Sidste mand på skansen?

Tilføjet 2. april: Dette var naturligvis ment som en aprilsspøg, en aprilsnar. Hvilket gerne skulle fremgå af link og billeder. Men for en god ordens skyld ... der er ikke nogen tysk bunker som den beskrevne på Vestvolden. Og den faldefærdige rønne står/ligger ved Roskilde Fjord.

Det er vel ikke nogen hemmelighed for vandringsfolket at Vestvoldens mange magasiner for tiden er under renovation. Oplevelsescenter og skovninger skal få volden til at fremstå som den engang gjorde. Det var netop et af disse arbejder som afdækkede et hidtil ukendt kapitel af voldens historie.

Set på afstand fra pensionisthaverne langs volden kan man ane den lille sænkning i volden, til venstre for midten af billedet. Det skyldes at de underjordiske gange ikke kunne klare trykket fra landbrugsmaskinerne der pt kører rundt og afskover Vestvolden.

Volden kom som bekendt aldrig i krig. Men i skiftende perioder var den bemandet, fx under 1. verdenskrig, lige som tyskerne benyttede dele af den under besættelsen. I forbindelse hermed afspærrede de dele af volden for offentligheden, bl.a. Husumenceinten ved dobbeltkaponieren. Det er endnu ikke fuldt afklaret hvad tyskerne foretog sig her. Gamle Husumboere snakker endnu med glimt i øjet spøgefuldt om at de nok byggede Førerbunkere der, og hvem ved? Under renoveringen af passagen til dobbeltkaponieren stødte Vej- og Park-folkene på noget som fik dem til at spærre øjnene op: En hidtil ukendt sidegang.

Belysningen er ikke den bedste, men kik godt ca. 1/4 nede af denne gang: Til højre har der været et gennembrud til den hemmelige bunker. Gangen er først for nyligt blevet renoveret og genåbnet, efter at have været upåagtet siden 2. verdenskrig.

Det tilkaldte museumsvæsen kunne ved nærmere undersøgelse konstatere at bunkeren var opført under 2. verdenskrig af tyskerne. Fordi området senere er overgroet af træer, og i øvrigt ligger i et ret utilgængeligt område af Vestvolden, er den blevet glemt. Formentlig har de tyske efterretningsagenter som vidste om dens eksistens, taget deres viden med sig i graven.

Hvad der fik arkæologerne til at studse var, at bunkeren så ud som om den har været beboet indtil for ganske nyligt. Man har fundet tomme feltrationdåser med rester af Sauerkraut og cigaretpakker af mærket Stuyvesant. Da jeg fik lov til at smugkigge ned, kunne jeg få øje på en trillebør med Portland Cement, noget støvet, men tegn på at der har været støbeaktivitet til det sidste. Det er endnu uvist hvor de sidste beboere er blevet af, formentlig fanatiske tyske efterretningsfolk, da den eneste vægdekoration var et billede af den tyske fører.

 

 Vandringsmanden fik lov til at fotografere ned i en af bunkerne. Som det ses var der fuld gang i cementstøbningen. Der er forunderligt nok stadig luft i trillebørens hjul. Hvordan beboerne har fået smuglet rockwoolen derned, er det nu op til Nationalmuseets arkæologer og Politiets Efterretningstjeneste at finde ud af.

Arkæologer er endnu ikke færdige med at studere hvordan det har været muligt at holde aktiviteterne skjult i så mange årtier. Men området er første blevet bebygget i 1950'erne. Chefarkæologen peger på, at Nazi-Tyskland i slutningen af krigen oprettede hemmelige modstandslommer til en eventuel nazistisk modoffensiv. Den kom som bekendt aldrig, men noget tyder på at denne modstandslomme aldrig modtog budskabet om den tyske kapitulation (der er ikke fundet noget radioapparat i bunkeren). Det må have taget årtier at udgrave det underjordiske gangsystem, som arkæologerne mener de kun har set begyndelsen af.

Lokale fra Husum Pensionistforening har godt nok i årtier undret sig over denne faldefærdige rønne umiddelbart over bunkeren. Nu mener museumsfolkene at den muligvis har været brugt til at bortskaffe de enorme mængder jord fra det komplicerede net af underjordiske gange under voldgraven, og muligvis sæde for spionage.

Interesserede kan, bl.a. i anledning af 2. påskedag, bese det sensationelle fund på Vestvolden. Der er rundvisninger i det indtil nu afdækkede område hver hele time. Rundvisningerne starter ved nedgangen til dobbeltkaponieren i Husumenceinten. Jo, Vestvolden byder så sandelig stadig på overraskelser. Vi ses derude!

Nattevandring ved (næsten) fuldmåne

Det skyldes ikke angst for varulve i morgen nat, hvor det er fuldmåne, at Vandringsmanden stævner ud. Hver fjerde uge er det fuldmåne, men det er ikke nødvendigvis skyfrit som i nat. Samtidig er der sne hvor måneskinnet kan reflektere, så det er med at udnytte chancen. Sneen sætter også sine begrænsninger. Klog af skade skal jeg ikke nyde noget af at gå ad glatte stier her i mørket, hvor man kan risikere at ligge længe før der kommer nogen forbi.

Udsigt fra broen ved Vestvoldens udløb i Utterslev Mose. Og nej, det er ikke solen, men fuldmånen, der spejler sig på isen.

Desværre får jeg ikke indstillet selvudløseren, så jeg må forlade mig på at trykket ikke ryster kameraet alt for meget på den lille fod, der skal fungere som stativ. Målet er ikke noget særligt andet end at det skal være lidt væk fra byens lys. Det er svært. Men i Utterslev Mose og Husumenceinten - den nordlige del af Vestvolden - er der da nogle chancer. Sådan omkring Kagså Batteri.

 Lidt nord for Kagså Batteri ser øjnene næsten ingenting, men det gør så til gengæld kameralinsen. Farverne er lidt dystre. Men himlen ser nærmest helt blå ud.

Som natteræd barn læste jeg engang et eller andet med et ditto barn hvis far forklarede at tingene så nøjagtig ud på samme måde når det var mørkt som når lyset var tændt. Det forsøgte jeg dengang uden held at overbevise mig selv om var rigtigt. Og at kameraet afslører en anden virkelighed end den som jeg kan se med det blotte øje, viser disse fotoer. Jeg husker motiverne som holdt i meget blå og sorte farver. Men kameraet kan altså noget andet. Nogle af fotoerne ser jo nærmest ud som om de er taget i solskin. Hvad de altså ikke er. De er taget omkring kl. 9 om aftenen, og det er absolut mørkt.

Lysene fra lyskrydset ved Frederikssundsvej anes for enden af stien. Kagså Batteri til højre. Til venstre Egevang.

Der er egentlig ikke så meget at sige om stederne. Det er jo velkendte vandringsmål som før er blevet billedligt vist på bloggen. Nu så altså set ved fuldmånetid. Og gennem et kameras linse. Smukke ser de ud, synes jeg.

Vandværker langs Harrestrup Å

Hvis man vil se de vandanlæg som siden tidernes morgen (dvs. for 100-150 år siden!) har forsynet København med vand, så er det ved at være sidste udkald, i hvert fald hvad angår Bellahøj Højdebeholder. Jeg har læst i det seneste nummer af lokalavisen at det snart skal rives ned.

Maskinhuset i det forhenværende Valby Vandværk. Man skal helt hen til kanten af dæmningen for at se huset. Bilister og andre kørende vil næppe skænke det en tanke, når de kører forbi.

Langs Harrestrup Å ligger der to vandværker. Det ene er Valby Vandværk på sydsiden af Damhussøen. Det gør ikke meget væsen af sig. Bilister ad Roskildevejen har formentlig suset forbi uden at skænke det en tanke. Det ligger så kun det øverste af taget er synligt fra vejen, der jo i virkeligheden er en dæmning. Maskinhuset er som skrevet står på facaden opført i 1901, og fungerede indtil 1970'erne. Nu fungerer det mere som et pædagogisk center hvor børnehaver og deslige kan bestille tid til at børn kan fange haletudser og lege med vand.

Disse stynede træer er en god illustration af verjsituationen pt langs Damhusengen. Læg dertil en hvinende kold østenvind.

Lege med haletudser kan man formentlig også i Damhussøen og ved Damhusengen, men ikke i dag, hvor det er hvinende koldt. En strid østenvind suser hen over det åbne areal. Solen skinner godt nok og har også fået godt fat, men kan slet ikke kompensere for vindafkølingen.

Til venstre et ud af tre dobbelthuse som oprindeligt er anvendt til boliger. De er nu solgt til private. Til højre er maskinhuset. Det fungerer stadig væk, omend de oprindelige dieselmotorer nu er udskiftet med maskin- og elværksteder,  lager samt elpumper.

Bedre går det længere nordpå langs Harrestrup Å hvor det stadig fungerende og langt større Islevbro Vandværk ligger, umiddelbart syd for Islevbrovej. Selv området er lukket af. Man skal bestille tid for at komme på rundvisning. Vandværket fungerer stadig væk. Jeg må ind og se det en af dagene.