Naturparkens landsbyer

Fra for 200 år siden at være et bærende element i det danske hovederhverv landbruget har landsbyerne radikalt skiftet funktion

Dette indslag handler kun om landsbyer set fra et vandringssynspunkt: Som en oplevelse på den lille rejse som enhver vandring er. Er der noget interessant at kigge på før man begiver sig videre? Eller er der ingen steder at slå sig ned? Mange af os er opvokset på landet, og de som voksede op i 1950'erne og 1960'erne, eksempelvis i landsbyen Egernsund (1.200 indbyggere) nåede at opleve landsbyer med karakter af landbrugssamfundet. Landsbyer som små "øer": Egen identitet, en vis samhørighed og skæbnefællesskab, og uforsonlige fjendtligheder, gerne gennem generationer. Afstande på 3-5 kilometer kunne forekomme uoverskuelige. Denne type landsbyer er romantiseret og idylliseret i bøger af Morten Korch (vil du læse dem, så gå hjem og snork). Og de forsvandt i 1970'erne. Og med den røg forretningslivet, skoler, værtshuse og andre institutioner som dannede fælles mødesteder.

Som mange bilister oplever landsbyer: Huse langs en gennemkørselsvej. Hvad gemmer der sig bag facaderne bag hækkene? Her Måløvvej i Ganløse. Landsbyer er i dag mange ting. Ikke som jeg forestiller mig dem for 50-100 år siden hvor de lå som isolerede øer mellem de større byer.

Landsbyer før og nu

Landsbyer har helt andre og anderledes funktioner i dagens Danmark. De kan være mange ting. Hvis man vil opleve deres tidligere funktioner, må man vist forsøge sig på visse øer. Jo mindre en øbefolkning er, desto mere afhængig er man af hvem  der bor på øen og om disse er i stand til at sikre øsamfundets beståen. Med en større befolkning kan man tillade sig at sige fra og overlade opgaverne til andre. Sådan er det ikke mere i landsbyer, hvor man i dag bare interagerer med de nær- eller fjerntliggende byer.

Det er kun på overfladen at landsbyerne stadig ligger som små øer. Og kun arealmæssigt (hvis vi medregner omgivelserne) overgår landsbyer de store byer. Min artikelserie om Københavns vandforsyning har eksempler på at storbyen København gennem flere hundreder år har opfattet "landet" i 60 km afstand som vandforsyningsområder. Vandringsløse Tidende har med denne vandring det mål at se nærmere (uden dog at prætendere ligefrem at gå i dybden) med nogle af de landsbyer som ligger i (Farum) Naturpark. Der dog ikke kan opfattes som et landdistrikt, men som et byområde med mere eller mindre afstand til større byer.

Kirke Værløse set fra Bundsvej. Det er Bunds Å som slynger sig forbi landsbyen til højre for. Åen i sig selv er ikke noget særlig, højst en meter bred. Men ådalen er dramatisk og dele af den er også fredet. Ikke så langt borte ligger den nu nedlagte Flyvestation Værløse. Som en ø ligger landsbyen der, men med utallige "færgeforbindelser" ud i landet. 

Kirke Værløse

Kirke Værløses ca. 1.000 indbyggere svarer til noget lidt større end Orøs. Oprindeligt havde landsbyen kirken, så et andet Værløse hed Lille Værløse. Det ændrede sig da Lille Værløse fik en station, og voksede så meget at det ikke længere svarede til navnet. Så man strøg bare Lille. Nu er Kirke Værløse den lille, selv om den også voksede, men slet ikke i samme omfang. Og egen Netto. På den måde kom Kirke Værløse lidt til at minde om mange lignende landsbyers skæbne langs s-togslinjen til Køge.

Smedegade (tv) og Bybrøndstræde (th) i Kirke Værløse. Som den formentlig har set ud i hundrede år, i hvert fald hvad angår huse og gårde. 

Kirke Værløse er en blanding af gammel landsby omkring Smedegade. På Smedegade 19 lå der en Tatol, som mange på min alder vist husker. Selv i Egernsund var der en Tatol. Sammen med ca 130 andre steder i landet. Det var en slags forløber for minimarkeder, hvor man kunne alskens varer som Tatol-kaffe, dameundertøj i stor størrelse og netstrømper, 5 stks. cigaretpakker, Eifel og York, brun sæbe i løs vægt, dagens avis og måske en pilsner. (På et af mine Flickr-fotoer mener jeg at man lige kan ane den forhenværende Tatol-bygning i baggrunden efter det gule stråtæktshus).

Ganløse

Ganløse er med sine ca. 2.900 indbyggere på grænsen af boligministeriets definition af en by, nemlig 3000. Og i øvrigt nogenlunde svarende til hvad der bor på Fanø der i modsætning til Ganløse betegnes som et landdistrikt og befolkningen spredt ud på knap 60 km2. Så alt efter behag kan man kalde Ganløse en by eller en landsby.

Bygaden i Ganløse med Ganløse Kro. Kroens historie rækker århundreder tilbage i tiden og var engang kongelig privilegeret. Den nuværende bygning er vist fra omkring år 1900. Bemærk at der også står postgård. For landsbybeboerne måtte indtil 1912 kun komme på kroen efter post. Så blev kroen et vigtigt samlingspunkt, og aktuelt spiller Ganløse Revyen her med bl.a. Anne Herdorf.

Ganløse må vel siges at have hvad der hører sig til en by: Rytterskole, kro, bibliotek (omend selvbetjent), supermarked (Kiwi, åbent 8-22), bager, gadekær medtilhørende park, mølle (uden vinger), snedker/tømrer og adskillige andre småvirksomheder og forretninger. På denne onsdag formiddag er det mest supermarkedet der trækker. Biblioteket er helt tomt på trods af at der er selvbetjent åbningstid. Og byen synes mest befolket af håndværkere. Der er både meget at kigge på og steder at slå sig ned. Ganløse ligger halvvejs på ruten.

Ganløse City: Rytterskolen til venstre, i midten bageriet (det gule hus) og helt bagest biblioteket i en gammel gård med lokalarkivet. Til højre en lukket købmandsbutik, men uden for billedet til højre er der et spritnyt Kiwi-supermarked.

Slagslunde

Slagslunde er med ca. 1.000 indbyggere en del mindre end Ganløse. Befolkningstallet er på størrelse med Orøs. Her er der godt nok forsamlingshus, skole og institutioner, men udover en frisør ikke meget forretningsliv. Det er heller ikke hvad Slagslunderne ser byen som. På hjemmesiden præsenterer den sig som "den ideelle by for familien som gerne vil bo tæt på naturen og ikke have for langt til arbejde" - sagt i samme sætning som at der er 30 km til Københavns Rådhusplads. Det er også det indtryk man får ved at gå gennem landsbyen, og indtrykket af Slagslunde som en rar by at bo i.

Slagslunde har sit eget gadekær. I baggrunden præstegården fra 1860. Gadekæret er for længst holdt op med at være det daglige samlingspunkt. Og i det hele taget er der ikke mange daglige samlingspunkter. Til gengæld ser der ud til at være en hel del lejlighedsvise samlingssteder.
 
Her er der meldt klart ud. Landsbyen har sin egen musikfestival. I år den 8. august. At ungdommen trives, fremgår måske af at U14-holdet for Slagslunde-Ganløse blev Sjællandsmestre i 2015. Allerede i 1934 blev de to idrætsforeninger i Slagslunde og Ganløse enige om at de var for små og slog sig sammen. Idrætsforeningen var også foreningsballer på Ganløse Kro, dilletantforestillinger og andespil. Der er heller ikke meget landbrug tilbage, snarere i bedste storbystil et kogræsningslaug. For vandreren er der ikke meget liv, men til gengæld en rar og hyggelig atmosfære.

 

Sperrestrup, eller marken umiddelbart nordøst for landsbyen set fra Naturstien Buresøstien.

Sperrestrup

Med Sperrestrups ca. 25 indbyggere er vi nok ved at nå grænsen for noget man overhovedet kan kalde en landsby. Det svarer til en befolkning på størrelse med Nekseløs (20). Den består af fire gårde: Damgård, Bakkegård, Vanggård og Bygård samt fem huse. Så der er ikke så meget at opleve for vandreren i selve landsbyen før man er ude af den igen. Her er det derimod omgivelserne der trækker. Sperrestrup har fået opkaldt en skov efter sig og er udgangspunkt for en af de allerbedste vandrestier jeg har vandret på, nemlig Buresøstien.

Damgården er en af de fire gårde i Sperrestrup. Og sådan er det med Sperrestrup. Man kan næsten ikke andet end bare at gå igennem og nyde landsbyen så længe det varer.

Jørlunde

Min aktuelle helbredstilstand tillod ikke at besøge Jørlunde. Hvis ca 300 indbyggere svarer til befolkningen på Sejerø (366). Mens jeg har levet (dog uden at have været der og oplevet det), er der lukket en række virksomheder i landsbyen: Krauses Bageri, cykelværksted, købmandshandel, kommunekontor, alderdomshjem, bibliotek, frysehus, brugsforening, smedje, stålfabrik og kurvemageri. Tilbage er Jørlunde Forsamlingshus, præstegården og forsamlingshuset. Og delvis skolen. Jørlunde Skole fungerede som sådan 1939-1991, ca. 2 km fra Jørlunde. Siden 2001 som 10. klassecenter. I dag ligger virksomhederne koncentreret lands landsbyens vestgrænse, Roskildevej. Og her åbnede i 2014 et pølsemageri, så forretningsliv har måske en fremtid.

Mellem landsbyerne

Og det er måske det væsentlige: Turen til landsbyerne. Den byder på særdeles attraktive vandrestier, se Ruten nedenfor. I særklasse er ruten mellem Sperrestrup og Ganløse. Ved gården Granhøj i Slagslunde Skovs sydvestlige hjørne skal man være opmærksom på at man et stykke af vejen går på en privat grund der kun er åben for passage mellem solopgang og solnedgang. Kratvej vest for Slagslunde byder på nogle helt enestående panoramaer mod syd og denne klare dag kan man se helt klart til Energitårnet ved Roskilde, 20 km væk. Bundsvej er trafikeret, men til gengæld har man en enestående panoramaudsigt mod syd hele vejen. Desuden tæt på Ganløse også Damvad Ådal. Selve åen slet ikke synlig her, men ådalen er dramatisk set med danske forhold.

Ruten

Jørlunde Skole. Langdyssevej. Sperrrestrup. Naturstien Buresøstien. Kollensøvej. Kratvej. Slagslunde. Slagslunde Skolesti. Ganløse. Bundsvej. Kirke Værløse. Værløse Station. Ca. 20 km

Store Magleby - Amager Syd

Lorteøen, det flade Amager har en sydlig del som adskiller sig radikalt fra nævnte beskrivelse af øen samt fra Vestamager

Amagerland som mange måske forestiller sig det findes i området syd for Store Magleby og vest og Dragør. Flat, flat flat med spredte gårde mellem kornmarker og grønsagsmarker. Men er man først kommet igennem det og længere mod syd, begynder landskabet at ændre sig.

På Amagerland er der rideskoler næsten overalt. Heste ses i næsten lige så høj grad som korn og grønsager. Også nogen specialiserede som fx Østergårds Islændercenter ved Kongelundslejren. Ellers er der flat. Og flyvemaskinerne er en faktor man ikke kan undgå at lægge mærke til hvorend man går i området under den nord-sydvendte bane. Dvs i fugleflugtslinjen fra Viberup til Kongelundskroen. Flyene passerer med 2-3 minutters mellemrum og larmen stiger fra tåleligt ved kroen til altoverdøvende ved Viberup.

Insekter svirrer lystigt de fleste steder på ruten. Og tiltrækker mange fugle. I dag er det mest lærker og svaler man kan se og høre.

Men udover det byder ruten på et rigt dyreliv: Insekter og dermed også fugle. Ingen tvivl om at området er reservat for dette liv som efterhånden er ved at blive fortrængt af det intensive landbrug som man ser mange steder på det man for et halvt århundrede siden kunne kalde "ude på landet". Vendingen "der er så dejligt på landet" giver desværre efterhånden kun mening på de få steder som her hvor man har opgivet landbruget.

Der er heste overalt på ruten. Så der skulle være rigeligt til hesteglade (piger). Her ved Sønder Skovskanse lidt syd for Hestefælleden hvor hestene kan bolte sig i fuldt galop.

Store Magleby

Store Magleby er en forholdsvis stor landsby som bør være på enhver Amagervandrers liste. Og hvis tiden tillader også et besøg på Amagermuseet. Museet drevet af frivillige, og denne lørdag er der aktiviteter med børn. De bliver klædt i amagerdragter og får lov til at opleve hvordan det var at være barn i "gamle dage" (dvs sådan cirka på mine forældres tid), bl.a. skole, feje gulv og vaske tøj. Spise fedte- og sennepsmadder. Og i køkkenhave kan de få lov til at grave kartofler. De er dog lykkelig forskånet for fortidens møg og fluer. Og fedte- og sennepsmadderne på frisk rugbrød smager overraskende dejligt. Ikke så svære at tygge sig igennem som jeg husker det fra madpakkerne tilbage i 1960'erne.

Amagerkone fra 1800-tallet på Amagertorv med sine grøntsager. Hollænderne skulle ikke lave hoveriarbejde og kunne derfor sælge deres varer i København meget hyppigere end andre. (Nationalmuseet).

I dag er der ikke meget tilbage af byens fortid siden 1500-tallet som en hollandsk enklave (byen kaldes også Hollænderbyen) som leverede frugt og grøntsager til den bedre del af det københavnske borgerskab i århundreder og gav navn til Amagertorv. På tidsskriftet Politivennens tid i starten af 1800-tallet talte man i Store Magleby stadig nederlandsk. Først i 1811 blev det påbudt at tale dansk, hvor man nu ikke længere tolererede Danmark som en statsdannelse med flere sprog.

Amagermuseet består af 2 firelængede gårde med tilhørende køkkenhave og små marker til gæs, geder mm. Det drives af frivillige som især henvender sig børn. I baggrunden den gamle museumsgård med køkkenhaven og flere gamle sorter af kartofler, ærter mm.

Byen er brændt flere gange, Politivennen beskriver branden i 1809. Ilden opstod lørdag den 25. marts 1809 ildebrand i degnens hus. Vinden hjalp godt til med at sprede branden. Den bredte sig mod nord og det meste af byens vestlige side nedbrændte. På tre timer ødelagde ilden 30 gårde og 16 huse. 12 mennesker og 60-70 kreaturer døde. Brandslukningsarbejdet besværliggjordes desuden af at brønde og gadekær var frosset til. Brandvæsner andre steder fra nåede ikke frem i tide. Hjemmesiden fortæller også nogle beretninger fra branden.

Branden fremskyndede udflytningen af gårdene. Nogle gårde blev opført langs Kirkevej og Nordre Dragørvej: Aldershvile på Kirkevej, Lundegård ved Lundevej og Petersminde på Ndr. Dragørvej. Og igen ved endnu en brand i 1821. Denne gang blev endnu flere gårde udflyttet. I dag er det kun gårdene på den østlige del af Møllegade som afspejler byens oprindelige struktur. De gårde som blev liggende overlevede ikke endnu en brand i 1894.

Amagerkonerne beskrives i Politivennen som velrespekterede for deres salg af grønsager på Amagertorv.  Kun var de åbenbart lidt højrøstede når de solgte deres varer  og fyldte gaden op med deres kurve. I øvrigt blev mange af deres varer åbenbart opkøbt af lokale fattige som forsøgte at tjene en skilling på at sælge dem videre. Nu som knap så friske.

Lufthavnen sætter sit præg på denne del af Amager. Her kan man komme helt tæt på flyene, på godt og ondt: Dels det fascinerende ved at se de mange fly lette og lande med få minutters mellemrum, dels den øredøvende larm der gør det umuligt at tale sammen.

Landsbyerne

De andre og mindre landsbyer Ullerup, Viberup og Tømmerup med lige så meget historie, ser ud til at forsøge at overleve den konstante larm fra fly hver 2-3. minut. Derimod er Søvang fra søsiden et eksklusivt byggeri lige op til dæmningen. Man tør kun tænke på hvad der ville ske hvis vandet brød igennem. Søvang Badebro er Danmarks længste på 297,1 m. og har aner tilbage til 1927. Engang bød området på et rigt badeliv.

Fra Søvang har man i godt vejr udsigt mod Øresundsbroen. Her ånder alt idyl: Bølgerne slår sagte ind på bredden og fuglene synger nå ja så det er en lyst.

Kongelunden og Aflandshage

Kongelundskroen ved Kongelundsfortet, Kongelundshallen og Kongelundslejren byder på denne lørdag på damn fine cuppa coffee (har altid husket det som good, men det er altså fine) og chokoladekage med is. Kroen ligger tilpas midtvejs på ruten, og er et besøg værd. Især hvis der som i dag er godt vejr. Eftermiddagskaffe indtaget under en sval pergola med naturlyde fra strand og lund og periodevise overflyvninger giver ny energi!

Kongelundskroen er en moderne kro med idylliske omgivelser: Til venstre den skyggefulde pergola. Vi holder her en velfortjent pause med dejlig chokoladekage, fortrinlig kaffe og smuk udsigt.

Vildtreservatet Aflandshage er afspærret for offentligheden. Men man kan gå langs kanten af det et pænt stykke og se ind over det. Der skulle være en offentlig sti fra enden af Skydebanevej/Fælledvej. Men den prøvede vi ikke. Formentlig er den mest for fugleinteresserede.

Aflandshage vildtreservat set mod øst fra Søvang. Det er indhegnet og der er adgang forbudt. Man vil gerne give dyre- og fuglelivet lidt fred for nysgerrige mennesker. Det ser måske lidt kedeligt ud med de flade strandenge, men stemningen kan heller ikke gengives på foto (dufte, lyde osv).

Sønder og Nordre Skovskanse med Hestefælleden mellem Sønder Pumpe og Kongelunds kroen er nok denne turs absolutte højdepunkt. Helt uden motoriseret trafik (bortset fra flyene) og selv cyklisterne har besvær med at komme frem på de sandede, bulede og ujævne stier. Jeg har ved andre lejligheder også oplevet en masse vindsurfere her, men vinden er formentlig ikke kraftig nok i dag.

Gaddagung gaddagung gaddagung. Heste i fuldt firspring i kåd leg med hinanden. Eller skal de måske imponere den forbipasserende rytter? Hestefælleden med Kongelundsskoven som kulisse i baggrunden.

Ruten

Fasanstien er en gang- og cykelsti som fører gennem de smukkeste områder: Strand, skov, åbne vidder. Landevejene: Tømmerupvej en 3 kilometer befærdet vej uden gangsti. Fælledvej god cykel- og gangsti. Turens absolutte højdepunkt er de ca. 2 kilometer langs Kongelunden fra Kongelundskroen til Søndre Pumpe. I alt ca 18 km

Smørmosen og Fedtmosen

Smørmosen og Fedtmosen i Herlev og Gladsaxe er blevet et sammenhængende område og man kan begynde at ane et enestående stykke bynært naturområde

Herlev og Gladsaxe Kommuner har gjort en masse i Smørmosen og Fedtmosen siden jeg var der sidste for ca. 2½ år siden.

Med Klausdal i ryggen og et udblik over Smørmosen tættest på og i det fjerne Fedtmosen. Et af de gode, måske det bedste sted at få et overblik over området.

Historisk set - dvs gennem hundreder af år - har moserne været udnyttet til jagt, græsning og tørvegravning og bearbejdet med gennemgravning af grøfter og afvandingskanaler. Således at området i 1940erne endte med at være raseret for alt hvad mennesket kunne tænke sig. Området bestod af nogle store fritliggende gårde med tilhørende landbrugsjord og småsøer som årtier senere blev opfyldt og drænet.

Moserne er fredet ad flere omgange: 1944 blev 70 ha fredet og 2003 60 ha mere. Og så begyndte de at blive tilgroet. Tilgroningen viser sig på smukkeste vis. Hvis den fortsætter uforstyrret, vil der engang være skov over det hele. Stadierne mod det kan man se i form af rørmose, kratmose og skovmose.

De tre dominerende landskabstyper i mosen: Rørmose, kratmose og skovmose. Her ved Valnæs Mose som er en af de flotteste af de retablerede småsøer.

Det er især i Herlevs del (den sydlige) der er sket en masse de seneste år. De mange småsøer er blevet retableret. Moserne er nået til det punkt hvor der er er søer, mosehuller, krat, økologisk landbrug, kreaturgræsning og enge. Det er jo ikke uberørt natur, det her. Det er et eksempel på at man forsøger at respektere at mennesket har behov for at opleve træer, planter, vand, dyr, fugle ... og at sådanne foreteelser nødvendigvis må have rum og plads.

Valnæs Mose. En af de flotteste søer/moser i området. Her poserer også et svanepar med unger for Vandringsmanden. De hvæser dog lidt: Kom ikke for tæt, eller vi snapper efter dig!

Vi snakker et område som er ca. 1½ gange 1½ kilometer, så ikke noget med bare at vandre lige ud ad landevejen. Men der er rigeligt med stier så man sagtens kan komme op på en 10-20 km lang rute. Fedtmosen og Smørmosen har gennem mange årtier haft gode stier. Disse er nu blevet suppleret med endnu flere i området syd og sydvest for den asfalterede sti. Altså området omkring Kildegården med Træbanken. Her er der anlagt græsstier og det er også her at de mange vandhuller er blevet retableret. Og først og fremmest er der nu adgang for offentligheden.

Kildegården er nu naturskole. Som det fremgår af deres hjemmeside foregår der en masse aktiviteter for børn året rundt. (Tilføjet april 2016: Ny hjemmeside).

Hvis man gerne vil se det hele lidt fra oven er der nogle højdedrag. Især et nord for gården Klausdal i det sydøstlige hjørne giver et meget fint udblik mod nord over markerne, mod vandområderne og skoven i baggrunden. Ellers er der den ca. 40 år gamle Træbanken hvor det dog kan være vanskeligt at se udsigten for - nå ja bare træer, og fugletårnet som mest giver et næroverblik over vandområdet i Smørmosen.

Nu er det bynært det hele. Så man skal ikke sætte næsen op efter de store vidder. Det er et forsøg på at skabe en lille enklave med forskellige typer landskaber: Træbanken. Den bedste oversigt over denne har man i øvrigt på en folder nord for Kildegården. Den halve snes små vandhuller i den østlige del med fantasifulde navne som Krebsekloen, Nattergalesøen og Tibberup Sø. Især vil jeg anbefale en tur om det ufremkommelige område nordøst for Tibberup Sø, her lader der til at være en meget rigt dyreliv. Fuglene synger, der er mange usædvanlige fugle og jeg så såmænd også en lille ræv forsvinde over Tibberup Å. Den sydvestlige del er præget af åbne marker i et let kuperet terræn.

Området nordvest for Tibberup Sø er et flot vildnis hvor man ikke kan gå rundt, men hvor man kan stå og nyde fugle, dyr og duften af alskens planter. Det er områdets måske allerfredeligste plet. Og det var også her jeg så en ræv.

Og så er der afgræsningsområdet øst for træbanken hvor Hjortespring Naturplejeforening i år holder fire kalve af Simmertaler og Herford. Lone og Inge melder at der i dag

luftede ... rigtig godt, men dejligt. Dyrene virkede veltilfredse og glade. De ville gerne snakkes med. Vand og strøm var i orden. der er virkelig mad nok til dem denne sommer, men også en del tidsler.

Det kan jeg kun bekræfte, dog forsøgte jeg ikke at snakke med dem, men forsøgte i stedet at hjælpe en hundeejer med at finde hundeskoven på den anden side af vejen ud fra mit kort. Han var kommet bilende for at lufte sin hund uden snor.

Geder der har fået menneskenavne. Så kan det ikke være mere bynært. I zoo er man vist holdt op med at menneskeliggøre dyr. Gederne hører til Herlev Kommunes naturskole, Naturcenter Kildegården.

Gårdliv er der såmænd også, nemlig på Kildegården, som ligger inde i selve det fredede område. Klausdal er ikke med i fredningen. På Kildegården kan man se gederne Cirkeline, Emma og Bianca, og når dyr får navne, så ved vi at vi er i byen! Der står også en tyr, men den er så fredelig at selv jeg ikke har nogen betænkeligheder ved at passere den i mindre en en meters afstand. Den gider knap nok vende hovedet efter mig. Og det er betryggende.

Mod sydvest er der mest åbne marker og udsigt mod vandtårnet på Klausdalsbrovej.
At området er bynært fremgår også af at støjen fra især Hillerødmotorvejen er markant i ½ kilometers afstand samt at man i horisonten kan se høje bygninger som fx vandtårnet, sine steder også Herlev By. Men man skal nu ikke være for beskedne. Jeg har travet en del gennem Nordsjælland og oplevet at være "ude på landet", og jeg har oplevet mere dyre-, fugle- og insektliv på dette lille område i Herlev og Gladsaxe end på kæmpearealer på landet. Det er synd at sige det, og landmændene har sikkert en og anden bemærkning at tilføje til det. Men det forekommer mig tankevækkende at Smør- og Fedtmosen fremstår som en slags reservat for hvad der er tilbage af Danmarks natur. Og at mine iagttagelser ikke bare er grebet ud af den blå luft, fremgår af denne artikel i Ingeniøren.

Udsigt fra fugletårnet ved Smørmosen.

Ruten

Brug den brochure som Gladsaxe og Herlev har lavet om området. Jeg fandt en i en boks. Stierne er afmærket som asfalt, grus og græs. Og så er det sådan set bare at vandre løs derudaf.

Turen går til Vanløse

Vanløse er så almindelig at det er et indslag værd. Og alligevel dukker der uventede fortællinger op

Ligesom indbyggerne i Sengeløse må indbyggerne i Vanløse være trætte af vitser om deres hjemsteds navn. Men Vanløse har engang haft sit eget vandværk, Vanløse Vandværk på Rabarbervej, officielt Københavns Vandværk. Værket ved Nordvestvei. Værket er af kommunen betegnet som stærkt forfaldent. Men en gruppe frivillige forsøger at rejse penge mm. for at redde det. Der er pt ingen afklaring om hvad der skal ske med bygningen. Måske er dette foto et af sidste?

Den forsvundne historie

Vanløse oprindeligt en landsby med omkring 100 indbyggere som lå mellem østsiden af Harrestrup Å og Toftøjevej var landsbyens hovedgade omtrent der hvor i dag Vanløse Bygade støder til åen. Toftøjevej fortjener egentlig en del mere respekt end den umiddelbart giver indtryk af. For den stammer helt tilbage til den tidlige middelalder og er som sådan en af de ældste i København. Der findes nu kun huse med rødder tilbage i tiden: 1A og 1B, 21, 27B og 31B. Ellers er dette gadenavn det eneste som vidner om landsbyen der blev udstykket i 1780.

Der er ikke meget udover vejføringen som vidner om at Toftøjevej dels var Vanløses gamle bygade, dels var en strækning på landevejen mellem Valby og Husum landsbyer. Efter udstykningen i 1780 ændrede det sig radikalt. Vejen vi nu kender som Ålekistevej blev anlagt, og en afstikker ført ind til Vanløse ad det vi nu kender som Vanløse Byvej - et navn som dengang gav mening, i dag med er forbundet med indkørsel til Vanløse Idrætspark


Der er ikke mange huse i Vanløse på listen fra Københavns Kommune. Og i det fleste tilfælde kun et hus på hver nævnt vej. Det afspejler overraskende nok at Vanløse ikke er et villakvarter. For københavnske forhold er det en lille bydel, både arealmæssigt og indbyggermæssigt (37.000 indb.). Efter alle andre målestokke end københavnske en ganske betydelig by. Men altså engang så lille at det en overgang var en del af landsognet Brønshøj-Rødovre.

Vanløse får måske mange til at tænke villakvarter, men langt hovedparten af boligerne er etagebyggerier som her på Vanløse Alle. I baggrunden den kran som for s-togspassagerer nærmest er blevet et vartegn for "Vanløse Stairway": Byggematadoren Flemming Fengers skandaleramte centerbyggeri Galleria som skulle have været Vanløses svar på Frederiksberg Centeret, men nu mere og mere ligner en byggeruin.

Som Utterslev, Brønshøj og Husum havde Vanløse kun godt over 1.000 indbyggere, da den blev indlemmet i Københavns Kommune i 1901. Til gengæld har den en god generel database. Det var Nørrebros fagforeningsfolk som koloniserede Brønshøj. Men Vanløse har en helt anden oprindelse. Det var Frederiksbergborgere for hvem det blev for dyrt. Hovedsagelig selvejere, men langt senere kom den kooperative byggevirksomhed til. I den grad at selv om villabebyggelserne fylder godt, så er 80% af Vanløses boliger etagebyggerier. I reklamens verden består Vanløses indbyggere i dag for 60% vedkommende af folk af "jævne kår" og Cafe-danskere.

Den skjulte fortid i den skjulte nutid

En hurtig tur gennem Skjulhøj Alle og Kirkebjerg Alle giver indtryk af enhver anden villavej i et københavnsk forstadskvarter. Men kigger man mellem husene vil man opdage at der bag hver af dem gemmer sig en lille håndværks- eller industribygning. Så godt skjult at det har været mig umuligt at indfange stemningen med kameraet. Jeg har dog alligevel forsøgt, se mit Flickr-Album. Kvarteret omkring alleen er et planlagt industrikvarter hvis fortid stammer helt tilbage til 1900. En del af virksomhedernes villaer og værksteder bruges nu af private og kommunale børneinstitutioner med opfindsomme navne som Pandekagehuset, samværds- og aktivitetstilbudsstedet Pinta, religiøse organisationer som Jinnah International School, Livets Skole, Hare Krishna Tempel og Gurdwara Sin Guru Singh Sabha.

Den skjuler sig godt, det gamle trykkeri som nu er omdannet til cirkusskole og cirkushal for Cirkus Panik. Kigger man nærmere på deres hjemmeside åbner der sig vidunderlige historier om en traditionsrig cirkusfamilie. Så der er både fortid, nutid og fremtid gemt bag de lidt anonyme facader.

Der er rigeligt med overlevende små virksomheder. Og der er ikke kedeligt eller dødt som en villavej. Tværtimod er er livlig aktivitet på vejene og i områderne bag huse og småvirksomheder. Kigger man efter i Kraks vil man opdage at i nyere tid har bl.a. Chief One (alias Lars Pedersen fra Rockers by Choice) boet på Tryggevælde Alleer og indspillet Nic & Jay, Drengene fra Angora og Ace of Base. Vanløse har også huset Gasolins trommeslager Søren Berlev, David Owe, Amin Jensen. Og politikerne Thor Möger Pedersen, Københavns kulturborgmester Pia Allerslev og Liberal Alliances folketingsmedlem Ole Birk Olesen. Men er det symptomatisk at internationalt kendte kunstnere der forsøgte lykken i Vanløse meget hurtigt forsvandt igen? Det gælder den franske maler, Paul Gauguin (1848-1903), der ganske kort boede på Bogholdergården. Og ca. 100 år senere Van "The Man" Morrison som dog holdt ud 1980-83 med sin dansk kæreste (Ulla Munch), og endog skrev endog et nummer, Vanlose Stairway, om Vanløse Station.

Man skal kigge sig godt for for at finde Bogholdergården. Da den blev bygget lå den langt ude på landet med en alle, Bogholdervej som indkørsel. 1808 står der i gavlen, og det må være et af Vanløses ældste huse, hvis ikke det ældste. Paul Gauguin boede her i nogle måneder.

Man kan bruge øjnene godt for at se mindelser fra tiden mellem udskiftningen 1780 og indtil urbaniseringen fra ca. år 1900. Her betød jernbanen 1899 og indlemmelsen i Københavns Kommune 1901 at det var slut med landsbyen Vanløse. Ikke ret meget er tilbage af disse 100 år i Vanløses historie hvor de 14 gårde var udstykket, men stuehuset til en af gårdene putter sig tæt på Jyllingevejens station.

Jochumsens Gård eller Vanløse Gård ved Jyllinge Station. Hvis man smugkigger over hækken og andre steder kan man se at der faktisk ligger stuehuset af en nydelig gård her. En af de få tilbageblevne bygninger.

Ålekistehus var kongens opsynshus. Her boede den kongeligt udpegede vagt for slusen, med ret til at fange ål. For den var ikke populær blandt bønderne. Opstemningen af drikkevandet til den Indre By oversvømmede nemlig deres marker, og de var derfor interesserede i at slusen var åben så meget som muligt.Vanløse Vandværk (se fotoet øverst) er opført i starten af 1900-tallet og efter sigende være tegnet af Københavns daværende stadsarkitekt, Ludvig Fenger (1833-1905). Det fremgår dog ikke af listen over hans værker, så enten er det ikke ham, eller det er for ubetydeligt, sådant rent arkitektonisk og bevaringsværdigt.

Den levende historie

Vanløse-Rødovre Bank (stiftet 1919) opførte i 1933 et hovedkvarter på hjørnet af Jernbane Alle og Jyllingevej og er en af de få bygninger i Vanløse som stadig opfylder denne funktion, nu dog for Danske Bank. Der som bekendt er en sammensmeltning af Kjøbenhavns Handelsbank og Den Danske Landmandsbank. Sidstnævnte opkøbte i 1935 Vanløse-Rødovre Bank, så på en måde kan man vel påstå at det er "den samme bank"?

Der står Danske Bank på bygningen nu. Men oprindelig stod der Vanløse-Rødovre Bank

Grøndal er et kvarter uden at være det officielt. Som med alt andet i Vanløse er det er svært at se det hvis man ikke lige har læst sig til det. En haveboligforening stiftet 1911 byggede i dette kvarter 400 dobbelt- og enkelthuse i ens stil. Og de var oprindeligt tiltænkt arbejde, finansieret på en sådan måde at der ikke gik spekulation i byggeriet. Husene står der endnu, men om de har undgået spekulation er nok et åbent spørgsmål.

Man kan diskutere om kvarteret langs Grøndalsvænge ligner Vanløse eller Brønshøj mest og hvor det burde høre til. Man kan også bare sige at det ligger i Grøndal. Stilen er nogenlunde ens og var oprindelig tiltænkt minde bemidlede arbejdere fra brokvartererne som trængte til en billig bolig på det der dengang var ude på landet.

Katrinedal Skole gemmer sig typisk også i et af boligområderne. Men rummer såvel arkitektonisk som pædagogisk Danmarkshistorie. Skolen er bygget i Bauhausstil hvor barnet formodedes at være i centrum. Sol, lys og luft var vigtige elementer, og meget andet som man kan læse sig til i den pædagogiske litteratur. Meget af den forsøgsundervisning som foregik i starten har senere dannet skole for folkeskolen.

Katrinedal Skole. Den er som alt mulig andet vanskelig at finde. Men i modsætning til så meget andet i Vanløse har den haft en afgørende betydning for Danmarkshistorien. Om den holder den pædagogiske fane højt, vil redaktøren overlade til elever og lærere at udtale sig om.

Ruten

Som den kvikke læser vil have bemærket er fotoerne taget på forskellige tidspunkter. Det skyldes at jeg har brugt Vanløse som "træningsområde" på mine korte træningsture (10-15 km) som jeg normalt ikke finder det umagen værd at skrive om. Og en Vanløse-tur er måske også mest egnet til det: Finde sig nogle højdepunkter og så bare drive rundt!