Fra Pengeløse Overdrev over Søborg til Gladsaxe

Fra bar mark til tætbebygget forstad på 50 år

Ved århundredskiftet 1900 eksisterede der en kommune ved navn Gladsaxe-Herlev med to sogne på  2.500 indbyggere. Det er dem vi i dag kender som Gladsaxe Kommune med knap 67.000 og Herlev Komune med knap 28.000 indbyggere. Og for øvrigt løsrev Herlev sig i 1908 og blev selvstændig.

Just imponerende er bageriet måske ikke, men det er Søborgs ældste hus og ligger ca. midt på Søborg Hovedgade. Langt over 100 år er det.

Pionertiden

Forvarslet kom kort for århundredskiftet. Den indeklemte villa som nu er bageri på Søborg Hovedgade 75, er fra 1897 og Søborgs første og ældste hus. Det har huset butikker og bolig: En filial af Gentofte Bank, viktualieforretning, blikkenslager, tobaksforretning og nu altså bageri. Egentlig et ganske godt eksempel på hvordan Søborg Hovedgade fremstår i dag: Som en driftig forretningsgade. I 1901 begyndte et konsortium at udstykke Søborggård og Lauggård, 78 parceller som blev til Søborg Villaby i området mellem Frederiksborgvej og Gladsaxevej. Her ligger Gladsaxe Kommunes Vandværk.

De første udstykninger i Søborg (Søborg Vllaby) skete umiddelbart nord for Højmosen (Utterslev Mose) og senere vest for (Søborgmaglekvarteret). Tilsammen gav de ophav til betegnelsen "Pengeløse Overdrev". Dette billede af mosen forsøger at give et indtryk af hvilket øde sted det engang var.

1903 fulgte udstykning af området omkring Venusvej, Mars Alle og Marienborg Alle. Tilflytterne var fortrinsvis fra brokvartererne, og deres kolonihaver, skure og lysthuse blev kaldt for "Pengeløse Overdrev". Der er intet tilbage af disse skure. I dag er kvarteret mondænt, med store villaer og ejendomme. Søborgmaglekvarteret (Maglegård, Lauggard og Grønnemosegård) blev fra 1917 udstykket til villagrunde og har stort set samme skikkelse som dengang. Udover at ligge tæt på København og dens arbejdspladser, ligger området også selv i dag idyllisk ned til Utterslev Mose.

Der er ikke meget "Pengeløse Overdrev", snarere noget "Mangepenge Overflod"? over husene der ligger i det område hvor udflytterne fra Nørrebro slog sig ned for over 100 år siden. Et roligt kvarter tæt på Utterslev Mose i et bakket terræn.

Det siger lidt om datidens forestilling om byudvikling at man højst måtte bygge i 1 etage og med 2 lejligheder. 1905 begyndte håndværksmestrene at flyttede i større og finere huse i Bagsværd: Højgårdens grund blev udstykket til Søvej, Aldershvilevej og Skovalleeen. Når man går ad Buddinge Hovedgade, forstå man hvorfor arbejderne ikke nåede så langt ud i første omgang: Der er adskillige kilometer. Dengang landeveje. I 1927 var Aldershvile Slotspark i Bagsværd næsten udstykket. Tre ”gullaschbaroner” eller ”ny-rige” opførte under 1. verdenskrig fornemme herskabsvillaer på Aldershvilevej. To af dem eksisterer nu som institutioner: Søholm”. Pragtvillaen ved Bagsværd Søpark huser nu shippingfirmaet BIMCO.

Gullaschbaroner var en slags yuppier som tjente bunker af penge på at sælge mere eller mindre (specielt mindre) spiselige kødvarer til tyskerne under 1. verdenskrig. Udover at de opførte sig radikalt anderledes end det traditionelle pænere borgerskab, gik der også rygter om at de anvendte rottekød og endog savsmuld i deres produkter. At de tjente mange penge, vidner dette hus om.

Bl.a. arkitekter var bestyrtede over den "rodede byggestil" og en forening til forskønnelse af Søborg forsøgte i perioden 1911-1920'erne at få opført arkitekttegnede boliger, fx det såkaldte "Mønsterhus" på Runebergs Alle 41, arkitekt K. T. Seest. Det er ham der også tegnede den mere kendte Nørrebro Station. Huset står endnu: Gulmalet. Huset vakte opsigt i hele København for "den gode smag", I 1913 en villa på Jyllands Alle (nu Dickens Alle) tegnet af arkitekt Gotenborg (1878-1964). Det slog aldrig igennem. Dels var de indbyrdes uenige, dels havde selvbyggerne, arbejdere fra brokvartererne, ikke råd. Selv om foreningen angiveligt lavede byggeri til fornuftige priser

Det byggeri der omgiver mønsterhuset, er et vidnesbyrd om at den slags huse forblev en drøm i nogle arkitekters huse. Trods berømmelsen ser man ikke mange af denne type huse i Søborg.

Foreningen stod også bag ”Indianerlandsbyen”. I april 1914 købte A/S Høje Søborg gården af samme navn med jorder. To af bagmændene, arkitekterne J.L. Meulengracht og Niels Gothenborg, er jeg stødt på før, dels i forbindelse med selvbyggerne, dels med Den Engelske Haveby i Brønshøj. De 73 ensartede gavlhuse med udnyttet tagetage og gavlene vendt ud mod vejen blev bygget 1924-25. Men det tog ti år, før alle husene var solgt. Som for selvbyggernes vedkommende satte købernes deres personlige præg på husene, der i dag da også er meget forskellige, trods den fælles grundplan.

I det meste af 1900-tallet havde folk ikke meget kendskab til andre end deres omgangskreds. Hvis noget var særlig fremmedartet, blev det nedsættende eller spydigt kaldt noget med "indianer" eller "neger". Det gjorde min far fx. I min ungdom kaldte man det noget med "araber" eller "beduiner". Racisme er noget der ligger dybt i dansk opdragelse. Måske som en reaktion har beboerne nærmest demonstrativt givet hvert hus sit særpræg.

Det øvrige Gladsaxe og Buddinge var forholdsvis uberørt af urbaniseringen. Mindre erhvervsvirksomheder etablerede sig langs Søborg Hovedgade. Selvom tilflytterne betød at Socialdemokratiet blev indvalgt for første gang i Sognerådet, havde det gamle landsbysamfunds repræsentanter dog stadig overtaget. Godt nok ernærede kun 1/3 af Gladsaxes indbyggere sig med landbrug i 1906, men kvinder og tyende fik først almindelig valgret i 1909. I 1940 var kun omkring 4% beskæftiget ved landbruget.

Urbaniseringseksplosionen

Udbryderen Herlev fik i 1905 fik eget vandværk. Gladsaxe klarede sig med brønde indtil 1910 hvor der kom et vandværk ved Søborg Mose. Moderniseringen foregik langsomt: I 1907 åbnede Bagsværd Skole. Søborg Skole indviedes med 350 elever. I 1909 kom der elektrisk lys til Søborg og Bagsværd og i 1911 i Mørkhøj og Gladsaxe. Udover Slangerupbanen blev der i 1915 fast rutebilkørsel mellem Bispebjerg og Søborg. Tilflytterne arbejdede nemlig fortrinsvis i fabrikker på Nørrebro. Men efter 1910 gik det stærkere. Indtil 1940 voksede Gladsaxes befolkning med over 20.000. I 1913 blev Socialdemokratiet for første gang det største parti i sognerådet. I 1917 fik partiet sit første kvindelige sognerådsmedlem, lærerinden Emilie Madsen. Hun blev ekskluderet pga en strid om Hjælpekassen.

For en vandværksfan er det svært at lade være med at fiksere på Gladsaxe Kommunes Vandværk. Formentlig det som blev opført 1910. Før den tid klarede man sig med brønde. Vandværket ligger i det område som først blev urbaniseret i Gladsaxe Kommune.

Under 1. Verdenskrig, i 1916 blev omkring 500 soldater indlogeret hos private. De bemandede Gladsaxe og Buddinge Forter, Buddinge og Tinghøj Batterier. Denne grå decembertorsdag fornemmer man intet af alt dette. Der ånder fred langs Husumenceinten på Vestvolden. Volden er ved at blive skovet fri så man reelt også kan få et indtryk af konturen af anlægget. Det har ikke skræmt sjaggerne væk. Deres sjæggen ledsager hele vejen ud til Utterslev Mose. I 1916 åbnede også Søborg Biografteater. Det blev moderniseret 1936. I 1916 indvarslede opførelsen af Gladsaxe Mejeri det senere Gladsaxe Industrikvarter. Det lukkede 1972 og blev revet ned i 1982.

Det lå ikke i kortene at Gladsaxe skulle fortsætte som selvstændig kommune, men indlemmes i København. Landsognene kunne ikke klare udgifterne til veje, kloakering, skoler, socialforsorg, vand, el, gas, trafik osv. Det var bl.a. baggrunden for Brønshøjs indlemmelse i København. Derfor ansøgte man om ”optagelse” i København, Bl.a. opkøbte Københavns Kommune ca. 1/8 af Gladsaxes areal. I 1933 krævede Gladsaxe af regeringen at kommunen bliver indlemmet i København. Disse planer blev dog forholdsvis hurtigt forpurret. Man begyndte allerede i 1937 at tvivle på projektet, i 1939 stod det klart at Gladsaxe ikke kunne kræve at blive indlemmet.

De ikke så glade 20'ere

De glade tyvere var måske ikke så glade i Gladsaxe, for 1922-1924 blev der opført 2 husvildebarakker i træ og lysthuse bruges ofte som helårsbeboelse. Sognerådet accepterede de nuværende beboere, men forsøgte at begrænse fremtidigt ulovligt byggeri. Man gav rådgivning til nye parcelhusejere og tegninger til 3 typer huse som kunne opføres med små midler. Især i Stengårdskvarteret flyttede folk ind. Som i et tidligere indlæg om selvbyggere var det især private som stod for det. I 1917 blev Maglegården udstykket. Søborgmagle. Grundejerforeningen har beskrevet historien. I 1920 Grønnegården. Det gik for alvor i gang 1923. Men i starten var det mest lysthuse uden kloakering. Den var først på plads i 1936. Lysthuse er et kendt fænomen i den tidlige urbanisering af Københavns omegnskommuner, fx Hvidovre.

Biblioteksvæsnet startede i 1923 på Søborg Skole med udlånsfilialer på skolerne i Gladsaxe og Bagsværd. I 1940 blev Gladsaxe Kommunebibliotek indviet på hjørnet af Gladsaxevej og Uranienborg Alle (arkitekt Vilhelm Lauritzen). I 1924 kørte en sporvogn ad Søborg Hovedgade. Bagsværd Bio åbnede.

Depressionen i 30'erne

I 1930'erne kunne grønne omgivelser i Gladsaxes endnu tiltrække tilflyttere. Men de sociale forhold bød på arbejdsløshed og fejlernæring. I 1936 blev fx indført gratis skolebespisning pga fejlernærede børn. For de ældre blev 1932 det første alderdomshjem indviet: De Gamles Hjem på Søborg Hovedgade. Bygningen er stadig i brug. Børnehaver kom til fra 1933 med samt flere skoler.

Mørkhøj havde indtil da ligget indeklemt mellem Husum, Herlev og Gladsaxe med dårlige trafikforbindelser, men i denne periode blev Mørkhøjs gårdes jorde at blive udstykket. Monberg Thorsen og Dyrup & Co. flyttede til Gladsaxe Industrikvarter i 1934. I 1935 kom et bygningsreglement: Der skal være 50 meter fra fabrikker til nærmeste beboelse, i industrikvarterne dog kun 10 meter.

Søborg Hovedgade er en livlig forretningsgade og egentlig ganske underholdende at trave op eller ned ad. Nogle vil måske kalde byggeriet langs vejen for rodet. Det er den også, opbygget som den er igennem 100 år. Man kan se at alle stilarter, boligtyper osv. blander sig i bybilledet. Trafikken ser voldsom ud, men egentlig ikke overvældende. Vejen ligger tilpas fra Hillerødmotorvejen og Helsingørmotorvejen.

I perioden 1935-1940 fordobledes antallet af lejligheder i kommunen, og områderne langs Søborg Hovedgade blev næsten helt udbygget. Det arkitektonisk mindre interessante Pileparken blev opført 1946-1950'erne. I villaen Højgårds Vænge 17 "Kisum Bakke" boede forfatteren Karen Lydia Aabye (1904-1982), tegnet af Elliot Hjuler og opført i 1943. Den 22. december 1944 blev den sprængt i luften af Gestapo, fordi hun var medlem af Holger Danske. Men dog ikke hjemme. Den blev genopført 1945 og udvidet 1956.

Søndergård Park er næsten som en pænt stor landsby med eget butikstorv og snoede gader i et let kuperet terræn. Husene er holdt i gule mursten og ser ens ud.

Slut med byggeriet

Efter 1945 gik det kommunale byggeri for alvor i gang og overtog det private byggeris rolle. Markante milepæle var Søgård (1950), Søndergård Park - ingen haver, men grønne arealer (1947-1958) og kollektivhuset Høje Søborg (1949-1951, arkitekter Povl Ernst Hoff og Bennett Windinge). 1950'erne kom Bagsværd Industrikvarter til, Gladsaxe Trafikplads (1952), Gladsaxe Friluftsbad (1958), Privat skøjtebane (1960), Mørkhøj Industrikvarter (1961), Høje Gladsaxe (1963-), Gladsaxe Teater, TV-byen (1964). Så var det ved at være slut. Der var ikke flere ledige byggegrunde.

 Slut ... og dog. Der opføres stadig boliger på Søborg Hovedgade. Her er det Realdania som opfører Danmarks "reelt første energineutrale" boligbyggeri.

Læsestof

Fra klondyke til moderne velfærdskommune. Gladsaxes historie 1900-2000. Karen Jull Sørensen og Per Boje. 2001
På Sporet af Søborgs seværdigheder. Vandretursforslag.
Fra Husum til Mørkhøj

Ruten

Utterslev Mose. Søborg Hovedgade. Buddinge Hovedgade. Bagsværd Hovedgade. Aldershvilevej. Bagsværd Station.

Mørkhøj og Gladsaxe Erhvervskvarterer

Erhvervskvarterer er opholdssted for mange mennesker i mere end halvdelen af deres vågne tilværelse

Langs Ring 3 fra Lyngby til Avedøre Holme ligger Hovedstadsområdets ”ring” af erhvervskvarterer. Fra nord til syd: Bagsværd (dele er nu ved at blive boligkvarter). Gladsaxe og Mørkhøj (målet for torsdagens vandring), Mileparken (Herlev), Ejby, Hersted Industripark, det kæmpestore område nord for Holbækmotorvejen i Brøndby og endelig Avedøre Holme. Foruden mindre klatter rundt omkring.

Udsigt fra Sneglehøj. Det eneste offentlige sted man kan komme i højden og få et fugleperspektivistisk indtryk af en typisk vej i ringvejens erhvervskvarterer: Brede, bilvenlige veje, p-pladser. Smalle ofte tilgroede fortove og erhvervspræget byggeri i utallige variationer.

Langs Ring 4 (der sydpå løber sammen med Motorring 4) ligger desuden et – godt nok et meget stort et – område, nemlig Lautrup. Disse områder markerer Danmarks overgang fra landbrugssamfund til industrisamfund i sidste halvdel af 1900-tallet. Arkitektonisk måske ikke noget der trækker de store turistbusser til. Men uden dem, intet Danmark som vi kender det i dag.

En lidt atypisk fabriksbygning, Beck & Jørgensen på Sydmarken. Den rummer aspekter af fabriksbyggeri af ældre dato med et vist historisk skær over sig. Virksomheden stammer da også tilbage fra 1892 og laver lak og maling ”som vi tænker på som de gode gamle dage”.

Mørkhøj, Gladsaxe og Bagsværd er blandt de ældste. Her kan man stadig findes små enklaver med små (håndværks)virksomheder. Men udviklingen går mod stadig større byggeri. Flere steder er gravemaskinere i gang med at fjerne forfaldne småvirksomheder: Mon ikke de bliver erstattet af  større. Hver virksomhed, stor eller lille, rummer et stykke koncentreret erhvervshistorie, som jeg slet ikke fyldestgørende kan skrive om her.

Dyna Bubber's Grill er tydeligt præget af sin beliggenhed i et erhvervskvarter. Især åbningstiderne. Da jeg passerede, så det mest ud til at være personer med ærinde i området som brugte grillen.

Vest for Hillerødmotorvejen

I denne del af erhvervsområdet ligger de mindre virksomheder i randen af området. Der er en del bilrelaterede virksomheder som fx Lygtens Karosseri (1987) med speciale i Taxi Mercedes Benz og brugtbilbutikken Drago Auto. Men også butikker som Malmberg Proff Butik (elektronik), Bygma og Kano & Kajak (af alle!). LIC, Lærernes Indkøbs Central, er sat til salg. Den gik konkurs i sommers. Der er også specialvirksomheder som Carometec, ældre- og handicapcentret Sovi og elkomponentfirmaet Thiim. Helt mod vest holder Gladsaxe og Herlev Kommuner til. I modsat ende Center for Døve. De større virksomheder ligger i midten. Bilvirksomheder dominerer: Audi, WV og Skoda mm. Foruden SIF Group (off shore), Ironpump, reklamefirmaet Art Design, Bording og ”we enable science”-VWR.

Lygten Karosseri. Med speciale i taxi. Samt i baggrunden andre lignende småvirksomheder. 

I dette område ligger det nærmeste man kommer til naturområder: Sneglehøj som man nemt kan komme til at overse, og Grønnegård hvor der sågar går heste. Her ligger det ene af to madsteder, Dyna Bubber's Grill som har åbningstider rettet ind efter arbejdstiderne: 7-15. Der er en del aktivitet allerede denne torsdag formiddag. Andre madsteder ligger ved Gladsaxe Trafikplads. Begge steder ikke just steder hvor man serverer mad der lever op til de anbefalede kostråd.

CTR groups imposante strygejernsbygning ved indkørslen til nogle af de virkelig tunge drenge i området, fra Gladsaxe Møllevej.

”Trekanten”

Det kunne man godt kalde området mellem Gladsaxe Møllevej, Hillerødmotorvejen og Ringvejen. Allerede ved indgangen til området tårner strygejernsbygningen CTR Group sig op, mørkegrå og tillukket. Men det er ikke det eneste center for nogle af de virkelig store nationale og internationale kanoner: Fusionen af to næsten 100 gamle virksomheder (2001) MTHøjgaard, Canon, det Novo Nordisk ejede NNIT (1994), NCC (1988), SPX energi og Eniro fylder godt op i området.

Svenske Eniros bygninger er lidt af en befrielse af beskue i forhold til Canon, MTHøjgaard, NNIT, NCC m.fl. i området. Arkitekturen er præget af streng effektivisme uden kringelurer og overflødigt pjank. Et klart signal til de ansatte om at nu er de altså på arbejde? Eller til besøgende?

Sidstnævnte adskiller sig fra de andre rent arkitektonisk og liver op i området med de imposante bygninger. Mellem mastodonterne finder man dog også laguner af små håndværksvirksomheder og sågar en trælast, Søborg Tømmer. Som andre steder hvor man støder på disse, er de tit præget af forfald, med gammelt affald og nødtørftigt tilskoddede vinduer. Det eneste mere kulturelle indslag finder man over for Silvan: Eventyr Teatret, oprettet 1991, dog først fra 2007 bosiddende her.

Tobaksvejen. Til venstre ser man Business Park udleje lokaler. Til venstre er betonbilen i gang. Og uden for billedet til venstre en byggeplads. Længst væk kan man lige ane taget af Gladsaxe Company House.

Tobaksvejen

Dette område er under stærk ombygning. Vejen lægger ellers traditionelt ud med det 150 år gamle Berendsen Textil og det 30 år gamle stålwirefirma Denwire. Men længere nede rives ned, graves og bygges nyt op. Business Park averterer med salg/leje af lokaler. Midt i det hele ligger Gladsaxe Skoles (1921) flotte bygning. Men i skolegården er uret gået i stå på kl. 12, der ligger blade overalt og cykelstativerne er tomme. For skolen blev 2012 slået sammen med Egegård Skole, som nu hedder – Gladsaxe Skole! Til gengæld har Gladsaxe Company House for nyligt holdt rejsegilde på prisbelønnede 15.400 m2 tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter som nabo til det ellers idyllisk udseende parcelhuskvarter Ærtemarken-Græsmarken. Og mere er i vente.

Gladsaxe Company House, et af de nyeste byggerier i kvarteret. Mørkt, højt, tungt og tillukket. Men prisbelønnet for det indvendige. Er det inspirerende at arbejde her? Skal det være inspirerende? Og i hvilken retning? 

Syd for Ringvejen

Området syd for ringvejen er domineret af HOFORs enorme vandhøjdebeholder, Danmarks største. På de idyllisk klingende veje, Rosenkæret og Sydmarken ligger nogle ikke særlig idylliske (bygge)markeder (type Harald Nyborg). Det sydlige kuperede areal af en uens mængde virksomheder: Fra Ferrosan over Living Art (1987) til Søborg-”if it ain't got flames, it aint't shit”-Autoophug. Living Art der laver gardiner, markiser mm., holder til i hvad jeg måske finder som områdets arkitektonisk flotteste bygning. Den er i øvrigt til leje. Der er mange håndværksvirksomheder og små fabrikker som fx det uanseligt udseende Danslib, underleverandør til 1.500 kunder i Norden, Beck & Jørgensen farve og lakfabrik, Ejers Plast, den legendariske fodboldspiller Harald Nielsen & Rudi og Alarmer.nu

Søborg Autoophug ligner ikke just en strømlinet moderne virksomhed. Til gengæld prikker den til min humoristiske sans. Den ligger i et område med andre lignende virksomheder, MC Parts og værksteder.

Men jeg har kun nævnt en brøkdel af de hundredvis af små og store virksomheder i området. Man kan sagtens finde andre. Titusinder tilbringer det meste af deres aktive tid her, formentlig 8 timer på alle hverdage. Vejene er indrettet til at de hurtigt kan parkere deres biler. Mellem fortovene (der sine steder ikke bærer præg af at blive brugt ret meget, de er nærmest groet til) og vejbanen er der parkeringspladser, foruden virksomhedernes egne parkeringspladser. Ud for Weidingerglas på Generatorvej fandt jeg områdets eneste skulptur, en oprejst isbjørn med tilhørende unge. Den var ret groet til med mos. Dette er arbejdspladser! Godt nok er der enkelte steder udendørs plæner og træer med siddepladser. Men kun indrettet til kortere varende ophold. Og det er formentlig heller ikke her man ”hænger ud” efter arbejde til en efter-snak med sine kolleger. Snarere går det hurtigt ud til bilen, eventuelt til busstoppestedet, og så hjem.

En formentlig lidt ældre erhvervsbygning. Som nu huser Living Art. 

Ruten

Turen kan næppe gøres kortere end 12 km. Min rute: Generatorvej. Turbinevej. Transformervej. Knud Højgaardsvej. Sydmarken. Tobaksvejen (med afstikkere). Græsmarken. Rosenkæret. Sydmarken (med afstikkere). I alt ca. 15 km.

Go West!

Området mellem de to gamle landsbyer Brøndbyøster og Avedøre var indtil omkring 2. verdenskrig marker med to gårde. Den ene, Bakkegården eksisterer endnu. Men Søagergård måtte vige pladsen for Hvidovre Hospitals Psykiatriske Afdeling. Syd for den, den muslimske gravplads og Holbækmotorvejen. I dag deler de to skovområder, Brøndbyskoven og Bakkeskoven/Østskoven.

Forskellen på 50 års skovvækst. Til venstre Bakkeskovens godt 10 års vækst, til højre anes de meget høje træer i Østskoven, plantet 50 år før. Den ene lav, varm og åben, den anden høj, lukket og kølig.

Den 18. juni var det 10 år siden Bakkeskovens første træ blev plantet. Ifølge hjemmesiden er der siden (2003-2005) blevet plantet godt 249.999 træer. Til sammenligning blev den nærliggende Brøndbyskoven plantet 1952-1960. Jorden var ejet af Københavns Kommune der ville bygge boliger, men sognerådet (der også ejede jord i området) fik tilsyneladende magistraten på andre tanker. Brøndbyskoven blev plantet samtidig med Østskoven. Dengang lå den øst for Brøndbyskoven. Nu udgør Østskoven den nordligste del af Bakkeskoven langs sydsiden af Park Alle. Så måske burde man have været fremsynede og kaldt den Nordskoven, eller til nød Nordøstskoven.

Jeg måtte helt til Brøndbyskoven for at finde et skilt med hunde i snor. Hundeejere fastholder nemlig deres ret til at lufte deres bedste ven i Østskoven - uden snor. Skiltene bliver vist nok fjernet i Østskoven. Eller jeg var bare dårlig til at finde dem.

De sammenhængende skove har det til fælles at de er nøje planlagt. Men ikke ens. Bakkeskoven har en åben korridor gående på tværs af skoven strækkende sig fra Bakkegården over Grisekæret til det tidligere Stuebjerg mark. Stierne var ved at få lagt nyt sand på.

Drama på Vestegnen!

Østskoven har gennem mange år dannet scene for et drama der er kendetegnende for nutidens måde at bruge skove på. I forne tider hærgede lovløshed når bønder lod deres svin gå og æde sig tykke og fede i olden på steder hvor konge og adel skulle jage. Bønder drev krybskytteri, samlede grene til brænde osv. Nu om stunder går interessemodsætningerne mellem hundeejere, rideinteresserede, vandrere, naturinteresserede, kondiløbere m.fl. En farlig cocktail af hunde, heste, ryttere, løbere, vandrere, hvor hver interessegruppe gerne vil have skovene indrettet til lige præcis deres formål.

Tværs gennem Bakkeskoven skrår et åbent areal med varierende bredde sig. Og midt i det hele ligger Grisekæret. Hvor meget originalt der er over det, ved jeg ikke. Men måske har svinene muntret sig i det engang. Mod nord fortsætter det åbne område mod Østskoven, som kan anes i horisonten. Og bag fotografen går det mod Bakkegården.

Men desværre er de ofte modstridende. Sindene kommer i kog. Under overfladen lurer hadet! Og det er ikke nemt at være politiker. Arealet er slet ikke stort nok til at hver gruppe kan få deres del af skovene. Slet ikke, når der kommer tilrejsende fra andre kommuner og puster til ilden. Hundeejere kommer for at lufte deres bedste venner. For nogle borgere er det dråben, at de også fjerner skilte.

Og ikke nok med det. De bruger også skoven som affaldsplads. I 2001 med 17.000 liter benzin. I 2012 blev der læsset 2.800 tons byggeaffald af. Politiet har måttet gribe ind. Er det kun et spørgsmål om tid, før vi ser det første dødsfald? Godt det ikke er Mellemøsten eller Balkan hvor borgerne bevæbner sig. Ville vi have set checkpoints og skyttegrave i skoven? Ville FN være nødsaget til at sende fredsbevarende styrker til området? Vi kan ikke vide det, og formentlig vil vi heller ikke vide om det!

Nord for Brøndbyvester over for rådhuset ligger Brøndbyvester Mølle og Møllehuset. Det er et værested for pensionister. Møllen er fra 1888 og fungerede indtil omkring 2. verdenskrig. 1944-67 var der blikkenslagerværksted. Herefter blev den overtaget af kommunen.

Brøndbyvester Landsby

Vestvolden adskilte de to Brøndby-landsbyer så Øster kom inden for voldene, Vester udenfor. Jeg har før passeret Brøndbyøster, uden at blive vildt betaget. Men Brøndbyvester byder på flere landsbyhuse. Den er måske ikke lige til at finde, men den gamle landevej er Brøndbyvestervej, så fremgår det næsten af kortet hvor den er. Ny og gammelt er blandet ind i hinanden, men generelt er der mere at se på i Brøndbyvester end i Brøndbyøster. Og der er også lidt lokalt forretningsliv, bodega, pizzeria osv. Og mennesker på gaden.

Stemningsbillede fra Brøndbyvester. Bygaden krydser, og til venstre for ligger så landsbyen langs en snoet hovedgade samt nogle smalle sidegyder. Det hele kan overstås på et kvarter, men man bør også unde sig en pause på den lokale bodega eller pizzeria.

Udover de mange gamle huse er der også en Rytterskole fra 1721 som ser noget anderledes ud end andre rytterskoler jeg har set. På en weblog har Martin beskrevet skolen nærmere. Her kan man også læse og få oversat den tavle der er indsat i muren.

De første arbejderboliger

Brøndby Kommune havde omkring 2. verdenskrig 2.600 indbyggere. I 1937 overtog Socialdemokraterne sognerådet fra landmænd og gartnere. Arbejderpartiet gik ind for billige, almene boliger. I dag forestiller vi os Brøndby som en enorm og tætbebygget kommune, men indtil omkring 2. verdenskrig var der kun de to landsbyer, Brøndbyøster og Brøndbyvester. Så var der gårde og marker for resten. Langt ude på landet nord for Brøndbyvester ved landevejen blev der så bebygget efter samme ide som i Brønshøj, Mørkhøj, Herlevhuse og Arne Jacobsens rækkehuse i Rødovre. Som de er nogenlunde samtidige med: Små rækkehuse, eller kædehuse med en lille have til. Nord for Brøndbyvestervej.

I disse kædehuse var det meningen at arbejdere skulle flytte ind. (Her Degnelodden). Bagtil er der en pænt stor have. Fortsatte man ned ad vejen til højre, kom man ned til de marker som tilhørte gården Vibeholm (se tidligere indslag), der nu ligger i et gigantisk industrikvarter. Og markerne nord, vest og syd for er i mellemtiden blevet bebygget med masser af etagebyggerier med de traditionelle græsplæner og små legepladser.

De vestligste 28 er tegnet af den prisbelønnede arkitekt Svenn Eske Kristensen (1905-2000) og opført i 1943. 1953-1955 opførtes så de østligste, tegnet af arkitekt Thorvald Dreyer (1895-1980). I stedet blev det så udover arbejdere mere velstående håndværkere og funktionærer der flyttede ind. Efter datidens målestok var husene dyre, og i en periode blev de i stedet lejet ud, bl.a. til medlemmer af Schalburgkorpset, der skal have skudt vildt omkring sig.

Brøndby forbindes i medierne oftest med BIF. Og dette imposante stadion. Man skal vist være fodboldtilhænger for at kunne leve med æstetikken i betonen. Man skal huske på at stadion kun bruges i ganske få timer ganske få dage om ugen. Resten af tiden henligger den som et stort, gråt og mennesketomt monstrum.

Brøndby forbindes meget med indvandrere og fodbold. Uden at de to ting har noget med hinanden at gøre. Og lands Motorring 3 bliver man da også konstant mindet om sport. DBU, Fodboldens Hus, Idrættens Hus. Haller for dit og dat. Og selvfølgelig Brøndby Stadion.

Ruten

Bus 200 til Avedøre Havnevej/Park Alle. Gennem Bakkeskoven og Brøndbyskoven til Kædehusene. Ad Østerbovej til Sundbyvester. Brøndby Stadion. Over Vestvolden,VII til Park Alle gennem Bakkeskoven. Længde i lige linje ca. 12 km.

Kagså Batteri (Voldstykke 21-22)

Siden jeg startede Vandringsløse Tidende er der kommet en fantastisk bog om Vestvolden: Jesper Asmussen: Vestvolden og Nordfronten (2013). Den gennemgår hele fronten batteri for batteri, fort for fort. Det beriger ens oplevelser når man en solrig lørdag morgen bevæger sig ud på volden, hvor der arbejdes meget for øjeblikket. Afsnittet nord for Frederikssundsbanen hedder Husumenceinten, og jeg besøgte det i marts i år.

Så idyllisk fremstår dobbeltkaponieren ved Kagså Batteri i dag. Og tak for det! Man er begyndt at restaurere den. Bevoksningen er fjernet på toppen. Broen ud til den kan ikke ses på billedet, men den løber ud mod højre, skjult bag buskadset. Herfra går så den svagt opadgående gang, eller poterne, tværs gennem volden. Også den kan man gå ad. Jeg kender en der påstår at have cyklet igennem. Hold tungen lige i munden hvis du vil prøve, der er ikke meget plads på begge sider af cykelstyret.

Kagså Batteri (1888-1890) ligger her og er det sidste faste batteri af 10. Ifølge bogen kunne kanonerne skyde helt ud til Ballerup, Bagsværd og Lundtofte. Det lidt nordligere beliggende Gynge Batteri var et bevægeligt battteri, hvor det var meningen at man kunne flytte rundt på kanoner, mandskab mv efter behov.

Et kig nogenlunde fra indgangen og "bagud". Fra det store rum er der adgang til siderum hvorfra soldaterne gennem skydehuller kunne skyde dels på langs af voldgraven, dels "bagud" mod de fjender som måtte have forceret voldgraven og nu var på vej op ad indersiden af volden. Der er ikke højt til loftet. Men gennemsnithøjden var vel også mindre dengang.

For tiden er man ved at restaurere dobbeltkaponieren på dette stykke, og døre og vinduer er derfor fjernet. Samtidig er betonen blevet pudset op og er endnu ikke skamferet af graffiti i væsentlig grad. Derfor kan det godt betale sig at tage et smut forbi og fornemme stemningen i de kolde beskyttelses- og magasinrum. Adgangen til dobbeltkaponieren foregik gennem en smal gang tværs gennem volden (poterne), og udmundingen ligger beskyttet bag kaponieren. Herfra skulle man så løbe over en bro og ind i selve bunkeren.

Skydehullerne er nu muret til så det er ikke muligt at se hvor de er rettet henimod. Man må udenfor. Jeg ved ikke om det er meningen at de skal åbnes igen. Men som det ses ligger de ret lavt, sådan i hoftehøjde.

Fra de lavtloftede rum var det meningen at soldater som sild i en tønde (eller kalkuner i bur, heraf navnet på fransk) skulle gøre det af med eventuelle fjender som det var lykkes at komme over voldgraven og som nu forsøgte at storme Københavnersiden. Skydehullerne vender altså modsat og på langs af hvor fjenden kom fra.

På dette foto ser man skydehullerne udefra. Købehavnersiden ligger til højre, fjendesiden til venstre. Broen i baggrunden er Mørkhøjvej. Bemærk at der også åbningerne i muren til venstre.

Også et af krudtmagasinerne på Kagså Batteri er midlertidigt åbent, så man kan kigge ind i de hvælvede rum hvor krudtet lå beskyttet bag dobbeltmure. Her er også anvendt mursten. Rummene ligner krypter under kirker og ligger graven ned under volden, godt beskyttet af mange tons jord og sten.

Kig ind i et snævert fredskrudtsmagasin. Der er forskellige rum til krudtet, og til højre er den hvælvede dobbeltmur, som skulle beskytte mod bombardementer. Den går hele vejen om det indre rum. Lidt som i en termokande. Virkningen er også derefter. Der er køligt, og måske kunne man bruge det til opbevaring af oste eller kolde pilsnere. Det første har jeg da set Mønsted Kalkminer i Jylland blive brugt til. Væggene er endnu ikke ødelagt af tags og graffiti. Gid det må vedblive at være sådan!

I skarp kontrast til de kolde, lidt uhyggelige rum i det grå og triste beton står selve voldanlægget. Modsat dengang er det nu bevokset og man kan godt føle sig som hensat til en skov. Fuglene synger og det dufter grønt og godt. Desuden er der mange muligheder for at gå langs volden. Der er en asfalteret sti, grusstier, græsstier og uvejsomme stier, alt efter smag og behag.

Gennembruddet i volden til broen ved Tingbjerg. Den forbandt oprindeligt Husum med Mørkhøj. Formentlig er det ikke den oprindelige bro fra 1890. Men det er tingbjergboerne sikkert også ligeglade med i dag. På dele af denne strækning er man begyndt at fælde bevoksningen på volden, så man kan ane konturerne af den.

Afsatserne på volden kunne godt fortolkes som stier at patruljere på. Men de havde også den funktion at forhindre jord fra toppen af volden i at falde ned i voldgraven og fylde den op i tilfælde af bombardement. Jo, de havde tænkt på alt, de gamle krigskarle. Måske har en og anden tænkt at det var synd at man aldrig fik det hele afprøvet. Men det gjorde man altså ikke. Ikke engang i Frankrig i 1940, hvor tyskerne var så uforskammede at gå uden om en fransk pendant, Maginotlinjen. Tag den, Vestvold!

Lille Rørbæk - tidslomme ved Roskilde Fjord

Temaet for dagens vandring: "Det tætteste man kan komme på hvordan landbrugssamfundet så ud, og helst så gammelt som muligt". Jeg kunne være taget en tur på Frilandsmuseet. Men jeg havde fået et tip om at det måske var lige så  godt at tage til Lille Rørbæk. Og i Frederikssunds lokalplan for Lille Rørbæk beskrives landsbyen nærmest som et frilandsmuseum. Området mellem landsbyen og Roskilde Fjord som enestående. Faktisk er strandengene fredet. Det skete i 1996 med "Lille Rørbæk-fredningen": 385 ha med landskabelige, kulturhistoriske, rekreative og biologiske værdier, som det hedder i en rapport fra Skov & Landskab (s. 17-18).

 De fredede strandenge ud for Lille Rørbæk. På den anden side udpeger en mand stedet hvor man fandt Skuldelevskibene, og hvor også soldater fra 1864 fik tildelt jord. Manden påstod at vandet var så lavt mellem de to småøer at han engang var gået på grund med sin kajak.

Strandengene ser nu ikke ud af så meget på denne frostklare vinterdag. Det ligner såmænd bare nogle marker. Men der er lyde af et rigt fugleliv. Jeg mener at kunne høre krager, ænder, gæs og et mylder af for mig helt ukendte fuglestemmer.

Jeg kan ikke bare mig for et modlysbillede hen over strandengene syd for Frederikssund. Solen står højt og varmer. Men det er altså frostgrader. Ikke mange mennesker er at se her. Mod nord, tæt på Frederikssund er engen selv en dag som denne meget velbesøgt.

I Lille Rørbæk er landbruget for længst en saga. Ligesom på Frilandsmuseet kan man se huse, redskaber mm. som bønderne brugte for mange herrens år siden. Men landskabet, omgivelserne, udsigterne - dem kan Frilandsmuseet aldrig genskabe. Omvendt ved jeg da godt at husene i Lille Rørbæk er beboede af moderne mennesker med computere, elektriske køkkenredskaber og dyre biler. Men alligevel. Ved at kombinere de to ting ... og så kommer der måske også en hel lille tur ud af det.

Husene ligger i spredt orden omkring gadekæret, og der er kun en gennemgående vej, Bygaden. Gårdene ligger lidt trukket væk fra kæret, her er der mest mindre huse. Alle ser meget vedligeholdte ud og i god stand.

Der er ikke meget baggrundsmateriale om Lille Rørbæk på internettet. Lokaliteten er åbenbart så vild at der stadig er krybskytter i området! Slægtsforskerne har været i gang. Der er en oversigt over Frogårdsslægten og  Gyldenstrand.

 Motiverne hober sig op på den korte tur gennem Lille Rørbæk. Det fleste huse fortjener faktisk at blive foreviget. Men jeg vælger kun at bringe et lille udpluk som fx dette hus. Kun traileren og den røde bil ødelægger illusionen om at være hensat til år 1900. Eller 1800 for den sags skyld.

Men mest interessant er måske en beretning fra Fin Dahl (f. 1936 på gården Elsenborg) om sine minder fra Rørbæk. Hans beretning fortæller en del af livet på landet i sidste halvdel af forrige århundrede. Han beskriver landsbyen således:

I Lille Rørbæk ligger der fem gårde, to mindre ejendomme og 15 huse rundt omkring det store gadekær. De fem gårde har nogle fine navne, som lyder: Frydendal, Gyldendal, Stjerneholm, Frogården og Elsenborg – meget idyllisk.

Elsenborg er en meget flot rødmalet gård, hvor man nu reklamerer med antikviteter. Men lidt lugt af "land" hænger der dog stadig over landsbyen hist og her. Men nogle fritgående dyr kan jeg ikke få øje på. Lille Rørbæk ligger 'nede' i en dal, lige som Husum Landsby gjorde det. Så jeg lukker øjnene og forestiller mig at nu er jeg i Husum for 60 år siden.

Elsenborg ligger i udkanten af Lille Rørbæk mod Ølstykke. Det er en meget flot rødmalet gård, og jeg har nænsomt undgået at få skiltet med "Antikviteter" med. På denne gård blev Fin Dahl født og opvokset. Jeg var nu ikke henne og banke på.

I størrelse passer det meget godt med tidligere landsbyer som Utterslev, Brønshøj, Husum, Hvissinge, Ejby, Rødovre, Mørkhøj og andre steder som byerne nu for længst har opslugt og udslettet. Men området omkring Lille Rørbæk burde altså kunne give et visuelt billede af hvordan de måske kan have set ud for et par generationer tilbage.

 Et kig over gadekæret. Bygaden løber mod højre, og fortsætter efter det hvide hus i midten af billedet. Det var så det. Lille Rørbæk er passeret. Der ligger endnu nogle gårde efter kæret. Men så er man på landet igen.

Menneskene der opførte og arbejdede i husene som de oprindeligt var tænkt som (landbrug) er selvfølgelig længst døde og borte. Formentlig er tilværelsen med brølende køer og op kl. 5 om morgenen med hønsene nu afløst af fortravlede pendlere og hundeposer. Lidt ude af Lille Rørbæk er jeg allerede gået galt, men ved en luftnavigeringsstation møder jeg en lokalkendt som er ude med sin hund. Han er tæt på de 70 og fortæller at på den anden side af fjorden fandt man Skuldelevskibene. Og tæt på er der nogle grunde som tilhørte veteraner fra 1864 som var blevet lovet standgrunde. Det fik de også. Nogle smalle striber godt nok.

På vej ud af landsbyen mod Frederikssund støder man på denne statelige stråtækte gård. Herefter er asfaltvejen ved at være slut, og så står der grusveje for resten.

Det tager omtrent en halv time med s-tog til Frederikssund, og turen fra Frederikssund St til Ølstykke St  ind over landet med Lille Rørbæk halvvejs er en frisk tur på omkring 15 km. Fra Lille Rørbæk till Frederikssund kan det bedst betale sig at følge de små skilte "Fjordstien", for der er ingen vejnavne på grusvejen. Jeg har tidligere besøgt området for at nyde Skenkelsø Sø. At jeg ikke opdagede Lille Rørbæk, selv om jeg nærmest gik forbi, bekræfter endnu engang at det godt kan betale sig at være forberedt og have præcise mål. Lidt lige som forskellen mellem at gå i et supermarked med eller uden huskeseddel.

Udlodsvej markerer Ølstykkes overgang fra by til land. Man kan stadig støde på store landbrugsejendomme med stråtag. Idyllisk ser det ud som de ligger der. Men på den anden side af vejen har Ølstykke allerede bredt sig, og måske kommer denne gård til at lide samme skæbne som Hvissings bondegårde.

Og så bemærkede jeg at solen faktisk varmer! Det luftede det meste af turen, men på vej gennem et vindstille område, kunne jeg mærke solen har fået magt, og ikke bare afgiver lys, men også varme! Dejligt.

Det er svært at sige noget om hvad der er historien bag stuehuset til denne gård. Hvis lade og udhus er i endnu mere forfalden tilstand. I laden står stadig trillebøre og andre landbrugsredskaber. Blev den forladt over hals og hoved? Eller tjente beboerne tykt på at sælge huset? Det får stå hen i det uvisse. Det er nok ikke til at redde. Men terrassen, haven og alt andet vidner om forne tiders storhed.

Indslag om Fjordstien ses nederst i dette indslag.

Hvissinge - Vissinge - HB9

Ribe anses for at være Danmarks ældste by, men Hvissinge som landsby(sted) er ældre. Hvis Hans-Henrik Rasmussens hæfte om Hvissinge står til troende. Hvissinge, Hvessinge eller Vissinge har været landsby i mere end 1.700 år. Der er fundet rester af gårde, udhuse, brønde, stiger mm. tilbage til jernalderen (375-775) i området mellem Sortevej, Birkeskoven og Fraligsvej. Her dyrkede beboerne bl.a. rug, byg, hør og hamp. Den erstattede formentlig en nedbrændt, nærliggende bebyggelse, som eksisterede i omkring 300 år. Tæller den med, er vi tilbage til da tre vise mænd besøgte Brian og hans mor i en lade i Betlehem.

Hvissingegård ligger tæt på gadekæret. Bag stuehuset er der 3 store længer, og den fremstår i det hele taget som en meget stor gård. Nu er der børneinstitution her. Se legehuset i haven.

Landsbyen flyttede rundt i området. På skrift hører vi først om den under Christian 5 i 1680'erne. Her blev optalt 8 gårde og 12 holdshuse. Ikke meget, men mere end Glostrup Landsby, hvorfor rytterskolen holdt til her 1722-1912, hvor den brændte. I 1787 var der 156 indbyggere. Indtil et stykke op i det 19. århundrede gik gårdene i arv mellem gårdmandsslægterne.

Også Leragergårds stuehus ser imponerende og velbevaret ud. Længerne er til gengæld ikke så store. Nu huser den amatørteateret og yoga.

Det ældste vi kan se i dag, er gårde der er lidt over 100 år gamle: Leragergård, Hvissingegård (midten af 1800-tallet), Enceintegård (kan ikke være ældre end 1886, da den formentlig er opkaldt efter Vestenceinten, som Vestvolden hed dengang - og Husumenceinten) og Vældegård (stuehuset opført 1926 efter brand).

Af Enceintegård er kun dette stuehus bevaret, og det er privatbolig. Uden at vide det går jeg ud fra at det lidt underlige navn stammer fra Vestenceinten, som Vestvolden dengang hed på denne strækning. Navnet kan anes midt på facaden.

 Lidt afsides fra gadekæret ligger Engbrydegård, Parcelgården (omtalt ved en tidligere tur til Vestskoven) og Kroghslyst (opført slutningen af 1700-tallet, Roskildevej 526. Købt af Københavns Kommune kort efter 1919, forpagtet). Desuden er der nogle få ældre huse omkring gadekæret, der ikke er så stort som det var engang.

Af de gamle gårde forekommer det mig at Engbrydegård stikker mest ud fra sine nuværende omgivelser. Den ligger i "Pipkvarteret", det folkelige ord for det parcelhusområde hvis veje har fuglenavne. Der står en gammel pumpe på gårdspladsen, nogle mælkejunger langs huset formentlig for at markere husenes forne funktioner.

Fra 1900 udviklede Glostrup sig lidt lige som Brønshøj. Men så var det slut med de hvasse hvissinger. Ifølge "Større danske landbrug" (1933) overvejede Hvissingegårds bestyrer (ejeren handelsgartner) at overgå fra 10 marks drift til frugttræer og gartneriprodukter. Som en langvarig flodbølge skyllede parcelhuse mod nord over markerne og efterlod de oven nævnte gårde som små øer midt i småhuskvarterne. Hvissinge landsby holdt stand til 1980'erne. I dag fremstår området Hvissinge som et parcelhuskvarter med enkelte etagebyggerier.

Nogen egentlig landsbystemning er der ikke omkring gadekæret. Det kunne nærmest være en hvilken som helst park med en lille dam. Der er dog enkelte undtagelser som dette lille hus.

Historien fra Mørkhøj gentager sig: Gårdene nedlægges, gartnerier kører et par årtier før udstykningen til parcelhuse former området til det vi kan se i dag. Ingen af gartnerierne er bevaret andet end i fotoer. Hvor tidligere tiders gårdmænd, gårdkarle og kvinder arbejdede, kan nutidens mennesker dyrke yoga, amatørteater, spise, få passet børn eller bare bo.

Her er et andet af de mindre huse omkring gadekæret.

I snart 50 år (siden 1963) har De Danske Pelsauktioner holdt til i Hvissinge trods protester fra dyreværnsforeninger. Den ligger ca. halvvejs ad Degnestien, der kun er for cykler og fodgængere. En egentlig plan kom i 1976: Hvissingeplanen.

Dette område er Hvissingetorv. Jo, der er en Spar, den obligatoriske kebab-take-away og vist nok også andre torvefunktioner. Men ellers er det præget af institutioner og boliger. På denne fredag er der ikke just torvestemning.

I 1990'erne blev området genstand for den nye trend: Byøkologi. 200 boliger blev opført i Hvissinge Vest syd for Vestskoven. Mellem Nordre Ringvej og Oxbjergvej. Så sent som i dette årti har de sidste større ubebyggede lommer måttet overgive sig.

Tæt på Vestskoven har nogle arkitekter fået lov til at slå fantasien løs. Hvad ligner det? Det vilde vesten? Det lille hus på prærien? Området er ikke helt uden charme, i den forstand at det rent arkitektonisk skiller sig ud fra resten af Hvissinge. Foto taget i retning mod det såkaldte Aktivitetsfelt mod område 1A. Husene kaldes Skovhuse.

I Glostrups kommuneplan 2003-2015 er Hvissinge Landsby omtalt som Område HB9. Leragergård er smidt ud af HB9 og tilhører HO9. Dog bedre end tre andre gamle Hvissinge-gårde som slet ikke er med i plantillægget. Sådan kan det gå. Hvad der vidner om Hvissinge landsby er hegn, træer og enkelte bygninger. Og det er kun tilladt at bygge i en etage. 

For alsidighedens skyld også lidt for bilisterne: Motorring 3 og dets møde med Jyllingevej. I horisonten til venstre Vestforbrænding og lidt til højre for midten Herlev Hospital. Til lykke med de fine faciliteter. Det tager 2 minutter at nå den afkørsel, som 4 kilomenter længere mod nord fører ned til Frederikssundvej. Tænk, jeg foretrækker at bruge de 40 minutter det tager til fods langs volden!

Bog: Hans-Henrik Rasmussen: Hvissinge – fra jernalder til nutid (2002).
Bog: J. J. Hansen: Større danske landbrug. Bd. 1. 1933.
Glostrup Lokalhistoriske Arkiv: Nyt fra arkivet. Søg på Google.
Nyt fra Arkivet, 42/2006 om Hvissinge Øst, s. 5-12.
Nyt fra Arkivet, 38/2005 om Hvissingestien, s. 12-18.
Eksempel på slægtsside fra området.
Kommuneplan for Hvissinge Landsby. 2003-2015.
Passivhus familiebolig.