København i Renæssancen

De ældste bygninger i København stammer fra renæssancen. De er få - men vel nok en vandring værd

Københavns bedstbevarede renæssancehusrække ligger i Strandgade på Christianshavn: Nr. 32 (1624, hjørnehuset), nr. 30 (Sigvert Grubbes Gård, ca. 1622)  og nr. 28 (1630).

København har eksisteret i næsten 1.000 år. Og man omtaler ofte centrum som "Middelalderbyen". Men udover vejføringen er der intet synligt tilbage fra middelalderen. Det ligger enten på museerne eller gemt under byens asfalt, mursten og beton. Og dukker kun op til nogen fortrydelse for de mange byggeprojekter som fx metroen. Noget billede af byen som den så ud i middelalderen kan vi altså ikke få ved at gå rundt i Københavns centrum i dag.

Bagsiden af Strandgade 28 (med høj gavl) og Strandgade 30. I porten hænger en tavle med følgende indskrift: "Omkring 1636 blev denne bygning opført af Jens Poulsen som et renæssancehus kronet med en svunget galvkvist. Porten indrettedes i 1710 af bryggeren Niels Sørensen. Den gamle bryggergaard, der er fredet i klasse A, restaureredes i Aarene 1943-43 af Henry L. W. Nielsen.".

Vi kan derimod i glimt få et indtryk af af hvordan de velhavendes huse så ud i renæssancen. Når vi taler arkitektur i Danmark drejer det sig om perioden 1536-1660, altså fra reformationen til enevælden. De overlevende huse giver dog ikke et særligt godt billede. København var fortrinsvis opført af bindingsværkshuse, som for længst er forsvundet. Der findes enkelte ydmyge huse som jeg mener må være gode eksempler på hvordan de mere jævne københavnere boede dengang, fx  Sankt Annæ Gade 14. (Se foto herunder).

Sankt Annæ Gade 14 - det lave røde hus. Huset er fra 1600. Og jeg forestiller mig at langt hovedparten af Københavns befolkning i 1600-tallet har beboet sådanne små lavloftede ejendomme. Byggestilen minder umiskendeligt om fx Nyboder.

I København har kun undtagelserne, stenhusene overlevet. Og selv om vi måske godt ville have at København så sådan ud før 1660, så var det altså ikke hvermandseje. Husene var forbeholdt de rige købmænd og andre fornemme borgere. Her kan man opleve hvordan den nye, kommende regerende borgerklasse der kom i stedet for adelen, indrettede sig i byen. De tapre overlevere har overlevet brand, krig, bombardement og nedrivning. Men ikke ombygninger. Også det må man holde sig i erindring når man kigger på dem i dag.

Det er sådan mange helst vil huske renæssancen i København: Amagertorv 6. I dag huser bygningen Royal Copenhagen. Men da huset blev opført var det nok snarere undtagelsen fra reglen, mens huset i Sankt Annæ Gade nok mere var reglen.

Renæssancen daterer sig tilbage som 1400-tallet. Men det tog nogen tid før dens ideer kom til Danmark og opførte bygninger som udtrykker ideerne fra den. Renæssancens bygmestre kunne godt lide det rumlige og dekorationer (søjler, guirlander og medaljoner). Desværre faldt det sidste ikke i senere tiders smag, de fjernede det ganske enkelt. Man skal også forestille sig byen ret meget anderledes. I perioden var der mellem 10.000 og 29.000 indbyggere. Så der var masser af plads til gårde med husdyr, haver, udenomsarealer mm. Og slet ikke den stank og klaustrofobiske stemning som vi kender fra den efterfølgende periode.

Indre By

Det vel nok mest kendte står på Amagertorv 6 hvor nu Royal Copenhagen har til huse. Det blev oprindeligt bygget i 1616 til bagermester Mathias Hansen (1555-1628) som også var rådmand (fra 1613) og borgmester (1622-1628). Huset falder i øjnene fordi det helt stikker ud fra sammenhængen: Gavlene er typisk renæssancestil. Et stenkast derfra, i Amagertorv 27 og 27a står et forhus opført 1797-1798, men dele af kælderen er formentlig fra før 1536. Og jeg har ikke spurgt husets ejere om lov til at komme ned og fotografere!

Amagertorv 6, i gården. Der emmer af renæssance her, synes jeg. Facaden til Amagertorv og Storkespringvandet må være fotograferet til hudløshed. Men hvor mange har været inde og se denne interimistiske gård, med skumle kældre, snævre passager og lavtsiddende vinduer. Samt tårnet?

Ellers byder den Indre By kun på få spredte bygninger. De to nederste 2 etager på Kongens Nytorv 2 er en købmandsgård fra 1600-tallet. I 1782 fik det en etage mere. Det kaldes også Det Kanneworske Hus efter en lærredshandler som købte ejendommen i 1836. I Heibergsgade 9 ligger Den Gule Længe som er resterne af den gamle reberbane fra årene 1592-1594. I 1858 blev den ombygget til professorbolig under ledelse af arkitekten Christian Hansen (1803-1883). Længen blev fredet i 1992. Sammenbygget med Den Gule Længe se det tidligere sejl- og garnmagasin fra 1580, der senere både er forkortet og forhøjet.

Den Gule Længe ligger pakket godt af vejen. Man kan gå gennem Charlottenborg, eller gennem en lille dør i et plankeværk fra Heibergsgade. Pt er der et omfattende restaurationsarbejde i gang.

Et sidste eksempel er husene Magstræde 17-19 stammer fra 1640. På trods af husets alder viste beboerne måske ikke den største respekt, i hvert fald klagede en skribent i Politivennen 14. maj 1825 over beboerne:

Væmmeligt Syn i Magstræde

Da anmelderen næsten hver dag må gå gennem Magstræde, har han haft lejlighed til at bemærke at der næsten altid uden for huset nr. 27 er ophængt forskellige klædningsstykker til tørre, hvoraf de fleste er af den beskaffenhed at de frembyder et højst væmmeligt syn. Da man desuden ikke på det smalle fortov kan passere forbi dem uden at komme i temmelig nær berøring med dem, ønskede anmelderen at denne uskik om muligt kunne blive fjernet.

Den omtalte adresse, Magstræde 27 har siden 1859 heddet Magstræde 17/Nybrogade 30.

Magstræde 17-19, opført omkring 1650. Der er trangt i Magstræde. Og det er svært at danne sig et indtryk af bygningen fra renæssancen. Strædets bredde antyder de besværligheder der var med at passere gaden når vasketøj var hængt ud der.

Nyboder

Nyboder. Selvom der kun er en enkelt længe tilbage af de oprindelige renæssancebygninger fra 1635 hører Nyboder vel også med i denne vandring. til gengæld har man her i Mindestuerne (åbent hver søndag 11-14) nogle genstande som viser noget om hvad der var inden i husene.

Strandgade, Christianshavn

Strandgade er det sted i København som bedst har bevaret en sammenhængende række hus fra renæssancen (se indledende foto). Dog er flere af dem forhøjet med 1-2 etager i 1700-tallet. Det er ikke tilfældigt, for bydelen blev anlagt i renæssancen dengang Christian 4. var konge. Christianshavn er en dansk variation over en gitterformet vejstruktur med en central plads a la Italien, mens kanalerne er designet efter hollandsk mønster. Husene blev overvejende bygget efter hollandsk stil.

Strandgade 28-32 fortjener et second look fra den anden side. Sigvert Grubbe gords gavlhus til højre i fotoet.

Strandgade 28 (1630), Sigvert Grubbes Gård, huser i dag Solomoda. Gavlhuset har også en mellembygning og baghus ud mod Wildersgade. Gavlhuset blev brugt til beboelse, mens de to andre til pakhuse. Strandgade 32 var borgmester Mikkel Vibes Gård 32 opført i  1620erne. .

Wildersgade 41. Ifølge BPR opført år 1600. Bygningen hænger sammen med Strandgade 28. Men da det hele er lukket af og bag lås og slå kan det være vanskeligt at danne sig et overblik over ejendommens størrelse.

Egentlig burde Strandgade 24 og 22 ikke  være med i dette indslag om renæssancen. Men der er så få eksempler i København, at man fristes til at tage dem med alligevel. Undertagen i bygningen til venstre og portalen i bygningen til højre - det er renæssance.

Strandgade 26 er oprindeligt gavlhus fra omkring 1626. I begyndelsen af 1760erne overtog storkøbmanden og sukkerraffinadøren Gysbert Behagen (1725-1783) dem og i 1769 blev de både sammenbygget og forhøjet til sin nuværende form. Op til renæssancehusrækken hører også Strandgade 24, hvis underetage er opført 1630, men forhøjet med en etage i 1748 så det i dag er svært at se at det skulle være en renæssancebygning. Det samme gælder Strandgade 22. Her minder kun kvaderportalen om forne tider,og er formentlig fra omkring 1630 (Cort Adelers ejendom).

Strandgade 14, hjørnet af Torvegade. Også kaldet Den Rhodeske Gård eller "Spegepølsen". De to nederste etager er fra 1640. Resten er tilføjet i 1794. 

Torvegade 14. Formentlig er underetagen fra renæssancen, men der er tilføjet 2 etager formentlig i 1800-tallet. I BBR-registret står der at den er opført 1780. Som hjørnehuset fremstår i dag er der ikke meget renæssance tilbage af det. Selv om det er et af de første huse folk ser når de kommer over Knippelbro til Christianshavn.

Vandringsløse Tidende vil i kommende indslag på lignende vis vandre i de arkitektoniske stilperioder barok, rokoko og nyklassicisme.

Andre artikler i denne serie

Barokken.
Rokokoen.
Klassicismen.

Gudernes Stræde (1): Gadstrup - Mosede

Gudernes Stræde er en 64 kilometer vandrerute som blev indviet i 2009 med afmærkning og informationspæle (fortællepæle)

Dette syn øst for Snoldelev glæder mig overmåde meget! Det er nemlig første gang jeg i nyere tid har set måger efter ploven. Det glæder mig fordi det tyder på at der er regnorm i jorden, og de er altså ikke blevet sprøjtet ihjel af landmændene.

Dagens rute fra Gadstrup til Mosede Fort (Karlslunde) er på ca. 16 km. Halvdelen af strækningen - Gadstrup til Korporalskroen - foregår på landeveje som man må dele med de motoriserede. Men det er ikke det store problem da vejene er særdeles lidt trafikeret. Når bort ses fra strækningen Gadstrup-Snoldelev og et lille stykke ved Korporalskroen. Den anden halvdel af strækningen fra Korporalskroen til Mosede Fort foregår ad grusstier. I år og på dette tidspunkt kan disse enkelte steder være lidt svampede, men ikke mere end at almindelige vandrestøvler sagtens kan klare det. Jeg måtte ændre ruten, da stien under Køge Bugt Motorvejen er spærret.

Gadstrup Station er et godt udgangspunkt for denne del af ruten. Byen er pænt stor (knap 2.000 indbyggere), med det stort industrikvarter, fx Danisco.

Årsagen til at man har kaldt ruten Gudernes Stræde er inspireret af Martin A Hansen. Jeg har ikke læst bogen. Men pointen skulle være at der er blevet fundet en masse efterladenskaber fra oldtiden. De står omtalt på de mange informationspæle på ruten. Men ud over at det da er sjovt nok at vide, så er det eneste der er tilbage en del oldtidshøje. Resten må man fantasere sig til. Jeg synes man i stedet skal koncentrere sig om de øvrige kulturhistoriske oplevelser som man kan se, lugte og føle på ruten.

En af flere oldtidshøje øst for Snoldelev. Og det typiske Hedebolandskab, med store marker, spredte gårde, enkelte alleer. Men lærken synger på denne flotte senvinterdag med jævn vind.

Ruten er ganske fin for de fleste vandrere. Stierne udmærkede, der er masser at kigge på undervejs, selv om det ikke er fra oldtiden. Og landskabet er overvejende et kulturlandskab på Hedeboegenen med marker. Der er stationsbyen Gadstrup, hedeboegnens gårde, landsbyer mm.

Snoldelev er i modsætning til Gadstrup ikke ret meget andet end en soveby for lidt over 600 indbyggere. Dette kunne godt ligne en gammel købmandsgård som formentlig har ligget i "centrum" af landsbyen. Nu er det hjemsted for et revisionsfirma. Radio24syv har en reportage for egnen.

Gårdene er pænt store, markerne ligeså. Resterne af naturområder skal man lede længe efter. De var effektive, de gode hedebobønder. De opdyrkede hvad opdyrkes kunne. Der er enkelte små klatter lidt sydøst for Snoldelev (Snoldelev Mose på ca. 250-250 meter og Gammel Havdrup Mose på ca. 300x500 meter). Gudernes Stræde har afstikkere til dem. Men efter et hurtigt kik mod syd beslutter jeg at mine ben nok ikke holder til 4-5 km ekstra i dag. Desuden er de nok mere interessante om sommeren.

Hastrup set fra syd. Hastrupgård til venstre i billedet. Gårdene er nogenlunde velholdt. Omend landsbyen dog også har enkelte huse der tyder på forfald. Grøftekanten til højre er et udmærket sted at holde pause og nyde udsigten, freden og roen.

Men der er en del fine gårde langs ruten, ligesom små landsbyer: Gadstrup, Snoldelev, Hastrup og Karlstrup. I Snoldelev bør man lige dvæle lidt ved nr. 28B på Snoldelev Bygade som er et gammel bindingsværkhus fra 1777. Navnet Snoldelev lyder lidt som noget man kan bruge i et nedladende udtryk. Men der på egnen mener man at det stammer fra kong Snold som herskede over hele Sjælland. Senere blev Snoldelev del af Den Store Rockerkrig, da rockerne flyttede ind i et mejeri, og Bandidos angreb borgen med panserværnsraketter. Øst for Karlstrup er præget af bysamfundene som spredte sig langs s-togslinjen til Køge. Bortset fra det meget fine stykke strand syd for Mosede Fort. På denne tid af året fremstår den endda som noget særligt med de flotte tangskulpturer, skabt af vind og bølger.

Stenagergård ved Brændmosevej. Gården må i dette indslag gøre det ud for de mange isolerede gårde som findes langs ruten. Mange driver dog ikke længere landbrug. På skiltet op til Søgård står der fx Roskilde B&B, OpenUp Invest og Center for Potentialeudvikling. Et andet eksempel er Engstrupgård ved Møllesvinget som sælger blomster og brugskunst.

Midtvejs på denne del af Gudernes Stræde ligger Korporalskroen. Kroen fortæller at den har aner tilbage til 1795. Den blev flyttet hertil i 1785 da en dansk konge befalede at der skulle laves snorlige veje i området. Tæt på kroen ligger en bro bygget i fine sten. Her i februar er kun kroen åben, men det ser ud til at der om sommeren også er et iskagehus samt et museum for en gammel købmandsbutik. Her er også bænke og borde langs Møllebæk.

Købmandsbutikken er ikke åben i dag. Men det er da muligvis et sted som kan være et nostalgisk gensyn for 60+'ere. I hvert fald fra hvad jeg kunne bedømme ud fra skilte og kigge ud af vinduerne. Til venstre Korporalskroen som er åbent denne skønne vinterdag.

Den østlige del af ruten ligger i et urbaniseret område, og stien går gennem nogle små , men meget idylliske klatter. Silkemad og Brødmosen.

Silkemad. Et lille, men idyllisk område langs Karlslundebæk som har overlevet urbaniseringen.

Man kan altid diskutere hvor meget der skal gøres ud af fortællingen langs sådanne stier. Man kan fx diskutere hvorfor man kun har omtalt Tune-stillingen på pælen ved Svanedammen langs jernbanen. Tunestilingen forløb langs en stor del af ruten mod sydøst. For der lå adskillige såkaldte "huler" langs ruten. Stillingen kom vist aldrig til at spille nogen stor rolle. Sporene efter den er på det nærmeste udslettet, og hvad der er tilbage er meget småt. Den havde en kort indvirkning på beboerne i området fordi mange tusinde soldater blev indlogeret hos dem under 1. verdenskrig. For interesserede har Michael H. Clemmensen skrevet en længere afhandling om stillingen. Jeg gjorde et tappert forsøg i 2014 på at beskrive resterne af den. Det er nok en smagssag om man synes det er værd at fremhæve på ruten. Senere har jeg fundet et detailkort over samtlige installationer.

Dagens tur sluttede ved Karlslunde Strand. Egentlig er det her Gudernes Stræde starter. Men jeg gik altså den forkerte vej. Det blev den ikke kortere af.

Uden at vide det har jeg før vandret på den næste etape af Gudernes Stræde, nemlig i indslaget om Lejre Vandværks Kildepladser.

Ruten

Gadstrup St. Gudernes Stræde (ruten findes beskrevet i folderen Ramsødalen-Mosede. Klarslunde Station.

Vandreruten Gudernes Stræde

Man skal være en trænet vandrer der kan gå hele stiforløbet på en gang. Derfor har jeg delt det op i 5 etaper, og nummeret dem fra (syd)øst mod (nord)vest. Nummeringen har mere at gøre med at folk der føler sig inspireret så selv kan sammensætte egen rute. Etaperne ser således ud, og der bliver tilføjet link når jeg har gennemført turen:

1. Mosede Gadstrup.
2. Gadstrup-Lejre 3. april 2016. 15 km. Se også  28. august 2015.
3. Lejre- Vester Såby. 16. km.
4. Vester Såby-Ejby. 16 km.
5. Ejby-Vellerup. 10 km.

Harrestrup Å - Frederiksundmotorvejen

Biler, landbrug og (by)natur har det svært med hinanden. Få steder udspiller dramaet sig så intenst som syd for Ballerup

Grågæssene i Harrestrup Ådal syd for Svanesøen (ved fugletårnet i baggrunden) ligger uden for Frederikssundmotorvejens larm. Men til gengæld er larmen fra Motorring 4 markant. Grågæs er blandt de fugle som har vænnet sig meget til mennesker. Så andre mere eksotiske fugle skal man nok ikke satse på slår sig massivt ned i ådalen.

Gennem et par år har jeg fulgt anlæggelsen af Frederikssundmotorvejen. Det har været en dramatisk ændring i landskabet, og bl.a. Harrestrup Mose har nu fået en støjende nabo, mens haveforeningerne syd for Ågerupvej og Vestbuen har fået adgangen til naturområderne syd på kraftigt besværliggjort og i stedet fået udsigten erstattet af en høj støjvold af jord.

Under Motorring 4 har der i mange år været gravet og regeret. Dette er det seneste påhit. Hvad det engang skal blive til, kan man kun gisne om. Forhåbentlig finder man snart en måde hvorpå området kan få fred uden konstante afbrydelser.

Miljøstyrelsen har nogle grænseværdier for vejstøj, som er på 53 dB for rekreative arealer mm og 58 for beboede områder. Kigger man på Vejdirektoratets egne forudsigelser om støjen på motorvejen, vil man konstatere at dette støjnveau er der i op til 500 m fra motorvejen. Og dette bælte vil brede sig yderligere i det øjeblik motorvejen er ført hele vejen til Frederikssund. Dvs. at beboerne i fx Ledøje vil komme til at "nyde" godt af det. Sådan lidt forenklet sagt vil det betyde at man vil komme til at opleve som om at en emhætte kører løs derudaf ½ meter væk.

Modsat det konstante kaos ved åen, så er der tjek på det her: Det er sådanne syn som vist nok fryder enhver bilists øjne. Et kig fra Ballerupvej over Frederikssundmotorvejen mod øst med Motorring 4 som krydser. Tjuhej hvor det går. Og hvem i overhalingsbanen gider tænke på at man her kører over Harrestrup Å og tæt forbi Harrestrup Mose.

Til gengæld er der kommet en ny meget bred grusvej langs motorvejen for gående, cykler og formentlig også biler fra Ballerupvej til Hede Enge, og der er anlagt en cykel- og gangbro over motorvejen ind til haveforeningerne. Længere vestpå kunne man håbe på en gangsti. Men det er ikke sket endnu, og de 1½ km længere vestpå ud til Ledøjetoften kan bestemt ikke anbefales. Pt er der meget smattet og man synker dybt ned. Man bør tage omvejen over Ledøje.

Der er anlagt en ny vej langs motorvejen. En meget bred en, tilmed. For motorveje og landbrugsarealer suger ikke ret meget vand. Tværtimod har de behov for afdræning, og der er på det korte stykke mellem Ballerupvej og Hede Enge anlagt ikke færre en 4 afdræningsdamme. Disse skal naturligvis passes, og derfor skal man kunne komme ind i området med store lastbiler.

For motorveje har det med ikke at tage hensyn til lokale forhold. De skal nå fra A til B, i lige linje og uden alt for meget op og ned, højre og venstre. Åer, moser, vandhuller, bakker og dale må indordne sig under dette. Og efterfølgende finde sig i den infernalske billarm. Og det må de: Selv om det i dag er søndag, er larmen voldsom.

Risby Å med motorvejsbroen over åen. Området omkring åen fremstår som meget sumpet. Det kunne have været et potentielt vådområde med en blomstrende biodiversitet. Dette må vi imidlertid mok vente lidt med, pt udfylder det mere en funktion som afdræningsområde så bilisterne på motorvejen ikke får våde dæk.

Mine bange anelser om at man ikke har bygget en støjvold mod Harrestrup Mose viser sig at være gået i opfyldelse. Vold er der først efter Hede Enge, men det skyldes at motorvejen her pløjer sig igennem et højdedrag. Dvs at naturen i en afstand af flere hundrede meter vil komme til at opleve dagligdagen som om at der blev afholdt rockkoncerter nonstop i myldretiden.

Fra Hede Enge er der nu etableret en gang- og cykelbro over til havekolonierne på nordsiden af motorvejen. Tilsat den ovennævnte grusvej har beboerne i havekolonierne og andre interesserede nu fået en ny adgang til Harrestrup Mose. Foto taget fra broen.

Jeg opgiver på denne tur at fortsætte længere mod vest og prøver i stedet den nye tilkørselsvej mellem Ledøjetoften og Skebjergvej. Heller ikke her er der anlagt sti, ikke engang cykelsti. Men man kan gå på golfbanerne. Holder man sig langs vejen, ser det ud til at man ikke er til stor gene for golfspillerne. Også på denne vej er der livlig trafik denne søndag.

Om det er motorvejens skyld eller ikke, så er denne gård lidt nord for Ledøje over for Møllebakkkegård en af taberne. Den er allerede forladt. Vinduer og døre skoddet til og bliver formentlig snart revet ned. Ingen rideskole, golfcenter eller lignende var åbenbart interesseret.

En motorvejs succes måles vist nok i om den bliver brugt. Og det gør den, selv på denne søndag. Jeg kan levende forestille mig hvordan det må være i myldretrafikken på hverdage. Men det er heller ikke bilisterne der skal betale prisen for motorvejens succes. Landmændene betaler formentlig en del, men det er trods alt begrænset hvad der er afgivet til vejen. Og forhåbentlig har de fået en erstatning for det? En enkelt gård ser dog ud til ikke at have klaret udviklingen, nemlig den over for Møllebakkegård. Den er vist klar til nedrivning. Støjmæssigt set er Harrestrup Mose den store taber.

Selv golfbanen har måttet føle konsekvenserne af motorvejen. En tilkørselsvej fra Smørum/Måløv til Ledøjetoften har snittet en kotelet af golfbanen. Vejen anes fra midt på venstrekanten og ud mod højre. Fotoet er taget på bakken ned mod Grønsø Å. Det er dalen man kan se midt i billedet.

Ruten

Kagsmosen. Harrestrup Å. Ledøjetoften. Måløv Station. 16 km.

Vinge - endnu kuns en mudderpøl

Frederikssund, Vinge: Pionergrundene i Deltakvarteret er udsolgt endnu mens området ligner en mudderpøl

Deltakvarteret er pt en stor mudderpøl. Men byggekranerne er i gang og hist og pist aner man konturer af veje: Ja der er sågar plantet vejtræer. Så vidt jeg kan se, er det den kommende Okavanvej.

Kort fortalt er der i Frederikssund Kommune planer om at opføre en helt ny og bæredygtig by på bar mark: Vinge til cirka 20.000 indbyggere, S-togsstation, skole, daginstitutioner, idrætsanlæg og anden offentlig service samt 4.000 arbejdspladser.

En nyanlagt vej peger mod Tvinsmosegård. Der er allerede plantet vejtræer og lagt sten på fortovet. Men omgivelserne er det rene smat. Jeg gætter på at det er Deltavejen man kan se her. I baggrunden løber Dalvejen. Og man kan se S-toget fare forbi nogenlunde hvor stationen vil komme til at ligge.

På mine tidligere besøg har jeg gennemtravet Vinge fra syd til nord ad Gammel Slangerupvej. Denne gang på den anden led. Forskellen er nu til at overse, bortset fra den lille strimmel kaldet Deltakvarteret nord for Dalvejen og øst for Gammel Slangerupvej. Her kommer også den kommende station til at ligge i nærheden af. Bygningen af denne forvente at starte 15. maj 2017. I disse dage skulle "store investorer" have budt ind så de sammen med staten kan få bygget station. Stationen har allerede på forhånd fået en International pris. Dvs. Tredje Natur og Henning Larsen Architects har, nemlig Leaf Award i kategorien "‘Urban Design of the Year". Vinge Station er et vigtigt element i den helhedsorienterede tilgang. Stationen er hjertet i udviklingen og forener landskab og by.

Åbenbart en af de mere etablerede kanaler i deltaet. Der er kommet græs! Husk støvler og vandtæt fodtøj når man besøger området.

På bar mark?

Vinge bliver i det store hele opført på "bar mark" som kommunens talsmænd ynder at udtale det. Men helt rigtigt er det ikke. Der er en halv snes gårde hvoraf flere allerede er blevet revet ned fx Skiftesten og Damgård. Og der er også bebyggelser langs Solbakken og Dalvejen. Formentlig går disse en uvis fremtid i møde: Bliver de eksproprieret og nedrevet? Bliver beboerne genhuset? Og hvornår sker det? Man kan håbe at beboerne bliver behandlet anstændigt.

En del af bebyggelsen Solbakken. Den fortsætter til venstre ud af billedet.  Det er levende mennesker der bor her, og de kommer meget snart til at være naboer til beboerne i Deltakvarteret som ligger umiddelbart bag husene.

Udviklingen går sin vante gang, men man bør vel sikre at ingen føler sig trådt på. Ejerne af ti gårde og beboerne i Solbakken kommer næppe op i nærheden af 100 personer. Og i det store spil hvor titusinder forventes at komme til at bo i området, tæller de formentlig ikke det store.
 

I Henning Larsen Architects visionsfilm om Vinge indgår Solbakken som en trekant på højrekanten af billedet mellem jernbanen og Gammel Slangerupvej. Nu skal man nok være forsigtig med tage den for alt for konkret. Solbakken er aftegnet med en mængde spredte villaer. Om man deraf kan slutte at man vil lade de eksisterende boliger blive stående eller erstatte af noget nyt, kan man nok ikke bruge videoen som bevismateriale for.

Frederikssund Kommune har allerede opkøbt flere at gårdene i området samt grundene nord for jernbanen. Når de nyindflyttede Vinge-borgere at blive naboer til Solbakkens beboere? Og hvordan bliver forholdet mellem disse? Måske bliver der overhovedet intet problem, men der ligger da latent et modsætningsforhold her.

Et typisk foto af hvordan området ser ud i dag: Bare marker med enkelte gårde hist og pist. Ikke just noget der trækker turister til. Måske en god forretning for landmændene?

Bort set fra i dette område er resten af det ca. 1 km gange 3 km store areal mest marker. Men når de engang om nogle årtier er bebygget, vil de komme uden tvivl komme til at påvirke nogle af de allerede eksisterende smålandsbyer: Skenkelsø, Snostrup, Store Rørbæk, Oppe Sundby og Hagerup. Fra at være små isolerede landsbyer langt fra alting vil de pludselig befinde sig midt i en urbaniseret zone.

Et næsten ikonisk billede: Vinge starter efter Frederikssundsvej der gennemskærer billedet. Man aner alleen Skiftestensvej der engang førte op til gården med samme navn, og bag ved det, skjult i en dal, Deltakvarteret.

Udover de menneskelige bebyggelser er der også nogle naturområder. Hagerup Mose, Oppe Sundby Mose og Skenkelsø Sø. De betyder lidt, da den grundlæggende idé bag Vinge by er at skabe en by, hvor naturlige elementer ikke blot bliver tilføjet til sidst, men er integreret fra starten. Det lykkedes mig nu heller ikke denne gang at trænge ned til Oppe Sundby Mose mellem den udtørrede Hagerup Mose og det kommende Vinge. Jeg måtte nøjes med at kigge over en roemark fra Deltakvarteret. Men Danmarks Naturfredningsforening betegner den i en rapport om Frederikssund Kommune som en af mange enge eller moser, som bør gøres tilgængelige.

Hagerup Mose set fra Skenkelsø. Stien er Hagerup Søvej. Bag mosen kommer Vinge Formentligt vil man inden for nogle årtier se Vinges skyline bag træerne.

Man kan gøre sig sine overvejelser om hvad der gavner naturen mest. At bevare de nuværende markarealer eller opføre en by. Spørgsmålet er relevant, for intensive landbrugsarealer er set fra naturens side ikke bedre end bæredygtige bymiljøer. Det kan enhver overbevise sig om ved at gå en tur om sommeren. Det intensive landbrug er i færd med at udrydde regnorme, insekter (bier), fugle mm. med pesticider mm. Der er tavst på kornmarkerne om sommeren. Og især efter hæsten. Hvorimod fugle synger, insekter summer når man kommer til landsbyer. Kort sagt, landbrugsarealer har en meget begrænset biodiversitet, mens villakvarterer har en væsentlig større biodiversitet.

Skal man græde eller le over at vi i Danmark er kommet dertil at urbaniserede zoner åbenbart er bedre end intensivt dyrkede landbrugsarealer til at passe på naturen? Bloggen her skal ikke tage stilling, men blot opkaste problemstillingen med endnu et markfoto. 

I følge projektchefen (Facebook 10. november 2015) er man i Vinge i gang med at få lavet en mini-helhedsplan for vand og natur. En af de ting som Vinge slår sig op på er netop at være et bæredygtigt byområde. Men ifølge Claus Steen Madsen, Direktør for Teknik, Miljø og Erhverv, Frederikssund Kommune er tingene ikke så enkle, fx hvad angår varmeanlægget. Man vil ikke "brænde ting af", og pga dette må man i en overgangsperiode operere med individuelle varmeforsyningsløsninger på bygningsniveau. Altså ikke et samlet fjernvarmesystem. Men med det langsigtede mål at  disse tilkobles et samlet fjernvarmenet.

Dagens tur gik udover Vinge også til Skenkelsø, Oppe Sundby og langs Sillebro Å.