs åen efter Kagsåkollegiet. Her hentes stadig grundvand til vandforsyningen. Og det er strengt forbudt at kaste affald. Kildepladserne fungerer dog som affaldsdepot for hundelorte der ligger tæt og med få meters afstand langs grusvejene. Færdsel i græsset med riflede såler må stærkt frarådes, med mindre man har lyst til at gå med den friske duft i næseborene.

 På strækningen syd for fodboldbanen har åen fået lov til at slynge sig uden fortorvsfliser mv. Men der er heller ikke særlig meget gang i vandet. Faktisk forekommer det mig at der er mere vand end der plejer at være. Til højre ligger Kagsåparken. På dette sted er den noget urskovsagtig og uigennemtrængelig. Slet ikke en dårlig ting.

Det er kun åens østlige bred som er offentligt tilgængelig. Private grunde ligger ned til den vestlige bred, bl.a. Herlevhuse. Til gengæld er der kun få steder hvor der ingen vej er udenom, eller rettere: Der er en vej udenom, for man kan ikke følge åløbet. Det gælder under motorring 3 og dens afkørsel mod Pilebro. Man kan faktisk godt soppe med gummistøvler under Motorring 3, men man kan ikke gå oprejst, og det er bestemt ikke en oplevelse for klaustrofobe. Til gengæld ser det ud til at man har tænkt sig at åbne strækningen fra Frederikssundsvej til Kagsmosen efter at have lavet det nye oversvømmelsesbasin mm. Vejarbejdet tværs over Frederikssundsvej er tilendebragt, og der er nu kun et nødtørftigt gitter langs vejen. Forhåbentlig bliver det fjernet så publikum kan gå det lille stykke langs åen.

Et par hundrede meter nord for hvor åen krydser under Motorring 3 går stien et pænt stykke fra åen. Egentlig synd at man ikke har lavet en trampesti langs åen her. For det er det mest dramatiske stykke: En meterhøj skrænt fører ned til åen, og den gamle bro - har den været brugt i en Indiana Jones-film?

Kanterne langs åen fra Frederikssundsvej til Kagsmosen er blevet moderniseret og bunden belagt med sten. Det var tiltrængt. På resten af åforløbet er kanterne af åen ligesom i øvrigt Harrestrup Å belagt med de mest grimme fortovsfliser, planker, trådnet og hegn. Muligvis har de en funktion med at de forhindrer skred. Men pænt ser det ikke ud, og især ved underløbet til Motorring 3 er fortovsfliserne braset ned og ligget hulter til pulter på bunden.

Stykket mellem Frederikssundsvej og Sonatevej (hvorfra fotoet er taget). Dette er blevet helt nygravet og bunden belagt med sten. Nu er kanterne groet til igen. Det er gået stærkt. Og der er åbent i Sonatevejsenden. Til gengæld er der afspærring fra Frederikssundsvej. Den håber jeg bliver fjernet!

Åen har vist ikke nogen naturlig forbindelse til Kagsmosen. Det er ligesom om at når den ser ud til at strømme ind i Kagsmosen, slår den et sving og begiver sig mod Harrestrup Å. Der er dog nogle rør ud ti mosen. På denne strækning er der nu blevet ryddet på Københavnssiden så man føler sig faktisk hensat til den fri natur, var det ikke fordi støjen for motorvejen er på sit højeste her.

Det opgravede materiale fra oversvømmelsesbassinnet ved Kagsmosen er blevet brugt til dels en generel forhøjning af området, dels til at lave en "runddysse" med tilhørende sten på toppen. Bakken er pt afspærret, formentlig for at undgå ulykker. Jorden må stadig være meget blød. Men som det ses er der allerede kommet godt med bevoksning.

Jeg har aldrig set levende større dyr som fisk, frøer eller lignende i åen. Heller ikke ved Kagsmosen, hvor der dog af og til svømmer nogle ænder rundt. Livet langs bredden af åen emmer heller ikke ligefrem af dyreliv. Der er en del planter, men ingen udover dem man kunne forvente. Om kommunerne har tænkt sig at gøre noget ved det, ved jeg ikke. Formentlig ikke.

Langs Kagsmosen er det eneste stykke hvor man kan fornemme at åen har et naturligt udseende. Bortset fra at man jo også her har træværk langs siderne af åen. Det kunne jeg personligt godt tænke mig fjernet til fordel for noget lignende det man har lavet syd for Frederikssundvej.

Kun omkring Kagsmosen er der sket en del. Stenene på bunden af åen skulle være med til at rense vandet op, og måske vil der engang, ad åre, komme et naturlignende åliv (igen). Men det vil i givet fald være på et meget lille stykke. på nuværende tidspunkt ser der meget uoverskueligt ud at skulle genetablere et eller andet på strækningen mellem Brunevang og motorvejen. Det område er formentligt fortabt i en uoverskuelig årrække.

Med Motorring 3s udvidelse med et ekstra spor i begge retninger blev der gjort yderligere indhug i Kagsåens bredder, så motorvejen nu nærmest danner åens ene bred. Til den anden side er der etagebyggerier, og det vil være lidt af en opgave for en landskabsarkitekt at få det gjort publikumsvenligt. I det fjerne kan man lige ane Harrestrup Å, som samtidig markerer Kagsåens endeligt.

Ruten

Kagsåen er med lidt god vilje 6 km. lang. Men man kan jo tage strækningen frem og tilbage. Derudover er det oplagt at lave afstikkere til Smørmosen, Haveforeningerne, Herlevhuse, Kagsmosen og Harrestrup Å. Min rute i dag var frem og tilbage ca. 12 km.

Edelgave - og dansk slavehandel

I gang igen efter sygdom. En herlig tur gennem bakkede landskaber. Også en tur gennem dansk historie - og et smut til de vestindiske øer.

Syd for Veksø fører vejene gennem områder hvor godset Edelgave engang satte sit præg. Vejene er i dag trafikerede,men det opvejes til dels af det pragtfulde bakkelandskab. På gården Vaselund syd for Veksø boede engang en gullaschbaron, (altså en der tjente penge på at sælge dårligt kød til soldater i 1. Verdenskrig). Han byggede Veksø Slot mellem Hove og Veksø for pengene. På hjemmesiden ser de nuværende ejere dog mere skikkelige ud.

 Landskabet syd for Veksø er meget bakket, og man kan herfra se to gårde, Skelhøjgård og Vaselundgård, samt skimte Hove-masten i baggrunden. Lidt pudsigt ser det ud til at det er flagstangen på Skelhøjgård der er blevet forlænget. Men det er altså telemasten.

Vilhelm Nielsen (1918-1978) var i lære på Edelgave i 1935 som landmand, og hans karriere er mere kendt. Han købte i 1943 Nonnemosegård få hundrede meter nordvest for Edelgave, og var sognerådsformand i Ledøje-Smørum Kommune 1958-70. Først for Venstre, dernæst de Konservative og sidst en borgerliste. De fleste omtaler af ham på internettet handler om at han forsøgte at modernisere kommunen med det formål at øge befolkningstallet, så kommunen fortsat kunne være selvstændig. Udstykninger var svaret på det.

Lundevejgård i Hove. Over for gården ligger den maskinstation hvor fætrene fra Torngård købte mejetærskere. Den er dog knap så fotogen som denne prægtige gård. Omend Hove ikke er nogen storstad, er trafikken regelmæssig. Egentlige vandrestier findes ikke. Der er kun rabatten.

Både Hove og Hove Overdrev er værd at besøge hvis man er til landsbyer hvor tiden tilsyneladende er stået stille. Nogle af gårdene er dog overgået til andre formål, fx er Hove landsbys Buehøjgård nu møbelforretning. Thorsøgårds  historie går tilbage til 1600-tallet og bygningerne er fra 1888. Ejeren af Egebjerggård fik i 2005 underkendt sine "Adgang forbudt-skilte" til Hovemasten. Den 318 meter høje sendemast blev opført i 1987 for TV2, så der er lidt mediehistorie gemt her. Masten er meget synligt næsten overalt hvor man færdes.

Såvel Hove som Hove Overdrev emmer af forne tider. Enhver kan så lægge historier til hvad man ser. Mange gårde fremstår velholdte, mens andre er i lodret forfald. Denne hører til den sidstnævnte af slagsen. Overdrevsvej er ikke så befærdet, men man kan ikke undgå at skulle langt ind i rabatten for bilerne.

I Hove ligger to kæmpedysser næsten side om side. Den ene er offentlig, langdyssen på 90 x 11 meter og nu kun 1 meter høj. Den anden, Buehøj, ligger bogstaveligt talt klods op ad et hus i dettes baghave, og der er ikke adgang. Kong Bue ligger begravet her på en guldhest (siger man). Højen tårner sig op bag huset i 6 meters højde og 30 meters omkreds. Ligesom med Asserhøj ved Ganløse skete der underlige ting da man begyndte at grave i den. Denne gang var det dog ikke døde heste, men kvægpest som brød ud.

Ud for put and take området står denne Ferguson-traktor. Dem ser man ikke så mange af. Men enhver der er opvokset på landet i 1950'erne og 1960'erne vil genkende disse, også under navnet Massey-Ferguson. Ældre modeller var med til endegyldigt at motorisere dansk landbrug. Hestene er dog i dag vendt stærkt tilbage i form af rideskoler.

Hove Kalkgrav var åbenbart før i tiden et yndet sted for amatørgeologer. Nu er der put and take. Ligesom jeg også oplevede det på Slangerupmarchen. Adgang er der kun for fiskere, for ejeren er forståeligt nok ikke glad for svineri i form af affaldsdumpning i området. Han kommer venligt ud og spørger om han kan hjælpe med noget. Jeg har stor forståelse fordi jeg så fyldte sorte affaldssække i vejkanten. Det ser ikke godt ud, og de svin der har smidt det, er desværre anonyme. Modsat de  skikkelige frilandssvin som hygger sig i den lune efterårssol.

Hove Kalkgrav indeholder stadig kalk. Men det blev lukket for ca. 30 år siden. Forlydender vil vide at det skete fordi det magtfulde Fakse Kalkbrud ikke var interesseret i at have en konkurrent her. I stedet kan man nu købe fisketegn til at fange ørreder. Og det er der en snes mennesker der har benyttet sig af denne smukke torsdag.

Edelgave

Edelgave Gods (opført 1782 efter at en brand ødelagde de oprindelige bygninger fra 1660) er privat og der er ingen offentlig adgang. Nu er der økologisk landbrug. Venstre har holdt grundlovsmøder her, vel fordi godset fra 1920 tilhørte venstrestatsministeren Madsen-Mygdal. Hvis man har set Matador, vil man huske Møjdal-visen som kommunisten Røde på et tidspunkt synger. En tidligere godsejer, etatsråd Tutein var initiativtager til Edelgave Skytteforening, der i 2012 kunne fejre 150 års jubilæum. Skytteforeningerne startede i 1861 og var en slags private træningscentre. Tre år før krigen 1864. Der er stadig sprængstof i Edelgave, nu blot nedgravet i en container, godt beskyttet i en tunnel og 1 m under jordoverfladen.

Udsigten for foden af Gyngehøj. Godsejer Tutein (Edelgave) ombyggede højen så den bedre passede ind i datidens (fx Oehlenschlägers) forestillinger om hvordan gravmæler fra hedenold skulle se ud. Derfor går der en spiralvej op til toppen, og den er ikke rund. Men bort set fra det ser den imponerende ud. Udsigten forsvinder snart i de træer man har plantet rundt om højen.

[RETTET 21.9., se kommentaren:] Her er Edelgavevej på 43 sekunder (2009). I området ligger oldtidsminderne tæt. Gyngehøj, 28 meter i diameter og 4 meter høj og Smørholm Voldsted. Sidstnævnte er rester af volde, grave og banker omkring en middelalderlig storgård fra midten af 1300-tallet. Borgbakken indeni er 4 m. Voldstedet skulle være typisk for perioden og repræsenterer hundredvis af lignende som blev opført i Danmark på det tidspunkt. Bare lidt synd at konturerne af voldanlægget nu er udvisket af overgroet meterhøjt græs, brændenælder og andet. Og man skal krydse en roemark for at komme over til informationsplanchen.

Tænk hvis man kunne rydde voldstedet for beplantning og lave en lille sti ud til voldanlægget. Arkæologer har fundet adskillige interessante ting i området. Nu kan man desværre kun ane hvordan de har set ud engang. I den nordlige ende skimtes højen til borgtårnet.

Edelgave Huse er opført 1877 som landarbejderboliger for folk der var beskæftiget på godset. De ligger på begge sider af vejen nord for godset. En af beboerne har skrevet en artikel, som jeg dog ikke har kunnet få bekræftet. Heller ikke ved at kigge på satellitfotoer. Men det er en god historie!

Et af den halve snes arbejderboliger lidt nord for Edelgave. Boligerne har sikkert været luksus for arbejderne dengang. De fremstår nu udefra som tiptop istandsatte. Nu dog med moderne og nydeligt passede haver omkring. Tagene ser også ud til at være af nyere dato.

Tutein

Jeg har før fortalt at Smørumovre skole blev opført 1860 for penge givet af Vilhelm Frederik Tutein (1830-1890) fra Edelgave. Vilhelm var af Tutein-slægten, søn af den landskendte københavnske storkøbmand Johann Friederich Wilhelm Tutein (1757-1853) som havde erhvervet Edelgave 1807. Slægtens rigdom var bl.a. baseret på sukkerraffinaderierne på St Croix. Disse raffinaderier var en del af Trekantshandelen: Slaverne blev købt i Christiansborg (Accra)  i Ghana for bl.a. akvavit og geværer, sejlet til St Croix hvor de fremstillede melasse som blev sejlet til København.

Slaveri har tilsyneladende eksisteret lige så længe som der har været mennesker. Men fra midten af 1500-tallet kanoniserede kristendommen racisme for at guddommeliggøre og retfærdiggøre slaveri efter koloniseringen af Amerika. Under oplysningstiden fra 1700-tallet begyndte man at tage afstand fra den inhumane behandling af slaverne. Der var forbud mod slavehandel allerede fra 1791, men slaveri blev som bekendt først reelt ophævet 1848, og i årtierne efter blev slavernes forhold ikke forbedret. Og tilførslen af racisme til slaveri må siges at være fatal. Oplysningstidens spirende naturvidenskab underbyggede i 1800-tallet kristendommens racisme med teorier som eugenik og frenologi.

Og den unge Vilhelm Tutein er formentlig et barn af disse oplysningstanker: Slaveri var måske inhumant, men med argumenter fra bl.a. eugenik og Grundtvig (1783-1872) kunne man hævde at sorte var en mindreværdig race. Sådanne forestillinger var sejliveede. Det var ved at blive ophøjet til lov i Danmark i 1930erne, eksisterede i Nazityskland 1933-45, i visse stater i USA op til 1960'erne og i Sydafrika til 1990'erne. Helt op til vore dage er racisme et problem i mange lande. Først med afkristningen er man begyndt at gøre op i teori og praksis med denne kristne opfindelse.

Jeg opfatter Vilhelms skolebyggeri som led i datidens generelle syn på slaveri som Johanns rigdom stammede fra. At give faderens slavearbejdere og deres efterkommere kompensation, endsige en undskyldning har formentligt ligget Vilhelm meget fjernt. Men en skole passer godt ind i billedet. Skolens formål i 1800-tallet var netop at indlære de kirkelige dogmer og Biblens guddommelige åbenbaringer. Herunder at godt nok var slaveri inhumant, men de sorte var mindreværdige. Det samme budskab holdt helt op til vore dage. I baptisternes søndagsskole i Egernsund var det fx et foto af "Lille Sorte Sambo" i Afrika, som de uskyldige søndagsskoleelever troskyldigt gav penge til (læs: missionærerne). Bønderne i Smørumnedre har med garanti intet kendt til disse forhold.

Bønderne

I det hele taget er bøndernes historie her som andre steder ufortalt. Man kan stille spørgsmålstegn ved bøndernes andel i slavehandlen. Og hvor dybt deres kristendom stak. Bønderne var under trusler om mulkt og bødestraf tvangskristnet og skulle bl.a. betale tiende til kirken samt gebyrer for alskens lovbefalede ritualer, konfirmation, begravelse osv. Og hist og her kan man finde eksempler på bøndernes tavse modstand. "Danske slotte og herregårde", bind 1 (1963) er herregårdshistorie set ud fra godsejernes synspunkt, men teksten peger på at godsejerne ikke var populære blandt bønderne. Under kvægpesten 1769 blev på "hedensk vis" og tilsyneladende på trods af godsejerens ønske ofret

To sunde kreaturer for at afværge de onde magters vrede. En kvie blev virkelig levende nedgravet på bymarken, og alt bøndernes kvæg drevet hen over stedet, og en stud sænkede man i en trækasse i gadekæret, hvor det var dybest.

Ifølge bogen har man fundet rester af både kasse og ko senere.

Godsejernes udnyttelse af bønderne gik ned til mindste detalje.. Men de kunne betale sig fra at skulle arbejde for godsejerne. Tutein har formentlig nok ment det var "inhumant" at kræve af bønderne at de skulle arbejde for ham og kirken, men for en betaling kunne de da blive fri for det. Det fremgår af et dokument underskrevet af Tutein (26.4.1865) og ca. 30 beboere (8.1.1866):

Imellem Undertegnede, jeg Etatsraad Tutein til Edelgave som Eier af Hvedstrup Kirke, og ni Beboere af Hvedstrup Sogn er oprettet følgende Overenskomst om Afløsning af Pligtarbeide ved Hvedstrup Kirkes Arguration. Jeg Etatsraad Tutein forpligter mig til for mig og Arvinger i Fremtiden selv at forrette alt det (syen) og Gangdagsarbeide til Reparation paa Hvedstrup Kirke, som i følge Lovgivningen paahviler beboerne i Sognet, saa at disse herefter skulle være aldeles fritagne for alt Pligtarbeide imod at de Aarligen betaler mig og fremtidige Eiere af Kirken 16 Rdl, sexten Rigsdaler sølv.

Edelgave går til filmen

Godsejernes storhedstid ebbede ud i 1900-tallet, og det blev trange tider. Godserne blev nu fx brugt i danske film som "Fætrene på Torngård" (1973) med Karl Stegger, Arthur Jensen og Axel Strøbye. Den er optaget bl.a. på Edelgave og maskinstationen over for Lundevejgård i Hove. Morten Korch og "gamle danske film" helt op i 1970erne afspejlede et bestemt syn på livet på landet. De gode er som oftest en lidt ældre, gammeldags, men retfærdig godsejer, en driftig ung landmandstype og en loyal besiddelsesløs temmelig dum landarbejder. De onde er som regel skummelt udseende landarbejdere, der er kriminelle eller krybskytter, samt mappedyr fra storbyen.

Den 3 km lange vandresti mellem Veksø og Smørumovre er et must. Omend den i Veksø-enden er ved at blive anlagt. Bl.a. kan man et kort stykke trave langs Værebro Å. Udsigten er flot, der er meget fredeligt, og mærkværdige fugle flyver forskræmte op fra markerne.

Ruten

Veksø St. 1 km trafikeret Hovevej. Lundevej knap så trafikeret. Overdrevsvej. Edelgavevej. God travevej. Smut forbi Smørholm voldsted. Fantastisk 3 km vandresti Smørumovre-Veksø St. Ialt ca. 16 km.

På sporet af sporet: Slangerupbanen

Slangerupbanen hed jernbanen som i perioden 1906-1954 forbandt Lygten station på Nørrebro med Slangerup. I modsætningen til succeshistorien Frederiksundbanen er Slangerupbanen historien om en tragedie. På trods af at der i 1951 udkom en betænkning om "Midlertidige forbedringer af Slangerupbanen", blev den lukket. Sporet kom til at ende i Farum og senere lavet om til s-tog. Man kan finde en beskrivelse af den forsvundne rute på Skolekom eller på Slangerupbanes hjemmeside. Nyttige fordi sporet blev til marker, bebygget eller sløret. Man kan derfor ikke i dag følge sporet hele vejen. 3½ ud af 5 stationsbygninger findes dog stadig.

Slangerup Station, ja og nej. Der står godt nok Slangerup på gavlen, men den originale brændte for knap 10 år siden og dette er en tro kopi. Til venstre ligger busterminalen nu. Og den ligger ovenpå drejeskiven. Bilen holder måske nogenlunde hvor sporet var.

I bogen "Naturparken" angives en af grundene til jernbanens fiasko, at Lynge vedblev med at være en landsby, i modsætning til fx Farum og Lille Værløse, og ved Vassingrød og Lindholm opstod der ingen bydannelse ved stationerne ...

... simpel hen fordi egnens behov for lokale handels- og industricentrer var dækket af de ældre byer Slangerup og Farum.

I en digitaliseret særudgave af FNV Foreningen Naturparkens Venner 2001-2/3 fortæller Vagn Endsig om sine oplevelser af Slangerupbanen som spejderdreng hvor han i sin barndom/ungdom i 1930'erne tog toget fra Lygten Station. Også under krigen hvor "Dansk Skiløberforening" brugte det uopvarmede tog til at køre ud til skiterrænnet.

Når Banegraven slutter ved Industrivej, er man tvunget til at tage en omvej ad grusvejen Månevej. Øst for Kosakgården kan man følge en sti en anelse nordpå og opdage to spor: I forgrunden, i midten, ender Slangerupsporet brat, men i baggrunden kan man ane vold-konturerne af Midtbanen lige under den hvide gård som er Slangerup-Lynge Rideklub. Midtbanen blev aldrig til noget. Men man havde altså forberedt den.

Stationerne

Det er ikke til at se det ... men dette er faktisk det gamle spor mellem Slangerup og Lindholm. Kigger man godt efter, er der grøfter til begge sider. Landskabet er fortryllende. Nu har heste overtaget lokomotivernes domæne.

Der var fem stationer på ruten. Fire findes endnu: Slangerup Station førte efter banens lukning en omskiftelig rolle som postvæsen, busventesal, advokatfirmakontor mm. Indtil den brændte i 2004 og sank i grus, dog atter rejst som (stations)hus. Kirkeengen i udkanten af Slangerup er et fredet område (1945) og hed tidligere Skiden Ås. Tidligere var det ejet af sognepræsten, der jo ofte fungerede som datiden stasi-agent over for statsmagten og kunne indrapportere (visitatsbøger) regeringsfjendtlige elementer i deres sogne, mod forskellige privilegier som fx ejerskab til kirkejorde.

Hvis jeg skulle udpege en station som den foretrukne, må det vel blive Lindholm Station. Selve stationsbygningen minder lidt om de andre stationer, men selve miljøet omkring stationen virker mere som det var dengang de stadig fungerede som stationer. Her kan man også se hvor hovedparten af indtægterne til banen kom fra: Godstransport af grus.

Sporet til Lindholm er delvis ridesti. Lidt uden for Slangerup fører et spor nordpå mod Hillerød. Det ses tydeligt i terrænnet, og var ment til den sjællandske midtbane, som blev aldrig blev til noget. Der skulle også ved Lindholm findes en bro som skulle forberede en overkørsel over den sjællandske midtbane fra Næstved til Frederikssund/Hillerød over Ringsted og Hvalsø. Banen nåede aldrig så langt. Ringsted-Frederikssundafsnittet eksisterede 1925-1936. Videre end Frederikssund kom sporet aldrig.

Man kan ligeså godt tage til Krogenlund efter Lindholm Station. Hovedvejen er forfærdelig som vandrevej. Men man kan gå gennem Uggeløse Skov og se fx det gamle bryggeri. Området omkring Krogenlund er ikke så stort, men det er meget idyllisk og fredeligt. Kun hjemsøgt af cyklister og jægere.

Den velbevarede Lindholm Station er nu feriekoloni. Den var tæt på at blive lukket flere gange. Nord for stationen er der nogle grusbanegalger. Her blev der lastet grus på godsvognene. Atter kommer der et langt stykke hvor man ikke kan følge selve banen, men må ud på befærdede hovedveje, indtil man kan søge ly i Uggeløse Skov. Her var en træperron der nu er gået kødets gang. Den blev mest anlagt af hensyn til turister som udflugtssted. Den lå på Uggeløse Bygade ved villaen Store Rosenbusk.

Lynge er en pænt stor bebyggelse, og stationen ligger midt i et parcelhuskvarter hvor kun vejnavnet antyder at her lå i forne tider en jernbane.

Det er værd at tage en afstikker sydpå til Krogenlund. Slangerupsporet er nemlig fjernet helt på strækningen og dukker først op efter Lynge. I Krogenlund lå hvidtølsbryggeriet Uggeløse Bryggeri "Frynebryggeriet" Krogenlundvej 11 (1852). Krogenlund er en halv snes huse bygget tæt på et meget bakket område ned til Kedelsø Å. Denne lørdag flokkes cyklisterne omkring den meget stejle bakke. Og nordfor lyder der skud i krattet. Her er nemlig et skydeterræn, og der er adgang forbudt.

Et af turens højdepunkter er stien nord for grusgravene mellem Lynge og Farum. Jo, det er kunstige vandhuller og bakker, men det bliver det bestemt ikke mindre idyllisk af. Det ser ud til at der stadig graves grus. Men nu køres det så ikke længere med Slangerupbanen. Øst for trampestien ligger et stort område med rideskoler. Det er som taget ud af McLeod's døtre.

Tilbage i Lynge finder man stationen på Lynge Stationsvej. Over for stationen er opsat en diminuitiv mindeplade om hvorfor vejen hedder som den gør. Efter Lynge er der en sti nord for grusgravene som varmt kan anbefales. Grusgravene har skabt kunstige natur som er ganske flot. Stationerne blev ikke så meget anlagt af hensyn til beboerne i landsbyerne, men af hensyn til industrien. Sten, grus, kalk, mørtel, teglværksprodukter.

Vassingerød Station er den sværeste at finde, og man skal vide at den ligger på Bøgevangen. Ud over stationen er der intet der tyder på at her engang har været en jernbane.

Man skal derimod vide hvor Vassingerød Station ligger (på Bøgevangen) for at finde den. Vassingerød blev i slutningen af 2011 skrevet ind i lokalplanen som økologisk landsby, hvilket dog krævede godkendelse fra miljøministeriet. Til tonerne af blæser- og violinmusik kan man på en ca. 3 minutters video se hvordan man forestiller sig den økologiske landsby. 1900-1907 gik der et knap 8 km langt industrispor fra Vassingerød til Allerød/Lillerød. Det ved man ikke meget om, udover at Sten- og Gruskompagniet opsagde overenskomsten og i stedet brugte Slangerupbanen. Kompagniet fjernede sporene.

Uggeløse Skov? Det kunne det godt være. Men det er Farum Lillevang. Slangerupbanens forløb gennem de to skove minder om hinanden. Sporet er nivelleret, og kan kendes ved grøfter og gennemskæringer af bakker.

Resten af strækningen kunne godt minde lidt om det vilde vesten, eller scener fra MacLeods døtre. Der er heste alle vegne, og da jeg passerer Vassingerød station kan jeg høre at der er en konkurrence i gang i nærheden. Med lidt stedsans lykkes det også at finde jernbanestien gennem Farum Lillevang. Men ved Rema 1000 for enden af vejen er det absolut slut med Slangerupbanen. Farum udraderede fuldstændig alle spor efter banen, bortset fra en del af krumningen på Ryttergårdsvej. Station, spor, alt er væk.

Her i den østlige den af Farum Lillevang ender/begynder (alt efter hvilken retning man vælger at gå) sporene af Slangerupbanen. Bag træerne til venstre drøner hovedvejen forbi og der ligger en Rema 1000 til venstre bag skoven. Farum udslettede godt og grundigt alle spor efter banen. Selv den gamle station.

Litteratur

P.  Thomassen: KSB - Kjøbenhavn-Slangerup Banen. 1980. 203 sider
Slangerupbanen 100 år. Gladsaxe Kommune. 2006. 35 sider.
Naturparken mellem Farum og Slangerup. 1965.

Ruten

Ca. 18 km. Sporet er kun delvis tilgængeligt. Fra Slangerup til Farum: Banegraven. Ridestien mellem Slangerup Overdrev og Lindholmvej. Skovstien i Uggeløse Skov. Stien fra Kedelsøvej, Lynge Stationsvej. Nordkranvej. Gl. Jernbanevej i Farum Lillevang. Ryttergårdsvej, Farum. Generelt kan turen ikke anbefales til vandreture. Trafikken på Hørup Skovej og Slangerupvej er meget tæt.