Vestskoven, del 2

Min første tur til Vestskoven blev i nogen grad præget af tidnød og den kendsgerning at Naturstyrelsens kort ledte mig på vildveje så jeg brugte en del tid i den østlige del. Udrustet med denne erfaring kunne jeg gå lige til sagen, altså med linie 166 til Oxbjergvej.

Herstedhøje revisited, dog her på tilbageturen ved fodboldbanen. Mange stier fører til toppen.

Jeg genser endnu engang Herstedhøje, og får her den tanke at ordet Vestskoven egentlig ikke er et særligt passende ord. En skov burde være et sted hvor man kunne opleve 'suset'. Dette specielle fænomen når blæsten suser gennem træerne. Og det kan man altså meget få steder i Vestskoven.

Der kan tilsyneladende ikke fås nok af motorveje. Her skærer motorvejen sig tværs gennem Vestskoen, nu med et spor mere i begge retninger. Som dybe sår snitter de sig igennem området og skaber et lydhelvede som kan høres langt væk.

Dette er ikke nogen kritik af Vestskoven. Det er et dejligt sted. Men den er bare ikke nogen skov. Den er så så mange andre ting: Park, agilitybaner for mennesker med BMI- og konditalstabeller, marker, landsbyer, institutioner, moser - og områder med træer. På den måde minder den mere om Central Park i New York, som jo forøvrigt også har en skov.

Her ved Trippendal skovfogedsted tæt på Herstedhøje ligner skoven en 'rigtig' skov, bl.a. med store flotte nåletræer. Men der er noget der ikke stemmer, og det er lyden fra Motorring 4.

Skoven rummer også landsbyer som fx Risby. Den må være den mest anonyme, for nu at sige det pænt. Jo, der er de sædvanlige små stråtækte huse, en halv snes hvis man ellers kikker godt efter dem, og så en meget stor gård med årstallet 1867. På vej derud ad Østbakkevej går man langs et gammelt stengærde. Bag det er der en sportræningsbane for max 10 hundeførere. Ordet giver i øvrigt ingen hits på Google!

Vikingelandsbyen ved Risby, set fra brændeskuret. Det er stort set det. Udover disse bygninger er der en tilsvarede den lave i forgrunden samt en lade. Her kan børn og voksne i sommerhalvåret bo og leve sig tilbage i vikingetiden.

Men Risby har også Vikingelandsbyen. I jernalderen var vandstanden ikke som i dag. Faktisk går man rundt på gammel havbund i det meste af Vestskoven. Og jernalderlandsbyerne for 6.000 siden er anlagt ved daværende kyster. Her anlagde de gamle bønder marker, byggede broer over vandskel osv. Vikingelandsbyen er beboet fra marts måned, så her i januar behøver jeg ikke som enlig vandrer vise hensyn til 'beboerne'. Og husene er aflåst. Men brændeskuret giver god ly for regnen. Landsby er et stort ord, synes jeg. Det er tale om et større langhus og nogle små skure samt en lade.

Ledøjevej er en af de mindre veje som gennemskærer Vestskoven. Men ikke desto mindre tilsyneladende også en af de farlige. Her ligger i hvert fald i vejgrøften et synligt bevis på at der er hjorte i Vestskoven. Jeg så nu kun dette. Og det havde det ikke særlig godt.

En stor overraskelse er bakken ved Tinghøj. Det er slet ikke omtalt i Naturstyrelsens folder. Tinghøj  er en bronzealderhøj med en klynge træer på Men bakken tæt på er meget stor, faktisk tror jeg at den fuldt ud måler sig med Oxbjerget. Desværre er den overgroet med krat, så overblik og udsyn blegner lidt. Mens jeg går rundt på bakken, tror jeg at det er bronzealderhøjen, og jeg bliver imponeret. Indtil en nærmere granskning på internettet afslører at den er endnu et af fortiden affaldsbjerge, nemlig Risby Losseplads. Godt nok lukket i 1981, men den vil ifølge kilden forurene grundvandet i de næste 50-100 generationer.

Det er lykkedes Vandringsmanden at lokalisere højlandskvæget. Her ved Lindegård. En moderne gård med store lader. De kigger nysgerrigt på fotografen. Og længere nede af vejen, på Naturskolen, er der geder.

Tæt på Tinghøj afsløres det så indirekte hvorfor jeg ikke har set noget til det højlandskvæg som ellers pryder folderens forside. Og hvis afkom skulle være eftertragtet over det ganske Europa. De er nemlig staldet op i Lindegården et par hundrede meter øst for Tinghøj.

Kringelstien 'kringler' sig gennem skoven. Bort set fra at navnet kan være poppet, så er stien en af de mere sjove og smukke at bevæge sig på.

Efter Naturskolen støder jeg til Kringelstien, som er en af de mere sjove stier i Vestskoven. Målet er nemlig Harrestrup Mose som ifølge folderen er kendt for sit fugleliv. Det er der nu ikke meget af, så jeg haster tilbage til Oxbjergvej for at fange 166. Jeg finder endelig Finlandiastenen, godt skjult inde bag nogle træer, og da jeg bevæger mig gennem vildnisset, flygter en hare, såmænd. Hvorfor finnerne i 1967 fragtede stenen helt fra Finland, forbliver en gåde.

Her er så stenen som finnerne fragtede hertil som gave til Vestskoven i 1967 og overdraget af den finske præsident.

Ved busstoppestedet opdager jeg at kiosken faktisk har åbent! Og den tilbyder såmænd varm kakao. At dømme efter bilerne på parkeringspladsen, er dette stedet hvor folk (hvem de så er) tager hen og mødes.

Jeg troede ellers at kiosken var lukket for vinteren. Men der tog jeg fejl. Den er åben, der er lys, og der serveres varm kakao. Og parkeringspladsen er godt fyldt op denne fredag eftermiddag ved Oxbjerget.

Der er masser af steder jeg ikke har fået besøgt i Vestskoven efter disse to mammutture. Men jeg tror jeg vil vente til det bliver lidt varmere.
 

Folder fra Naturstyrelsen, 2012.
Folder om Frederikssundsmotorvejen. 2011.
Naturstyrelsen. Løberuter i Vestskoven.
Kroppedal Museum, Ole Rømers observatorium.(2002)

Vådt nytår!

Nytårsdags tema må vist være "vådt". På min vej langs Harrestrup Å mod Ejby Mose er mindst halvdelen af de jeg møder, udstyret med dåseøl. Formentlig ud fra det gamle, men ikke desto mindre fejlagtige, husråd imod tømmermænd pga for mange våde varer: Tømmermænd skal bekæmpes med øl og en gåtur. Gåtur og gåtur er måske så meget sagt. Flere af grupperne ligner mere Monty Pythons sketch om de olympiske lege. (Disciplinen Marathon for Incontinents ....).

Hækken ind til dette fritidshus tæt på Vestforbrænding formelig sopper i vand. Der ligger en kajak inde i haven. Måske er ejeren forberedt på situationen?

Men der er vådt derude. Det kan ses i fritidshusenes haver, flere af dem er oversvømmede. Det kan ses i åens vandstand ... den er næsten oppe ved det grønne område som vist nok markerer det højeste. Og det kan mærkes på stierne som nærmest er som at gå i brunkagedej.

Der er for alvor gang i Harrestrup Å for tiden. Vandet strømmer lystigt af sted, og selv om den ikke ligefrem er ved at gå over sine bredder, så er vandstigningen i forhold til tidligere til at få øje på.

Det skulle ellers have været en kort tur. Det har regnet hele dagen, og jeg havde regnslag med. Så forventninger var ikke de store. Men heldet står åbenbart den kække bi (det foretrækker jeg i hvert fald at tro). Pludselig klarede det op ved halvto-tiden, og så var det for fristende at fortsætte ud til Ejby Mose. Den ligner sig selv, skal jeg hilse og sige.

Godt nytår, igen. Det er vådt derude! Hvis det kan trøste nogen dagen derpå.

Farvel til 2012!

Vejrudsigten gav ikke mange muligheder hvis den sidste tur i 2012 skulle afslutte året med maner. Søndag formiddag mellem 9 og 12 profeterede DMIs satellitprognose. Og det kom også til at holde stik. Vandringsmanden stævnede ud i halvtrist vejr som så bare blev bedre og bedre mens fødderne nærmede sig Utterslev Mose.

Næsten en kliche: Spejlbilledet. Men det gør jo ikke motivet mindre smukt. Solen får så afgjort det hele til at se mere idyllisk ud

Målet var at gå hele mosen rundt hvis vejret ellers holdt. Det gjorde det, det blev bare bedre og bedre, indtil Tingbjerg igen kunne anes. Så startede den første byge og så var det slut med det solskinsvejr. Men det gjorde nu heller ikke så meget. Det meste af turen havde Vandringsmanden som så mange andre på denne formiddag fået en helt enestående oplevelse af mosen fra sin bedste side.

På landjorden har en flok grågæs blandet sig med ænderne. De er absolut ikke glade for Vandringsmandens nære tilstedeværelse og skræpper alarmerede op.

Hvis man vil se dyreliv (aka fugleliv) så må man holde sig til den nordøstlige del af mosen. Der har alle fuglene samlet sig. Og jeg ved ikke om det bare var mig, men jeg synes nu at der også var lunere i denne del af mosen. Her er der så til gengæld rigeligt af dem: Ænder af mange slags, svaner, grågæs, hejrer og alskens småfugle.

I vandet dominerer svanerne. Men de kommer ikke drønende længere som i gamle dage når de ser mennesker. For at få franskbrød. Det synes jeg egentlig er en ganske god udvikling!

De fleste af dem er ikke håndtamme, og forne tiders franskbrødsfodring af fuglene er heller ikke længere på mode. Hvilket vist nok er til fuglenes eget bedste. Og mosens. Alting ser bedre ud i solskin, og motiverne hober sig op.

Endnu en klassiker. En lille ø ude i mosen. I det stille vejr, med spejlbilledet, det blå vand og den blå himmel - det er noget der liver op i denne ellers så mørke tid.

Fra toppen af Brønshøjholmbakken er der en flot udsigt over mosen. Men så er det også ved at være slut med det gode vejr.

Et sidste kik over mosen. Som Saurons mørke tårn i Mordor forsøger den indesluttede og dystre Bispebjerg Kirke i horisonten forgæves at kaste en mørk skygge, eller en løftet pegefinger om man vil, hen over mosen. Men denne flotte dag er det let at ignorere det.

Vandringsmanden får for første gang brug for regnslaget til rygsækken da en byge vælter ned. Så det er bare med at komme hjem i tørvejr. Der skulle være udsigt til endnu mere sol mellem regnbygerne i eftermiddag, så det er bare med at benytte lejligheden. Nytårsaften og -dag lover vejrudsigten regn og byger med blæst.