Selvbyggernes Mørkhøj

Om Mørkhøj har Gladsaxe Kommune udgivet en udmærket brochure "På sporet af det nye Mørkhøj" om dette områdes seneste knap 100 års historie fra dengang Mørkhøj var en landsby med 8 gårde. Den 3. november skrev jeg om Mørkhøjgård, som er den eneste overlevende af disse. Området var det sidste i Gladsaxe som blev bebygget. Det er samtidig også en fortælling om Danmarks overgang fra landbrugssamfund til industrisamfund.

I klingende frost er jeg draget ud for at se på området med nye briller: Den historiske optik. De mennesker som opførte denne bydel, lever formentlig for nogens vedkommende stadig. Gårdene blev udstykket i perioden 1930-1950. Men ikke alle blev bebygget med det samme. I første omgang blev de brugt til gartnerier, der så blev omdannet til kolonihaver for så til slut at blive opkøbt og bebygget som boliger.

Ikke alle typehusene er så velholdte som disse på Lillegårdsvej. Men de giver et indtryk af variationerne i Meulengrachts 19 typer. Husene er pudsede. Modsat de nyere huse. Så det er nemt at se forskel.

Fase 1: Lillegårdens Villaby

Lillegårdens Villaby var det første, og det er opkaldt efter Lillegård som oprindeligt hørte under Enghavegård. Det blev i 1929 opkøbt af arkitekt J. L. Meulengracht og grosserer Henrik J. Hansen og omfatter hvad der i dag er Lillegårdsvej, Onsbjerg Alle, Ilbjerg Alle og Stavnsbjerg Alle. Det blev udstykket til selvbyggere. Det var typehuse, og der var over 19 slags som selvbyggerne kunne vælge imellem. Meulengracht satsede på at husene skulle være billige og funktionelle, og så måtte de gerne se ens ud.

Lillegårdsvej 25 er ifølge brochuren det eneste af sin slags, og fortæller lidt om hvor grænsen gik for selvbyggernes ydeevne. Det tog 3 år at opføre huset. Så det var der ikke andre som gav sig i kast med. Ifølge brochuren har det en særlig høj bevaringsværdi. Nabohuset, nr. 27, har som et af de få også kælder. Endnu en præstation som kun de færreste selvbyggere kastede sig ud i..

Det var selvbyggerne nu ikke helt enige i. Allerede mens husene blev opført begyndte selvbyggerne at tilpasse tegningerne efter eget hoved, og senere tiders krav om mere plads har skabt adskillige knopskydninger på dem. En stor del af dem har ikke kunnet holde til tidens tand, og er nu erstattet af nyere huse.

I stedet for den store type fra Lillegårdvej 25, blev det denne type fra Onsbjergvej 23 den mest benyttede, også i anden fase i Toftegårdens Haveby. Dette hus er for en gang skyld ikke pudset. Så måske ville nostalgiske indreby-københavnere kunne genkende mursten fra deres nedrevne hus.

Det må have været hårde tider for selvbyggerne. Arbejdstiden var dengang 44-48 timer og man arbejdede om lørdagen, så der har kun været ganske få dage hvor selvbyggerne kunne bygge på deres huse. Opførelsestiden på et sådant hus var beregnet til 1 år. Men det var under ideelle forhold. Det kunne vare endnu længere. Og især hvis der også skulle udgraves en kælder. Husene var kakkelovnsfyrede. Mange har ifølge brochuren ikke registreret at have badeværelse.

Meulengracht brød sig ikke om Lillegårdens Villabys uens udseende, så da man gik i gang med Toftegårdens Haveby, kunne selvbyggerne ikke vælge mellem så mange forskellige typer. Man skal nu have gode øjne for at se forskel, men hvis man ved det, kan man godt se at fx som her på Septembervej er der ikke så mange forskellige slags huse.

At det tog så lang tid skyldes også at husene for en stor dels vedkommende blev bygget af omkring 16.000 genbrugsmursten pr. hus fra huse som var revet ned i Københavns indre by. Kvinderne skrabede murstenene rene for kalk. Ligesom die Trümmerfrauen gjorde i Berlin efter 2. verdenskrig.Derfor er det også nemt at se hvilke huse der er fra den tid: De er pudset, da murstene har været for grimme at se på.

Fra 1960'erne var det slut med det private intiativs kaotiske boligbyggeri. Nu greb kommunen ind og sikrede ensartetheden i byggeriet, som her på Oktobervej. Her kunne selvbyggerne efter kurser og kommunens instrukser opføre huse i gasbeton, sten og træ. Men efter nøje fastlagte tegninger. Det var måske det som Meulengracht i virkeligheden havde drømt om. Så måske har han ikke vendt sig i sin grav.

Fase 2: Toftegårdens Haveby

Toftegårdens Haveby (Julivej, Augustvej, Septembervej og del af oktobervej) var det næste. Her kunne selvbyggerne godt nok vælge mellem færre typer, men i praksis valgte de kun mellem to. Ifølge brochuren havde Meulengracht lært af  børnesygdommene fra Villabyen og byggeriet var mere organiseret. Der var ikke plads til selvbyggernes fikse ideer om ændringer i bygningstegningerne eller beplantningen!

Både Meulengrachts og kommunens selvbyggere kunne få år efter indflytningen opleve TV-byen blive bygget mellem dem og mosen. Her set fra Julivej. Nu er TV-byen selv blevet omdannet til beboelse og erhverv. Og det omkringliggende område tilbygget med op til 7 etager.

Fase 3: 1960'erne og frem

Den anden halvdel af Oktobervej afspejler et skifte. I 1960'erne var det slut med det private initiativ. Kommunen overtog ideen, men med kommunalt tilsnit og opsyn. Disse huse af sten eller gasbeton fremstår i dag som Meulengracht måske drømte om: Ens. Selvbyggerne lejede sig ind, helt til 2005 hvor de kunne købe grund og hus.

Enghavegård lagde grund til TV-byen (1963-2007) som nu er omdannet til kontorer og boliger. En af de mere kuriøse overleveringer er at optagelserne af Bamse og kylling afskærmede offentligheden fra et lille vandhul, hvori den spidssnudede frø så trivedes. Den er fredet i EU, og det kan selv et boligbyggeri ikke rokke ved: Dette er ikke mindre end et af de sidste tilflugtssteder for det lille kræ. Tihvertifald!

Jeg ved ikke om det lige var her Bamse og Kylling huserede. Men overalt i området bag den gamle TV-byen er der vandhuller med forklarende tavler om at man skal passe på frøerne, og der er flere meter brede græsveje som fører fra vandhullerne ned til Utterlev Mose. Tværs gennem og under byggeri og veje. Jo, der bliver passet på de små kræ!

Bag TV-byen ligger Gyngemoseværket som fortæller historien om prisen for halvtredsernes industrialisering. Rensningsanlægget fungerede 1950-1966, men blev hurtigt alt for lille. Så virksomhederne svinede bl.a. Utterslev Mose til. Der skulle skrappere rensningsanlæg til, som Lynetten. Og virksomhederne kom til at rense mosen. At virksomhederne svinede, mærkede vi selv da kilden tæt på vores hus blev lukket for nogle år siden pga. af en gammel forurening. Tankene fungerer siden 1989 som forsinkelsesbassin for spildevand, udvidet 2006.

Området er ellers præget af plejehjem (Rosenlund, Gyngemosegård), Center for Døve, Blågårds Seminarium med den tilhørende Enghavegård Skole og skoler i det hele taget. Boligbyggeriet er præget af 3-7 etagers huse, bortset fra Mørkhøjvej 144. Her midt inde i det lidt kedelige lejlighedsbyggeri har man pludselig fundet på at opføre en landsbylignende bebyggelse med tolv 52 m2 bittesmå huse, så sent som 1976.

Det er svært at fotografere indeni denne mærkelige bebyggelse. For der er smalle gyder og hækkene står med ganske få meters mellemrum. Fra denne vinkel får man et lille indtryk af de bittesmå huse og indfaldsgyderne. Nogen må have tænkt 'landsby' her. Midt i 1970'erne.

Efter endt tur har jeg fået et andet syn på husene. Da vi flyttede til Husum, syntes jeg at husene så lidt kedelige og anonyme ud. Men jeg har fået lidt mere respekt for dem når man tager det hårde slid i betragtning. Om Meulengracht var en filantrop og idealist eller en boligspekulant, det skal jeg ikke tage stilling til. Han er i hvert fald det eneste navn som er at læse i brochuren. Alle de navnløse som brugte hele deres fritid i årevis til at opføre husene ved vi ikke så meget om. Hvilke drømme har de haft, om nogen? Hvor kom de fra? Der ligger sikkert mange historier gemt i de mursten.

Gentofte Sø og Brobæk Mose

En frisk nordenvind bider godt i kinderne her hvor frosten er vendt tilbage. DMI har lovet at der også skulle komme noget sol. I bogen "Vild natur i Danmark" optræder der 4 steder tæt på Storkøbenhavn. En af dem er 1,2 ha stort og ligger ved Gentofte Søs nordvestlige hjørne: Brobæk Mose. Mosen er siden 1981 blevet "naturgenoprettet". Og ifølge bogen er der indvandret en række meget sjældne arter, bl.a. orkideer. Dyrelivet er det dog så som så med. Mosen ligger i Gentofte Søs nordvestlige hjørne, men der er så smattet at jeg hurtigt opgiver at studere området meget nærmere.

Gentofte Sø er lidt over en kilometer på den lange led og et par hundrede meter på den korte. Cirka midt på dens østlige bred lå Gentofte Landsby, men den er der stort set intet tilbage af. De gule huse mellem kirken og plænen er resterne af noget industri, og markerer hvor landsbyen omtrent lå.

Til gengæld er der rigeligt med materiale på internettet om Gentofte, så jeg øser gavmildt ud: Brobækken var engang den vigtigste kilde til hovedstadens vandforsyning. Den løb fra Hulsø til Gentofte Sø indtil 1900. Så blev Hulsø omdannet til Vangedes losseplads ved Nybrovej, og er nu bebygget med bl.a.Ikea. Vandet strømmer stadig lystigt, godt blandet op med affaldsstoffer fra lossepladsen, og der er ingen som kan finde ud af hvor vandet kommer fra.

Naturområdet ved Gentofte sø ligger på vestbredden, mens østbredden er beboet og der er kun en smal sti langs søen. Svanerne er bestemt ikke håndtamme. Her letter en da jeg åbenbart er kommet for tæt på.

Gentofte Sø er nok mere kendt end Brobæk Mose. Her lå engang landsbyen Gentofte. Den er der ikke meget tilbage af. Gentofte Kirke, der er opført omkring 1176. Det største af husene er fra 1728, og de gule huse nærmest søen var 1795-1884 en strømpefabrik for skotske Alexander Mitchell, som strædet er opkaldt efter. Engang hed gaden Nebrogade, eller Skvaldergyden. Nu er strædet ret dødt, og det er svært at forestille sig nogen sladre dér.

Som sædvanligt er almuens huse ikke bevaret. På basis af de tre gule huse, som alle ligger på Mitchellstræde, har man forsøgt at genskabe noget af det gamle Gentofte. Strædet er nydeligt brostensbelagt, men på skorstenen af strømpefabrikken er der nu en parabolantenne. Træerne i forgrunden markerer hvad området ellers blev brugt til: Private haver for rigmænd. Træerne markerer en alle som gik fra landstedet ned til søen.

De uspurgtes historie er sjældent kendt, og måske for evigt glemt. Så vi kender dem mest kun af  omtale fra eliten. Fx giver digteren Oehlenschläger  (tidsskrift Prometheus fra 1833) et romantisk glimt af Gentofte på en "himmelblå sommerdag", hvor kirken "speile sig i den lille dam" og man kan høre "høstfolkenes le klinge i det gyldne korn" og vi besøger høstgildet med de "dansende bønder". Jo, det var tider. Alt var dog ikke idyl i præstegården. I Kirkehistoriske Samlinger, 1942-44, s. 109-114, fortælles om sognepræst Johannes Siverod, som kom til Gentofte 1762, ragede uklar med degnen og forfaldt til druk. Han blev endda observeret i København med "opstølpede og af gadeskarn besølede præstekjole". Forargeligt! Ifølge ODS betyder opstølpe (opstylpe) opsmøget. Han kom heldigvis senere på ret kurs.

Dette er det andet sparsomme levn fra den gamle Gentofte Landsby. Og ligger på Fiskebakken. Nydeligt ser det ud.

Dengang kunne kongen overlade hele landsbyer som Gentofte, Ordrup og Vangede til fx Grev Bernstorff,  i 1764 og overdrage dem til deres lystgård/landsteder. De 40 familier omtaltes som fattige, nogle endda "forarmede". En anden Bernstorff var en af de første i Danmark som fandt ud af at frie bønder arbejdede og producerede mere end slaver, dvs. fæstebønder og hoveri. Så måske dansede Oehlenschlägers bønder virkelig?

Landstederne ser ud til at være springbræt for de næste 150-200 års konsolidering af Gentofte som de riges bydel. De fattige isoleredes i Vangede, som Dan Turell er kommet til at stå som eksponent for. Det er ikke nyt. I Kongelige rescripter, resolutioner og collegialbreve nævnes i 1785 (s. 321) at sognepræsten Høegh har opfordret grev Bernstorff om at der oprettedes i en skole i Vangede, fordi der var en fierdingvei  (1/4 mil = 1883 km) til Gentofte, men de 14 gårde i Vangede er ikke nok til at finansiere den for de mangfoldige huse.

Visse lokaliteter i verden synes at blive omgærdet med mystik og dragende vemod. En sådan synes Capri at være. En rigmand skulle være blevet inspireret af huler på Capri til at lave dette ejendommelige anlæg i sit have. Som nu er i Gentofte Park. Om man kan lide det eller ej, er vist en smagssag. Og om han ville have brudt sig om at forbipasserende - løbere, hundeejere eller bare Vandringsmanden - sådan bare gloede på hans kreation, det kan man tvivle på.

Parken er gamle haver tilhørende tidligere landsteder. Bl.a. den eksotiske grotte ned mod søen. Her skal efter sigende en for længst glemt landstedsindehaver have lavet den efter forbillede fra Capri, som han havde besøgt under en rejse. Jeg husker Capri fra barndommens Giro 413, Four Jacks (1960)... du-bi du-ah. Nu kan den høres i en moderne version med Jesper Asholt, Jesper Lohmann, Stig Rossen og Keld Heick. Akja. Tiden går ...

På vej hjem gennem Utterslev Mose fanger jeg et motiv som viser vejret denne vinterdag: Det er klart, og man kan se rigtig langt. Her står Bellahøjhusene to kilometer væk klart i horisonten. God weekend til alle.

Hareskovvejen med Bellahøjhusene i baggrunden. I al sin grimme gråhed skærer motorvejen sig skånselsløst gennem Utterslev Mose.

Miljøministeriets plan for Brobæk Mose og Gentofte Sø. 2009
Fugleobservationer ved Gentofte Sø og i Brobæk Mose 2007. Detaljeret oversigt.
PDF-fil om Gentofte og Vangedes historie (7 sider), 
Gotfredsen: Gentoftes historie, uddrag om Middelalderen.
Cykelruter i Gentofte. PDF, 53 sider.

Vestskoven, del 2

Min første tur til Vestskoven blev i nogen grad præget af tidnød og den kendsgerning at Naturstyrelsens kort ledte mig på vildveje så jeg brugte en del tid i den østlige del. Udrustet med denne erfaring kunne jeg gå lige til sagen, altså med linie 166 til Oxbjergvej.

Herstedhøje revisited, dog her på tilbageturen ved fodboldbanen. Mange stier fører til toppen.

Jeg genser endnu engang Herstedhøje, og får her den tanke at ordet Vestskoven egentlig ikke er et særligt passende ord. En skov burde være et sted hvor man kunne opleve 'suset'. Dette specielle fænomen når blæsten suser gennem træerne. Og det kan man altså meget få steder i Vestskoven.

Der kan tilsyneladende ikke fås nok af motorveje. Her skærer motorvejen sig tværs gennem Vestskoen, nu med et spor mere i begge retninger. Som dybe sår snitter de sig igennem området og skaber et lydhelvede som kan høres langt væk.

Dette er ikke nogen kritik af Vestskoven. Det er et dejligt sted. Men den er bare ikke nogen skov. Den er så så mange andre ting: Park, agilitybaner for mennesker med BMI- og konditalstabeller, marker, landsbyer, institutioner, moser - og områder med træer. På den måde minder den mere om Central Park i New York, som jo forøvrigt også har en skov.

Her ved Trippendal skovfogedsted tæt på Herstedhøje ligner skoven en 'rigtig' skov, bl.a. med store flotte nåletræer. Men der er noget der ikke stemmer, og det er lyden fra Motorring 4.

Skoven rummer også landsbyer som fx Risby. Den må være den mest anonyme, for nu at sige det pænt. Jo, der er de sædvanlige små stråtækte huse, en halv snes hvis man ellers kikker godt efter dem, og så en meget stor gård med årstallet 1867. På vej derud ad Østbakkevej går man langs et gammelt stengærde. Bag det er der en sportræningsbane for max 10 hundeførere. Ordet giver i øvrigt ingen hits på Google!

Vikingelandsbyen ved Risby, set fra brændeskuret. Det er stort set det. Udover disse bygninger er der en tilsvarede den lave i forgrunden samt en lade. Her kan børn og voksne i sommerhalvåret bo og leve sig tilbage i vikingetiden.

Men Risby har også Vikingelandsbyen. I jernalderen var vandstanden ikke som i dag. Faktisk går man rundt på gammel havbund i det meste af Vestskoven. Og jernalderlandsbyerne for 6.000 siden er anlagt ved daværende kyster. Her anlagde de gamle bønder marker, byggede broer over vandskel osv. Vikingelandsbyen er beboet fra marts måned, så her i januar behøver jeg ikke som enlig vandrer vise hensyn til 'beboerne'. Og husene er aflåst. Men brændeskuret giver god ly for regnen. Landsby er et stort ord, synes jeg. Det er tale om et større langhus og nogle små skure samt en lade.

Ledøjevej er en af de mindre veje som gennemskærer Vestskoven. Men ikke desto mindre tilsyneladende også en af de farlige. Her ligger i hvert fald i vejgrøften et synligt bevis på at der er hjorte i Vestskoven. Jeg så nu kun dette. Og det havde det ikke særlig godt.

En stor overraskelse er bakken ved Tinghøj. Det er slet ikke omtalt i Naturstyrelsens folder. Tinghøj  er en bronzealderhøj med en klynge træer på Men bakken tæt på er meget stor, faktisk tror jeg at den fuldt ud måler sig med Oxbjerget. Desværre er den overgroet med krat, så overblik og udsyn blegner lidt. Mens jeg går rundt på bakken, tror jeg at det er bronzealderhøjen, og jeg bliver imponeret. Indtil en nærmere granskning på internettet afslører at den er endnu et af fortiden affaldsbjerge, nemlig Risby Losseplads. Godt nok lukket i 1981, men den vil ifølge kilden forurene grundvandet i de næste 50-100 generationer.

Det er lykkedes Vandringsmanden at lokalisere højlandskvæget. Her ved Lindegård. En moderne gård med store lader. De kigger nysgerrigt på fotografen. Og længere nede af vejen, på Naturskolen, er der geder.

Tæt på Tinghøj afsløres det så indirekte hvorfor jeg ikke har set noget til det højlandskvæg som ellers pryder folderens forside. Og hvis afkom skulle være eftertragtet over det ganske Europa. De er nemlig staldet op i Lindegården et par hundrede meter øst for Tinghøj.

Kringelstien 'kringler' sig gennem skoven. Bort set fra at navnet kan være poppet, så er stien en af de mere sjove og smukke at bevæge sig på.

Efter Naturskolen støder jeg til Kringelstien, som er en af de mere sjove stier i Vestskoven. Målet er nemlig Harrestrup Mose som ifølge folderen er kendt for sit fugleliv. Det er der nu ikke meget af, så jeg haster tilbage til Oxbjergvej for at fange 166. Jeg finder endelig Finlandiastenen, godt skjult inde bag nogle træer, og da jeg bevæger mig gennem vildnisset, flygter en hare, såmænd. Hvorfor finnerne i 1967 fragtede stenen helt fra Finland, forbliver en gåde.

Her er så stenen som finnerne fragtede hertil som gave til Vestskoven i 1967 og overdraget af den finske præsident.

Ved busstoppestedet opdager jeg at kiosken faktisk har åbent! Og den tilbyder såmænd varm kakao. At dømme efter bilerne på parkeringspladsen, er dette stedet hvor folk (hvem de så er) tager hen og mødes.

Jeg troede ellers at kiosken var lukket for vinteren. Men der tog jeg fejl. Den er åben, der er lys, og der serveres varm kakao. Og parkeringspladsen er godt fyldt op denne fredag eftermiddag ved Oxbjerget.

Der er masser af steder jeg ikke har fået besøgt i Vestskoven efter disse to mammutture. Men jeg tror jeg vil vente til det bliver lidt varmere.
 

Folder fra Naturstyrelsen, 2012.
Folder om Frederikssundsmotorvejen. 2011.
Naturstyrelsen. Løberuter i Vestskoven.
Kroppedal Museum, Ole Rømers observatorium.(2002)