lørdag den 24. august 2013

Sensommer skovtur

Jonstrup Hegn og Hareskovene er perfekte til en sensommertur når vejret er som på denne lørdag. Det har mange fundet ud af: Motionister, hundeejere, cykelamatører - og vandringsmænd.


På Naturstyrelsens side om seværdigheder i Hareskovene får man et indtryk af at området ikke bare er populært i nutiden, men har været det i årtusinder, siden stenalderen. Der bliver nævnt talrige seværdigheder. Hulveje, stendysser, vadesteder, ja sågar volde fra svenskekrigene. Men lad det være sagt med det samme: Nyd den smukke og betagende natur, og tag en arkæolog med hvis du da ikke selv er amatørarkæolog og kan skelne almindelige naturlige forekomster fra de menneskeskabte. Jeg gjorde alligevel et forsøg, med begrænset held.

Umiddelbart før man går fra Ballerup til Fureså Kommune kommer man igennem et åbent landskab med kuperet terræn og mosehuller i lavningerne. Her lidt nord for Ballerup Rideklub, og syd for Gedderygsmosen.

Naturen skuffer aldrig når jeg er gået tur her. Der er en 3 km sti direkte mod nord fra Ballerup Station som fører ud i Jonstrup Hegn og videre nordpå til Hareskovene. Hvor Skelvej krydser Skovlystvej, skulle en galgebakke være den første seværdighed på ruten være:
Den var i mange år hængested for Værløse, hvor forbrydere hang til offentligt skue. Hængepladsen bestod af tre pæle med en bom i mellem hver. Og de døde blev ikke taget ned, før rebet knækkede, eller ravne og krager havde fortæret ligene.
Drabeligt. Jeg spejder ind i skoven og får øje på nogle træbeklædte bakker med et forterræn som er ret ufremkommeligt. Jeg opgiver at trænge igennem det meterhøje krat med bl.a. brændenælder, og fortsætter ufortrødent mod nord. Her skulle være et gammelt vadested over Tipperup Å, Harrevads Bro. Den nuværende bro kan man slet ikke se, det er nogle cementrør der løber under stien. Men stenene fra den gamle skulle ligge et eller andet sted med huller og fordybninger. Jeg leder forgæves. Tipperup Å er i øvrigt fuldstændig tørret ud.

Et sikkert tegn på at efteråret er på vej, er at svampene er begyndt at "blomstre". Jeg går til bekendelse, jeg synes at de er smukke, se fx dette pragteksemplar. Der er mennesker der synes at svampe er ulækre at se på. Og ligeledes deres levevis. Men for naturen er de nyttige.

Jeg går også forgæves efter nogle langdysser og hulveje som skulle ligge mod nordvest ved mountainbike-sporet. Terrænnet er kuperet, og det er muligt at jeg har set dem uden at vide af det. Men naturen er pragtfuld her, og motorvejene på tilpas afstand så man ikke kan høre suset fra dem.

Parti fra skoven. Den er frisk og stor. Og udsigten aldeles fantastisk. Her får man lyst til at sætte sig og bare blive siddende.

Jeg laver endnu en afstikker for at se om jeg kan finde en stendysse ved et sted der på Kraks kort er market med Kelleren. Og det lykkes! Selv om jeg nok ikke havde opdaget den hvis ikke jeg havde fået den udpeget. For dels ligger den et stykke fra stien, dels er der ingen bakke, men blot en samling sten. Som jo kunne være kommet der af naturlig vej. Men her har oldtidens danskere altså bisat deres kære.

Yes! Det er lykkes mig at finde resterne af stendyssen. Den ligger i en åbning en snes meter inde i skoven ved Skovlystvej. Det er ikke til at se det hvis man ikke lige ved det. Men her er jeg ret sikker på at jeg har arkæologiske gener til at bestemme det som ikke bare en tilfældig samling sten.

Derimod lykkes det mig ikke at lokalisere det stenanlæg som består af knapt 1.000 sten ved Fægyden. Det skulle være et forhistorisk offersted, Hørgen. Til gengæld er jeg lidt imponeret af at Fægyden er indrammet med stengærder. Jeg kommer nu fra Lille Hareskov til Store Hareskov ved at krydse jernbanen. Nu begynder motorvejen at gøre sig gældende som en fjern drønen. Og det ødelægger unægteligt stemningen lidt, selv om skoven stadig er dejlig.

Jeg leder og jeg leder efter voldene fra svenskekrigene. Men lige meget hjælper det. Så i desperation bilder jeg mig selv ind at dette nok må være volden. Den ligger i hvert fald på det jeg formoder er det mest logiske sted at anbringe en vold: På en bakketop. Grumme var svenskerne, men dumme var de vel ikke. Sagen kompliceres meget af at jernbanen har gravet og vendt op og ned på det hele.

Jeg skal over på den anden side af jernbanen, fordi jeg har læst om et tre hektar stort område omkranset af en jordvold, Lejrens Indelukke og Svenske Vold. Det er resterne af svenskernes mange lejre 1658-1660. Flere gange går jeg frem og tilbage på stien parallelt med jernbanen sydfor. Også uden for stierne hvor der er krat og bevoksning. Hvad er vold og hvad er bare nyere drænkanaler? Jeg finder aldrig ud af det. Men i alle fald. Her hentede svenskere (og danskere) byggematerialer i så stor stil at det næsten udryddede skoven.

Skovens største dysse. Eller? Jo, det må være den. Skovens største vinbjergsnegle har tilsyneladende sat sig for at være markører. Nu da der ikke er nogen andre?

Succes er det endelig med turens sidste mål, skovenes største stendysse tæt på Skovbrynet Station. Den er da ikke til at tage fejl af. Den er også ryddet. Og nogle af stenene er sat op langs siden, ligesom for at markere, at her er den! Jeg var ellers lige ved at tro at det var en anden bakke på den anden side af stien. Opløftet tager jeg toget fra stationen. På en eller anden måde synes jeg det er betryggende at have gået gennem et område der er så fuld af historie. Og at det er så godt gemt, at det er så forbasket svær at få øje på.

Ruten

Ballerup Station. Sct. Jakobsruten stik nord. Skelvej. Gl. Jagtvej. Borgmosevej. Sandskredsvej. Skovbrynet Station. I lige linje ca. 12 km.De mange afstikker bringer nok turen op på ca. 15. km.

torsdag den 22. august 2013

Cityringen - Københavns Metro

En by der ikke udvikler og fornyr, dør. Det mener mange byplanlæggere. København er populær som aldrig før, måske fordi den konstant fornyr sig. En af de ting som sker nyt er Cityringen. Den underjordiske metro. Jeg tog turen over jorden.


I 2018 skulle Københavns Cityring åbne. I mellemtiden er de 17 metrostationer byggepladser. Udover de 17 stationsbyggerier er der 3 tunnelbyggepladser samt en byggeplads til skakt til et afgreningskammer (Sønder Boulevard). Byggepladserne er letgenkendelige med 3-4 meter høje uoverstigelige grønne plankeværk omkring. Ofte udsmykket med fotoer af personer som måske skal forestille at være lokalbefolkningen. Bag dem et par store gule eller hvide kraner. Håndværkerrum højt hævet over det hele. Mange steder er gader blevet spærret fuldstændigt af.

Metroen er til for at gøre det nemmere for folk at komme rundt i København. Så hvad er mere oplagt end at gå ud og kigge på de mennesker? Denne sensommeronsdag aften er et udmærket tidspunkt til det. Det er en af disse sjældne, lune aftner. Vindstille og man kan sidde ude til det bliver mørkt. Her ved 19-tiden er trafikken heller ikke præget af arbejdstidens stress. Det mærker man tydeligt når man går gennem den indre by. Det er ikke kun turisterne der tager det afslappet.

Indre By

I den indre by er der tre byggepladser: Ved Gammel Strand over for Thorvaldsens Museum, Kongens Nytorv og Marmorkirken. Jeg husker Store Kongensgade i 1970'erne hvor det var en tætpakket udfaldsvej. Larmende og osende af benzin. Det var en gade som man bare hurtigt skulle igennem. Sådan er det ikke denne aften. Mange steder er der indrettet udendørs kafesteder. Og de bliver brugt. Jeg kommer også forbi Nyboder, fra 1600-tallet, og kommer til at tænke på forskellen mellem by og land. Endnu mere da jeg aner Østerport Station i det fjerne. For folk der kommer ind fra landet ligner det jo nærmest i størrelse en hovedbanegård.

Østerbro

På Østerbro er folk ved at omstille sig fra arbejde til hyggeliv på fortovet. De venter på bussen, cykler, kører på rulleski, slæber indkøbsposer, snakker mobil eller "hænger ud". Jeg har ikke været på Østerbro i lang tid, men det er forbløffende så mange pladser med kafeer der er kommet. På Østerbro ligger fem byggepladser: Ved Østerport Station, tunnelbyggepladsen i Sortedamssøen, Poul Henningsens Plads, Trianglen og Vibenshus Runddel.

Nørrebro

Da jeg når til Nørrebro er mørket ved at falde på. Her boede jeg 1984-1996. Og genkender Det Ydre Nørrebro minder tilbage fra dengang Nørrebro var et af Københavns største slumområder i 1980'erne. På metrostrækningen er der ikke mange kafepladser. Indslaget af personer med udenlandske aner er til gengæld markant. Arabisk musik trænger op fra enkelte kældre. Først omkring Nørrebroparken summer det af kafeliv, fodbold. Der er byggepladser mellem Nørrebro og Nordvest, Skjolds Plads ved Hamletsgade, Nørrebroparken, Nørrebros Runddel på Assistens Kirkegård og ved Nuuks Plads (Landsarkivet).

Frederiksberg

På Frederiksberg bemærker jeg for første gang hvordan metroen vil gøre det muligt at komme udenom de trafikale myldretids-katastrofer som Jagtvej/Falkoner Alle. Nogen der kender line 18? Man kan tænke på Østerbrogade, Borups Alle ved samme lejlighed. På Frederiksberg bygges der ved Aksel Møllers Have, Frederiksberg Centeret og ved Frederiksberg Allé på grænsen til Vesterbro. Nu er det blevet ganske mørkt.

Vesterbro

På Vesterbro slipper min energi op. Der er ellers et par byggepladser tilbage. Men den ved Enghave Plads er indhyllet i mørke. Måske har det været for hårdt at gå bygang, eller at jeg er gået lige fra arbejde. I hvert fald snupper jeg s-toget fra Enghave Station, og misser derfor de sidste 4 byggepladser.

Ruten

Cityringen er 15,5 km. 17 underjordiske stationer, placeret i ned til 35 meter under jorden. Samt 4 midlertidige pladser. Men ruten på jorden er anderledes. Jeg gik ca. 12 km og nåede ikke samtlige byggepladser.  Tunnelbyggepladserne forekommer mig at være størst. Jeg opgav Otto Busses Vej, den eneste skaktbyggeplads ved Sønder Boulevard, Københavns Hovedbanegård og Rådhuspladsen.

søndag den 18. august 2013

Store Vejleå

Jeg blev først opmærksom i år på at ude i Københavns vestegn løber den lidt over 11 km lange Store Vejleådal som en smuk, grøn kile fra Vestskoven til Vallensbæk Strand. 


Vejleådalen blev af Friluftsrådet vejet og fundet for let til at være et naturområde af national og international betydning. I stedet mente man at den er en grøn rekreativ kile mellem Vestskoven og Køge Bugt Strandpark. Det er slet ikke så ringe endda!

Vi støder til Vejleå ca. 3/4 km. fra dens udspring. Nogenlunde ved Vikingelandsbyen i Risby. Man kan nemlig slet ikke komme ind på selve udspringsområdet. Og i øvrigt er der heller ikke meget at se. Åen løber et eller andet sted som en lille rende midt i markerne. Den kan på dette stykke sagtens forveksles med en grøft.

Store Vejleå udspringer i Porsemosen. Vandskellet ligger i den sydlige del, nordvest for Risby. Nybølle Å løber mod Roskilde Fjord, mens Store Vejle Å løber den modsatte vej. I hundredvis, måske tusindvis af år, og i hvert fald indtil 2. verdenskrig løb åen i det åbne landskab. Den passerede inden for 1 kilometers afstand de fordums landsbyer Risby, Herstedvester, Vridsløselille, Tranegilde og Vallensbæk. Alle højst en snes gårde samt mindre huse.

Når vi nu alligevel ikke kan blive nationalpark, kan vi vel stadig drive landbrug! Og det er der masser af langs Store Vejleå. Her ved Toftegård. Egelundparken efter Motorring 3 og til Roskildevej er blandt de smukkeste strækninger langs åen. Desværre generer højspændingsmasterne noget.

Ole Rømer

At der engang var øde, fremgår af at der blev anlagt et observatorium her, fjernt fra storbyens påvirkning. Af Ole Rømer (1644-1710) som siden er blevet en internationalt kendt dansk astronom. Berømt ved i 1676 at måle "lysets nølen", som vi fik at vide på Sønderborg Statsskole. Lysets hastighed.

Den nærmeste landsby til Rømers observatorium var Vridsløsemagle. Her er det Vridsløselille. Gården fungerer som et sted hvor mest børn, men også voksne kan opleve bondegårdsliv på tæt hold. Bl.a. høns. Man kan også for en plovmand blive kørt rundt i hestevogn, hvis man er fra kommunen. Udenbys må af med en hundredmand ekstra.

Det kunne man ikke leve af i Danmark under enevælden, så Rømer ernærede sig ved at planlægge veje (indførte bl.a. milepæle), ændre kalenderen fra den julianske til nutidens gregorianske, han var kongeligt udnævnt borgmester og politidirektør i København og stod som sådan for indførelse af så forskellige ting som gadebelysning, kloakker og fokus på tiggere. Hans observatorium i Vridsløsemagle 1704-1715 forfaldt og gik i glemmebogen indtil 1978 hvor det blev fundet.

 "Vi vil ikke være våde!". En flok får har klumpet sig sammen for at undgå regnen ved Bredekærgård, Tranegilde.

Moderne veje

Og veje er netop hvad der præger området i dag. Området vest for Store Vejleå huser Vallensbækgrenen, Holbækmotorvejen og Køge Bugtmotorvejen, der blev anlagt i 1970'ernes ensidige fokus på at løse trafikproblemer. Ved sammenfletningen har byggeriet skabt sit eget landskab: De to søer,  Tueholm Sø og Vallensbæk Sø blev udgravet i 1971. Og højen Høghsbjerg er bygget af overskudsjord fra byggeri og anlægsarbejde. Traktørstedet Bakkehuset var ikke sen til at udnytte situationen i 1973. Selv om de annoncerer med at have åbent 12-16 er der dog lukket i dag. Traktørstedet holder til i et 100 år gammelt statshusmandsbrug.

Højen Høghsbjerg og søerne Tueholmsø og Vallensbæk Sø omkring motorvejsinfernoet Holbækmotorvejen-Vallensbækgrenen er tegnet og tilrettelagt af den vist meget omdiskuterede landskabsarkitekt Ole Nørgård. Man må dog sige til mandens ros at han ikke har haft meget at arbejde med. Nogle udgravninger til motorveje og overskydende jord fra byggeriet af Albertslund.

I dag er politikken skiftet. Nu er der mange planer om at gøre noget ved området omkring Store Vejleå. Selv om det er for sent at fortryde motorvejsbyggeriet. Nu står der punkter som naturgenopretning og -nyindretning, skybrudssikring, fritid, landbrug, økologi osv på dagsordenen.

Vallensbæk Sø. Som Tueholm Sø på den anden side af motorvejen er den kunstig. Den fungerer som et regnvandsbassin. Men det gør den dog ikke mindre idyllisk. Hvad der skæmmer begge områder er den infernalske larm fra motorvejene.

Landsbyerne


Landsbyen Tranegilde umiddelbart nord for Køge Bugtmotorvejen er den mindste og ældste i Ishøjområdet. Der er en 7,5 km lang natursti rundt om landsbyen og Ishøj Naturpark. På Bredekærgård drives der stadig landbrug som 1930-50. Landsbyen er for øjeblikket ved at blive sikret mod skybrud, som ramte bl.a. Bygaden. Når man sammenligner åens niveau med husenes, er det ikke underligt. Området var i jernalderen en fjord, senere omdannet til mose. I sidste århundrede blev området kunstigt tørlagt og drænet. Der er bygget dæmninger til åen og visse steder går stien under vandoverfladen. Græsarealerne ligger op til 1,5 meter under havoverfladen.

Bredekærgård i Tranegilde. Der står en gammel hestevogn foran den røde port. Men vi så nu ikke så meget til hvordan landbruget ellers blev drevet i 1930'erne. Det var selvfølgelig også søndag.

I Tranegilde har man altså en mulighed for at se hvordan landsbyer og bondesamfund fungerede før de blev erstattet af intensivt landbrug og EUs landbrugspolitik. Men Europas vej er næppe "den eneste vej", ejheller i moderne sprogbrug "den nødvendige vej". Trenden globalt går også i andre retninger. La Via Campesina er en international bevægelse som forsøger at følge en anden vej end den vestlige vækstideologi.

Et kik ud over markerne syd for Tranegilde. Det sorte er en ridesti. Nu græsser der mest heste på markerne. Landskabet her er hvad jeg mest forbinder med min barndoms marker: Åbne strækninger afbrudt af levende hegn. Og enkelte lunde som den til højre i billedet. I det hele taget er det ikke fjernt at gøre sig den illusion at man går rundt på landet. Her midt i storbyen.

Europas landbrugspolitik løste fødevaremanglen i Europa. La Via Campesina fokuserer på magt og kontrol. Altså retten til at producere sunde og kulturelt fornuftige fødevarer på økologisk vis med bæredygtige metoder. Og retten til selv at bestemme hvordan landbruget skal se ud. Den er med andre ord producent-, ikke markedsorienteret. Flere lande har optaget dette i deres forfatninger, og FN har erklæret 2014 for familiebrugsår. Om dette vil slå igennem i Danmark, hvor landbruget har alvorlige generationsproblemer, vil kun tiden vise.

Fra Vridsløselille og sydpå opdager man endelig at der rent faktisk løber en å. Ellers er den skjult i krat, marker og bevokset med siv og dunhammere. Den svulmer dog hurtigt op til at have et ganske imponerede omfang, især syd for motorvejene. Mest mod syd løber den bogstavelig i baghaver til østsiden. Disse huse ligger næppe en meter over åens niveau, og flere er bygget på forhøjninger, pæle og andet. Uden kælder.

Ruten

Stierne langs åen er ca. 12 km. Men man bør unde sig nogle afstikkere: Kroppedal/Ole Rømer Museet (+. 1 km) og Tranegilde (alt efter hvor meget man vil tage: +1-5 km). Derudover kan man overveje Risby (+ 1 km), Herstedvester (+ 2½ km), Vridsløselille (+1 km) og Bakkehuset/Høghsbjerg (+1 km). Stierne er mest grus. Men også asfalt, hvor man dog kan løbe i græs, på ridestier eller trampestier ved siden af.