Tinghøj Batteri ikke indtaget!

I fredags hed det Battery Exhausted. I dag kunne vel kaldes Battery Not Taken. Da vandringsmanden stævner ud denne årle morgen er der -5 grader. Så rimfrosten har smukkeseret de ellers visne blomsterstande og givet dem nye, smukke dimensioner.

Rimfrosten ser smuk ud på blomsterne i Gyngemosen.

Målet er Tinghøj Batteri i Gladsaxe. Og så hvad der ellers falder af undervejs igennem Gyngemosen. Mose er nu så meget sagt. Den ligner mest af alt en velfriseret park. Med nydelige stier uden de store overraskelser. Og Hillerødmotorvejen drønende igennem uden at støjniveauet dog er særlig højt. På vej mod batteriet er der i Tingbjerg en udmærket udsigt til de store kontraster i områdets arkitektur historie: I forgrunden er Tingbjerg Langhus tegnet af den vidtberømte Steen Ejler Rasmussen, og langt ude i horisonten tårner det knapt så arkitektonisk berømmede Høje Gladsaxe sig op.

Løbere og vandrere bør tage stien bag Langhuset i Tingbjerg. Den er betydeligt hyggeligere end fortorvet langs Langhus til venstre i billedet. I baggrunden tårner det ene af Høje Gladsaxes 7 højhuse sig op.

Imellem disse to meget iøjnefaldende arkitektoniske steder ligger Gyngemosen. Mest kendt for at Danmark Radios TV-Byen lå her 1963-2009. Med store bogstaver præsenteres de moderne tider med EY-Tower. Udsigten overalt i Gyngemosen er domineret af højhusene i baggrunden.

På den nydelige asfalterede vej gennem Gyngemosen mod Høje Gladsaxe kommer man igennem nogle temmelig intetsigende områder med krat og græs. Det er også dette som beboerne må have udsigt til.

At der er højt til Høje Gladsaxe erfarer man ved at tage stien vest om. En asfalteret og meget nydelig, veltrimmet sti. Senere må jeg nok konstatere nok også en af de få vandrevenlige stier i området.

 Stien vest om højhusene fører ikke for stejlt op på toppen af bakken og i pæn afstand fra de beboede områder. Indhegningen til venstre i billedet vogter over nogle industribygninger.

I det hele taget domineres området af tv. På nordsiden af Høje Gladsaxe ligger en 266 meter høje Fjernsynsmast i Gladsaxe.Den er solidt forankret med talrige stålwirer.

Den 266 meter høje mast er solidt forankret med betonforanstaltninger og stålwirer. På billedet ser man ikke helt op til toppen af masten.

Det ser ud til at man kan leve og dø i Høje Gladsaxe uden at have behov for at komme udenfor. Der er alt her: Skoler, butikker, boliger, skøjtehal, svømmehal, boldbaner .... Alt er timet og tilrettelagt som i en Olsen-bandefilm. Der er formentlig ikke et træ, ikke et blad, der ikke er kontrolleret og uden bagvedliggende formål. Langs den snorlige kastanjealle på sydsiden af de 7 højhuse ligger hvad der mest af alt ligner en golfbane mod syd, mens højhusene ser faretruende ud på nordsiden.

Kastanjealleen syd for højhusene. Til venstre græsplæner, til højre det lille krat mellem alleen og højhusene. Der er bl.a. legepladser.

Beboerne i højhusene må have en fantastisk udsigt. Men til hvad? Jeg prøver at få et indtryk fra kastanjealleen på sydsiden. Alleen er mere spændende end udsigten. Men det kan jo være anderledes helt oppe i toppen af byggeriet. Facaderne er helt plane. Så beboerne må læne sig ud for at verificere at de ikke befinder sig helt isolerede oppe i luften.

Tinghøj Batteri kan så vidt jeg kan se ikke indtages. Jeg finder det aldrig, men formoder, at det ligger på en indhegnet grund hvor der ikke er adgang. Jeg kunne i hvert fald ikke finde det. Jeg vandrede lidt forvildet rundt om Københavns Energis vandforsyning, i den tro at der måske kunne ligge noget der. Men nej. Jeg droppede derfor også den lille afstikker til Bagsværd Batteri.

Uopladelige batterier - overdimensioneret vandbeholder

Uopladelige batterierne og overdimensioneret vandbeholder? Kryptisk overskrift, men vi er også på et af Danmarks ældste kultsteder: Tinghøj

Ifølge Jesper Asmussen "Vestvolden og Nordfronten" (2013) har området omkring Tinghøj (Høje Gladsaxe) en ældgammel historie. Tæt på Tinghøj (51, 5 m) lå en gravhøj omtrent ved fjernsynsmasten. Herfra kunne man se helt til Roskilde Domkirke. Navnet hentyder til at det var et tingsted, midtpunkt for Sokkelund Herredsting indtil 1682. Forbrydere blev dømt her og henrettet ved Høje Gladsaxe.

Udsigten fra Tinghøj umiddelbart syd for Høje Gladsaxe mod Gyngemosen. Terrænet falder brat
 
Når man nærmer sig Tinghøj fra Gyngemosen, kan man mærke stigningen, se den i landskabet, selvom bebyggelsen har gjort alt for at skjule det. I de sidste 50 år er stedet blevet genetableret som et kultsted med en enorm udstrækning: Til kropskulturen er der enorme haller og udendørsarealer reserveret dyrkelse af kroppens forskellige discipliner, svømning ishockey, fodbold og andet. Og ikke mindst symboliserer den enorme tv-mast kulten over dem alle: fjernsynet. Pilgrimmene er indkvarteret i 16 etagers høje bygninger der som en mur er opført på Tinghøjs sydlige skråning.

Tinghøj Batteri

Tidligere har jeg forsøgt at indtage de højtliggende batterier på Nordfronten, Tinghøj og Buddinge, men måtte opgive at finde dem. En opmuntrende anonym kommentar på indlægget fra 28. oktober 2012 gør, at jeg nu forsøger igen. Og finder begge! Tinghøj Batteri var i funktion 1889-1920. Et pænt stort batteri, 300 meter langt med tørgrav. Batteriet var bemandet under 1. verdenskrig. Det lå dengang ude på landet. Hvor Høje Gladsaxe nu ligger, lå en gård, Hyllegård. Men ellers var der marker. Gladsaxevej og Vandtårnsvej var markveje, og indgangen til batteriet forløb nogenlunde langs boldbanerne op mod fjernsynsmasten.

Bryder man gennem krattet fra Isbanevej umiddelbart syd for Vandtårnsvej mod vandtårnene, kan man gennem et hegn ane Tinghøj Batteri. Det se ud til at være i nogenlunde stand, men der er låst. Længere sydpå kan man se nogle volde langs fodboldbanerne. Det må vej være den sydlige del af batteriet?

Buddinge Batteri

Buddinge Batteri (aktivt 1889-1920) ligger kun 500 m. fra Tinghøj Batteri og er en del mindre. Fortet har været brugt af Kort- og Matrikelstyrelsen og senere udstykket til parcelhusgrunde. Det blev bemandet i 1914 under 1. verdenskrig. De to løjtnanter udførte for egen regning nogle tilbygninger til batteriet for 168 kroner (det var mange penge dengang og rakte til kommandostation af beton, "med telefon, lys, varme, ly og læ samt bordplads til ildledelsen" (Jesper Asmussen). Desværre var det ulovligt ifølge forsvarsforliget af 1894. Men indgangen med kongens monogram findes endnu. Det kan man nu ikke se. Indgangene fra såvel nord som syd er aflåste og endog sikret med tommetykke stikkende brombærgrene.

Modsat Tinghøj Batteri ser Buddinge Batteri noget sørgeligt ud. I hvert fald det man kan se af batteriet gennem afspærringen. Døren til dette rum er faldet af, og skiltet med "Rygning forbudt" forekommer noget malplaceret. I forgrunden kan man ane det kraftige brombærkrat der nok skal afholde visse (bl.a. mig) fra at forsøge at entre fortet over hegnet.


Fra batteriet skulle mandskabet beskyde fjenden over hovedet på de stakkels indbyggere i Buddinge, som der dengang var knap 700 af. Sammen med Vangede Batteri var det frontens højeste punkter. Batterierne lå bag de større forter i Lyngby, Gladsaxe og Bagsværd og skulle forhindre fjenden i at trænge ind i disse bagfra eller fra siden.

Tinghøj Højdebeholder

I rækken af vand(rings)værker er det kronologisk set passende at indføje Tinghøj Vandreservoir nu. Det blev opført ad flere omgange, 1933 (tre beholdere), 1940 og 1959. Arkitekt Ib Lunding (1895-1983). Han tegnede også Brønshøj Vandtårn. Dele af området er fredet, dog ikke de nyere tilbygninger. Højdebeholderen blev anlagt efter at man opgav at bruge Skt. Jørgens Sø som vandreservoir. Man kan ikke rigtig komme ind på området, da det er omgivet af stakit og vold, men der kan findes adskillige fotoer fra området, bl.a. på Kulturarv.dk. Beholderne er med visse van(d)skeligheder blevet tætnet 2009-2011.

Lige så enormt højdebeholderens område er, lige så utilgængeligt er det. Omgivet af dels volde, dels stakitter. Dette kik er nok det nærmeste man kan komme uden at skulle søge om tilladelse til at komme ind i anlægget. I baggrunden mellem bygningerne kan man lige ane et af de mange underlige rumskibsagtige tårne. De er det eneste man kan se fra vejen.

Tinghøj Højdebeholders enorme omfang (det er vist Danmarks største) kan ses som et udtryk for datidens enorme vandforbrug. Vandforbruget er siden faldet, og beholderen er i dag større end det nutidige behov. Jeg er så gammel at jeg kan huske at man før i tiden uden at tænke over det skyllede 10 liter vand ved hvert toiletbesøg. Vand var bare noget man forbrugte! Så blev man klar over at vand ikke er en ubegrænset tilgængelig ressource, og så blev det anbefalet at anbringe en mursten i vandbeholderen. Senere kom nutidens meget mindre vandkrævende toiletter.

Vand er der nok af på Tinghøj. Selv om man går højt, mærker man at græsset er meget vådt. Så fugtigt er det, at man er ved at være færdig med en oversvømmelsessø i Gyngemosen neden for Høje Gladsaxe. Og flere steder lægger man dræn om bygningerne. Ekstremregn, hedder det vist. Ok, jeg vil i dagens anledning tillade mig at omdøbe motorveje til ekstremveje og myldretrafik til ekstrembilisme. Der fik i den, bilister!

Ruten

Kagså Batteri. Tingbjerg. Høje Gladsaxe (Gyngemosen). Isbanevej - Tinghøj Batteri og Højdebeholderen. Buddinge Batteri. Retur samme vej. Ialt ca. 12 km.

Cowboy i mosen! Og Brønshøjholm

Det er ganske vist. Nogle kælkere så en cowboy i Gyngemosen tæt på Høje Gladsaxe i dag! Det var i hvert fald umuligt at overbevise dem om at Vandringsmanden ikke er cowboy, så jeg måtte gå videre, overbevist om at drengene nu vil fortælle begejstret om deres oplevelse. Det virkede faktisk som det var 'større' end selve kælkningen. Folk ser det de gerne vil se, og indrømmet, sandheden kan nogen ganske være lidt trist set i forhold til hvad man kunne forestille sig den var. Børn kan tro på nisser og julemanden - og nu en cowboy i Høje Gladsaxe, voksne på engle, kosmiske kræfter eller at Noahs ark ligger på et bjerg i Tyrkiet.

De kælkende børn mente bestemt at Vandringsmanden måtte være en cowboy. Det var umuligt at overbevise dem om andet.

Mosen ligger ellers stille hen en dag som denne. Der er ingen vind, sneen pynter gevaldigt op og giver de visnede blomsterstande et nyt (kunstigt) liv. Det er også blevet nemmere at bevæge sig rundt uden for stierne, fordi vandet mange steder er frosset til is, så man ikke synker i den bløde mosejord.

Idyllisk ser det ud, og idyllisk er det. Store sivskove med sne på. Sart og skrøbeligt lys. Og sneen synes også at lægge en dæmper på trafiklarmen.

Der er stadig meget liv i mosen, hvis ellers man kigger godt efter. Krager, skader, duer og gråspurve er der masser af. Men hvis man står lidt stille, vil man også kunne se rødhalse, musvitter og andet småkræ som jeg ikke kender navnene på. Igen fik jeg ingen billeder. De er ganske enkelt for hurtige til at smutte væk.

En duekoloni slapper af mellem strabadserne med at overleve kulden. I sikker afstand fra jordens farlige rovdyr

Der er også noget så ordinært som en sort kat. Men med en mærkelig opførsel. Den har lagt sig på en våge midt ude i en lille mosesø. Og den har ikke i sinde at flytte sig da jeg kommer nærmere.

Hva' katten laver den der? Den ligger på en lille våge. Måske er der lidt varmere der end på selve sneen, men alligevel. Det må da være hamrende koldt. Den ser nu også lidt trist ud, synes jeg.

Hist hvor vejen (Mosesvinget) i Utterslev Mose slår en bugt, og gemt væk bag Hareskovvejen og Brønshøjholm-bakken ligger der et lille stråtækt bindingsværkshus så smukt. Det fungerer i dag som gartnerkontor og toilet. Ifølge Vej og Parks folder om Utterslev mose, var den indtil 1932 den ene af længerne i gården Brønshøjholm. Holm fordi den dengang lå på en halvø (holm).

Den meget smukt istandsatte tiloversblevne længe af den tidligere flerlængede gård. Folderen fortæller at oprindeligt var her en holm (halvø). Dengang var der hverken gas eller elektricitet. På billedet i folderen (fra 1925) er der sågar en storkerede med to storke! Og de ser levende ud.

Pjecen oplyser desværre ikke om hvor gammel den er. Men den ser nyistandsat ud, med frisk stråtag og pænt malet. Sammen med  nabohuset, Restaurant Mosehuset, er området vel det i Utterslev Mose som kommer tættest på "masseturismens højborg". Om restauranten fortæller internettet at den er under tvangsopløsning. Så vidt masseturismen.

Terneøen kan lige skimtes ude i mosen til venstre, over halmballerne. Det er kun ca. en tredjedel af øen der kan anes. Den er ret stor, og når den først er etableret, kan publikum beskue fuglelivet fra fugleudkigstårnet, umiddelbart til højre uden for fotoet.

Ud for bistaderne og fugleudkigstårnet sker der ting og sager. Masser af halmballer og en gravko. Ballerne skal transporteres ud til Terneøen. En oplysningsseddel fra kommunen fortæller at øerne i mosen er ved at være eroderet væk af vind og vejr. Så nu er kommunen i gang med at fylde dem op med halmballer og egeflis. Det sker så at hættemågerne kan finde egnede ynglesteder. Hættemågerne, det er dem som i sin sted skrigende fulgte efter Storebæltsfærgerne. Hvis nogen ikke ved hvad en hættemåge er.

 I mosen er alt fredeligt, sneen lægger en dæmper på alting. Og alting emmer nærmest af fred. Set fra mosen ser selv byen og etagebyggeriet hyggelig ud, indpakket i sne på tagene.

Og så skylder jeg måske også lige at afsløre hvorfor de kære børn måske kunne opfatte Vandringsmanden som en cowboy.

Ryvangen Naturpark

Ryvangens Naturpark er en lille park i en nordøstlig kile af Københavns Kommune der rager ind i Gentofte. Indtil 1893 var det et sumpet og øde område, men så fik militæret øje på området. Staten købte det i 1893 til ingeniørvåbnet. Her kunne de danske krigskarle så lege krig i området, hvor der 1897 også blev bygget en kaserne til ingeniørerne. Området var åbenbart ikke godt nok, så der blev gravet en sø med tre små øer. (Gaflet fra en folder ved busholdepladsen, som Østerbro Avis da vist også har læst).

Forhåbentlig er dette stykke ingeniørkunst - en bro over til en af øerne i søen - ikke resultatet af militærets ansatte, men en senere tilkommende konstruktion. Et billede synes dog at afkræfte dette. I givet fald kunne man stille spørgsmålstegn ved bevillingerne.

Mens danskerne aldrig rigtig fik området brugt i krig, så gjorde tyskerne det. I 1940 besatte de først den sydlige del, fra 1943 det hele. Og her udfoldede sig en af de mest dystre sider af Danmarkshistorien. Tyskerne brugte området som henrettelsesplads, og omkring 100 modstandsfolk måtte lade livet under 2. verdenskrig. Mindelunden i parkens nordende blev indrettet efter krigen for at mindes dette brutale stykke Danmarkshistorie. I starten brugte de pistolskydebanen, senere indrettede de en mere afsides plads med pæle. Denne sidste ligger inden for Mindelundens område mod nord.

Disse volde ligger umiddelbart ved indgangen til Ryvangens Naturpark. Så vidt jeg kunne se på kortet er det pistolskydebanen, hvor de første henrettelser fandt sted. Stenen helt til højre i billedet for enden af volden har inskriptionen: Rejst i mindet om henrettede danske frihedskæmpere 1943-1945. Frihedskampens Veteraner. Øverst er en medallon med teksten: Faldet i Danmarks frihedskamp 1940-1945.

I 1956 flyttede ingeniørerne til Farum Kaserne. Kasernen skiftede navn til Svanemøllens Kaserne. Det militære område øst for jernbanen ligger der stadig, bruges nu af Forsvarsakademiet og er lukket for adgang. Åbenbart til stor frustration for en lokal graffitismører. På en finerplade der spærrer for Københavns måske mest øde og oversete sti, står der i hvert fald flere ukvemsord. Men ellers blev området rømmet i 1972 og bygninger efterfølgende fjernet. I 1980'erne begyndte "Ryvangens Naturparks Venner" at omdanne området til det rekreative område det er nu, godt hjulpet af kommunen i 1990'erne. Nu ligger der stribevis af børneinstitutioner i området. Ifølge Østerbro Avis (11. marts 2013) vil der komme en supercykelsti gennem parken. Formålet er at kunne komme til den kommende bro mod Nordhavnen. Stien kunne jeg nu ikke se ansatser til.

Parken er beplantet med store træer og tæt krat, så selv om den er ret lille, kan man gå igennem den ad de mange stier på kryds og tværs uden at få indtryk af ensformighed. Her er parkens eneste ryddede område omkring kælkebakken cirka midt i parken. Her er også en rasteplads med bænke og bålplads.

Ryvangens naturpark er nogenlunde på størrelse med Lersøparken sydøst for Bispebjerg Hospital. Men så hører ligheden også op. Mens naturparken sitrer af liv, planter, dyr og mennesker, er Lersøparken en kæmpestor græsplæne. I dagens anledning lige klippet som en fodboldbane. Hvad der vist også er meningen. Der er bare ikke nogen. Tomt. Livløst. På denne solrige dag er der langt flere mennesker der bruger Naturparken end Lersøparken. Og det kan Vandringsmanden sådan set godt forstå.

Ja, undskyld mig. Men hvis man lige kommer fra naturparken og går igennem Lersøparken, så forekommer den utrolig ensformig og kedelig. Parkerne er nogenlunde lige store. Men hvor mange gange kan man mon gå frem og tilbage over disse græsplæner uden at få den følelse at det nok er lidt kedeligt og ensformigt? Nu har vi altså set den arkitektoniske perle, Bispebjerg Hospital!

Turen ud til Naturparken gik gennem Gyngemosen, Utterslev Mose og langs Emdrup Rende. I vinter var der et større byggeprojekt i gang langs renden, og det viser sig at det gik ud på at rydde bevoksningen på nordsiden af den. Det giver bedre muligheden for at se selve renden. Men hvis man mere er til skyggefulde steder og grønt, kan man altså vælge sydsiden. Emdrup Rende forbinder Utterslev Mose med Emdrup Sø. Søen er ikke en oprindelig sø. Den er kun 450 år gammel og resultat af en opdæmning.

Emdrup Sø er totalt velfriseret. Man har indtryk af at hvert et blad, hver en and og hver en fugleklat ikke er tilfældig. Alt er timet og tilrettelagt. Langs nordsiden er der bebygget.

Emdrup Sø er sikkert et meget dejligt sted at bo. Men som sø skal man da vist være særlig sø-entusiast for at gå langt efter den. Den ligner til forveksling enhver anden sø i Københavnsområdet. Engang fik København vand herfra. Det kan man endnu se i søens sydøstlige ende. Herfra var der forbindelse til Lygteåen. Alle disse vandløb er ikke synlige i dag.

Der er ingenting i verden så stille som sne

De fleste arbejdende mennesker har måske ikke opdaget det. Men vejret i dag er det sagnomspundne drømmevejr som er beskrevet i talrige romantiske noveller, fortællinger og romaner. Fra kirkesamfundenes julehæfter, over Peters Jul til Morten Korch.

Gyngemosen ved Tingbjerg. Her skinner solen gennem det tætte krat. Sneen ligger som et dunblødt tæppe henover det hele. Der er stille. Kun fuglene høres af og til.

Solen skinner og får det dunbløde snetæppe til at glitre som sølv og lyde som "sølverklokkeklang". Med andre ord: Vejret er netop nu som beskrevet i fx Helge Rodes: Der er ingenting i verden så stille som sne.

Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt på de stemmer,
som for højlydt taler.

Dog daler sneen ikke sagte gennem luften lige nu. Men det har den gjort hele natten. Så da vandringsmanden stævner ud, dæmper den skridtene. Ok, den knaser, frostsneen. Men højtalerlarmen fra motorvejen er betragteligt taget af, blidt tysset på.

Der er ingenting i verden af en renhed som sne,
svanedun fra himlens hvide vinger.
På din hånd et fnug
er som tåredug.
Hvide tanker tyst i dans sig svinger.

Jeps, vandringsmandens vandresko har været mudret til efter weekendens ture. Men ved hjemkomsten har sneens himmelhvide renhed skuret dem som nye. Og som dette indlæg måske afspejler, så har sneen også fået de "Hvide tanker" frem. Eller er det solskinnet? Det er svært at afgøre.

Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne.
Tys, du lytter, til det tavse klinger.
O, så fin en klang,
sølverklokkesang
inderst inde i dit hjerte ringer.

Jovist, men det kræver jo så at man har fridag. For faktum er, at vi  alle sammen hader sneen. I trafikradioen om morgenen hører vi radiospeakerens medfølende stemme, når hun snakker om at "I derude" har 50 minutters kørsel mellem Måløv og Ballerup på Frederikssundsvejen. Sneen er besværlig. Den kommer på et forkert tidspunkt. Det er ikke mere jul. Netto har pottemuld og stedmoderblomster på tilbud. Desuden er det midt i marts, så kalenderen siger forår.

Men det ser de tilstedeværende beboere i Tingbjerg nu ikke ud til at lade sig påvirke af. Der er masser af liv. Fredeligt liv. Skolegården emmer af dæmpet frikvarterlyd. Enlige, par og grupper går sindigt rundt. Køber ind. Holder pause, eller bare oser.

Fra Gyngemosens højeste sted, 37 m. er der en fin udsigt over det bakkede terræn. Og stierne er pænt ryddede og saltede.

For de der skal på arbejde i dag, er sneen sikkert krævende. For at nyde sne kræver at vi har fri. At vi giver os tid til den. For ellers stresser den os. Og det kræver også at vejret arter sig. Den sidste uges isnende kulde og blæst har ikke været rar. Måske er det også derfor at dagens vindstille, frostklare luft og solskin virker ekstra stærkt. I morgen er det arbejde igen. Og så er dagens oplevelse af sne måske glemt og erstattet af ærgrelser over langsom trafik, kulde, fugt og vind.

Husumenceinten - Vestvolden/Vestfronten

Der sker en masse på Vestvolden for tiden, også i den del som  blev kaldt for Husumenceinten. Et godt sted at starte er Plejeplanen for hele Vestvolden. Her står at Husumenceinten rummer 4 af voldens i alt 23 batterier, startende fra Utterslev Mose og ned mod Harrestrup Å: Gynge Batteri (opkaldt efter Gyngemosen), Kagså Batteri, Nordvestbane Batteri (mellem Frederikssundsvej og Husum Station) og Harrestrup Batteri (nord for Harrestrup Å). Kagså Batteri er ved at blive frilagt for bevoksning, og man kan nu for alvor se hvad det har været brugt til. Batteriet går nærmest i et med det noget mere beskedne Gynge Batteri. Harrestrup Batteri ligger i læ bag Kagsmosen, og volden er ikke særlig høj her. Men et (syge)magasin er ved at blive sat i stand.

Kagså Batteri ligger i det første "knæk" efter Utterslev Mose. I dag er det lejeplads og er ved at blive klippet fri, så voldanlægget er meget mere synligt. Til højre ligger en lysstation på toppen som kunne oplyse forterrænnet og afsløre en snigende fjende.

Oprindeligt fik graven sit vand fra Utterslev Mose. På begge sider af Åkandevej er der stemmeværker på begge sider af Åkandevej. Og nær Bystævnebroen er der et omløbsbygværk for spildevand fra Gladsaxe. Det er man ikke i tvivl om hvis man går derned: Der lugter fælt af slam og kloak. Voldgraven falder kraftigt mellem Frederikssundsvej og Husumbanen. Derfor anlagde man de tre tætstillede batardeauer som nu er ved at blive restaureret. Men nu pumpes der lettere forurenet vand fra Harrestrup Å op i voldgraven, op over de tre batardeauer og ud i Utterslev Mose. 

Stemmeværket på østsiden af Åkandevej mod Utterslev Mose. Der er et tilsvarende på den anden side af vejen. Oprindeligt skulle det regulere vandtilførslen fra Mosen til volden. Men nu går vandet den modsatte vej, ifølge Plejeplanen.

På et kort fra omkring år 1900 kan forestille sig hvordan området må have set ud: Gemt bag volden ind mod København dominerer Husum landsby. Ud fra den stråler 17 udstykninger, og man kan se at volden brutalt skar igennem 7 af dem (2a-8a). Og man kan forestille sig den dramatiske indgriben i landsbyens liv dette må have været. Landbruget var Danmarks altdominerende hovederhverv, og landskabet uden for Københavns brokvarterer stort set marker. Der er intet tilbage af de gamle landbrugsarealer foran eller bagved Husumenceinten. Kun Kagsmosen ligger som den gjorde dengang volden blev anlagt. Af de stikkende tjørn og brombær er der heller ikke meget tilbage. Med mindre de spredte kratte langs pensionisthaverne er efterkommere.

 Også ydervolden over for Kagså Batteri (ved Tingbjerg) er ved at blive ryddet for bevoksning, så den nu mere fremstår som da den blev bygget.

Husum var udset til at huse befæstningstropperne i tilfælde af krig, hvorfor der ikke blev anlagt en decideret militærlejr, modsat sydligere i Ejby, Glostrup og Hvidovre. Uden for Husumenceinten lå Herlev landsby tæt på. Men ellers var der marker og nogle spredte gårde: Mørkhøjs Torvegård og Lillegård, Kagsgården ved den nuværende motorvejstilkørsel og lidt fjernere Islevgård. Samt jernbanen mellem Husum Station og Herlev Station. På kortet fremgår også at såvel Frederikssundsvej som Mørkhøjvej havde et snoet forløb gennem volden. Der er endnu rester af de ekstra forsvarsværker som skulle forsvare åbningerne i volden.

Mange af de gamle magasiner (bunkere) er blevet restaureret. Her ved Kagså Batteri. Det er formentligt et sygemagasin. Væggene er blevet pudset og istandsat. Rummene har en meget smal (og uhyggelig) gang omkring sig. Formentligt en buffer for at forhindre at de styrtede sammen ved et bombardement.

Batterierne og voldanlægget generelt er nu ganske fredeligt og smukt. Overalt støder man på en mængde bygningsværker: Betonkonstruktioner, voldanlæg, frie bygninger, osv. Der er ikke sat forklaringer op endnu, så hvad blev de egentlig brugt til? Til at belyse forterrænnet og afsløre snigende fjender, anlagde man lysstationer ved Frederikssundsvej og Harrestrup Å.

 Dette anlæg passer til placering og beskrivelse af lysstationen. Men jeg er ikke sikker. Den er også helt overgroet.

For at kunne iagttage en angribende fjende, var der anlagt 14 kikkertstationer, hvoraf de fleste er bevaret. I Husumenceinten er de på kortet aftegnet som små cirkler ved Svogerslevvej, Frederikssundsvej og i knækket ved Kagså Batteri. Kikkertstationerne er halvcirkelformede indsnit i voldkronen med en støttemur og gulv af beton. Midt i halvcirklen findes en meterhøj betonsøjle, der har båret en kikkert. Der fører en støbt betontrappe op til stationen. Den eneste af de tre som endnu har bevaret betonsøjlen, er den ved Frederikssundsvej.

Kikkertstationen ved Frederikssundsvej. Den ligger også mest afsides, så måske derfor er det den bedst bevarede af de tre. I hvert fald har de to andre ikke søjlen i midten længere. Her var det meningen at der skulle anbringes en kikkert, så man kunne spejde mod Herlev.

Desuden knap en halv snes ammunitions-, krudt- og sygemagasiner. Men størsteparten af magasinerne er anlagt en del år senere end selve volden: Umiddelbart op til og under 1. verdenskrig (1914-1918) opførte man 18 betonforede sygerum med fire køjepladser (sanitetsrum) og 28 betonmagasiner til opbevaring af ammunition og sprængstoffer. Altså over 20 år efter volden (1888/92). Disse sanitetsrum, ammunitions- og ingeniørammunitionsrum fremstår som betonstøbte dørafsnit, indfældet i volden med jerndøre. Formentlig er kikket ovenfor ned i et sådant sygemagasin. Den danske regering ville gerne holde sig neutral, og ønskede ikke at forstærke voldanlægget med decideret krigeriske tilbygninger.

Mellem Frederikssundsvej og Mørkhøjvej befinder sig som bekendt den enestående "ø" midt i voldgraven, hvorfra man fra indersiden kunne beskyde fjenden hvis denne dristede sig til at krydse voldgraven. For at komme til og fra øen, måtte soldaterne gennem denne meget trange gang (poterne) der går tværs gennem volden. Gangen er nu restaureret og åbnet for publikum. Ikke for sarte og klaustrofobiske sjæle!

 

Fra den smalle gang kunne forsvarerne løbe over den lave bro lidt til venstre i billedet og ud på "øen". Til højre ligger ydervolden mod Herlev. Som det ses, vender skydehullerne på langs af volden, og herfra kunne en krydsende fjende beskydes. Anlægget er godt polstret mod fjendtlige bombardementer (anlægget er som det ses helt begravet i jord til højre).

I Plejeplanen er også omtalt nogle kommandostationer fra 1910. Der står at der på facaden er en række jerndragere, der har båret et halvtag over en dør og to vinduer. Indvendig har de tre hvælvede rum med to skorstene og telefonstik. Nord for Husum Station er den eneste jeg kunne finde som passer på den beskrivelse. Så det er altså her man formentlig havde tænkt sig at generalerne og krigskarlene skulle dirigere deres mænd til tapper dåd. Så kunne de jo altid hurtigt selv stikke af med jernbanen til København.

Det er lidt svært at se, men det første anlæg har faktisk de i Plejeplanen nævnte jerndragere stikkende ud. Jeg har valgt at vise dette mere oversigtlige billede ved Husum Station for at give indtryk af Nordvestbane Batteri. Modsat Harrestrup Batteri hæver det sig ganske betragteligt.

Der var også anlagt artillerimagasinger ved 9 af batterierne, men de er alle væk. Der er en rekonstruktion ved Hvissingebatteri, som jeg tidligere har afbildet her på bloggen.

Gammelt kort over Vestvolden. Rummer mange samtidige henvisninger.
Pleje- og anlægsplan for Vestvolden 2011-2015. Skov- og Naturstyrelsen 2010.