Brønshøj for 100 år siden

Ved århundredskiftet 1900 var København groft sagt vokset ud til brokvartererne og Nørrebro Station (Lygten). Gik man videre ud af landevejen (Frederikssundsvej) var man på landet, bortset fra lidt spredte bebyggelser som fx Brandstationen og Apoteket (begge opført omkring 1907). Indtil man kom ud til Utterslev, Brønshøj, Husum og Herlev landsbyer. Der alle bestod af en halv snes gårde.

Nogenlunde sådan må Brønshøj have taget sig ud for omkring 100 år siden (bortset fra bilerne): Billedet er taget fra Håbets Alle. Til højre kan lige skimtes de hvide dobbelthuse nr. 11-17. Frederikssundsvej gennemskærer billedet i lavningen før det gule hus og bag det byggeforeningshusene langs Enigheds Alle.

Så begyndte der at ske noget: Umidddelbart før Brønshøj begyndte det at blive bebygget og veje anlagt: Før århundredskiftet 1900 Håbets Allé og Arnesvej mod syd, Enigheds Allé og Risvangen mod nord. Og infrastruktur: Veje, kloakering, belysning, sporvogn.

Samme billede, men set fra Enighedens side. Det store røde hus markerer indgangen til Håbets Alle. Mens de små dobbelthuse skulle huse trængende arbejdere fra brokvartererne, var det mest håndværkere som boede på den anden side af  Frederikssundsvej. I dag er ingen af boligerne til at købe for trængende personer, priserne er skyhøje.

Vejene blev anlagt før de blev navngivet efter 1908. De første huse blev opført og beboet af håndværkere som øjnede beskæftigelse. Det bærer de også præg af. De der er tilbage. Her havde de også deres værksteder.

Det ser ikke ud til at skillelinien mellem de finere og de fattige var helt så entydig i 1901 hvor disse to dobbelthuse (Håbets Alle 11-17) stammer fra. Men ellers synes jeg at der er ret stor forskel på boligerne.

Arnesvej og Håbets Alle er stadig villakvarterer med pænt store huse, dog ikke i Standvejsklassen. Der er adgang til grønne områder som fx Degnemosen. Det er meget svært at fornemme det landlige. Men for hundrede år siden lå vejen altså ude i den fri natur, dvs. blandt marker, korn og køer.

 I modsætning til de små arbejderboliger ser der ud til at være anderledes Lebensraum i de boliger som håndværkerne opførte. Der er både en første sal og plads til krummelurer og figurer på facaden.

I 1906 blev Villa Blidahl og Villa Lindholm opført et pænt stykke væk fra landevejen ned mod Degnemosen. Brønshøjholms Alle og Degnemose Allé var også godt med. Dette område må have været mere naturskønt. Det ligger lidt højere end det omgivende kvarter.

Længere nede af Håbets Alle, godt væk fra landevejen, ligger denne røde villa, Villa Blidahl, Sammen med Villa Lindholm og andre blev de opført 1906, i behørig afstand fra arbejderboligerne på den anden side af Frederikssundsvej.

På den anden side af Frederikssundsvej var der også gang i byggeriet. Byggeforeningen Enigheden opførte 50 dobbelthuse. Og pludselig vrimlede det med børn i området. Skolen fra 1901 havde 200 børn og 3 lærere, men allerede i 1924 måtte der opføres en ny skole med 36 klasseværelser.

Et typisk vy af boligerne i Enigheden, omkring Enigheds Alle og Risvangen. Husene er små og haverne ikke ligefrem parker. Men for arbejdere der flyttede ud fra det tætbefolkede Nørrebro må dette have været et paradis at komme ud til.

I perioden 1900-1925 blev der anlagt over 100 nye veje i området. Resten er historie: De næste årtier eksploderede Brønshøj til det den er i dag. Fra årtusindskiftet til 2. verdenskrig voksede befolkningen her i området fra 2.000 til 42.000.

Brønshøj blev hurtigt så befolket at den fik sin egen telefoncentral: Bella. Den lå her, i Håbets Alle nr. 4. Over døren kan man stadig se KTAS (Københavns Telefon A/S) og nedenunder: Bella. Om de to lamper på begge sider af døren stammer fra den tid, ved jeg ikke. Men de ser meget originale ud.

Der skulle altså gå 250 år fra svenskerne forlod Carlsstad til nogen igen flyttede massivt herud. Carlstad er totalt forsvundet. Og i modsætning til svenskerne blev de altså boende 'derude'. Og deres boliger var langt mere resistente over for tidens tand end svenskernes. Selv nu 100 år efter.

Området er også i dag præget af de pænt store huse som her på Degnemose Alle. Villaer er måske så meget sagt. Disse er dog af nyere dato. Området er meget kuperet og visse steder er der pæne udsigter og Degnemosen.

For bibliotekarer knytter der sig en særlig historie til Frederikssundsvej  133. Her lå Villa Augusta (1894). I den befandt sig en bogsamling på formentlig 50.000 bind, Maximillian Bruhns bogsamling. Villaen blev revet ned i min tid. Så vidt jeg husker ved årtusindskiftet. Den så forfærdelig ud, vi snakkede tit om at det hus dog skulle rives ned. Men vi vidste altså heller intet om dens glorværdige fortid. 

Link
Haabets Alle.
Jubilæumshæfte for Enigheden. Med et væld af gamle billeder og oplysninger.
De fleste af oplysninger er hentet fra museumsleder Lars Cramer-Pedersen.

Herlevhuse

Vinteren afslører hvad sommerens blade og buskads har gemt. Fra Kagsåstien kan man  om sommeren skimte nogle små røde, gule og grønne huse. Men de ligner nu mest forvoksede kolonihavehuse. Og hvis man ikke lige ved det (det vidste jeg fx ikke før i går), så er det faktisk nogle byggehistorisk ret interessante huse. Hvis man skulle få lyst at at - man kunne næsten sige forvilde sig - derop, vil man opdage at de er en hel (lands)by deroppe på bakketoppen. Og at det er helårshuse.

Et vy fra Meteorvej fra toppen af bakken mod øst viser hvor vi er i verden. Bagest den lige linje fra Motorring 3. Dernæst kan man lige skimte tagene på Kagsåkollegiet. Hvad man ikke kan se, er Kagsåen bag ved bygninger for enden af vejen. De gule huse til højre er så nogle af Herlevhusene.

Dette for mig upåagtede område er Herlevhuse. Det ligger bogstaveligt i skyggen af et andet meget mere iøjnefaldende byggeri, nemlig Danmarks største bygning, Herlev Hospital. Ifølge Kroppedal Museum blev Herlevhusene opført 1948-50. Grunden er i alt 235.000 m2. Herlev Hospital kom først til 1966-1976.

I baggrunden tårner Herlev Hospital sig op. Selv som her set fra det fjerneste hjørne af Herlevhuse synes det uhyggelig tæt på. Og det kan ses overalt i bebyggelsen. På nært hold kan man godt se at det er elementer og ikke mursten husene er bygget af.

Det drejer sig om 300 huse. Og de er bemærkelsesværdige ved at det er et af Danmarks første elementhusbyggerier. Med andre ord, det var startskuddet til det senere massive betonbyggeri generelt i Danmark. Slut med mursten, ind med betonelementer. Og som pjecen skriver, i princippet kunne 2 ufaglærte arbejdere til at opføre et hus. Elementerne blev i starten støbt direkte på stedet, senere et stykke derfra.

 Ulig meget nyere betonbyggeri (fx Ørestaden på Amager) bugter alle vejene sig. Det drejer sig om ca.7 "tværveje" og 2-3 "langveje". Det understreger også at de ligger på en bakketop. De har alle navne efter sten- og jernalderfænomenter: Jættestuen, Hellekisten, Døllevangen, Langdyssen, osv.

Som så mange andre byggerier i Storkøbenhavns historie var den oprindelige tanke at opføre nogle billige arbejderboliger til aflastning af lejekasernerne. Denne gang for Nørrrebro. Men de endte som eftertragtede boliger med lange ventelister.

Herlevhusene har egne selskabslokaler, men ellers er der ikke så mange fællesfaciliteter, udover de små parker og anlæg.

I dag er de ikke sådan lige til at få fat i. Det er forståeligt. Husene er charmerende set udefra. Jeg har ikke kendskab til hvordan de holder sig indvendig. De er måske nutidens pendant til Brumleby, Kartoffelrækkerne og byggeforeningshuse. Og ligesom disse er de pionertiders undtagelser på hvordan huse kunne have set ud, hvis ikke masseproduktionen tog over og skabte moderne betonghettoer. Jævnfør Nørrebro. De blev enlige svaler.

Motiverne hober sig op, når man går rundt i Herlevhuse. På trods af at husene ved nærmere eftersyn er ret ens, syner de ikke som sådan. De bugtede veje, de forskellige haver og det kuperede terræn gør sit. Man fristes næsten til at give japanske havekunstnere ret når de påstår at der ikke må være rette linjer i haver: Onde ånder kan kun bevæge sig på rette linjer, de hader buede stier. Ok, bortset fra det med de onde ånder, så er der vel noget om det.

Cowboy i mosen! Og Brønshøjholm

Det er ganske vist. Nogle kælkere så en cowboy i Gyngemosen tæt på Høje Gladsaxe i dag! Det var i hvert fald umuligt at overbevise dem om at Vandringsmanden ikke er cowboy, så jeg måtte gå videre, overbevist om at drengene nu vil fortælle begejstret om deres oplevelse. Det virkede faktisk som det var 'større' end selve kælkningen. Folk ser det de gerne vil se, og indrømmet, sandheden kan nogen ganske være lidt trist set i forhold til hvad man kunne forestille sig den var. Børn kan tro på nisser og julemanden - og nu en cowboy i Høje Gladsaxe, voksne på engle, kosmiske kræfter eller at Noahs ark ligger på et bjerg i Tyrkiet.

De kælkende børn mente bestemt at Vandringsmanden måtte være en cowboy. Det var umuligt at overbevise dem om andet.

Mosen ligger ellers stille hen en dag som denne. Der er ingen vind, sneen pynter gevaldigt op og giver de visnede blomsterstande et nyt (kunstigt) liv. Det er også blevet nemmere at bevæge sig rundt uden for stierne, fordi vandet mange steder er frosset til is, så man ikke synker i den bløde mosejord.

Idyllisk ser det ud, og idyllisk er det. Store sivskove med sne på. Sart og skrøbeligt lys. Og sneen synes også at lægge en dæmper på trafiklarmen.

Der er stadig meget liv i mosen, hvis ellers man kigger godt efter. Krager, skader, duer og gråspurve er der masser af. Men hvis man står lidt stille, vil man også kunne se rødhalse, musvitter og andet småkræ som jeg ikke kender navnene på. Igen fik jeg ingen billeder. De er ganske enkelt for hurtige til at smutte væk.

En duekoloni slapper af mellem strabadserne med at overleve kulden. I sikker afstand fra jordens farlige rovdyr

Der er også noget så ordinært som en sort kat. Men med en mærkelig opførsel. Den har lagt sig på en våge midt ude i en lille mosesø. Og den har ikke i sinde at flytte sig da jeg kommer nærmere.

Hva' katten laver den der? Den ligger på en lille våge. Måske er der lidt varmere der end på selve sneen, men alligevel. Det må da være hamrende koldt. Den ser nu også lidt trist ud, synes jeg.

Hist hvor vejen (Mosesvinget) i Utterslev Mose slår en bugt, og gemt væk bag Hareskovvejen og Brønshøjholm-bakken ligger der et lille stråtækt bindingsværkshus så smukt. Det fungerer i dag som gartnerkontor og toilet. Ifølge Vej og Parks folder om Utterslev mose, var den indtil 1932 den ene af længerne i gården Brønshøjholm. Holm fordi den dengang lå på en halvø (holm).

Den meget smukt istandsatte tiloversblevne længe af den tidligere flerlængede gård. Folderen fortæller at oprindeligt var her en holm (halvø). Dengang var der hverken gas eller elektricitet. På billedet i folderen (fra 1925) er der sågar en storkerede med to storke! Og de ser levende ud.

Pjecen oplyser desværre ikke om hvor gammel den er. Men den ser nyistandsat ud, med frisk stråtag og pænt malet. Sammen med  nabohuset, Restaurant Mosehuset, er området vel det i Utterslev Mose som kommer tættest på "masseturismens højborg". Om restauranten fortæller internettet at den er under tvangsopløsning. Så vidt masseturismen.

Terneøen kan lige skimtes ude i mosen til venstre, over halmballerne. Det er kun ca. en tredjedel af øen der kan anes. Den er ret stor, og når den først er etableret, kan publikum beskue fuglelivet fra fugleudkigstårnet, umiddelbart til højre uden for fotoet.

Ud for bistaderne og fugleudkigstårnet sker der ting og sager. Masser af halmballer og en gravko. Ballerne skal transporteres ud til Terneøen. En oplysningsseddel fra kommunen fortæller at øerne i mosen er ved at være eroderet væk af vind og vejr. Så nu er kommunen i gang med at fylde dem op med halmballer og egeflis. Det sker så at hættemågerne kan finde egnede ynglesteder. Hættemågerne, det er dem som i sin sted skrigende fulgte efter Storebæltsfærgerne. Hvis nogen ikke ved hvad en hættemåge er.

 I mosen er alt fredeligt, sneen lægger en dæmper på alting. Og alting emmer nærmest af fred. Set fra mosen ser selv byen og etagebyggeriet hyggelig ud, indpakket i sne på tagene.

Og så skylder jeg måske også lige at afsløre hvorfor de kære børn måske kunne opfatte Vandringsmanden som en cowboy.