Manhattan (5): Riverside Park

Så er Vandringløse Tidende nået til vejs ende i denne lille odysse udi det fremmede. Se de 4 andre indlæg de foregående indslag.

Den ældste del

Mens der er masser information at finde om Central Park og High Line Park, kniber det med Riverside Park. Selv Turen går til New York nævner den knap nok. Det er synd. Om end forståeligt. Arealmæssigt kan den slet ikke måle sig med Central Park, men til gengæld har den Hudson Floden. Desuden er den ældste del af parken lidt anonym. Men det ser ud til at i de seneste (par) år(tier) er der sket en masse. .

 Her et blik fra o. 89th St mod nord: Riverside Park er grøn og bred her. Det er den ældste del af parken. Til højre og uden for billedet kommer Henry Hudson Parkway og skubber fodgængere og cyklister næsten helt ud i floden. I baggrunden George Washington Bridge (1931) til New Jersey. 14 vejbaner og gang- og cykelbaner gør den til verdens mest voluminøse bro, 106 mio køretøjer om året.

Den ældste del af parken ligger mellem 72nd Street og 125th Street. Planlagt med boulevard og vejtræer og parker. I øvrigt af de samme landskabsarkitekter som stod bag Central Park. Nordpå er der senere yderligere kommet en afdeling fra 135th til 155th Street. Denne del besøgte vi dog ikke. Vi brugte nedgangen til parken ved 108th Street og gik sydpå.

På vej mod parken på 105th street kom vi forbi et buddhistisk tempel, som vi ikke umiddelbart bed mærke i udover det særprægede navn. Men det har en interessant historie. Bygningen har en statue af grundlæggeren af den buddhistiske Jodo-Shinsu-sekt. (1173-1262). Den havde vi nok kigget lidt nærmere på, hvis vi havde vidst hvor den var. Den stammer nemlig fra Hiroshima og overlevede på mystisk vis atombomben i august 1945. 10 år efter havnede den her, i et "lasting hope for world peace". Rygterne gik at statuen var radioaktiv, så børnene måtte holde vejret når de gik forbi den.

Riverside Park, ved de "originale" nordamerikanske træer og buske. Umiddelbart er det svært at se forskel. Men de oprindelige planter er åbenbart sjældne i New York, så botanikere og interesserede kan se dem i levendes live.

På den lille strækning 105th til 108th Street har frivillige forsøgt at dyrke 50 oprindelige planter: "Native plants to the North East" som der står på en lille plastificeret A4-siden. De fleste træer og buske i USA er åbenbart importeret fra Europa, i hvert fald i New York. Men her har man altså sikret en lille afdeling. Umiddelbart kunne vi nu ikke se forskel, og opdagede det først da vi var gået forbi. Kun det lille skilt gjorde opmærksom på det. Sådan går det når der ikke er ordentlige guides.

Riverside Park, en typisk trappe op til den ikke specielt befærdede boulevard ovenfor. Stien til højre fortsætter gennem parken.

At gå langs Hudson Floden er noget særligt. Men det kan være svært at vide hvor man skal gå. Der er såvel smalle som brede stier gennem hele den ældre afdeling. Og terrasser, legepladser (kun adgang med børn), bænke mm. Men langs floden løber en pænt befærdet vej. Så man kan enten vælge at gå langs floden - i larmen. Eller gå lidt fjernere fra floden, men så til gengæld mere fredeligt.

Denne båd er en udlejningsbåd, hvor man kan få sig en sejltur på Hudson-floden. Der er utrolig lidt af sådanne. I det hele taget sker der ikke ret meget på floden. I hvert fald ikke mens vi var der.

Den ældre del af parken har pragtfulde cykel- og fodgængerstier. Hyggelige og skyggefulde kroge. Terrasser med udsigt over floden.

Ved 79th Street kommer man ind i det mere bylignende del af parken. Her et interiør fra Boat Basin Cafe. Der er en stor udendørs servering og bagest er der en tribune eller arena med plads til orkester og til at danse og spise.

Cafe, båd og Trump

Fra omkring 72th St er det slut med freden. Så får parken følgeskab af i bogstaveligste forstand en Highway. Helt ned til 57th St larmer den sekssporede West Side Elevated Highway langs parken. Og det har den gjort siden 1930'erne. Dog ikke i syd hvor den i 1973 kollapsede ved 14th St. Parken fortsætter dog ufortrødent videre med dens forlængelse fra 2000 til 68th Street.

Billedet fra Pier i, set mod nord. Helt bagest George Washington Bridge. Bådehavnen skyder sig ud i vandet, og umiddelbart på den anden side er Boat Basin Cafe ( billedet ovenfor). Hvis man kigger direkte mod land, er der Trump.

Ved 70th St stikker Pier I et pænt stykke ud i Hudsonfloden. Hvis man kigger mod land, kan man ikke undgå at beskue en mere skandaleramt del af parken. Med Donald Trump som hovedperson. Han "udvidede" parken (nu kaldet Trump Place) ned til 59th Street og indkapslede den med luksuslejligheder. Skru ned for lyden, hvis du ikke kan holde stemmen ud. Videoen giver et overblik over denne den af parken.

Videre ned mod Battery Park følger parken Highway'en. Der er ikke mange synlige rester tilbage af det gamle havnemiljø. På dette sted har man dog bevaret et ganske lille stykke af en mole. Der er også et lokomotiv. Men ellers er alt stort set fjernet. Til gengæld er der en del kunstværker af nyere dato sat op med jævne mellemrum.

Fra 59th Street må man konstatere at parken ebber ud. Først et par pakhuse, så området med museer og rundfarter. Og endnu længere mod syd Battery Park.

Manhattan (4): Central Park

Central Park fortjener et selvsændigt afsnit. Den er en solid vandretur. Alene rundt i parken en strækning på 10-15 km. Desuden er Central Park et godt sted at starte som turist. En ballast før man kaster sig i frit fald ud i Manhattans gadeliv. Set i bakspejlet også en måde at møde newyorkerne (og deres turister) uden hverken Sinatras Number Onekrav eller Tom Waits' mere dystre Frank. Min oplevelse fra denne søndag (5. maj) er at de fleste bare vil være sig selv. Få et pusterum i det ekstreme bymiljø. Hvad enten det nu er sammen med familien, udfolde sig selv fysisk - alene eller sammen med andre. Eller bare være helt alene. Nyde 'naturen'. solen, det grønne og dyrelivet.

The Pond er en af de mindste søer og ser lille ud på et kort. Men virkeligheden viser noget andet. Her den ene "vinge" af søen. Den anden fortsætter til venstre. Bagest et af parkens ikoner: Gapstow Bridge. En granitbro bygget i 1896.

Det kan være fristende at sammenligne den med Fælledparken i København. Begge blev kreeret af landskabsarkitekter. Centralpark blev startet 1858-1873, Fælledparken blev anlagt 1908-1914. Men Central Park er syv gange større (0,5 km2 mod 3,4 km2). Turen rundt om parken er på ca 10 km. I det hele taget skal man passe på med størrelserne. Manhattan ser lille ud på et kort. Man glemmer at den er 3-4 km på den korte led og næsten 20 km på den lange. Central Park er meget mere varieret end Fælledparken. Faktisk minder Fælledparken mest om The Meadow med forskellige boldbaner mm. Central Park er Fælledparken, Utterslev Mose, Vestskoven, Vestvolden, Kongens Have, Tivoli og meget, meget mere samlet et sted. Med plads til det hele.

Når man har vandret rundt i Vestskoven og Fælledparken, kan man undre sig over at man dog måske kunne have haft glæde af at genbruge nogle af Central Parks virkemidler. Her et kik imod 5th Avenue.

Central Park har været under stadig forvandling siden 1873. Helt op til vor tid er især de nordlige områder blevet mere og mere parkagtige. Plænen ved Belvedere Castle (fra 1872) er oprindeligt et vandreservoir (indtil 1937), og "slottet" en observationspost for det (nu er der en meteorologisk station). Senere blev New Yorks vandreservoir (2½ km i omkreds eller nogenlunde som turen rundt Damhussøen) midt i parken indlemmet. Sammenhængen mellem de to er markereet med "South Gate House". Selv om der altså ikke længere løber vand ud af gaten.

En tur langs The Pool og The Loch kan være en stor naturoplevelse, og også krævende, rent motionsmæssigt. Alt er tegnet og tilrettelagt, men det er godt lavet. Man lever for en kort stund i en illusion af at gå rundt i et vildt naturområde. Og der er hegn om de 'vilde' områder, så dyrelivet derinde får lov til at være i fred for mennesket.

Nogle af de smukkeste områder findes omkring The Pool og The Loch. De er til gengæld meget svære at gengive på foto. Sidst de "farlige skove" nordpå ved Harlem, hvor kriminaliteten en overgang betød at man frarådedes at færdes her om natten. Her ligger nogle batterier fra 1812 (den amerikanske revolution). Og losseplads indtil 1990'erne! (Det er meget svært at forestille sig i dag).

Udsigten fra det næstøverste "dæk" i Belvedere Castle. Nedenfor kan man lige skimte Delacorre Theatre og husene langs 8th Avenue. "Slottet" er nu mere et informationssted og nedenfor er den meteorologiske station hvis data udsendes i vejrudsigterne.

Der er 26.000 træer. 270 fuglearter. Knap 9.000 bænke. 36 broer. Der er flere damme og søer end der er ord i engelsk til at beskrive dem: The Pond, The Lake, The Pool, The reservoir, The Loch, The Water, så da man nåede til den nordlige del ved Harlem måtte man tilsyneladende ty til det tyske ord Meer, Harlem Meer. Nord for ligger Harlem. Ikke som i "gamle dage" for afroer, men nu mere for latinoer. Og spansk høres konstant.

 Et lille udsnit af den nordlige bred af Harlem Meer. Bag træerne anes husene i Harlem. Huset ved søen er Dana Discovery Center, og langs bredden sidder en masse børn og unge og fisker. Man kan leje fiskestænger her. Mens vi kiggede på, var der dog ikke bid. På den modsatte bred (uden for billedet) Nutter's Battery og Fort Clinton.

Skilte maner til at passe på "the wild life" i parken. Og der er også masser af dyreliv at se. Det kan være svært at se det vilde i de næsten håndtamme egern, stære og andre fugle. Den vigtigste dyreart i parken er nu mennesket, de 25 mio årlige besøgende. De kan vælge mellem masser af friluftsaktiviteter: Tennis, squash, løb, ridning, cykling, løb, baseball, basketball, fodbold, fiskeri mm. Eller lade sig underholde: Karetture, sejlture i båd eller gondol, karrusel, koncerter, bryllup, events. Der er rigeligt med plads til det hele. Også til bare at gå rundt og slappe af. Det meste er gratis. Toiletter, spisesteder mm er også på plads.

The Ladies Pavillion ved The Lake. Her er et leben af robåde og en enkelt gondol. Dog uden syngende gondoliere. Bemærk også cyklerne. Der er både cykel- og ridestier rundt parken.

Latinoerne

Når man bevæger sig rundt i Central Park - og for den sags skyld også andre steder i New York - kan man ikke undgå at bemærke at der tales spansk i stor stil. Især restaurantpersonalet, endog i Newark-Lufthavn. Latinamerikanerne udgør 2,4 mio ud af New Yorks ca. 8,4 mio. indbyggere. Langt hovedparten af dem kommer fra Puerto Rico og Den Dominikanske Republik (1.5 mio), men der er også en del mexicanere, ecuadoranere og columbianere.

Som Damhussøen er New Yorks gamle vandreservoir omgivet af en dæmning. Til venstre for springvandet i baggrunden er South Gate House. Stien umiddelbart ved søen er reserveret for løbere. Fodgængere henvist til den øvre sti.

En rapport beskriver de demografiske forhold. De fordeler sig meget uens over byen. På Manhattan holder de (dominikanerne) fortrinsvis til fra den nordlige del af Central Park og nordpå. I stor stil i The Bronx (puertoricanerne). Selv om de taler spansk - og højt - sammen, ville de som jeg tilfældigt kom i kontakt kun ugerne snakke spansk. Og kun en svarede på standardspørgsmålet: Where are you from?

På en solrig søndag som denne kan der hurtigt blive trangt på plænerne. Og spansk høres ret ofte når folk går forbi. 

Man kan nikke genkendende til de fleste træer i parken, for det er de samme som er i Europa. Hvis man vil se de oprindelige nordamerikanske arter, skal man til et område i Riverside Park. Den er et overset sted i New York, tegnet af den samme landskabsarkitekt. Herom det sidste afsnit i denne New York-odysse. Se de tre første afsnit de foregående dage på denne weblog.

Manhattan (3): If you can make it there ...

Når jeg vandrer rundt i New York - og tænker tilbage på byen når jeg ser vores fotoer - har jeg to  modsatrettede melodier/stemninger kørende. Den ene er Frank Sinatras New York New York. Den anden er Tom Waits' album Franks Wild Years. De er modstykker. Sinatras tekst er fyldt med oneliners, og musikken er Las Vegas swing. Waits' plade er 17 numre fra et skuespil. Ingen nemme pointer eller punchlines. Teksterne er svært tilgængelig med dybt skjulte pointer, musikken kaotisk, amelodisk og skæv.
 

Chrysler Building peger mod himlen med sit enlige spir: Number One? I hvert fald i en måneds tid indtil Empire State Building var færdig. Mange synes dog at æstetisk er Chrysler number one. Til gengæld skulle der en protestbevægelse til for at redde Grand Central Station (i gaden bagest, men foran Chrysler Building). Den var ikke høj nok og ikke nok penge i jernbaner. Men Tom Waits var der, i filmen "Fisher King" fra 1991.

For mig vinder Waits på dybde, humor, selvironi og menneskeligheden. Sinatras melodi afspejler en brutal drøm, et glansbillede. Waits beskriver en virkelighed som kommer tæt på. Jeg har på fornemmelsen at Waits' Frank er et poke til Frank Sinatra og det han står for. Flere numre peger på det: "I'll Take New York" (total Sinatra, dér), "Straight to the Top" (Sinatra: "Top of the list") og "Please Wake me Up" (Sinatra: "Wake up in a city that never sleeps"). For ikke at snakke de skjulte hentydninger i teksterne.

Solen skinner ikke altid på Manhattan. Her står regnen ned i tove. Subway'en oversvømmes, og folk flygter væk fra gader og stræder, som her foran Macy's varehus. I baggrunden er nogen blevet number one til en taxa. Pølsemanden er the only one ved sin vogn, og flygter senere med den. "It's more than rain, that falls on our parade today", som Tom Waits kunne have kommenteret fra Franks Wild Years. "Nothing is going our way".

Frank Sinatra var "a number one". Waits' Frank bliver aldrig til noget. På det sidste nummer ender han med at konstatere at "Well, it was a train that took me away from here, but a train can't bring me home". Og der er mere Frelsens Hær end Las Vegas over musikken. Det tog som vi alle måske frygter kører fra os. Men på en eller anden måde gennemsyrer de to livssyn Manhattan mere end noget andet sted. For mig udtrykker Sinatra præcist de mange myter der er knyttet til byen. Waits et solidarisk kram til det kæmpeflertal som enten ikke spiller med Sinatra, eller ikke blev "a number one".

Rislende vandfald og forgyldte vægge. Overalt spejler rummene sig - og dig selv, forgyldt. Trump Tower. Trump, Trump, Trump. Milliardæren byder os indenfor i sin verden af luksus og sød musik. Alt er godt her. Ingen problemer. "Proper footwear required" står der på skiltet ved rulletrappen. Jo, verden skal ikke med ind, den eksisterer ikke, sålænge du har din pengepung i orden. You're a number one.... "I want to be a part of it" ... eller?

En "number one" er fx Donald Trump. Indbegrebet af amerikansk succes: Bedstefar indvandret fra Tyskland, Donald selv født i Queens. Han blev stenrig på ejendomme, ejer selv mange, bl.a. omkring Central Park. Gift tre gange og børn med alle konerne. Hans navn står overalt og mange gange på hans ejendomme. Han blander sig i politik og religion på en højst påfaldende måde. Og mange vil vel mene at han har en smagløs kultur. På samme måde anses 5th Avenue og Madison Avenue for de riges kvarter.

I 2009 lukkede Virgin Records på Times Square. Vi havde set frem til at besøge den, fordi den rummede et slaraffenland for musikfreaks som os. Vi havde bare ikke læst om at den var lukket. Lukningen skyldes ikke nedgangen i salget af musik. Men, ifølge New York Times at "the chain’s owners, two big New York-based real estate development companies, saw greater potential in leasing the prime space to Forever 21". Der er også åbnet en Toys'R'Us. "King of the Hill".

Enhver kan beskue de nedre etager af Trumps hovedkvarter på 5th Avenue hvor han selv efter sigende bor. Ligesom man kan foran Trump International Hotel and Tower kan bese en globus ved  indgangen til Central Park, Columbus Circle. Den er en kopi af Unisphere, verdens største globus med en diameter på ca 37 meter. Den står i - Queens. Man kan, og bør, gøre sig tanker omkring hvad den form for arkitektur og opførsel står for.

"I want to be a part of it..." og det kan man blive på denne tribune i den ene ende af Times Square med en Coca Cola-reklame som kulisse. Så er det hele bogstavelig talt iscenesat. Foran tribunen myldrer det med folk der håber på at blive set og blive number one: Kunstnere, musikere, gøglere, gadehandlere, religiøse (Dommedag er nær....), reklamer. Du kan endog "be a part of it" ved at stille dig ind i linsen for de to kæmpestorskærme.

Det er vel menneskeligt at vi gerne vil være "som vi er". En anden ting er så om det er muligt at overleve på den måde, og om vi alle kan blive "a number one". Mange ønsker i hvert fald at blive det. Det udstilles måske i særlig grad på Broadway-Manhattan. Her kan man godt føle sig udsat for et forrventningspres om at være som du ikke er. Især i weekenderne.

 "Naked Cowboy" der sælger undertøj og forskellige dimser "Made it there". Chokoladebrune piger og denne pågående, lækre fyr tiltrak mere end opmærksomhed. Showet er i gang. Sammen med dommedagsprædikanten, Batman, Terminator og Alien, Disney-figurer, sangkor og alskens andre som kappes om at være the "number one", i hvert fald for en kort stund.

Rammen for alt dette blev udstukket for over 200 år siden. Alle gader (Streets) og avenyer på Manhattan fik numre inden de overhovedet var lavet. Kursen var lagt, kun Broadway skærer sig gennem avenyerne, og kun i den sydligste del er der hvad vi normalt forstår ved gadenavne. Eller. Kigger man på gadeskiltene, så finder man overalt at der alligevel har indsneget sig navne. 6th Aveny kaldes fx også The Americas. 46th Street kaldes mellem 7th og 8th Avenue også for Restaurant Row. På samme måder kan man finde Diamond Row, Korea Row, og andre. Et stille oprør mod at være reduceret til et identitetsløst tal?

Showet er forbi. Lysene går ud. Aktørerne væk. Er alle "Way down in the hole"? Diamanterne der om dagen blænder en overalt på Diamond Row, 47th Street ved Times Square, er som forsvundet som dug for solen. "In the city that never sleeps" starter et andet liv. Nogen ville kalde det bagsiden. Bunker af affald hober sig op. Foran rig som fattig. Hvad angår skidt og møg er alle number one.

Når man nu alligevel er anonym, så kan man vel ligeså godt svine det hele til? New York producerer i hvert fald enorme mængder affald. Alle vegne. Og så mange mennesker må nødvendigvis have mange efterladenskaber. Men er det rimeligt at restauranter, deli'er, cafeer og spisesteder i den grad bruger engangsbestik? Forretningerne uhyrlige mængder emballager. Og samtidig ikke genbruger? Affald er klasseløst. Selv på Diamond Row hvor ortodokse jøder siden 1941 har udbudt mængder af diamanter, ligger affaldet i meterhøje bunker når butikslysene slukkes og vinduerne tømt for kostbarheder. Flåder af skibe og lastbiler på vej med møget. Meget af det havner på Staten Island.

Måske er det med denne båd affaldet fra Diamond Row nu bliver fjernet. Transporteret til Staten Island og New Jersey. Frihedsgudinden kigger tavst på flåden og holder faklen højt. Gad vide hvad hun tænker, hvis hun da tænker overhovedet. Var det det som var hele ideen med friheden?

I nyere tid er tragedien med World Trade Center 11. september 2001 så absolut number one begivenhed. Er det virkelig lykkes for New York at vende den til noget positivt? At komme op på hesten igen, livet går jo videre? Hvad betød den for New York? Fik byen til at stoppe op et sekund? Fik den øjnene op for at intet er for evigt, og man skal sætte pris på det nære? Det er jeg den sidste der vil udtale mig om, som en skide turist. Man kan tage det konstruktive i Sinatras "I'll make a brand new start of it". Det skulle nødigt udvikle sig til at "today is grey skies, tomorrow is tears, you'll have to wait till yesterday is here".

Spiret blev sat på World Trade Center mens vi var der. 1776 fod, ifølge Politiken året for USAs uafhængighedserklæring. Men tårnet er vokset op i en noget anden by end tvillingetårnene. Storbyer må nødvendigvis hele tiden forny sig selv. New York må. København må. Ellers går de til grunde. Spørgsmålet er bare hvordan.

Læs også de to andre indlæg fra 12. maj og 13. maj.