"Der findes ikke dårligt vejr ....

.... kun dårlig påklædning". Og mit udstyr viser sig at være i orden: Vandrehat holder briller og nakke tør, vandreponcho, vandreregnbukser og vandrestøvler. Alt sammen nok til at holde regnen ude. Og det er også nødvendigt.

Horisonten er mørk over Mileparken i Herlev. Regnen fosser ned. Men alligevel er sikkerheden øget for trafikanterne. To fartbøller er blevet vinket til siden af motorcykelpolitiets fartpatrulje. En 3x34 og en personbil. Deres medtrafikanters liv og helbred er for et øjeblik blevet mere sikker, så længe fartovertræderne står og venter på at politibetjentene får udskrevet regninger og checket numre. Jeg er dog så taktfuld at jeg ikke foreviger øjeblikket her.

Regntunge skyer har formørket horisonten denne årle morgen, og det står ned om end ikke i tove, så da temmelig kraftigt. Jeg går gennem Godthåb Haveforening, eller parcelforening - hvad forskellen så end er - i Skovlunde for at komme ud til Skovlunde Naturpark. Der findes en lokalplan for området, og det ser ud til at man er i fuld gang med at realisere den. Maskiner arbejder pt i området. Nogle af stierne ser lidt halvfærdige ud.

Indgangen til hønsehusområdet i Skovlunde Naturpark. Man er ikke i tvivl om hvad det er. Hanerne skal nok minde en om det.

Jeg har tidligere omtalt denne uden at vide hvad det er. Nu vil jeg gerne se de kyklikyende haner på nært hold. Regnen ser heller ikke ud til at genere havefolket. Og jeg møder adskillige af naturparkens brugere.Og faste "beboere", hønsene.

En hane vogter over sin flok af høns. Den synes åbenbart ikke at jeg er den store trussel. Og det gør hønsene vist heller ikke. De kikker enten nysgerrigt, eller slet ikke.

Naturparken er i det hele taget et meget afslappet område. Jeg ved ikke om det er kunstigt kuperet, men det gør det jo ikke mindre pænt at se på. Der er en del hytter, så spejdere mv. holder vel til. Jeg har før været ved Smedebæk Bro, og igen lokker Harrestrup Å til at gå endnu længere. Men jeg ved ikke rigtig om jeg er klart til den tur endnu. Så jeg nøjes med at tage et billede med hjem som lokkemiddel til en lidt længere tur.

Det er fristende at fortsætte vandreturen fra Smedebæk Bro og mod åens udløb. Til venstre anes Sommerbyen Ejby. Men det er en lang tur, og ... det må vente.

Ellers er det nu man for alvor kan se at Harrestrup Å også er en å. Tidligere i efteråret var vandstanden mindre, og det kunne være fristende at tro at åen bare var en grøft. Men det er nu Harrestrup Å faktisk viser sig fra sin bedre side.

Sådan bør en å efter min opfattelse da mindst se ud. Vandet strømmer her mod Damhussøen. Man kan ikke bare springe over åen efter vand - det er den for bred til. Og den er sikkert også for dyb til at vade over med gummistøvler.

Vandstanden er højere efter de mange regnvejr, planterne er visne og gartnerne har fjernet bevoksningen langs kanten så man nu reelt også kan se selve åen. Regnvejr er ingen hindring for dem. De må vel have styr på ikke at vælte i åen med deres bæltekøretøj.

Det er mere end en almindelig bladrive de her er i gang med. Umiddelbart neden for Vestforbrænding.

Vel hjemme igen passerer jeg hullet i Kagsmosen for at se hvor langt de er kommet. Jeg har tidligere vist billeder fra det den 16. september, den 29. september, og den 20. oktober. Nu ser der ud som vist nedenfor. Regnvejret holder bestemt ikke arbejdere hjemme.

 

Der er bygget en betonvæg, der lige kan skimtes bagest til højre. Det er spændende at se hvad det hele skal blive til.

Smørmosen - og en overraskelse!

Der er ikke meget der tyder på vinter i dag. Solen skinner, og temperaturen opfordrer til behageligt marchtempo. De mange nedfaldne blade og svampene taler deres eget, stille sprog og er endnu ikke blevet grimme.

Her huser en gammel træstub en svamp. Aner ikke hvad den hedder. Men smuk og fascinerende er den.

Svampe bebuder efterår. Der er rigeligt af dem i de sumpede områder langs Kagsåen. Målet for Vandringsmanden er Smørmosen og fugletårnet dér. Men eventyrlysten fører til en overraskelse. Mere om det senere. Langs Kagsåen er der idyllisk denne søndag morgen. Og jeg snyder ikke mig selv for oplevelsen af at følge åen i stedet for den asfalterede sti.

Langs de forskellige kilder ca. midtvejs tager Kagsåen sig bedst ud. Der er pænt med vand i Kagsåen for tiden og det strømmer stille og roligt mod Kagsmosen. Men det kræver at du forlader den asfalterede sti.

Hvor Kagsåen udspringer fra Smørmosen, er der et område som stikker ud i Smørmosen. Her har kommunen anlagt en plads med mange bænke og ryddet for bevoksning. Dette område er mere idyllisk end udsigten fra Fugletårnet. Tårnet selv er helt nyt og af stål. Det skyldes at nogen stak ild til det gamle trætårn for nogle år siden.

På rastepladsen ved Kagsåens udspring kan du få et idyllisk vy over mosen. Der er også fugle som jeg ikke har set før, og en enkelt lappedykker. Fuglekendere ville sikkert få øje på flere arter, men jeg er ikke så god til det der med fugle.

Der er udmærkede asfalterede stier langs vestkanten af Smørmosen, og man har et smukt udsyn over engområdet vest for. Det kan være fristende at tage nogle afstikkere ind ad de små gangstier. De fører som regel direkte ud i sumpede områder, hvorfra du så må vende om og gå samme vej tilbage.

Det er steder som disse de lidt fristende stier ud i vildnisset som oftest fører til. Der er ikke andet at gøre end at vende næsen den anden vej og vende om.

Midtvejs kan det godt betale sig at gå ad grusstien ud mod Hillerødmotorvejen. Det er et ikke for kuperet terræn, og flere steder kæmper mose og sti om at få overmagt. Denne del af mosen er vist anset for at være den mest bevaringsværdige. Og samtidig også den mest utilgængelige.

På grusstien tværs gennem Smørmosen tager mosen sig ud når den er bedst. Der er ingen larm fra Motorvejen, kun mosens egne lyde. Og området er ikke overrendt. Vandstanden er her så høj at dele af stien nærmest går i et med mosen.

Godt ned mod Hillerødmotorvejen kan det betale sig at tage ørepropper på (jeg har ikke nogen), men jeg prøver i stedet at ignorere den infernalske larm, som end ikke lydmurene formår at gøre noget ved. Gad vide om bilisterne egentlig ved hvad de går glip af, kun et stenkast fra hvor de suser forbi i deres blikkasser. Langs motorvejen ned mod Gladsaxe Fort er der dels en grussti til fodgængerne, dels en asfalteret cykelsti.

Fra den kunstige høj umiddelbart nord for sammenfletningen af Hillerød Motorvejen og Motorring 3 (vestsiden) ser man storby-naturens paradoks: Til venstre Smørmosens Haveforening, dernæst den hyggelige cykelsti lands mosekanten, og til højre drøner trafikken på motorvejen.

Umiddelbart efter Tornehøj Gård og før udfletningerne mellem Hillerødmotorvejen og Motorring 3 er dagens overraskelse: Der er lavet en kunstig høj med en 'trekkingsti' op til toppen. Og bakken er umiddelbart større end den syner fra stien. Herfra har man et godt udsyn til alle sider.

En del af panoramaet fra den kunstige høj. I det fjerne stikker vandtårnet ved Klausdalsbrovej op. Til højre dominerer Tornehøj Gård.

Sidst jeg var på Gladsaxe Fort (21. september ad den navnløse sti) blev jeg ikke opmærksom på at der faktisk findes en smutvej i fortets nordligste spids. Herfra kan man støde til gang- og cyketstien.

Det er ikke lige til at se det, men dette foto er taget fra stien langs motorvejen, og bevidner at der faktisk er en smutvej til/fra Gladsaxe Fort. Bygningen bagest markerer spidsen af fortet. Fortet selv ligger for enden af stien og til venstre. Det er godt at vide til en anden gang, hvis nogen vil hurtigt ud i Smørmosen.

Vel ankommet til fortet kender jeg vejen hjem ad den Navnløse Sti. Den ser uvægerligt mere tiltalende ud nu end i september hvor der var gråvejr.

Den Navnløse Sti i modlys.

Lige ud ad landevejen - til Bagsværd Fort

I "gamle dage" (dvs. for knap 100 år siden, i 1920'erne) var Mørkhøjvej og Gladsaxemøllevej en landevej, som førte gennem landsbyerne Mørkhøj og Gladsaxe. Begge med under en snes gårde. Mellem dem lå der så nogle spredte gårde. Lidt væk fra Mørkhøj lå Lillegård (nedslidt for over hundrede år siden, og kun et vejnavn minder om den) og Torvegården (1771-1950'erne, som lå ved Mørkhøj Kirke).

Det er ikke lige til at se det, men dette var engang en landevej mellem Husum, Mørkhøj, Gladsaxe og Bagsværd landsbyer. (Gladsaxe Møllevej ved Gladsaxe Ringvej, med trafikpladsen til venstre). "Skoven" ca midt i  billedet markerer Mørkhøj, og fotoet er taget omtrent hvor Gladsaxe sluttede, ved den nuværende kirkegårdsmur.

Vejføringen er lavet om ved Mørkhøj. I dag går vejen udenom det gamle landsbyområde, så man nemt kan overse den. Landevejen gik gennem Mørkhøj landsby (nu Mørkhøj Hovedgade). På hovedgaden ligger en af de gamle gårde, Mørkhøjgård. Den skulle have aner helt tilbage til 1100-tallet. Den nuværende er fra o. 1836, eller rekonstrueret ud fra den.

 Mørkhøjgård, eller den rekonstruerede gård, rummer i dag Fødevareinstituttet. Det er en trelænget gård med en stor have bagved. Udover vejføringen er den vist også stort set hvad der er tilbage af landsbyen Mørkhøj.

Ikke meget ved Gladsaxe Trafikplads peger på at her levede mennesker for 5000 år siden i stenalderen. Men ikke desto mindre var her 7 stendysser, hvoraf den den ved Trafikpladsen er den eneste tilbageværende. Den højtbesungne danske bondekultur var angst, nødlidende, eller ligeglad med fortidsminderne og pløjede jorden op så der nu intet er tilbage. Først fredningsloven i 1937 satte en stopper for det. Det er heller ikke til at se at Trafikpladsen er anlagt oven på et gammelt vandhul.

Skulle denne blomsterkumme virkelig være den gamle stenalderdysse? Jeg kan ikke tro det. Men der er ingen andre at se efter angivelserne: Indgangen til Haveforeningen ved Trafikpladsen. Og den passer også beskrivelsen med at der ingen overligger er. Der er heller ingen skilte, kun nogle bænke.

Store dele af Gladsaxe Landsby er i dag kirkegård. Ikke engang gadekæret er der mere. Der er godt nok en branddam, men den er lavet senere. Kirken menes at stamme tilbage fra 1100-tallet og bygget oven på et gammelt hedensk offersted. Her tordnede præsterne i de første 400 år på latin mod landsbyens bønder og andre styrvolter og lovede død og helvede hvis de ikke underkastede sig kongen, kirken, adelen og herremændene.

Dette sørøverlignende mærke er indmuret i den gamle del af Gladsaxe Kirke. Bemærk timeglasset nedenunder. Interesserede kan sikkert få oversat den noget beskadigede tekst.

Der er flere gårdlignende bygninger tæt på kirkegården og præstegården. Men de er ikke særlig gamle.

Den gamle Gladsaxe landsby er godt og grundigt blevet udslettet af nybyggeri eller gravet op til udvidelse af kirkegården. De gamle hvile vel under bautastene? Pilegården står der på denne bygning, som oplyser at den er fra 1919. Ved siden af ligger Toftegård, der dog ikke oplyser hvor gammel den er. Mon ikke som Pilegården?

Et stykke ned af Klausdalsbrovej Egegården - som ligger en anelse øst for den oprindelige gård. Vandhullet er der endnu. Der er et loppemarked, og ellers er det næsten umuligt at se gården for parkerede biler, så der er måske livlig aktivitet.

Der bliver ikke dyrket meget landbrug på Egegården. Nu er der fritidshjem, hvor de unge kan boltre sig med basketball foran det gamle vandhul.

Terrænnet stiger over 30 meter fra vores hus til Gladsaxe og dernæst falder det ca. 5 meter mod Bagsværd Fort. Fortet er opført ganske få meter syd for Christianslyst. Det sted er der nu ingen spor tilbage af. Ikke engang stednavne. Det er der kun af Espegården, som har fået en vej opkaldt efter sig.

 Jo, måske med en nænsom hånd kommer fortet tilbage til sine stormagtstider. Men som det ser ud i dag, er der noget old school Christiania over det.

Målet for dagens march er Bagsværd Fort. (Opført 1892-93, og nedlagt 1920. Ifølge hjemmesiden er fortet "unikt, idet glacis, det ene observationstårn og stormgitteret er intakt."Det viser sig nu hurtigt at være lidt af en mudret omgang. Et godt håndværkertilbud ville det vel hedde hvis ikke det var fordi det var et mindesmærke.

Betonen er faldet af. Terrænnet er helt opblødt efter at vegetationen er fjernet. Og gitteret er rustent. Måske skulle man vente et par år med at besøge fortet igen?

Betonen er skaldet af overalt, og det kan man altså ikke klandre Tysken for. I bedste fald er der lagt jernplader ud for vandrere. Men ellers er der sorten muld. Man kan godt ane hvad det hele skal føre til. Bevoksningen er ved at blive fjernet. Formentlig for at gøre det lettere at reparere murværk, jerngitre mm.

Ved indgangen til fortet ligger den ene brændestabel efter den andet. Og jernplader bereder vejen for store maskiner.

Det kunne de nu godt have skrevet på deres hjemmeside!