Herlev

Årets korteste dag. Året er blevet gammelt, men Herlev er historisk set ung. Mod øst afgrænset af Kagsåen, mod nord af Tibberup Å og mod syd af Sømose Å

 

Centrum af Herlev Landsby lå her ved gadekæret. Kirkens ældste dele er fra 1400-tallet, det gule er Hjulmandens Hus (1814) og et hvidt hus (1924). Men ellers er gårdene der lå rundt om kirken, forsvundet og markerne bebygget.

Herlev af i dag er historisk set ung. Mod øst afgrænset af Kagsåen, mod nord af Tibberup Å og mod syd af Sømose Å. Herlev af i dag er uigenkendelig fra Herlev for 50 år siden. Og for 100 år siden var den endda så lille at den indtil 1909 hørte under Gladsaxe Kommune. Der er produceret en film på YouTube som (hvis man ellers kan holde speaken ud) viser hvordan kommunen så ud i midten af forrige århundrede: Livet på gårdene - enkelte ser noget forfaldne ud, menneskene, Herløv Kro og dens have, hestevogne. Og begyndelsen til nutidens Herlev. Arealmæssigt Danmarks tredjemindste kommune (ca. 12 km2), men den 20. mindste hvad angår indbyggertal (o 28.000 indbyggere). For med 2.300 indbyggere pr km2 er Herlev befolket betydeligt over landsgennemsnittet..

Herlev Station er en af de oprindelige stationer på Frederikssundbanen fra 1879 og det første vidnesbyrd om urbaniseringen. Den blev placeret ca. 500 meter syd for Herlev Landsby og fortrinsvis beregnet på godstransport. Men stationsby blev Herlev aldrig. Der skulle gå yderligere 70 år som landbrugsområde.

Det er rimelig enkelt at se hvor gammelt byggeriet er i Herlev. Fra de "helt gamle dage" er der stort set intet andet tilbage end kirken, Hjulmandens hus og Herlev Kro (omkring 1863) i bymidten. Gårdene lever videre i navnene, fx i byggeriet Herlevgård som er opkaldt efter gården af samme navn som lå der før. Fra de knap så gamle dage er der stadig et par gårde: Bakkegård, Klausdalsbro, Kildegården m.fl., og de ligger alle nord for Herlev bymidte. Gammel Klausdalsbrovej har enkelte og spredte ældre bygninger som dog helt drukner i alt parcelhus- og rækkehusbyggeriet. Stationen (1879) medførte ikke rigtig nogen udvikling som stationsby.

Bakkegården er som gårdene er flest i Herlev. Den halve snes som stadig er tilbage. Der er garanteret ingen vagabonder på Bakkegården. Og oplysninger om gården er heller ikke lige til at finde.

I 1906 var Herlev dog vokset så meget at der kom en skole, Herløv Kommuneskole. Udvidet 1931 og 1950 (gymnastiksalen). Så gik det også stærkt: Engskolen måtte opføres som en midlertidig skole, og den eksisterer stadig!

Højbjerggård blev opført ca. 1 km vest for Herlev midt ude på landet, med marker så vidt man kunne se. Sådan er det ikke længere. Nu ligger bygningen omkranset af Herlev Gymnasium og parcelhuse.

Vildfarne Børn

I 1916 fik Herlev landsby og gårdene selskab af en statelig bygning, Højbjerggård som på en stilfærdig måde fortæller en 100 årig historie om sociale problemer i Danmark. Bygningen opført for Kirkelig Forening for Vildfarne Børns Redning. "Vildfarne" betød kriminelle, for den kriminelle lavalder var dengang 10 år, og det var måske lige i overkanten at anbringe sådanne i Vestre Fængsel hvor behandlingen var rå. Fra 1948 skiftede stedet funktion til at resocialisere unge piger. Og foreningen skiftede navn til Kristelig Forening for Børneforsorg. Ældre husker mest stedet som "pigehjemmet". Unge piger fik det bedre. Så i stedet blev det specialhjem for narkomaner 1969-1977. Herlev Kommune var i mellemtiden vokset rundt om hjemmet og overtog det i 1977 hvorefter man oprettede et voksenuddannelsescenter. Herlev Ungdomsskole flyttede ind i 2002.

Hvis huse kunne tale, ville Herlev Bygade 41 fra 1920 have adskilligt at fortælle. Her har været købmand, tøjforretninger, restaurant mm. Huset lå oprindeligt mellem to små stråtækte bindingsværkshuse.

Så gik det stærkt!

Indtil 2. verdenskrig kunne man stadig opleve blomsterflor i vejgrøfterne i Herlev der mest bestod af gårde. Men i 1935 indvarsledes bilismens komme ved at Frederikssundsvej blev udlignet og nu ikke længere gik gennem byen, dvs. nuværende Herlev Bygade. Blomsterfloret skulle der snart sættes en stopper for. I starten af 1950'erne var Herlev bebygget på begge sider af Herlev Bygade i ca. 500 meter. I Herlev Bygade 41 huserede Købmand Balle. Men der er også blevet handlet fisk, herretøj, sportstøj og restauration i huset. Og sådan er der så meget: Hvor Nykredit bank ligger, lå engang Herlev Bank. Taxa Harald, Chr. Godtfredsens Lillebil, Herlev Taxa, de er forsvundet. til gengæld holder der en park af biler med Chicago Roasthouses logo ved Frederikssundsvej.

Toggangen (Herløv Stationspark) mellem stationen og Herlev Bygade er et tidligt eksempel på urbanisering. Bebyggelsen er fra 1943, oprindelig lejeboliger, siden 1974 andelsboliger

Det startede først da der kom s-tog og med Herlevhuse og højhusbyggeriet Toftegård ved stationen i 1950 under Socialdemokratiet. Dengang forudså man ikke bilismens indtog, og husene på Toggangen (dengang Stationsvej) var ikke gearet til den tunge trafik. I dag er vejen lukket af samme grund da husene ikke kunne tåle det. På Stationsvej kom endnu en købmand. Da telefonselskabet KTAS rykkede ind på Herlev Hovedgade i 1955, var HE optaget (af Hellerup), og Herlev fik i stedet Yrsa.

I 1954 flyttede Herlev rådhus på grund af ekstrem pladsmangel ud af kammerrådens ejendom til det nye rådhus, sammen med posthuset. Det blev for trangt så der måtte opføres et nyt rådhus. Til gengæld forfaldt postfunktionen, og huset står nu til nedrivning.

De konservative stod for parcelhusbyggeri op gennem 1960'erne. Og for 50 år siden spillede the Who i byen! Sideløbende med boligerne blev erhvervskvarteret Mileparken anlagt. Da kommunen igen blev socialdemokratisk, blev byggeriet sådan et kompromis mellem parcelhuse og etagebyggeri, nemlig hvad man vist kalder tæt-lav-bebyggelse. Altså små rækkehuse, dobbelthuse og parcelhuse. Indtil alt i 1980'erne var bebygget med Hedelyngen som prop. Den nordligste del af Herlev rummer dog stadig fredede, grønne områder som Fedtmosen og Smørmosen som er behandlet adskillige gange på denne weblog. I dette område finder man også det tætteste man kan komme på store villaer, nemlig helt mod nordvest, tæt på Furesø Kommune.

Herlev Eagles? Snarere DFDS. For uden penge, ingen ishockey. Og det er pengene der bestemmer hvad der skal stå på bygningen.

Natur og sport

Herlev har masser af sportsanlæg og -haller. Det er som om man instinktivt fornemmede at det frie rum, naturen, markerne osv. skulle erstattes af et eller andet. Og det blev så sportshaller. Der er næppe noget sted i Herlev hvor der er mere end 1 km til nærmeste hal eller anlæg. De fleste er lokalkendte, men et enkelt er dog måske landskendt, nemlig Herlev Skøjtehal, hjemmebane for Herlev Eagles siden 1968. Og godt nok vejer Eagles-flaget, men på bygningen står der DFDS Seaways Areana.

Så kan det ikke blive mere Herlev! Indkøbscentret med diverse byggeri ved Gammel Klausdalsbrovej med Herlev Hospital som en grå eminence i baggrunden. Og biler, masser af biler og parkeringspladser. Godt nok blev Herlev engang kaldt barnevognenes by, men i dag er barnevognene blevet forkortet til bare -vognene.

Skoler er der en del af, men udover Sygeplejerskeuddannelsen ikke så meget videregående uddannelse. Herlev Gymnasium og HF blev etableret som forsøgsgymnasium under navnet Herlev Statsskole i 1974. I 1986 ændredes navnet til Herlev Gymnasium. Herlev Hospital kom til 1965-1977 (2005 hvis man kræver ibrugtagning).

Herlev Hospital rager 120 meter i luften og kan dermed illustrere højden af de fleste store danske bakker på en meget konkret måde. Hospitalet må vel siges at være en slags vartegn for Herlev med mange rekorder med delte meninger om hvor ærefuldt det er.

Det er svært at udpege et vartegn for Herlev. Vandtårnet var det vel engang, indtil Herlev Hospital, kom til i 1976, og det kan prale med at være Danmarks højeste bygning på 120 m. Men det typiske Herlev er de diskrete parcelhusveje, rækkehusene. Ordnede og regulerede små enheder hvor indkøb står i centrum. Hvor går man ud for at more sig en fredag eller lørdag aften? Formentlig bliver det som oftest en aften foran flimmerkassen.

Der er så meget andet i Herlev, men det er tidligere grundigt behandlet: erhvervskvarteret Mileparken, kolonihaverne, Herlevhuse, halvtredserbyggerier, Smørmosen og Fedtmosen.

Mens Herlev Bymidtes mindre butikker kører mindre godt, går det strygende for BIG efter amerikansk, enkelt koncept: Et trefløjet butikskvarter i beton med en kæmpeparkeringsplads i midten.

Der bygges nu ikke så meget mere i Herlev. Af større byggerier kunne jeg kun spotte et område nord for Gammel Klausdalsbrovej. Men til gengæld rives der så ned og bygges nyt. Seneste større projekt er fra 2016: BIG. Efter amerikansk koncept. Færre, men større bygninger. Og Herlev Bymidte står over for en gennemgribende renovering i 2018.

Bare Herlev! Et typisk scenarie fra Herlev. Små parcelhuse, eventuelt rækkehuse, i et eller to plan. Grus, asfalt, mursten, parkering.

Man kan selvfølgelig gå på biblioteket for mere litteratur om Herlev. Jeg har nu holdt mig til lokalarkivets Facebookside.

Nordhavnen - december-blues

Et af Københavns vækstområder i et af de historisk set mere spændende områder af Staden. Og fast årlig tur på denne blog

Udsigt mod nord fra Konditaget Lüders ved Portland Towers. I forgrunden Sundmolen og Kronløbsbassinet. I baggrunden de store kraner på industriområdet.

Hvis man vil opleve en storby i vækst hvad angår nybyggeri, så er Nordhavnen et absolut must på linje med Ørestaden. På denne blog er Nordhavnen et af de tilbagevendende mål, sidste gang var for 1½ år siden. Og der er sket meget i den tid, især i den sydlige del af området mellem Skudehavnen og Søndre Frihavn. Gamle nordhavnsrotter kan akklimatisere sig på Amerika Plads, hvor de vil kunne genfinde den gamle DSB stationsbygning fra 1894-95. I øvrigt tegnet af den samme arkitekt som også stod bag Københavns Hovedbanegård og Østerport Station. Stationen fungerede til 1975, blev restaureret i 1986, nedtaget 2002 og altså nu genopstået i 2005 på dette sted.

På Amerika Plads kan man opleve denne lille perle af en stationsbygning. Den gør sig godt på trods af de påtrængende moderne højhuse rundt omkring den.

Marmorbyen

Marmorbyen er Nordhavnens sydligste del mellem Nordbassinet og Søndre Frihavn, altså den gamle frihavn som nu fuldstændig er forsvundet. Bl.a. Marmorværket som har givet kvarteret navn. Yderst på havnemolen er FN-bygningen nu vist helt færdig og fremstår som en ø med kanaler omkring. Eneste tørskoede adgang foregår nu via en portvagt. Ældre vil måske mere genkende navnet Unicef Plads, men den eksisterer ikke længere.

En af de hyggelige gader i Marmorbyen, set fra Marmorkaj mod Nordbassinet. Man aner i baggrunden byggeriet på den anden side af havnebassinet, med Portland Towers skjult bag bygningerne til højre.

Udgiften for at bo her starter formentlig ved 12.000 kr om måneden. Men man ser faktisk en del yngre mennesker med barnevogn, ligesom  smugkig opad facaderne afslører at en del børnefamilier har valgt at flytte ind her. Haverne er små, frimærkeagtige, men det er formentlig heller ikke det som er det attraktive her, men vandmiljøet. Havn kan man vel dårligt kalde det længere.

Marmorbyen. Til højre ses UN City og kanalen der adskiller den fra resten af Marmormolen. I forgrunden en hyggeterrasse ned til kanalen med kik til Portland Towers på den anden side af bassinet.

Frihavnen

I lang tid har man fra Nordhavnen Station kunnet se Portland Towers som var nogle tidligere siloer for Portland Cement. Molen er da også stadig væk præget af stor byggeaktivitet og dele af den er afspærret stadigvæk. Eller svært fremkommelig, afspærret af hegn, smattede veje mm. Men siloerne har nu fået selskab af en række andre bebyggelser.

Portland Towers har i mange år stået lidt isoleret langt ude på molen ved Nordbassinet. Men som det ses er de tider ved at være forbi. Der er dog ikke adgang til byggepladsen langs kajen. Det er der derimod midt i byggeriet.

Langs havnebassinet bygger man det laveste byggeri i seks etager. Midt på molen dog væsentligt højere. Det er endnu svært at forestille sig hvordan det gamle byggeri Den Røde By vil komme til at harmonere med nybyggeriet. Meget er stadig pakket ind i stilladser, indhegninger og byggeredskaber.

Vejen midt gennem molen mod Portland Towers. Som det ses er adgangsforholdene endnu ikke optimale, og jeg forestillet mig at søndag er et godt valg til en tur. Så slipper man for tung trafik og byggeaktivitet.

Den Røde By er et område som fandtes i frihavnens dage, men omgivet af det moderne byggeri visner den lidt i forhold til sidste gang jeg gik gennem den. Den ser pludselig så bitte lille ud og nærmest en undskyldning for sig selv. Bygningerne har for mig også mistet lidt af den tiltrækning de havde sidste gang. Men det kan selvfølgelig også været vejrets skyld. Jeg må tage derud engang til sommer i solskin!

Her har man helt bogstaveligt krydset gammelt og nyt: En facade er blevet brugt som en del af nybyggeriet. Særpræget og måske også ganske opfindsomt - om det så også er kønt, det er der sikkert mange meninger om.

Konditaget

Nord for er bygget et parkeringshus i rustent jern som på taget har indrettet et konditag Lüders. Fra dette tag har man et godt overblik over Nordhavnsområdet. Man kan endog se helt ind til centrum af København. Den udvendige trappe benyttes selv på en regnfuld søndag som denne af en del kondiløbere, ligesom nogle hårdføre sportsudøvere og børnefamilier har vovet sig op. Da regnen tiltager, forsvinder de dog skyndsomt.

Udsigt fra Konditaget Lüders med Portland Towers til venstre. Som det ses har man et ganske godt udsyn mod centrum. Lidt under midten af fotoet kan man lige ane Den Røde By. De seksetagers bygninger syner ikke af meget ved siden af tårnet.

Om det er min telefonforbindelse der er dårlig eller ej, ved jeg ikke. Men det er nu slut med at kunne bruge telefonen til andet end nødtelefon. Andre ser dog ud til at kunne bruge dem. Så det er måske kun mig som får en ekstra understregning af at området stadig er under opbygning. Gader og fortorve er slet ikke færdige og enkelte steder mudderpøle. Der graves også kanaler mellem husene, to kanaler får jeg det til. Havneområdet ser ud til at komme til at minde om Sluseholmen.

Der er da stadig lidt aktivitet i den gamle havn, som man kan se fra Konditaget. En container er på vej ind i Orientbassinet og containerterminalen.

Langs Sundkrogsgade kan man stadig se det gamle gitter der beskyttede frihavnen. Forhåbentlig får det lov til at blive stående og blive renoveret. Det ser ud til at være i god stand, trænger blot til lidt maling. Og det er jo ikke Berlinmuren vi snakker om. Man kan kigge gennem gitteret.

Det gamle frihavnsgitter findes nu kun langs Sundkrogsgade. Under en kilometer er der tilbage. Forhåbentlig bliver det renoveret og får lov til at stå så yngre generationer også kan forestille sig når de gamle søulke fortæller om Frihavnens storhed.

Sundmolen mellem Kronløbsbassinet og Orientbassinet er ved at blive bebygget, så det må vente til næste gang jeg kommer forbi. Der tegner sig dog allerede et billede af hvordan det vil komme til at se ud.

De sørgelige - og for nogen måske også begrædelige - rester af den gamle Skudehavnen. Række af ødelagte broer står i skarp kontrast til række af effektive byggekraner som varsler at hvor det gamle forsvandt, er der nyt overalt. Også her, om nogle år.

Skudehavnen - fortiden forsvinder

Længere mod nord kommer man ind i industriområdet, og her er der ingen adgang. Til gengæld er der nu blevet adgang til Skudehavnen - eller den gamle skudehavn. Blandt subkulturen som trivedes her var stedet vist nærmest et helligt sted. Men det er svært at genskabe stedets forgangne fortid i fantasien. Broerne er brudt sammen og nødtørftigt hevet op på land, på langs. Her kan man opleve en fortid som der snart endegyldigt sættes punktum for, og mod syd se hvordan fremtiden vil komme til at se ud. Skudeløbet er helt lukket af for sejlads ved Skagerakkaj. Måske en kajak kan snige sig gennem den lave og smalle bro. Selve Skudeløbet kan man ikke se. Der er industri på begge sider

Sundkrogsgade med et kik ind over Sundmolen. Den Røde By i forgrunden.

Furesøen - Nord og Vaserne

Nordkysten af Furesø er meget anderledes end sydkysten. Tricket er at smutte ind i landet ved Stavnsholt og Vaserne

Ordet vase i Vaserne har intet med blomstervaser at gøre. Det betød oprindeligt en sti lavet af grene gennem et sumpet område. Som det ses er det en meget præcis beskrivelse, bortset fra det med grenene. Her tæt på Dumpedalsrenden.

Jeg havde egentlig forestillet mig at følge vandringen fra 11. november langs sydkysten af Furesø op med en tilsvarende langs nordbredden ugen efter. Men det tog så knap en måned. Man skal ikke have kigget længe på et kort for at forudse at denne tur er radikalt anderledes. Nordkysten af  Furesø er stort set bebygget hele vejen fra Farum til Vaserne. Selv om man på visse af de beboede strækninger kan gå langs søen eller tage en stikvej ned til den. Jeg havde derfor skruet forventningerne en del ned i forhold til hvad angik oplevelser fra min tidligere tur. Og det holdt for så vidt også stik.

Skrænterne kan i stejlhed sagtens måle sig med sydkystens. Dog er der ingen kløfter, så man går nogenlunde i samme niveau over søen hele vejen. Holmen i søen ligger ud for badestranden neden for Høje Klint.

Beboelse og fritidsliv

Kysten er nogenlunde lige så stejl som sydkysten, men modsat denne har nordkysten stort set ingen kløfter, så man går nogenlunde jævnt langs hele strækningen. Kort sagt, mere "civiliseret". Det er måske derfor beboelserne netop har bredt sig her. Tilmed er der en håndfuld fritidsklubber for fiskeri, kajak, roning - og en en enkelt badestrand neden for Høje Klint, og badevandet skulle være udmærket. Der er dog ingen badegæster på nuværende tidspunkt, skulle jeg hilse og sige. Til gengæld ophører nu endeligt den infernalske støj vest fra motorvejen, og resten af turen mod øst foregår med naturens egne lyde. Som i dag er ret høje da det blæser kraftigt fra vest.

Badestranden neden for Høje Klint.Om der om sommeren er sandstrand, skal jeg ikke kunne sige. Nu er den i hvert fald dækket med blade. En lang, sej trappe fører ned til stranden hvis vand skulle være af bedste kvalitet. Det ser dog ikke ud som om nogen har benyttet sig af det for nyligt.

Den ret nyligt fredede Stavnsholtkilen ender ved Furesøen. Jeg har tidligere passeret Stavnsholtkilen nordfra. Her længst med syd er den vestlige del ret kedelig med græsmarker, men den østlige har en lille (ca. 400 m) sti gennem Enghaven, nord for pragtboligen Vigen. Stien går gennem et kuperet terræn, og trods sin lidenhed er der et forbavsende rigt fugleliv her. Jeg opdager en del fugle som igen minder mig om at nu må jeg snart se at få lært disse skabninger bedre at kende. Formentlig en gransanger, eller også en isfugl, jeg ærgrer mig over min uvidenhed. Fuglen er god til at gemme sig på den anden side af en tyk stamme, men er dog nysgerrig nok til at lade mig få flere glimt af den da jeg går forbi. Fotografering stiller den og kæresten dog ikke op til.

Stavnsholtkilen med et kig ned mod en gård der i følge en sten skulle hedde Pynten. Stedet er en del af den fredede Stavnsholtkilen (den er tidligere beskrevet her på bloggen).

Vaserne

Efter en kort og kedelig tur gennem et villakvarter når jeg endelig hen til turens plan B-mål, Vaserne. For lidt naturoplevelser ville jeg da gerne have med. Jeg havde afsat adskillige kilometer til turen gennem dette område. Området er sumpet og det er ikke muligt at gå langs Furesøs bred her. Dog er der mod vest bygget et handicapvenligt Vasetårnet, i to etager. Herfra har man udsigt over sivskovene og kan se ind i det træbevoksede Vaserne. Men det gør nu heller ikke så meget, for Vaserne er selv på denne årstid særpræget og speciel.

Udsigten fra Vasetårnet.  Måske tager det sig bedre ud om sommeren i solskin. Men udsigten har også sin egen stille skønhed på denne mørke decemberdag med blæst. Vinden får sivskovene til at bølge.

Det bedste overblik over Vaserne som jeg kunne finde på denne tur, var i den nordligste spids ved Fyrrebakken. Herfra er der en bakke hvorfra man mod syd kan skue ud over Vaserne, og mod nord i retning af Dumpedalen som vitterligt fremstår som en dal set fra dette punkt. Nord for Vaserne er der igen bebyggelser op ad skråningen. Og igen får man et godt indtryk af hvor dyb og stejl dalen er.

Det er vanskeligt at finde et typisk foto af Vaserne. For selv om det hele minder lidt om en stor ellesump, så varierer det alligevel i en uendelighed. Og egentlig er dette foto heller ikke særlig repræsentativt. Så meget vand er der trods alt kun enkelte steder.

Jeg fortrød absolut ikke at have planlagt dette sidespring. Det er absolut nordkystens højdepunkt. Jeg blev endda fristet til at tage en lille afstikker til Dumpedalen som ligger nord for Vaserne, og kun benene fik mig til at vende om. Dette område synes absolut også interessant for et gensyn. Dumpedalen er en del af en nord-sydgående dal hvori Vaserne også indgår.

Den sydlige del af den fredede Dumpedalen. Stierne er ikke aftegnet på mit kort, men det ser ud til at der nu er et velordnet stisystem her. Jeg har noteret at dalen må indgå i en senere vandring.

Tilbage til Vaserne. Navnet har ikke noget med blomstervaser, men et nu slet ikke mere brugt ord, vase, for en vej bygget af grene gennem et sumpet område. Og bortset fra det med grenene (de er erstattet af solidt jord) så passer det meget godt. Abstraherer man fra stien går man kun ganske få centimeter over et magisk, mystisk sumpområde. Det emmer af stemning, lyde, fred og ro. Jeg opdager endnu et par fugle som jeg aldrig har set før.

Blæsten går frisk over Furesøens vande. Og som det ses slår bølgerne ind over broen. Dette er så sandelig et pittoresk skue og sælsom oplevelse midt i det civiliserede Nordsjælland. Der går jo næsten helt Vesterhav i det. Midt i billedet roklubben.

De sidste 4-500 meter inden man når roklubben ved Holte går ad en nyopført gangbro ude i selve søen. På en blæsende dag som denne er der lidt hav over at gå her. Bølgerne slår ind over broen og søen viser tænder. Heldigvis har man forudset det, og broen er overhovedet ikke glat. På intet tidspunkt må jeg sætte farten ned på grund af smat på træbroen. Kun den gyngende bro ved Roklubben tør jeg ikke gå ud på. Bølgerne slår op gennem brædderne og den ser meget glat ud.

Ikke Furesø, men den meget mindre Vejlesø der dog har forbindelse til Furesø, har sin egen lille havn, Holte Havn. Bådfartens bro ses i forgrunden sammen med huset yderst til højre.

Som en lille blindtarm til Furesø ligger Vejlesø ved Holte, og her ligger såmænd da også en havn, Holte Havn. Hvor Bådfarten også holder til. De åbner dog først igen til april. Et symbol på den tilstand af melankoli man ofte kommer i her i december, med mørke og kulde, fandt jeg på en af de meget private og afspærrede bådebroer langs Frederikslund Skov:

Her havde en hejre besluttet sig for at ride stormen af og afvente bedre tider. Den ser næsten helt melankolsk ud, synes jeg. Og her gik der da helt menneskeliggørelse i det. Jeg synes den kiggede i sympati og solidaritet mod det december-melankolske menneske

Ruten

Den kan nemt findes på et kort. Der er gode stier gennem Vaserne, selv på et tidspunkt som dette hvor der er meget fugtigt. Enkelte smattede steder er det eneste. I alt ca. 16 km.