Sol over Vold og Mose

Vejret må være dagens største attraktion, tænkte Vandringsmanden til formiddag, hvor sneen knasede under støvlerne, og der skulle gås rask til for at holde varmen. Men der var andre lyde end knasen. Faktisk var der en kvidren, pippen, skratten og syngen som på en sommerdag. Bortset fra at årstiden gør at man rent faktisk også kunne se hvor lydene kom fra.

Der er masser af rødhalse eller -kælke langs den kunstige dam. Måske er de tiltrukket af det varmere vand? Så endelig kan jeg dokumentere at jeg har set en rødhals!

Jeg har ikke nogen særlig god zoom på mit kamera, så læserne må bære over med den ringe kvalitet på billederne i dag. Jeg kunne ikke komme tæt nok på, så de er udklip der så er forstørret op til en helt urimelig størrelse. Derfor er de slørede og uskarpe.

I starten tror jeg at det bare er en skade. Men da jeg kigger nærmere, kan jeg godt se at der er noget galt: Fuglen er rød! Den er ellers på størrelse med en skade. Jeg vil lade det være op til fuglekendere at artsbestemme den. Flot er den i hvert fald. Hvad enten man ved hvad der er for en eller ej. Jeg har lidt på fornemmelsen af det må være en skovskade.

Vand er et af fuglenes store problemer i vinterperioden. Derfor klumper de sig sammen på de områder hvor der stadig er isfrit. Tæt ved en bro og et afløbsrør er vandet stadig for varmt til at frosten har fået fat for alvor.

En af mine kolleger mente at der ikke var nogen sjagger i år. Det kan da vist dementeres her. Er det ikke ham eller hende her?

 Argh, det er en skam at det er blevet så uskarpt! Men jeg synes alligevel motivet går forud for kvaliteten af billedet. Og så var der endda hele to af dem. De hoppede rundt i en busk, og gnavede løs på deres vinterforråd.

Men de dokumenter at fugle og dyr lever og har det godt, trods kulde og blæst i Kagsmosen og langs Vestvolden.

Solen skinner ned i Volden. Men det er forbandet svært at nå derned! Solen står ganske enkelt alt for lavt på vinterhimlen.

De bygger stadig på forsinkelsesbassinet ved Kagsmosen. Nu har de også lavet et rør op mod Frederikssundsvej. Det er så stort, at man næsten kan stå op inde i det (jeg prøvede dog ikke, der er afspærret).

Selv her i vinterkulden er der gang i byggeriet i Kagsmosen. Nu er de i gang med at konstruere en betonkasse. Det må være her selve bassinet skal være. Mon de fylder op igen langs siderne?

Mens de graver, ser det ud til at der er lavet en slags aflastningsbassin hvor vandet bliver pumpet op. I den strenge frost er der dannet et mudret ismonster, og vandet må åbenbart være varmt, for dammen er isfri (se fuglene), og det damper fra det.

Her sprøjter det med vand til den kunstige dam. På den anden side fosser vand ud fra et ret stort rør. Fuglene ser ud til at trives her. Og der er masser af rødhalse i krattet langs dammen.

Selvbyggernes Mørkhøj

Om Mørkhøj har Gladsaxe Kommune udgivet en udmærket brochure "På sporet af det nye Mørkhøj" om dette områdes seneste knap 100 års historie fra dengang Mørkhøj var en landsby med 8 gårde. Den 3. november skrev jeg om Mørkhøjgård, som er den eneste overlevende af disse. Området var det sidste i Gladsaxe som blev bebygget. Det er samtidig også en fortælling om Danmarks overgang fra landbrugssamfund til industrisamfund.

I klingende frost er jeg draget ud for at se på området med nye briller: Den historiske optik. De mennesker som opførte denne bydel, lever formentlig for nogens vedkommende stadig. Gårdene blev udstykket i perioden 1930-1950. Men ikke alle blev bebygget med det samme. I første omgang blev de brugt til gartnerier, der så blev omdannet til kolonihaver for så til slut at blive opkøbt og bebygget som boliger.

Ikke alle typehusene er så velholdte som disse på Lillegårdsvej. Men de giver et indtryk af variationerne i Meulengrachts 19 typer. Husene er pudsede. Modsat de nyere huse. Så det er nemt at se forskel.

Fase 1: Lillegårdens Villaby

Lillegårdens Villaby var det første, og det er opkaldt efter Lillegård som oprindeligt hørte under Enghavegård. Det blev i 1929 opkøbt af arkitekt J. L. Meulengracht og grosserer Henrik J. Hansen og omfatter hvad der i dag er Lillegårdsvej, Onsbjerg Alle, Ilbjerg Alle og Stavnsbjerg Alle. Det blev udstykket til selvbyggere. Det var typehuse, og der var over 19 slags som selvbyggerne kunne vælge imellem. Meulengracht satsede på at husene skulle være billige og funktionelle, og så måtte de gerne se ens ud.

Lillegårdsvej 25 er ifølge brochuren det eneste af sin slags, og fortæller lidt om hvor grænsen gik for selvbyggernes ydeevne. Det tog 3 år at opføre huset. Så det var der ikke andre som gav sig i kast med. Ifølge brochuren har det en særlig høj bevaringsværdi. Nabohuset, nr. 27, har som et af de få også kælder. Endnu en præstation som kun de færreste selvbyggere kastede sig ud i..

Det var selvbyggerne nu ikke helt enige i. Allerede mens husene blev opført begyndte selvbyggerne at tilpasse tegningerne efter eget hoved, og senere tiders krav om mere plads har skabt adskillige knopskydninger på dem. En stor del af dem har ikke kunnet holde til tidens tand, og er nu erstattet af nyere huse.

I stedet for den store type fra Lillegårdvej 25, blev det denne type fra Onsbjergvej 23 den mest benyttede, også i anden fase i Toftegårdens Haveby. Dette hus er for en gang skyld ikke pudset. Så måske ville nostalgiske indreby-københavnere kunne genkende mursten fra deres nedrevne hus.

Det må have været hårde tider for selvbyggerne. Arbejdstiden var dengang 44-48 timer og man arbejdede om lørdagen, så der har kun været ganske få dage hvor selvbyggerne kunne bygge på deres huse. Opførelsestiden på et sådant hus var beregnet til 1 år. Men det var under ideelle forhold. Det kunne vare endnu længere. Og især hvis der også skulle udgraves en kælder. Husene var kakkelovnsfyrede. Mange har ifølge brochuren ikke registreret at have badeværelse.

Meulengracht brød sig ikke om Lillegårdens Villabys uens udseende, så da man gik i gang med Toftegårdens Haveby, kunne selvbyggerne ikke vælge mellem så mange forskellige typer. Man skal nu have gode øjne for at se forskel, men hvis man ved det, kan man godt se at fx som her på Septembervej er der ikke så mange forskellige slags huse.

At det tog så lang tid skyldes også at husene for en stor dels vedkommende blev bygget af omkring 16.000 genbrugsmursten pr. hus fra huse som var revet ned i Københavns indre by. Kvinderne skrabede murstenene rene for kalk. Ligesom die Trümmerfrauen gjorde i Berlin efter 2. verdenskrig.Derfor er det også nemt at se hvilke huse der er fra den tid: De er pudset, da murstene har været for grimme at se på.

Fra 1960'erne var det slut med det private intiativs kaotiske boligbyggeri. Nu greb kommunen ind og sikrede ensartetheden i byggeriet, som her på Oktobervej. Her kunne selvbyggerne efter kurser og kommunens instrukser opføre huse i gasbeton, sten og træ. Men efter nøje fastlagte tegninger. Det var måske det som Meulengracht i virkeligheden havde drømt om. Så måske har han ikke vendt sig i sin grav.

Fase 2: Toftegårdens Haveby

Toftegårdens Haveby (Julivej, Augustvej, Septembervej og del af oktobervej) var det næste. Her kunne selvbyggerne godt nok vælge mellem færre typer, men i praksis valgte de kun mellem to. Ifølge brochuren havde Meulengracht lært af  børnesygdommene fra Villabyen og byggeriet var mere organiseret. Der var ikke plads til selvbyggernes fikse ideer om ændringer i bygningstegningerne eller beplantningen!

Både Meulengrachts og kommunens selvbyggere kunne få år efter indflytningen opleve TV-byen blive bygget mellem dem og mosen. Her set fra Julivej. Nu er TV-byen selv blevet omdannet til beboelse og erhverv. Og det omkringliggende område tilbygget med op til 7 etager.

Fase 3: 1960'erne og frem

Den anden halvdel af Oktobervej afspejler et skifte. I 1960'erne var det slut med det private initiativ. Kommunen overtog ideen, men med kommunalt tilsnit og opsyn. Disse huse af sten eller gasbeton fremstår i dag som Meulengracht måske drømte om: Ens. Selvbyggerne lejede sig ind, helt til 2005 hvor de kunne købe grund og hus.

Enghavegård lagde grund til TV-byen (1963-2007) som nu er omdannet til kontorer og boliger. En af de mere kuriøse overleveringer er at optagelserne af Bamse og kylling afskærmede offentligheden fra et lille vandhul, hvori den spidssnudede frø så trivedes. Den er fredet i EU, og det kan selv et boligbyggeri ikke rokke ved: Dette er ikke mindre end et af de sidste tilflugtssteder for det lille kræ. Tihvertifald!

Jeg ved ikke om det lige var her Bamse og Kylling huserede. Men overalt i området bag den gamle TV-byen er der vandhuller med forklarende tavler om at man skal passe på frøerne, og der er flere meter brede græsveje som fører fra vandhullerne ned til Utterlev Mose. Tværs gennem og under byggeri og veje. Jo, der bliver passet på de små kræ!

Bag TV-byen ligger Gyngemoseværket som fortæller historien om prisen for halvtredsernes industrialisering. Rensningsanlægget fungerede 1950-1966, men blev hurtigt alt for lille. Så virksomhederne svinede bl.a. Utterslev Mose til. Der skulle skrappere rensningsanlæg til, som Lynetten. Og virksomhederne kom til at rense mosen. At virksomhederne svinede, mærkede vi selv da kilden tæt på vores hus blev lukket for nogle år siden pga. af en gammel forurening. Tankene fungerer siden 1989 som forsinkelsesbassin for spildevand, udvidet 2006.

Området er ellers præget af plejehjem (Rosenlund, Gyngemosegård), Center for Døve, Blågårds Seminarium med den tilhørende Enghavegård Skole og skoler i det hele taget. Boligbyggeriet er præget af 3-7 etagers huse, bortset fra Mørkhøjvej 144. Her midt inde i det lidt kedelige lejlighedsbyggeri har man pludselig fundet på at opføre en landsbylignende bebyggelse med tolv 52 m2 bittesmå huse, så sent som 1976.

Det er svært at fotografere indeni denne mærkelige bebyggelse. For der er smalle gyder og hækkene står med ganske få meters mellemrum. Fra denne vinkel får man et lille indtryk af de bittesmå huse og indfaldsgyderne. Nogen må have tænkt 'landsby' her. Midt i 1970'erne.

Efter endt tur har jeg fået et andet syn på husene. Da vi flyttede til Husum, syntes jeg at husene så lidt kedelige og anonyme ud. Men jeg har fået lidt mere respekt for dem når man tager det hårde slid i betragtning. Om Meulengracht var en filantrop og idealist eller en boligspekulant, det skal jeg ikke tage stilling til. Han er i hvert fald det eneste navn som er at læse i brochuren. Alle de navnløse som brugte hele deres fritid i årevis til at opføre husene ved vi ikke så meget om. Hvilke drømme har de haft, om nogen? Hvor kom de fra? Der ligger sikkert mange historier gemt i de mursten.

Gentofte Sø og Brobæk Mose

En frisk nordenvind bider godt i kinderne her hvor frosten er vendt tilbage. DMI har lovet at der også skulle komme noget sol. I bogen "Vild natur i Danmark" optræder der 4 steder tæt på Storkøbenhavn. En af dem er 1,2 ha stort og ligger ved Gentofte Søs nordvestlige hjørne: Brobæk Mose. Mosen er siden 1981 blevet "naturgenoprettet". Og ifølge bogen er der indvandret en række meget sjældne arter, bl.a. orkideer. Dyrelivet er det dog så som så med. Mosen ligger i Gentofte Søs nordvestlige hjørne, men der er så smattet at jeg hurtigt opgiver at studere området meget nærmere.

Gentofte Sø er lidt over en kilometer på den lange led og et par hundrede meter på den korte. Cirka midt på dens østlige bred lå Gentofte Landsby, men den er der stort set intet tilbage af. De gule huse mellem kirken og plænen er resterne af noget industri, og markerer hvor landsbyen omtrent lå.

Til gengæld er der rigeligt med materiale på internettet om Gentofte, så jeg øser gavmildt ud: Brobækken var engang den vigtigste kilde til hovedstadens vandforsyning. Den løb fra Hulsø til Gentofte Sø indtil 1900. Så blev Hulsø omdannet til Vangedes losseplads ved Nybrovej, og er nu bebygget med bl.a.Ikea. Vandet strømmer stadig lystigt, godt blandet op med affaldsstoffer fra lossepladsen, og der er ingen som kan finde ud af hvor vandet kommer fra.

Naturområdet ved Gentofte sø ligger på vestbredden, mens østbredden er beboet og der er kun en smal sti langs søen. Svanerne er bestemt ikke håndtamme. Her letter en da jeg åbenbart er kommet for tæt på.

Gentofte Sø er nok mere kendt end Brobæk Mose. Her lå engang landsbyen Gentofte. Den er der ikke meget tilbage af. Gentofte Kirke, der er opført omkring 1176. Det største af husene er fra 1728, og de gule huse nærmest søen var 1795-1884 en strømpefabrik for skotske Alexander Mitchell, som strædet er opkaldt efter. Engang hed gaden Nebrogade, eller Skvaldergyden. Nu er strædet ret dødt, og det er svært at forestille sig nogen sladre dér.

Som sædvanligt er almuens huse ikke bevaret. På basis af de tre gule huse, som alle ligger på Mitchellstræde, har man forsøgt at genskabe noget af det gamle Gentofte. Strædet er nydeligt brostensbelagt, men på skorstenen af strømpefabrikken er der nu en parabolantenne. Træerne i forgrunden markerer hvad området ellers blev brugt til: Private haver for rigmænd. Træerne markerer en alle som gik fra landstedet ned til søen.

De uspurgtes historie er sjældent kendt, og måske for evigt glemt. Så vi kender dem mest kun af  omtale fra eliten. Fx giver digteren Oehlenschläger  (tidsskrift Prometheus fra 1833) et romantisk glimt af Gentofte på en "himmelblå sommerdag", hvor kirken "speile sig i den lille dam" og man kan høre "høstfolkenes le klinge i det gyldne korn" og vi besøger høstgildet med de "dansende bønder". Jo, det var tider. Alt var dog ikke idyl i præstegården. I Kirkehistoriske Samlinger, 1942-44, s. 109-114, fortælles om sognepræst Johannes Siverod, som kom til Gentofte 1762, ragede uklar med degnen og forfaldt til druk. Han blev endda observeret i København med "opstølpede og af gadeskarn besølede præstekjole". Forargeligt! Ifølge ODS betyder opstølpe (opstylpe) opsmøget. Han kom heldigvis senere på ret kurs.

Dette er det andet sparsomme levn fra den gamle Gentofte Landsby. Og ligger på Fiskebakken. Nydeligt ser det ud.

Dengang kunne kongen overlade hele landsbyer som Gentofte, Ordrup og Vangede til fx Grev Bernstorff,  i 1764 og overdrage dem til deres lystgård/landsteder. De 40 familier omtaltes som fattige, nogle endda "forarmede". En anden Bernstorff var en af de første i Danmark som fandt ud af at frie bønder arbejdede og producerede mere end slaver, dvs. fæstebønder og hoveri. Så måske dansede Oehlenschlägers bønder virkelig?

Landstederne ser ud til at være springbræt for de næste 150-200 års konsolidering af Gentofte som de riges bydel. De fattige isoleredes i Vangede, som Dan Turell er kommet til at stå som eksponent for. Det er ikke nyt. I Kongelige rescripter, resolutioner og collegialbreve nævnes i 1785 (s. 321) at sognepræsten Høegh har opfordret grev Bernstorff om at der oprettedes i en skole i Vangede, fordi der var en fierdingvei  (1/4 mil = 1883 km) til Gentofte, men de 14 gårde i Vangede er ikke nok til at finansiere den for de mangfoldige huse.

Visse lokaliteter i verden synes at blive omgærdet med mystik og dragende vemod. En sådan synes Capri at være. En rigmand skulle være blevet inspireret af huler på Capri til at lave dette ejendommelige anlæg i sit have. Som nu er i Gentofte Park. Om man kan lide det eller ej, er vist en smagssag. Og om han ville have brudt sig om at forbipasserende - løbere, hundeejere eller bare Vandringsmanden - sådan bare gloede på hans kreation, det kan man tvivle på.

Parken er gamle haver tilhørende tidligere landsteder. Bl.a. den eksotiske grotte ned mod søen. Her skal efter sigende en for længst glemt landstedsindehaver have lavet den efter forbillede fra Capri, som han havde besøgt under en rejse. Jeg husker Capri fra barndommens Giro 413, Four Jacks (1960)... du-bi du-ah. Nu kan den høres i en moderne version med Jesper Asholt, Jesper Lohmann, Stig Rossen og Keld Heick. Akja. Tiden går ...

På vej hjem gennem Utterslev Mose fanger jeg et motiv som viser vejret denne vinterdag: Det er klart, og man kan se rigtig langt. Her står Bellahøjhusene to kilometer væk klart i horisonten. God weekend til alle.

Hareskovvejen med Bellahøjhusene i baggrunden. I al sin grimme gråhed skærer motorvejen sig skånselsløst gennem Utterslev Mose.

Miljøministeriets plan for Brobæk Mose og Gentofte Sø. 2009
Fugleobservationer ved Gentofte Sø og i Brobæk Mose 2007. Detaljeret oversigt.
PDF-fil om Gentofte og Vangedes historie (7 sider), 
Gotfredsen: Gentoftes historie, uddrag om Middelalderen.
Cykelruter i Gentofte. PDF, 53 sider.