Aphrodites Øje

Aphrodites Øje er et mere poetisk navn for Lille Sejdam. Jeg besøgte den første gang den 21. februar da der stadig var hamrende koldt og isfarligt koldt i Jonstrup Vang. Allerede dengang var jeg lidt betaget af den. Men i dag hvor skoven dog er så frisk og stor er der en ganske særlig stemning her.

Dammen set fra hovedstien. Og fra Jonstrupstenen på den anden side af stien. Vandet ligger der og lokker, hvis man er i en speciel stemning til at indtage det lille vandhuls magi.

Jeg kommer spontant til at tænke på det allersidste kapitel, side 445 i Aksel Sandemoses Jantelovs-roman, "En flygtning krydser sit spor". Den læste jeg for over 40 år siden pga janteloven. Men det var dog ikke denne lov, men dette sidste kapitel som jeg husker bedst. Og som også italesatte noget meget vigtigt for Vandringsmanden i teenagealderen. Kapitlet kan sagtens stå for sig selv, her er det:

I det indre af Newfoundland ligger der et bjerg. Det hedder Halfway Mountain. Det rager op i en temmelig plan skovegn og ser måske derfor højere ud, end det er. På en jagttur kon jeg engang hele vejen rundt om Halfway Mountain og lagde mærke til hvordan et sådant bjerg ser helt anderledes ud for hver gang man flytter sig blot et lille stykke. Du kan få tusinde beskrivelser af Halfway Mountain, og de er alle lige rigtige. Jeg føler en stærk trang til at sige dig nu, og måske er det de vigtigste ord i denne bog, at bjerget er stort og har mange sider, men den, som lå lænket på jorden, så kun Halfway Mountain fra det sted, hvor han lå.

Træer får lov til at gå i forfald. Og rummer sikkert et enormt liv af småbitte dyr for hvem det er et eldorado. Andre træer er på vej til at styrte i dammen, mens atter andre stadig står ret op. Det er som stadier i en løbende proces: Fra et træ vokser op, langsomt svajer mod dammen, for til sidst, når det bliver gammelt, at styrte i dammen, og blive omsat til ny næring for kommende træer.

Det tager kun 5 minutter at gå rundt om Aphrodites Øje. Men som med Halfway Mountain ser oplevelsen af dammen helt anderledes ud for hver gang man flytter sig blot et lille stykke. I nordenden af dammen er der fx en bevoksning med nordamerikanske kæmpethuja. Det kan blive op til 90 meter, og selv om træerne her ikke er nær den højde, skaber de en helt særlig ydmyghed at stå under dem. De skyggeer så meget at der stort set kun er nogle meget spredte og forhutlede bregner hist og pist.

De kæmpestore nordamerikanske kæmpethuja kan ikke andet end at indgyde betragteren med ærefrygt. Man kan mageligt gå under deres kroner. Her rører der sig ikke en vind, og der bliver nærmest helt stille. Jorden er blød, kun lidt spredt bevoksning af bregner der ikke får mange chancer for at vokse store.

Det skråner let ned til vandet i dammen. Her er iris lige afblomstret, men deres gule blomster sidder stadig på. Faldne træer har fået lov til at blive liggende og gå veddets gang. I et område er der en lav bregneskov. Så mosejord. På dette lille areal sker der utroligt meget hvis man kigger godt efter. Jo, en enkelt myg svirrer da også omkring ørerne. Jeg får den tanke at man formentlig kunne slå sig ned her en hel sommer for at studere plante- og dyreliv her. Også de variationer der dels forekommer over tid, gennem et år fx. Men også hvordan sæsonbevoksningen veksler fra nat til dag. Fra solskin til regnvejr og måske hård frost.

Visse steder er der nærmest noget tropisk regnskov over planterne langs dammen. Under disse højre træer har bregnerne helt ideelle forhold og danner et nærmest uigennemtrængeligt krat.

Der er noget mystisk og dragende ved vandet i dammen. Man kan ikke se noget. Det er dækket af andemad. Der er masser af andre idylliske og seværdige steder i skoven. Skallemose Sø, Gisselfeld Mose, skovløberhusene osv. Men Aphrodites Øje, det er altså noget særligt.

Få sekunder ude af thujaområdet kommer man til dette lyse stykke langs ridestien. Vandet er mere klart her. Det er nærmest indbegrebet af den lyse danske skov. Eller hvad?

Det er åbenbart skolernes sidste skoledag, og det ser ud til at mange har valgt at tilbringe den ude i skoven. I hvert fald er der en øresønderrivende larm ved indgangen til skoven ved Fruehavevej. Det myldrer med børn i skoven der larmer. Da jeg når Hareskov Station er det atter fyldt med børn 1a, 1b og 1c fra en eller anden skole skal med s-toget, og det går heller ikke stille af. Heldigvis ligger Aphrodites Øje langt væk fra larm og ballade. Det ved skolebørnene ikke. Men, pssst, nu ved I det altså!

Utterslev Mose, tidlig morgen

Således skriver vejrprofeten tirsdag den 25. juni: Solopgang ved Kastrup 4:29, ved Roskilde 4:31. Månen går ned 7:14 og 7:16 og er aftagende. Næste fuldmåne er 22. juli. Dagen er aftaget med 1 minut, og er 17 timer og 25 minutter. Heldigvis er verden andet end tal og statistikker. Der findes stadig væk en verden udenfor. Oven i købet i tre dimensioner mellem Kastrup og Roskilde, fx Utterslev Mose.

4:39 står der på dette foto. Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Solen har været oppe i knap 10 minutter. Den rødlige farve er ved at forsvinde. Ænder og gæs er endnu ikke steget i land. Duggen ligger tung i græsset og beplantningen.

Der er ikke noget åbent hav der hvor jeg bor. Horisonten er dækket af skov, bygninger og bevoksning. Solopgang kan kun ses indirekte som en rødfarvning af skyerne. Smukt ser det ud. Solen selv, den kan man altså ikke få øje på. Man kan mærke den. Bl.a. på dyrenes, fuglenes opførsel. Der er allerede godt gang i kvittevitteriet i trækronerne, mellem buske og ude fra mosen. Græsplænen ved Åkandevej plejer at være befolket med fugle, for øjeblikket mest grågæs og alliker. Men ikke på dette tidspunkt. Da ligger de i sikkerhed på mosens vand.

Lappedykkerne har fundet deres morgenmad, en fisk af en slags. Det er lappedykkeren til venstre som fangede den, men den deler altruistisk med den anden, måske dens unge. Den har lidt besvær med at sluge den, bakser frem og tilbage med den.

I den vestligste ende af mosen flakser ænderne forskræmt væk da de hører Vandringsmandens sagte skridt. De er de eneste menneskelige lyde på dette tidspunkt. En enkelt bil, måske en bus, høres på Hareskovvej. Men ellers ligger folk stadig og sover. Faktisk møder jeg kun en enkelt knallerist og en joggingløber på hele turen.

4:51. Dagen er knap 20 minutter gammel. Gæssene letter og flyver til naboens grønnere græs på den anden side af Hareskovvej.

Hareskovvej skærer sig nådesløst gennem Midtmosen og Vestmosen. Terrænnet er åbent og en anelse højere, så man kan se solen stå op over træerne. Himlen er ikke længere rød, men orangegul. Rensningsanlægget lugter fælt denne morgen. Indtil 1970 blev mosen brugt som udløb for kloakker, hvad der medførte døde fisk og fugle. Det blev anlagt i 1998. Det rummer 4.500 m3 vand, og har vist sig effektivt til at fjerne fosfor, kvælstof mm.

4:58. Solen har nu været oppe i en halv time, men der går over 2 timer før månen går ned. Endnu hænger den bleg og lyser over husene på Pilesvinget langs Vestmosen.

Mågefuglene har taget vinterens nyrestaurerede Terneø til sig. De fleste forbinder vist mågeskrig med de hedengangne Storebæltsfærger eller lossepladser. Men fuglene mangler ynglesteder og steder hvor de kan være i fred. Derfor dette fristed for dem.

5:03. Efter en halv time er solen ved at få magt. Vandspejlet er stadig blankt og glat. 

Vandspejlet er næsten blankt i mosen. Der rør sig kun en let brise. Men det skal der formentlig snart laves om på når solen begynder at opvarme og får sat gang i vindsystemerne.

5:08. Gåsemor vogter over sine unger. Klar til at springe i mosen, hvis Vandringsmanden skulle formaste sig tættere på. Næbbet er højt løftet, men hun undlader dog at udstøde de karakteristiske skrup-af-lyde. Og snart græsser gæslingerne igen fredeligt.

Da jeg cykler forbi ved 8-tiden på vej til arbejde, er verden en anden. Menneskene har indtaget vejene med larm og støj. Joggingløbere stierne. Tingbjerg kirkes klokke banker monotomt og anmassende sin klagelyd og vækker depressive fornemmelser, så jeg tramper hårdt for at komme væk til noget mere opmuntrende. En nærmest infernalsk larm stiger op fra den før så fredelige Hareskovvej. Bilerne står i kø så langt øjet rækker til begge sider af broen. Der er nærmest som om fuglene er blevet mere tavse nu, men det er formentligt kun fordi vinden suser om ørerne og billarmen forurener lydbilledet.

5:19. Frederikssundsvej er så småt ved at vågne. Trafikken er ikke overvældende, men de første morgenfriske biler er allerede i gang. Bageren ved Husum Torv åbner om ti minutter, og vinduerne er allerede fuldt besat med snegle, gifler og frøsnappere. Om få timer vil der være bilkøer i begge retninger.

I glimt tænker jeg at bilisterne, dette trafikale mindretal, egentlig bliver behandlet ganske rundhåndet hvad angår plads, tolerance mht til støj, osv. Men de betaler selvfølgelig også en høj pris i form af lange køer, dårligt helbred, spildtid mv. Så man kan godt gå hen og få lidt ondt af dem.

Søndersø, Kirke- og Flyvestation Værløse

Søndersø

"Hvad udad tabes, skal indad vindes" er et slogan der ofte tillægges Hedeselskabets medstifter, officer og vejingeniør Enrico Mylius Dalgas (Ja, kors hvor har det regnet Dalgas-boulevard). Men som så ofte i Danmarkshistorien er det en myte. Den passede næsten for godt ind i selskabets tankegang om at den stærkt minimerede helstat efter 1864 (Danmark og de nordatlantiske kolonier) skulle indvinde vandområdet til landbrugsjord.

Sommerregnen siler stille ned og næsten ikke en vind rører sig denne morgen. Kun i det fjerne bilernes susen. Søndersø ved Skovhuset.

Det var heller ikke Hedeselskabet som fandt på det med at indvinde jord af vådområder. Det gjorde man allerede efter landbrugsreformerne 1780-1790, altså godt hundrede år foriden, fx Skenkelsø Sø. Om end ideen da var oplagt efter 1864.

Sydbredden. Det var her søen bredte sig yderligere mod syd før inddæmningen af vandet. Nu ligger Søndersø Vandværk her.

I 1865 sænkede man Søndersøs vandstand 2 meter og drænede et område syd for den nuværende sø. Søen har siden 1920'erne og indtil o. 1972 leveret vand til København (Søndersø Vandværk). Og kommunen har stadig lovning på at kunne indvinde vand her. Der er stier hele vejen rundt om søen, og ingen private rasende lodsejere med jagtgevær som kommer efter en.

Skovhuset var oprindeligt et sommerhus. Men tilbygninger kom til og det blev helårs. Nu ejer kommunen det og bruger det til udstillinger.

På bakken i søens nordøstlige ende holder nogle kunstnere til i udstillingsejendommen Skovhuset. Det er oprindeligt opført som sommerhus 1823. Men senere ombygget og tilbygget som helårsbeboelse. Siden 1967 har kommunen ejet ejendommen. En bænk med nogle søde små skovtrolde markerer det kunstneriske indslag midt i al naturen neden for huset.

Præstesø set nogenlunde fra stien ved bronzealderhøjen Enighedshøj, som er højeste punk i området. Bag træet til højre er et fugletårn. Kombinationen af vådt græs, kvæg og/eller hjorte og lidt paranoia over flåter afholder dog Vandringsmanden fra at bevæge sig derned.

Nordvest for Søndersø er den meget mindre Præstesø. Den kan være lidt svær at komme til, men der er en sti ned til et fugletårn. Her huserer der også dele af året ungarske grå okser. Med store horn. De skulle nedstamme fra asiatiske urkvæg, æde bjørneklo og som sådan give landskabet et præg af tiden efter istiden hvor uldhåret næsehorn, mammut, skovelefant, kæmpehjort, bison, vildhest, rensdyr, jærv og los huserede.  Men jeg må nøjes med gallowayfoldtyren Oscar og hans flok, passet af Naturplejelaug Laanshøj. En ansat fra kommunen oplyser mig senere om at jeg må vente til vinter med den ungarske.

Værløselejren - Flyvestation Værløse

Flyvestation Værløse er kendt af de fleste på min alder (sidst i 50'erne) fra vejrudsigten. Oprindelig hed den Værløselejren og var teltlejr for rekrutter 1910-12. De lokale nød tilsyneladende godt af lejren. Landingsbanen er anlagt på en smeltevandsslette fra sidste istid. I 1934 holdt nogle af Hærens Flyvetroppers 5 eskadriller til her. Fire hangarer kom til 1934-35. Danmarks Flyvehistoriske Museum, som er en forening som arbejder for at åbne et museum, har nogle fotoer af hvordan det tog sig ud dengang.

Det er vel nærmest et årti siden at fly taxiede denne vej fra hangarerne ud på landingsbanen. Græsset står meterhøjt og springer frem i revner og sprækker i vejen. Selve landingsbanen fremstår imidlertid stadig som brugelig. Den er dog noget kedelig at fotografere. Det er bare en flad bane som strækker sig ind i evigheden.

Den 9. april 1940 kl. 5:15 ødelagde Luftwaffe samtlige fly, og dermed stort hele hele Hærens luftvåben. Med tysk grundighed smadrede de hele styrken, omend det kun var 12 Fokker XXI fly som måske var værd at bruge krudt på, og de var ikke helt kampklare. I billedværket "Den danske kamp" bd. 1 er der en del fotoer af sønderskudte fly, og teksten fortæller

"Fra Værløse Flyveplads forsøgte vore jagerflyvere modet at gaa på vingerne, da tyskernes kampvante eskadriller buldrede frem. Den første af de danske maskiner, der naaede i luften, blev straks skudt ned". 

Der er også foto af de to dræbte danske

"De blev skudt ned fra 50 meters højde og maskinen brændte op"

Efter tre kvarter og 5 angrebsbølger var det slut med det danske luftforsvar. En anden kilde fortæller at det var et intetanende rekognoseringsfly.

Udflytningen foregik umiddelbart efter. Dannebrog blev strøget og hagekorset hejst. Tyskerne indrettede "Schiessschule" (rigtig rækkefølge af i og e), barakker og bygninger, hvoraf nogle står endnu. En amerikansk B17 Flyvende Fæstning tog fejl af Sverige og Værløse og nødlandede i 1944. Tyskerne efterlod ved kapitulationen 131 fly, engelsk krigsbytte. Efter krigen blev Værløselejren brugt til uddannelse af en dansk brigade til afløsning i Tyskland og i 1950 skiftede lejren navn til Flyvestation Værløse.

Laanshøj er et meget stort kaserneområde, større end en mindre landsby. Her er det kernen i området. Der hører også små skovområder til og et vandtårn fra 1910 på områdets højeste punkt. Her er også en rasteplads. Der dog er noget tilgroet. Håndværkere var i gang med at male og reparere mure.

2004-2007 blev flyvestationen afviklet. I stedet bliver der nu dyrket økologisk hø. I efteråret 2012 blev det meste af området åbnet for publikum i dagtimerne. Flyvestation Værløse var nu blevet til Vejrstation Flyveløse. Der er sat nødtørftige hegn op omkring den ca. 1/3 som stadig er militært område. Men man kan sagtens få et indtryk og komme ud på landingsbanen. Her må jeg flere gange spontant ængsteligt kigge op i skyerne når larmen fra fly nærmer sig. Men, landingsbanen bruges ikke længere. Området syd for lejren skal omdannes til et "smukt og varieret overdrevslandskab". Med vådområde og skrænt. Her vil man prøve at tilgodese skovugler, spidssnudet frø og firben.

Kirke Værløse

Og Værløse? Jo, oprindeligt var der Kirke Værløse og Lille Værløse. Det var dengang at kirkelandsbyen havde 15 gårde og 52 huse (1787). Men så blev der voldsomt bygget i Lille Værløse, og siden 1990'erne hedder det bare Værløse. Nu er Kirke Værløse en hyggelig, og anonym 1900-tals landsby med en enkelt gade (Smedegade) med huse der må stamme fra 1800-tallet.

Nyt, gammelt og midtimellem. Bagest starter Smedegade og det ældre Kirke Værløse. Til højre det mere nutidige, 1900-talsbyggeri. Og er det ikke en 2CV der holder der? Eller er det en kopi?