København - klassicisme

Klassicismen er den periode hvor man forsøgte at efterligne de gamle grækeres og romernes byggestil

Lille Strandstræde 14, Hallings Gård af Hans Næss, siges at være et af de første mere vellykkede eksperimenter ud i klassicismen. Jeg har lidt provokerende valgt at vise husets bagside. For der er kontrast mellem facaden ud til gaden og hvad man ser når man går ind i gården. Sidehuset er fra 1600-tallet. I porten hænger en interessant tavle med huset ejere gennem tiderne. Se sidst i artiklen.

Rokokoen blev hurtigt afløst af klassicismen, som til gengæld holdt et helt århundrede, ca. 1754-1856. Formet efter det gamle Grækenland og Romerriget. Formel og inden for faste rammer. 1754 fordi det var det år som Kunstakademiet blev oprettet på Charlottenborg. Den første direktør var arkitekt Nicolai Eigtved der blev nævnt i artiklen om rokoko. Da han døde, hentede Kong Frederik 5. den franske arkitekt Nicolas Henri Jardin til Danmark som direktør.

Amaliegade 18 opført 1764 for Købmand Henning Frederik Bargums Gård "Det Gule Palæ" nævnes som Jardins første famlende forsøg. Stilen slog an blandt datidens yuppier eller nyrige.

Hans indflydelse kom også til at gøre sig gældende gennem sin elev C.F. Harsdorff. Han  er i dag kendt for sit meget specielle hus, Harsdorffs Hus, på Kongens Nytorv i København. Harsdorff var til skal have været inspireret af den franske klassicisme, men ændrede så senere stil mere over i den græske antikke arkitektur - som hans hus åbenbart udtrykker, se foto herunder.

Denne imponerende kolos i Overgaden neden Vandet 11 er opført 1785 for søkaptajn Hans Pedersen Kofoed. Den kaldes i dag Heerings Gård.

Harsdorffs hus er opført 1779-80. Og klassicismen afspejler sig i den irregulære grund med fremspring og spidse hjørner. For de som er vant til at vandre rundt i den indre by er det nemt at genkende facaderne yderst. Det er sådan de fleste borgerhuse fra den tid ser ud. Midterpartiet er mere bombastisk, men dog slet ikke som vi har set i de foregående artikler om barok og rokoko. Det minder lidt om et græsk tempel hvor søjlerne er antydet.

Harsdorffs Hus på Kongens Nytorv, 1777. Huset var ment som et mønsterhus. Og det skal være inspireret af græsk antik byggekunst. Men han boede der aldrig selv. Og måske var det heller ikke alle og enhver der havde råd til at bruge huset som mønster. Men man genkender byggestilen i mange borgerhuse der blev opført helt op til midten af 1800-tallet, .

Ingen tvivl om at Harsdorffs hus blev trendsættende. De huse der blev opført efter brand og bombardement, har i høj grad skelet til det: Ikke så meget overflødigt stads, krummelurer og dikkedarer. Måske en diskret detalje hist og pist i formgivningen. Det var tidens borgerlige dyder udtrykt i mursten, tegl, glas og puds: Selvtugt, hensyn til naboerne (se fx Politivennens indædt rasende angreb på karnapper - arkitektur som moral). De diskrete dekorationer holdt op efter den økonomiske krise fra 1807.

De fleste kender vel Erichsens Palæ på Kongens Nytorv ved siden af Magasin. Denne bygnings søjler har formentlig inspireret arkitekt og murermester Johan Martin Quist til denne ejendom på Ved Stranden 14, Gustmeyers Gård fra 1796. I den periode hvor Danmark endnu kunne profitere af at være krigens købmænd. Men det gik ikke i længden og gav danmarkshistoriens måske største bagslag i nyere tid.

Antikkens kendetegn afspejlede sig ved søjler, buer og frontoner. Enkelhed, rene former, lige linjer, symmetrisk og harmonisk opbygning. Kvadrater, trekanter og cirkler. Trekantgavle og søjler som på antikkens templer i Grækenland og Italien. Men man må huske på at da det blev opført var København hvad vi kender indgående fra Politivennen: Gaderne var belagt med marksten, og der var åbne, stinkende kloakker med rendebræt over. Lokummerne i husene blev tømt i trætønder der lækkede på deres vej ud gennem byen. Hunde, køer, heste og høns bidrog til svineriet og stanken. Tiggere og usle gadehandlere befolkede gaderne.

Højbroplads 9 fra omkring år 1800 omtales som et typisk Harsdorff-hus. Så kan læseren sammenligne med mønsterhuset fra Kongens Nytorv for at finde sammenfald. Buerne over vinduerne falder mig i øjnene.

Branden i 1795 satte skub i nybyggeriet. Og der var stadig mange penge hos borgerskabet. Det er disse mange byggerier som stadig udgør en stor del af den indre by. Også selv om englænderne nåede at ødelægge en del igen ved bombardementet i 1807. Det arkitekttegnede byggeri var på det tidspunkt især inspireret af arkitekten C. F. Hansen. Nu var det ikke græsk, men romersk arkitektur som var modellen, med enkle former med store murflader. Politivennen indledte i starten af 1800-tallet et regulært felttog mod karnapper, som man kan more sig med at læse. Små detaljer kunne så kontrastere fladerne, sådan som man kan se det på fotoet nedenfor af Dronningens Tværgade.

Dronningens Tværgade som den ser ud i enden nærmest Kongens Have. Gaden er her et potpourri over forskellige husfacader fra det første årti i 1800-tallet. Alle har høj kælder, formentlig brugt til småhåndværk. Til venstre høje smalle indgangsdøre, til venstre er dørene portagtige. Der findes masser af sådant byggeri her, fx i Fredericiagade.

I starten af 1800-tallet fandt man ud af, at antikkens arkitektur ikke altid havde været helt lys og hvid, som den er i dag. Bygningerne havde derimod været malet i stærke og markante farver. Hvis man skal tro Politivennen fra 1806, så gik folk nærmest helt amok i farver:

I de sidste år har en stor del bygninger fået et forandret ydre ved maling. Unægteligt tjener samme både til nytte og forskønnelse når den foretages som den bør. Men således som det er sket for en stor dels vedkommende, opfyldes den sidste hensigt vist ikke. Ved en sådan bemaling og udstaffering med fire, fem, ja vel flere forskellige farver, som nu er i fuld brug, har smagløse husejere haft det i deres magt, i stedet for at forskønne, snarere at skæmme og mispryde staden. En måde er især meget afholdt, nemlig at lade bygningen male med en afstikkende mørk farve indtil straks ovenfor første etage, og derpå at overlæsse den øvrige del med forskellige lysere farver.

Det blev mode at lade bygningen male første etage med en afstikkende mørk farve. De øvrige blev farvet med forskellige lysere toner. Politivennen appellerede til "De højere klasser" om at gå forrest med et godt eksempel, men måtte konstatere at mange i den henseende have en "ligeså slet smag som de andre".

Angsten for endnu en storbrand gjorde at det blev lovbefalet at opføre husene med sten mod både gade og gård. Det blev dødsstøddet for de fleste brandfarlige bindingsværkshuse. Derudover skulle man "brække" hjørnerne på husene så brandvæsnet kunne komme forbi. Det havde de ikke kunnet uden stort besvær før. Udover at være et krav kunne det også være en udfordring, og de sætter sit præg på mange gadehjørner. Se fx herunder hvordan det er løst på hjørnehuset Ved Stranden.

Det røde hjørnehus Ved Stranden 10, opført for enkefru M. C. Sundorph 1796-97 viser et eksempel på hvordan man kunne klare de brækkede hjørner.

Københavns bombardement 1807 sendte Danmark ud i en alvorlig økonomisk krise og statsbankerot. For byggeriet betød det at sparsommelighed blev en dyd, hvilket passede som fod i hose med klassicismens idealer. Hvis der endnu havde været små dekorationer på facaderne, så forsvandt de nu. På nær et gesimsbånd mellem stue og 1. sal. Selv den fremherskende grå puds var under beskydning. I 1824 beklager Politivennen beklagede sig over at man var begyndt at pudse facaderne helt hvide:

Man har lagt mærke til at de fleste huse og gårde som i de seneste år er blevet bygget eller repareret her i staden, er hvidtet eller glat pudset med kalk. De offentlige bygninger synes at have været eksempel for de private. For således er foruden slottet og Rådhuset nu også Frue Kirke, Katedralskolen og den såkaldte Trøstens Bolig alle hvide. Og Studiegården vil sikkert når den engang opbygges, tilligemed de tilstødende bygninger blive af samme beskaffenhed så at man da rigtigt vil kunne kalde det terræn hvor de nævnte bygninger ligger, for Københavns hvide kvarter.

Mere Harsdorff-inspireret byggeri: Nytorv 5, opført 1799-1803 for direktør for grønlandske handel, justitsråd Hartvig Frisch og tegnet af N. A. Abildgaard. Og Nytorv 7 - dog næppe Harsdorff-inspireret, opført 1795-1796 for grosserer og brygger Jens Lauritzen. Måske tegnet af Andreas Kirkerup.

Som sædvanligt blandt de finere borgerskab på det tidspunkt var, dækkede man sin afsky for hvidt ind under et mere praktisk argument:

Mange har desværre erfaret hvor pinagtigt det er for en studerende, tegnemester, kobberstikker, urmager og enhver der måtte bruge sine øjne meget at bo lige over for et sådant hvidt afpudset hus, især når solens stråler falder på det.

Og synspunktet må have vundet indpas for alle bygningerne fremstår i dag med farvede facader. Artiklen minder os også om at Købehavns farver også har ændret sig gennem tiderne.

Mens der endnu var rigeligt med penge blandt borgerne: Amaliegade 49 er opført 1788-89 af og for tømrermester Andreas Hallander. Trekanten øverst forestiller en siddende kvinde med kikkert og et barn. Måske står Bertel Thorvaldsen bag. Skyggesiden vender mod Esplanaden.

Senere tider fandt den samme tiltrækningskraft som tomme flader åbenbart udøver på grafittimalere i dag, og mange facader blev senere "pyntet op". Da befolkningstilvæksten desuden krævede højt byggeri, opstod begrebet "lejekaserne". Branden betød imidlertid også at det velbjergede borgerskab fortrinsvis byggede til sig selv, dvs. den fattigere del af Københavns befolkning gerådede for alvor ud i boligproblemer. Politivennen råbte november 1824 op om problemet, men forgæves. Forslumningen af spekulationsbyggeriet især i de 3 meter brede "gange" blev endnu værre.

Irritationen over sammenstuvningen af den stadig voksende befolkning er til at tage og føle på i Politivennen. Man slog sig ikke bare på løshængende kroge, gadeskilte, kældergelændere, trapper mm. Også angreb fra vinduesskodder kunne være livsfarlige, som fx her i Valkendorfsgade:

I flere år har man bemærket at vinduesskodderne på huset nr. 147 i Store Hellig Geistes Stræde når det blæser (som ofte har været tilfældet i den forgangne vinter) står lige så langt ud over fortovet som de er brede. Derved forhindrer de gående, ja de kunne endog blive farlige for børn og voksne når der kom et vindstød og man uventet fik en ørefigen af dem. Ved nærmere eftersyn findes at der helt mangler kroge for at holde dem til muren.

 

Husene i dagens Lavendelstræde er - bortset fra de to hjørnehuse i Rådhuspladsenden - opført umiddelbart efter ildebranden i 1795, og da kun få af husene senere er blevet tilføjet en etage mere, er det en af de bedste steder at studere hvordan man greb boligbyggeriet an efter katastrofen.

Den økonomiske krise gjorde indtryk, og selv blandt det velbjergede borgerskab må man vel efterhånden have indset at enevælden ikke var i stand til at skabe et fungerende samfund. Man demonstrerede i det små. Støttede og hyldede officielt militærdiktatoren Frederik 6, men vist sin utilfredshed som det fx er beskrevet i Politivennen 5. november 1825. Ikke alle er lige begejstrede for at skulle oplyse gaden for militærdiktatoren på hans tur fra Amalienborg til Det Kongelige teater:

Den 29. oktober var Kongens Nytorv og en del af Amaliegade og Bredgade illumineret i anledning af Deres majestæters tog til Skuespilhuset. Men med forundring bemærkede man at næppe var den sidste vogn af suiten kommet til Skuespilhuset før lysene i en del steder på Kongens Nytorv og overalt i Bredgade blev slukket, med undtagelse af i den gård der bebos af hr. blikkenslagermester Ekstrand. En mand der altid ved sådanne anledninger udmærker sig med sin butiks smagfulde oplysning.

Og man skulle heller ikke langt væk fra Amalienborg før armoden viste sig. I Politivennen kunne man således jævnligt høre berettet om omvandrede tiggeri, ja sågar slaver eller tugthusfanger som opskræmte de finere borgere. Byggetomten Frederiks Kirke var en ubehagelig og skummel nabo, og  kun få hundrede meter nordpå så der sådan ud i 1819:

I Amaliegade ved muren mellem toldporten og den port som fører ind til de på pladsen tæt derved opførte små huse, finder et slemt svineri sted. Udenfor sidstnævnte port tæt ved vægterens hus findes der så megen menneskeurenlighed at man snart skulle tro at de der bor på pladsen eller deres børn havde et offentligt lokum ved muren. Det er vist åbenbart at et sådant syn må være meget stødende for de mange fremmede der fra Toldboden gør deres første indtrædelse i staden, og at det kunne måske give dem et middelmådeligt begreb om den orden og renlighed som bør herske i en hovedstad.

Tavlen i porten til Lille Strandstræde som nævnt i indledning kan være et kort resume over hvem der ejede husene: garver, admiral, kancelliråd, bødker,greve, oberst, enkedronning, arveprins, konferensråd, højesteretsassessor, viceadmiral, agent, brygger, bryggerenke, overkrigskommissær, grosserer, embedsbolig for det kongelige teater, hyrekusk og vognmand, direktør, proprietær, direktør, vognmand, firmaer, Københavns nye Ejendomsselskab A/S, civilingeniør, arkitekter.

Et sent eksempel på Fredericiagade 21, Andreas Nicolai Hansens Gård, opført 1835. Hofbygmester Jørgen Hansen Koch. Husene er blevet mere skrabede. Lignende byggeri kan ses på Hauser Plads.

Klassicismen ebbede ud nogenlunde samtidig med enevælden. Demarkationslinjens ophævelse i 1851 var et opgør med voldene der oprindelig var opført for at holde fjenderne ude, men under enevælden mere var en metode til at kontrollere Københavns befolkning. Fra da af blev indre by udsat for bølger af udsanering af slum. De rædsomme gange, slumkvarterer nord for Østergade i 1870'erne. Senere Adelgade-Borgergade-kvarteret. Mange huse bestod dog efter modernisering og er nu eksklusive og dyre liebhaverboliger.

Få meter fra "Kiøbenhavns Amts Thing-og Arrest-huus" (1913) står på hjørnet af Sankt Hans Torv og Sankt Hans Gade et hus med påskriften "Opført af Kiøbenhavns Kommune 1851 og udvidet 1862". Ejendomsregistret angiver imidlertid ingen bygninger fra 1851, kun nr. 26 fra 1860. Tinghuset blev bygget i 1848, men nedrevet og genopbygget i 1913 - det står der stadig.

Det er passende at afslutte denne artikelserie med et lille blik uden for voldene. Michael Gottlieb Bindesbøll nævnes for hans fortjeneste at have en mere frigjort stil hvor man ikke længere efterlignede tidligere tiders stilarter. Han stod bag Lægeforeningens Boliger. Indre Bys fortælling er den om konstante ændringer på et meget lille areal, hvor fornyelse skete som følge af brande, bombardementer og sanering. Men nu startede fortællingen om drømmen om at komme væk fra den indeklemte by og bo i en landlig idyl. Drømmen kunne vare i et par årtier. Så blev den landlige idyl opslugt af storbyen og man måtte længere væk fra byen. Fuglefløjt blev erstattet af dytten og båtten. Vindens rislen i bladene med øresønderrivende motorlarm og violernes duft af benzinos.

Lægeforeningens Boliger, i folkemunde Brumleby, opført 1853 til 1872, med to forskellige arkitekter, Michael Gottlieb Bindesbøll og Vilhelm Klein. Oprindeligt arbejderboliger bygget som et svar på koleraepidemien i 1853 og på sit højeste hjemsted for ca. 2500 mennesker. Nu attraktivt moderniseret Østerbro-kvarter. Og oprindeligt bygget ude på landet. Men husene i baggrunden fortæller at alt sådant "ude-på-landet"-byggeri med tiden blev indkapslet af byen.

Der er blevet nævnt en række forgyldte arkitekter i denne artikelserie. I virkelighedens verden blev det meste af København ikke opført med arkitekttegnede huse, men ud fra "dansk byggeskik". Og så skylder vi vel også en venlig tanke til de titusindvis af navnløse teglværksarbejdere som producerede millioner efter millioner af sten. Som slæbte dem til byggepladserne. Lærlingedrenge, svende og håndværksmestre som murede, tømrede, snedkererede. Vand-, kloak-, gas-, og elektricitetsarbejderne som sørgede for liv i husene. Samt talrige andre uden hvem arkitekter, bygherrer og regenter ville være hjælpeløse tabere. De fortjener den største hyldest af alle!

 

Øvrige artikler i denne serie: Se nederst i artiklen om Renæssancen.